Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus
nede ved Moders Grav ... Ellen græd.
De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om
Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de
hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en
fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter
ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den
solrige Have.
Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og
kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.
Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og
vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage
i den dorske Ro.
De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.
Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa
Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen
af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.
Officererne betragtede hende fra Lindegangen.
Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede
Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen
og gik videre støttet til hendes Arm ...
Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bænke ...
-Hvad finder du, Schønaich connaisseur?
-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?
-Jo--og fik den tilbage ...
Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.
-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.
Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt
det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke
komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og
Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede
Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte
hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte
Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der
om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til
hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.
Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den
stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig
og nærmede sig Vinduet.
Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i
deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det
lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede,
og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en
lysende Sky over Baalet.
Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes
Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten
for igen at forsvinde ...
Saa spillede de.
Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt,
klagende Raab.
Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var
blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun
nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.
Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.
En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.
-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mørke Himmel.
Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene
raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.
-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...
Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem,
og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En
Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand,
mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...
Weil sie gestorben ist--
Weil sie gestorben!
Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i
hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i
sit Kammer.
* * * * *
Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig
fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun
fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for
svimmel.
Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:
-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem.
Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel.
Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han
sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.
Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde
hun. Jeg har nylig været syg.
De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.
Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun
løsnede sig ud fra hans Arm.
Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte
noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige
Ord.
Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.
-Tak.
Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.
Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.
Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun
svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke
ham for igaar.
Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod
paa Klem. Hun ventede Visiten.
Ellen reiste sig og gik ham imøde.
Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader
ikke var hjemme. Han var taget til Veile.
Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...
-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.
Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads,
slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke
sandt--her er smukt?
-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa
godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for
Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ...
Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo
ikke just afvekslende.
-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det
er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt
om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i
Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par
Sælgekoner ...
Han gik bort fra Døren:
-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af
Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner
og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare
tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det
var et skrækkeligt "Tedeum"--
-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen.
Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren
og sagde:
-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.
-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.
-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt
mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?
-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark.
-Og taler saa smukt Fransk?
-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De
igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.
-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.
Lidt efter gik han.
Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte
hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun
reiste sig.
-Det var ham, der sang, sagde hun.
Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.
-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?
En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af
hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt
tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden
under Kinden ...
Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen,
mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.
Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de
andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede,
og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og
fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.
Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var
ham--sagte vilde hun lukke.
Men saa vendte Schønaich sig og hilste.
-Det var smukt, sagde han.
-Ja--saa smukt ...
De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste
igen, og Vinduet blev lukket.
-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde
hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald
høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit.
Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne
Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.
Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen
paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt
hende "très distinguée".
Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra
Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke
sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der
ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.
Saadan gik et Par Dage.
En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den
derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da
hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.
Han vendte sig, hilste og vilde gaa.
Ellen aabnede Laagen.
-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.
-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt
herned.
-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her
under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...
-Meget høitideligt.
De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket
svalt og duftsvangert.
-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.
-Mig minder det om hjemme--
-Om Bøhmen?
-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar
Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ...
Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ...
Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.
-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...
Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.
-Ja--det er smukt.
Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.
Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:
-Men det bliver altfor køligt for Dem--
Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver
køligt.
Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.--
Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig
Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende
elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk
midt i Solheden.
Mod Schønaich var hendes Væsen uens.
Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde
hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs
snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive
det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun
lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa
Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.
Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte
ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.
Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte
sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende
med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde
netop den, han lod, som han ikke saa mer.
Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set
meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen,
stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger,
der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud
og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var
pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han
greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og
outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt
i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i
sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen
og kommer igen.
Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun
sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der
komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at
faa Lov til at fly.
Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun
rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.
Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se
ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest
sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der
var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og
uens som bankende Feberpulse i hans Tale.
Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i
sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag,
for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte
hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i
samme Time.
Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.
Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede
hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden
Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad
Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke
inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.
Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens
Stjerneskud.
Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.
Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye
Haab. Og her kunde hun græde i Fred.
Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste
det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt,
troskyldige Bønner.
Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her
vaagen--det var saa lykkeligt ...
Alt var bedst, naar man var ene.
Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen;
glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa
Himlen kunde hun følge paa dens Vei ...
Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se
Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen
lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun
stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.
Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk
længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som
hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.
Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ...
Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.
-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev
Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De
ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var
saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften
saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt
i Solheden, og sang, mens jeg løb ...
-De er maaske en lykkelig Natur?
-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei,
det tror jeg ikke, at jeg er--
-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som
ikke tænker.
-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener
med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds?
-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.
-Det er saa haanligt sagt.
-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og
Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor
kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung--
-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.
Schønaich havde reist sig.
-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde,
Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa
solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid
den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa
Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende,
der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort
Blod--en Slags evindelige Skyfavnere.
Han standsede og lidt efter sagde han:
-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige,
Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens
landflygtige Elskere.
-Ingen tror dem, alle dømmer ...
Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun
løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.
-Skal jeg synge lidt?
Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.
Schønaich sang. Lidt efter gik han.
Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.
De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge
henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede
Ellen.
-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.
Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden
mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende,
bedre det ikke blev sagt.
Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod
ham, sagde hun blidt og roligt:
-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.
Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde
kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak.
hvidskede han, Tak, at De tror mig.
Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der
skælvede.
De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set
hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.
De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved
Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev
hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og
bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed,
mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede
i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav
sig til at halse i Stilheden.
Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.
-Hvorfor sukker De? hviskede han.
Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at
hvile lænet til hans Bryst.
-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav
ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.
Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte
Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i.
Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa
lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne
skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse
stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for
hver Støi.
Jo, det var hende.
Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han,
næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.
Ellen laa ubevægelig,
Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat.
* * * * *