Og hun talte høit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte
i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led.
Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun
dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad
hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad
skulde hun dog gjøre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjøre?
Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog,
hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var
ved at smuldre væk--alt baade Navnet og Gods.
Men hun havde ingen Skyld,
Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm ...
Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder
brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det
maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad ...
Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her,
og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde
dem allesammen.--Og saa først var hun alene; helt alene.
Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad
Stentrappen.
Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og
snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld,
vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød,
og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede
hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.
Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.
Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at
kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød--
Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved
tilbage og vidt aaben Mund--
Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage
og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun
sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine
febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi
Ruderne, gøs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at
strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.
Og Faderen kom ikke.
Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten,
hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og
hendes Lemmer var tunge som Bly.
Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i
en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og
blundede.
Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun
troede, det var Faderen.