=Verdens og Gudernes Skabelse.=
I græsk Mythologi er der ingen Guder, der er til fra Evighed af; ikke
alene Verden, men ogsaa Guderne selv er blevet skabte. Først, hedder
det, blev Chaos til. Herfra udskiltes Jorden (Gaia) "med det brede
Bryst", og Tartaros, hvis taagede Afgrund ligger lige saa langt under
Jorden, som Jorden ligger under Himlen; endvidere udskiltes Natten og
Eros. Eros er selve Livskraftens Gud. Ordet betyder Tiltrækning,
Begær; al Udvikling opfattedes jo som beroende paa en personlig
Tiltrækning og Frastødning mellem Elementerne. Natten skaber Dagen,
Jorden (Gaia) skaber Himlen (Uranos), Bjergene og Havet. Derefter
ægter Gaia Uranos. De er det første egenlige Gudepar.
Men Uranos er ond, og han blev derfor overfaldet og lemlæstet af sin
egen Søn Kronos, der overtog sin Faders Magt og ægtede sin Søster
Rheia. Kronos og Rheia er det andet Gudepar.
Da der var spaaet Kronos, at en Søn af ham skulde tage Magten fra
ham, slugte han sine egne Børn, efterhaanden som Rheia fødte dem. Da
Zeus kom til Verden, gav Rheia Kronos en Sten, indhyllet i et
Barnesvøb. Derved reddes den lille Zeus, der nu blev opfostret paa
Kreta, og da han var vokset til, tvang han Kronos til at gylpe de
andre Børn op igen, tog selv Magten og ægtede sin Søster Hera. De er
det tredje og sidste Gudepar. De tager Bolig i Himlen og overlader
Underverdenen og Havet som specielle Magtomraader til deres Brødre
Hades og Poseidon. Jorden er fælles for dem alle.[2]
[2] Kampene mellem de forskellige Gudedynastier er vel blot et som
Mythe bevaret historisk Minde om Religionskampe mellem de
forskellige Lokalguder eller mellem Urbefolkningens og de
indvandrede Grækeres Guder.
=Prometheus og Menneskenes Skabelse.=
Prometheus dannede Menneskene af Jord og Vand og stjal Ilden til dem
fra Zeus, idet han gemte den i en Narthex, d. v. s. en Plantestængel,
hvis Marv kunde holdes glødende under Transporten. Derved fik
Menneskene et meget vigtigt Middel til at forbedre deres Livsvilkaar;
Forbrændingen er jo den første kemiske Proces, Menneskene har taget i
deres Tjeneste. Men Zeus blev vred paa Prometheus og lod ham smede
til en Klippe i Kaukasus, hvor en Ørn hver Dag hakkede i hans Lever,
som imidlertid voksede ud om Natten; først efter mangfoldige Aars
Forløb kom Herakles, skød Ørnen og løste Prometheus.
=Pandora.=
En anden Mythe fortalte, at oprindeligt bestod Menneskeslægten af
Mænd alene, og at Kvinderne først kom til senere. Den første hed
Pandora. Hephaistos dannede hende af Ler, og efter at andre Guder
havde smykket hende hver med sine Gaver, sendtes hun til Mændene,
hvor hun blev modtaget af Prometheus's ukloge Broder Epimetheus
(Bagklog). Hun blev den første Aarsag til en Mængde Ulykker i Verden,
thi fra hende stammer alle kælne Kvinder, som intet gider bestille
selv, men lader sig underholde ved andres Arbejde.
=Verdensaldrene.=
At vor Kultur i det hele og store gaar fremad, har man været længe om
at forstaa. Der har været Folk, der troede, Livets Gang var et
Kredsløb; andre har ment, at det gode laa bag os, og at Fremtiden
blev værre og værre. Hertil hører Mythen om Verdensaldrene, der hos
den græske Digter Hesiodos fortælles omtr. paa følgende Maade:
De første Mennesker paa Jorden levede i nært Samfund med Guderne i
disses Have, hvor der var et evigt Foraar. Det var ikke nødvendigt at
arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Døden kom som en Søvn.
Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over
Verden.
Derefter fulgte Sølvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar
blev nu afløst af de 4 Aarstider. Menneskenes Barndom var lykkelig og
varede 100 Aar; men naar den var til Ende, hengav de sig til
Daarskaber, forsømte at ofre til Guderne og døde efter kort Tids
Forløb.
Den tredje Slægt var Malmalderen; Menneskene var dengang alle
ustyrlige Krigere.
Derefter fulgte Heroernes Slægt. Det var dem, der kæmpede ved Troja.
Efter deres Død kom de til at bo paa de saliges Øer, fjærnt mod Vest
i Okeanos; Kronos herskede over dem, og deres Liv var lige saa
lykkeligt som Menneskenes i den gamle Guldalder.
Den femte Slægt er den nulevende. Det er en Jærnslægt, hvor der er
mere ondt end godt. Engang vil derfor Zeus tabe Taalmodigheden og
ødelægge den i Bund og Grund.
Heroernes Slægt afbryder jo paa meningsløs Maade den stadige
Forringelse af de metalnævnte Slægter og synes at være en senere
Tildigtning. Den pessimistiske Tanke, at Sønnerne som Regel er
ringere end deres Fædre, kender allerede Homers Odysse. Og naar denne
Tanke i Mythen udtrykkes gennem de stadigt ringere Metaller, ligger
der maaske en historisk Erindring bagved om den tidligere ægæiske
Kulturs Guldpragt og Malmredskaber; paa dette Udgangspunkt kan
Fantasien da have udarbejdet det hele System af Verdensaldre.
=Den store Vandflod.=
Da Zeus havde besluttet at ødelægge Menneskene ved en stor Vandflod
paa Grund af deres Ugudelighed, tømrede Deukalion (Prometheus's Søn)
en Kasse, lagde Levnedsmidler deri og gik om Bord sammen med sin
Hustru Pyrrha (Pandoras Datter). Regnen begyndte at strømme ned, og
hele Hellas blev oversvømmet. I 9 Dage og Nætter omtumledes Deukalion
og Pyrrha i Kassen, derefter landede de paa Parnas, Vandet faldt, de
gik ud og ofrede til Zeus, der til Gengæld gav dem Evne til at skabe
nye Mennesker ved at kaste Sten bagud over deres Hoveder[3]. Af de
Sten, Deukalion kastede, opstod Mænd, af Pyrrhas Kvinder.
[3] Man vender Ryggen til Dæmonerne. Naar Stenene kastes bagud,
kastes de inden for Dæmonernes Magtomraade, og der sker da
Forvandlingen.
Vandflodshistorier er udbredt over store Dele af Jorden. At der i
disse Fortællinger skulde indeholdes noget Sagnminde om en fjærn
Fortid, hvor hele Landstrækninger ved en enkelt geologisk Forandring
begravedes i Bølgerne, er utænkeligt; saa langt rækker Menneskenes
Erindringer ikke tilbage. Heller ikke synes det rimeligt, at disse
vidt udbredte Fortællinger skulde indeholde Minder om pludselige
lokale Oversvømmelser af Floder eller Have i forskellige Egne.
Fortællingen er da maaske at opfatte som Mythe, hvortil Forklaringen
kan søges i en for uvidende Naturfolk nærliggende Opfattelse af
Himlen som et stort Hav af samme Art som Havet paa Jorden. Himlen og
Havet har begge samme blaa Farve, og fra Himlen falder Regnen, der
ser ganske ud som Vandet paa Jorden. De Mennesker, der vil til
Guderne, maa sejle over disse himmelske Vande.
Naar nu Guderne i deres Vrede lod Vandet ovenfra strømme ned, saa at
Himmel og Hav stod i et, maatte alle drukne undtagen de enkelte
fromme, der søgte at redde sig ved at sejle til Guderne. I en
babylonsk Vandflodsberetning siges rent ud, at de, der under det
almindelige Højvande reddede sig i et Fartøj, sejlede til Guderne.
Denne Opfattelse er afbleget i den jødiske Fortælling, hvor Noah
strandede paa det høje Bjerg Ararat, og i den græske, hvor Deukalion
og Pyrrha strandede paa Parnas. Paa en Sarkofag fra det gamle Kreta
ser man de efterlevende ofre en Baad til den døde for derved at sikre
ham hans Rejse til den anden Verden. Ogsaa i Norden kendes den Tro,
at de døde sejler til den anden Verden. -- Naar Guder kommer til
Menneskeverdenen, sker det ofte paa et Skib (Kong Skjold,
Dionysos).[4]
[4] De mange Floder, der tænktes at gennemstrømme Hades' Skyggerige
skal tilligemed Søen Acheron hindre Sjælene i at vende tilbage til
Menneskenes Verden. -- I nyere Folketro kastes undertiden en Spand
Vand efter et Ligtog for at hindre, den døde gaar igen.