=Naturen.=
Den primitive staar ganske anderledes overfor Naturen end
_Kulturmennesket_. Naar dette sidste møder noget, han ikke har set
før, søger han at sætte det i Forbindelse med tidligere Erfaringer,
og han ordner Tingene i sindrigt udtænkte _Systemer_, indtil han faar
anbragt alle sine Erfaringer paa hver sin Plads.
_Den primitive_ nøjes med den _enkelte Iagttagelse_; men til Gengæld
gaar han ligesom rundt om den, ser den fra alle Sider, og han
fortæller gerne alt, hvad han overhovedet ved om den Ting. Herpaa
beror en endnu hos Homer bevaret Hovedejendommelighed ved hans
Sammenligninger. Troernes Angreb mod Grækernes Mur i Iliaden (12,278)
skildres saaledes: Lige saa tæt som Snefnugene falder en Vinterdag,
naar den raadvise Zeus har taget til at sne, aabenbarende disse sine
Pile for Menneskene, -- Vindene lader han lægge sig, og Sneen lader
han falde uden Ophør, indtil han faar tilhyllet de høje Bjærges
Tinder og knejsende Toppe, Kløversletterne og Mændenes frugtbare
Marker, og selv over Havne og Kyster ved det skummende Hav ligger
Sneen; kun Bølgen, som skyller imod den, holder sig fri for den; men
alt andet ligger gemt under dens Dække, naar Zeus's Snefald lægger
sig tungt derover -- saa tæt fløj deres Stenkast i begge Retninger.
-- De tætte Stenkast sammenlignes med de tætte Snefnug; alt det andet
er overflødigt, men løber med, fordi den primitive ikke evner at
skille det, hvorpaa Sammenligningen beror, ud fra det øvrige Billede.
Det samme gentager sig i Kunsten. Sagnet fortalte, at Pegasos sprang
ud af Medusas Blod, _efterat_ Perseus havde hugget Hovedet af hende.
Men paa det gamle Relief fra Selinunt ses allerede Pegasos springe om
paa Jorden, _før_ Medusas Hoved er hugget af, mens hun endnu er i
Flugt. Den primitive Kunstner vil have det hele med.
Den primitive kender intet til fysiske og kemiske _Naturlove_; hvad
der sker i Verden, opfatter han som frembragt af _uberegnelige,
hemmelighedsfulde Kræfter_ eller af _individuelle_, men usynlige
_Væsener_ i Dyre- eller Menneskeskikkelse. Naar Homer skal klare sig,
hvorledes man kan høre en andens Tale, gør han det ved at antage, at
der fra den talendes Mund flyver smaa usynlige Væsener, en Slags
Fugle, hen til den hørendes Ører. Derfor taler Homer om "de bevingede
Ord."
Naturlig _Udvikling_ gennem fortsatte smaa Omdannelser forstod man
ikke. Det ny, der kom frem, opfattedes som _Fødsel_, det gamle, der
forsvandt, som _Død_. Det var den Form for Fornyelse og Undergang,
man kendte fra Menneskeverdenen. Naar Blade og Blomster foldede sig
ud om Foraaret, var det Adonis, der fødtes; naar Sommeren var forbi,
var det Adonis, der vendte tilbage til Dødsriget.
Alle _Afstande_, maaltes med _menneskelige Maal_, "Fod", "Skridt",
"Haandsbredde", "et Stenkast", "saa langt en Stemme kan lyde".
Ligesaa _Tidsangivelser_, "den Tid paa Dagen, da Torvet er fuldt"
(10-12 Formiddag), "ved Lampetændingstid", "en Menneskealder"
o. s. v.
Mennesker og Dyr er for den primitive det Midtpunkt, hvorfra han
fortrinsvis ser Tingene.
=Mennesket.=
For os Kulturfolk bestaar Mennesket kun af to Dele: _Sjæl_ og
_Legeme_. For primitive bestaar Mennesket af mange Dele foruden
Legemet: Skygge, Drømmeskikkelse, Navn; selv Ejendom, Klæder,
Fodspor, et givet Løfte hører med til Personen.
For Homer er Mennesket en Trehed, bestaaende af _Legeme_, _Psyche_ og
_det egenlige Sjæleliv_. Psyche er et luftagtigt andet Jeg, der
betinger Livet. Ved Besvimelse eller Søvn gaar Psychen bort for
kortere Tid, sædvanligt ud gennem Munden, ved Døden gaar den for
bestandigt til Hades ude ved Verdens fjærneste Grænse, hvor Solen
aldrig kommer. Homer anser snart Psychen, snart Legemet for den
vigtigste Del af Mennesket.
Er Mennesket vaagent, sover Psyche; men til Gengæld virker da
forskellige tænkende, følende og villende Livskræfter. Disse tænkes
snart som legemlige Processer i Mellemgulv (frenes)[1] eller Hjærte,
snart som aandelige, der ikke er knyttede til bestemte Legemsdele og
benævnes paa forskellig Maade (thymos, (det brusende), noos, menos
o. s. v.). Homer har ikke klaret sig, om det, der foregaar i vort
Sjæleliv, har legemlig eller sjælelig Oprindelse.
[1] Der er god Mening i at henlægge Sjælelivet til Mellemgulvet;
ved stærk Sindsbevægelse kan enhver faa Fornemmelse af, at »det
stemmer for Brystet.«
Idealet for en Mand er den _imponerende ydre Fremtræden_ og de stærke
legemlige Kræfter, saaledes som Homer skildrer Agamemnon:
Lyneren Zeus han lignede grant paa Hoved og Øjne,
Ares paa Midje og Hofter, paa Bryst den stærke Poseidon.
Han skal have vældige Næver og rappe Fødder. Han maa eje Mod og elske
Faren. Hele hans legemlige Organisme er indrettet paa at styrte sig i
Kamp paa Liv og Død med kortest muligt Varsel, og han kan ikke holde
ud at sidde hjemme i Ro. Kan han ikke komme i virkelig Kamp, hengiver
han sig til stærke Idrætter og Væddekampe. Homer kalder Hektor:
kampumættelig.
Den primitive Mand er _godskær_, og hans Velstand er, som lige nævnt,
som en Del af hans Person. At give en Ven en Gave er som at blande
Blod med ham, det binder ikke alene Giver og Modtager sammen, men
ogsaa deres Efterkommere. Derfor vil Glaukos og Diomedes i Iliaden VI
ikke slaas med hinanden, fordi deres Bedstefædre i sin Tid har
sluttet Fostbroderskab ved at give hinanden Gaver. For Homers Helte
bestaar Æren for en stor Del i at eje meget Gods; derimod forringer
det dem ikke at græde.
For en primitiv Fantasi er _der ingen uoverstigelige Grænser_ mellem
Mennesket og dets Omgivelser. Mennesker kan forvandles til Dyr,
Planter, Stene, og af disse Ting kan atter opstaa Mennesker.
Grækernes Fantasi tumlede frit med forskellige Blandingsvæsener som
f. Eks. Kentaurer, der havde Hesteunderkrop, men Menneskeoverkrop. De
saakaldte Søkøer og Søheste var Køer og Heste, hvis Underkrop endte i
Slangehaler. Ogsaa mellem Menneske og Gud er Grænsen ganske flydende,
kun er Guden evig ung og lever et Liv i Sorgløshed, mens lige den
modsatte Skæbne er Menneskets Lod.
=Aandsliv.=
_Aandslivet_ var væsenligt indskrænket til Æventyr, Sagn og
Mythedigtning.
_Æventyrets_ egenlige Indhold er mærkelige, opdigtede Fortællinger,
som følger rask efter hinanden og fylder Tilhørernes Fantasi med
Forbavselse. Heltens Navn spiller ingen Rolle; heller ikke Tid eller
Sted. Et rigtigt Æventyr begynder med den velkendte Indledning: "Der
var engang." Helten drager ud i "den vide Verden." Herakles vandrer
til Jordens yderste Grænser, ned i Underverdenen og optages til sidst
i Himlen. Odysseus sejler i sin Æventyrverden fra Oplevelse til
Oplevelse.
I _Sagnene_ er der, modsat Æventyrene, et historisk Element, som
viser sig i Interessen for Heltenes Navne og Stamtavler. Lokaliteter
og den hele Kulturtilstand, der skildres i et Sagn, vil som Regel til
en vis Grad være historisk rigtige. Saaledes har Udgravningen af
Troja vist os en By, der i mange Henseender stemmer med Iliadens
Skildringer; ogsaa paa mange andre Steder, som i Mykenai og paa
Kreta, har man gjort Opdagelser, der stemmer med Sagnene.
Men der er alligevel en lang Afstand fra Sagnet, der først og
fremmest vil underholde og fængsle, til Historien, der tilsigter at
belære. Det uhistoriske kommer hos Homer stærkt frem ved den stadige
Indblanding af Guder i de menneskelige Handlinger, hvad der dels
skyldes Ønsket om at gøre Fortællingen mere spændende, dels Følelsen
af, at selv de drabeligste Helte trænger til guddommelige Hjælpere;
endelig var det bekvemt for den naive Fortæller, naar han ikke vidste
at forklare en Handling eller Stemning hos sine Helte, da at lade en
Gud træde op som Aarsag. Hertil kan komme en Tilbøjelighed til at
skubbe den menneskelige Helt til Side og sætte en Gud paa hans Plads,
saaledes som en Stat i vore Dage kan fejre sine Hærføreres Sejre ved
en Kirkefest, hvor Gud takkes som den, der alene har skænket Sejren.
Det kan da ofte være umuligt at afgøre, om man i Sagnene har en Gud
for sig, der er forringet til Menneske -- hvad der er Tilfældet med
Agamemnon, Achilles og Helena -- eller en Helt, der er hævet til Gud.
En saadan uklar Mellemstilling indtages netop af den mest udprægede
græske Sagnhelt Herakles.
_Myther_ er Fortællinger om Guder.
Der er forskellige Slags Myther. En Del hører til de saakaldte
_Naturmyther_. Naar det primitive Menneske f. Eks. saa Solens Skive
bevæge sig hen over Himlen, opfattede han enten Fænomenet, som om
et stort Hjul (uden Eger) trillede op over Hvælvingen, eller som om
en Baad sejlede hen over de himmelske Vande. Den oprindelige
Forestilling om Solhjulet omdigtedes til en Mythe om Solguden Helios,
der kører sin Vogn, forspændt med Heste op over Himlen, til han om
Aftenen daler ned i Vest ved Okeanos's Strandbred.
De to Forestillinger om Solkøretøjet og Solbaaden forbandt Grækerne
til en Mythe om Solguden, der om Dagen kører sit Spand over Himlen og
om Aftenen gaar om Bord paa sit Fartøj (en Baad eller et Bæger) for
atter at sejle over Havet til det fjerne Øst.
Andre Myther er aabenbart skabt af Fantasien for at forklare
en rituel Handling, en tilsyneladende Modsigelse mellem to
Gudeforstillinger eller lign. (_ætiologiske Myther_, Ophavsmyther).
Ild- og Smedeguden Hephaistos f. Eks. hører oprindeligt hjemme paa
visse Øer i Ægæerhavet; men senere optages han i den store
Gudefamilie og færdes paa Olympen. Den ældre og den yngre
Forestilling om ham staar i Modsætning til hinanden, og for at bygge
Bro over Modsætningen digtedes da en Mythe om hans Fald fra Himlen
ned paa Jorden.
Atter andre Myther synes ganske vilkaarlige, men er maaske opstaaede
ved, at man tænkte sig Guderne leve under samme Forhold og med samme
Interesser som Menneskene, og saa fortalte man verdslige Historier om
dem, som Mennesker fortæller nyt om hinanden (_Legendemyther_).
Saaledes er vel Fortællingerne om det daarlige Samliv mellem Zeus og
Hera paa Olympen blot en Afspejling af det Liv, de thessalske
Borgherrer førte med Hustru og Friller.
En _allegorisk Mythe_ foreligger i Fortællingen om Hephaistos's
Ægteskab med Aphrodite. Trods al Forskel mellem den røgsværtede
Smedegud og Skønhedens Gudinde passer de ganske godt til hinanden.
Hephaistos skaber Smykker, skønne Vaaben, Statuer og forskønner
derved Livet ligesom Aphrodite.
Skarpe Grænser lader sig ikke trække mellem Æventyr, Sagn og Myther.
Iliadens Indhold er væsenligt Heltesagn. Odysseen indeholder en
Mængde gamle Æventyr, der for en Del genfindes hos andre Folk.
Polyphemæventyret kendes saaledes i over 200 Varianter.