Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var kommet sent i Seng. Han
sov Hønseblund i denne Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans
Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig under Vasken — og gik
saa ned til sit Arbejde. Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i
Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt Skær frem. „Nu staar
Solen op over Landet,“ tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener:
Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der pludselig kom og skabte
det om til Millioner straalende Diamantdraaber. Ak, kunde man igen
engang springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade Græs og
frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: Op med dig Sol, Pelle er her
allerede!
Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu paa sin Vej hjem.
„Allerede oppe,“ sagde han nattehæst og nikkede ned. „Ja, aarle er af
Guld — du bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han _var_ rig!
Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. Der var noget hyggeligt
ved, at de laa og sov saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog
at han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede Hjemmet, derfor
lagde han saa muntert i. Fattige var de, men det var ligegyldigt i
Forhold til den Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i
Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til alting hed det: Far
skal! eller: Far har selv sagt! — i deres Øjne var han Ufejlbarligheden
selv. Og Ellen begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, hun gik
ikke længer stum med sit men erkendte, at han havde stærkere Skuldre.
Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som om gode Kræfter
arbejdede for ham. Saa beskæmmende det var, at Hustruen skulde arbejde
med paa Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at fritage hende
for det — og hvad havde han været for Børnene? Det var ikke nemt at
bygge alting op paa én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende
nok at lade noget falde og føre Resten saa meget hurtigere igennem. Som
han var nu, var han i Grunden ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke
den ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj Grad trængte til
Overbærenhed! En Bunke Bohave paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny
Bolig.
Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; baade gamle Fjender og
gamle Venner saa paa ham som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er
det virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde deres Blik. Men
hans egne var til Gengæld overbærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster
forklarende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos ham — „men
han faar nok!“ Og saa udmalede hun sig alt det dejlige, der saa skulde
ske. Pelle blev underlig til Mode — han fik se at komme igennem dette
lidt hurtigt.
Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han havde vovet sig ud i, men nu
begyndte han at kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig gik
igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang man brød ud af Tykningen.
Og rigt at færdes var der — kanske var det Landet han og de andre havde
søgt. Naar han var kommet igennem, skulde han dog vise dem det.
Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt hvad han havde læst. Meget
af det kunde han citere ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var
vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, mens han
arbejdede. Det undrede ham, saa lidt Historien beskæftigede sig med hans
egne, det var først i den aller nyeste Tid de var taget med. Naa, han
var ikke ked af dét, Bevægelsen _var_ altsaa noget virkelig nyt og ikke
en af Historiens evige Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa
Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket med Marx og
Henry George foran sig. Pelle vidste noget paa det Omraade han ogsaa,
men dette var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende
Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige logiske Beviser for,
at han havde grebet rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort
nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev det. Han sad og
fik Lyst til at lange ud igen, slaa et nyt Slag for Lykken!
Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra øverst til nederst, et
kort, besættende Uvejr, der igen førte ham tilbage til Hjemmet. Det var
bare Lasse Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i hvert
Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og fór af Sted paa Arbejde. Den
sidste Selestrop knappede han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen ned
med Morgenkaffen.
„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ sagde hun surmulende.
„Det er ikke sundt at sidde saa længe og arbejde uden at faa noget.“
Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De fine Fruer staar først op
længe efter deres Mænd,“ sagde han drillende.
Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En ordenlig Kone var oppe
før sin Mand og havde noget til ham. „Jeg _vil_ ha’e, du kalder paa
mig,“ sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det klædte hende at
løbe varm engang.
Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt ham om sit, og de drøftede
Dagens Plan sammen. Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet.
Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til Side; han gjorde sig i
Stand og gik ud for at aflevere det. Med det samme vilde han ind om paa
Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika.
Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad det store Strøg — ens
fra Dag til Dag. Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som
sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ hilste
han. En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan
balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop
Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og ovenfor paa Fortovet gik
et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte
som Natten igennem lyste sit _Ligtorneoperatør_ helt op til Strøget. To
Piger i Cykledragt kom trækkende ud af en Port med deres Maskiner — de
skulde i Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens Forretning?“
spurgte de familiært. Det var nogen hun havde vasket for.
Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny Butiker med store
Spejlglasruder laa Side om Side med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel
bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i lige som hjemme i
Provinsbyen — og blot havde trukket en Snor over Blomsterpotterne med et
Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her boede Fattigfolk
nok, men Livet gik alligevel ikke paa saa haarde Gænger som ude paa
Nørrebro. Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre retlinjede
men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes at have faaet et lysere
Temperament, gik ikke saa støt og velafrettet til og fra det faste
Arbejde men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge Føden.
Der var noget af Opbruddet over det hele, som svarede godt til hans egen
Tilstand; Livets Usikkerhed lagde en egen højspændt Stemning over
alting. Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke
Arbejderkolonner, den havde en stor og broget Garderobe, kunde møde op i
de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller med
Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte alle Fag, men her var
Hundreder af Leveveje, som ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede
han ny og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært det havde været at
organisere herude — Livet formede sig for uoverskueligt.
Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk som Bevægelsen ikke havde
faaet samlet op endnu, og Folk som var skudt oven ud af den i stejl
Trods. Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde gruet for fulgte
ham ikke. Man havde set for meget af Livet til at blande sig i andres
Sager; Bedsteborgerligheden havde ikke ævnet at bemægtige sig
Fattigmand. Der var noget af _Arken_ over denne Bydel — kun ikke dens
Haabløshed; alle Muligheder holdt tvært imod til her. Fattigmand havde
erobret dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes som
Udviklingen havde faaet Retning af det. Her var det Proletariatet, hvis
brogede Væsen trængte opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de
lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og Pantelaanere, havde
Tilværelsen ikke skilt sig ud i sine forskellige Bestanddele. Piger og
Spillefugle boede Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der levede
adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke hver Søndag med Salmebogen
i Haanden. Jærnkræmmeren havde Guldure og Antikviteter mellem Skramlet i
sin Kælder.
Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien var netop forbi, Fortovet
paa Figaro-Siden var fuldt af solbrune Mennesker — Forretningsfolk,
Studenter og Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget Humør. De
var lige vendt tilbage til Byen og lugtede endnu af frisk Blæst og
Strand — det var næsten saa godt som en Tur paa Landet. Og vilde han
længer ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros Strøg havde
Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien og hvirvlede ham udad. Det
var som en Kaj, hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og Søfolk
og internationale Agenter. Underlige Kvinder kom sejlende gennem
Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter; han kendte dem
igen fra Billedet af Marskandiserskens Datter i _Arken_, og vidste at de
hørte til det internationale Forplejningskorps! De gik i tigerstribet
Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne
— af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes Indre; de kraftige
stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudset
lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere.
I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til
Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — med Pufærmer, korte
Skørter og Babyhaar. Rystende Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod
fortabt stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene.
Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med denne Strøm, der flød
bredt og roligt som Livet selv. Verden var større end han havde tænkt og
han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes blot over Livets
Mangfoldighed.
— — —
Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med et stort statistisk Værk
under Armen. Ellen tog imod ham med røde Øjne.
„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ spurgte han og saa
hende ind i Ansigtet. Hun vendte Hovedet bort.
„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet for Svar.
„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer hen og betaler.“
„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen Middagsmad til dig.“ Hun
prøvede at smile da hun sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede.
„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen om hende. „Hvorfor har du
ikke lavet Havregrød til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig
Portion.“
„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten ikke andet. Det er ikke Mad
for et Mandfolk.“
Han greb hende om Midjen med begge Hænder, løftede hende op og satte
hende pænt og varsomt ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min
Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke gaa for bare Kræfter.“
Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp; der var et
eller andet i Vejen — hun vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han
ud af hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra Huslejen.
Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, ligget i dem med Klæderne paa,
og svinet dem til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig vedgaa
det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. Men saa med ét gav hun sig
voldsomt over. „Du maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet
ved hans Skulder.
Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa let. Det var ikke det
enkelte Uheld men hele Fiaskoen, hun brød sammen paa — hun havde lovet
sig saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes endnu,“ sagde han
for at trøste hende. „Vi kiler bare paa, saa kommer det nok, skal du
se.“
Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du mener det jo ikke,“
sagde hun vredt, „du siger det kun for min Skyld! Og Marskandiseren
sendte Bud herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik Resten af sine
Penge, tog han hele Udstyret igen.“
„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den Historie.“
„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød hun hastigt og
tørrede Øjnene.