Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med
Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i
sine Drømme uforstyrret.
Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.
Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens
Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen,
hun vaagede over ham altid.
Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa
sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit
Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken
foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst
og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk
med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa
havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom
der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens
han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.
Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.
Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var
Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev
ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.
En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans
Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa
den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede
Vand i. Meget for kraftig.
Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham.
Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive
Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent
Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen
rørte Drikken med Læberne.
Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt
svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for
stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.
Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.
Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for
at Mademoiselle intet skulde erfare.
Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn
i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle
kjørte derned om Eftermiddagen.
Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde
hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede,
eller Hun havde taget en Bog--men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og
hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun
vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.
Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med
Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik,
begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde
ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.