Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der
tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp
ham til at finde hvad han havde Brug for.
Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og
spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille
vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans
blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem
Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af
ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.
Bibliotekar Brun var Pebersvend, og det hed sig han var meget rig. Fin
og pillen med sit Ydre var han just ikke, men der var noget uberørt over
hans Person, som havde han aldrig været udsat for Livets Skrub. I sine
Skrifter var han en stejl fanatisk Jegdyrker, og satte Samvittighedens
Lov op som det eneste Mennesker burde bøje sig for. Personlig var han
indesluttet og folkesky, men noget drog ham til Pelle, som han vidste
havde været Sjælen i Massernes Rejsning engang. Han fulgte undrende og
nysgærrigt den nye Arbejders Udvikling; nu og da kom han med en af sine
Afhandlinger og bad Pelle læse den. Det handlede gærne om
Personlighedens Væsen, tog Udgangspunkt i _Jeget_ hos en eller anden
Filosof eller i den og den Religion og søgte at naa op i Dagens
Spørgsmaal. Hviskende underholdt de sig om Indholdet; den gamle, svært
tilgængelige Filosof, der kun læstes af meget faa, nærede en ulykkelig
Kærlighed til det store Publikum og lyttede spændt efter, hvad en
Arbejder vel kunde faa ud af hans Tanker. Saa stilfærdigt og næsten
frygtsomt hans Væsen var, var han hvas i sine Anskuelser og veg ikke
tilbage for Tanken om at anvende voldsomme Midler. Men han forholdt sig
skeptisk til Underklassens Rejsning. „Den forstaar jo ikke at læse,“
sagde han — „Almuen rører aldrig en virkelig Bog.“ Han havde færdedes
saa længe mellem Bøgerne, at han mente Livets Sandhed gemtes dér.
Efterhaanden lærte de hinanden godt at kende. Brun var den sidste
Efterkommer af en gammel udlevet Slægt, der havde været rig gennem
adskillige Generationer. Han ringeagtede Penge og regnede dem ikke med
til Livets Værdier; da han aldrig havde kendt Savn, stillede han faa
Fordringer og undværede gærne for at hjælpe andre. Man sagde, at han
levede meget spartansk og brugte hele sin Renteindtægt til de Fattige.
Paa mange Punkter stemte han overens med Underklassen, ikke alene
teoretisk men rent organisk; og Pelle saa til sin Forundring, at
Opløsningen af det bestaaende kunde finde Sted fra oven i Samfundet
ogsaa. Kanske forberedte Fremtiden sig fra begge Yderpunkter!
En Dag førte Brun varsomt Samtalen hen paa Pelles private Affærer; det
lod til han vidste Besked. „Er der ikke et eller andet, De vil i Gang
med?“ spurgte han. „Det vilde glæde mig meget, om jeg maatte hjælpe
Dem.“
Pelle var endnu ikke klar over, hvordan Fremtiden skulde gribes an.
„Foreløbig ligger det hele i Kaos for mig,“ sagde han.
„Men De skal dog leve! Gør mig den Tjeneste at tage imod et Laan i al
Fald, mens De finder Dem til Rette.“
„Der hører Penge til at gøre sig dygtig og fri,“ vedblev han da Pelle
vægrede sig — „det er sjofelt, men saadan er det nu engang. De _tager_
jo alligevel ikke hvad De behøver, altsaa maa De enten have fat i
Pengene paa den Maade de byder sig til, eller undvære.“
„Saa undværer jeg,“ sagde Pelle.
„Det synes jeg De og Deres alle Dage har gjort — og har I nogensinde
opnaaet at sanke gloende Kul paa Samfundets Hoved ved det. I
overvurderer Pengene, Almuen har for stor Ærbødighed for andres Ejendom.
Ja det er Gud hjælpe mig ogsaa sandt! den gode gamle Fattigmand nænnede
jo næsten ikke at putte noget i sin egen usselige Mund — enhver god Bid
skulde Konen have. Derfor begrædes han ogsaa som tabt fra vor Side — han
var saa nem at samle sig Rigdomme paa. Hans Afkom slæber endnu om med
ikke saa lidt af det.“
„Penge gør afhængige,“ indvendte Pelle.
„Ikke altid,“ svarede Brun leende. „I min Verden laaner man og tager paa
Kredit uden at blinke — jo større Gæld des bedre; man behandler aldrig
nogen Mand daarligere, end naar man skylder ham Penge. Paa det Punkt er
vi ganske anderledes frigjorte end I, det er overhovedet dér Skellet
mellem Overklassen og Almuen gaar. Denne Angst for at komme i Gæld til
nogen, og Omhu for altid at yde to Tjenester for én — er meget smuk og
frugtbar inden for jer egen Verden; men det er den, I bliver rendt ned
paa i Forholdet til os. Vi kender den slet ikke — hvordan skulde det
ellers gaa Mennesker, der maa lade sig hjælpe lige fra Vuggen til
Graven, og udelukkende lever paa at modtage Tjenester?“
Pelle saa forvirret paa ham. „Fattigfolk har ikke andet end deres
Æresfølelse, derfor vaager de over den,“ sagde han.
„Og De har virkelig aldrig gjort Holdt ved denne Æresfølelse, som virker
saa fortræffeligt i vort Favør?“ spurgte Brun forundret. „Gaa engang den
bestaaende Moral efter, og De vil opdage, at den maa være opfundet af os
— til Brug for jer. Ja det undrer Dem at høre mig sige det! men jeg er
ogsaa en degenereret Overklasser — en af dem der vanarter og falder uden
for Vedtægten. Jeg saa nok Deres Bestyrtelse over, at jeg ikke klappede
Dem paa Skulderen før og sagde: Fattig men stolt — bliv saadan ved min
unge Mand! De skal dog ikke drage for vidtrækkende Slutninger deraf —
jeg hører som sagt ikke til Slagsen. Maa jeg saa ikke have Lov til at
give Dem en Haandsrækning?“
Nej nu vilde Pelle slet ikke. Der var skudt noget sønder og sammen i
ham, og den Erkendelse gjorde ham stædig.
„De er en rigtig forstokket Almuer,“ sagde Brun halv ærgerlig.
Paa Vejen hjem tænkte Pelle videre over dette. Naturligvis havde han
altid været klar over, at det hele var som et Herskabskøretøj, hvor han
og hans Lige maatte agere Hestene; Lovene og den hele Indretning det var
Tømmerne og Selen, som fik dem til at gaa godt for Kalesjen. Det var
bare altid blevet benægtet fra den anden Side — han sled jo med Historie
og Statistik for engang at levere det uomstødelige Bevis. Men nu kom der
én, som selv sad i Ekvipagen, og vidnede at det var rigtigt nok. Og det
var ikke en Bog, men et levende Menneske som han stod Ansigt til Ansigt
med. Det stivede hans Tro mægtigt af.
Det kunde ogsaa nok gøres Behov, hjemme gik den paa Stumperne. Logiet
var gaaet helt i Staa, Ellen solgte rask væk af Udstyret. „Jeg er
virkelig ligeglad med Loven!“ svarede hun til Pelles Advarsler. „Det kan
vel ikke være Meningen, vi skal forære Møbelhandleren alt det vi har
afdraget — bare fordi han har en Stump Papir paa os. Naar Møblerne er
solgt, skal han nok faa Resten af sit Tilgodehavende.“
Det hele fik han nu ikke, for de skulde først og fremmest leve.
Restgælden hang som en Trusel over dem; opdagede han at Møblerne var
solgt, kunde det blive en slem Historie. „Husk paa, jeg har været
straffet før,“ sagde Pelle.
„De kan da ikke straffe dig for, hvad jeg har gjort?“ sagde Ellen og
stirrede forfærdet paa ham. „Pelle, Pelle, hvad har jeg gjort! hvorfor
lød jeg dog ikke dig?“ En Stund sank hun helt sammen. „Saa maa vi se at
faa det betalt i en Fart,“ sagde hun pludselig og rejste sig energisk —
„de tyve Kroner maa dog være til at skaffe!“ Hun skyndte sig op i
Lejligheden og kom straks efter ned med Hat og Kaabe paa.
„Hvad vil du nu gøre?“ spurgte Pelle bestyrtet.
„Hvad jeg vil gøre? — jeg vil gaa til Dronning Therese. Hun _kan_ skaffe
dem!“ Hun bøjede sig ned og kyssede ham. „Du skal ikke være bange!“ Lidt
efter kom hun med Pengene. „Jeg kan _vaske_ dem af,“ sagde hun glad.
Saa var dét til en Side, havde nu Laanet bare været lige saa vidt! Men
det kom ikke stort af Stedet, Afdragene aad paa en eller anden
besynderlig Maade sig selv. Et Par Gange havde de maattet bede om
Udsættelse, og hver Gang forhøjede Aagerkarlen Restsummen med Afdragets
Beløb; han kaldte det Strafrente.
Pelle læste sjælden i en Bog, han havde ingen Lyst; tidlig og silde var
han ude efter et Nap. Han hentede og bragte Møbler i Byen paa Trækkevogn
for Marskandiseren, og tog ellers alt hvad der faldt for.
En Aften kom Ellen med et Avisudklip, som Dronning Therese havde sendt
over — en Annonce om en god og vellønnet Stilling for en paalidelig
Mand, der var uddannet som Skomager. „Den er fra i Morges,“ sagde Ellen
spændt — „bare det ikke er for sent. Du maa straks tage derud.“ Hun
fandt Pelles Søndagstøj frem i en Fart og hjalp ham med at gøre sig pæn.
Det var paa en Skotøjsfabrik ude i Borgergade, Pelle tog Sporvognen for
at komme hurtigt frem, men gjorde sig ikke synderlig Haab om at faa
Pladsen. Fabrikanten var en af hans haardeste Modstandere blandt
Arbejdsgiverne fra den Tid han organiserede Faget — en yngre Mester, som
havde forstaaet at følge med Udviklingen og gøre Springet over til
Fabrikant.
„Naa er det Dem,“ sagde Fabrikanten. „Ja ja, gammel Uenighed skal ikke
skille os, hvis vi ellers kan blive enige. Jeg har Brug for en Mand til
at tage sig lidt af alt — saadan en Slags højre Haand som kan tage
Stødet af til daglig, og have Opsyn med det hele naar jeg er ude paa
Rejse. Jeg tror, De vil egne Dem udmærket til det, De er jo en Mand med
Indflydelse inden for Arbejderne; jeg vil gærne have, det gaar lidt pænt
og glat med Folkene — uden alligevel at spytte for meget i Bøssen
forstaar De nok. Man kan akkurat lige saa godt ordne sig med det gode —
det koster ikke en Smule mere efter min Erfaring. Og nu hører man jo
selv til Partiet.“
„Gør De?“ Pelle vilde ikke tro sine egne Øjne.
„Ja! — Hvorfor skulde en Arbejdsgiver ikke kunne være Partifælle — vil
De sige mig det? Der er sku ikke noget at være bange for, naar først man
har kigget ind bag Kulisserne — og det har jo sine Fordele. Om ti Aar er
hvert fornuftigt Menneske Socialdemokrat.“
„Ja det kan forresten gærne være,“ sagde Pelle og lo.
„Ja ikke sandt! Saa en Aften siger jeg til min Hustru: Hør, man kan
snart ikke være bekendt ikke at høre til Partiet; i andre Lande dér er
baade Millionærer og Grever og Baroner allerede Partifæller. Hun smagte
lidt paa’et, men nu er hun meget tilfreds; det er jo lutter pæne
Mennesker — som hun ogsaa sa’e forleden Aften — Standspersoner er der
saagar imellem. Naa det var jo ikke Overbevisning, der drev én fra først
af; men nu samstemmer jeg sku, for det er meget fornuftigt det de siger.
Og saa er det jo min Salighed det eneste Parti, der gi’r di’her
Anarkister rigtig paa Puklen — vil De give mig Ret i det? Efter min
Mening burde alle forene sig om at bekæmpe dem — og det bli’r vel ogsaa
nok Enden paa det. Jeg har spekuleret en Del over Politik og er kommen
til det Resultat, at vi Arbejdsgivere bar os hestedumt ad fra først af;
vi skulde ikke ha’e bekæmpet Bevægelsen, det drev den bare ud i
Yderlighed. Se nu selv, hvor den er bleven pæn igen, siden man begyndte
at tage Hatten af for den! man er det, man bli’r behandlet som — skal
jeg sige Dem. De var heller ikke gaaet saa haardt frem, dersom vi andre
havde taget lidt venligere paa Dem! — vil De indrømme mig det? I er sku
akkurat lige som alle andre, I vil ha’e nogen god Mad og være pæne i
Tøjet — gaa og gælde for ordenlige Mennesker! Derfor var det klogt at
skære den nederste Ende af; man kan ikke stige, naar man har for meget
Skrammel til Ballast. Disse Fyre, der vil pille Brosten op og slaa ned,
er ikke Selskab for mig. Man maa ha’e Taalmodighed og vente, til Raden
kommer til ens Parti at komme til Fadet — det er nu min Politik. — Naa,
men hvad mener De saa?“
„Jeg forstaar mig jo ikke paa Maskinerne,“ sagde Pelle.
„Det kan De snart komme ind i! Men det er forresten heller ikke det, det
kommer an paa, bare De ellers forstaar at behandle Arbejderne — og det
har De jo vist. Jeg lønner Dem med 35 Kroner om Ugen — det er en pæn
Ugeløn ved jeg — til Gengæld skal De saa se paa min Fordel naturligvis.
Man er jo ikke gaaet ind i Partiet for at bløde — De forstaar vel hvad
jeg mener? Saa faar De fri Bolig — i Forhuset naturligvis — for at være
en Slags Vicevært for Bagbygningen her; — der er tre Opgange med
Etværelses Lejligheder. Jeg gider ikke selv have med det at gøre, der er
saa meget Vrøvl med Pakket. De ramponerer og betaler nødig, og naar man
saa tager lidt fast paa dem, render de til Bladet og sjikanerer en. Naa,
det risikerer jeg naturligvis ikke saa let, men alligevel; jeg holder
mest af at Tingene gaar glat — ogsaa af den Grund at jeg aspirerer til
at blive Medlem af Hovedledelsen! — De faar altsaa 1800 Kr. om Aaret og
en Lejlighed til 400, det bliver 2200 Kroner; en pæn Løn naar jeg selv
skal sige det. Men den der smører godt kører godt! Naa, slaar De saa
til?“
Pelle vilde gærne have Betænkningstid til den næste Dag.
„Hvad vil De betænke Dem paa? Man skal aldrig betænke sig for meget —
vor Tid kræver Handling. Det faglige er som sagt ikke Hovedsagen — det
er mest Deres Avtoritet jeg har Brug for. De bliver min Tillidsmand med
andre Ord. — Naa, ja ja, saa faar jeg Deres Svar i Morgen.“
Pelle gik langsomt hjemad. Han vidste ikke, hvorfor han havde forlangt
Betænkningstid — dette var jo afgjort. Vilde man hygge sit Hjem, fik man
ogsaa tage Konsekvenserne af det og ikke knibe ud, første Gang der
meldte sig en Udsigt til at gøre det lidt hyggeligt for Kone og Børn. —
Nu var han altsaa Pladshund mod sine Fæller.
Han gik ned over Kongens Nytorv og ind gennem Strøget. Her var lyst og
festligt inde, Buelamperne hang som en Række spejdende Lysfugle oppe
over Asfalten; nu og da slog de med Vingerne for at holde sig svævende.
Det var ligesom de fejede Nattens Mørke ned, store Skygger flakkede
gennem Gaden og blev borte. Inde i de snævre Sidegader stod Mørket og
maabede ud paa Lysglansen, paagaaende Lyde trængte ud derinde fra:
Tøselatter, et Barns ensomme Graad, en forkuet Kvindes endeløse Kæften.
Men Folk promenerede roligt passiarende over Asfalten to og to — og
hørte ingenting; de havde faaet Vinterpelsene frem og gassede sig i den
begyndende Kulde.
Inde fra de store Kafeer lød Musik, de var overfyldte; Folk sad tæt
sammen i hver sin lille lukkede Kreds og saa oprømte og hyggelige ud.
Paa Bordet mellem dem stod Køleren med Champagneflasken, der pegede
skraat opad som skulde den skyde selve Himlen ned til dem. Hvor de
syntes trygge ved Tilværelsen! anede de mon ikke, at de sad paa en tynd
Skorpe — med Armodens Helvede lige under sig? Eller var det kanske
derfor de slog sig løs? I Dag dig, i Morgen mig! De havde maaske
forsonet sig med det, og tog hvad de kunde faa — uden at lytte altfor
skrupuløst til Baggadernes hæse Protest?
Ude paa Raadhuspladsen under en af de elektriske Standere stod der en
Mand og solgte Blade. „Fem Øre hvis De har Raad — ellers koster det ikke
noget!“ sagde han og stak en Avis til Pelle. Han var bleg, havde mørkt
Fuldskæg og dybe Skygger under Øjnene; det saa ud, som bar han paa en
indvendig Lidelse der langsomt fortærede ham. Pelle stirrede paa ham —
det var jo Peter Drejer, hans Lærekammerat derhjemme fra!
„Gaar du her og sælger Aviser?“ udbrød han forundret og rakte ham
Haanden.
Peter Drejer hilste stille igen. Han havde det samme tunge, indadvendte
Udtryk som da Pelle traf ham paa Kvisten i Jægergade, men saa endnu mere
fortænkt ud.
„Ja jeg er blevet Avismand,“ sagde han — „men kun efter Fyraften. Det er
et lille Blad, jeg selv skriver og trykker; du kan maaske have godt af
at læse det.“
„Hvad handler det da om?“
„Om dig og mig!“
„Det er nok anarkistisk?“ sagde Pelle og betragtede Bladets Titel. „Du
var saa egen, sidst jeg traf dig.“
„Nu kan du jo læse det. — Værsgod, fem Øre hvis De har Raad — ellers
gratis!“ raabte han og stak et Eksemplar til dem der gik forbi. Der stod
en Betjent lidt henne og iagttog ham, han nærmede sig i smaa Ryk.
„Du er nok under Opsigt!“ sagde Pelle og gjorde ham opmærksom paa
Betjenten.
„Det er jeg vant til. Et Par Gange har de beslaglagt mit lille
skikkelige Blad.“
„Saa har det vel ikke været saa helt skikkeligt heller?“ sagde Pelle
smilende.
„Jeg raader ikke Folk til andet end at tænke selv.“
„Det Raad kan ogsaa være farligt nok, dersom det bliver fulgt.“
„Aa ja. Det sjofle er, at Politiet forfølger mig økonomisk. Saa snart
jeg har faaet Arbejde hos en Mester, møder der straks en Betjent op og
henstiller til ham at afskedige mig. Naa, det er jo det bestaaendes
sædvanlige Taktik! man fører Stødet efter Maven — dér har man nemlig
selv Hjærtet siddende.“
„Saa kan du have svært nok ved at begaa dig,“ sagde Pelle deltagende.
„Aa, det gaar. En Gang imellem sætter man mig fast uden nogen lovlig
Begrundelse; og naar der er gaaet nogen Tid, slippes jeg løs igen — det
ene lige saa umotiveret som det andet. Man har tabt Hovedet — det taler
ikke til Ros for et Maskineri, der dog udelukkende holdes gaaende for at
knægte os hernede. Jeg har en Fornemmelse af, at man gærne ryddede mig
af Vejen, dersom det lod sig gøre; men Landet er jo ikke stort nok til
at lade nogen forsvinde i. Men nu vil jeg ikke lege jaget Dyr mere.
Skønt jeg foragter vore Love, der ikke er andet end en Maskering af
brutal Magt, passer jeg meget omhyggeligt paa at være paa den rigtige
Side. Og hvis man alligevel bruger Vold mod mig igen, finder jeg mig
ikke i det.“
„Forholdet er saa ulige,“ sagde Pelle og saa alvorligt paa ham.
„Ingen behøver finde sig i mere end han selv vil! Men vi mangler noget
herhjemme — den yderste Konsekvens af os selv, Selvrespekten. Derfor
sjofler de os efter Forgodtbefindende.“
De fulgtes ad udefter. Paa Fortovet uden for en af de store Kafeer stod
et blodfattigt Kvindfolk med en lille Unge paa Armen, hun falbød nogle
ynkelige Stilke som skulde forestille Blomster. Peter Drejer gjorde en
stum Bevægelse fra hende ind mod Kafeens Publikum, hans Ansigt fortrak
sig.
„Jeg har nu ikke noget imod, at Menneskene nyder Tilværelsen,“ sagde
Pelle. „Tvært imod, det glæder mig at se, at der dog er nogle der er
lykkelige. Jeg hader Systemet, men ikke Menneskene, du. Det eneste
skulde da være dem, der ikke kan unde os alle noget, og kun nyder rigtig
ved Tanken om at andre sidder og mangler.“
„Og tror du der er nogen derinde, som for Alvor under andre noget? Tror
du nogen af dem siger: Jeg er saa heldig at tjene 25000 Kr. om Aaret,
mere end de fem Tusend har jeg ikke Lov til at bruge, Resten tilkommer
de Fattige? Nej nu sidder de og skælder ud paa Fattigmand, mens de
solder Overskuddet af hans Tilværelse op; Mændene rakker ned paa
Arbejderne og Fruerne paa Tjenestepigerne — nu er der til dem af en
overfyldt Mave. Gaa engang ind mellem Bordene og lyt —: De fattige er
svinske, upaalidelige, utaknemmelige trods alt hvad man gør for dem —
selv Skyld i deres Elendighed. Det krydrer vel Festen for nogle, andre
dulmer deres onde Samvittighed med det. Og alt det de nyder, har den
fattige dog lavet, selv det mest udsøgte Raffinement har maattet passere
hans smudsige Hænder og smager pikant af Sved og Sult. De tager det som
en Selvfølge at det er saaledes, det undrer dem ikke engang, at der
aldrig sker noget til Tak for god Behandling — et lille besk Velbekomme,
en Forgiftning f. Eks. Tænk blot paa, at der daglig er Millioner fattige
beskæftiget med at lave Lækkerier til Rigmanden — og aldrig falder det
nogen af dem ind at hævne sig. Saa godmodige er de! Kapitalen sover
bogstavelig talt med Hovedet i vort Skød — og smæder os i Søvne. Og vi
skærer ikke Struben over paa den!“
Ved Viktoriagade stansede de. Betjenten var fulgt efter dem og stansede
samtidig ovre paa den anden Side af Gaden. Pelle gjorde opmærksom paa
det.
Peter saa ligegyldigt derover. „Han ligner en engelsk Blodhund,“ sagde
han roligt — „et glubsk Bid og ingen Hjærne! Det der piner mig mest er,
at vi selv leverer Hundene som skal jage os. Men nu snart begynder vi at
agitere blandt Militæret.“ Han bød Godnat, og gik ud mod Enghavevej hvor
han boede.
Ellen tog imod Pelle helt oppe i Gaden. „Hvordan gik det?“ spurgte hun
spændt. „Fik du Pladsen?“
Han satte hende stilfærdigt ind i Sagerne.
Hun havde lagt Armen om hans Liv. „Du store Mandfolk,“ sagde hun og saa
lykkeligt op paa ham — „naar du vidste, hvor jeg er stolt af dig. Nu er
vi jo rige, Pelle — 35 Kroner om Ugen! Er du ikke selv glad?“
„Jo jeg er glad ved, at du og Børnene faar det lidt godt engang.“
„Jamen du selv — jeg synes ikke du er saa henrykt. Det er dog en anset
Stilling du faar.“
„Det bliver ikke nogen nem Stilling for mig; men jeg faar se at faa det
bedst mulige ud af den,“ svarede han.
„Det forstaar jeg ikke. Du skal være paa Fabrikantens Parti, men det
følger jo altid med den Slags Stillinger. Han har da ogsaa Ret til at
faa sine Sager varetagne.“
Ellen gik og satte Aftensmad frem til ham, som hun havde staaende til
Varme i Kakkelovnen. Nu og da saa hun forundret paa ham, der var noget
ved ham i Dag, hun ikke begreb. Han var i det hele blevet lidt aparte i
sit Syn paa Sagerne derinde i Fængslet — og det kunde man jo ikke undres
over. Hun kom hen og strøg ham over Haaret.
„Du skal se, du nok bliver tilfreds for dit eget Vedkommende ogsaa,“
sagde hun. „Et Held er det for os at han ikke gider passe Sagerne selv.“
„Han giver sig jo af med Politik,“ svarede Pelle adspredt. „Foreløbig
pønser han vist paa at komme ind i Borgerrepræsentationen ved Hjælp af
Arbejdernes Stemmer.“
„Saa er det saamænd klogt af ham at antage dig,“ udbrød Ellen livligt. —
„Du er da inde i Sagerne og kan hjælpe ham! Naar vi sparer, kan vi
maaske faa saa meget til overs, at vi kan overtage Forretningen af ham
engang.“
Hun saa lykkelig ud og gik og kælede for ham, saa gennem ét, saa gennem
andet. Glæden gjorde hende endnu skønnere, og naar han saa hende saadan,
var det ham umuligt at fortryde nogenting. Hun havde ofret ham alt, og
der førte ingen Veje uden om hende. Han maatte se hende give sig hen i
fuld Lykke engang! saa fik det koste hvad det vilde — hende skyldte han
alligevel alt. Hvor var hun skøn i sin Uberørthed! Endnu havde hun en
Tilbøjelighed til at klæde sig i sort; og med det mørke Haar om det
blege Ansigt lignede hun en af disse _Søstre_, der har gaaet meget
igennem og gør alt af Barmhjærtighed.
Det slog ham, at han aldrig havde hørt hende le rigtig ud — hun smilede
kun. Det stærkeste havde han ikke udløst i hende endnu; han havde ikke
ævnet at gøre hende lykkelig. Derfor havde hun delt Bord og Seng med ham
og alligevel beholdt det skønneste for sig selv — som en trodsig Jomfru.
Men nu farvedes hendes Kinder af lykkelig Forventning, og hendes Øjne
hvilede paa ham i Spænding; han var ikke den graa Hverdag for hende
længer, han var Æventyret, som kunde overrumple, naar det kneb
allermest. Og den Forandring købte han ikke let for dyrt. Kvinder var
heller ikke skabte til Modgang og Ensomhed, de var Blomster, som først
aabnede sig helt, naar Lykken kyssede dem. Ellen fik have Lov at skubbe
Ansvaret over paa ham.
Næste Dag klædte han sig pænt paa for at gaa ud og slutte endelig Aftale
med Fabrikanten. Ellen hjalp ham med at knappe Kravetøjet i Nakken og
børstede ham af; imens snakkede hun om Fremtiden, det lød som sorgløs
Fuglekvidder. „Hvad skal vi nu? vi maa jo se og blive af med Lejligheden
og flytte ud i den Ende af Byen,“ sagde hun — „ellers faar du for langt
at gaa.“
„Jeg har glemt at fortælle dig, at vi skal bo derude. Han har tre
Opgange med Etværelses Lejligheder — dem skal vi være Vicevært for. Han
kan ikke selv tumle Beboerne.“ Pelle havde ikke glemt det, men kunde
ikke faa sig selv til at fortælle at han skulde være Pladshund.
Ellen saa forstenet paa ham. „Hører det med til Stillingen?“ spurgte hun
og tog efter Vejret.
Pelle nikkede.
Pludselig sprang hun ind paa ham. „Du gør det ikke!“ skreg hun og greb
ham i Armene — „hører du Pelle? du gør det ikke!“ Hun var helt ude af
sig selv og stirrede tryglende paa ham. „Jeg forstaar dig slet ikke!“
Han saa forvirret paa hende og mumlede noget til sit Forsvar.
„Ser du da ikke, at han bare vil bruge dig?“ vedblev hun hæftigt. „Det
er en Judaspost, han har tilbudt dig — men vi vil ikke tjene vort Brød
ved at smide Fattige paa Gaden. Jeg har selv prøvet at se Stumperne
ligge i Rendestenen og flyde. Aa, hvis du nu var gaaet derind!“ Hun
stirrede gruende hen for sig.
„Jeg begriber heller ikke, hvor du har haft din Forstand henne — du som
ellers er saa fornuftig,“ sagde hun da hun igen var blevet rolig, og saa
halv bebrejdende paa ham. Men saa med ét forstod hun det hele og sank
sammen.
„Aa Pelle, Pelle!“ udbrød hun og gemte sit Ansigt.