Pelle læste ikke mere og gik heller ikke paa Biblioteket, han havde nok
at gøre med at holde den gaaende. Nu kunde der ikke være Tale om at søge
noget; Vinteren stod for Døren, de Arbejdsløses Hær voksede med hver
Dag. Han holdt sig hjemme, arbejdede naar der var noget, passede ellers
Børnene for Ellen mens hun vaskede. Lasse Fredrik talte han med som med
en Kammerat, men det var morsomt at give sig af med de smaa ogsaa. De
var taknemmelige for det, og han opdagede at han havde meget til Gode
her. Svend Trøst holdt han meget af nu, det pinte ham kun at Drengen
endnu ikke kunde tale. Hans Stumhed var som en tavs Anklage bestandig.
„Hvorfor henter du dig ikke Bøger hjem?“ kunde Ellen sige, naar hun kom
op fra Vaskekælderen for at se til dem, med bare Arme og fine Draaber i
Haaret af Dampene dernede. „Du har jo god Tid nu!“
Nej, hvad skulde han med Bøgerne? De udvidede maaske nok hans Horisont
lidt, men det der laa bag den, blev igen saa mange Gange større — han
selv blev bare mindre af at læse. Noget beroligende Overblik var det i
al Fald ikke muligt at faa; Verden gik sin egen skæve Gang paa tværs af
al Visdom. Det var en sur Lykke at tage Viden ind om Ting, man ikke
kunde raade Bod paa; Fattigfolk maatte helst være afstumpede.
Han og Morten havde lige fulgt gamle Madam Johnsen til Graven — hun
naaede ikke at faa Jylland at se! Af et helt stræbsomt Liv var der ikke
blevet ti Kroners Overskud til en Billet hjem; og Togene løb Døgn efter
Døgn med Hundreder af tomme Pladser. Med isnende Punktlighed hvirvledes
de af Sted paa Klokkeslet fra Station til Station, Gud ved hvor mange
Tusend tomme Sæder Togene var rendt til Jylland med, i de Aar den gamle
sad og græmmede sig af Hjemlængsel? Og var hun stavret til Banegaarden
og steget i Toget, saa vilde punktlige Hænder uden Skaansel have sat
hende af ved første Station. Hvad kom Jylland hende ved? Hun længtes jo
nok — men hun havde ingen Penge!
Var det Ondskab eller hjærteløs Ligegyldighed? Mer djævelsk en Sport
kunde i al Fald vanskelig tænkes end denne Kørsel med tomme Pladser. Det
var dem, der gjorde Farten saa rædselsfuldt levende — som var selve
Djævlen spændt for og pustende af Kaadhed slæbte dem af Sted gennem
Landet — derhen hvor Folk længtes! Det maatte være forfærdeligt at være
Konduktør og raabe Stationernes Navne ind til disse Pladser for de
skæbnesvangert efterladte!
Og her gik Søster paa Gulvet, bleg og tynd i det! Der var ingen rigtig
Kraft i hendes lyse Haar, og naar hun blev ivrig, peb det i hendes
Luftrør med denne pinagtige Lyd, der var saa godt som uadskillelig fra
Fattigkvarterets Børn. Det var Baggaardenes fordærvede Luft, der
bestandig snakkede med nu — forstemmende som næsten alt hvad hans
Erkendelse lagde ind under sig. Hun manglede kun Sol — og hele Sommeren
havde den ødslet i ovenud Rundhaandethed; den gik bare hen over Hovedet
paa Fattigfolk — ligesom alt andet. Det havde været et enestaaende
jordbæraar, men de store Gartnere var blevet enige om at lade den halve
Afgrøde sidde og raadne paa Planterne — for at holde Prisen oppe og
spare Afplukningspenge. Og her gik Ungerne og hungrede efter Frugt,
vantrivedes fordi de ikke fik Del i den! — Hvorfor? ja noget
menneskeligt Svar gaves der ikke.
Og igen — overalt det samme! Hvergang hans Tanke slog ned paa en eller
anden Samfundsindretning, aabenbarede det samme triste sig: et uhyre
rullende Materiel, der kun var beregnet for nogle faa og for en væsenlig
Del løb tomt. Og fra de tomme Pladser stirrede anklagende Øjne paa én,
syge og triste af Sult og Savn og skuffede Haab. Havde man først set
dem, kunde man ikke lukke Synet for dem igen.
Undertiden slog hans Fantasi over, og han greb sig i at sidde og bygge:
Riger hvor man benyttede Jærnbanen eftersom man trængte til det og ikke
efter Pengepungen, hvor _de_ spiste Maden som var sultne, og de eneste
fattige var dem der ikke kunde unde andre noget. Men han bræmsede sig
haardt i det — det var for idiotisk! En Røst fra det usynlige havde
kaldt ham og hans ud i Dagen — og saa skete der ingenting! Det var blot
for at gække dem.
Brun kom ofte ned og saa til ham, den gamle Bibliotekar savnede sin unge
Ven.
„Hvorfor kommer De aldrig mere ind til os?“ sagde han.
„Hvad skal jeg dér,“ svarede Pelle kort for Hovedet. „Fattigmand har
ingen Brug for Viden — han er evig fordømt.“
Han havde brudt med alt det dér og brød sig ikke heller om
Bibliotekarens Besøg; det var bedst enhver passede sig selv, de Store
var alligevel ikke Selskab for en som ham. Han gjorde sig ingen Umage
for at skjule det. Men Brun lod som ingenting; han var flyttet ud i
Frederiksberg Allé til Oktober Flyttedag og saa næsten hver Eftermiddag
ned om paa sin Vej hjem fra Biblioteket. Børnene passede paa at være
dernede ved den Tid, han havde altid noget med til dem.
Hverken Pelle eller Ellen stillede ret store Fordringer til Tilværelsen
mere. De var faldet til Ro og færdedes resigneret ved hinandens Side som
et Par Arbejdsheste, der er vant til at dele Krybbe og Slid. Nu skulde
det have været store Ting at være færdig med det forbandede Laan, saa
man ikke gik med Livet i Hænderne bestandig; men selv det var for
urimelig en Fordring. Alt hvad man kunde rave og skrave sammen gik hver
Maaned i Aagerkarlen, og lige nær var man. Paa de 180 Kroner Pelle havde
faaet udbetalt, havde de nu ialt afdraget 120, og alligevel skyldte de
fremdeles 240. Det var Strafrenterne der løb paa, hver Gang de blot kom
en Dag eller to for sent med Afdragene — eller Pokker maatte vide hvad
det var? — En Skrue uden Ende var det i al Fald, som hele deres Liv
vilde pumpe alt, hvad de kunde skaffe til Veje, over i Aagerkarlens
Lomme.
Men nu sagde Pelle stop. Han havde ikke betalt det sidste Afdrag, og
vilde ikke mere, saa fik det skabe sig saa galt det vilde. „Du skulde
laane af Hr. Brun og betale den Aagerkarl ud,“ sagde Ellen — „ellers
falder han bare over os og tager Stumperne.“ Men Pelle var stejl og
vilde ikke høre et fornuftigt Ord; Bevidstheden om, at en Snylter havde
sat sig godt til Rette paa ham og udsugede ham trods al hans Modstand,
gjorde ham ude af sig selv. De kunde bare prøve paa at røre hans Hjem!
Da Aagerkarlen kom for at hente sit Afdrag, smed han ham paa Døren.
Ellers tog han alting med resigneret Ro, men naar dette kom paa Tale,
for han op og vidste ikke hvad han sagde. Ellen maatte tie stille og
lade det gaa sin Gang.
En Eftermiddag sad han og arbejdede paa sin Plads lige under
Kældervinduet. Bibliotekaren sad paa Stolen inden for Døren, han havde
Børnene et paa hvert Knæ og fodrede dem med Dadler. Pelle passede sig
selv og dukkede sig sky over sit Arbejde, med et Udtryk som en Sindssyg,
der er bange for at nogen skal tale til ham. Hans Arbejde havde ikke den
gamle Appel og skred ikke for ham, der var kommet en forstyrret Tone
ind, naar han ikke straks kunde finde et Stykke Værktøj, blev han hæftig
og smed med Tingene.
Brun sad og iagttog ham bekymret, men lod som han var optaget af
Børnene; en beklagende Mine vilde have faaet Pelle til at flyve i Flint.
Han gættede at det var galt med Pengene, men turde ikke tilbyde sin
Hjælp; hvergang han prøvede at indlede en Samtale, slog Pelle ham
tilbage med et snedigt Udtryk som sagde: Du gaar og snuser efter en
Lejlighed til at komme stikkende med dine Skillinger, men det skal blive
Løgn! — Et eller andet var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig
vel igen.
En Droske stansede uden for Døren, tre Mænd steg ud og begav sig op i
Huset. Lidt efter kom Ellen styrtende ned paa Værkstedet. „Pelle, de er
her for at tage vore Ting!“ raabte hun grædende uden at ænse Brun.
Børnene stak i at tudbrøle, da de saa at Moderen græd.
Pelle rejste sig og greb Hammeren. „Dem skal jeg snart faa herut!“ sagde
han med lav, sammenbidt Stemme og gik mod Døren. Han forhastede sig
ikke, gik med sænket Pande og saa ikke paa nogen.
Brun tog ham haardt i Armen og stansede ham.
„De glemmer, at der er noget der hedder Tugthuset!“ sagde han med en
besynderlig Betoning.
Pelle saa overrasket op paa ham — det saa et Øjeblik ud som han skulde
slaa den gamle Bibliotekar ihjæl. Saa tabte han Hammeren ud af Haanden
og faldt sammen.