XI

Hver Morgen kom Brun ind og saa til Virksomheden, inden han gik til

Biblioteket; han var meget optaget af den og kom til at se yngre ud.

Bestandig pressede han paa og kom med Forslag til Udvidelser. „Behøves

der Penge, saa sig bare til,“ sagde han. Han længtes efter at se

Virkningen af dette ny, og spurgte stadig Pelle, om han mærkede til

noget. Da han hørte, at Skotøjsfabrikanterne havde holdt Møde for at

tage Stilling til Foretagendet, lo han og vilde have Dampen sat

yderligere op — ligeglad med hvad det kostede. Den gamle Filosof var

blevet utaalmodig som et Barn; der var kommet Indhold i hans

Gammelmandstilværelse, og nu var han bange for ikke at faa det hele med.

„Du kan sagtens give dig Tid,“ sagde han — „men husk paa, jeg er gammel

og tilmed en Skrælling.“ Han behandlede Pelle som en Søn og sagde som

oftest du til ham.

Pelle holdt igen. Saa meget afhang af, om dette lykkedes, og han passede

anspændt paa — det var jo, som han var udset til at spørge Fremtiden ud.

Inden for Bevægelsen fulgte man med Opmærksomhed hans Foretagende,

Arbejderbladene skrev om det men forholdt sig afventende, Meningerne

stod for og imod.

Han vilde gærne give et godt Svar og tog sine Forholdsregler med megen

Omhu; de Arbejdere, der ikke passede ind i Planen, afskedigede han paa

graat Papir. Det satte ondt Blod, men derved var intet at gøre. Han var

paa Færde allevegne, og hvor han ikke selv var, var Lasse Fredrik;

Drengen havde sluppet sine andre Beskæftigelser, han hjalp til i Butiken

og gik Bud. Ellen vilde gærne give en Haand med. „Vi kan tage en Pige,

saa lærer jeg Bogføring og passer Regnskaberne og Butiken,“ sagde hun.

Men det vilde Pelle ikke have. Nu skulde det være Slut med hendes

Deltagen i Forsørgelsen — en Kvinde hørte til hos sine Børn!

„I vore Dage tager Kvinderne dog Del i alt Arbejde,“ indvendte Ellen.

Ja, det var ligemeget, han havde sin egen Mening om den Ting. Det var

nok, naar Mændene frembragte. De skulde maaske staa langs Fortovene og

se til, mens Kvinderne gjorde Arbejdet? Det kunde godt være, det ikke

lød frisindet, han var ligeglad. Kvinder lignede fagre Blomster, hvor

meget man saa vilde gøre dem til Mandens Lige. De sled Glæden af sig,

naar de skulde tage i for Brødet — saa meget havde han nok set.

Det kneb hende at gaa og se til, mens de to Mandfolk havde saa travlt,

saa kastede hun sig over Haven. Hun saaede Urter og plantede Kaal,

Bedene laa som tykke Dyner oven paa Jorden; men naar det tilfældigvis

groede for hende, var hun lykkelig. Hun havde købt sig en Havebog, og

brød sit Hoved med at finde ud af de forskellige Sorter og deres

Behandling. Efter Fyraften kom Pelle hende til Hjælp, og for hans Haand

groede det. Ellen skumlede lidt over det; hun bar sig ad akkurat som

han, men det var ligesom Planterne gjorde Forskel. „Jeg har Bondehaand,“

sagde han leende.

Om Søndagen havde de travlt. Saa var hele Familien i Haven, Lasse

Fredrik gravede, Pelle beskar det forfaldne Espalie omkring Havedøren,

og Ellen bandt det op. Børnene gik og vilde hjælpe til allevegne — de

gjorde foreløbig mest Fortræd. Hvert Øjeblik var det galt med en af dem,

de traadte i Bedene og rev Planter op. Underlig dumme var de — nogle

rigtige Byunger! de forstod ikke engang Advarsler; Pelle begreb det ikke

og var lige ved at gaa ud af sit gode Skind sommetider.

En Dag lille Anna troskyldigt kom og viste ham en blomstrende Æblegren,

hun havde brækket af, blev han vred og tog hende haardt i Armen. Ved at

se hendes fortrukne Udtryk kom han til at mindes Manden med de underlige

Øjne, der i hans Barndom havde lært ham at vogte med de bare Hænder — og

skammede sig. Han tog de smaa ved Haanden, gik omkring i Haven med dem

og fortalte dem om Trærne og Buskene, der var levende lige som de selv

og bare tænkte paa at gøre det rigtig godt for de to Børn. Grenene det

var Arme og Ben, og saa kunde de nok selv forestille sig, hvor

forfærdeligt det var at rive dem af. Søster var helt bleg og sagde

ingenting, men Svend Trøst, der langt om længe havde besluttet sig til

at lukke Munden op og var blevet et helt Sludrechatol, pludrede med og

stak Maven frem som en Trommeslager. Han var en lille stout Fyr, og

Ellens Øjne fulgte ham med Stolthed Haven rundt.

Det havde en mærkelig Indflydelse paa de to Børn at vide, at alting var

levende. De bevægede sig altid omkring med hinanden i Haanden og holdt

sig forsigtig til Gangstierne. Rundt om brækkede Jorden og mærkelige

Væsner brød op af dem, Bønnerne havde en Bøtte over Hovedet for at

beskytte det, og Salaten skød de foldede Hænder foran sig op, som om den

vilde bede om Godtvejr. Hver Morgen naar de gjorde deres Runde i Haven,

var ny Væsner dukket frem. „She, she!“ udbrød Svend Trøst med en Stemme,

der endnu var sløret af Spyt — og stødte efter Bedene med den trinde

Mave; pege turde han ikke. De stod i tilbørlig Afstand og underholdt

hinanden om de ny Mærkværdigheder, foroverbøjede og med Hænderne skjult

paa Ryggen — som var de bange for at det ny skulde nappe dem i Fingrene.

Det hændte, at Svend Trøsts buttede Haand for egen Regning begav sig ud

og vilde have fat i Tingene; men han trak den forskrækket tilbage som

havde han brændt sig, og sagde: Av! Og saa styrtede de to Børn i vild

Fart op mod Huset.

For de to var Haven en Vidunderverden fuld af Herligheder — og fuld af

Rædsler. De blev snart fortrolige med dens Vækster paa deres egen Maade,

og traadte i et Slags mystisk Forhold til dem, mødtes venskabeligt med

dem og udvekslede Meninger — som Væsner fra hver sin Verden, der mødes

paa Tærsklen. Der blev altid ved at være noget gaadefuldt over de ny

Venner, som holdt dem paa Afstand — de gav ikke rigtig Besked om sig

selv. Naar man spurgte: Hvem har kaldt paa jer? saa svarede de rask nok:

Det har Mor Ellen gjort! — men spurgte man om, hvordan der saa ud nede i

Jorden, saa tav de bumstille. En uudtømmelig Verden blev Haven ved at

være, alt det de traskede rundt i den. Hver Dag foretog de ny

Opdagelsesrejser ind under Hyld og Tjørn; der var Steder hvor de

ligefrem ikke var naaet hen endnu, og andre Pletter de slet ikke vovede

sig ind paa. Der maatte de hen i Nærheden mange Gange om Dagen og kigge

over Stikkelsbærbuskene ind i det grufulde Mørke, der sad som et ondt

Væsen derinde og intet Navn havde. Ude i det straalende Solskin paa

Gangstien stod de og udfordrede det, Søster spyttede saa det flød ned ad

hendes Forklæde, og Svend Trøst tog møjsommeligt Stene op og kastede

derind; — han kunde ikke bukke sig saa tyk var han, men maatte sætte sig

paa Hug hvergang han skulde tage noget op. Og pludselig styrtede de

afsted op mod Huset i panisk Skræk.

Man behøvede ikke være Barn for at følge Havens Liv. Der var kommet en

ufattelig Grøde i alting, om Natten knagede og puslede det derude i

Maaneskinnet, Grene rakte sig i ny Vækst, Safterne spændte paa og brød

ud gennem den ældede Bark som Frugtblomster og ny „Øjne“. Det var som om

Pelles og Ellens lykkelige Iver virkede smittende; de halvkvalte

Frugttrær, der ikke havde baaret i mange Aar, levede op og besvarede de

muntre Stemmer med at blomstre ganske overdaadigt. Det blev en hel

Kappestrid mellem Mennesker og Planter om, hvem der kunde udrette mest,

og mellem Planterne indbyrdes om hvem der kunde gøre det festligst.

„Foraaret ødsler ordenlig med Blomster og Grønt paa os,“ sagde Pelle.

Han havde aldrig set nogen Rede, der var saa skøn som hans — nu havde

han da endelig skabt et Hjem!

Hyggeligt var her, Vildvin og blaa Klematis dækkede hele Fasaden og hang

tungt ned foran Havedøren. Der sad Ellen gærne med sit Haandarbejde og

holdt Øje med de smaa, som rodede i Plænen; og der vilde hun helst sidde

med Pelle om Søndagen, naar Københavnerfamilierne kom strejfende forbi

paa deres smaa Landudflugter.

Saa stansede de gærne uden for Tjørnen og udbrød: „Næ, sikken et dejligt

Hjem!“

* * * * *

Paa Pelles Værksted begyndtes der Kl. seks Morgen ligesom alle andre

Steder; men allerede ved Firetiden havde man Fyraften, saa de der brød

sig om det godt kunde faa noget ud af Dagen. Han havde sat Arbejdstiden

ned til 9 Timer, videre turde han foreløbig ikke vove sig.

Nogle af Arbejderne var glade for denne Ordning og benyttede

Eftermiddagen til at tage ud sammen med Familien, men nogle vilde

hellere ligge den Time længer om Morgenen. En Dag kom de sidste og

erklærede, at nu var de Flertal og vilde have det lagt om.

„Det gaar jeg ikke med til,“ svarede Pelle. „Det er Arbejdernes Forret

at være tidlig oppe, og den ofrer jeg ikke.“

„Men naar vi nu har stemt om det,“ sagde de. „Dette her er vel for

Pokker en demokratisk Indretning?“

„Jeg har ikke svoret til Stemmeretten,“ svarede Pelle roligt. „Foreløbig

raader jeg, og de der ikke kan finde sig i Forholdene her, søger

andetsteds hen.“

Saadan var der jævnlig noget, men han tog det ikke for mere end det var.

De havde erobret Bevidstheden om deres Magt, men de fleste af dem havde

endnu ikke opdaget Formaalet med den. De brugte den blindt — i barnlig

Glæde over at se den udfoldet, ligesom Drenge der gaar og ruller deres

Fane ud — tyranniserede lidt til en Afveksling, og hævnede gamle Tiders

Underkuelse ved systematisk at forlange det modsatte af det der var. De

ravede lidt — Stemmesedlens Mirakler var gaaet dem til Hovedet. Naa, det

var en forstaaelig Overgang; Ansvaret skulde nok faa fat i dem.

En anden Dag kom de to dygtigste Arbejdere og vilde have Akkorden

indført igen. „Vi vil ikke staa og slide Penge sammen til Kammeraterne,“

sagde de.

„Driver de den a’?“ spurgte Pelle.

„Nej — men vi er hurtigere altsaa!“

„Saa er de gennemgaaende grundigere — det ene plejer gærne at kunne

afbalancere det andet.“

„Jotak, men det gavner ikke os.“

„Det kommer Forbrugerne til gode — og under de ny Forhold bliver det det

samme! Vi maa holde paa, at enhver der gør sin Pligt er lige god; det er

i vor egen Interesse.“

Saa slog de sig til Taals for den Gang; det var to flinke Fyre, de havde

bare ikke faaet fat i det ny ved Ordningen.

Saadan var der adskilligt Bryderi, Arbejderne var kortsynede og saa kun

fra Haanden til deres egen Mund. Utaalmodigheden bar ogsaa sit! De havde

kortere Arbejdstid og større Løn, men maalte ikke Virksomhed her med

andre Arbejdssteder. Den var jo det ny og havde at svare til deres

Drømme — og det blev fan ikke Guld og grønne Skove dette her, saadan som

Pelle drev det. Han var lidt mere pertentlig, end det var nødvendigt,

naar man pressedes fra alle Sider af en ufin Konkurrence.

Der var f. Eks. endnu adskillige Mennesker, der holdt trofast paa det

gode gamle haandsyede Fodtøj og gærne betalte en halv Gang mere for det.

Det benyttede adskillige Smaamestre sig af, de averterede med haandsyet

Fodtøj og leverede saa Maalene ind til en Fabrik. Det var en god

Forretning for baade Fabrik og Mester, men Pelle vilde ikke have noget

med den Trafik at gøre. Han slog sit Fabriksmærke i Bunden paa alt, hvad

der udgik fra Værkstedet.

Pelle tog alt dette med overlegen Ro. Hvad Ret havde han til at forlange

Overblik af disse Mennesker? — det blev _hans_ Sag at opdrage dem til

det. Naar de ellers var villige, var han tilfreds. Engang fik han dem

vel saa vidt, at de kunde overtage Virksomheden i Fællesskab eller gøre

den selvejende; indtil da havde de at underordne sig hans Planer!

Noget af en fjærn og mægtig Drøm var alligevel ved at virkeliggøre sig i

hans Foretagende, saa beskedent det indtil videre var; lykkedes det, saa

var Vejen vist til en ny Tid for Smaamanden! Og hvad der betød endnu

mere — hans eget Hjem groede af denne Virksomhed. Han havde fundet det

Punkt, hvor de manges Lykke laa i Forlængelse af hans egnes — nu havde

han rigtig fat! Undertiden følte han sig lidt træt af Vanskelighederne

Aftenen efter en brydsom Dag; men naar han i den tidlige Morgen cyklede

ned mod Byen, mens Nattens Em drev bort over Markerne og Lærken sang

over hans Hoved, var han altid i godt Humør. Saa fulgte han

Konsekvenserne af sit Arbejde fremefter, de gode Principper gik deres

sejrrige Gang, og Virksomheden voksede. Søsterforetagender skød frem i

de andre Bydele, i andre Byer, videre ud. Fjærnt ude skimtede han,

hvorledes al Tilvirkning var paa Arbejdernes egne Hænder.

Peter Drejer støttede ham som en god Kammerat og tog Stødet af for

adskilligt Vrøvl. Han lagde uegennyttigt alle Kræfter i, men delte ikke

Pelles Tro paa de vældige Resultater, der skulde komme ud af det.

„Herregud, det er jo kapitalistisk dette ogsaa,“ sagde han —

„socialistisk Kapitalisme! Se engang op paa Fortovet, dér gaar én som

ingen Bunde har i sine Sko! han er vaad om Fødderne men kommer alligevel

ikke ned og faar helt Fodtøj. For vi skal jo have Penge for det lige som

alle de andre; og den der trænger mest til vort Arbejde, har simpelthen

ingen. — Den dér sætter ti Mand paa Gaden — dér har du det hele!“ Han

sparkede til en af Maskinerne.

Pelle forsvarede sine Maskiner, men Peter blev ved sit. „Det hele skulde

være lagt om først, som det nu er, er de Djævlens Opfindelse!“ sagde han

hæftigt. „Maskinerne er kommet en Dag eller to for tidlig og vender

Mundingen imod os — ligesom erobrede Kanoner!“

„Maskinerne laver Fodtøj til ti Gange saa mange som vi kunde med vore

Hænder — det er dog vel ingen Ulykke,“ sagde Pelle. „Det er blot

Fordelingen, der er skidt.“

Peter Drejer trak paa Skuldrene — han gad ikke drøfte det med

Fordelingen længer. Vilde man gøre noget for at faa den anderledes, saa

var han med. Der var _vrøvlet_ nok om det. Den der havde Penge, kunde

opkøbe alt hvad de lavede, mens de barbenede var lige nær — det stod

fast. Herregud, skulde det revolutionere Verden, at hver Mand fik det

fulde Udbytte af sit Arbejde? Det betød jo blot Retfærdighed inden for

det bestaaende, saa længe Diamanter stadigvæk var mere værd end Brød.

„Jeg indser ikke, at de der tilfældigvis staar ved Arbejdet, har mere

Ret til at leve end de, der ikke kan komme an,“ sagde han dirrende.

„Eller kender du maaske ikke Arbejdsløshedens Forbandelse? Saa se hvor

de vandrer i Tusendvis, Sommer og Vinter, en hel Skyggehær. Samfundet

underholder dem, saa de lige kan hænge sammen — Gudbevares, det er ikke

Fattighjælp, al Respekt for den hæderlige Arbejder! Han skal sku have

Lov til at beholde sin Stemmeret, siden det nu engang morer ham — det er

en uskyldig Fornøjelse. Tænk om han i Stedet forlangte ordenlig Mad!“

Jo, Pelle kendte nok den store Hungerreserve, han havde været nær nok

ved selv at blive ført over i den. Men her skimtede han alligevel Bund;

der var en fredelig Styrke i det han havde for, som kunde bære langt

frem. Peter Drejer godkendte det jo selv ved at arbejde saa trofast med.

Han vilde bare ikke indrømme det!

I Begyndelsen tog de adskillige Tørn, men Pelle lærte efterhaanden at

bøje af. Peter, der ellers var saa god og medgørlig, slog over i en

hæftig forpint Tone, naar Talen faldt paa Samfundstilstanden; det var

ligesom hans Taalmodighed var sluppet op. Skønt han tjente meget

ordenligt, var han slet klædt og saa ikke ud til at faa Mad nok;

Frokosten, som han indtog paa Værkstedet i Selskab med de andre, bestod

gærne af Brød med Margarine paa, sin Tørst slukkede han ved Vandhanen.

Den første Tid stiklede de andre til hans Fangekost, men han vænnede dem

snart til at passe sig selv — han var ikke god at komme ud for. En Del

af sin Fortjeneste brugte han til Agitation; Kammeraterne fortalte

ogsaa, at han levede sammen med et pukkelrygget Kvindfolk og hendes Mor.

Selv satte han ikke noget Menneske ind i sine Sager, men blev mere og

mere indesluttet. Pelle vidste at han boede i en af Vesterbros Baggader,

men havde ikke engang hans Adresse. Naar han stod tavs over Arbejdet,

var hans Udtryk altid mørkt, undertiden forfærdelig trist; det var som

Veen bestandig arbejdede i ham.

Politiet forfulgte ham stadig med sin Sjikane. Pelle havde et Par Gange

faaet Vink om, ikke at beskæftige ham, men afviste bestemt enhver

Indblanding i sine Anliggender; saa fandt man vilkaarligt paa, at Peter

Drejer hver Uge skulde melde sig til Protokollen.

„Det gør jeg aldrig,“ sagde han — „det er ganske ulovligt. Jeg er kun

straffet for politiske Forseelser. Nu har jeg gaaet og passet paa at de

ikke skulde komme mig til Livs paa en formel Fejl, og saa skulde de have

den Triumf. — Aldrig!“ Han talte dæmpet og behersket, men hans Hænder

rystede.

Pelle søgte at tale til hans uegennyttige Hjærte. „Gør det for min Skyld

da,“ sagde han. „Ellers sætter de dig fast, og du ved at jeg ikke kan

undvære dig.“

„Vilde du da møde til Protokollen — om du fik Tilsigelse?“ spurgte han

saa.

„Ja. Enhver kan være bekendt at bøje sig for den brutale Overmagt.“

Saa gik han. Men det kostede ham umaadelig Overvindelse, og den Dag i

Ugen maatte man helst lade ham i Fred.