Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal
over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at
bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule
tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn.
Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede
over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos
Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden
kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa
kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende
bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge
Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og
sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt
stirrende--lige som en Søvngængers.
Barneøine var det ikke.
Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet
dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind
saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til
dem paa Thorsholm og hed Maag.
Gamle Lind var en Særling.
Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte
med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom
ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev
han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa
en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket
baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse
var henved de halvfjerds.
Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine og
Folk talte meget om de to.
Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet
galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var
som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun
blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det
ligefra den Bryllupsdag.
Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær
efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden,
som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.
Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe
ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte
inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.
Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og gjaldt
nu for Byens rigeste Mand.
Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og døde.
Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var
af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor
sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede
saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de
Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt
af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet
indskrevet i Valø.
Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.
Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være
kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og
græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende,
da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget
nedladende.
Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns
Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.
Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa
i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra
Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden
mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets
Nærværelse.
En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev,
Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og
maatte følges strax.
-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.
-Hvormange, spurgte Madammen.
-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv ...
-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.
Lind saa lidt over.
-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til
Thorsholm i Kalechen.
Da var hun elleve Aar.
Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig
paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid
gøre endel for Bedriftens Skyld.
Rødkindet var han blevet og meget svær.
Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i
Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun
havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun
fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte
hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst,
naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags
Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde
hun høre Historien igen.
Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spøgede.
Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i
et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.
Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det
mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der
var ganske tyst.
Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.
Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.
-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:
MARIE AF MAAG
FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829.
DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851,
ELSKET UD OVER GRAVEN.
indtil hun var ved at græde.
Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte
Barnet.
Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens
Myggene summede.
Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.
-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.
-Hvad vil du--
-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.
-Saa? Ja det er blevet silde.
Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.
Andre Dage kunde Maag være livligere.
Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de
klinkede.
Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem.
Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og
saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.
Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny
Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.
Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde
hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte
sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen,
og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens
Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa
Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.
Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...
Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa
Maven ...
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en
ubeskrivelig Kummer.
Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og
gemte sig i Mørket for at græde.
Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men
saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.
Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.
Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nørup.
Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret.
Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende
Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile
og lagde dem paa Gravstedet.
Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og
Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret,
hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind
ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og
pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun
havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem
Gitret til Maagerne.
Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var,
eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene
ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik
forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet
bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ...
Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun
virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede
haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at
hun skulde sé ...
Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det
blændede hende.
-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...
Hun mærkede, han havde ikke drukket.
-Aa--at du kommer.
Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden
til iaften.--
Ellen saa paa ham.--Til iaften--?
-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i
Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.
-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen
andre?--
-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.
-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ...
Hvor det straalede.
-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag.
-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun.
Men--Fa'er--naar har du faaet det?
-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne
og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.
Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og
græd.
Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.
-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig
fast ind til sin Faders Bryst.
De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres
første Møde.
Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften
havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun
havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.
-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol
ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig
Glands hen over Plænernes Sne.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han
græd paany, og hun sagde:
-Her er koldt, lad os gaa ind.
-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage
til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om
Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.
Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen
der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den skønneste
Kvinde i Landet.
Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede
paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke
sandt.
-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de
hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen.
Han blev staaende betaget.
-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:
-Var hun ulykkelig, Fader?
Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.
Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde
med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger,
kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle
Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhørt, og naar de var skænket.
Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten
Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers
Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget
Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes
Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.
Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.
-Hvad vil du, sagde Faderen.
Hun lo og løb ud.
Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.
-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet
kalde hende Marie.
Han gav sig igen til at gaa.
-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme
Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager--
Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med
Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned
fra sin Ramme.
-Ellen, Ellen.
Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte
til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.
Maag besindede sig og taug.
Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.
Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam
Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges ud om noget
paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa
Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.
Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og
sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel
Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om
Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom
derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i
Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to
Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og
saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende
tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen
paa Tøiet med: "Næ"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den
sidste Skilling--
Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt
ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet--
En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?
Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi
kender da nok Maren Peer's.
Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet
ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.--
Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.
Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til
Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:
-Bragte du Blomsterne op?
Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem.
-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.
-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.
-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?
Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han
sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde
han langsomt.
Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille
Bedstefader.
Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned,
og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat
Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle
Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.
Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende
paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til
Vinduerne.
Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør
til Dør.
Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.
Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og
hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang
imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.
Saa blev hun kaldt ind.
Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide
Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.
Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.
-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet,
altsammen ordnet.
Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod
hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen--mit Barn.
Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende
første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned
foran Sengen.
Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes
Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi
dog gøre? Bedstemoder, dø ikke--
Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om
Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille
Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om
sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.
Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes
Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død.
Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med
hendes Bedstemoders Lig.
... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke
skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset.
Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde
hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve
og antage en Husholderske.
Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa
Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til
at hænge om Korset.
Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.