Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket
paa hendes Bryst, sagde hun:
-Jeg har faaet det igaar.
Ellen var meget bleg.
-Det er en Present ... af Deres Papa.
Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:
-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:
-Tag det af.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:
-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede.
-Tag det af.
Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om
Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.
Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det
Smykke af.
Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.
Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine
Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med
Hovedet bøiet.
Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun
ilsomt ad Terrassen ned til Graven.
Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange
faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.
Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.
Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.
* * * * *
Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk
Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var
Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og
det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os
og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i
Forsagelse og i Bøn.
Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil
ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud,
Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang
om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm
var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til,
kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres
Klemten.
Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen
mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken.
Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.
Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun
lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var
noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig
efterhaanden varm.
Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som
en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.
Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung,
uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end
at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det
altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf
og bede og bede om Afladelse for dem alle.
Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe
lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved
Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.
Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om
Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet
høit for hendes Øine.
Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som
nedarves indtil det tiende Led.
Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte
Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til
at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om
Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet
imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds
Dom var over hende.
Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner,
indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup
Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst,
som forvirrede hendes Sandser.
Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg,
og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da
tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.
Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede
allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups
Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der
var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.
Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med
Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en
Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa
Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han
malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt
i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye
Syndebyrder paa Ellens Skuldre.
Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt
trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i
sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var
dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.
Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende
Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.
Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der
ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt;
og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af
Formastelighed og Trods.
Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at
haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i
Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt
under Herrens Dom.
Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var
Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for
"de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og
hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik
aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.
Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten
tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.
Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt
hun frygtede.
Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig
efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad
brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til
Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa
hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og
lukkede Øinene tæt i.
Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.
Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte
Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.
Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.
Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt
paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen
rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de
gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets
Duft.
Hun følte sit Hjerteslag tungt.
Nei--nei--sagde hun--det er Djævlen ... Hun slap Tæppet. Da hun løftede
Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.
En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde ...
Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit
Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med
de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.
Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt
paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun
paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ...
Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen;
over Plænen--fløi hendes Skygge.
Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af
Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen
kunde hun ikke finde Ro.
Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled
det ind i hendes Tanker--bestandig.
Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue
og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun
efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred--
Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var
haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.
Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for
at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge,
og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved
Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod
Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende
mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og
Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store
Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.
Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa
gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var
kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store
Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.
Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.
Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en
til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være
kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé
det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene
klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.
-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?
Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det?
raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og
forvirrede med Lygterne i Haanden.
-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?
-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt
frem i Lysskæret, Kongen er død!
Krigen brød ud.
I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det
begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige
Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at
indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug
for alles Hjælp.
Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun
havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen
fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da
hun kom til sig selv, fantaserede hun.
Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.
Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.