Maries Skæbne laa ikke tungt over Pelle mere, Tiden havde visket det
bitre ud. Han kunde uden Selvbebrejdelse tænke paa sit Samliv med de tre
Søskende i _Arken_, og undredes ofte paa hvordan det var gaaet de to
Brødre. Ingen kunde give ham Oplysninger om dem.
En Dag i Middagspavsen cyklede han et Ærende ud til Morten for Ellen. I
Mortens Dagligstue sad en sammensunken Skikkelse med Ryggen til Vinduet
og stirrede ned i Gulvet. Klæderne laa slunkent om ham, det tynde Haar
var farveløst, langsomt rettede han et græsselig hærget Ansigt mod
Døren. Men Pelle havde allerede kendt ham — paa den højre lemlæstede
Haand der kun havde Tommelfinger og et Led af Pegefingeren. Han gemte
den ikke længer af Vejen, men lod den hvile paa det tynde Ben.
„Nej, goddag Peter!“ udbrød Pelle overrasket og strakte Haanden ud efter
hans venstre. Peter trak Haanden op af Lommen og rakte ham den; det var
en død lemlæstet Klump med nogle smaa Fremspring som Ansatser til
Knolde, Pelle fik mellem sine Fingre. Peter saa ham ind i Ansigtet uden
at fortrække en Mine; det glimtede blot lidt i hans Øjne, da Pelle for
sammen.
„Hvad Fanden stejler du for?“ sagde han tørt. „Det er vel noget enhver
kunde sige sig selv, at det ikke gik i Længden at passe en Klippemaskine
med én Haand. Jeg vidste det lige saa godt som enhver anden paa
Fabriken, og gik og ventede det hver Dag — til sidst maatte jeg lukke
Øjnene. Saa for Helvede, kan det ikke snart faa en Ende, tænkte jeg tidt
— og saa en Dag var’et der!“
Pelle var kommet til at fryse. „Fik du ikke nogen Ulykkesforsikring?“
spurgte han for at faa noget sagt.
„Selvfølgelig fik jeg det! Hele Raadet var sku samlet i Anledning af min
Ringhed, jeg blev tilkendt 3000 Kroner som fuld Invalid. Naa, Mesteren
ejede nu ingenting og havde forsømt at forsikre mig, saa det blev paa
Papiret. Men et stort Fremskridt er det jo altid fra forrige Gang — ikke
sandt Kammerat? Noget har Partiet dog udrettet!“ Han saa spottende paa
Pelle. „Du skulde tage og udbringe et Leve for Papirreformerne!“
Peter var Bud og en Slags Sekretær i en revolutionær Ungdomsforening,
han havde lært sig at læse og sad sammen med andre unge og granskede den
anarkistiske Literatur. De andre sørgede kammeratligt for ham, et
Vidunder var det at han ikke var gaaet til Bunds. Han havde kun Skindet
over de bare Knogler, og lignede en indædt Fanatiker der er omtrent
fortæret af sin egen Ild. Hans Forstand havde det aldrig været videre
bevendt med, men der var heller ikke mange Ben i det Problem,
Tilværelsen havde stillet ham. Han hadede med en Logik, der var ganske
fældende. Det stærke Samfund havde vedtaget en Skinlov — det hæftede
ikke engang for de Forpligtelser, det selv indrømmede at have over for
ham. Nu var han færdig med det og hørte til Omstyrterne.
Han var oppe hos Morten for at anmode ham om at læse op i Klubben. „Det
er ikke, fordi vi anerkender Forfatterne — det maa du ikke bilde dig
ind,“ sagde han med sit mørke Udtryk. „De lever paa os andre og nyder en
meningsløs Anseelse for det. Det er kun det legemlige Arbejde, der
fortjener at hædres — alt andet er bare Snyltere. Jeg vil altsaa bare
sige det, for at du ikke skal møde med en forkert Indbildning.“
„Ja tak for det,“ sagde Morten smilende. „Det er altid rart nok at vide,
hvor meget man er anslaaet til. Men I mener altsaa dog nok I kan bruge
mig?“
„Ja, du hører jo til de forholdsvis pænere af dem, der agerer for at
underholde Kapitalisterne. Men vi er enige om i Klubben, at du er ingen
rigtig Proletardigter — du er altfor slikket. Proletardigtere har der
aldrig fandtes, og det kan ogsaa være det samme; for der skal ikke laves
Underholdning paa Elendigheden. Det kan godt være, at du faar alt det at
vide deroppe.“
„Det er godt — jeg skal nok komme,“ svarede Morten.
„Og hvis du vil skrive os en Kantate til vor Stiftelsesfest — det er
Dagen for den store russiske Massakre — saa skal jeg se at faa den
antaget. Men det skal ikke være det sædvanlige Halleluja.“
„Det var morsomt jeg traf dig,“ sagde han til Pelle med sit
uforanderligt mørke Udtryk. „Har du set noget til Karl?“
„Nej, hvor er han henne?“ spurgte Pelle ivrigt.
„Han er Storborger nu — han har vistnok Forretning inde i Adelgade. Men
det faar han ikke længe Glæde af.“
„Hvorfor da? er der noget i Vejen med hans Affærer?“
„Ikke andet end det, at vi en Dag rager Skidtet ned over Hovedet paa jer
allesammen — vi er snart en hel Del nu. — Hør, du kunde tale en Aften i
vor Forening og fortælle os lidt om dit Fængselsophold; jeg tror det
vilde interessere. Vi anvender ellers aldrig Uvedkommende, men taler
selv for hinanden. Men dig tror jeg ikke, der kunde være nogen
Vanskeligheder ved at faa indført.“
Pelle lovede det.
„Han er sej, hvad?“ udbrød Morten da han havde lukket Peter ud — „men
han er ikke saa tosset. Lagde du Mærke til, at han ikke bad om noget?
det gør de aldrig. Naar de er sultne, gaar de hen til den første den
bedste og siger: Lad mig faa noget at spise! De er ligeglade hvad der
puttes i dem, blot det mætter — og takker aldrig forbindtligst.
Ingenting gaar dem paa, det er Folk som sætter Tyven over Tiggeren. Jeg
kan i Grunden godt lide det — der er en ny Tone i det. Kanske er vor
skikkelige Drøvtygger i Færd med at afhænde den ene Mave og omsætte det
ledige Stof i Tænder og Klør.“
„Bare de vilde komme frem og gøre et Arbejde med,“ sagde Pelle. „De
stærke Ord udretter saa lidt.“
„Hvordan gaar det med din fredelige Revolution?“ spurgte Morten med et
lille Blink i Øjet. „Ser du nogen Fremgang i Arbejdet?“
„Aa ja, det gaar langsomt men sikkert — Verden blev jo ikke til paa én
Dag. Jeg troede forresten ikke, du interesserede dig for det.“
„Jeg tror du har rigtigt fat, Pelle,“ svarede Morten alvorligt. „Men lad
kun Ungdommen fyre under — des hurtigere gaar det. Det skader ikke, at
der gror ny Eventualiteter frem herhjemme; de Styrende maa godt have den
Bevidsthed, at der ligger Krudt under Taburetterne. Det vil styrke deres
Ansvarsfølelse mægtigt! — Vil du hilse paa Johanne? hun har længtes
meget efter dig. Hun har det desværre ikke godt igen!“
„Ellen sendte mig herud for at foreslaa dig, at hun kommer ud til os paa
Landet. Hun mener Barnet maa være til stor Ulejlighed for dig — og
heller ikke kan faa den rigtige Pasning her.“
„Det er elskværdig tænkt af din Kone — men har hun ikke nok om Ørerne?“
„Aa, Ellen kan overkomme meget,“ sagde Pelle varmt. „Du vil gøre hende
en Glæde med det.“
„Saa siger jeg jer Tak for Tilbudet,“ udbrød Morten. „Det vil betyde en
stor Lettelse for mig — bare hun nu kan taale Overflytningen. Det er
ikke saadan, at hun volder mig Bekymring mere, vi har det udmærket
sammen. Johanne er god og føjelig, et rigtig prægtigt Barn saa forhutlet
hun er. — I vil ingen Vanskeligheder faa af hende. Men jeg tror hun har
godt af at komme væk fra mig her, hen et Sted hvor der er en Husmoder —
og Børn. Pasningen er det jo ogsaa saa som saa med.“
De gik ind til hende, hun laa og sov; der sad store Svedperler i hendes
blege Ansigt. „Det er Udmattelsen,“ hviskede Morten, „hun har ikke ret
mange Kræfter endnu.“ Deres Nærværelse gjorde hendes Søvn urolig, hun
kastede sig frem og tilbage; pludselig slog hun Øjnene op og stirrede
omkring sig med et Udtryk af vanvittig Rædsel. Saa genkendte hun dem og
smilede; hun lettede sig lidt og rakte Pelle begge sine Hænder med et
henrivende Udtryk af barnligt Koketteri.
„Fortæl mig noget om Huset derude og Svend Trøst,“ sagde hun og gjorde
Plads til ham paa Sengekanten. „Jeg ligger og keder mig, og Hr. Morten
er saa alvorlig.“ Hun saa udfordrende hen paa ham.
„Er han det?“ udbrød Pelle. „Det er nok, fordi han skriver Bøger.“
„Næ, men man er nødt til at holde lidt paa Værdigheden,“ sagde Morten og
satte et pudsigt Skolemesteransigt op. „Den lille Frøken begynder at
blive lidt næbbet.“
Johanne laa og smaalo indvendig og flyttede Øjnene fra den ene til den
anden. „Han skulde ha’e et Par Briller, saa lignede han en rigtig én,“
sagde hun. Hun talte halv hviskende, mere havde hun ikke Kræfter til;
men Stemmen var varm af Kaadhed.
„Du maa hellere tage hjem til os, naar han er saa slem,“ sagde Pelle.
„Saa kan du lege med Børnene og ligge i Haven i Solskinnet. Du kan tro
den er dejlig nu! — Ja, det _er_ mit Alvor,“ vedblev han da hun stadig
smilede. „Ellen bad mig tage herind og sige det.“
Hun blev pludselig alvorlig og saa fra den ene til den anden en Stund.
Saa tog hun de mørke Øjne til sig. „Flytter Morten med derud?“ spurgte
hun med bortvendt Ansigt.
„Nej jeg maa jo blive her, Johanne. Men jeg kommer ud og ser til dig.“
„Hver Dag?“ Hun laa vendt mod Væggen og kradsede i Tapetet med Neglene.
„Jeg skal nok komme og se til min lille Kærest lige saa tidt jeg kan,“
sagde Morten og strøg hende over Haaret.
Hun rødmede op over Halsen, Blodet gik frem i en pludselig Bølge og
sugedes saa umærkeligt op i Hudens Bleghed, som en døende Glød. Saadan
kom og gik Hannes Blod ogsaa for et godt Ord, hun havde arvet Moderens
Blu — og usigelige Ynde. Og hendes lunefulde Stædighed nok ogsaa.
Hun laa stum med Ryggen til dem og svarede ikke paa deres Overtalelser.
Det var ikke godt at sige, om hun overhovedet hørte paa dem. Men
pludselig vendte hun Ansigtet mod Morten med et hadefuldt Udtryk. „Du
behøver ikke gøre dig saa megen Ulejlighed, du skal nok blive af med
mig,“ sagde hun. Hendes Øjne brændte imod ham.
Morten saa blot bedrøvet paa hende, men Pelle blev vred. „Du maa godt
skamme dig at tage det paa den Maade,“ sagde han. „Det har Morten til
Tak for alt sit! Jo det vil jeg nok sige — du er rigtignok en
taknemmelig Sjæl.“
Hanne laa og tog imod Skændene uden at røre en Mine. Da han holdt op,
tog hun stille hans Haand og lagde den over sit fine spidse Ansigt — den
dækkede det helt. Hun laa og tittede frem paa ham og Morten mellem de
store Fingre, med et underlig resigneret Udtryk der skulde være skælmsk.
„Jeg ved godt, at det var grimt,“ sagde hun udtryksløst og førte Pelles
Langfinger frem og tilbage foran sine Øjne saa hun kom til at skele —
„men jeg skal nok gøre hvad I siger. Elle-Pelle, Morten-Porten — jeg kan
snakke P-Sproget!“ Hun lo fortvivlet.
„Du skal se, du bliver meget raskere og gladere, naar du kommer ud til
Pelles,“ sagde Morten.
„Jeg kunde godt staa op og gøre Arbejdet i Huset, saa du sparede Konen,“
hviskede hun og fæstede de store Øjne hæftigt paa ham. „Jeg er rask nok
nu!“
„Men kære Barn, det er jo slet ikke saadan! Det er for din egen Skyld —
forstaar du da ikke det?“ sagde Morten indtrængende og bøjede sig ned
over hende.
Men Johanne lod sit Blik flakke haabløst om, som havde hun opgivet at
blive forstaaet mere.
„Jeg tror ikke, vi skal flytte hende mod hendes Vilje,“ sagde Morten, da
han fulgte Pelle ned. „Hun er saa uberegnelig i sine Luner. Jeg tror
forresten ogsaa jeg vilde savne hende, hun er en god lille Sjæl. Naar
hun er oppe, gaar hun og lister omkring — og kan være helt rørende i sin
Trang til at gøre mig det hyggeligt. Og pludselig kan Mindelser fra
dengang dukke op i hende og formørke hendes Sind; hun er meget mistroisk
endnu — og angst for at ligge til Byrde. Men hun trænger til kvindelig
Omgang, nogen hun rigtig kunde tale fortroligt ud med. Hun har for meget
at bære paa for et Barn.“
„Kunde I ikke flytte ud til os begge to? I kan faa de to Værelser
ovenpaa.“
„Det er jo en Ide,“ udbrød Morten. „Maa jeg tænke over det et Par Dages
Tid? Hils saa Ellen og Børnene, du!“