Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun,
at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været
saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og
heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig
længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte
de i et dybt Behag.
Og de var ofte sammen.
Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt
Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem
Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun
vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte
hun sig igjen for at bie.--
Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de
bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men
pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som
et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af
Angst for en tykmavet Snog.
Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de
langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de,
og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de
lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.
Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme
Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog
imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer,
og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind
Spørgsmaal og tusind Svar.
Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De
satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe
Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder
mødtes.
Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ...
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.
Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det
begyndte at mørkne.
Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra
Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mørke.
De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra
den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.
Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Høie.
--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.
De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.
Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de
store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...
Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:
-Felix, her vilde jeg gjerne dø.
--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og
hed.
Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid
før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.
De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i
Lindegangen.
-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.
-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.
Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.
-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?
Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin
mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun
reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det
dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.
Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.
Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte
kun en enkelt Violin.
-Det er Guyla, der spiller.
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende
Tindinger, sagde hun igen:
-Kom--Felix--lad os gaa.
Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær
af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.
Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.
Violinerne lød.
Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes
Ansigt.
Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab,
slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa.
Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte
hans Kys brænde mod sine Læber ...
Schønaich--Felix ...
-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ...
Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ...
Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig,
hviskede hun:
--Hvorfor har Du saa elsket mig?
En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.
* * * * *
Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.
Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.
Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde
spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes
hun ved Schønaichs Navn.
-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.
-Hans Søster?
-Nei--hans Frue?
Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.
Men et Nu efter sagde hun:
Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.