Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.
Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.
Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter
paa Fa'er--
Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.
-Nei.
Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke
jeg kører ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien.
Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.
Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.
Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld
over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var
alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde
Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten
Rædsel for Bedstefaderen.
En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med
begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og
kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene
svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.
Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet
meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen.
Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen
vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun
maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det
skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.
Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde
installeret sig ved hans Seng.
Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og
tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt
Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede
Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.
Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed,
og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte
Fingre.
Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets
Tegn, naar hun nævnede Robespierre.
Saadan var Mademoiselle.
Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til
rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.
Ellen lod hende skalte, som hun vilde.
Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe
tale: han laa halvdrukken og lallede.
Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.
-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.
Faderen stammede, gav sig til at klynke.
-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ...
-Hvilken hun?
-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ...
Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.
Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og
over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde
ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til
November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.
--Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før
Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.
Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med
Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede
dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.
Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.
Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og
hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt
distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til
Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled
ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.
Hun bare drømte ... sad hen og drømte.
Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot
som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke
gaa og intet foretage sig.
Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet,
saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid
havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.
Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa
Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og
klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af
hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.
Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag
var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog
hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke,
hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i
Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet
op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i
Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af
den sødlige Duft.
Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i
den sidste Tid.--
Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i
Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.
-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.
Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede
Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.
Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede
med sine Fingre.
-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle.
Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag
til Haaret, sagde:
-Nei--De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede.
Kan De det udenad.
Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende,
begyndte hun forfra, udenad.
Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende
ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.
_Et Jocelyn arrivant--_
Mademoiselle vilde hjælpe hende:
_Et Jocelyn arrivant--_