Naar Værkstedet lukkede, arbejdede Pelle gærne endnu en Timestid eller
to i Butikken, ordnede Regnskab, og lagde Arbejde til Rette for næste
Dag ind imellem han ekspederede. Lidt før seks lukkede han Butiken og
sprang paa Cyklen, han længtes hjem til Reden og traadte kraftigt i
Pedalerne.
Og alle andre syntes at have det lige som han — der var en egen
Hjemdrift over Gadens Færdsel. Cyklisterne halede ham ind i hele Byger,
de jog i Stimer foran den Elektriske. Det saa ud som den skvættede dem
bort fra Skinnerne, idet den tampede sig frem med øredøvende, uafbrudt
Klemten, stærkt duvende under Vægten af de overfyldte Perroner.
Skarer af Mænd og Kvinder var paa Vej udad og mødte andre Skarer, som
hørte hjemme ad den modsatte Kant til. I Byens Udkant galede
Fabriksfløjterne som et Kor af Kæmpehaner — en enkelt lagde for, og
pludselig satte de alle i. Sodede Arbejdere væltede ud af Portene, med
Ølflasken stikkende op af Frakkelommen og Madtørklædet dinglende paa en
Finger. Kvinder, som havde været paa Arbejde eller ude og gøre Indkøb,
stod med Kurv paa Armen og ventede deres Mænd paa Gadehjørnet. Smaa
snottede Rollinger gik og trippede med hinanden i Haanden, fik pludselig
Øje paa en Mand langt nede i Vrimlen, og satte i Løb for at styrte sig
om Benene paa ham.
Søster løb gærne helt ned over Markerne for at tage imod Faderen, og i
_Gryets_ Laage stod Ellen og ventede. „Goddag Hr. Fabrikant!“ raabte hun
ham i Møde; hun tog Oprejsning for saa meget nu og glødede af Sundhed og
Lykke. Det nyttede ikke Pelle protesterede og gjorde gældende, at i hans
Verden fandtes der kun Arbejdere; hun holdt fast ved sin Benævnelse. Han
var dog den der ledede det hele, Fællesskabet var hun lige glad med. Hun
var stolt af ham, og saa maatte han for hende kalde sig Bydreng om han
vilde; Mandfolk skulde nu engang have en eller anden fiks Ide ind i
Arbejdet, ellers morede det dem ikke. Ordningen med den lige Deling
fattede hun ikke, hun var vis paa, at hendes store dygtige Mandfolk
fortjente at faa dobbelt saa meget som nogen af de andre. Men hun brød
forøvrigt ikke sit Hoved med det, hun levede sit eget Liv og var
tilfreds og lykkelig.
Pelle havde frygtet, at Landet herude vilde kede hende, og
tilsyneladende kom hun heller ikke i noget Forhold til det. Hun lugede
og var paa Færde i Haven, virksom og skabende som hun var, og fik
efterhaanden godt Greb paa det; men noget egenligt syntes det ikke at
byde hende. Det glædede hende ikke at stikke Hænderne ned i Mulden,
Pelle og Børnene trivedes herude, og dermed var hendes Forhold til det
givet, slaa Rod for egen Regning gjorde hun ikke. Hun kunde trives hvor
som helst i Verden, blot de var der, deres Ve og Vel var ogsaa hendes.
Hun groede ud fra dem og havde sin egen vidunderlige Vækst indad.
Derinde i hendes Sind holdt forunderlige skjulte Kræfter til, de tumlede
hverken med Læresætninger eller Systemer, men frembragte den Varme som
bar det hele frem. Han havde ingen Trang til at trænge herskende derind
mere, hvad brød han sig om den logiske Forstaaelse mellem Mand og Kvinde
— det var hendes Hjærte, han trængte til at være omstraalet af. Han
krævede Forstaaelse af gode Venner, det var den dybe Tilfredsstillelse
ved at være sammen med f. Eks. Morten, at man i god Samdrægtighed talte
sig frem til en Station. Og tav man stille, løb Tankerne af sig selv
parallelt videre — og var paa Siden af hinanden naar man igen tog fat.
Men selv om Ellen og han gik ud fra samme Punkt, var den mindste Pavse
nok til at føre deres Tanker i hver sin Retning; han vidste aldrig, hvor
hun dukkede op igen. Saa godt han efterhaanden troede at kende hende,
bestandig kom hun lige overraskende og uventet bag paa ham. Og var det
ikke netop det han elskede? hvorfor saa bekæmpe det ud fra Fordringerne
til en fattig Logik!
Lige uudgrundelig blev hun ved at være, hvor meget han saa mente han
tilegnede sig af hende. Hun blev større og større af det, en ny og
fremmed Verden bar hun ind til ham — det gaadefulde ubekendte, som han
ellers altid maatte strides med, kom og lod sig tage kært i Favn. Helt
forlangte han hende ikke mere — inderst inde var vel ethvert Menneske
ensomt. Han anede, at hun gennemløb sin egen Udvikling i det skjulte, og
undredes paa hvor hun vel vilde dukke frem engang.
Tidligere havde det pint ham, at hun ikke var med i Bevægelsen — hun
interesserede sig ikke for politiske Spørgsmaal og Valgret. Nu begreb
han dunkelt at netop det var hendes Styrke — han ønskede hende i al Fald
ikke anderledes. Hun blandede sig sjældent bestemmende i, hvad han havde
for — og hvorfor skulde hun ogsaa det? hun øvede jo sin stumme
Indflydelse paa alt hvad han foretog sig; prægede enhver af hans Tanker
lige fra den begyndte at spire frem. Netop fordi hun ikke forstod sig
paa at diskutere, kunde hun ikke gendrives; hvad der for ham var
dræbende Logik, virkede slet ikke paa hende. Han fik ikke sine egne
Tanker forslidte igen af hendes Mund — og ønskede det heller ikke;
hendes vidunderlige Magt over ham beroede netop paa, at hun hvilede saa
støt i sit eget og besvarede de mest knusende Argumenter med et Smil.
Pelle var ved at faa sine Tvivl om Værdien af Forstandens Overlegenhed;
den syntes at have Eneherredømme over Samtiden, men udrettede ikke
overvejende godt. Over for Ellens Væsen forekom den ham fattig. Varmen i
et Kys overbeviste hende mere end tusend Fornuftgrunde, og alligevel
greb hun sjælden fejl.
Og hun gav selv Varme — hos hende søgte de hen baade han og Børnene,
naar der var noget i Vejen! Hun havde ikke mange Ord, men hun varmede.
Endnu bestandig var hun for ham som en Puls, der bankede levende og
haandgribelig frem fra det usynlige, med en forunderlig rolig Tale. Naar
han var træt og hed i Hovedet af Modgang, var der ikke noget dejligere
end at hvile det paa hendes bløde Barm og lytte halvblundende til,
hvorledes det strømmede derinde — med en dunkel, beroligende Mumlen
ligesom Jordens Kilder, naar han i sin Barndom lagde Kinden til Græsset.
Foraaret var dejligt, og de færdedes meget ude i det; naar ingen saa
dem, gik de Haand i Haand langs Digerne som to unge Elskende. Saa talte
Pelle og viste: Se, dér groede det frem paa den Maade og dér paa en helt
anden — var det ikke forunderligt? Han levede hele sin Barndoms
Foraarsspænding op i sig igen. Ellen hørte smilende paa ham, hun
henfaldt ikke i Forundring over noget saa naturligt som at det groede —
hun _forvandledes_ blot! Jorden satte simpelt hen sine Safter op i hende
ogsaa.
Den friske Luft og Arbejdet i Haven brunede hendes nøgne Arme og gjorde
Skikkelsen kraftigere og finere, de gode Kaar gjorde hende sorgløs. En
Dag dukkede der et nyt Væsen frem i hendes Øjne og saa nysgærrigt som et
Kid paa Pelle: Skal vi lege? sagde det. Var det ham eller Vaaren der
tændte i hende? — lige meget, Glæden blev hans! Han gennemsoledes ind i
de inderste Kroge af Sjælen, hvor der endnu sad Skimmel fra Cellemørkets
Tid, gik og kom sig helt, smittedes af Sorgløsheden og var fuldt ud
lykkelig. Og det var Ellen, som voldte det hele; endelig paatog hun sig
at gaa Bud mellem Glæden og ham!
Hun blev blødere og frodigere i Sind for hver Dag. Solen og Blæsten over
det frie Land kaldte Noget frem i hende, som aldrig havde været der før,
en uskyldig Glæde ved hendes eget Legeme og en sanselig Appetit som
gjorde hendes Tænder friske og blanke. Hun straalede af Glæde, naar
Pelle bragte hende smaa Ting til at smykke sig med — nu brugte hun det
ikke til Børnene! „Se engang,“ sagde hun og holdt et Stykke mørkt Fløjl
mod sin Hud der om Aftenen aandede Solvarmen ud igen ligesom vejret Hø —
„saadan en Kjole skal du forære mig, naar vi bliver velhavende.“ Og saa
tindrede hendes Øjne imod ham, fulde af Løfter om rig Gengældelse. Han
troede han hørte Mulden til, og saa kom den ham først rigtig i Møde
gennem hende! Der var en hel Naturtilbedelse i det blotte Begær, hvormed
hun satte Tænderne i Aarets første Radiser og frydede sig over deres
saftige Friskhed. Og naar han om Aftenen sprang af sin Cykle og tog
hende i sine Arme, duftede hun selv frisk af alt det der gik gennem
Foraarsdagen — Vinden og Muldens stærke Grøde. Hendes Aande kunde slaa
ham i Møde som Duft af vild Honning, stærkt sammensat af Støvet og
Nektaren fra Markens Blomster; og da lukkede hun Øjnene som var hun selv
berust af den.
Deres vaagnende Kærlighed blev til en hæftig Førsteforelskelse herude. —
Ellen stod altid ved Laagen og ventede. Saa snart Pelle havde spist,
trak Børnene ham omkring i Haven; de skulde vise ham hvad der var sket i
Dagens Løb og holdt ham i Haanden, Ellen maatte gaa for sig selv. Han og
hun havde en umættelig Trang til at røre ved hinanden, men de smaa lod
sig ikke sætte til Side — „det er vores Far!“ sagde de. Saa lignede
Pelle og Ellen to unge, der holdes grusomt adskilte af en ubarmhjærtig
Skæbne; og de søgte hinanden med Øjne der var tunge af Udtryk.
Naar de smaa var i Seng, stjal de sig bort fra det hele — Lasse Fredrik
hørte efter Huset. Han havde set en Maler sidde uden for Hækken og male
den røgdisede Hovedstad i Foraarsbelysning, og havde anskaffet sig en
Farvelade; nu sad han derude hver Aften og smurte løs. Han vilde ikke
være Sømand længer!
De vandrede op forbi Gaarden og videre ind mod Aftensolen, gik i det
duggede Græs med hinanden i Haanden og stirrede tavse frem. Aftenrøden
farvede deres Ansigter og fik Øjnene til at gløde, Ellens Læber var
tunge og dunkle af længselsfuldt Blod. Der laa en lille Lund et Stykke
inde, der tyede de gærne hen for at være helt borte fra Verden. Tæt ind
til hinanden vandrede de derinde i den dybe Skumring og hviskede sammen;
Pelle havde sin Arm om Ellens Hals, hans Haand havde hun gemt inde paa
sit Bryst. Nu og da bøjede hun sig bagover, for at han skulde kysse
hende; saa hændte det at en usynlig Straale traf hendes Øje og brødes
til en regnbuefarvet Stjærne i Mørket.
Der løb et højt Dige af Græstørv i Skovens Udkant, som Hassel og ung Bøg
hang lavt ned over. Der inde under Løvet havde de smaa Grotter, hvor de
gemte sig; det visne Løv var føget sammen i en hel Drive inde under
Diget og gav et blødt Leje. Fugle smaapippede i Søvne over deres Hoved,
vendte sig paa Grenen og pylrede blødt, som om de drømte Dagens Melodier
op igen; undertiden kom Maanen og kiggede ind til dem med et stort Smil.
Løvets tunge Nataande dyssede dem hen, og det hændte at de først
vækkedes igen af den Gysen, der gaar gennem alting idet Solen staar op.
Saa frøs Pelle; men Ellens Legeme var altid varmt, skønt hun havde taget
af sit Tøj til at lægge under deres Hoveder. Det var som om en skjult
Kraft strømmede gennem hende, naar han satte Munden til hendes Bryst,
syntes han han diede Jorden selv.
Moderlig blev hun ved at være, Hengivelsen kaldte blot paa ny Sider af
hendes Trang til at opofre sig. Hvor var hun rig i sin Omsorg! hun
forlangte kun den haarde Jord og kunde ikke gøre sig selv blød nok — alt
var til for ham. Og saa ufattelig blød kunde hun gøre sig selv. Forsynet
havde kastet al sin Rigdom og Varme i hendes Skød; det undrede ham ikke,
at baade Livet og Lykken valgte sig Rugeplads der.
Deres Kærlighed tiltog i Styrke og Glød omkap med Solen og gjorde lyst
og godt allevegne, der blev ikke Plads for noget Mørke. Pelle tog alle
Fortrædeligheder med et stort Smil, han gik om i en Tilstand af
Halvbedøvelse, selv de alvorligste Forretninger kunde ikke trænge Ellens
Billede ud af hans Sind. Hendes hede Aande glødede Luften om ham Dagen
igennem og fik ham til at haste hjem. Og hjemme ved Bordet havde de
hemmelige Tegn, som sigtede til deres løndomsfulde Verden; de levede
Ungdommens Førstekærlighed med dens søde Hemmelighedsfuldhed og lo til
hinanden i ung og stjaalen Forstaaelse, som vogtede hele Verden paa dem
og ingenting maatte vide. Naar deres Fødder rørte hinanden under Bordet,
mødtes deres Øjne, og Ellen rødmede til som en ung Pige. Hendes
Hengivelse var saa stærk, at den ikke taalte Medviden — ikke engang
mellem dem selv. Der laa en rød Flamme hen over hendes Ansigt, og Øjnene
var slørede, som gik hun og gemte Stævnemødets usigelige Sødme fra Gang
til Gang. Hun talte nødig, svarede helst med et Smil, gik nynnende og
bar sin unge Lykke.
* * * * *
En Eftermiddag han kom cyklende hjem, tog Ellen ikke imod ham som hun
plejede; han blev angst og skyndte sig ind. Sofaen var redt op til Seng,
Ellen stod derhenne og bøjede sig over Johanne, som laa og rystede i
Feber. Hun rettede sig op og tyssede paa ham. Børnene sad henne i en
Krog og stirrede forskræmt paa den syge, der laa med lukkede Øjne og
jamrede sig sagte.
„Hun kom rendende herud i Eftermiddag!“ hviskede Ellen og saa underligt
paa ham — „jeg aner ikke hvorfor. Hun er forfærdelig syg. — Jeg har
sendt Lasse Fredrik ind til Morten, saa han kan vide hun er hos os.“
„Har I sendt Bud efter Læge?“ spurgte Pelle og bøjede sig ned over
Johanne.
„Ja. Lasse Fredrik siger til Morten om at tage sin Læge med — han kender
hende jo bedst. Jeg tænker, de snart er her.“
Johanne skælvede i Kuldegysninger. Hun laa og arbejdede med Tungen mod
den tørre Gane, udstødte af og til en Række usammenhængende Ord og
kastede sig frem og tilbage. Pludselig rejste hun sig op i Rædsel, de
udspilede Øjne stirrede paa Pelle, men hun kendte ham ikke. „Gaa din Vej
— jeg vil ikke!“ skreg hun og stødte ham for Brystet. Hans dybe Stemme
beroligede hende dog igen, hun lod sig putte ned og laa stille med
lukkede Øjne. Og saa begyndte det forfra.
„Der har været nogen efter hende,“ sagde Ellen grædende. „Hvad kan det
dog være?“
„Det er det gamle, der forfølger hende,“ hviskede Pelle rystet. „Morten
siger, at det stadig kommer op i hende igen. — Tag Børnene ud i Haven,
Ellen — jeg skal nok blive hos hende.“
Ellen gik med de smaa, de var næsten ikke til at faa frem af Krogen. Men
lidt efter lød deres pludrende Stemmer derude fra Plænen.
Pelle sad med sin Haand paa Johannes Pande og stirrede hen for sig — han
var brutalt blevet vækket til Livets Gru igen. Det stred i krampagtige
Ryk derinde i hendes forpinte Barnepande, det var som han i sin Haand
holdt en flagrende Sjæl, der var traadt i Skarnet under raa Hæle. En
stakkels søndertraadt Fugleunge, der hverken kunde flyve eller dø.
Han vækkedes ved, at en Vogn hastigt kørte op for Havelaagen, og gik ud
for at tage imod Mændene.
Lægen var meget betænkelig ved Johannes Tilstand. „Jeg er bange for, at
Kriserne tager til i Stedet for af,“ sagde han hviskende. „Bedst var det
jo, om hun kom paa Hospitalet, saa snart hun kan flyttes.“
„Vilde det være bedst for hende?“ spurgte Ellen.
„Nej — ikke just for hende selv — men — — Hun bliver en vanskelig
Patient, Frue!“
„Saa bliver hun her,“ sagde Ellen. „Hun skal nok faa det godt.“
Lasse Fredrik maatte paa Cyklen og afsted til Apoteket. Straks efter
kørte Lægen.
De sad uden for Havestuedøren, saa de kunde høre ind efter den syge, og
talte sagte sammen. Det var en Ynk at se Morten, Johannes Flugt fra ham
var gaaet ham nær til Hjærtet.
„Hvorfor mon hun gjorde det?“ spurgte Pelle.
„Hun har været underlig, lige siden du var ude og foreslog at hun skulde
ud til jer,“ sagde Morten bedrøvet. „Hun satte sig i Hovedet, at hun laa
mig til Byrde og jeg helst vilde af med hende. For et Par Dage siden
stod hun op, mens jeg var ude, og gav sig til at arbejde i Huset —
formodenlig for at yde Vederlag for sit Ophold. Hun er jo sygeligt
ærekær. Da jeg bestemt forbød hende det, erklærede hun, at hun ikke
vilde skylde mig noget og agtede at gaa sin Vej. Jeg vidste, at det godt
kunde falde hende ind til Trods for at hun var syg, og holdt mig hjemme.
I Middags gik jeg lige ned for at hente Mælk, og da jeg kom op, var hun
borte. Godt var det at hun søgte herud, jeg tror hun kan hitte paa hvad
som helst, naar den Tanke først er kommet op i hende, at hun ligger til
Byrde.“
„Hun holder vist meget af Dem,“ sagde Ellen og saa paa ham.
„Det tror jeg ikke,“ svarede Morten med et fortvivlet Smil — „i saa Fald
har hun skjult det godt. Jeg har nærmest haft Indtryk af, at hun hadede
mig siden den Dag, vi talte om at hun skulde her ud. — Maa jeg blive her
i Nat?“
„Bare De vil tage til Takke,“ svarede Ellen. „Det bliver ikke nogen
Luksusseng De faar, men De kan da komme til at ligge ned.“
Men Morten vilde ikke i Seng. „Jeg bliver oppe og vaager over Johanne,“
sagde han.