VII

Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der

tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp

ham til at finde hvad han havde Brug for.

Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og

spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille

vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans

blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem

Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af

ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.

Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin

og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over

hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine

Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens

Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han

indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste

havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og

nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine

Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om

Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i _Jeget_ hos en eller anden

Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens

Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært

tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig

Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en

Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten

frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke

tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig

skeptisk til Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at læse,“

sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig Bog.“ Han havde færdedes

saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér.

Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste

Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem

adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med

til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa

Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han

levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige.

Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene

teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at

Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet

ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter!

En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det

lod til han vidste Besked. „Er der ikke et eller andet, De vil i Gang

med?“ spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe

Dem.“

Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an.

„Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,“ sagde han.

„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al

Fald, mens De finder Dem til Rette.“

„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ vedblev han da Pelle

vægrede sig — „det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De _tager_

jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i

Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.“

„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle.

„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort — og har I nogensinde

opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I

overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom.

Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede

jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund — enhver god Bid

skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side — han

var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med

ikke saa lidt af det.“

„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle.

„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden laaner man og tager paa

Kredit uden at blinke — jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig

nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er

vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dér Skellet

mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til

nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én — er meget smuk og

frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned

paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke — hvordan skulde det

ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til

Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“

Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke andet end deres

Æresfølelse, derfor vaager de over den,“ sagde han.

„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker

saa fortræffeligt i vort Favør?“ spurgte Brun forundret. „Gaa engang den

bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os

— til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er

ogsaa en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter og falder uden

for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede

Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv saadan ved min

unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf —

jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at

give Dem en Haandsrækning?“

Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget sønder og sammen i

ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig.

„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun halv ærgerlig.

Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han

altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han

og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var

Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var

bare altid blevet benægtet fra den anden Side — han sled jo med Historie

og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der

én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det

var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt

med. Det stivede hans Tro mægtigt af.

Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet

var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er

virkelig ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. „Det kan

vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har

afdraget — bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er

solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.“

Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve.

Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var

solgt, kunde det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været

straffet før,“ sagde Pelle.

„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?“ sagde Ellen og

stirrede forfærdet paa ham. „Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor

lød jeg dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. „Saa maa vi se at

faa det betalt i en Fart,“ sagde hun pludselig og rejste sig energisk —

„de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte sig op i

Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa.

„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet.

„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun _kan_ skaffe

dem!“ Hun bøjede sig ned og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt

efter kom hun med Pengene. „Jeg kan _vaske_ dem af,“ sagde hun glad.

Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men

det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden

besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om

Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets

Beløb; han kaldte det Strafrente.

Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var

han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn

for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for.

En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt

over — en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig

Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er fra i Morges,“ sagde Ellen

spændt — „bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun

fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn.

Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for

at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa

Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt

Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som

havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til

Fabrikant.

„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, gammel Uenighed skal ikke

skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til

at tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand som kan tage

Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa

Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en Mand med

Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt

og glat med Folkene — uden alligevel at spytte for meget i Bøssen

forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode —

det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo

selv til Partiet.“

„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne.

„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle — vil

De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man

har kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er

hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.“

„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle og lo.

„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan

snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dér er

baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte

lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne

Mennesker — som hun ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der

saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først

af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger.

Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her

Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give mig Ret i det? Efter min

Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa

nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen

til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af;

vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i

Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven pæn igen, siden man begyndte

at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som — skal

jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre

havde taget lidt venligere paa Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku

akkurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i

Tøjet — gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at

skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget

Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned,

er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden

kommer til ens Parti at komme til Fadet — det er nu min Politik. — Naa,

men hvad mener De saa?“

„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde Pelle.

„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det

kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det

har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen — det er en pæn

Ugeløn ved jeg — til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis.

Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — De forstaar vel hvad

jeg mener? Saa faar De fri Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være

en Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre Opgange med

Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er

saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man

saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa,

det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder

mest af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til

at blive Medlem af Hovedledelsen! — De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og

en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv

skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa

til?“

Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag.

„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget —

vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — det

er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De bliver min Tillidsmand med

andre Ord. — Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“

Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt

Betænkningstid — dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man

ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der

meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. —

Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller.

Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og

festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe

over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende.

Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede

gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og

maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra:

Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften.

Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to — og

hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den

begyndende Kulde.

Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt

sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud.

Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede

skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de

syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd

Skorpe — med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske

derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske

forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — uden at lytte altfor

skrupuløst til Baggadernes hæse Protest?

Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en

Mand og solgte Blade. „Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det ikke

noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. Han var bleg, havde mørkt

Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en

indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham —

det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra!

„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret og rakte ham

Haanden.

Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte

Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere

fortænkt ud.

„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men kun efter Fyraften. Det er

et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af

at læse det.“

„Hvad handler det da om?“

„Om dig og mig!“

„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. „Du

var saa egen, sidst jeg traf dig.“

„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre hvis De har Raad — ellers

gratis!“ raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod

en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk.

„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa

Betjenten.

„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille

skikkelige Blad.“

„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?“ sagde Pelle

smilende.

„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.“

„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.“

„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart

jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og

henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes

sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter Maven — dér har man nemlig

selv Hjærtet siddende.“

„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ sagde Pelle deltagende.

„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig

Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det

ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet — det taler

ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at

knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig

af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til

at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere.

Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af

brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige

Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig

ikke i det.“

„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt paa ham.

„Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget

herhjemme — den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor

sjofler de os efter Forgodtbefindende.“

De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod

et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle

ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en

stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak

sig.

„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,“ sagde

Pelle. „Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er

lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste

skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig

ved Tanken om at andre sidder og mangler.“

„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror

du nogen af dem siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret,

mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer

de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de

solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa

Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne — nu er der til dem af en

overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige er

svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem —

selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre

dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den

fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere

hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som

en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der

aldrig sker noget til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme,

en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige

beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder det

nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover

bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi

skærer ikke Struben over paa den!“

Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede

samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa

det.

Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk Blodhund,“ sagde

han roligt — „et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er,

at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at

agitere blandt Militæret.“ Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor

han boede.

Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan gik det?“ spurgte hun

spændt. „Fik du Pladsen?“

Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne.

Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store Mandfolk,“ sagde hun og saa

lykkeligt op paa ham — „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er

vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?“

„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.“

„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset

Stilling du faar.“

„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det

bedst mulige ud af den,“ svarede han.

„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det

følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at

faa sine Sager varetagne.“

Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til

Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget

ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i

sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres

over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret.

„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,“

sagde hun. „Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“

„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle adspredt. „Foreløbig

pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af

Arbejdernes Stemmer.“

„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ udbrød Ellen livligt. —

„Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi

maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham

engang.“

Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem

andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan,

var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og

der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i

fuld Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — hende skyldte han

alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en

Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det

blege Ansigt lignede hun en af disse _Søstre_, der har gaaet meget

igennem og gør alt af Barmhjærtighed.

Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud — hun smilede

kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke

ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham

og alligevel beholdt det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru.

Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne

hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende

længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb

allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var

heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først

aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe

Ansvaret over paa ham.

Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale

med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og

børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs

Fuglekvidder. „Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden

og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — „ellers faar du for langt

at gaa.“

„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre

Opgange med Etværelses Lejligheder — dem skal vi være Vicevært for. Han

kan ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt det, men kunde

ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund.

Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til Stillingen?“ spurgte hun

og tog efter Vejret.

Pelle nikkede.

Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det ikke!“ skreg hun og greb

ham i Armene — „hører du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af

sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar dig slet ikke!“

Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar.

„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ vedblev hun hæftigt. „Det

er en Judaspost, han har tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød

ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne

ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!“ Hun

stirrede gruende hen for sig.

„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne — du som

ellers er saa fornuftig,“ sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa

halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank

sammen.

„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt.

Pelle Erobreren 4: Gryet · 第 12 / 29 题