„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne solgt efterhaanden? Vi
skylder kun en Tredjedel paa dem.“
„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt paa
Logiudstyret, og saalænge vi skylder en Øre paa det, er det hans. — Naa,
men vi er jo sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“
„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte et Smil. „Men jo
raskere vi er, desto mere Mad skal der til.“
Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, som skulde forsaales i en
Fart; det var Dronning Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa
faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen oplivet. „Jeg hjælper
dig at faa dem færdig i en Fart.“
De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik i Gang med Arbejdet. Det
mindede om den allerførste Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede
de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet Tag. Paa halvanden Time
var Støvlerne færdige. Pelle gik selv med dem for at være sikker paa
Pengene.
„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. „Ved denne Tid spiser
Artisterne Middag, saa er hun gærne der.“
I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde sad knoglede,
tætklippede Mænd af en egen rødlig Type og spiste sammen med en eller
anden Pige fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere —
Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet klædte, med vældige
Neglemansjetter og hele pansrede Støvlesnuder. De tyggede bredt, og
stirrede sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard brutal
Maske til Ansigt og svære Diamantringe paa Fingrene. Nogle af dem saa ud
til at have udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod Bokserslag,
saa kraftig var den. Inde i det tilstødende Værelse gik nogle unge
sirlige Fyre og spillede Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad der
foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og Laksko.
Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om i Dannebrogsgade, hvor hun
boede. Men hun var ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til
Naboens og gaa igen med tomme Hænder.
Naa, var det vel andet, end hvad man kunde vente! Naar man trængte
haardest, legede Tilfældet med én som Katten med Musen! Pelle var ikke
nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for Ellen; Virkeligheden
begyndte at gaa ham paa. Han drev ud til Morten, men uden nogen Tro til
Resultatet; Morten havde mange Huller til det han tjente.
„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten og viftede med to Sedler.
„Jeg har lige faaet tyve Kroner sendende fra _Arbejderen_, dem kan vi
dele. Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan begribe, jeg har
spyttet tre Gange paa dem.“
„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød Pelle glad.
Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder gaa igen i Bladet, da
man dog ikke vil kendes ved mig deroppe — og gik op til dem og gjorde
opmærksom paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se det Ansigt de satte
op! For Pokker, det _er_ ikke morsomt at skulle tjene sit Brød paa
Elendigheden saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man
bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. Du skal heller
ikke tro jeg gjorde det under andre Forhold — jeg sultede hellere. Men
jeg vil i al Fald ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes Side!
— Det er snart længe siden du har været her.“
„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne det?“ Det sidste sagde
han i en hviskende Tone.
„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — Hun spørger stadig efter
dig.“
„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — Desværre kan jeg stadig
ikke opdrive noget om hende. Er hun lige tvær?“
„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa med, at hun godt
kunde hjælpe os paa Sporet, hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at
se os løbe til Nar.“
„Saa raffineret er et Barn ikke.“
„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke noget Barn — hun har gjort
for rædselsfulde Erfaringer. Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader
mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du aner ikke, hvor hadefuldt
hendes Sind kan være; det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat
sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, hun mærker jeg synes om,
saa spyr hun dem til, saa snart de er gaaet — siger et eller andet
giftigt om dem for at saare mig. Du er den eneste hun skaaner, derfor
tror jeg, der maa være et hemmeligt Baand imellem jer. Prøv at gaa hende
paa Klingen en Gang til.“
De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede hun hastigt ned under
Dynen — hun havde lyttet ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten
gik ind for at arbejde og lukkede efter sig.
„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa Sengekanten — „jeg har en
Hilsen til dig. Kan du gætte fra hvem?“
„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt over Ende. Saa blev hun
flov over at være overlistet og krøb ned under Dynen. Hun laa og
skottede mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. Der var noget ved
Blikket og Hovedholdningen der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i
ham, men han kunde ikke fæstne det.
„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten henne nu — jeg skulde gærne
tale med hende? Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver
rask?“
Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne og et spotsk Udtryk. „Ja
det ku’ du li’!“ svarede hun med et Refræn fra Gaden.
„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle ved og tog hendes magre
Haand. „Saa er du en flink Pige!“
„Ja om Natten!“
Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget hjærteløs, naar du kan forlade
din gamle Bedstemor og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper
hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider Nød.“
Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende ogsaa,“ udbrød hun
ondt.
Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg gjorde alligevel ikke,“
sagde hun beroligende — „jeg tog bare Stokken fra hende og gemte hendes
Briller, saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og hente Fløde. Saa var
hun nødt til at sende mig, og saa drak jeg al Fløden og kom Vand i
Kanden. Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud over
Mælkeforretningen, fordi den snød.“
„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert.
„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod hende spise Skorpen,“
vedblev Johanne og nikkede.
„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende over den svedige Pande
— „jeg ved godt, at jeg har fornærmet dig.“
Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad jeg vilde ønske?“ sagde
hun pludselig — „jeg vilde ønske du var min Far.“
„Vilde du være glad for det?“
„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde jeg behandle dig
lige saa godt, som jeg har behandlet Bedstemor.“ Hun lo klangløst.
„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ sagde Pelle
alvorligt.
Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu ogsaa mente det. Saa
vendte hun sig om mod Væggen. Han kunde se paa hendes krummede Legeme at
hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje hende om mod sig. Men hun
gjorde sig stiv.
„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede hun indbidt — „jeg vil
ikke!“
„Men du holder jo dog af hende!“
„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage hende! Hun sagde til
Nabokonen, at jeg bare var i Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld,
at hun ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg hørte det selv! Og
jeg løb dog og tiggede al Maden sammen til hende. Men saa gik jeg min
Vej!“ Hun stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; Stemmen
var helt hæs.
„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde Pelle indtrængende. „Jeg
lover dig, at du ikke skal komme til hende, naar du ikke selv vil.“
Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter.
„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde hende — jeg holder bare
ikke af det.“
„Nej, for du har jo _sat_!“ udbrød hun med en kort Latter.
Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt.
„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og klippede med Øjnene. „Jeg er
vis paa Bedstemor ikke lo ad det.“
Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa havde hun jo ingen til at
gi’e os Mad — derfor græd hun.“
Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den Dag paa Fælleden? Vi skulde
jo spise sammen!“ sagde han.
„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, og saa gik vi bare hjem.“
Hun havde Ansigtet helt fremme og laa og betragtede ham med sine store
graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede den samme Undren over
Tilværelsen; men her var den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang
rykkede det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var blevet overlistet,
og saa paa ham med et stikkende Blik.
„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ spurgte hun pludselig
skadefro.
Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag paa ham. „Jeg skal gærne
fortælle dig alting om din Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du
ved,“ sagde han og saa oprigtigt paa hende.
„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i en eksaminerende Tone.
„Vil du skrive om mig i Bladene?“
„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. Det kan jo være, hun sidder
og sulter.“
„Jeg tror nok hun er paa _Almindeligheden_,“ sagde Barnet stille. „Jeg
gik derhen om Torsdagen, naar de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til
lidt Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“
„Gik du saa ikke hen til hende?“
„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“
Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa med bortvendt Ansigt og
svarede — lidt trevent — paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent
pillede med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til en
sammenhængende, trist Historie.
Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da _Arken_ først var brændt; hun
følte sig gammel og hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat
fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille sad og led Nød, og da
Johanne følte sig i Vejen, løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa
det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende i Vejen; hun havde samme
forfløjne Drømmesind som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og
løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat voldtog hende og
førte hende ud blandt Tømmerpladsens Drenge. Der gik hun for Lud og
koldt Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu og da men kom
forøvrigt snart under Vejr med at tjene Penge paa egen Haand. Naar det
blev koldt, holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene eller var
Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, mærkværdig nok undgik hun altid
Politiet. I den første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til
Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa Trappen; hun frygtede Straf
og kunde heller ikke holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende
Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis og følte ikke mere
nogen Trang til at komme ud af den — formodenlig fordi hun var begyndt
at blive fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet
og fangede et Glimt af Bedstemoderen; hun kunde ikke forklare hvorfor
hun gjorde det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide hende.
Den gamles urimelige Klage over at hun laa hende til Byrde, havde ædt
sig dybt ind i Barnets Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op
i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder Elleby — den
samme Bondefanger som flaaede Pelle ved hans første Ankomst til
Hovedstaden. Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede Piger for paa den
Maade at omgaa Loven og have kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde
gærne efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med sort Flor om
Ærmet. Johanne skulde ogsaa have været adopteret men rendte sin Vej i
Tide.
Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt som det var, med den
instinktmæssige Fortrolighed, som _Arkens_ Væsner havde haft til ham, og
som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. Hvilken Afgrund af
Rædsler! Her havde han gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet
var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! Skulde de ogsaa vente,
mens han gik og tog Overblik over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og
gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig Viden og Overblik for
at kæmpe for retfærdigere Tilstande? behøvedes der andet end det, at man
var god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der maaske Børn ned i
Tusendvis — hørte det ogsaa med til Livet og krævede Varsomhed? For
første Gang tvivlede han om sig selv.
„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han blødt og strøg hende over
Panden; den var brændende hed, det dunkede i den. Forskrækket følte han
hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom udbrændt i hans, og Pulsen
var springende. Ak, Hannes Feber rasede i hende.
Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde rejse sig og gaa. „Var Mor og
du saa Kærester?“ spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne
forventende paa ham. Og pludselig forstod han den paagaaende Spørgen —
og hele hendes besynderlige Medgørlighed over for ham.
Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde Blik, saa
nikkede han langsomt. „Ja Johanne, du er min lille Datter!“ sagde han og
bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege Ansigt til et svagt
Smil og rørte genert ved hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for
at sove.
Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets Forhistorie —: Madam
Johnsens og Mandens forgæves Kamp for at komme frem, hans uhyggelige Død
i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som _Arkens_ fejre Prinsesse —
Hanne der vilde fange Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i
Stedet!
„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ sagde Morten og saa paa ham.
„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa underlig uvirkeligt for mig
selv — som en altfor fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du maa
godt lade over for Barnet, som jeg er Far til hende.“
Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa _Almindeligheden_ for mig og
forhøre om den gamle — det er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“
Han saa sig om i Stuen.
„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle.
„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og Barnet hører dog sammen.“
— — — —
Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og skyndte sig saa ud til
Alderdomshjemmet.
Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke mange Dage igen. Det
varede lidt, inden hun kendte ham, og Fortiden syntes hun at have glemt.
Det gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte at Barnebarnet
var fundet. Hun laa mest og vimrede uforstaaeligt hen for sig; det var
for Føden, hun troede endnu bestandig hun sad og skulde skaffe Husleje
og Mad til sig og Ungen. Alderdommens Bekymringer havde ædt sig
uudsletteligt ind i hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her og
have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa i Sengen ved Siden af
hende — „hun slaas for at skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har
en klar Stund, rejser hun til Jylland.“
Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen sine Øjne paa Pelle. „Jeg
vilde saa gærne se Jylland igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden
jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid tænkt, at de første
Penge jeg fik til overs skulde gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig
til. Hannes Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den Alder.“ Og
saa var hun der igen.
Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu maatte han gaa. Han rejste
sig og bøjede sig over den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode
ved Tanken om, at hun havde været saa meget for ham og nu knap kendte
ham igen. Hun laa og greb følende om hans Haand med begge sine, som en
Blind der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse Øjne der
allerede var plettede af Døden. „Din Haand er god endnu,“ sagde hun
langsomt, med Alderdommens fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde have
taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“