XV

Inde i Fællesvirksomheden gik Arbejdet sin rolige Gang. Der stod ikke

noget Gny af den, inden for Bevægelsen var man nær ved at glemme, at den

overhovedet var til. Det var en lang og sej Vej, Pelle var inde paa, men

han var ikke i Tvivl om, at den førte til Maalet, og gik sindigt til

Værks. Aldrig havde hans Aandedræt været saa langt.

Foreløbig gjorde han Erfaringer. Han og Peter Drejer havde opdraget en

Stab af solide Arbejdere, som vidste, hvad det drejede sig om, og ikke

lod sig slaa ud af Leje, selv om der kom et fremmed Element ind.

Forretningen voksede stadig og krævede ny Tilgang, men han havde ingen

Vanskeligheder af de ny Kræfter; Foretagendet var saa stærkt, at det

slugte og omdannede dem.

Fabrikanterne i al Fald huskede, at han var til, skadede ham, hvor de

kunde. Det glædede ham, fordi det fastslog, at han var farlig for dem.

Gennem deres Forbindelser lukkede de for Krediten, og da det ikke førte

til noget, fordi han havde Bruns Formue i Ryggen, boykottede de ham for

Materialer ved at tvinge Læderhandlerne til ikke at sælge til ham. Han

maatte saa indforskrive Materialerne fra Udlandet. Lidt ekstra Besvær

var der forbundet med det; nu galdt det om at have Orden i Sagerne, saa

man ikke stod og manglede et eller andet.

En Dag manglede der en Artikel i en ny Sending, og det hele var ved at

gaa i Staa. Han fik den skaffet til Veje ved et Krigspuds men var gal i

Hovedet. „Jeg kunde have Lyst til at lange de Læderhandlere én ud igen,“

sagde han til Brun, „her skal man gaa og luske sig det til, hvis man

tilfældig staar og mangler noget. Skal vi ikke leje Butiken her inde ved

Siden af og oprette en Læderhandel? Det er en Lussing til de andre, og

saa har vi selv altid, hvad vi bruger. Vi skal jo ikke spille Herskab

paa den Historie, saa jeg tror de mange Smaamestre omkring i Krogene vil

blive glade for os.“

Ja, Brun havde ikke noget imod, at Krigen blev ført lidt mere paa

Kniven. Der skete ham ikke nok!

Den ny Forretning aabnede til Oktober. Pelle vilde haft Peter Drejer til

at lede den, men han undslog sig. „Jeg egner mig vist ikke til at købe

og sælge,“ sagde han mørkt. Saa tog Pelle en af de unge Arbejdere fra

Værkstedet op i Forretningen og holdt selv Øje med den.

Det gav allerede mere Skub i Tingene; der var nok at tage i. Nu

frembragte Virksomheden meget mere, end der kunde afsættes i Butiken; og

Pelles Læderhandel gjorde Smaamestrene uafhængige af Privatkapitalen.

Mange af dem havde lidt Smaasalg af Fabriksfodtøj ved Siden af

Reparationsværkstedet og tog nu deres Varer fra ham. Ude i Provinsen

havde hans Fodtøj allerede vundet Indpas adskillige Steder; det var

kommet af sig selv, det ene tog det andet med sig. Fabrikanterne

forfulgte det derude ogsaa — hvor de kunde; Følgen var, at Arbejderne

tog det op og tvang det ind igen i de Forretninger, hvor de var

Kundekredsen. Der begyndte at staa Kamp om _Pelles Fodtøj_.

Men han vidste, at det kun var Begyndelsen. Det maatte komme til et

stort Sammenstød, og var han saa tilstrækkelig godt funderet?

Fabrikanterne var i Færd med at oprette en Butik lige overfor, hvor der

skulde sælges billigt for at ødelægge hans Udsalg, og en Dag satte de

sagtens Priserne stærkt ned over det hele for at faa ham vippet af

Pinden.

„Lad dem kun,“ sagde Brun. „Saa kommer Folk billigt til Fodtøj!“ Men

Pelle imødesaa med Bekymring det ny Angreb. Selv om de holdt det ud,

kunde det godt udtømme deres økonomiske Kræfter.

De var for isolerede, det var Ulykken. Endnu var de som den, der skyller

i Land paa aaben Strand, de havde ingenting at falde tilbage paa.

Arbejdsgiverne havde forlængst opdaget, at de var lige saa

internationale som Arbejderne, og havde adopteret Pelles gamle

organisatoriske Tanke. Det gik ikke altid glat med at faa sine

Materialer fra Udlandet heller, han mærkede Sammenhængen! Saalænge han

ikke havde faaet Garverne til ogsaa at oprette et Fællesforetagende,

kunde han naar som helst risikere at faa Fødderne slaaet væk under sig.

Og først og fremmest maatte han have den store Arbejderhær med sig, det

var den, det hele tog Sigte paa.

En Dag stod han igen paa Talerstolen efter lange Aars Forløb og holdt

sit første Foredrag om Kooperationen. Det var helt underligt igen at

staa over for sine egne og føle deres Ansigter rettet paa sig. Foreløbig

saa de ham an som en, der vendte tilbage fra det fremmede med nye Ideer

— eller kanske blot ny Paahit; men han skulde nok vinde dem! Netop deres

Træghed lovede godt, naar først den blev overvundet; han kendte dem

igen, de var svære at sætte i Gang — og næsten ikke til at stanse igen.

Fik hans Ide først rigtig fat i disse Folk med deres vældige

Organisationer og urokkelige Disciplin, saa var den uovervindelig. Han

kastede sig med Kraft ind i Agitationen og holdt hver Uge Foredrag i en

politisk eller faglig Forening.

„Pelle, hvor har du travlt,“ sagde Ellen, naar han kom hjem. Hendes

Tilstand fyldte ham med Lykke, den var som et Segl paa deres ny

Forening. Hun havde trukket sig lidt mere tilbage i sig selv, over

hendes Ansigt og Skikkelse lagde sig et Skær af drømmende Blødhed. Lidt

hjælpeløs og fjærn i det tog hun nu imod ham ved Laagen — en ung Moder,

der maatte tages paa med varlige Hænder! Han saa hende trives fra Dag

til Dag og bære — gavmildt som Haven bar de sidste tunge Blomster, og

havde en lykkelig Følelse af at det groede for ham paa alle Kanter.

Morten saa de ikke meget til, han befandt sig i en Krise og færdedes

helst for sig selv. Han klagede stadig over, at han ingen Vegne kunde

komme med sit Arbejde, selv den mindste Ting, han begyndte paa, kørte

fast for ham.

„Det er, fordi du ikke længer tror paa det,“ sagde Pelle. „Den, der

tvivler om sin Gærning, skærer jo den Gren over, han selv sidder paa.“

Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det er meget værre endnu — for

det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og

har ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det — det er, fordi

Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele

vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.“

„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det er jo det og ikke

Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for

længe siden — blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al

Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?“

„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne er de dog! Og maatte

man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes

med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan se

historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo

ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en

kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa

lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en

Uforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre

Tilstande; derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig

Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min

Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke

Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved

dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det bestandig

i mig, at _de_ faar for lidt, der har hjulpet mig — min Vaskekone og de

andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager

min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred;

hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre,

maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at

kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det

nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke —

det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen der hen engang — hvis ikke

de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er

fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med — og mit eget Liv

har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har

været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa

det.“

Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han

sammen og gik og frøs.

Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et

Papir. „Jeg har faaet et Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg

til Syden.“

„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle.

„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv

har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han

gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu skal jeg ned og

slikke Sol, du — rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil

have godt af springe en Vinter over.“

„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende Øjne.

„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke

trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil

jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs

Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker

ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov at

leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.“

„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,“ sagde Ellen, da

Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. „For kommer han først i

Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. — Jeg kommer

vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans

Kuffert — han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at

faa sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.“

„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?“ spurgte Pelle.

„Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten

glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“

Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun

kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de

nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da

hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det

saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig — han

kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen

kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver

Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige

blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede

Morten spagfærdigt — det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe

Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen,

efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men

slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden

Kolportør — det kunde vel betale sig!

Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. Pelle kom op ved hendes

Ivrighed, han stod lænet mod Døraabningen og saa paa dem. „Det er

rigtigt, giv ham bare en Omgang Gaberbejse, saa han kan holde, til han

naar hjem igen,“ sagde han leende. „Han kan godt trænge til det.“

Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. „Gudskelov man ikke er gift,“

sagde han. „Jeg begynder virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.“

Man kunde se paa ham, at han nød Omsorgen.

„Ja nu kan du da se, hvad for et Huskors jeg har faaet,“ svarede Pelle

alvorligt. „Du har aldrig villet tro det før.“

Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende fuld, og nu vidste

hun da, han ikke kom til at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der

kun Toiletsagerne — ikke engang dem havde han sørget for. Hun trak en

vældig stor Bog ud af Toilettasken paa den indvendige Side af

Kuffertlaaget, for at gøre Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten

springende. „Den _maa_ jeg ha’e med — hvordan det saa gaar,“ sagde han

bestemt. Det var Victor Hugos: _De Ulykkelige_ — Mortens Bibel.

Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu ogsaa var saa

nødvendigt at slæbe om med saadan et Uhyre — det var jo et helt Brød.

„Der er ingen Plads til den,“ erklærede hun og lagde den roligt til Side

— „da ikke hvis De vil have saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De

træffer ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; dem er der

vist nok af allevegne.“

„Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager mine Skrivesager med?“

spurgte Morten i en ansøgende Tone.

„Jo,“ svarede Ellen leende — „og De maa ogsaa godt bruge dem til noget

kønt — — hvis det da er os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed

er der nok af!“

„Naar nu Solen har skinnet rigtig paa mig, saa kommer jeg hjem og

skriver jer en Bog om den,“ sagde Morten alvorligt.

Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig oppe og tog ud paa

Kirkegaarden. Det trak længe ud, de gik og ventede paa ham med

Frokosten. „Nu kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,“ raabte Lasse

Fredrik endelig; han havde været oppe paa Bakkegaarden efter Mælk.

„Saa kan vi godt komme Æggene i,“ sagde Ellen til Søster, som gik hende

lidt til Haande i Køkkenet.

Morten var højtidelig til Sinds. „Nu er Roserne paa Johannes Grav igen

plukkede,“ sagde han. „Jeg begriber ikke, at nogen kan faa over sit

Hjærte at plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst af os

allesammen.“

„Det glæder mig at høre dig sige det!“ udbrød Pelle. „For en Maaned

siden var du i Stand til at synes, at de Døde var de eneste velhavende.“

„Du er en Klippe,“ sagde Morten smilende og tog ham i Skuldrene. „Selv

om alt andet forandrer sig — dig ved man altid hvor man har.“

„Til Bords, til Bords!“ raabte Ellen. „Men straks — eller bliver

Overraskelsen kold!“ Hun stod og ventede med et tildækket Fad.

„Hvad — du har jo nylagte Æg!“ udbrød Pelle forbavset.

„Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de sidste Dage — det er til

Ære for Morten.“

„Næ, det er til Ære for det gode Vejr — og saa fordi de faar Lov at løbe

frit om nu!“ indvendte Lasse Fredrik.

Morten lo: „Lasse Fredrik er en uforbederlig Realist — Tilværelsen

behøver ikke pyntes op for hans Skyld.“

Ellen gik og kræsede for Morten. „Nu skal De værsgod spise,“ sagde hun.

„Det er ikke sikkert, De faar ordenlig Mad derude i det fremmede.“ Hun

tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i _Palæet_ havde rørt

sammen.

Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op hos Kusken, Morten og Pelle

steg til Vogns — det var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse

Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned til Hovedvejen; saa

sprang de af og løb tilbage. Deroppe ved Gavlen stod Ellen og vinkede —

med Svend Trøst ved Haanden.

„Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,“ sagde Pelle.

„Ja for dig maatte det være underligt,“ svarede Morten og kastede et

sidste Blik tilbage efter Pelles Hjem. „Men jeg rejser jo ikke væk fra

noget — jeg rejser det tvært imod i Møde.“

„Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig trampende over Hovedet

længer — især for Ellen og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?“

„Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet om, hvordan dit

Foretagende trives.“

Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under Hjærtet, mens han stod og

stirrede efter det, som hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde

altid været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; lige siden

Garibaldi dukkede op i det trange Værksted derhjemme i Provinsbyen,

havde han gaaet og glædet sig til det. Nu stak Morten ud — han selv kom

nok aldrig afsted, han fik nøjes med den „Udenlandsrejse“ han havde

haft.

Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, hvor Toget var

forsvundet — med Sindet borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og

opdagede, at han uden at ville det havde staaet og følt sit Hjem som en

Klods om Benet. Og derhjemme gik Ellen og Børnene og kiggede langt

efter, om han ikke snart kom — mens han stod her og drømte sig bort fra

dem! De tog sig ingenting til, før han var der, for Søndagen var jo hans

Dag — den eneste Dag de havde ham rigtig. — Han skyndte sig ud og sprang

paa en Sporvogn.

Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over Grøften ind paa Marken,

fik han Øje paa Brun lidt fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar

arbejdede sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert Øjeblik

tvang hans Astma ham til at stanse. „Han er paa Vej ud til os!“ tænkte

Pelle rørt; det var ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur

over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være for den gamle Herre. Og

alligevel gjorde han den flere Gange om Ugen for at komme ud og se til

dem.

„Ja, nu har I mig der igen,“ sagde Brun. „Bare I ikke bliver kede af mit

Rend.“

„Det er der vist ingen Fare for,“ svarede Pelle og tog ham under Armen

for at lette ham Bakken. „Børnene er jo ganske tossede efter Dem!“

„Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved — og dig ogsaa, Pelle! Men din Kone

gør mig usikker.“

„Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes ydre Væsen — hun

holder meget af Dem,“ sagde Pelle varmt. „Den der tager Børnene paa

Skødet, tager Ellen om Hjærtet.“

„Mener du virkelig det? — Jeg har altid ringeagtet Kvinden, fordi hun

mangler Personlighed — lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en

sjælden Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen — saa stærk at hun

gør mig usikker. Kunde du ikke faa hende til at lade være med at kalde

mig Hr. Brun.“

„Jeg skal sige det til hende,“ sagde Pelle leende. „Men det er ikke

sikkert det nytter noget.“

„Denne _Hr. Brun_ er ved at blive mig en uudholdelig Person, skal jeg

sige dig; og ude hos jer vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du

skulde vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med saadan en

Herre, der ikke staar i inderligt Forhold til noget som helst. Andre

hedder dog _Far_, _Bedstefar_, et eller andet menneskeligt; men mig

affærdiger alle Livets Forhold med et _Hr. Brun_! — Tak Hr. Brun! —

Mange Tak Hr. Brun!“ Den gamle var i sit desperate Humør, han gik og

vrængede Ordet ud.

„Det er nogle slemme Veje herude,“ sagde han pludselig og stansede for

at puste. „Man begriber ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven

for Byen — at Spekulationen ikke melder sig.“

„Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har de forresten begyndt at

fylde den ud ovre i den nordre Ende ser jeg,“ sagde Pelle.

Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede saa opgivende paa

Hovedet.

„Næ — jeg kan ikke se saa langt uden Briller — det er ogsaa en af

Bøgernes Velsignelser. — Jo det er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun

til Brillerne, naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til dem, naar

jeg vil orientere mig i Verden — det gør en stor Forskel. Det er

Gadernes og de dumme Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke

noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen lukker for alle ens

Sanser, og Bøgerne fører en bort fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa

at flytte ud.“

„Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem ikke til at tage ind og ud i

al Slags Vejr.“

„Saa opgiver jeg Biblioteket,“ svarede Brun. „Det vil ikke volde mig

stor Sorg — jeg har tilbragt nok af mit Liv dér. Tænk dig Pelle, det gik

op for mig i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det meste af

Verdens Literatur — men har ikke engang set et Barn blive svøbt! Hvad

Ret har Folk som jeg til at snakke med?“

„Jeg kan ikke forstaa det,“ sagde Pelle. „Mig har Bøgerne hjulpet til

saa meget.“

„Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var ung, gik jeg ud og tog

fat med mine Hænder. Jeg er gaaet Glip af mere ved aldrig at have

arbejdet mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved ikke at kende de

store Klassikere. Jeg gaar og opdager min egen Fattigdom, Pelle; nu

byttede jeg gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en lun

Ovnkrog.“

Børnene kom løbende ned over Marken. „Har du noget til os i Dag?“ raabte

de paa lang Afstand.

„Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. Jeg tør ikke knappe Frakken

op herude for min Hoste.“

„Jamen du gaar saa langsomt,“ sagde Svend Trøst. „Er det fordi du er saa

gammel?“

„Ja det er det nok,“ svarede den gamle Mand leende. „I faar øve jer i

lidt Taalmodighed.“

Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde mest af. De greb ham i

Frakken og trak afsted med ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind

i Gangen.

Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke noget. Hun hjalp Brun af

Frakken og Halstørklædet og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik

hun ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun vilde ham, og

fulgte efter.

„Pelle,“ sagde hun alvorligt — „Børnene er altfor fri mod Hr. Brun. Jeg

kan ikke forstaa at du ser roligt paa det.“

„Jamen han er glad for det, Ellen — ellers kan du da begribe, jeg nok

skulde bræmse dem. Han vil netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg

tror han vilde blive endnu gladere for? — om du tilbød ham at bo hos

os.“

„Nej det gør jeg aldrig,“ erklærede Ellen bestemt. „Det vilde se altfor

underligt ud af mig.“

„Men naar han nu trænger til et Hjem — og holder af os! Han omgaas ingen

andre end os.“

Ja — nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe — det de havde at byde

paa. Og Brun som kunde købe al den Hygge, der var at faa for Penge. „Saa

maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode Tæpper paa Gulvene —

og mange andre Ting.“

„Det kan du jo ogsaa faa,“ sagde Pelle — „naturligvis vil vi have det

saa hyggeligt vi kan. Brun er forresten lige saa nøjsom som vi er.“

Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, og der var Ting hun ikke

kunde være bekendt. „Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa

have det hyggeligt,“ sagde hun. „Men det er underligt, han ikke selv

foreslaar det; det kan han dog meget bedre end vi.“

„Nej det skal jo netop komme fra os — fra _dig_, Ellen. Han er lidt

bange for dig.“

„For mig?“ udbrød Ellen forfærdet. „Og jeg som — nej men der er jo

ingen, jeg hellere vilde være god imod! — Saa skal jeg nok sige det,

Pelle — men ikke lige nu.“ Hun tog sig til Kinderne, hun var blussende

rød af Glæde og Forvirring over, at hendes lille Hjem var saa meget

værd.

Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med Svend Trøst paa Skødet.

„Det er en ordenlig Prop,“ sagde han — „men han ligner ikke sin Mor. Det

er dine Træk helt igennem.“

„Ellen er heller ikke Mor til ham,“ sagde Pelle sagte.

„Naa saadan. Det er pudsigt med de tre Rynker i Panden, han har faaet

efter dig — de ligner Bølgelinjerne i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var

vrede altid begge to.“

„Det var vi ogsaa dengang,“ sagde Pelle.

„Apropos Vrede,“ vedblev Brun — „jeg henvendte mig saa igaar til

Politimyndighederne og fik udvirket, at de indstiller Forfølgelsen mod

Peter Drejer — paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation

blandt Soldaterne.“

„Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det vilde være det samme som

at opfordre ham til at afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med

megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske Udtryk, og

videre faar man ham sikkert ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og

det maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang bekæmpe det bestaaende

med aandelige Vaaben, saa hører jo alting op.“

„Ja det er ganske rigtigt,“ sagde Brun — „jeg har bare ondt af ham.

Politiet holder ham dér i en Tilstand af Betændthed altid — han har jo

slet ingen Glæde af at være til.“