Det hændte, at en eller anden Kammerat fra de gode gamle Dage faldt ind
om og vilde have Pelle med til Møde. Saa vaagnede gamle Kampminder i ham
— kanske var det alligevel dér Tampen brændte. Han smed Skødskindet og
gik med; Ellens Øjne fulgte ham til Døren, i Forundring over, at han
fremdeles vilde give sig af med det dér — efter det _han_ havde haft ud
af det.
Men det var heller ikke dér! Han huskede den mægtige Gæring i Sindene
under Bevægelsens Kamptid, og syntes Spændingen var gaaet af dem. Kun
foran Valgene var Folk oppe, ellers gik de med hver sit, som havde der
aldrig været noget der hed en samlende Tanke. Organiserede var de alle,
men der var ikke noget nyt og stærkt i den Kendsgærning; de var saa at
sige født ind i Organisationen og forbandt ikke noget stort og løftende
med det. De gamle Fæller var mærkværdig afsvalede — de havde vel
opdaget, at Lykken ikke var hverken saa æventyrlig eller lige til. Det
var ikke længer bare at slaa Leddet op til Lykkeland og strømme derind,
der laa en lang og brydsom Vej for. Saa indrettede de sig paa deres eget
og afhændede den tvivlsomme Fremtid for smaa Fordele — som det
bestaaende straks slugte.
Bevægelsen havde ikke grebet til Bunds; der var en Anklage mod ham selv
i det, den var ikke lagt bredt nok an. Allerede dengang var den gaaet
hen over Hovedet paa _Arkens_ Beboere, og nu sad der et stort
Proletariat tilbage med sine egne Forventninger til Fremtiden. Den gode
gamle Almue var spaltet i et Smaaborgerskab, der kun syntes optaget af
at indrette sig — og saa dette Proletariat.
Men der var ikke noget nyt i det. Et Lag rykkede op og aabenbarede et
nyt nedenunder — saadan var det altid gaaet i Historien. Var det da evig
bestemt, at der paa Bunden af Tilværelsen skulde sidde en bestandig lige
talløs Skare af nedstødte, som bar Byrden af det hele — den store
Hungerreserve? Var det kun muligt at have det godt, naar man forstod at
skubbe Vanskelighederne nedad? — lige som man kunde forskyde Rynkerne i
et Stof, til de tilsidst ophobedes paa ét Sted! Ja det var det gamle
Spørgsmaal igen. Tidligere havde han sin lyse Tro at slaa Tvivlen ned
med, men nu kunde han ikke nøjes med et blindt Haab — han forlangte en
Udvej anvist. Var Bevægelsen løbet ud, fordi den startedes skævt, saa
havde man altsaa med haandgribelige Aarsager at gøre, og det hele lod
sig gøre om!
Der var ogsaa andre i Færd med at tage det hele op fra Bunden, gennem
Peter Drejer traf han sammen med unge Mænd af en helt ny Type. Det var
Ungdom, der var dukket neden ud af Bevægelsen — skudt overraskende frem
af dens Bundfald — og nu kom og stillede ny fordringsfulde Krav til
Tilværelsen. Ad ukendte Veje var de naaet til samme Punkt som han selv,
og forlangte først og fremmest at være Mennesker. Jegets Hellighed
fyldte dem og fik dem til at oprøres over alle Aag; de begyndte indefra
med at afkaste dem, røg og drak ikke — vilde ikke være Slaver af noget.
De holdt sig borte fra Bevægelsen og havde deres egne Samlingssteder ude
omkring Sønder Boulevard, hvor de læste og drøftede ny Samfundsformer.
Det var oplyste, vellønnede Arbejdere, som haardnakket delte
Proletariatets Vilkaar; fanatisk troende som gav deres Ugeløn bort, naar
de mødte en der var fattigere end de selv; hidsige Hoe’der, der gik og
ventede paa Revolutionen. Flere af dem havde siddet i Fængsel for
ophidsende Agitation mod Samfundsordenen. Der var ogsaa Folk fra Landet
imellem, Sønner af dem, der stod i Grøfterne og Tørvegravene derude.
_Den lille Mands Børn_ kaldte Morten dem.
Her var endelig Afkommet efter dem, der havde gjort Bevægelsen med —
saadan skulde den forløbe. Ved Nøjsomhed holdt de sig fri af
Kapitalismens besnærende Midler, de foragtede den smaaborgerlige Hang
til Komfort og var altid parat til Handling. I dem var Opbruddet i al
Fald en Kendsgærning!
De vilde gerne have fat i Pelle. — „Kom over til os!“ sagde Peter Drejer
ofte.
Men Pelle var ikke nem at lokke ud, han havde sit Hjem, dér gemte han
sig som en Snegl i sit Hus. Denne lille Verden paa fem Mennesker _havde_
han Ansvaret for — og ikke engang den havde han formaaet at betrygge.
Hans Kræfter og Flid forslog ikke engang til at holde ét lille Hjem oven
Vande, der maatte en Velgører til! Det var ikke Tiden at gaa og pleje
sin egen Ærekærhed, hvor det galdt Kone og Børn, og nu det hele var
ordnet, følte han sig inderlig taknemmelig mod den gamle Bibliotekar.
Men en beskæmmende Kendsgærning var det ligefuldt, som ikke opfordrede
til at give sig af med de tusend Hjems Affærer.
De unges voldsomme Ord skræmte ham ogsaa. Han havde Opbruddet i sig
ligesom de, men mødte med andre Erfaringer. Fra han kunde krybe, havde
han tumlet med sig selv for at faa sig læmpet ind i den store
Sammenhæng; selv Fængselslivet havde ikke sat ham udenfor, men blot
føjet ham endnu tættere ind i Helheden. Han havde ingen Anlæg for at
hugge Knuden over, men forlangte stædigt, at den skulde løses.
„Det er skidt med dig, for du kan ikke hade,“ sagde Morten og de andre,
naar de prikkede til ham. Nej Kulden i hans Sind var som Nattefrost, den
smæltede ved den første Solstraale. Naar han saa tilbage, var der
forsonende Baand, som holdt det hele sammen trods alt ondt; og nu sidst
havde jo den gamle Bibliotekar givet ham Føling med det gode paa den
anden Side Kløften ogsaa. Han var faldet til Ro paa sin Skomagerstol
igen, og lod sig ikke jage op af de andres Utaalmodighed men saa ud, som
havde han en hel Evighed at afvikle sit i.
Søster gik gærne nede hos ham og fyldte Værkstedet med sin Pludren. Ved
Ottetiden, naar det begyndte at dages, hørte han hendes stolprende Trin
i Trappen, og saa blev hun hos ham, til Ellen om Aftenen med Magt tog
hende op for at lægge hende i Seng. Hun slæbte alt Værktøjet sammen og
stablede det op foran ham paa Disken, saa han ikke kunde røre sig; det
kaldte hun at hjælpe til. Bagefter hvilede hun sig og stod med Hænderne
paa Kanten af Disken og underholdt ham. „Søster er flink,“ sagde hun
anerkendende og pegede tilfreds paa sit Værk. „Stor Pige.“ Og hvis han
ikke svarede, gentog hun det; hun helmede ikke, før han havde rost
hende.
„Ja flink er du! men kan du saa sætte Sagerne paa Plads igen,“ sagde
Pelle.
Barnet rystede paa Hovedet. „Søster er træt,“ erklærede hun afgørende.
Straks efter kom hun med endnu et Stykke og skubbede det langsomt op paa
Bunken, mens hun holdt Øje med hans Ansigt for at se, om det ogsaa gik
an. „Søster hjælper til,“ gentog hun forklarende — „hun gør!“ Pelle lod
som han ikke hørte det.
Der var Ro for hende en Stund, men saa kom hun slæbende med Forklædet
fuldt af kasseret Fodtøj, som hun havde trukket frem bag Kakkelovnen.
Han prøvede at se bister ud, men maatte bøje sig ned over sit Arbejde.
Det gjorde den lille usikker, hun tømte Forklædet ud paa Forhøjningen og
satte sig ned paa Hug med Hænderne paa de smaa Knæ for at fange hans
Udtryk. Det var ikke tilfredsstillende, saa rejste hun sig op og lagde
Hænderne paa hans Ben. „Far, du er dygtig,“ sagde hun og saa ham
indsmigrende op i Ansigtet. „Du kan alting — du er den dygtigste i hele
Verden.“ Og efter en lille Pavse. „Vi to er lige dygtige — ikke Far?“
„Hov, slap det dér ud?“ udbrød Pelle. „Der er nok en af os, der er
vigtig!“
„Det er ikke mig,“ svarede Ungen afgjort og virrede med Hovedet.
„I har det nok godt sammen,“ sagde Ellen, naar hun kom ned med Svend
Trøst paa Armen for at hente Anna. Barnet vilde ikke med op, hun
pressede sig om i Krogen bag Pelles Stol og gemte sig; og Svend Trøst
sparkede for at komme ned paa Gulvet, i Lag med Læsterne. „Ja, saa
bliver vi her allesammen,“ sagde Ellen og satte sig ned.
Hun saa stille og resigneret ud, Nederlaget havde taget paa hende. Hun
talte ikke mere om Fremtiden, men var glad til, at de var sluppet ud af
Aagerkarlens Klør; Tanken om det fyldte hende med en stille, lidt
forhutlet Lykke. Hun drømte ikke mere om noget bedre, men gik og var
taknemmelig; og Pelle syntes, at der døde noget bort i hende sammen med
Utilfredsheden. Det var, som om hun endelig havde givet alt sit;
Overgivelsen til den graa Hverdag gjorde hende glansløs og almindelig.
„Hun trænger til Sol,“ tænkte han.
Og saa vandrede Tankerne igen rundt i deres Søgen efter en Vej ud til
Fremtiden, rent monomant, i det samme Spor de hundrede Gange havde
traadt. Han var ikke engang rigtig med i det, men erkendte blot, at de
stadig tærskede Langhalm paa Problemet. Inden for Faget gaves der ingen
Udvej; der var kun Plads for Udbyttere og Udbyttede, og han egnede sig
ikke til nogen af Delene. Men naar han tog andre Muligheder op, vendte
Tankerne af sig selv tilbage til Trebenen — som en strejfende Hund, der
bestandig kommer tilbage og oversnuser det samme Spor. Der var noget i
ham, der med fatalistisk Stædighed gjorde ham og hans Fag solidariske —
trods dets Haabløshed; dér havde han gjort sin Indsats, og dér skulde
Spørgsmaalet løses. Bag Almuemandens Fatalisme ligger den Erkendelse, at
der er nedlagt Plan og Perspektiv i hans Tilværelse ogsaa — det og det
er saadan, fordi det maa være saadan. Og den Erkendelse havde Pelle
ingen Grund til at afhænde.
Han gik og blev ør af Tankernes bestandige Masen med det samme og det
samme, men det blev ved som en Besættelse, kørte meningsløst med ham
naar han sov, og tog ham saasnart han vaagnede. Der var en gammel Drøm
som haardnakket besatte ham i denne Tid, en ungdommelig forglemt Ide fra
hans aller første Deltagelse i Rejsningen, Udkastet til det
Fællesværksted, som skulde gøre Hofskomageren overflødig. Dengang blev
Planen lagt til Side som umulig, men nu kastede han sig igen over den og
gik den igennem Led for Led. Han kunde sagtens finde nogle dygtige og
paalidelige Fagfæller, som vilde staa Last og Brast med ham om Arbejde
og Udbytte; og Disciplinen vilde ingen Vanskeligheder volde, Arbejderne
havde i de forløbne Aar lært at underordne sig deres egne. Her var en
Udvej for Smaamanden til igen at gøre sig gældende inden for Faget og
komme med i Udviklingen; hvad én ikke ævnede, kunde de ved at slutte sig
flere sammen: udnytte den moderne Teknik og leddele Arbejdet. Han
indrettede det hele omhyggeligt, gik det efter forfra og forfra for at
sikre sig, at hver Enkelthed holdt. Naar han sov, drømte han om sin
Andelsvirksomhed, og saa var den en Kendsgærning. Han stod og arbejdede
i et lyst Lokale mellem lutter Kammerater, der var ingen Herre og ingen
Tjener, Maskinerne snurrede, og Kammeraterne sang og fløjtede, mens de
passede dem. De havde kort Arbejdstid og lykkelige Hjem, der ventede dem
allesammen.
Det var drøjt at vaagne op og erkende Virkeligheden. Ak, alle Verdens
dygtigste og flittigste Hænder formaaede ingenting i deres eget Fag —
ikke saa meget som at sy et Sting — før Kapitalen satte dem i Gang. Hvis
den nægtede sit Samtykke, kunde de ikke udrette noget som helst, men var
som afhuggede paa et Brædt.
Maskinerne kostede Penge. Pelle kunde faa dem hos Brun, den gamle havde
ofte nok tilbudt ham Kapital til at starte et eller andet. Men han
skyldte ham allerede Penge, og hvis nu Kapitalen rendte hans Foretagende
ned. Den var paa sin Post og taalte ikke den Slags Virksomheder ved
Siden af sig. Der var kommet Usikkerhed over ham, han turde ikke vove
Indsatsen.
Den gamle Filosof kom næsten daglig, Pelle var blevet en Del af hans
Tilværelse, han fulgte med Bekymring sin unge Vens Tilstand. Var det
Fængslet — eller kanske Bøgerne — som havde forvandlet denne unge Mand,
der engang gik hensynsløst paa som et Stormvejr, til en Nøler, der ikke
kunde træffe et Valg? Personligheden blev af tvivlsom Værdi, naar den
voksede paa Bekostning af Handleævnen! Den gamle havde netop haabet, at
den skulde udfolde større Energi ved at plantes over i en ny og uberørt
Jordbund, og prikkede til Pelle for at rive ham op af hans
Dvaletilstand.
Saa rykkede Pelle utaalmodigt paa sig. Fra alle Sider prikkede de til
ham, og vilde, at han skulde træffe et Valg — og han kunde ikke se sin
Vej! Ja vist laa han i Døs — han mærkede det godt selv. Han følte sig
som en, der er hamram, og forlangte Ro — hans Væsen arbejdede for ham
derude i det uvisse.
„Jeg ved jo ingenting,“ sagde han halv irriteret — „hvad kan det saa
nytte? Jeg troede Bøgerne skulde føre mig frem til et Sted, hvorfra jeg
kunde samle det hele, men nu er jeg bare vild paa Kareten. Jeg er blevet
for klog til at gaa blindt paa, og ikke klog nok til at finde den Tap
hvorom det hele drejes. Ligemeget hvad jeg rører ved, saa opløser det
sig i noget _for_ og noget _imod_.“ Han lo fortvivlet.
En Dag gav Brun ham en Bog. „Dette Værk har tilfredsstillet mange, der
søgte Sandheden!“ sagde han med et eget Smil. „Lad os nu se, om det
ogsaa kan stille Dem tilfreds.“ Det var Darwins _Kampen for
Tilværelsen_.
Pelle læste som i en Taage. Her var Punktet jo, det hele vældigt
sammenfattet til én Sætning! Det kogte i hans Hjærne, han kunde ikke
lægge Bogen fra sig, men blev ved at læse hele Natten, tryllebunden og
forfærdet over dette ubarmhjærtige Udsyn. Da Ellen forundret kom ned med
Morgenkaffen, var han ude af Bogen; han svarede ikke paa hendes venlige
Bebrejdelser, men skyllede tavs Kaffen i sig. Saa tog han sin Hat og gik
ud i de øde morgentriste Gader for at svale sit hede Hoved.
Det var meget tidligt, Arbejderne var ikke begyndt at rykke ud endnu;
ved Morgenbeværtningerne var man i Færd med at tage Skodderne fra.
Varmtklædte Sporvejsfolk trampede gennem Gaderne i deres træbundede
Støvler, sjaskede forkomne Kvinder piskede i snublende Løb afsted til
deres tidlige Gerning, smaablafrende af Kulde og Lede ved Tilværelsen.
De var trætte, endnu før de fik begyndt Dagen. Her og der asede en
forsinket Kvinde over Gaden med en Tøjkurv foran sig — en Moder der
slæbte sit Barn paa Vuggestuen, før hun gik paa Arbejde.
Og pludselig kom Oprøret over ham, hæftigt, næsten som et
Kvælningsanfald. Denne grufuldt kolde Lære om den Stærkeres Ret, der gav
ham Valget mellem at blive brutal eller gaa til Grunde — det var altsaa
Nøglen til Livets Forstaaelse? Den fældede jo paa Forhaand
Dødsdommen over ham og hans Fæller — over hele den endeløst store
Fattigmandsverden. Set herfra var den bestaaende Tilstand jo den eneste
mulige — den var simpelthen ideel; Udsvederen og Aagerkarlen, som han
gik og hadede, var i den mest harmoniske Overensstemmelse med Livets
Grundlov! Og det forfærdelige var, at Samfundet laa klart belyst fra
dette Synspunkt — han kunde ikke nægte det. Den der bedst forstod at
tillæmpe sig efter det bestaaende, han sejrede; ligegyldigt hvor gement
det bestaaende saa var.
Bogen kastede paa én Gang blændende Lys ind over Samfundet; men hvor var
hans egne henne i denne Lære, alle de smaa? de regnedes nok ikke med!
Samfundet var altsaa i Virkeligheden kun de besiddende, og her havde han
deres Religion, det moralske Rygstød for den hensynsløse Udbytning. Det
havde altid holdt svært at forstaa, hvordan Mennesker kunde misbruge
andre; men her var det jo en hellig Pligt at give Stene for Brød. Den
største Strugler var i Grunden Livets hellige Moderhjærte nærmest, han
var jo udset til at bære Udviklingen videre.
De fattige havde ingen Andel i denne Lære. Naar der var en daarlig
Arbejder i et Sjak, pressede de andre ham ikke, saa han maatte gaa til
Bunds — ikke engang naar han selv var Skyld i sin Uformuenhed. De tog
ham med, lagde Sten paa hans Skifte og slog den sidste Ende af hans
Skaar — de fattige lod ikke den svage falde, men tog ham under Vingen.
De satte sig selv uden for Loven — og uden for Chancen! med en saaret
Kammerat paa Nakken klarede man sig ikke i Kapløbet. Men der laa heri en
Erkendelse af, at de ikke hørte med i det bestaaende, men havde Ret til
at kræve deres egen Lykketid. Der maatte komme en ny Tid, hvor alt det,
der behøvedes, for at de kunde være med — Hjærtets Godhed, Solidariteten
— blev raadende. Selve det store Sammenhold han havde været med til at
rejse, varslede altsaa alligevel i den rigtige Retning. Det havde været
det modsatte af én mod alle — Gensidighedens Lov havde det bygget paa.
Og Fattigper var nok ikke et stakkels Skrog, der var dømt af Udviklingen
til at gaa til Grunde, en Fantast, der gik og drømte Utopien som Følge
af en tom Mave. Pelle havde levet sin Barndom ude i Naturen og færdedes
med den øvrige Skabning i al Slags Vejr. Han havde set de smaa Sangfugle
kaste sig mod Høgen i hele Byger, naar den havde røvet en af dem — og
forfølge den til den fortumlet slap sit Bytte. Naar han fangede en Myre
i et spaltet Halmstraa, styrtede de andre Myrer løs paa Straaet og
gnavede Kammeraten fri; de var ikke til at skræmme bort. Slog han efter
dem, stænkede de deres Gift op mod hans Haand og arbejdede videre. Deres
Tapperhed morede ham, Giftstænkene vare saa bitte smaa, at han ikke
kunde se dem; men ved hurtig at føre Haanden op til Næsen indfangede han
en syrlig stikkende Lugt. Hvorfor lod de ikke Kammeraten i Stikken, de
som var saa mange og havde saa travlt? De holdt ikke engang Maaltid, før
de havde befriet ham.
Fattigper fik holde fast ved Sammenslutningstanken — han havde grebet
rigtigt dengang! Og nu med et vidste Pelle, hvor Vejen laa. Stod de uden
for det bestaaende og dets Love, hvorfor saa ikke indrette sig deres
egen Verden over de Love, der nu engang var deres? Gennem
Organisationerne var de opdraget til at kunne styre sig selv, det var
snart paa Tiden de overtog deres egen Tilværelse.
De unge Oprørere holdt sig fri af Pengemagten ved at undvære, men det
var ikke Vejen; Kapitalen prækede altid Nøjsomhed for de fattige. Han
vilde gaa den anden Vej og erobre Frembringelsen ved en stor omgaaende
Bevægelse.
Nu var han ikke bange for at anvende Bibliotekarens Penge — der fandtes
ikke Tvivl skabt i ham. Han var lysende klar og saa i store Træk en
verdensomspændende fredelig Revolution, som skulde vende op og ned paa
alle bestaaende Værdier. Pelle vidste, at Fattigdommen ikke er begrænset
af noget Fædreland; han havde en Gang før baaret en ubetvingelig Ide
frem. Hans Andelsvirksomhed _maatte_ blive Udgangspunktet for en
Verdenskamp mellem Arbejdet og Kapitalen!
X
To Dage senere gik Pelle og Bibliotekaren ind i Frederiksborggade og saa
paa en Forretning, der var til Afstaaelse. Det var en lille Historie paa
en halv Snes Arbejdere, med elektrisk Værksted i Kælderen og Butik oven
over. Det hele kunde faas for Overtagelse af Lager og Maskiner efter
Vurdering. Huslejen var lidt stor, men ellers var det billige Vilkaar.
„Jeg tænker, vi ordner det saadan, at Anskaffelses- og Driftskapitalen
forrentes og amortiseres ligesom et 4% Kreditforeningslaan,“ sagde Brun.
„Det er billige Penge,“ svarede Pelle. „Et godt Resultat vil jo ikke
sige saa meget om Forholdene, naar vi ikke har lige Vilkaar med andre
Virksomheder.“
„Ikke særlig billige! Til den Pris kan man faa lige saa mange det skal
være mod god Sikkerhed — og Arbejderen bør vel anses som den fineste
Sikkerhed i et Foretagende, der bygger paa Arbejdet,“ sagde den gamle
smilende — „der vil blive stort Diskontofald, naar De kommer til Magten,
Pelle! Forresten koster den nøgne Kapital ikke mere nu heller — naar der
da ikke snyltes paa den. Og Snylterne er det jo netop vi skal til Livs.“
Ja, Pelle havde ikke noget imod de billige Penge, der kunde blive nok at
slaas med endda. Kom der Gang i det, varede det nok ikke længe, før
Privatspekulationen erklærede ham Krig!
De var enige om, at de ikke vilde have noget med Agenter og Udsalg at
gøre; Virksomheden skulde hvile helt i sig selv og staa i direkte
Forbindelse med Forbrugerne. Hvad der lavedes paa Værkstedet, skulde
blot dække Omkostningerne til Butiken ovenpaa; Resten af Overskuddet
skulde fordeles mellem Arbejderne.
„Efter hvilke Regler?“ spurgte Brun og saa forskende paa Pelle.
„Lige!“ svarede han uden at betænke sig — „vi vil overhovedet ikke have
noget med Akkord at gøre. Det var et stort Fejlgreb, dengang vi rejste
Bevægelsen, at vi kælede for Akkordsystemet i Stedet for helt at
afskaffe det. Det har fremmet Uligheden. Enhver, der arbejder, har Ret
til at leve.“
„Tror De den dygtige Arbejder vil finde sig i at dele lige med den, der
er mindre dygtig?“ spurgte Brun betænkelig.
„Det skal han lære!“ svarede Pelle fast. „Hvordan skal han ellers kunne
gøre gældende, at alt Arbejde er lige værdifuldt.“
„Mener De da selv det?“
„Absolut. Jeg ser ingen Grund til at gøre Forskel paa f. Eks. Lægen og
Kloakrenseren! Hvem af dem, der gør mest Nytte for Sundheden er umuligt
at sige — det afgørende maa blive, at enhver udretter, hvad han kan.“
„Udmærket,“ udbrød Brun — „udmærket!“ Den gamle Filosof var rigtig i
Humør. — Pelle havde anset ham for kejtet og livsfjærn og var forbavset
over, saa praktisk et Blik han havde for mange Ting.
„Det er fordi dette her er noget nyt,“ sagde den gamle og gned sig i
Hænderne. „Det gamle var jeg færdig med, før jeg kom til Verden; der var
ikke noget, der æggede mig — jeg var degenereret hed det. Jovist! Nu
skal den gamle Bogorm alligevel vise sine Aner, at der flyder
handlekraftigt Blod i hans Aarer ogsaa. Nu har vi to fundet det Sted,
hvorfra Verden vippes, min kære Pelle — jeg tror, vi har fundet det! Og
nu maser vi paa.“ — —
Ja, der var nok at tage i. Men nu var det Realiteter, og Pelle havde en
behagelig Følelse af igen at have Fødderne paa Jorden. Dette var
alligevel noget andet end at ride ensom gennem Rummet paa sin egen
Tanke, med bestandig Fare for at falde ned; her brød han sig sin Vej saa
at sige med Hænderne.
Det var blevet ordnet saaledes, at Forretningens Ejer drev den en Tid
endnu, mens Pelle satte sig ind i det hele, lærte Maskinerne at kende og
lærte Bogføring. Han var paa Færde bestandig, brugte sin Dag vel og sov
som en Sten om Natten. Hjærnen stod ikke længer og klaprede som en Kedel
i bestandigt Kog, Søvnen slukkede under den ogsaa.
Det galdt om at blive et Hold, der fuldt ud kunde stole paa hinanden, og
Pelle sagde resolut dem blandt Kammeraterne op, der ikke egnede sig til
at arbejde under ny Former, og antog andre.
Den første, han henvendte sig til, var Peter Drejer. Ellen raadede fra.
„Du ved jo, han er paa Kant med Politiet,“ sagde hun — „du kan saamænd
faa nok at slaas med endda.“ Men Pelle trængte til at have en ved sin
Side, der ævnede at se nyt paa Tingene og havde fuld Forstaaelse af,
hvad det drejede sig om; Egoister duede ikke. Og dette maatte netop være
noget for én, der var udtilbens med alt det gamle.
* * * * *
Han havde været paa Bogholderikursus og kom hjem for at spise; Ellen og
Svend Trøst var i Byen, men hun havde sat Mad af til ham. Han spiste for
Nemheds Skyld i Køkkenet, sad oppe paa Køkkenbordet — og læste imens i
en Bog om Regnskabsføring.
Inde i Stuen sad Lasse Fredrik og lærte Lektier, med begge Hænder for
Ørerne for rigtig at lukke Verden ude. Men det var ikke saa nemt, for
Søsteren havde en løs Tand, og hans Fingre kløede efter at komme i Lag
med den. Hvert Øjeblik afbrød han Læsningen og tilbød hende et eller
andet, hvis han maatte trække den ud; Benene gik paa ham under Bordet,
han var helt syg. Men Tøsen svarede hele Tiden: „Nej, Far skal!“
Saa opgav han at gaa hæderligt til Værks og søgte at komme bag paa
hende. Og endelig fik han hende saa vidt overlistet, at hun lod ham
binde en Traad om Tanden og gøre den fast i Dørgrebet. „Saa, nu skal
Traaden bare brændes over,“ sagde han og tændte en Lysestump — „ellers
kan Far aldrig faa Tanden ud. Det løsner gevaldigt!“ Han snakkede løs om
alt muligt for at aflede Opmærksomheden ligesom en Taskenspiller — og
stak pludselig Lyset op i Næsen paa hende, saa hun i en Fart maatte
trække Hovedet til sig. „Se her er Tanden!“ raabte han triumferende og
viste Søsteren den. Men hun brølede i vilden Sky.
Pelle sad og hørte det hele, men spiste roligt videre, de maatte selv se
at affinde sig med hinanden. Lidt efter var Lasse Fredrik i Gang med at
plastre paa sin Bedrift, han snakkede godt for Anna og gav hende Legetøj
for at faa hende i Humør igen. Da Pelle kom ind, laa de paa Maven med
Hovedet inde under Sengen. De havde kastet Tanden helt ind til Væggen og
raabte i Kor:
Mus, Mus!
Giv mig en Guldtand
i Stedet for en Bentand!
„Skal du noget nu, Far?“ spurgte Barnet og kom hen til ham.
Ja Pelle skulde baade det ene og det andet.
„Du har altid saa travlt,“ sagde hun fortrydelig. „Bliver du ved med det
hele dit Liv?“
Det gav et Stik i Pelle. „Nej jeg har ikke saa travlt,“ sagde han
hastigt — „jeg kan godt blive lidt hos jer. Naa, og hvad skal vi saa
finde paa?“
Lille Anna tog sin store Kludedukke frem og begyndte at stille Stole an.
„Nej, det er der ikke noget ved,“ sagde Lasse Fredrik. „Fortæl hellere
om dengang du vogtede Kør, Far! — om den store gale Tyr!“
Saa fortalte Pelle løst og fast fra sin Barndom, om Tyren og Lassefar,
den store Stengaardsbonde og Farbror Kalle med de tretten Børn og det
glade Sind. Den store Gaard, Landlivet, Stenværket og Havet — det var
som en Æventyrbog for de to Brostensbørn; Pellepøjkens Kamp med de store
Stude om Herredømmet, hans vidunderlige Erobring af 25-Øren — det ene
var mere spændende end det andet. Og mest spændende af det hele var
Fortællingen om Kæmpen Erik, der blev slaaet til Idiot. „Det var dengang
det,“ sagde Pelle og nikkede. „Nu gaar det nok ikke saadan til.“
„Hvor har du oplevet meget,“ sagde Ellen, som imens var kommet hjem og
sad og strikkede. „Det er næsten ikke til at forstaa, hvordan du har
begaaet dig, saa lille du var. Hvor vilde jeg gærne have set dig!“
„Far er rigtignok stor!“ udbrød Søster anerkendende.
Men Lasse Fredrik var lidt mere forbeholden. Det var saa kedeligt altid
at stikke op, og han vilde gærne have Plads for en Parentes om egne
Bedrifter. „Ved du hvad? der holder et stort Læs Korn nede i Porten hos
Vognmandens,“ sagde han for at godtgøre, at han ogsaa var med paa
Landlivet.
„Det er ikke Korn,“ sagde Pelle — „det er Hø — Kløverhø. Kender du ikke
engang Korn?“
„Vi kalder det nu Korn,“ svarede Drengen selvsikkert. „Og det er ogsaa
Korn, for der er saadan nogen Duske paa Enderne.“
„Aksene mener du! Men det er der ogsaa paa det grove Græs — og Kornet
stammer for Resten fra Græsset. Har du aldrig været ordenlig paa
Landet?“
„Vi skulde jo have været ud og blevet en hel Uge. Men saa var’et, det
gik skidt med Mors Arbejde. — Men jeg har været helt ude i Dyrehaven.“
Pelle begreb med ét, hvor meget Børnene maatte gaa Glip af ved at leve
deres Liv herinde paa Stenbroen. „Mon vi ikke skulde tænke paa at flytte
uden for Byen,“ sagde han om Aftenen, da han og Ellen var ene.
„Hvis du synes det,“ svarede Ellen. Selv havde hun ingen Trang til at
komme paa Landet, hun nærede en instinktmæssig Rædsel for det som
Opholdssted. Det med Børnene forstod hun heller ikke; der var dog saa
mange Børn, der klarede sig udmærket herinde, og dumme Bønder vilde han
vel ikke have de skulde være. Men naar han syntes det, var det vel det
rette — han plejede at faa Ret i sit.
Saa var det sandelig ogsaa paa Tiden, de fik sagt op — der var kun en
god Maaned til April Flyttedag.
Om Søndagen pakkede de Barnevognens Magasin og gjorde Ture ud i Byens
Omegn — ligesom i gamle Dage, da Lasse Fredrik var Enesten og sad i
Køretøjet som en lille Tronfølger. Nu tog han et godt Tag i Vognen, hvor
Svend Trøst sad og bredte sig; naar Søster blev træt, anbragtes hun paa
Forsmækken med nedhængende Ben. De tog i en ny Retning hver Gang og kom
til Steder, som ikke engang Lasse Fredrik kendte. Lige inde under Byens
høje Bagside kunde der ligge hyggelige gamle Frugthaver skjult med en
lav straatækt Bygning midt i, som tydelig nok engang havde været
Stuehuset til en Bondegaard. Man dumpede tilfældigt midt ind i det fra
en eller anden Sidevej og opdagede, at Byen var i Færd med at rejse
Kaserner uden for den lille Idyl ogsaa, og spærre den inde. Naar det var
Solskin, slog de sig ned paa et Dige og spiste; Pelle og Lasse Fredrik
kappedes om at gøre Kraftkunster i det visne Græs, og Ellen ledte efter
Vintergrene til at pynte med hjemme.
Paa en af Udflugterne kom de over en sumpet Strækning, hvor der voksede
Pilekrat, bagved hævede Agerlandet sig. De fulgte Markvejene paa maa og
faa og kom op forbi et ubeboet, noget forfaldent Hus, der laa midt paa
det stigende Land med Udsigt ned over København; det var omgivet af en
stor tilgroet Have. Paa et gammelt frønnet Brædt stod der: Til Leje! men
hvor Huset anvistes fra, stod der ikke.
„Saadan et Hus er det akkurat, du ønsker dig,“ sagde Ellen. Pelle var
stanset.
„Det kunde være morsomt at se det indvendig,“ sagde han. „Nøglen faas jo
nok paa Gaarden deroppe.“
Lasse Fredrik løb op til den gamle Bondegaard, der laa lidt længere
inde, paa Toppen af Bakken, for at spørge. Lidt efter kom han tilbage i
Følge med Gaardmanden selv, en bleg forvaaget yngre Mand, der gik med
opstaaende Flip og røg Cigar.
Huset hørte til Bakkegaarden og var bygget til Aftægtsbolig for den
nuværende Ejers Forældre. De gamle Folk havde haft den pudsige Ide at
kalde det _Gryet_, Navnet stod malet paa den østlige Gavl med store
Bogstaver. Huset havde staaet ledigt lige fra de døde for nogle Aar
siden, og saa underlig afsjælet ud; Ruderne var slaaet ud og lignede
brustne Øjne, Gulvene var helt overgroet med Snavs.
„Nej, det synes jeg ikke om!“ sagde Ellen.
Men Pelle viste hende, at Huset var godt nok, Døre og Vinduer lukkede
tæt, det hele trængte blot til en Overhaling. Der var fire Værelser og
Køkken forneden og nogle Værelser ovenpaa, deraf var det ene et stort
Kvistværelse mod Syd. Haven var en Td. Land stor, og ude i Gaarden laa
et Udhus, hvor der var Indretning til Høns og Kaniner. Lejen var 400
Kroner.
Pelle og Lasse Fredrik havde travlt, de travede det hele igennem Gang
paa Gang og gjorde de vidunderligste Opdagelser. Men da Pelle hørte
Prisen, blev han nøgtern. „Saa kan vi lige saa godt opgive det,“ sagde
han.
Ellen svarede ikke paa det, men paa Hjemvejen regnede hun efter for sig
selv — hun kunde se paa ham, hvor skuffet han var. „Det bliver 15 Kroner
mere om Maaneden, end vi nu sidder for,“ udbrød hun pludselig. „Men hvis
nu Haven kunde give noget — og vi holdt Høns! Kanske kunde vi ogsaa leje
det øverste ud møbleret.“
Pelle saa taknemmeligt paa hende. „Jeg vil tage mig paa at faa for flere
Hundrede Kroner ud af Haven,“ sagde han.
Ellen var bange for, at der holdt Bøller til derude omkring, saa det var
derfor, Huset ikke kunde blive lejet ud.
„Dem smækker vi bare en, saa de triller,“ svarede Lasse Fredrik rask.
„Eller ogsaa kan vi faa Dronning Therese til at be’ dem passe sig selv —
hende har de Respekt for.“
De var dygtig trætte, da de kom hjem, der var alligevel et godt Stykke
Vej ud. „Det er langt borte fra alting — du maatte da se at faa dig en
brugt Cykle,“ sagde Ellen. Pelle forstod pludselig af Klangen i hendes
Stemme, at hun selv vilde blive ensom derude.
„Det er bedst, vi slaar det ud af Hovedet og finder os en Treværelses
Lejlighed herinde,“ sagde han. „Det andet er alligevel upraktisk.“
Da han næste Dags Aften kom hjem fra Værkstedet, havde Ellen en
Overraskelse til ham. „Jeg har været ude og taget Huset paa Haanden,“
sagde hun. „Der er alligevel ikke saa langt ned til Sporvognen, og vi
faar det for 300 Kroner det første Aar. Manden lovede at sætte det hele
godt i Stand til Flyttedag. Er du saa ikke glad?“
„Jo — hvis du blot kan finde dig tilfreds i det,“ sagde Pelle og tog om
hende.
Børnene var henrykte. De skulde bo derude i den blændende Verden, som
man ellers kun kiggede ind i ved meget festlige Lejligheder, færdes der
til Hverdag og spise medbragt Mad i det Grønne altid.
Otte Dage efter flyttede de ud. Pelle syntes ikke, der var Raad til at
leje Folk til Flytningen. Han laante en firhjulet Trækkevogn — den
samme, som havde ført Ellens Stumper hertil fra Kapelvej — og i Løbet af
Lørdag Aften og Søndag Morgen kørte han og Lasse Fredrik Sagerne ud.
Dronning Therese gav Ellen en Haand med Indpakningen. Det sidste Læs gik
det i en Fart med, man maatte være ude af Byen inden Kirketid. De halv
løb med det, Svend Trøst var anbragt i en Balje oppe paa Toppen af
Læsset, bagefter det fulgte Ellen med lille Anna, og allersidst den
tykke Dronning Therese med nogle Potteplanter, som endelig maatte
skaanes — det var et helt Optog.
Dagen gik med et forfærdeligt Rod. Der var gjort elendigt rent, Ellen og
Dronning Therese maatte gaa det hele efter igen. Naa, det var jo, hvad
man var belavet paa! Naar man flyttede, maatte man altid gøre to
Lejligheder rene, den man forlod, og den man rykkede ind i.
Reparationerne var der heller ikke gjort meget ved — og det var ogsaa,
hvad man var vant til. Husværter var nok ens Jorden over. Gøre Vrøvl
skulde lidt nytte, nu var man der engang, og Kontrakten var
underskreven. Pelle fik selv se at gøre lidt ved det efterhaanden.
Henad Aften var Huset saa vidt i Orden, at der kunde soves i det. „Nu
gør vi ikke mere i Dag,“ sagde Ellen — „man skal dog ogsaa vide, det er
Søndag.“ De flyttede Stole uden for Havestuedøren og spiste ude; Pelle
havde lagt en gammel Dør over en Tønde, det var Bordet. Hvergang
Dronning Therese lagde sig frem med Albuerne paa Bordet, truede det hele
med at vippe; og saa hvinede hun. Hun var fra en Præstegaard og sad og
blev helt vemodig til Sinds. „Saadan har jeg ikke siddet og spist uden
for en Havedør, siden jeg rendte hjemme fra som femten Aars Tøs,“ sagde
hun og tørrede Øjnene.
„Det Skind,“ sagde Ellen, da de havde fulgt hende paa Vej ned mod
Sporvognen — „hun har rigtignok prøvet noget. Der er ingen, der bryder
sig om hende andre end vi.“
„Er hun virkelig en Præstedatter?“ spurgte Pelle. „Kvinder af hendes
Slags giver sig altid ud for noget fint — som er kommet i Ulykke.“
„Jamen det er rigtig nok. Hun løb hjemme fra, fordi der ikke var til at
være — hun maatte ikke le men skulde altid bede og tænke paa Vorherre.
Hendes Forældre har forbandet hende.“
De gik en lille Tur ind bag om Gaarden for at se Aftenhimlen. Ellen
snakkede løs, allerede nu havde hun tusind Planer for. Hun vilde plante
mange Bærbuske og anlægge Køkkenhave; Høns og Kaniner skulde de have
mange af. Og til næste Sommer vilde hun have tidlige Grønsager, som
kunde sælges inde i Byen.
Pelle gik og hørte halv efter, mens han stirrede ind i den hvidglødende
Aftenhimmel, der med sine løbende Ildlinjer kunde ligne en fjærn
Steppebrand. Der var lykkelig tyst om ham og inde i ham selv ogsaa — han
var højtidelig stemt, og følte det, som om han efter Aars Fravær igen
betraadte Barndommens Land. Mulden trykkede ham blødt og kendt under
Fødderne; det var som et Kærtegn, der satte Kræfter op i ham og gjorde
Livet nyt. Herude — med Fødderne i Mulden — følte han sig uovervindelig.
„Du er saa tavs,“ sagde Ellen og tog hans Arm for at gaa ved Siden af
ham paa Diget.
„Jeg er til Mode, som om jeg lige havde faaet dig til Brud,“ sagde han
og slog Armene stærkt om hende.