Der er to Hovedstrømninger i græsk Religion. Den ene er en ældgammel,
_folkelig_, raa Retning, med Sten-, Træ- og Dyrefetisjisme, Magi,
Menneskeofre og Tro paa Aander og Dæmoner. Saa længe den egentlige
hellenske Kultur blomstrede, blev denne Retning holdt nede; men
efterhaanden som det græske Aandsliv døde ud ved Oldtidens Slutning,
rejste det ældgamle religiøse Barbari sit Hoved paany.
I Modsætning hertil staar _de olympiske_ Guder. De blev væsenligt
baaret frem af den homeriske Tids Overklassekultur. De homeriske
Riddere stolede paa deres Styrke, hævede sig med fritænkerisk
Ligegyldighed over den gamle Overtro og udvalgte et vist Faatal af
Guder, som opfattedes rent menneskeligt, med Skikkelse, Følelser,
Lidenskaber og Svagheder som Mennesker, men smukkere og klogere,
udødelige og i Besiddelse af større Magt[5]. De er ikke Lokalguder,
men fælles for alle Hellenerne. Dog er "homeriske" og "olympiske"
Guder ikke ubetinget to Benævnelser for det samme; saaledes er
Demeter og Dionysos hos Homer endnu ikke Medlemmer af det olympiske
Selskab, mens de senere regnes med dertil.
[5] Undertiden skildres Guderne som virkelige Guder. Od. 4,379
siges, at Guderne ved alt; 10,306, at de kan alt. Naar Ares Il.
5,859 brøler som 10000 Mand og 21,407 falden dækker over »7 Maal
Land«, er det en barok Overdrivelse, der minder om Orienten. Ved
denne Menneskeliggørelse kom man til at se uden Frygt paa Livets
styrende Magter, og Vejen til den videnskabelige Undersøgelse af
Verden laa aaben. Havde Overtroen sejret, var Frigørelsen blevet
vanskeligere.
De olympiske Guder udgør en Slags Borgherrefamilie, hvis Overhoved er
Zeus. Hans Magtstilling beror væsenligt paa, at han er stærkere end
de andre. "Bind et Tov fast ved Himlen", siger Zeus til Guderne paa
Olympen, "og tag alle I Guder og Gudinder fat ved den ene Ende;
aldrig skal I faa mig ned fra Himlen; men jeg kan trække Eder alle og
tilmed Jord og Hav til Vejrs og binde Tovet fast ved Olympens Tind,
saa at hele Verden kommer til at svæve i Luften".
Zeus har Søstrene Hera, der er hans Dronning, Hestia og Demeter; hans
Brødre er Poseidon, Havets Hersker, og Hades, der dog ikke hører med
til den olympiske Gudekreds, men er Konge i Underverdenen. Zeus og
Hera har Børnene Hephaistos, Ares og Hebe; endvidere tænktes Zeus
uden for sit Ægteskab at være Fader til forskellige Guder og
Gudinder, hvad der bl. a. kan skyldes et Ønske om at drage saa mange
Guddomme som muligt ind i den olympiske Kreds. Med Leto har han
Apollon og Artemis, med Maia Hermes, o. s. v. Helt ud i det
æventyragtige er Beretningen om Pallas Athenas Fødsel af hans Hoved,
Dionysos's af hans Hofte.
Det fælles Hjem for de olympiske Guder er Olympos, hvilket Ord snart
betegner det takkede, skydækkede Bjerg i Thessalien, snart Himlen i
al Almindelighed, snart en evigt urokkelig Bolig, der ikke rystes af
Vinden, ikke vædes af Regnen; der falder ingen Sne, men skyløs, klar
Luft er udbredt overalt, og hvid Glans hviler derover; der fører de
salige Guder altid deres Glædesliv (Od. 6,42).
To Synspunkter afløser og konkurrerer ofte med hinanden i den
religiøse Udvikling, et ældre, hvor man ofte upersonligt taler om en
Verdensvilje, "Magten", (paa Græsk: det dæmoniske, Moira, Aisa), der
raader over os, og et yngre, hvor man tror paa personlige Guder, mere
eller mindre menneskelige, som Livets Styrere. Af disse Guder har
Zeus som Hersker over den overalt tilstedeværende Himmel og det
ordnede Samfund hævet sig til at være Livets øverste Styrer. -- Vi
ser derfor hos Homer baade Moira og Zeus som Tilværelsens højeste
Magt, begge lige mægtige, snart nævnede sammen i samme Aandedræt,
snart optrædende hver for sig[6].
[6] Som man spinder Traaden omkring Tenen, tænktes Guderne eller
Moira som personlig Gudinde at spinde en Række af Glæder eller
Sorger omkring et Menneske. Ikke sjældent nævnes 3 Moirer: Klotho
(Spindersken), Lachesis (den, der bestemmer Livsskæbnen og
Livstraadens Længde), Atropos (den ubønhørlige, der klipper Traaden
over).
Lynguden, Zeus, Hera.
=Lynguden.=
Af alle Naturfænomener er der intet, der paa Grund af sin
Pludselighed og Voldsomhed gør saa stærkt Indtryk paa Mennesker som
Lyn og Torden. Naar Lynet slaar ned og spalter Træer, dræber
Mennesker og Dyr, tror primitive Folk, at Lynguden er faret ned og
har frembragt disse Forstyrrelser. Ganske naturligt spørger man,
hvorledes denne Lyngud ser ud.
Nu er Øksen jo et Redskab, der mangedobler Menneskets fysiske
Kræfter; den blev derfor tidligt -- baade i oldgræsk, ægæisk Kunst og
i nordiske Helleristninger -- betragtet som noget overmenneskeligt,
en Fetisj, og naar man saa den _Virkning_, Lynet frembragte, laa det
nær at tænke sig Lynet som en himmelsk Økse (Stenaldersøkse eller
dobbeltægget Bronceøkse, Fig. 1 og 2). Betragtningen af Lynets
_Udseende_ (Zigzaglinie) førte til at fremstille Lynguden som et
Knippe af 3 Flammer eller som buede Linier, forbundne med en Stilk
eller et Haandtag (Fig. 3 og 4).
[Illustration: Figur 1-4.]
=Zeus som Naturgud.=
De store græske Guders Navne er som Regel ganske uforstaaelige,
formodentlig er de slet ikke græske, men overførte til Græsk fra det
Sprog, som taltes af Urindbyggerne, før Grækerne vandrede ind og
erobrede deres Land. En Undtagelse er Navnet Zeus, der er et ægte
græsk Ord, der genkendes i andre indoeuropæiske Sprog.[7]
[7] Fra en indoeuropæisk Grundform _*djeus_ afledes Græsk Zeus,
Latin Ju(piter); Ordet betyder Himmel, Dag, øverste Gud. Af en
anden, men beslægtet Grundform _*deiwo-s_ kommer Latin divus og
deus, og det nordiske Gudenavn Ty-r; Ordet betyder: Gud, i al
Almindelighed, hos vor Folkestamme er det jo Navn for en speciel
Gud.
Af Ty-r har Ugedagen Ti(r)sdag Navn. Ty-r har været Tinggud (som
Zeus er Rets- og Samfundslivets Gud), og derfor har Ugedagen paa
Tysk faaet Navnet: Tingsdag (afslebet og ændret til Dinstag,
Dienstag).
Zeus er først selve den buede Himmelhvælving og det klare Dagslys. Da
dernæst alt Slags Vejrlig kommer ned over Jorden fra Himmelhvælvingen
og Skyerne, siger man paa Græsk: Zeus regner, sner o. s. v., og Zeus
faar Tilnavnet Skysamleren og Skysortneren. Uvejr og Nedbør begynder
gerne i Grækenland med, at Skyerne samler sig om en Bjergtop, og
derfor antages Zeus at bo paa de høje Bjerge, Ida ved Troja, Olympos
i Thessalien o. a.
Efterhaanden løsnes Zeus fra sine Elementer, saa at han bliver en fri
Gud i Menneskeskikkelse, der troner paa sit Bjerg eller i Himlen og
derfra sender Menneskene Lys og alt Vejrlig.
Vi har da to Vejrligsguder, Lynguden og Zeus; men i Tidens Løb blev
Zeus mere populær end Lynguden, der mistede sin selvstændige Stilling
og blev Zeus's underordnede. Billedet af Lynguden som et Knippe af
Flammer blev til den saakaldte Tordenkile, som Zeus holder i sin
Haand -- som Thor sin Hammer --, og som han slynger mod sine Fjender.
Denne Tordenkile ser paa det store Zeusalter i Pergamon saaledes ud
(Fig. 5):
[Illustration: Figur 5.]
Det Sted paa Jorden, hvor Lynet slog ned, antog Grækerne derved var
taget i Besiddelse af Lynguden, og altsaa ham helliget for al
Eftertid. Slog Lynet ned i et Træ, betegnedes derved, at Guden valgte
sig dette Træ som Ejendom. Nu er af en eller anden Grund Egetræer
særligt udsatte for Lynnedslag -- en tysk Forstmand har iagttaget, at
disse Træer rammes 60 Gange saa hyppigt som Bøge, -- og da tilmed
Egen i tidligere Tid var langt mere udbredt end nu, maatte man
hyppigt se Egetræer rammes af Lynet. Deraf forklares Troen paa, at
Egetræer stod i særligt Forhold, først til Lynguden, dernæst til Zeus
som hans hellige Træ.
Af alle Fuglene er Ørnen Zeus kærest; den bærer hans Lyn og er hans
hurtige Sendebud[8].
[8] Nordamerikanske Indianere tilskrev Uvejret en Tordenfugl, der
frembragte Vind med sine Vinger, Lynet var Blink i dens Øjne, og
den førte Vandposer med sig, hvoraf den pressede Regnen ud. -- I
den nordiske Edda tænkes Vinden frembragt af en Jætte i Ørneham,
der basker med Vingerne. -- Undertiden fortælles det ogsaa hos
Grækerne, at Zeus var i Ørneham, da han røvede Ganymedes op til
Olympen. -- Ørnen som Zeus's Attribut skyldes da vel en gammel
Forestilling hos Grækerne om, at Vind- og Vejrguden -- ligesom hos
andre Folk -- har haft Ørneskikkelse.
=Zeus som Rets- og Samfundslivets Gud.=
Alt Samfunds- og Retsliv foregik i gammel Tid saa vidt muligt under
aaben Himmel. Der samles Mænd til Raadslagning og Dom, der aflægges
Ed, og der ofres til Himlens Guder. I Solens Lys kan det onde og
uretfærdige ikke trives. Som Himmellysets Gud bliver Zeus naturligt
ogsaa den øverste Styrer af alt Samfundsliv. Han beskytter Hus og
Gaard og den hele By; han vogter Landets Grænser. Han styrer alle
Forsamlinger og beskytter Kongerne, der antages at stamme fra ham.
Han vaager over Eder, og Retfærdighedens Gudinde Dike (d. v. s. den,
der _viser_, hvad der er Sandhed) gøres undertiden til hans Datter.
Han stifter Ægteskaber og bestemmer Menneskers Liv og Død. Han
ledsager den rejsende, til han naar sit Maal, og han beskytter den,
der lever i et fremmed Samfund og er blevet retsløs, saa snart han
kom uden for sit Hjemland. Han er i det hele Menneskeslægtens højeste
Hjælper og Frelser (Soter); Sejrsgudinden Nike følger ham, og han er
selv rustet med Aigiden.
=Hera og Zeus i Olympia.=
Til de mest kendte Helligdomme for Zeus hørte det store Tempel paa
den hellige Plads i Olympia, i Landskabet Elis paa Peloponnes.
Den ældste Bebyggelse paa dette Sted kan vel sættes til Aar 1200 f.
Kr. Disse Urindbyggere dyrkede 5 Dværge, der tænktes at bo i en Hule
ved Foden af Kronoshøjen. En saadan Dværg kaldtes en Daktyl c:
Tommeliden.
Da kom ved Aar 1000 en anden Stamme fra Argossletten, hinsides
Bjergene. Fra ældgammel Tid var Hera den fornemste Gudinde i det
gamle Kulturcentrum omkring Byerne Tiryns og Mykenai. Hun synes
oprindeligt at have været en Jordens Frugtbarhedsgudinde i Skikkelse
af en Ko; derfor kalder Homer hende "den kvieøjede". Hendes hellige
Fugl er Gøgen, der varsler Foraarets Komme. De Udvandrere, der drog
fra Argos til Olympia, tog deres Gudinde med og rejste hende et Alter
ved Kronoshøjen.
Nu er Jordens Frugtbarhed afhængig af Himlens Regn, Sollys og Varme.
Man digter da en Mythe om et Ægteskab mellem Himlens Gud Zeus og
Jordens Gudinde Hera; hun bliver den blændende, skønne og prægtigt
klædte Himmeldronning; men hun er egenraadig og lidenskabelig og
kommer aldrig til at føle sig rigtigt hjemme paa Olympen.
I Olympia var Zeus Oprindeligt kun en Bifigur til Hera; senere er han
blevet Hovedguden. Denne Forandring er efter Traditionen blevet
fuldbyrdet paa følgende Maade: Endnu i senere Tider viste man i
Olympia Rester af et gammelt Palads, i hvilket Zeus's Lyn engang var
slaaet ned. Derved havde Zeus selv taget den hellige Plads i
Besiddelse, og nu var det ham, der var Hovedguden, og det hele Terræn
blev kaldet Olympia c: det olympiske Land, Zeus's Land; Hera blev i
senere Tider væsenligt Ægteskabets Beskytterinde. I Olympia samledes
man hvert fjerde Aar, vistnok i Slutningen af September, først og
fremmest for at vise, hvad man formaaede af Sport og Gymnastik, den
gamle doriske, adelige Overklasses højeste Interesser; men ogsaa
Herodot skal her have oplæst Dele af sit Værk og Sofisten Gorgias
have holdt Foredrag. Ikke alene de 5 Dage, Legene holdtes, men ogsaa
nogen Tid før og efter skulde der herske Festfred, for at Folk kunde
rejse i Sikkerhed. Derved fik disse Fester, der bestod i over 1000
Aar, politisk Betydning.
Et stort Tempel var bygget for Hera i meget gammel Tid, maaske
allerede i det 8nde Aarhundrede. Det store Zeustempel er først fra
det 5te. Gudebilledet i sidstnævnte Tempel var en chryselephantin
(d. v. s. af Guld og Elfenben) Statue af Pheidias. Vi kender Statuen
gennem Møntbilleder fra Hadrians Tid, og af Hovedet haves der en
Marmorkopi. Det er sandsynligt, at vor mest udbredte Kristustype med
lange Lokker, Skilning midt i Panden og langt bølgende Skæg stammer
ned fra Pheidias's Zeus. I Aaret 408 e. Kr. lod man Zeustemplet i
Olympia afbrænde for at gøre en Ende paa Zeusdyrkelsen og de
olympiske Lege; men forinden skal Zeusstatuen være overflyttet til
Konstantinopel, hvor da den omtalte Kristustype kan være skabt.
Zeusstatuen blev formodenligt ødelagt ved en Paladsbrand i
Konstantinopel allerede i det 5te Aarh. e. Kr. I Olympia væltede
Jordskælv, hvad der endnu stod, og Alpheiosfloden strømmede hen over
den gamle, hellige Plads, der først i vore Dage atter er blevet
udgravet.
=Zeus og Hera hos Homer.=
Hos Homer bor Zeus med sin Dronning Hera og de øvrige store Guder paa
Olymposbjærget i Thessalien. Zeus og Hera er begge vældige Herskere;
naar Zeus svinger Aigiden, raser Lyn og Torden, saa Mennesker
forfærdes. Naar han nikker med sine Øjenbryn, eller naar Hera bevæger
sig paa sin Trone, saa ryster den høje Olymp. Men Samlivet mellem dem
er ikke godt. Zeus klager over sin Hustrus stride og halsstarrige
Sind og kalder hende fræk uden Lige. Undertiden gaar det til
Haandgribeligheder, som dengang Zeus bandt hendes Hænder, fæstede 2
Ambolte ved hendes Fødder og hængte hende op mellem Himmel og Jord.
Hera hævner sig paa sin Side ved at narre sin Mand bag hans Ryg;
engang sammensvor hun sig endog med de andre olympiske Guder om at
binde Zeus.
Poseidon.
=Poseidon som Dybets Gud.=
Poseidon tænktes opr. at bo i Jordens Dyb. Han kaldtes den
_jordholdende_ (Gaiaochos)[9], vel fordi han bærer den af Mennesker
beboede Overflade i sine stærke Lemmer, og naar der indtræffer
Jordskælv, -- hvad der hyppigt gør i Grækenland --, var det
_Jordrysteren_, der frembragte disse. Han tænktes i Skikkelse af en
Tyr eller Hest, og den underjordiske Drønen, der kan følge med
Jordskælv, var Tyrebrøl eller Hestevrinsken. Geologiske Revolutioner
skyldtes Poseidon. Han river Øer løs fra Fastlandet, spalter Bjærge,
sprænger Jordens Dække eller baner sig Vej gennem dens Indre, som en
Kæmpemuldvarp kunde tænkes at gøre, og derfor ofrede man Muldvarpe
til Poseidon.
[9] Poseidons Tilnavn Gaiaochos -- som ogsaa gives til Zeus og
Artemis -- er forklaret paa mange andre Maader: 1) Jordomslutter
(enten fordi hele Jorden omskylles af Okeanos, eller fordi de
enkelte Øer og Lande hæver sig op af Havets Dyb), 2) den, der kører
over (eller under) Jorden, 3) Jordryster, 4) Vognglad.
=Poseidon som Gud for det ferske Vand.=
Alt det ferske Vand paa Jordens Overflade i Floder og Søer er,
ligesom de skjulte Væld under Jorden, Poseidon underlagt; han
kan endog slaa Hul paa Jordskorpen og lade en Kilde vælde frem.
Han bliver derfor en Frugtbarhedsgud for Plantevækst, Kvæg- og
Hesteavl, og han beskytter Hyrder og Bønder. En Følge af Poseidons
Tyreskikkelse er, at græske Flodguder ofte tænktes som Tyre, eller i
hvert Fald udstyrede med Horn. Til hans Hesteskikkelse haves mange
Paralleler andetsteds fra, f. Eks. i den nordiske Tro paa, at Dæmonen
i en Sø, Flod eller Aa ofte ser ud som en Hest. -- Poseidon skænker
Guder og Mennesker prægtige Heste, og han er den eneste af de
_højere_ Guder, der kan optræde som Rytter.
=Poseidon som Gud for det salte Vand.=
Homers Digte er heroiske og mangler Sans for en Gud, der hjælper en
agerdyrkende, kreaturholdende Bondebefolkning. Derimod kender de den
sortlokkede, bredbrystede Poseidon i Menneskeskikkelse som Gud for
det salte Vand. Hos Homer færdes Poseidon i Gudeselskabet paa
Olympen; men hans egenlige Hjem er paa Bunden af Havet, der slynger
sig uden om Jorden, holder den i sin Favn og ryster den i Jordskælv.
De Forestillinger, der knytter sig til Ordene _Jordholder_ og
_Jordryster_ om Homers Havposeidon og om den før nævnte
Indlandsposeidon, er altsaa forskellige. Homers Poseidon lever i sit
funklende Guldpalads sammen med sin Hustru Amphitrite. Deres Søn er
Triton, en fantastisk Skabning med Menneskeoverkrop og Fiskehale. Paa
sin Vogn, hvis Heste har Fødder af Malm og Manker af Guld, kører
Poseidon gennem Havet, idet han bruger sin Trefork til at oprøre
eller atter berolige Bølgerne. Han ledsages ofte af et talrigt Følge
af Søkøer, Søheste og Søslanger, af Havnymfer, der rider paa
Delfiner, og af Tritoner (der tænktes ogsaa at være flere), som
blæser i Kongkylier. I den historiske Tid dyrkedes han særligt hos de
søfarende Ioner i Lilleasien.
=Poseidons Attribut.=
Poseidons almindelige Attribut er, som allerede nævnt, Treforken,
hvormed han ikke alene oprører og beroliger Havet, men ogsaa spalter
Klipper og fejer Sandgrunde til Side. Denne Trefork er rimeligvis
oprindeligt et Vaaben af samme Art som Zeus's Tordenkile.
Hephaistos.
=Ildkultus.=
Mennesker, der lever under primitive Forhold, lader ikke gerne deres
Ild gaa ud, da det er vanskeligt at faa den tændt paany. Men naar
Ilden har brændt i lang Tid, har mange Mennesker tænkt sig, at den
bliver _træt_, hvorfor man gør vel i at lade den gamle Ild slukkes og
hente sig ny Ild andetsteds fra. Saaledes ved vi, at der paa Øen
Lemnos har været en ejendommelig Ildkultus; en Gang om Aaret
slukkedes al Ild paa Øen; i 9 Dage var man uden Ild, til man fik
hentet ny fra Delos, rimeligvis fra Renselsesguden Apollons
Helligdom. Eller Ilden kan blive _uren_ ved et Dødsfald, eller ved at
formastelige Fjender har været i dens Nærhed. I Argos slukkede man i
et Hus, hvor der var indtruffet et Dødsfald, al Ild, og for at
tilberede Gravmaaltidet hentede man ny Ild fra et Nabohus. Efter
Slaget ved Plataiai erklærede det delphiske Orakel, at Ilden i
Omegnen var gjort uren af Barbarerne, og at man til Sejrsfesten burde
hente ren Ild fra Delphoi[10].
[10] Danske Bønder har i ældre Tid under Kvægsyge gjort lign. Ting.
Først slukkedes al Ild i Gaarden, og ny Ild frembragtes ved
Gnidning. Hermed tændtes et Baal i en Hulvej, hvor Kreaturerne blev
drevet forbi, hvorefter hver Mand tog en Brand hjem med sig for
dermed at tænde ny Ild paa sin egen Arne.
=Hephaistos som Smededværg.=
Af en saadan Ildkultus er der da udviklet Troen paa et dæmonisk
Væsen, der var Herre over Ilden og anvendte den i Haandværkets
Tjeneste som Grovsmed, Vaabensmed, Guldsmed og Juvelerer. Hans Navn
var Hephaistos, og han hører navnlig hjemme paa Lemnos og andre Øer i
det nordlige Ægæerhav; overalt hvor vulkansk Røg kom op af Jorden,
tænkte man sig, han havde et Værksted; Røgen kom fra hans Esse. Af
ydre tænktes han oprindeligt som en Dværg med en spids Hue paa
Hovedet -- altsaa samme Ydre og Paaklædning som de Dværge, nordisk
Folketro kender.
=Hephaistos som Smedegud.=
Naar nu Mennesker selv søgte at udføre samme Arbejde som Hephaistos,
stillede de sig under hans Beskyttelse. Smededværgen forvandledes
derved til en Gud og gjordes til en Søn af Hera, der dyrkedes meget
paa Samos, hvor Hephaistos's Ophøjelse til Herasøn vel derfor har
fundet Sted. Trods denne Guddommeliggørelse vedblev han dog at være
en halvt komisk Figur. Han skildres hos Homer som uhyre stor og
stærk, har en vældig Nakke og er helt lodden paa Brystet, hans Arme
er kraftige; men hans Ben er tynde, og han er halt, saa han maa gaa
med Stok og stønner af Anstrengelse ved at bære sit Legeme. Han er
saa snavset, at han maa vadske sig med Svamp, inden han viser sig for
andre. Han ligner i et og alt en jordisk Grovsmed; hans Halthed er en
Overførelse fra jordiske Forhold; thi i gammel raa Tid, hvor det mest
værdige Arbejde for voksne Mænd var at slaas, blev Krøblinge sat i
Haandværkerlære, navnlig det ansete Smedehaandværk (smlgn. Vølund
Smed). Skønt Hephaistos blev Gud med Hjemstavn paa Olympen, tænktes
hans Værksteder dog ofte stadigt at ligge paa Ægæerhavets Øer. For at
forklare sig denne Adskillelse mellem Gudens Bolig og hans Værksteder
digtede man en Mythe, der fortælles paa to lidt forskellige Maader.
Enten hed det, at Hephaistos engang vilde hjælpe sin Moder i et
husligt Opgør med Zeus, men at denne blev saa forbitret, at han tog
Hephaistos ved Foden og kastede ham ud fra Olympens Tærskel, saa at
han hele Dagen for af Sted mellem Himmel og Jord og først om Aftenen
faldt ned paa Lemnos. Eller det fortaltes, at Hera, straks efter at
have født ham, selv kastede Barnet ud af Ærgrelse over, at det var
halt. For denne Behandling hævnede Hephaistos sig ved at lave en Stol
med usynlige Baand, som han sendte Hera. Da hun satte sig i Stolen,
slyngede Baandene sig om hende, saa hun ikke kunde komme løs.
Krigsguden Ares paatog sig at hente Hephaistos op til Olympen; men
denne drev ham paa Flugt med brændende Fakler. Saa gaar Dionysos til
Hephaistos, beruser ham i Vin, faar den vanføre Smedegud sat paa et
Muldyr og transporteret til Olympen, hvor han løser Hera paa den
Betingelse, at han faar Aphrodite til Brud. Til Løn for den ydede
Hjælp blev Dionysos saa optaget blandt Olympierne som en af deres.
(Smlgn. S. 10 og 11).
Ares.
Ares er, hvad Grækerne kaldte en Ker c: en Ødelæggelsesdæmon. I
Krigen hugger han ned for Fode i vildt Bersærkerraseri, uden
Overvejelse af, hvorledes han maa kæmpe for at sejre, uden Interesse
for nogen eller noget, han vil forsvare, og uden Overholdelse af de
Love, som ellers gælder selv mellem Fjender -- altsammen i Modsætning
til Kampgudinden Pallas Athena, der foran Troja slaar ham til Jorden
med en Kæmpesten, saa han dækker "syv Maal Jord."
I Kampen tænktes han rustet som en sværtvæbnet græsk Kriger. Han
bærer Malmpanser, Hjælm med vajende Hjælmbusk og paa venstre Arm et
Skjold af Tyrelæder. Han kan raabe saa højt som 10,000 andre.
Denne uciviliserede Bersærk skubbede Grækerne fra sig og gjorde ham
til en Thraker. Hos Homer kæmper han paa de trojanske Fjenders Side.
Trods denne Uvilje er han alligevel optaget i den olympiske Familie
som Søn af Zeus og Hera; men Zeus kan ikke lide ham.
Pallas Athena.
=Erechtheus, Athena, Poseidon.=
I den ældste Tid laa der paa Athens Akropolis en mykensk Kongeborg,
ligesom forskellige Guddomme havde deres hellige Steder der. En af
disse var Erechtheus, der senere sank ned til at være en af
Kongeslægtens Stamfædre.
Ældgammel er ogsaa Gudinden Athena, et Navn, der er ugræsk og for os
uforstaaeligt; heller ikke Betydningen af Navnet Pallas er sikker.
Hvad hun har været for en Gudinde, er ogsaa usikkert. Muligt har hun
været en Jordguddom, en Beskytter for Bønderne paa Sletten neden for
Akropolis. Hun vilde da være en Gudinde som Hera, og hendes nære
Forhold til Himmelguden Zeus som hans kæreste Datter vilde da være
forstaaeligt. Ødelæggelsen af den mykenske Borg kunde da tænkes at
staa i Forbindelse med en national Rejsning af den indfødte
Bondebefolkning, der indførte deres Gudinde Athena paa Akropolis,
hvor hun bragtes i Forbindelse med Erechtheus, der nu opfattedes
som hendes Fostersøn; i senere Tid opførtes som bekendt Erechtheion
som en fælles Helligdom for Erechtheus og Pallas Athena. Hver
Guddom havde sit Rum i Templet, i Athenas stod det gamle, efter
Overleveringen himmelfaldne, Træbillede af Athena Polias
(Bybeskytterinden), til hvem man bragte en ny Kjortel ved
Panathenaierfesterne.
Endnu en Gud søgte at gøre sig gældende paa Athens Akropolis, nemlig
Poseidon; men han kunde ikke hævde sig overfor Athena, der vedblev at
være ikke alene Akropolis's, men ogsaa hele Landet Attikes øverste
Hersker. En Mythe fortalte, at Poseidon og Athena stredes om, hvem
der skulde være Herre i Attike. Guderne og Erechtheus skulde dømme
imellem dem, saaledes at den, der kunde frembringe den nyttigste Ting
for Attike, skulde være Landets Gud. Poseidon jog sin Trefork i
Klippen og lod en Kilde med salt Vand vælde frem; men Athena skabte
det første Oliventræ og vandt derved Prisen.
Denne Strid mellem Athena og Poseidon afspejler aabenbart en
Forandring i Attikes økonomiske Liv, der er foregaaet paa
Peisistratidernes Tid. Attike er tørt, og kun ca. 100
Kvadratkilometer egner sig til Korndyrkning. Store Dele af Landet laa
derfor i ældre Tid unyttet hen, og Befolkningen kunde ikke brødføde
sig. De penteliske Marmorbrud og Sølvminerne i Laurion var endnu ikke
kendte. Man havde kun een Industri, nemlig Fabrikationen af Vaser,
der fremstilledes af det udmærkede Ler fra Forbjerget Kolias ved
Phaleronbugten. Mange af Attikes Indbyggere maatte tjene deres
Livsophold ved Skibsfart. Fra Peisistratidernes Tid blev
Oliventræsdyrkningen Landets vigtigste Næringsvej; Olien brugtes
baade til Mad og som Toiletmiddel til at indgnide Huden med. Træets
Rødder kan naa saa langt ned i Jorden, at de kan skaffe Træerne det
nødvendige Vand. Attikes Befolkning kunde nu bedre leve som
fastboende Agerdyrkere, og det var naturligt, at denne Forandring
opfattedes som en Gave af Landets Gudinde Athena.
Det Oliventræ, der stod paa Akropolis nær Erechtheion, betragtedes
som Byen Athens egenlige Livstræ; saa længe det levede, kunde Athen
ikke gaa til Grunde. Da Perserne brændte Akropolis, blev ogsaa dette
Træ ødelagt; men allerede Dagen efter havde det, efter Legenden,
frembragt et nyt Skud, der varslede om Borgens og Byens Genopførelse.
=Athena som Beskytterinde af fredelige Sysler.=
Det er ikke alene det fredelige Jordbrug, Athena beskytter; hun er
ogsaa Kunstens og Haandværkets Gudinde, og hun lærer Kvinderne alt
Husarbejde. Hos Homer siges hun ikke alene at have vævet sin egen
Kjortel, men ogsaa den skønneste Festdragt, som Hera overhovedet
ejer. Hun staar i et inderligere Forhold til Menneskenes Sjæleliv end
nogen anden Gud; hun giver Kløgt og Besindighed og glæder sig, naar
Mennesker optræder taktfuldt.
=Athena som Borggudinde.=
Akropolis var i hele Oldtiden Byen Athens Centrum, -- som mykensk
Kongeborg, som Fæstning og som religiøs Festplads. Som Borggudinde
kom Athena derfor til at staa den egenlige Samfundsgud Zeus nær. Hun
alene ved, hvor han gemmer sin Tordenkile paa Olympen, og hun bærer
Aigiden ligesom Zeus. Som Zeus beskytter alt Samfunds- og Retsliv,
hos hvilket Folk det end findes, beskytter Athena som Borggudinde
enhver By og dens Fæstning. De homeriske Digte betragter det som en
Selvfølge, at der endog i den fjendtlige By Troja var en Athena
Polias paa Byens Borg.
=Palladier.=
Et Palladion var en Athenastatue i Krigsudstyr, som mentes at
beskytte det Sted, hvor den stod. Ogsaa Troja har hos Homer et
Palladion, som Grækerne maa stjæle, inden de kan tage Byen.
=Athenas Attributer.=
Pheidias's chryselephantine Statue af Athena i Parthenon viste
Gudinden staaende med venstre Haand støttet til Skjoldet, bag hvilket
hendes hellige Slange Erichthonios[11] bugtede sig. Et andet Attribut
er Uglen.
[11] Navnet er dannet af Ordet chthon, Jord, og maa ikke forveksles
med Erechtheus (se Ordlisten). Allerede paa det gamle Kreta var
Slangen et helligt Dyr med særlig Kultus. Hesperidernes Æbler og
det gyldne Skind, Jason hentede, vogtedes af Slanger. Slangeguden
Ktesios vogtede de Forraad, man havde i hvert Hus. I nordiske
Sagaer vogter Slanger store Guldskatte. I Sverrig kendes i nyere
Tid Troen paa, at Slanger medfører Lykke i en ny Bolig, og en jydsk
Bonde kan nedgrave en Hugorm ved sin Dørtærskel til Værn mod
Troldtøj.
Endnu i vore Dage er der visse Ugler, der holder til mellem
Akropolisklippens Skrænter og Huler, og det samme har vel ogsaa været
Tilfældet i Oldtiden. Maaske er det denne tilfældige Omstændighed,
der har gjort Uglen til Athenas hellige Fugl.
=Athena paa Olympen.=
I Gudefamilien paa Olympen optoges Athena som Datter af Zeus. En
Mythe fortalte, at Zeus elskede Metis (Indsigt, Kløgt); men da hun i
Følge en Spaadom først skulde faa en Datter, der var sin Fader lig i
Forstand, og dernæst en Søn, der skulde blive Herre over Guder og
Mennesker, overtalte Zeus hende til at forvandle sig til en Flue,
hvorefter han slugte hende og fødte saa selv den Datter, som Metis
skulde have haft, ved at Hephaistos slog Hul paa hans Hoved med sin
Økse. Athena kom til Verden "svingende sine gyldne, lysende
Kampvaaben; alle de udødelige blev grebne af Ærefrygt ved at se
hende, den store Olymp skælvede, Jorden drønede, Havet kom i Oprør,
Solguden standsede sine Heste paa Himlen, og den raadvise Zeus
glædede sig."
Apollon.
=Apollons Hjemstavn.=
Da Grækerne fra deres eget Land kom ud paa Ægæerhavets Øer og videre
til Lilleasien, fandt de der, navnlig paa Øen Delos og i Landskabet
Lykien, en Gud, der dyrkedes i Huler og ansaas for Landets Herre. Ham
optog de i deres egen Religion under Navn af Apollon.
Denne ugræske Gud er naturligvis oprindeligt græskfjendtlig. I den
saakaldte homeriske Apollonhymne ser vi de Olympiske Guder springe op
fra deres Sæder af Angst for Apollon, naar han træder ind i deres
Forsamling. I Iliaden hjælper han Hektor, er meget virksom ved
Patroklos's Drab og skyder Pestpile mod Grækernes Lejr. Naar Vrede
fylder ham, "vandrer han frem som Natten" c: en sydlandsk Nat, der
indtræder pludseligt og uhyggeligt. Der er næppe nogen Gud hos Homer,
der optræder med en saadan Værdighed og Vælde som Apollon; selv
Athena bøjer sig for ham, skønt hun ikke er bange for at give Zeus et
rapt Svar. Og denne Respekt for Apollon holdt sig Oldtiden igennem;
der er ingen græsk Gud, der har haft saadan Indflydelse paa det
hellenske Folk i sin Helhed som Apollon i Delphoi.
=Apollons Væsen.=
Hvad Apollon oprindeligt har været for en Gud, vides ikke, lige saa
lidt som hvorledes det er gaaet til, at saa mange forskelligartede
Ting i Tidernes Løb er blevet samlet om Apollon. Formodentlig er
forskellige Specialguder smeltede sammen med ham som Lynguden med
Zeus.
Apollon er en _ødelæggende_ Gud. Naar Mennesker døde pludseligt -- af
Hjærteslag eller lignende, hvad der for de primitive Folk er en
gaadefuld og unaturlig Død --, mente man, det var Apollon, der havde
skudt dem med usynlige Pile. Dødsfald, der skyldtes indre Aarsager
som Bakterier, forstod man heller ikke og mente, de fremkaldtes af
Apollons Pile. -- Smlgn. vore Udtryk: Hekseskud, elleskudt.
Men Apollon kan ogsaa _frelse_. Sygdomme opfattes ofte af primitive
Folk som en Urenhed, man kan fri sig for ved visse Ceremonier; i
simplere Tilfælde kan Mennesker selv besørge Renselsen, som naar
Grækerne i Iliadens første Sang selv afvasker Pestens Besmittelse og
kaster Smudset i Havet. I vanskeligere Tilfælde maa man ty til
Apollons Hjælp; han kan rense og helbrede. En gammel Renselsesgud
Phoibos c: den rene, og en Lægegud Paian smelter sammen med Apollon,
der baade arver deres Navne og Funktioner. Han gør Kvæget frugtbart
og værner Afgrøden mod Markmus, Græshopper og Planterust. Han bliver
i det hele Lysets og Livets Gud; en eller anden Solguddom synes at
være gaaet op i Apollon, der sluttelig ender med først og fremmest
selv at opfattes som Solgud.
Apollon er oprindeligt lige saa lidt som de andre græske Guder en
_sædelig_ Magt; men han blev det efterhaanden, navnlig i Delphoi.
Ordet Phoibos faar derved Betydningen: ren i moralsk Henseende, og
Oraklet i Delphoi blev den øverste Autoritet i moralske og religiøse
Spørgsmaal, en Autoritet, som søgte at standse gammel Raahed som
Blodhævn og krævede Renhed af Mennesker, ikke alene den ydre,
rituelle, men ogsaa af Hjertet.
Mod Sygdomme anvender man paa et primitivt Kulturtrin ikke alene
Renselser, men ogsaa Tryllesange, Musik og Besværgelsesdanse. Ordet
Paian er ikke alene Navn for en Specialgud og for Apollon; det
betyder ogsaa en Tryllesang, som man sang over de syge; senere blev
Paian Navn for en Hymne til Apollons Ære eller en Sejrssang i
Almindelighed. Det er maaske takket være en saadan Tryllemusik, at
Apollon bliver _Gud for Sang og Poesi, Musik og Dans_. Paa Gudeborgen
paa Olympen dirigerer Apollon Musernes Korsang til Underholdning for
de forsamlede Guder. I denne Egenskab kaldes han Apollon Musagetes
(Musefører).
=Apollon som Vandregud.=
Naar en Gud som Apollon har mange spredt liggende Helligdomme,
rejser det Spørgsmaal sig, naar han er i hver enkelt af dem.
Allestedsnærværende er et Begreb, Grækerne næppe har haft, deres
Guder er mere eller mindre stedbundne. Man nøjes da med paa
menneskelig Vis at lade dem rejse, og Apollon har ingen fast Bolig,
men tænkes at drage fra Sted til Sted til sine spredte Helligdomme;
snart svømmer han som en Delfin gennem Vandet, snart flyver han
gennem Luften paa en Trefod eller føres af Sted af sit Svanespand.
Som omstrejfende Gud bliver han Vejviser for alle Udvandrere; til
Lands fløj han foran dem som en Ravn, til Søs svømmede han foran
Skibet i sin Delfinskikkelse.
=Apollon paa Olympen.=
Paa Olympen indførtes Apollon som en Søn af Zeus. Denne elskede Leto;
men da hun skulde føde sit Barn, kunde hun intet Sted finde Ophold,
før hun kom til Øen Delos. Hera, der ikke kunde unde hende at
blive Moder til en saa berømt Søn, holdt imidlertid i 9 Dage
Fødselsgudinden borte; først ved hendes Ankomst kunde Leto føde sin
Dreng, mens "Jorden smilede rundt om dem."
Artemis.
=Artemis's Oprindelse.=
Hvad Ordet Artemis betyder, er usikkert. Rimeligvis er det et ugræsk
Navn, bl. a. for den blodtørstige Gudinde, der i Aulis krævede
Iphigeneias Ofring, før Flaaden kunde løbe ud mod Troja. Da
Iphigeneia var reddet i sidste Øjeblik, flyttedes hun til Taurien som
Præstinde for en Artemis, til hvem man ofrede de fremmede, der kom
til Landet. Ogsaa den uhyggelige Spøgelsegudinde Hekate smeltede
delvis sammen med Artemis.
=Artemis's Væsen.=
Bortset fra saadanne barbariske og uhyggelige Træk er Artemis i
Almindelighed en naadig og populær Gudinde. Hun er Gudinde for de
Goder, Naturen giver, uden eller kun for en Del ved Menneskers
Indgriben eller Medvirken. Hun raader for Kilder, Floder og Søer, som
giver Planterne Trivsel; derved bliver hun Gudinde for Agerbruget og
kræver sit Offer af Høstudbyttet; faar hun det ikke, bliver hun vred
(Sagnet om den kalydoniske Jagt). Hun færdes som Jægerinde paa Fjæld
og i Skov, væbnet med Bue og Pil; i Kunsten fremstilles hun ofte
ledsaget af Hjorten, Grækenlands ædleste Storvildt. Jagten spillede
mange Steder en stor Rolle som Næringsvej, og naar Jægeren kom hjem
med godt Udbytte, forsømte han ikke at nagle Hovedet af et dræbt Dyr
paa en Træstamme eller Stang som Offer til Artemis. -- Artemis's
Helligdomme staar gerne ved en Kilde, i en Lund, i en Grotte eller i
dybe Dale paa blomstersmykkede Enge, hvor Fugtigheden holder sig selv
i den hede Sommertid, der svider al Plantevækst paa højere Steder.
Artemis selv er den strenge Jomfru, hvem al Elskov staar fjærnt.
Dyrenes Unger og Menneskenes smaa Børn staar særligt under hendes
Varetægt; men ved Siden heraf beskytter hun Ægteskab og Barnefødsler.
Bruden ofrer hende sine Barndomsdukker og Legetøj før Brylluppet.
=Artemis's Nymfer.=
Artemis kommer ikke alene; hun er ledsaget af sine Nymfer, Naturens
Gudinder. Artemis er i Grunden blot den fornemste blandt Nymferne,
hun er deres unge Dronning, paa lignende Maade som Silen er den mest
kendte blandt Satyrerne, og hos germanske Folk Ellekongen er den
øverste af det hele Ellefolk. Artemis er en støjende Gudinde; naar
hun stormer af Sted med sit Følge, fylder hun Skove og Bjærge med
Larm.
=Artemis paa Olympen.=
Oprindeligt er der ingen Forbindelse mellem Artemis og Apollon; men i
den olympiske Gudeforsamling indførtes Artemis som en Tvillingsøster
til Apollon. I disse nye Omgivelser blev Artemis ikke længere en
Gudinde for Frugtbarhed og Forplantning, men udelukkende en
jomfruelig Gudinde, en ung Sportskvinde, der yndede at færdes i den
frie Natur og hærde Kræfter og Energi, navnlig ved Jagt. Hun tænktes
rank af Vækst og klædt i en kort Sportskjortel, som i den velkendte
Statue: Artemis fra Versailles, der nu staar i Louvre. Det er hende,
der skænker de unge Piger en slank Vækst, mens Aphrodite giver dem
Ynde.
Apollon antoges at dræbe Mennesker med sine usynlige Pile. Denne
Bestilling maatte han nu dele med sin nye Søster, saaledes at Apollon
tænktes at skyde Mænd, Artemis Kvinder. Artemis kaldes af Homer "en
Løvinde for jordiske Kvinder, saa hun kunde dræbe, hvem hun vilde".
Hermes.
=Hermes og de døde.=
Utvivlsomt er Hermes en meget gammel Gud i græsk Religion, og han maa
ses i Sammenhæng med de ældste græske Begravelsesskikke, vi kender.
Oprindeligt begravedes de døde inde i Huset, nær Arnen og den
Midterstang eller Pille (Herme), der stod midt i den runde Hytte,
eller de begravedes under Dørtærsklen eller foran Indgangsdøren;
endnu i vore Dage tros det mange Steder, at de dødes Sjæle sidder ved
Dørtærsklen. Men efterhaanden maatte Begravelserne flyttes længere
bort, til Byens Torv, langs Vejene, ved Markskellene eller
Landegrænserne.
Hermes er nu en Legemliggørelse af og Gud for alle disse døde Aander,
som Artemis er Nymfernes og Silen Satyrernes Fører, og der rejstes
Hermer (firkantede Stenpiller med et Hoved og Hals af Guden) for ham
ved Døren til private og offentlige Bygninger, paa Torvene, ved
Markskel og Landegrænser.[12] Ligesom de døde bevæger Hermes sig
hurtigt omkring; Fantasien udstyrede ham med Vinger paa Fødderne,
hvad der svarer til Syvmilestøvler, Lykkens Galosjer el. lign. i vore
Eventyr. Hans lave Filthat, Petasos, (et almindeligt græsk
Rejseklædningsstykke, der havde en bred Skygge til Værn mod Sol og
Regn) blev ligeledes udstyret med Vinger. Hermes beskytter
omstrejfende Mennesker: Vandringsmænd, Jægere og Købmænd[13]).
[12] Fra Oldtidens Hermer stammer vore Buster.
[13] I uvejsomme Egne i Oldtidens Grækenland sammenkastedes smaa
Bunker af Sten, der tjente til Vejvisning for Vandringsmændene,
saaledes som man i vore Dage endnu gør f. Eks. i Jotunheim og paa
Island. Disse Bunker var helligede Vejguden Hermes; de kendes
allerede af Homer (Od. 16, 471) og kaldes »Hermebunker«. De
forbigaaende kastede gerne en Sten til Bunken, hvad der vel var et
Slags Offer til Vejguden.
Hermed maa ikke blandes Stenbunker af en ganske anden Art. Sten er
et meget primitivt Vaaben, og fra gammel Tid er store Forbrydere som
Landsforrædere blevet dræbt ved Stening. For at sikre sig, at den
dræbtes Sjæl ikke rev sig løs, kunde man ramme en Pæl gennem Liget,
eller det blev en Pligt for hver, der gik forbi, yderligere at kaste
en Sten paa Bunken for bedre at tynge den onde Sjæl ned. Paa
lignende Maade kunde Selvmordernes Grave behandles.
Endnu i 1917 saa man paa en Plads i Athen en Stenbunke, rejst som en
magisk Forbandelse mod Venizelos af hans Fjender. Til Gengæld søgte
hans Tilhængere at dække den med Blomster.
=Hermes som Lykkegud.=
Forholdet til de døde er af dobbelt Art. Paa den ene Side vil man
gerne beholde dem hos sig og venter sig alt godt af dem; dette
gælder afdøde, man har kendt og holdt af. Paa den anden Side føler
man en vis Uhygge ved dem; dette gælder de fjærnere staaende. I
Overensstemmelse hermed staar Hermes baade Arnegudinden Hestia og
Spøgelsegudinden Hekate nær; men han opfattes fortrinsvis som en
lykkebringende Gud.
Hermes giver _legemlig Sundhed_, kvægende Søvn og gode Drømme; til
ham rettes Aftenbønnen, og man hænger Billeder af ham ved Siden af
sin Seng; Sport og Gymnastik staar under hans Omsorg.
Hermes er _Børnenes_ Gud, han sender dem til Forældrene, og naar de
er fødte, er det særligt ham, der tager sig af dem, (f. Eks. den
nyfødte Dionysos).
En pludselig, uventet Gave kaldte Grækerne en _Hermesgave_
(Hermaion). Ogsaa det flittige Arbejde lønner Hermes: han giver rig
_Høst_, men navnlig lader han _Smaakvæget_ formere sig, Faar og
Geder, hvoraf der fandtes og endnu findes mange i det bjærgrige
Grækenland. I Arkadien gjaldt han for at være Fader til Bukkeguden
Pan. I Tanagra i Boiotien troede man, at Hermes een Gang om Aaret løb
3 Gange omkring Byen med en Vædder paa Skuldrene. Dyret skulde, naar
det blev baaret omkring en By og dens Marker, ligesom opsuge i sig
alt det onde, der var inden for den afgrænsede Kreds, og gøre denne
til en ren og hellig Plet; naar man derefter skilte sig ved Dyret,
var man med det samme fri for alt ondt. -- I Kunst fremstilles Hermes
ofte bærende en Vædder eller Kalv paa Skuldrene; det er saadanne
Figurer, der blev Forbilledet for Fremstillingen af Kristus som den
gode Hyrde, der bærer det vildfarende Faar hjem til Hjorden.
=Hermes's Moral.=
Som Mennesker selv er, saaledes tænker de sig deres Guder, og
Hermes's Moral skildres ofte som lige saa grovkornet, som de
halvvilde Hyrders, hvis Gud han er. Naar det kan lykkes disse at rane
andres Dyr og bagefter snakke sig fra det hele, er det Hermes, de kan
takke herfor. Han er jo Veltalenhedens Gud. Han beskytter endvidere
aabenbare Tyveknægte og Folk, der kan klare sig ved en behændig Ed
(næppe egentlig Mened). Om Odysseus' Morfader Autolykos hedder det:
for Snuhed og listige Eder
pristes Autolykos højt; den Kløgt ham en Gud havde givet,
Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte
risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskærmed.
Da Guderne dannede den første Kvinde, Pandora, var det Hermes, der
lærte hende at lyve, tale indsmigrende og være snu.
=Hermes som Sjæleledsager (Psychopompos).=
Naar et Menneske er død, skynder de efterlevende sig at lukke hans
Øjne, for at ikke de brustne Blik skal tage en af de levende med sig.
Ogsaa Hermes kan med sin Stav lukke Øjnene paa de døde og føre dem
til Underverdenen, saaledes som han gør med de Bejlere, Odysseus har
dræbt. En Gang om Aaret, ved Anthesteriefesten, aabner han atter
Øjnene og fører dem tilbage paa et 3 Dages Besøg i deres gamle Hjem
paa Jorden, hvad der altid føles som noget uhyggeligt af de
efterlevende.
I Gudeforsamlingen paa Olympen fik Hermes lignende Opgaver som paa
Jorden. Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til
Skønhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og
da Zeus's lille Søn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det
atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til
dem. I Haanden bærer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion[14].
[14] Hermes's Stav Kerykeion tænktes almindeligt omsnoet af 2
Slanger -- Jordens Dyr, der antages at bringe Frugtbarhed og Lykke,
og i hvis Krop døde Menneskers Sjæle kunde tage Bolig; øverst oppe
vendte Dyrene Hovederne mod hinanden. I historisk Tid brugtes en
saadan Stav som et Parlamentærflag i Nutiden. -- Den oprindelige
Mening med Hermesstaven er uklar; formodentlig er flere Ting
blandet sammen. Paa et kendt Vasebillede, hvor Hermes kalder de
døde op af Graven, bærer han Kerykeion i venstre Haand, i højre en
Tryllepind (Rabdos), hvormed han foretager sin magiske Opvækkelse.
[1. En Stav er et primitivt Vaaben, og hos Homer ser vi Konger,
Præster, Dommere, Talere i Folkeforsamlinger bære Stav (Græsk:
Skeptron) som Tegn paa Magt og Ukrænkelighed. (Smlgn. nyere Tids
Kongesceptre, Bispestave, Marsjalstave). 2. Stave kan ogsaa være
Tryllepinde (Græsk: Rabdos); med en saadan forvandler Kirke
Odysseus' Folk til Svin, og Hermes lukker med en Rabdos Øjnene paa
de af Odysseus dræbte Bejlere og fører dem til Hades. -- Moses og
Aron forvandlede med deres Stave Nilens Vand til Blod. 3. Folketroen
kender endvidere Mirakelstave, der varsler kommende Lykke og Storhed
for Ejermanden: Arons Stav frembringer Blomster og modne Mandler og
bekræfter derved hans Valg til Præsteembedet. At Tannhäuser har
faaet Tilgivelse for sine Synder, sluttes af, at Pavens Stav skyder
frisk Grønt; at Josef er Jomfru Marias udvalgte Brudgom ses af, at
hans Stav skød Blomster og Blade. Scenen er kendt fra Raffaels
Billede »lo sposalizio«, Trolovelsen].
=Den homeriske Hymne om Hermes.=
Den homeriske Hymne om Hermes opfatter ham som en Slags Dværg eller
Nisse, der er fuld af Spilopper, og den fortæller med megen Humor om
hans 2 første Levedage.
Han gøres til en Søn af Zeus og Maia (Morlil), der lever i en Hule
paa Kyllenebjærget i det kvægrige Arkadien. Han kom til Verden en
Morgenstund, men havde straks Hovedet fuldt af Skælmsstykker, saa
at han listede sig op af Svøbet og ud af Hulen. Han mødte en
Skjoldpadde, som han bar hjem, dræbte, og af dens Skal dannede han
den første Lyre, spillede og sang en improviseret Vise om sine
Forældres Kærlighed og sin egen Fødsel. Derefter lagde han sig igen
til Ro i sit Svøb.
Atter forlod han Hulen og gik paa Vandring. Ved Solnedgang naaede han
til Pierien, hvor han fandt Gudernes Kvæg og tog 50 Okser, der
tilhørte Apollon. Disse lod han gaa baglæns foran sig, og for at gøre
sine egne Spor ukendelige bandt han Myrtegrene under Fødderne[15]. Da
han henad Morgenstunden naaede til Alpheiosfloden, drev han dem ind i
en Hule, tændte Ild, slagtede 2 af dem, stegte Kødet og spændte
Huderne ud paa Klippen. Derefter vendte han hjem og smuttede som en
Taage ind gennem Dørlaasen.[16] Han lagde sig til Rette i sit Svøb og
trykkede Lyren ind til sig.
[15] Myrten befrier for Træthed. Stak en Vandringsmand en Myrtegren
i Bæltet, kunde han blive ved at gaa.
[16] I Folketro gaar Sjælene ud og ind gennem Dørlaasen. Derfor
siger man i Rhinland, at naar en Nøgle falder ud af en Dørlaas, dør
der et Menneske i Huset.
Apollon faar imidlertid Nys om, hvor Tyven er, og kommer til Kyllenes
Bjærghule. Hermes nægter at vide Besked og tilbyder at bekræfte sine
Ord med Ed; for øvrigt blinkede han med Øjenlaagene, trak Brynene
til Vejrs, saa snart paa en Ting, snart paa en anden og gav sig til
at fløjte for at tilkendegive sin fuldstændige Ligegyldighed
for Apollon. De gaar til Zeus for at lade ham skille Trætten,
Svøbelsebarnet foran. Zeus morer sig og sender dem ud for i
Fællesskab at lede efter det tabte Kvæg; det findes, og der indgaas
et Forlig, hvorved Hermes beholder Kvæget, men overlader Apollon sin
Lyre.
Hestia.
=Det almindelige Grundlag.=
Arnen er Centret i den primitive Menneskebolig. Der tilberedes Maden,
derfra faar man Lys og Varme, om den samles familiens Medlemmer efter
endt Arbejde for at samtale og hvile. Den store Betydning, som
Arneilden har i Familiens daglige Liv, forklarer visse symbolske og
magiske Handlinger, der foretages hos forskellige Folk paa Jorden;
saaledes stødes f. Eks. ved Bryllupper hos Santalerne brændende
Trækul fra Kvindens Hjem i en Morter, og Emmerne slukkes med Vand;
derved slukkes for hende Ilden i hendes eget Barndomshjem, og hun
hører nu kun hjemme i sin Mands Hus. Paa Øen Timor (øst for Java) maa
Ypperstepræsten under Krig blive i Templet og Dag og Nat holde Ilden
brændende. Gaar den ud, køles Kampmodet hos de fraværende Krigere.
=Den græske Hestia.=
Den Guddom, der raadede for Arneilden, tænkte Grækerne sig kvindelig,
enten fordi Ordet Hestia (Arne) er Hunkøn, eller fordi Ildens Pasning
fortrinsvis paahviler de hjemmeblivende Kvinder. Hestia var Jomfru og
en ærværdig Gudinde, som dyrkedes i _private Hjem_, hvor et nyfødt
Barn 5 Dage efter Fødslen blev baaret rundt om Arnen og fik Navn og
Gaver af Slægt og Venner; herved optoges Barnet som Medlem af
Familien og blev givet i Husgudernes Beskyttelse[17]. Staten
opfattedes som en stor Familie, og i _Statens Hus_ (Prytaneion,
Raadhus) brændte den evige Ild, og der beværtede man de Landsmænd,
man vilde hædre, og Udsendinge fra fremmede Folk. Statsarnens Ild
vedligeholdtes af Kvinder, der endnu var unge Piger, eller som var
Enker. Den oprindelige Hensigt med en saadan offentlig evig Ild er
utvivlsomt den rent praktiske, altid at have et Sted, hvorfra man kan
faa ny Ild, naar ens egen gaar ud; da unge Piger og Enker som Regel
har mindre Arbejde at gøre for sig selv end gifte Kvinder, er det
naturligt, at det tilfaldt dem at passe den offentlige Ild. Men til
denne praktiske Grund til Statens evige Ild kom der snart en mere
ideel; den fælles Statsarne mindede alle Borgerne om, at de havde
fælles Fædreland og Gudsdyrkelse; naar man rejste til fremmede Lande
for at bosætte sig der, tog man undertiden Ild med fra det hjemlige
Prytaneion. Den var et Enhedsmærke, som en Rigsfane er det i vor Tid.
[17] Husguderne stod oprindeligt paa eller ved Arnen. De døde, som
i ældgammel Tid begravedes ved Arnen (S. 38), havde jo ogsaa Evne
til at sende godt og ondt over Familiens Medlemmer.
Fremmede og hjælpeløse Mennesker søgte Tilflugt ved mægtige
Menneskers Arne, som allerede Odysseus gør det i Alkinoos's Hus. Der
beskærmedes de af Hestia, der som Beskytter af ydmygt bedende staar
Zeus nær.
Nogen udpræget Personlighed blev Hestia ikke; i Grunden blev hun
aldrig løsnet fra sit Element: Arneilden, og derfor fortælles der
næsten heller ingen Myther om hende. I hendes Helligdomme saas ingen
Statue af hende; den paa Altret altid brændende Ild var hendes ydre
Billede.
Aphrodite.
(Adonis, Eros).
=Aphrodite er oprindeligt en orientalsk Gudinde.=
De fleste semitiske Folk dyrkede en Frugtbarhedsgudinde, der paa de
forskellige Steder havde forskellige Navne, f. Eks. Mylitta, Istar,
Astarte, Asjtoret. Fra Orienten kom denne Gudinde med de søfarende
foinikiske Handelsfolk ud til de græske Øer, navnlig Kypern og
Kythera, eller til vigtige Handelsbyer paa Grækenlands Fastland som
Korinth. Grækerne kaldte hende Aphrodite (vel blot en Fordrejelse af
Asjtoret) og gav hende Tilnavnene: den kypriske eller den
kythereiske[18].
[18] Sprogligt forfejlet er Grækernes eget Forsøg paa at forklare
Aphrodite som »den skumfødte«, af Ordet aphros, Skum.
=Aphrodites Magtomraade.=
Aphrodite er hos Grækerne som i Orienten en Frugtbarhedsgudinde --
ikke nogen egentlig Ægteskabsgudinde, thi det er Hera; men hun vækker
den pludseligt opdukkende Elskovslængsel i Guders og Menneskers
Bryst. Hun har ogsaa Magt over alle Fugle, Land- og Vanddyr; Bjørne
og Pantre følger hende logrende. Dyrkede Træer og Planter staar under
hendes Beskyttelse, navnlig Roser og Myrter; hvor hun sætter sin Fod,
spirer Græsset frem under hendes smidige Gang. Aphrodite selv maa
bøje sig for Kærlighedens Magt; hun elsker saaledes den troiske Prins
Anchises og faar med ham Sønnen Aineias; bekendt er ogsaa hendes
Elskovsforhold til Ares, med hvem hun fik Sønnen Eros.
=Aphrodite paa Olympen.=
Allerede hos Homer er Aphrodite optaget i Gudefamilien paa Olympen;
men hun er en halvvejs uhyggelig Dæmon, der lokker Helena til at
forlade sit Hjem i Sparta. Helena føler det uværdige ved at være hos
Paris i Troja; men hun magter ikke at rive sig løs fra Aphrodites
Magt. En Mythe fortalte, at hun var opstaaet af Havets Skum og af
Vestenvinden først ført til Kythera og dernæst til Kypern, hvor
Horaerne smykkede hende med herlige Klæder, gav hende Gulddiadem paa
Hovedet, fæstede Guldsmykker i hendes Ører og hængte gyldne Ringe om
Hals og Bryst[19]. Derefter førte de hende ind i de udødelige Guders
Forsamling.
[19] I ægæisk Tid var de fornemme Kvinder elegant klædte og
overlæssede med Guldsmykker. Herfra stammer vel Forestillingen om
»den gyldne, sødtsmilende A. med det livlige Blik«.
=Adonis.=
Livets Frugtbarhed er uadskilleligt forenet med Livets Undergang.
Begge Dele kommer frem i den Mythe og den Kultus, som er knyttet til
Adonis, Foraarets og Livsfornyelsens Gud, der baade elskes af
Frugtbarhedsgudinden Aphrodite og af Dødsrigets strenge Dronning
Persephone.
=Mythen.=
Myrrha hed en ung Kvinde, der blev forvandlet til et Træ, kort Tid
før hun skulde være Moder. Det ufødte Barn udvikledes imidlertid
stadigt bag Træets Bark, til denne en Dag brast, og en Dreng kom til
Verden, som fik Navnet Adonis (af det foinikiske Adon, d. v. s.
Herre). Først vandt han Aphrodites Kærlighed; men en Dag blev han
dræbt af et Vildsvin og maatte gaa til Hades, hvor nu Persephone blev
indtaget i ham. Aphrodite vilde dog ikke opgive ham, og ved de andre
Guders Mellemkomst bestemtes det, at han en Del af Aaret skulde være
hos Persephone i Dødsriget, en Del hos Aphrodite paa Jordens
Overflade.
=Adoniskulten.=
Man fejrede Adonisfester paa noget forskellig Maade paa de
forskellige Steder. Naar Festen fejredes om Foraaret, begyndte man
med en Sørgehøjtid (Symbolet paa Adonis's Dvælen i Underverdenen),
hvorefter der fulgte en Glædesfest (Symbolet paa hans Opstandelse).
Fejredes derimod Festen om Sommeren, begyndte man med en Glædeshøjtid
(Symbolet paa Aphrodites Samliv med Adonis); derefter fremstilledes
hans Bortdragen, hvor man kastede et Adonisbillede, eller en Dukke,
der forestillede Adonis, i Havet eller i en Kilde og sang: "Vær os
naadig, kære Adonis, nu og til næste Aar. Venlig kom du, og kom
venlig, naar du vender tilbage." Samtidigt kastede man ogsaa de
saakaldte "Adonishaver" i Vandet; det var Kurve eller Potter, der var
fyldte med Jord, og hvor man i Løbet af 8 Dage havde faaet en Del
Planter til at spire frem i den stærke Solvarme. De smaa Adonishaver
repræsenterer alt det nye, der spirer frem i Planteverdenen om
Foraaret. Adonis, der ved Festerne repræsenteres af Dukken, er Guden
for al denne Livsfornyelse. Mythen fortalte, at Anemonen, Foraarets
Blomst, spirede frem af hans Blod, dengang Vildsvinet dræbte ham.
Nedkastningen i Vandet af Adonisdukken og Adonishaverne har magisk
Hensigt; man vil derved skaffe sig Regn nok til næste Aars Afgrøde.
=Nordisk Parallel.=
I nordisk Mythologi fortælles om Kong Skjold, at han som lille Barn
kom ene paa et fremmed Skib uden Styrmand fra ukendte Egne; han blev
Landets Konge og drog senere atter bort paa samme Maade, som han var
kommet. Skjold er oprindeligt en Frugtbarhedsguddom, der kommer og
forsvinder paa samme Maade som Adonis.
=Eros.=
Aphrodites Søn Eros fremstilles som en drømmende Yngling i den Alder,
hvor Erotiken begynder at vaagne. Han har Vinger, vel for at betegne
ham som den allesteds nærværende dæmoniske Guddom. Han er væbnet med
Bue og Pil, hvormed han saarer Mennesker, eller ogsaa med en Fakkel.
Om hans Forbindelse med Psyche fortæller en sen Forfatter flg.:
Der var engang en Konge og en Dronning, som havde 3 Døtre, af hvilke
den yngste hed Psyche. Hun var saa smuk, at Menneskene af Beundring
for hende glemte selve Aphrodite, der blev vred herover, og for at
ydmyge Psyche befalede hun Eros at vække hendes Kærlighed til det
usleste Menneske. Men Eros blev selv forelsket i Psyche, og en blid
Vestenvind bortførte hende til et Palads, hvor hun nød alle
Herligheder og opvartedes af usynlige Tjenerinder. Naar det blev Nat,
kom Eros til hende; men inden Dagslyset brød frem, var han atter
forsvundet. Af Nysgerrighed efter at lære sin elskede at kende,
tændte Psyche en Nat -- trods Forbud af Eros -- en Lampe og saa da
hans skønne, ungdommelige Skikkelse. Hendes Haand kom til at ryste af
Sindsbevægelse, saa at hun spildte noget af den hede Olie fra Lampen
ned paa den sovende Gud, som vaagnede op og straks forlod Psyche, der
trods al Søgen ikke mere kan finde den forsvundne Gud. Til sidst gaar
hun til Aphrodite, der ikke alene er vred paa hende, men ogsaa paa
Eros for hans Ulydighed. Aphrodite paalægger hende haarde Prøvelser;
men Eros, der imidlertid er blevet helbredet for sit Saar fra den
hede Olie, kommer hende til Hjælp og faar af Zeus Tilladelse til at
indføre hende i de olympiske Guders Kreds.
Dette Eventyr om Eros og Psyche er den ældst kendte Opskrift af en
vidt udbredt Fortælling om en Hustru, der bryder sin overnaturlige
Ægtefælles Paabud og derfor mister ham og først faar ham tilbage
efter mange Prøvelser.[20]
[20] I nyere Opskrifter (f. Eks. den danske: Hvidebjørn Kongens Søn
i Sv. Grundtvigs Gamle danske Minder) er Brudgommen sædvanligt
omskabt til et Dyr.
Billeder af Eros og Psyche træffes ofte baade paa hedenske og kristne
Sarkofager og Gravbilleder.
Demeter og Persephone.
=Demeter.=
Demeter er en Agerdyrkningsgudinde (en chthonisk Gudinde), der snart
opfattes som en Gudinde for selve Jorden, som en "Moder Jord" (Gaia),
men hyppigere som Gudinde for det paa Jorden voksende Korn, "den
tørre Afgrøde", mens "den fugtige Afgrøde" (Vin og Frugt) skænkes
Menneskene af Dionysos.
Demeter er altsaa en Gudinde af lignende Art, som Hera oprindeligt
var; men medens Hera hævedes op til at blive Himmeldronning i den
olympiske Gudekreds, vedblev Demeter fortrinsvis at have sit Hjem paa
og i Jorden, selv om en Mythe gjorde hende til Zeus's Søster og
elskede. Hos Homer spiller hun kun en underordnet Rolle, en naturlig
Følge af, at hun som Agerdyrkningsguddom væsentlig var en Gudinde for
Bønder, som kun stod i fjærnere Forhold til den Overklasse af
Riddere, om hvis Liv og Kampe Iliaden og Odysseen fortæller.
=Magiske Handlinger knyttede til Demeter.=
Flere magiske Handlinger, der gik ud paa at sikre sig rigelig Høst,
sattes i Forbindelse med Demeter; Ved Thesmophoriefesten,[21] en
agrarisk Fest, der fejredes ved Saatid om Efteraaret af Kvinderne til
Ære for Demeter, kastede man Svin, hvilke Dyr paa Grund af deres
Frugtbarhed var helligede Frugtbarhedsgudinden Demeter, ned i
underjordiske Huler, hvorfra man atter tog raadne Kødstykker op
(rimeligvis af de Dyr, der var kastede ned ved det foregaaende Aars
Thesmophoriefest) og blandede disse med Sædekornet for derved at
sikre sig rigelig Afgrøde[22].
[21] Agerdyrkningen muliggør et ordnet Samfund og fastere
Familieliv. Derfor kaldes D. Thesmophoros, den lovgivende, eller
den, der værner om Ægteskabet.
[22] I Kurland har det været Skik ved Bygsaaningen at stikke en
Svinehale ned i Jorden, »for at Aksene kunde blive lige saa lange
som Halen.«
Al Plantevækst er afhængig af Solen, og naar man ikke havde Sol nok,
tændte man store Baal for gennem saadanne kunstige Sole ad magisk Vej
at tvinge den virkelige Sol til at give Lys og Varme nok til Planter,
Dyr og Mennesker. Man kunde ogsaa tænde Fakler og med disse løbe
rundt om Markerne; ved dette Fakkelløb udbredte man Ilden over saa
stor en Strækning Land, som det overhovedet var muligt, og derved
øgedes Jordens Frugtbarhed.
=Demeters Attributer.=
Paa Grund af Faklens Anvendelse til Fremme af Frugtbarheden tænkte
man sig almindeligt, at Demeter selv bar Fakler. Desuden udstyredes
hun med Aks og Valmuestængler med Frøkapsler paa. Valmuekapslen er
paa Grund af sine mange Frø, ligesom Granatæblet ved sin Kærnerigdom,
blevet et naturligt Symbol paa Frugtbarhed. Desuden maa det huskes,
at Valmuefrø i Oldtiden ligesom nutildags var et yndet Krydderi oven
paa Brød. Ofte tænktes Demeter ledsaget af Slanger, Jordens og derved
ogsaa Frugtbarhedens Dyr, og derfor naturlige Ledsagere for
Frugtbarhedsgudinden.
=Demeter, Kore, Persephone.=
Demeter er en moderlig Gudinde og har en Datter Kore, c: Pigen.
Forskellig fra dem er oprindeligt Persephone, der hos Homer er
Underverdenens frygtelige Herskerinde, snart Enehersker, snart
Hades's Dronning; men Persephone trænger sig ind paa Kores Plads og
bliver en Datter af Zeus og Demeter, der udvikles til at blive den
eneste rigtige Moderskikkelse, græsk Mythologi kender. Og der
digtedes en Mythe om, hvorledes Persephone var blevet Dronning i
Dødsriget.
=Persephones Bortførelse.=
Persephone gik en Dag og plukkede Blomster paa en Eng, da Jorden
pludseligt aabnede sig, og Underverdenens Gud, Hades, kom til Syne,
kørende paa sin Vogn. Han røvede den unge Pige og lod Hestene sprænge
af Sted igen ned i Underverdenen. Demeter blev fortvivlet, tog 2
Fakler i Hænderne og søgte hende over hele Jorden uden at unde
sig Hvile eller Mad. Til sidst aabenbarede Solguden Helios hende,
at Persephone beklædte den ærefulde Stilling som Dronning i
Underverdenen; men dette trøstede ikke Demeter. Sorgen gjorde hende
grim, saa at hun kom til at ligne en gammel, udslidt Amme, der tjener
i en Stormands Hus. I sin Forbitrelse hindrer hun al Frugtbarhed.
Jorden bærer ingen Afgrøde, Dyrene faar ingen Unger, Menneskene ingen
Børn, og intet Offer kan bringes de udødelige Guder. Zeus søger nu at
mægle, og Hades maa lade Persephone vende tilbage til Lyset. Men
forinden svinger han Kærnen af et Granatæble over sig selv og giver
hende den saa at spise; hun kan da ikke mere helt frigives fra
Underverdenen, men maa tilbringe en Del af Aaret hos Hades, Resten
hos sin Moder[23]. Hermed lod Demeter sig forsone, og hun gav Jorden
Frugtbarheden tilbage.
[23] Efter primitiv Opfattelse er den, der har nydt en andens Mad,
forbundet med ham, enten for en Tid -- som naar Ørkenaraberens Gæst
er tryg i hans Telt, men dræbes, naar han har forladt dette --
eller for bestandigt, som naar den, der har spist i de dødes Rige,
normalt ikke mere kan forlade dette. Omvendt fortælles i et gammelt
fransk Digt om en Fe, der har taget en Ridder til sig og kun giver
ham Lov til at vende tilbage til Jorden, hvis han lover intet at
spise der. Ellers kan han ikke komme tilbage til hende.
Naar Hades svinger Kærnen om sig selv (vel omkring sit Hoved), er
Meningen utvivlsomt at binde Kærnen og derigennem Persephone fast
til Hades. Naar en estisk Bonde paa en bestemt Dag slap Kvæget ud
paa Marken, svang han for hver Ko, 2 Kopeker 3 Gange om sit Hoved;
disse Penge fik Røgteren, der gik med Dyrene.
Dionysos.
=Almindeligt Grundlag.=
Naturfolk er ofte meget nervøse, dels fordi de lever omgivet af Farer
paa alle Kanter, dels fordi de har færre Kundskaber og derfor er
lettere at forskrække. Ikke alene uforudsete Begivenheder kan faa dem
til at tabe deres Sindsligevægt; men de anvender ofte kunstige Midler
(stærke Drikke, larmende Musik og vilde Danse) for at hensætte sig
selv i en nervøs Ophidselsestilstand, hvor det føles, som om Sjælen
har forladt sit Legeme og hævet sig til Samfund med Gud (Ekstase),
eller som om en Gud er steget ned og har taget Bolig i ens Sjæl
(Enthusiasme).
=Thrakerne.=
Oldtidens Thrakere fejrede saadanne tøjlesløse Fester til Ære for en
Gud, som i Grækenland blev kendt under Navnet Dionysos. Det var en
Frugtbarhedsgud, en Sommergud, der ligger i stadig Krig med Vinteren.
Om Efteraaret sejrer Vinteren og driver Sommerguden bort; men om
Vaaren kommer Sommerguden tilbage og blinder Vinteren eller stikker
Øjnene ud paa ham. Denne Tanke ligger bag en Mythe, Homer fortæller
om Kong Lykurgos (= Vinteren), der drev Dionysos paa Flugt, saa at
han maatte gemme sig i Havet; men til Straf tog Guderne Lykurgos og
blindede ham.
Thrakerne fejrede disse Fester (Orgier) om Natten ude paa Bjærgene
for lettere at hidse Nerverne ved det hemmelighedsfulde Mørke og den
vilde Natur; man bar Fakler i Hænderne, Metalbækkenerne skingrede,
Paukerne dundrede, og Fløjternes Toner skar gennem Spektaklet, mens
Deltagerne, der mest bestod af Kvinder, styrtede af Sted i
Hvirveldanse og ved høje Raab søgte at vække den slumrende Natur til
nyt og frugtbart Liv ved Vaarens Komme. Derfor gjaldt det om ved
Benyttelse af alle Midler at føle Gudens stærke Kræfter strømme
gennem sit eget Legeme. Festdeltagerne svingede Slanger i Hænderne og
lod dem glide inden for Klæderne langs deres Legeme; thi Slanger er
en Aabenbaringsform for Frugtbarhedsguden Dionysos, og den, der
kommer i Berøring med Guden, fyldes af hans Styrke. Dionysos
aabenbarede sig ogsaa i de tilstedeværende Offerdyr; i helligt Raseri
styrtede Festdeltagerne sig over dem, rev dem i Stykker og spiste dem
raa for paa denne Maade at optage Guden i sig; endvidere klædte man
sig i Offerdyrets aftrukne Skind for ogsaa derved at blive et med
Gud. Hele denne ejendommelige Kultus svarede til de religiøse
Forestillinger, man havde om selve Guden Dionysos. Over alt hvor han
drog hen, tænktes han at være ledsaget af en Skare rasende Nymfer, de
saakaldte Mainader, og af de kaade mandlige Satyrer med deres
Høvding, den gamle Silen.
=Dionysos trænger ind i Grækenland.=
Den dionysiske Ekstase var oprindeligt noget ret fremmed for
Hellenerne. Homer kender den dog allerede; men Dionysos er hos ham
endnu ikke Medlem af Gudefamilien paa Olympen. Paa Parthenonfrisen
sidder han derimod i deres Kreds som en af deres egne. I Mellemtiden
har Dionysosdyrkelsen sat sig fast i Grækenland. Det har været en
religiøs Gæringstid, hvor Landet var oversvømmet af de saakaldte
Bakider (Forkyndere) og Sibyller c: Mænd og Kvinder, der i dionysisk
Begejstring profeterede om dunkle Ting, rensede for Synd og
helbredede for Sygdom (Sygdom og Besmittelse er jo for den primitive
Mand en Virkning af onde Aander, der kun er synlige for Seeren, som
derfor alene er i Stand til at bringe Hjælp).
=Modstanden mod Dionysos.=
Denne nye Kultus havde megen Modstand at overvinde, inden den trængte
igennem. Spor af denne Kamp findes i forskellige Sagn.
I Orchomenos i Boiotien vilde Kong Minyas's tre Døtre ikke deltage i
Orgierne, men blev hjemme og passede Hus og Væv. Herved vaktes
Dionysos's Vrede. Han lod Ranker af Vedbend og Vin slynge sig om
Væverstolene, og fra Loftet dryppede Vin og Mælk. Gudens Vælde gjorde
de tre Kvinder ude af sig selv, saa at de sønderrev den enes lille
Søn, som om det var en Hjortekalv, og stormede vedbendsmykkede ud til
Mainaderne paa Bjærgene, glemmende alle huslige Pligter.
Pentheus, Konge i Theben, modsatte sig ligeledes Dionysosdyrkelsen,
hvori baade hans Moder og Mostre deltog ude i Bjærgskovene. For at
udspejde dem gemte han sig mellem Grenene paa et højt Fyrretræ; men
Kvinderne opdagede ham, rykkede med Raseriets Kræfter hele Træet op
og søndersled ham Lem for Lem. Hans egen Moder satte hans afrevne
Hoved paa en Thyrsosstav og viste det triumferende frem, som var det
Hovedet af en Løve, dræbt paa Jagt.
=Sejren.=
Naar Dionysoskulten alligevel trængte sejrrigt frem, var Grunden
først og fremmest den, at her bødes der Grækerne noget virkeligt nyt.
Olympens Guder levede i ophøjet Ro deres eget Liv, og til dem kunde
ingen dødelig komme; naar Livet var forbi, maatte Menneskets Sjæl til
det trøstesløse Hades. Men den dionysiske Religion imødekom en
almenmenneskelig Trang til at lade sig henrive til Begejstring og
svælge i mystiske Tanker og Fantasier, til at føle sig hævet ud over
sine egne snævre Grænser og blive et med Gud.
En praktisk Støtte fandt den nye Religion i Delphoi. Apollon delte
sin Magt med den nye Gud, og ved Vintertid, naar Apollon er borte fra
Delphoi, fejrede man paa Parnassets Tinde orgiastiske Fester for
Dionysos, ligesom Oraklet søgte at udbrede Dionysosdyrkelsen til
Egne, hvor den endnu ikke var kendt.
=Dionysos i Grækenland.=
Dionysos vedblev paa græsk Grund at være den Gud, der vækker Ekstasen
i Mennesker, og han vedblev at være en Frugtbarhedsgud, der ikke
alene gav den begejstrende Vin, men ogsaa beskyttede anden Træavl og
Agerdyrkning. Vedbendbladene vedbliver at holde sig grønne om
Vinteren, naar andre Planter visner; derfor blev denne Plante
naturligt helliget Frugtbarhedsguden Dionysos. Men derimod søgte
Grækerne med deres Sans for Orden og Harmoni at omskabe de tøjlesløse
Nattesværmerier til mere regelbundne Fester.
Ligesom Hermes var Dionysos i Grækenland baade Gud for Frugtbarhed og
for de døde Sjæle. Den under Hermes omtalte Anthesteriefest fejredes
i Slutningen af vor Februar, hvor Foraaret begynder i Grækenland; den
varede 3 Dage og gjaldt baade for Dionysos og de dødes Sjæle. Vinen
fra forrige Aars Høst var nu afgæret, man stak Vinbeholderne an og
bragte et Førsteoffer deraf til Dionysos, inden man selv begyndte at
bruge den. Man smykkede sig med Blomster, maskerede sig, gik i
festlige Processioner, hvor man drillede hinanden med Liv og Lyst,
drak om Kap, afholdt Væddekampe og fejrede saaledes den nye Vaars og
Frugtbarhedsgudens Komme. Samtidigt forsømte man ikke at sætte
rigelig Mad og Drikke frem for Sjælene, som kom paa Besøg i de
levendes Huse.
=Dramaet.=
Ud af Dionysosfesterne voksede de forskellige Arter af det græske
Drama: Tragedie, Komedie og Satyrspil, uden at vi ved noget om,
hvorledes dette er foregaaet i Enkeltheder. Den første egentlige
Tragedie opførtes i Athen 534, men de ældste opbevarede er fra de
store Perserkampes Tid. Hvad Ordet Tragedie betyder, er usikkert.
Udgangspunktet for Komedien (Optogssang) er private Optog, hvor man
fejrede Dionysos, sang kaade Sange og slog om sig med Vittigheder,
der sigtede til Døgnets Begivenheder. Omkring 487 tog Staten
Ordningen af disse Optog i sin Haand, og deraf udviklede sig den
egentlige Komedie. Den tredje Art var Satyrspillet, kaldet saaledes,
fordi Koret bestod af Satyrer.
=Dionysos's ydre Skikkelse.=
Dionysos havde mange Skikkelser. Navnlig tænkte man sig ham til Stede
ved de orgiastiske Fester i Tyreskikkelse, og Deltagerne kunde derfor
smykke sig med Tyrehorn for at efterligne deres Gud. Han tænktes
ogsaa som et Træ. Af et Træ kunde man hugge de nederste Grene bort,
saa kun Stammen blev tilbage, hænge en Kappe der omkring og sætte en
Maske oven over Kappen, mens man lod Grenene foroven blive siddende,
-- og Billedet af Guden var færdigt. Billedhuggerkunsten fremstillede
ham i Menneskeskikkelse, først som en ældre, skægget Mand, senere som
en Yngling med ret kvindagtig Legemsbygning.
En Mythe fortalte, at Dionysos engang blev fanget af Sørøvere, der
ansaa den smukke, unge Mand for en Fyrstesøn, som de vilde tjene gode
Løsepenge paa. Men Guden lod dem føle sin Vælde. Vinranker og Vedbend
slyngede sig om Master og Tovværk, en Strøm af Vin skyllede hen over
Dækket, og Guden selv blev til en Løve, der styrtede løs paa
Søfolkene, som i Forfærdelse sprang i Havet og blev forvandlede til
Delfiner.
Guden træder i denne Mythe frem som Løve, som Vedbend og Vinranker,
som Vin og som Menneske. Naar han kommer paa et Skib, maa det huskes,
at det er en almindelig mythologisk Forestilling, at der er Vand
mellem Guder og Mennesker, og det ligger da nær at tænke sig, at naar
Dionysos om Foraaret vender tilbage til Mennesker, kommer han om Bord
paa et Skib, der kan være ledsaget af Delfiner, og hvis Master være
omvundne af Ranker (Smlgn. Kong Skjolds Ankomst paa et Skib). I
Smyrna fejrede man i Oldtiden Foraarsfester til Ære for Dionysos,
hvor et Skib i festligt Optog førtes gennem Gaderne. Af Vasebilleder
fremgaar det, at man ogsaa i Attike har foranstaltet dionysiske
Optog, hvor et Skib blev ført af Sted paa en Vogn.
=Dionysos paa Olympen.=
I det olympiske Selskab optoges Dionysos som en Søn af Zeus og
den thebanske Kongedatter Semele; Theben var jo et Sted, hvor
Dionysosdyrkelsen tidligt vandt Indpas. Hera, der blev skinsyg paa
Semele, lokkede hende til at bede Zeus vise sig i al sin Vælde, hvad
den dødelige Kvinde ikke kunde taale; men hun fortæredes af
Himmelkongens Ild. Zeus tog det ufødte Barn ud af hendes Moderskød og
gemte det i sit eget Laar til Fødslen, hvorefter Hermes bragte den
spæde Dionysos til Nysabjærget (en poetisk, ikke en geografisk
Lokalitet), hvor Nymferne opfostrede det.