Ellen var Rekonvalesent.
Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig,
med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin
Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig,
hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.
Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen
beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede
Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede
Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de
legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler
og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.
Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled
ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev
stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa
Klem, naar de gik.
Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og
hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og
gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og
hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.
Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar ...
Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom:
"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat
Velbehag.
Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede
frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og
alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i
hendes Øren uafbrudt.
Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der
kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver
Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.
Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe
sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen,
hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.
En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod
aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun
svimmel: Nei, Doktor--lad mig sætte mig--jeg er altfor træt.
-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.
Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og
stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere
igjen.
Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.
Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var
kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par
Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde
sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.
Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt
af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det
gjorde godt paa de hede Dage.
En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner
sammen til en Buket.
Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt
mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte
hende ikke igen.
Det Skær, som var kommet over hende ...
Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.
Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.
Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ...
-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ...
-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjældent, de Folk
er musikalske.
Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har
været syg.
Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja--det er--som blev man
Børn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de
foldede Hænder.
-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Præstegaarden?
Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde
han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ængstede Sind.
Og han tog Afsked, helt forvirret ...
-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev
liggende paa Chaiselonguen.
Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og
vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.
Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede.
Hun satte sig stille. Violinerne sang.
Hvor det var længselsfuldt--hvor det var smukt ... Det lød saa klagende,
saa dæmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang.
Ellen stod pludselig op, urolig ...
Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende
Blod.