Saa var Huset forvandlet til et Sygehjem. Det var et haardt Greb ind i
deres Sorgløshed, men de tog det med; ingen af dem krævede mere af
Tilværelsen, end den kunde svare til.
Ellen var om den syge Dag og Nat saalænge til det værste var ovre; hun
forsømte baade Pelle og Børnene for at tage sig af Johanne.
„Du har altfor meget at gøre,“ sagde Pelle bekymret — „det ender med at
du bliver syg for mig. Lad os dog tage Hjælp.“ Og da Ellen ikke vilde
høre Tale om det, tog han selv Affære og fik Dronning Therese til at
være derude om Dagen.
Paa nogle Dage ordnede Morten sine Sager, skilte sig af med Lejligheden
og flyttede ud til dem. „Du skal dog ikke saadan kunne flygte fra mig,“
sagde han til Johanne, der sad over Ende i Sengen og lyttede efter, at
de bar hans Sager ovenpaa. „Naar du nu bliver rask nok, flytter du op i
det store Kvistværelse; og saa bor vi to ovenpaa og har det hyggeligt
igen. Ikke sandt?“
Hun svarede ikke men blev rød i Hovedet af Glæde.
Ellen fik saa det Beløb, Morten plejede at give ud om Maaneden til Mad
og Husleje. Hun blev helt bestyrtet, hvad skulde hun dog med alle de
Penge — det var alt for meget! Naa, nu behøvede de da ikke gaa og være
bekymrede for Huslejen.
Johanne blev snart saa rask, at hun kunde være lidt oppe; Luften herude
havde en gavnlig Indflydelse paa hendes Nerver, og Ellen forstod at
sætte hende i Humør. Gamle Brun forærede hende en dejlig rød og gul
Liggestol af flettet Straa; og naar Solen skinnede, blev hun baaret ud
paa Plænen. Hun laa og saa paa Børnenes Leg, undertiden legede hun ogsaa
med fra sin Stol og laa og kommanderede de to i Øst og Vest. Svend Trøst
lod sig godmodigt jage med, men Søster var lidt mere forbeholden. Hun
kunde ikke lide, at den fremmede Pige kaldte Pelle for Far; og naar hun
var i Drillehjørnet, stillede hun sig op lidt henne og stod og gentog:
„Det er ikke din Far, for det er min Far!“ Saa maatte Ellen efter hende.
Men for det meste laa Johanne og stirrede ud i Luften med et Blik fuldt
af forfærdelig Lede. En kort Stund lod hun sig fange af noget nyt, men
det varede kun et Øjeblik, saa gled Blikket igen bort. Rask nok til at
gaa omkring var hun aldrig; selv om hun følte sig kvik, vilde Benene
ikke bære hende. Brun kom hver Eftermiddag ud til _Gryet_ for at se til
hende, den gamle Mand var dybt grebet af hendes sørgelige Skæbne og
havde opgivet sin sædvanlige Ferierejse for at kunne følge hendes
Tilstand. „Vi maa gøre noget for hende,“ sagde han til Lægen, der paa
hans Anmodning indfandt sig daglig — „er der da ingenting at gøre?“
Men Lægen rystede paa Hovedet. „Hun kan ikke faa det bedre, end hun har
det her,“ sagde han.
Alle holdt de af hende, og gjorde hvad de kunde for at glæde hende. Brun
havde altid noget med, han købte kostbare Ting til hende, smukke
Silketæpper, hun kunde have over sig naar hun laa i Haven, og et
prægtigt stort Koralhalsbaand. Alt hvad han kunde tænke hun ønskede sig,
fik hun. Hendes Øjne straalede, hvergang hun fik noget nyt, og hun bar
det altsammen paa sig. „Nu er jeg en Prinsesse i al sin Stads,“ hviskede
hun og smilede mod ham — for saa i næste Øjeblik at glemme det hele. Hun
holdt meget af den gamle Mand, forlangte at han skulde sidde hos hende,
og kaldte ham Bedstefar med et sørgeligt Forsøg paa Skælmeri. Men hun
hørte ikke paa, hvad han fortalte hende; han kunde rolig gaa med, naar
de smaa kom listende og vilde have ham med ud at lege paa Marken — hun
mærkede det ikke.
Ak ingenting kunde forsone hendes Barnesjæl med dens stakkels
skamskændede Legeme, hverken Kærlighed eller Smykker. Det var som om den
lededes ved sit Hylster, og stod og grov i det Blaa saa langt ude som
muligt, holdt fangen i en tynd Traad der blot skulde slides over. Hun
blev med hver Dag mere gennemsigtig, det saas tydelig nu, hun havde de
andre Børn ved Siden af sig. De aad og trivedes for hende med! Naar
Ellen ikke passede paa, kom Svend Trøst trissende og spiste Johannes
Sygemad, skøndt Gud skulde vide han ikke blev sultet! Johanne selv saa
roligt til — det var hende saa ligegyldigt altsammen.
Det var en usædvanlig Sommer, tør og solrig; man kunde være i Haven den
meste Tid. Hen paa Eftermiddagen samledes de gærne derude, Ellen og
Dronning Therese var færdige i Huset og satte sig hos Johanne med deres
Haandarbejde, Brun sad og underholdt dem med hyggelig Gammelmandssnak,
og Johanne laa og døsede med Ansigtet vendt mod Havelaagen. De lo og
spøgede med hende for at faa hende i Humør; Brun havde lovet hende en
Rejse til Syden, naar hun vilde skynde sig at komme paa Benene, og
fortalte hende om Solen dernede, og de dejlige Druer og Appelsiner som
hun selv skulde faa Lov at plukke. Hun besvarede det alt med sit triste
Smil, som vidste hun altfor godt hvad der ventede hende. Det mørke svære
Haar blev til en stadig større Skygge om hendes blege svindende Ansigt;
det var som Natten steg over hende. Hun syntes at døse sig langsomt bort
fra Tilværelsen, med de sorte Øjne rettede mod Havelaagen.
Morten var ofte ude paa Foredragsrejser, undertiden flere Dage ad
Gangen. Men naar han saa endelig gik med Laagen, blussede Livet op i
hendes Ansigt. Han var den eneste, der kunde kalde Sjælen tilbage i
hende, det var som om den kun dvælede for hans Skyld. Hun var ikke
lunefuld mod ham mere; naar Kræfterne var til det, rejste hun sig over
Ende og kastede sig om hans Hals. Saa løb Taarerne stille ned over
hendes lille Ansigt, og hun fik Luft for sin Længsel. Ellen forstod,
hvad der foregik i Barnet og gjorde Tegn til de andre — de to skulde
have Lov at være ene! Saa kunde Morten sidde timevis bøjet over hende og
fortælle om, hvad han havde oplevet; hun syntes ikke at blive træt men
laa og hørte paa ham med glansfulde Øjne, med sin gennemsigtige Haand
hvilende paa hans Arm. Hvert af hans Skridt interesserede hende;
undertiden kom der et eget Udtryk i hendes Øjne, og hun slog mistænksomt
ned paa en eller anden Enkelthed. Hun havde sygelig skarpe Sanser,
Lugten ved ham af fremmede Mennesker gjorde hende mut og spejdende.
„Det stakkels, stakkels Barn — hun elsker ham jo!“ sagde Ellen en Dag
til Pelle og brast i pludselig Graad. „Og der ligger hun og skal dø!“
Hendes egen Lykke gjorde hende saa tungt medvidende ved Barnets
Tilstand.
„Men kæreste Ellen!“ udbrød Pelle protesterende.
„Tror du da ikke jeg kan se? Det er jo derfor, hun altid har været saa
besynderlig mod ham. Hvor er det sørgeligt!“
Barnets triste Skæbne kastede Skygge! Men Solen gik højt paa Himlen og
var stærkere endnu. „Pelle!“ sagde Ellen og strøg ham gennem det
graasprængte Haar — „de lyse Nætter kan snart blive forbi!“ — —
Morten blev haardnakket ved at tro paa, at den lille Johanne nok skulde
komme sig; men enhver ellers kunde tydelig se hvor det bar hen. Hendes
Liv sivede bort med den svindende Sommer. Hun blev blidere og
medgørligere for hver Dag, Hadet var slukket i hende, med et træt Smil
tog hun imod al deres Godhed. Gennem hendes skændede Væsen straalede en
sælsom dødsmærket Ynde, der syntes at udfolde sig eftersom hun nærmede
sig Graven.
Hen paa Høsten forandrede hendes Væsen sig. Pludselig naar Pelle eller
Morten nærmede sig hende, kom der Gru i hendes Øjne og hun aabnede
Munden for at skrige; saa naar hun kendte dem igen gemte hun sig ind til
dem og græd ulykkeligt. Hun kunde ikke komme i Haven mere men laa altid,
Børnenes Støj kunde hun ikke taale, den oprev hendes Sind og førte det
tilbage til Baggaderne; de maatte holde sig ude hele Dagen. Stadig
hyppigere slog Feberen ud i Vildelse, og hendes spinkle hendøende Stemme
blev raa og hæs igen. Hun laa og sloges med Drenge og Bisser og høje
Hatte, værgede for sig med Øgenavne og Skældsord og snærrede rasende til
alle Sider — til hun tilsidst overgav sig, forlangte at faa Brændevin og
laa og smaagræd med en haard tør Graad. Gamle Brun turde slet ikke vise
sig ved Sengen; hun antog ham for en gammel Kammerherre, som
Gadedrengene havde pudset paa hende, og modtog ham med raa Opfordringer.
Dette Indblik i Barnets forfærdelige Tilværelse bag Plankeværkerne
rystede dem alle. Det var som om Livets Ondskab ikke vilde slippe dette
uskyldige Offer, men hadefuldt forfulgte hende lige ind i Døden og
gjorde al deres Kærlighed til intet. Morten opholdt sig inde hos hende
de Døgn hendes Dødskamp varede, han sad i en Krog og stirrede, kun naar
hun blundede vovede han sig frem. Ellen var den eneste, der havde
Kræfter til at møde det. Hun gik Nat og Dag om Johanne, bleg og rolig
søgte hun at lette hende Døden ved sin utrættelige Omsorg; naar det
forfærdelige kom over Barnet, slog hun sine Arme værgende om hende og
prøvede at betvinge det ved en Moders Kærlighed.
Hun havde aldrig været i Stue sammen med Døden før men saa den fast i
Øjnene, ved hendes Bryst udstred Barnet.
* * * * *
Johannes Død havde fuldstændig lammet Morten. Det længst mulige havde
han klynget sig til den Tro, at hendes Liv maatte kunne reddes — det var
saa meningsløst uretfærdigt ellers! og da det haabløse gik op for ham
ogsaa, sank han sammen. Han tog sig ikke noget til men drev om i en
Tilstand af tung Sløvhed, talte ikke og spiste ikke stort. Det var som
en tung Haand havde slaaet ham i Hovedet.
Efter Begravelsen fulgtes han og Pelle hjem til Fods, mens de andre
kørte. Pelle gik og talte om ligegyldige Ting for at aflede hans Tanker
fra Barnet, men Morten hørte ikke paa ham.
„Kære Ven, du vil da ikke blive saadan ved,“ sagde Pelle pludselig og
stak sin Arm ind under Mortens. „Nu har du jo fulgt det stakkels Barn
saa langt paa Vej, du kunde — de levende har ogsaa et Krav paa dig.“
Morten løftede Hovedet. „Er det ikke ligegyldigt, om jeg skriver nogle
Sider mere eller mindre?“ sagde han træt.
„Du har faaet din Pen for at forsvare de værgeløse med den — du har ikke
Lov at give op,“ sagde Pelle.
Morten lo bittert. „Har jeg kanske ikke talt Børnenes Sag efter Ævne —
og været naiv nok til at tro, at her i det mindste behøvede man blot
aabne Folks Øjne for ogsaa at tage dem om Hjærtet. Og hvad opnaar man
saa? At forøge den saakaldte gode Literatur med endnu et Bind — naar det
kommer højest. Menneskene er praktiske Væsner du, man kan med største
Lethed faa dem til at fælde Teatertaarer; de kan godt lide at sidde i
Parkettet og græde med den Ulykkelige. Men ve ham, om de møder ham igen
paa Gaden. De varmeste Ord om det gribende i mine Børneskildringer har
jeg faaet af en gammel Herre, der senere viste sig at efterstræbe
Smaabørn.“
„Men hvad saa da?“ sagde Pelle og stirrede forfærdet paa ham.
„Ja, hvad saa da, sig du mig det. Du har Ret i, at jeg er lige glad, men
kan man blive ved med at tage Del i en Kamp, der ikke engang skaaner
Børnene? Husker Du min lille Søster Karen, som maatte gaa i Havnen? —
hvor mange tusind Børn staar der ikke bag hende og Johanne! Man kalder
dette for Barnets Aarhundrede — og saa raaber Børnenes Blod jo fra
Jorden! Endda er de lykkelige, naar de kan liste bort — tænk om Johanne
havde levet videre med sit. Barndommens Skygger naar over hele Livet!“
„Ja og det gør Barndommens Solskin ogsaa,“ udbrød Pelle varmt. „Netop
derfor maa vi ikke svigte Fattigungerne. Vi vil faa Brug for en Slægt
med varme Hjærter.“
„Jeg har jo tænkt det samme,“ sagde Morten græmmet. „Ved du, Pelle — jeg
_elskede_ dette Barn, der kom til mig allerlængst nede fra; hun rummede
det hele for mig, aldrig er Elendigheden kommet mig saa grumt ind paa
Livet. Det blev en skøn Drøm — en taabelig Drøm — i mig, at hun skulde
leve. Jeg skulde kæle Liv og Lykke ind i hende igen, og saa vilde jeg
skrive en Bog om det, der sejrer. Jeg ved ikke, om du forstaar mig —: om
Elendigheden, der bliver sund og lykkelig under Godhedens Sol. Hun var
jo det hele; dybere ned kan Livet vel ikke godt føres! Og lagde du Mærke
til, hvor megen Skønhed og Finhed der alligevel var begravet under
Kloakslam hos hende? Jeg havde glædet mig til at faa det frem, befriet
fra al Nød og Hæslighed — og saa vise Verden, at saa skønne er vi
hernede, naar man skraber Snavset af os. Kanske kunde det have lokket
den til at øve Retfærdighed. Saadan har jeg drømt, men det er en besk
Lod at faa de Ulykkelige udpeget til sin Elskede. Min eneste Kærlighed
er uoprettelig død, og nu kan jeg ikke skrive om noget, der sejrer. Hvad
skal jeg saa dér?“
„Jeg tror, det er Hugo der siger, at Hjærtet er den eneste Fugl som
bærer sit Bur,“ sagde Pelle. „Men dit Hjærte nægter nok at tage ved,
naar der er allermest Brug for det.“
„Nej, du,“ sagde Morten lidt ivrigere — „jeg svigter vist ikke. Men
dette har været et haardt Nedslag for mig — bare jeg havde noget mere af
din lyse Tro. Naa, jeg maa være henrykt for, at jeg har dig selv.“ Han
rakte Pelle Haanden med et godt Smil.
Bibliotekaren kom dem i Møde ned over Markerne. „Det tog længe med jer
to Dioskurer,“ sagde han og saa opmærksomt paa dem — „Ellen venter med
Maden.“
De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark mod Huset. „Nu er det
bedste af Sommeren forbi,“ sagde Brun og saa sig om med et Suk. „Saa er
Hjulet rykket endnu en Tak frem.“
„Døden er ikke det værste, der kan overgaa én,“ svarede Morten, der
endnu var i sin morbide Stemning.
„Saadan noget siger man, mens man er ung og velhavende — og mener det jo
ikke for Alvor. I Morgen har Livet taget Dem og Deres Sorg i sin
Tjeneste igen. Men jeg har aldrig været ung, før jeg lærte jer to at
kende, derfor tæller jeg karrigt hver flygtende Time. — Og misunder jer,
som kan gaa saa rask,“ føjede den gamle smilende til.
De gik langsommere opover og fulgte Hækken op mod Huset; indenfor i
Haven hørtes en svag Klynken. Derinde i et tomt Bed sad Svend Trøst nede
i et Hul, som de to Unger havde gravet med deres Spader; Søster var i
Færd med at kaste Jord paa ham, den gik ham allerede til Halsen. Han
gjorde ingen Modstand men smaapylrede kun lidt, da Mulden begyndte at
nærme sig hans Mund.
Pelle raabte Allarm og sprang over Hækken, Ellen kom styrtende ud i det
samme. „Der kunde du nær have kvalt lille Bror,“ sagde hun forfærdet og
tog Drengen op til sig.
„Jeg planter ham jo bare,“ sagde Anna, fornærmet over at man ødelagde
hendes Værk — „han vilde gærne selv. Og til Foraaret kommer han jo op
igen!“ De to Børn vilde gærne have en lille Bror, og var blevet enige
om, at Svend Trøst skulde ofre sig.
„Saadan noget maa I ikke finde paa,“ sagde Ellen stille — „I skal nok
faa en lille Bror til Foraaret alligevel.“ Og hun saa paa Pelle med et
varmt talende Blik.