Pelle var som en der vender hjem efter Aars Landflygtighed, og igen skal
se at bringe sig i personligt Forhold til det hele; Amnestien galdt kun
til Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det Land han havde
dyrket var paa andre Hænder, han havde ingen Ret der mere. Men det var
dog ham, der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var groet og
hvordan det blev skøttet.
Den store Fremrykning var svinget over i det politiske. Bevægelsen havde
foreløbig ladet de Fattigstes Krav paa Brød falde, ofret dem som man
ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde erobre selve
Institutionerne — og saa naturligvis komme tilbage til Udgangspunktet
igen og lægge det hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse dem af,
der var mest besværlige for Fremrykningen, men lod der sig sejre paa
det? — det var jo dem, alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært,
at den der tror at narre Bakken, narrer sig selv. Han havde ingen Tro
til det, der søgte over hvor Gærdet var lavest.
Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps sejrrige Udgang; han
havde jo selv ført Masserne i Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han
ikke var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af Arbejdernes
parlamentariske Repræsentanter og symboliseret Oprykningen i
Borgerskabet. Men nu havde han altsaa været sat udenfor og maatte vælge
sin Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes Verden
og set Uforligeligheden lige i Øjnene — han var ikke vis paa, at
Fattigmands Oprejsning laa i Forlængelse af den bestaaende
Samfundsmoral. Selv var han jo fremdeles en Outlaw, og blev vel heller
aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind under den Karm, hvor man
engang var smidt ud — og det var nok ogsaa svært at _slippe_ ind. Han
agtede ikke at gøre noget for at blive optaget i de agtede Mænds Lag
igen — han var stærk nok til at støtte sig paa sig selv nu.
Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som Oprejsning for al den Tort
hun havde lidt. Hun fik have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at
gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede han sig til at naa
bedst ved at følge sit eget Hoved.
Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med det økonomiske; alt det
han spekulerede, saa Fremtiden lige utryg ud. Han trængte til at være
Manden, Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge ind til ham for
Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret af hans Haand og give sig
modstandsløst hen.
Han var ikke deres Forsyn — det var her, det bristede, tænkte han. Det
mærkedes i al Fald paa Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv om
de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig Fyr, lys og paagaaende, med
vaagen Sans for alt, hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig
selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; men Drengen tog
ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. Han var flink og villig men ikke
noget ud over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som om han først
vilde se, hvordan et og andet spændte af, før han godkendte Faderskabet.
Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der satte ham i Klasse
med visse Børns „ny Far“, og havde en baade pinlig og latterlig
Fornemmelse af, at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det været
afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu skulde Tingene ordnes, saa de
holdt; han købte ikke billigt længer. Naar han hjalp Knægten med
Mælkedrengenes Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede Træk fra
den store Kamp for at vise, at han ogsaa duede noget. Han kunde se paa
Drengens Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt sig at
undersøge Sagen nærmere. Det saarede hans ømtaalige Sind og jog det ind
i sig selv.
Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse Fredrik stormende ind.
„Fortæl mig, hvordan du bar dig ad med at tage de _Indelukkede_ ud af
Fabrikken, Far!“ raabte han aandeløst.
„Du tror jo alligevel ikke paa det,“ sagde Pelle bebrejdende.
„Jo, for de kaldte dig _Lynet_!“ udbrød Drengen fuld af Beundring. „Og
de maatte sætte dig i Tugthuset for at blive af med dig — Mælkekusken
har fortalt mig det hele!“
Fra den Dag var de Venner — Pelle var med et Slag bleven Helten i
Drengens Tilværelse. Han havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet
og var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre kunde det ikke
være. Han maatte ligefrem værge sig for ikke at blive til en rigtig
Røverhøvding med Bulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik havde en frodig
Fantasi.
Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have sine egne trygt i Ryggen
først og fremmest — og saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var
ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, varpede sig hen
imod ham langs Møblerne med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham — og
kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev sluppet løs, satte han
straks Kursen mod Pelle; helt ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og
helmede ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben og stirrede op paa
ham. „Se, hvor han allerede holder af dig,“ sagde Ellen ømt og slap
prøvende den lille løs ude paa Gulvet — „tag ham dog op til dig!“ Han
adlød mekanisk, nogen personlig Optræden over for dette Barn havde han
ikke, — det var jo ikke noget Barn men en voksens Anklage, der kom
kravlende hen imod ham. Og dér stod Ellen og saá saa øm ud, som var det
hendes egen lille! Pelle begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han
skammede sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for at forsone sig med
denne „Gøgeunge“. Det var nok heldigt, han havde vist sig overbærende!
Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa naturlig god mod Barnet
som hun. Og naar hun havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter
sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj paa, kunde det sortne
for Pelle af Selvanklage. Tankeløst havde han traadt _Arkens_ lille
Marie ned; og hun her, som han havde forstødt da hun trængte allermest
til ham, strøg til Gengæld sin velsignende Haand hen over hans Brøde. Og
som om hun mærkede hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham den varme
nøgne Unge i Favnen. „Er han ikke kær?“ sagde hun med et godt Smil.
Hendes Hjærte var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun tog sig
jo mere af dette Barn end af sine egne.
„Jeg er jo hans Mor!“ sagde hun selvfølgeligt. „Skulde han kanske gaa og
ingen rigtig Mor ha’e!“
Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, han maatte tale med
Ellen om det for at prøve at faa det klaret. Men hun saa ikke den
skæbnesvangre Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte saadan være.
„Du var jo saa jaget og forfulgt,“ sagde hun roligt — „og ingen havde du
at holde dig til. Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig
det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke var kraftig nok til at
føde. Lægen sagde, at det var en Fejl ved hendes Bygning — hun var
forvoksen indvendig.“ — Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor meget et
Menneske maa kunne gøre for — og selv tog hun meget mere paa sig end hun
behøvede!
Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne Oplysninger,
skønt de ingenting sagde om det egenlige. Det er i Længden
uoverkommeligt at bære Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad
for, at Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries Skæbne; det
drog den inden for det almindelige for ham ogsaa. Marie havde søgt
Tilflugt hos hende, da hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og
Ellen tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til hun kom paa
Fødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, at hun skulde dø — det var
ligesom hun kunde føle det paa sig — og sad og talte om det, mens hun
hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til Rette saa fornuftigt
som en gammel Mor.
„Hvor var hun gammelklog — og barnlig alligevel!“ kunde Ellen bevæget
udbryde.
Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i _Arken_, dengang den lille Marie
var Husmoder for ham og sine to Brødre — en bekymret Husmoder paa elleve
Aar! Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder i sig; hun
mindede om Fattigdommen selv. Smittet af hans unge Styrke var hun skudt
i Vejret og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som de unge
Levemænd vendte sig efter, naar hun gik over Gaden for at gøre Indkøb.
Han havde været bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var — og
saa blev det ham selv, der kom til at plyndre den fattige og værgeløse!
Hvorfor bar han ikke sit Kors alene dengang men tog imod et Væsens
Kærlighed, der gav sig hen til ham i Taknemlighed over at han havde
givet hende Livets Glæde? Hvorfor maatte han i et svært Øjeblik tage sin
Gave tilbage? Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed kaldt
Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad for ham. Men det var en
dyr Trøst, der maatte købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet
nærmest en Anklage.
Der var meget at gøre op og en Del, der ikke lod sig bringe i Orden.
Pelle fandt undertiden, at det var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for
sig selv.
I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. „Morten har i al Fald sveget
mig,“ tænkte han — „han kunde ikke taale min Medgang!“ Her var da et
Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! Morten fik komme til
ham, hvis de skulde have noget med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke
Nag, men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var ovenpaa først
rakte Haanden ud.
Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for i al Fald det Spørgsmaal,
men det kom igen. Han havde selv overtaget Ansvaret nu — og vilde
begynde med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! Han fik
gaa til ham og række ham en forsonende Haand!
Dette syntes da endelig engang stort tænkt!
Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig selv her heller. Han gik
og led under den samme pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra
sit Arbejde og sad og læste i Smug — følte det paa sig, som der
bestandig var et Øje i Kighullet, der saa alt, hvad han foretog sig. Han
maatte i Lag med Spørgsmaalet en Gang til.
Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var jo ikke faldet ind med
Tusj ved Pelles Sejre, men havde foretrukket at være hans onde
Samvittighed! Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust sig i
Støjen og skulde finde noget at øredøve Mortens stille advarende Stemme
med, og saa laa Beskyldningen lige for — _Misundelse!_ Det blev nok ham
selv, der havde sveget.
En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var ikke vanskelig at faa
opspurgt, han havde faaet et godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i
Bladene i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude paa Sønder
Boulevard, oppe under Taget som altid, med Udsigt ud over Kalvebod
Strand og Amager.
„Nej, er du der!“ sagde han og tog Pelles Hænder. Han stod længe og
stirrede ind i det strænge furede Ansigt, helt til han fik Taarer i
Øjnene. „Pelle, hvor har du dog forandret dig!“ hviskede han endelig,
halv forfærdet, og førte ham ind i Stuen.
„Jeg har vel det,“ svarede Pelle mørkt — „jeg har i al Fald haft Grund
til det. — Og du, hvordan har du haft det? Er du gift?“
„Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, bryder sig fremdeles
ikke om mig, og de andre kan _jeg_ ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde
slaaet Haanden af mig, men saa kom du dog.“
„Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver man selvgod.“
„Naa ja, det. Men i Fængslet — hvorfor sendte du mine Breve tilbage. Det
var næsten for haardt.“
Pelle saa overrasket op. „Det faldt vist ikke Tugthusfangen ind, at han
kunde saare nogen — saa der gør du mig alligevel Uret,“ sagde han. „Det
var jo mig selv, jeg vilde straffe!“
„Du har været syg da, Pelle!“
„Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar de saadan kvæler éns
Menneskeret og spærrer én inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg
saadan, at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne ravede for at
finde en rigtig ond Hævn, og da jeg ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp
jeg til med at fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid en
Tilfredsstillelse i, at jo mere _jeg_ led, des større Djævle var de
andre. Og jeg fik virkelig Ram paa dem — de hadede mig en Overgang af et
oprigtigt Hjærte.“
„Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende Ord — Præsten,
Lærerne?“
Pelle smilede bittert: „Jo Rottingen! Slutteren kunde ikke faa mig ind
under Disciplinen — jeg var en saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke,
fordi jeg ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; man kunde
lige saa godt forlange af én, at han skal gaa støt, naar det hele
hvirvler rundt for ham. De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv,
for en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op over Hovedet paa
mig og gav mig Rotting. Det er underligt at sige det, men det hjalp;
Fremgangsmaaden var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar _det_
kunde ske, var der intet at protestere mod mere. Jeg fik et vaadt Lagen
om mig og blev hevet op paa min Briks — saa var det i Orden. I otte Dage
maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig for Smærter, den
mindste Bevægelse fik mig til at knurre som et Dyr. Slagene var gaaet
tværs igennem mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dér laa jeg som en
blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende Undren. Saadan gør de ved
Mennesker, stønnede det inden i mig — saadan gør de ved Mennesker! Jeg
begreb ingenting mere.“
Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var veget fra det, saa
Knoglerne traadte dødsskarpt frem. Han sad og svalgte for at blive Herre
over sin Stemme.
„Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?“ sagde han hæst.
„Ild er ingenting, jeg vilde heller brændes levende end have det en Gang
til. Profossen slaar ikke — han er ikke Spor af vred; der er ingen, der
er vrede paa én, de er saa værdigt bedrøvede paa éns Vegne allesammen.
Han lægger Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om han vejede Mad
ud, det er næsten som om han kælede for én. Men Lungerne sprøjter for
Slaget, og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er som om et
Tusind Tænger flaaede alle Fibre og Nerver fra hinanden paa én Gang.
Hele mit Indre pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem
Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. Endnu brænder mine
Lunger, naar jeg tænker paa det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig
voldsomt sammen og true med at sprøjte Blodet ud af min Hals. — Ved du,
hvad der er det djævelske ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig
Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre man prygler — hans
Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede over mit lemlæstede Indre, overladt til
at slikke mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg var kommet ud
for Samfundets onde Samvittighed — dets Had til dem, der lider.“
„Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?“ spurgte Morten og
tørrede Sveden af Panden.
„Det var et eller andet ligegyldigt — jeg skreg vist. Ensomheden og den
forfærdelige Stilhed gik mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa
lidt Liv ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig ikke klart,
men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!“
„Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra en Ven.“ Morten tænkte
stadig paa sine forsmaaede Breve.
„Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for et venskabeligt Forhold
til Yderverdenen. Man bliver ond paa alle der er fri — ogsaa dem der
mener én det bedst — og skærer selv den Smule Gren af, man sidder paa.
Jeg var maaske aldrig kommet i Forhold til Livet igen, dersom det ikke
var for Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød ned til dem
under Risten, og da jeg laa der halvdød og rugede, kom de op og løb
pibende over min Haand. Det var dog et Kærtegn — om end ikke fra
Medmennesker.“
Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under Taget. Mens de sad og
talte, hørtes der nu og da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det
nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen efter den lukkede
Dør. Han blev efterhaanden kendelig urolig og havde hele Tiden et Øre
derinde. Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge.
Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten rejste sig hastigt og
gik derind, han lukkede omhyggeligt efter sig. Pelle hørte hviskende
Stemmer, Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig Kvindestemme.
„Han gemmer et Pigebarn derinde,“ tænkte Pelle — „jeg maa vist hellere
stikke af.“
Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud af det store Kvistvindu.
Hvor var det hele forandret, siden han først kom til Hovedstaden og saa
ud over den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han drømt om at
erobre den — og havde jo ogsaa udført det, og nu kunde han begynde
forfra! En helt ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid løb paa
Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste sig nu en Række palæagtige
Bygninger om en smuk Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort
Arbejderkvarter var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser eller
Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne og slæbte Rækker af Tipvogne med
Fyld hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og paa den modsatte
Side af Havnen voksede et nyt Herskabs- og Forretningskvarter frem paa
Islandsbrygge. Og bag det hele bredte Vandet og det grønne Amagerland
sig. Morten forstod at vælge sig en høj Gren ligesom Nattergalene.
Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, og paa hans Skrivebord
stod Fotografier af bekendte Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt
lod han til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. Pelle
fandt hans egne Arbejder frem og bladede optaget i dem, han syntes, han
livagtig kunde høre Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde han
til at læse ham!
Morten kom ind. „Du vil da ikke gaa?“ spurgte han og strøg sig over
Panden — „Nej, bi nu lidt og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har
savnet dig, kan du tro.“ Han saá træt ud.
„Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,“ sagde Pelle henrykt.
„Sikken en Masse du har faaet skrevet — du har ikke drevet den af.“
„Ensomheden har kanske lært _dig_ ogsaa at holde af Bøgerne?“ sagde
Morten og saa paa ham. „Saa har du hvervet dig gode Forbundsfæller
derinde, Pelle! — Alt det dér er der nu ikke meget ved — det er kun
Forarbejderne. Det er en ny Verden, vor, maa du huske paa.“
„Jeg synes ikke, _Arbejderen_ bryder sig synderlig om dig.“
„Nej, ikke synderlig,“ svarede Morten sagte.
„Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.“
„Ellers sultede jeg nok ihjæl — _de_ under mig i al Fald Føden! Vor egen
Presse har fremdeles ingen Brug for Blænkere, men kun for Folk, der
marsjerer efter Parolen!“
„Og du har svært ved at underordne dig,“ sagde Pelle smilende.
„Jeg har mit Ansvar opad,“ svarede Morten stolt. „Hvis jeg er den
Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang
imellem hugger _Arbejderen_ et af mine Bidrag fra den borgerlige Presse
— det er al den Forbindelse, jeg har med mine egne. Min Føde maa jeg
hente paa den anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det er egenlig
haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har naget mig, at jeg ikke kan faa
mine egne i Tale uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, udenom
_Kraftens_ Søn fører der alligevel ingen Vej. Foreløbig gør jeg saa et
Arbejde i Overklassen; jeg sætter Elendigheden ind paa Livet af de
lykkeligt stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen maa
forberedes fra oven ogsaa.“
„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte Pelle forundret.
„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen var før den rejste sig
— det er et Udslag af Kultur. Undertiden er den næsten for tolerant —
man kan ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar der er
noget, den ikke synes om, har den altid den Udvej at se artistisk paa
det.“
„Hvordan mener du?“
„Som en Præstation du, som om man optraadte for at underholde den. Det
er sku storartet gjort — hedder det, naar man har lagt et Stykke af den
bundløse Elendighed blot — det er helt russisk. Naturligvis har det ikke
noget med Virkeligheden at gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og
anden slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror jeg alligevel
Maden bliver besk i Munden paa dem. En Dag faar jeg kanske ogsaa Held
til at skrive saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. Men du selv
— hvordan staar du til Sagerne? Er du skuffet?“
„Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden fuldbyrdes paa jer andre —
og for saa vidt! Alligevel er der jo sket stor Forandring.“
„Og du er glad ved den?“
„Alting er blevet dyrere,“ sagde Pelle langsomt — „og Arbejdsløsheden
synes paa Vej over til at blive permanent.“
Morten nikkede: „Det er Kapitalens Svar; den ganger enhver Lønstigning
med to og lægger det tilbage paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke
ret mange af den Slags Sejre.“
„Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. Jeg synes vor gode
Almue er i Færd med at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i
Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt tilbage. Det hele har
vist været lagt for smaat an til at kunne bære langt frem.“
„Du har været ude og set større Forhold, Pelle,“ sagde Morten betydende.
„Nu maa du lære fra dig.“
„Jeg har ikke Rede paa mig selv,“ svarede Pelle undvigende — „og jeg er
straffet! Men du selv.“
„Jeg duer ikke til Samlingsmærke — du har jo selv set det, de bryder sig
ikke om mig. Jeg er skudt for langt frem foran det store Tros og har
ingen rigtig Forbindelse — jeg er i Grunden forfærdelig ensom du! Men
kanske er jeg udset til at naa Højderne før I andre, og saa skal jeg
prøve at tænde Blus deroppe for jer.“ Morten sad og tav lidt, pludselig
løftede han Hovedet —:
„Men du _skal_, Pelle! Du er ikke den rette, siger du — der er
simpelthen ikke andre end dig. Har du glemt, at du var Bevægelsens lyse
Brand, dens naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig alle som
én, og ævnede ingenting da du faldt fra. Det er jo ikke dig men de andre
— hele Bevægelsen — der har været i Fængsel! Og hvor det glæder mig, at
du er kommet igen, fuld af Kræfter derude fra. Du er større end sidst,
Pelle; og da skete der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne
lykkes for dig.“
Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, forundret og glad
genert. Det var Morten, der gav ham Udnævnelsen, den strænge
ubestikkelige Morten, der altid før havde været efter ham som ond
Samvittighed.
„Nej, nu vil jeg være varsom,“ sagde han — „og det er din egen Skyld,
Morten. Det er dig, der har gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den
vaagen; jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, at det, vi
to er med i, er det største, Verden endnu har set. Det griber længere
ind i Fremtiden, end jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv.
Jeg studerer Bøgerne du — det kom jeg i Lag med derinde i Fængslet — jeg
maa prøve paa at faa et Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet
noget besynderligt med mig — nu begriber jeg, hvad du mente med, at
Mennesket er helligt! Jeg er ikke længer tilfreds med at være en lille
Del af det hele, men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. Det
høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg selv befinder mig paa den
ene Vægtskaal og hele den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan
vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig i Spidsen for de
mange.“
Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. Det elektriske Lys nede
fra Banegaardsterrænet kastede sit Skær mod Kvistværelsets Loft og
derfra ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i Halvmørket og talte
stille. Ingen af dem mærkede, at Døren til det andet Værelse gik op; en
lang skeletagtig Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem med store
sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der var faldet ned fra den ene
pilmagre Skulder, og bare Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste
et Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande gik pibende ud i
Rummet.
Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav ved Synet af den hvide
radmagre Skikkelse, der stod og betragtede ham med store sugende Øjne
som syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten havde sat ham i
en egen forventningsfuld Stemning, han havde endnu Kaldelsen lys i Øret
og stirrede forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine af Nøden
vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld Barneviden om Mørket,
hele dette Dobbeltbillede af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed —
var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede og undertrykte, der
forpint gik igen for at mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? —
var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at komme igen? „Morten!“
hviskede han og rørte ved hans Arm.
Morten sprang op. „Men Johanne dog, skammer du dig ikke!“ raabte han
bebrejdende. Han vilde skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke
Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen.
„Jeg _vil_ ha’e Lov og se ham,“ sagde hun ophidset — „hvis De ikke la’r
mig, saa render jeg min Vej! — Han har gemt mit Tøj,“ hun stirrede paa
Pelle med sine indfaldne Øjne — „men jeg kan godt stikke af i bar Særk.
Hvad bryder jeg mig om det.“ Hendes Stemme var hæs og grov af
Baggaardenes klamme Luft.
„Gaa nu i Seng, Johanne,“ sagde Morten mildere — „husk paa hvad Doktoren
har sagt. Du kommer til at fryse, og saa er det hele spildt.“
„Hvad rager det mig!“ svarede hun og slog en raa Latter op. „Du kan jo
lade være at spilde noget paa mig — jeg har ingen Børn med dig.“ Hun
rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; Mortens Forestillinger
besvarede hun med en Strøm af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank
træt ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende i Tavshed.
Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere og forvirredes under
deres stumme Blik. Hun kastede med Hovedet og saa udfordrende fra den
ene til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Pludselig smed hun
sig ned paa Gulvet og gav sig til at hvine.
„Det dér gaar ikke, du,“ sagde Pelle alvorlig.
„Jeg kan ikke tumle hende,“ svarede Morten haabløst. „Men du har jo
Kræfterne.“
Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, hun sparkede og bed. „Hun
har faaet Krampe,“ sagde han til Morten. „Vi maa tage hende ud under
Posten.“ Saa blev hun med ét stille og lod sig bære i Seng. Feberen
rasede i hende, han mærkede, hvorledes Livet sled i hendes syge Skrot,
naar hun trak Vejret; det lød som en gesten Pumpe.
Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende til, brast hun i
krampagtig Graad; hun vendte sig ind mod Væggen og laa og bed i Dynen
for at skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt endelig i
Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og trak Døren til efter sig.
Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles ikke stærk. „Jeg er kommet
op i noget, jeg ikke kan klare,“ sagde han mismodig.
„Hvad er det for et stakkels Barn?“ spurgte Pelle sagte.
„Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, næsten døddrukken
og forfærdelig tilredt; Dagen efter fortrød hun det og løb sin Vej, men
jeg fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels Væsner, der
ikke har andet Hjem end de store Tømmerpladser; der har hun fristet
Tilværelsen og bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem de
store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, men jeg har ad anden
Vej faaet at vide, at hun har holdt til i Bræddestabler og Kældere
mindst et Par Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte hende; de
fleste af Pengene tog de selv og gav hende Spiritus for at opmuntre
hende. Saa vidt jeg kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som
forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge og Piger — man bliver
svimmel ved at tænke paa det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil
som sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg hørt hende snakke
i Søvne om Bedstemor; men naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og
stum.“
„Drikker hun?“ spurgte Pelle. Morten nikkede.
„Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i den Anledning, hun er
utrolig opfindsom, naar det gælder om at faa fat i Drikkevarer. I
Begyndelsen kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt var hun. Hun
er i det hele taget forfærdelig afrakket paa Sjæl og Legeme og volder
mig mange Bryderier.“
„Hvorfor faar du hende ikke anbragt?“
„Vor offentlige Børneforsorg er ikke egnet til at elske Liv i en
nedtraadt Plante, og Johanne kan ikke tages med Bunkebehandling og
Straf. Hun er til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og kan gøre
mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke ser det, ligger hun og græder
over sig selv. Der er meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men
hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe hende i en privat
Familie, hvor jeg vidste hun fik det godt; men det varede kun nogle faa
Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. Et Par Uger strejfede hun
om, saa tyede hun alligevel tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem,
sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i den mørke Krog. Jeg var
helt rørt over det. Men hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og
sparkede ligesom nu før — jeg maatte bære hende ind med Magt. De onde
Forhold har slaaet hende helt ud af Ligevægt — jeg kan i al Fald ikke
blive klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg ligger herinde
paa Sofaen, men du forstaar — en Ungkarlelejlighed er ikke rigtig
indrettet paa det. Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.“
„Bryder du dig om det?“ spurgte Pelle forundret.
„Nej men Barnet du — hun er sørgelig vaagen over for den Slags! Og hun
begriber heller ikke selv Forholdet, hun er kun 10-12 Aar og allerede
vant til at betale enhver Venlighed med sit syge Barnelegeme. Fatter du,
hvor rædselsfuldt det er at se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger
hun har taget Skade indvendig — og rimeligvis ogsaa bærer paa en
Tuberkulose; han mener aldrig hun vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl —
hvilken Afgrund for et Barn at bære paa. Alene én saadan Barneskæbne er
for meget; og hvor mange er der saa ikke i det Helvede vi lever i!“
De sad tavse en Stund. „Og nu maa du undskylde at jeg beder dig gaa,“
sagde Morten endelig og rejste sig, „men jeg maa til at arbejde, der er
noget jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke vred, vel? Se
op saa snart du kan — og tak fordi du kom!“ han trykkede Pelles Haand.
„Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,“ sagde han, idet han
lukkede ham ud — „maaske kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens
Historie. Du kender jo Masser af Smaafolk og maa paa en eller anden
Maade have grebet ind i hendes Liv — jeg kan mærke det paa hende. Lagde
du ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig at se? Prøv at
finde ud af det, du?“
Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end gjort. Naar han lod
Tankerne søge rundt i den udstrakte Fattigverden, han var kommet tæt ind
paa Livet af under den store Lockout, var der Hundreder af Børn Johannes
Skæbne kunde være overgaaet.
V
Pelle havde faaet sit gamle Værktøj frem og indrettet sig som Smaamester
for Gadens Beboere. Han løb ikke og søgte mere, og for Ellen saa det ud
som han havde opgivet Haabet. Men han ventede blot og rustede sig; han
var saa sangvinsk som nogensinde. Løftet om det ufattelige laa bestandig
uindfriet i hans Sind.
Der var ikke Plads til ham oppe i den trange Lejlighed, hvor Ellen gik
med sin Vask, saa lejede han et Rum i den høje Kælder og hængte et stort
Skilt i Vinduet; han tegnede det selv med Skomagerblæk paa et Stykke Pap
— saa sparedes de Penge. _Kom til mig med Deres Fodtøj, saa hjælper vi
hinanden paa Benene_ stod der. Naar Lasse Fredrik ikke var paa Arbejde
eller i Skole, holdt han for det meste til nede hos Faderen; han var en
snild Fyr og kunde give en Haand til mange Ting. Mens de arbejdede,
samtalede de om alt muligt, Knægten fortalte sin Far alt hvad han
oplevede.
Han var stærkt i Færd med at forandre sig og talte svært fornuftigt om
alting. Pelle var bange for, at han fik for lidt ud af sin Barndom.
„Skal du ikke op og lege med?“ spurgte han, naar Kvarterets Drenge
hujende stormede forbi Kældervinduet. Men Lasse Fredrik rystede paa
Hovedet. I Leg havde han været det altsammen fra Forbryder til Konge,
dér var ikke mere at naa. Nu vilde han gærne til noget rigtigt og drømte
foreløbig om at komme til Søs.
Skønt de arbejdede alle tre, var det ikke mere end lige de kunde slaa
sig igennem; der blev aldrig noget at hygge sig for. Dette var især
Ellens Sorg, Pelles Tanker syntes ikke at fæste sig ved det. Naar man
blot satte lidt spiseligt frem for ham, var han tilfreds og saa ikke paa
hvad det var.
Det var Ellens Drøm at de endnu — ved et vanvittigt Slid tidlig og silde
— skulde kunne arbejde sig i Vejret og komme over i andre Lag. Men Pelle
blev vred, naar hun stod og sled efter Fyraften; de maatte hellere have
det lidt fattigt og saa have Raad til at være Mennesker, sagde han.
Ellen forstod det ikke, men saa nok at hans Sind var vendt en anden Vej;
han som altid før faldt i Søvn over Bøgerne, kunde nu fortabe sig saadan
i dem at han ikke hørte Børnenes Tumlen omkring sig. Hun maatte ligefrem
vække ham, naar der var noget hun vilde — og blev ræd for denne ny Magt,
der var kommet i Stedet for den gamle. Det var næsten som en
Forbandelse, at altid noget skulde arbejde paa at føre ham ud over
hende. Og lægge sig imod turde hun ikke; hun havde bitre Erfaringer fra
før.
„Hvad søger du i de Bøger?“ spurgte hun og kom og satte sig hos ham.
Pelle saa fraværende op, hans Tanker kom fra fjærne Egne, hvor hun ikke
havde været med. Hvad han søgte? han prøvede sig frem men kunde ikke
gøre Rede for det. „Jeg søger mig selv!“ sagde han pludselig med et
dristigt Hug gennem det hele. Ellen stirrede forundret og skuffet paa
ham.
Men hun kom igen — denne Gang skulde ikke noget faa Lov at gaa imellem
dem og ødelægge hendes Verden. Hun lagde sig ikke paa tværs af noget
mere, men nu vilde hun _følge_ ham og være dér hvor han var. „Forklar
mig, hvad det er du har for — og tag mig med i det,“ sagde hun.
Pelle havde saa smaat belavet sig paa at gaa ene ind i dette og blev
glad ved at møde Drift til Udvikling hos hende ogsaa. Indtil videre
lignede Aandens Verden nærmest et Vildnis, og det var rart nok at færdes
to derinde.
Han satte hende ind i de Tanker der optog ham selv, og drøftede dem med
hende; og Ellen iagttog undrende, at det altsammen var noget der ikke
vedkom deres private lille Velfærd. Hun gjorde sig megen Umage med at
begribe denne Flugt bort fra det, der dog var det væsenligste; det var
jo ligesom med Børn, der altid helst vilde det de ikke skulde.
Om Aftenen naar Svend Trøst og Søster var lagt i Seng, tog Pelle en Bog
og satte sig til at læse højt. Ellen havde et eller andet Lappearbejde,
og Lasse Fredrik hang over en Stoleryg med Øjnene stift hæftede paa
Faderen og strittende Slugøren. Skønt han ikke forstod det halve, fulgte
han anspændt med — til Naturen gjorde sin Ret gældende og han faldt i
Søvn.
Ellen kunde saamænd godt forstaa det — hun havde selv sin Nød med at
holde Øjnene aabne; det var ikke Morskabsbøger Pelle læste. Undertiden
stansede han for at skrive noget op eller drøfte et eller andet
Spørgsmaal. Han kunde faa de besynderligste Ideer og se Sammenhæng
mellem Ting, som Ellen syntes laa i hver sit Verdenshjørne; hun maatte
tænke paa, om han ikke godt kunde have studeret til Præst. Forresten
klædte det ham; hans Øjne blev helt sorte, naar han var rigtig optaget
af at forklare noget; og der kom et ejendommeligt Træk om hans Mund, saa
hun sad og fik Lyst til at kysse den. Hun maatte i sit stille Sind
indrømme, at det i ethvert Tilfælde var en meget uskadelig
Fyraftensbeskæftigelse, og var glad til, at det der tog ham denne Gang i
al Fald bandt ham til Hjemmet.
En Dag gik det op for Pelle, at han alligevel ikke havde hende med. Hun
troede ikke engang paa det han havde for — hun havde aldrig troet blindt
paa ham — „Hun har nok heller aldrig elsket mig rigtig — det er derfor,“
tænkte han mismodig. Maaske var det Forklaringen paa, at hun tog Svend
Trøst saa roligt som var han hendes eget Barn — hun var ikke skinsyg!
Pelle havde gærne ladet sig overøse med Bebrejdelser for bagefter at faa
et Kys, vædet i brændende Taarer. Men Ellen kom ikke ud af Ligevægt.
Saa hyggeligt de havde det, mærkede han at hun til en vis Grad gjorde
Bestik uden ham — som havde han en Svaghed man altid gjorde vel i at
regne med. Erfaringen fra gamle Dage sad dybt i hende.
* * * * *
Ellen gik og havde sine egne Planer med den gamle Sal og to smaa
Anretterværelser, der laa for Enden af den; hun var træt af at vaske,
det gav ussel Fortjeneste, meget Slid og ringe Anseelse. Nu vilde hun
have Artistlogi; der var baade den og den i Gaden, som sad og levede
pænt af at leje ud til Artisterne. „Bare jeg havde haft et Par Hundrede
Kroner til at komme i Gang for, saa skulde jeg nok faa det til at gaa,“
sagde hun.
— „Og saa kunde du bedre faa Tid og Ro til at passe dine Bøger,“ føjede
hun indsmigrende til.
Pelle raadede fra. De gode Artister tog ind paa Artisthotellerne, og de
Folk man kunde vente at faa, havde ikke stort at betale med. Han havde
set adskilligt til dem fra sit Kældervindu og lappet Skotøj for nogle af
dem — det var et temmelig saaleløst Folkefærd. Saa tav hun med det, men
han kunde mærke, at hun ikke var overbevist. Hun lod kun Sagen falde,
fordi han var imod den og det var ham, der skulde skaffe Pengene.
Dette holdt han ikke af at tænke paa — han var blevet varsom med at
bestemme over andre. Pengene maatte kunne skaffes til Veje, om ikke paa
anden Maade saa ved at give Pant i Bohave og Værktøj. Gik det galt, saa
var det den sikre Ruin; men dér gik Ellen og syntes maaske, han var en
død Haand over hendes Muligheder.
En Dag smed han Skødskindet og gik ud for at rejse Pengene. Det blev
sent, inden han kom hjem, Ellen stod i Døren og ventede ham med
forundret Ansigt.
„Se her er Penge, min Pige — hvad gi’r du mig for dem?“ sagde han
friskfyragtigt og talte 180 Kroner op i Sedler til hende. Ellen stirrede
overrasket paa Pengene; saa stor en Kapital havde hun aldrig haft mellem
Hænder før.
„Hvor har du dog faaet alle de Penge fra?“ spurgte hun endelig.
„Ja, jeg har saamænd travet hele Dagen fra den ene til den anden,“ sagde
Pelle fornøjet — „men til sidst blev jeg vist til en Mand inde i
Blaagaardsgade. Han gav mig 200 Kr. mod Pant i Indboet.“
„Men her er jo kun 180 Kr.“
„Naa ja, han trak altsaa de tyve fra. Laanet skal saa afdrages med tyve
Kroner om Maaneden i femten Maaneder. Jeg maatte skrive under paa at
have laant 300 Kr., men saa slipper vi ogsaa for at betale Renter.“
Ellen stirrede lamslaaet paa ham. „Tre Hundrede Kroner — og vi har kun
faaet hundrede og firs — Pelle!“ Men pludselig slog hun Armene om hans
Hals og kyssede ham hæftigt. „Tak!“ hviskede hun. Han var helt fortumlet
— det lignede hende ikke at være saa voldsom.
Hun fik travlt med at leje Salen og faa den sat i Stand; de løse Bjælker
maatte dog fæstes op og Væggene klines og hvidtes lidt. Den gamle Bonde
vilde gærne leje ud, men Bekostninger vilde han ikke høre tale om; til
sidst fik Ellen ham dog til at gaa ind paa at betale det halve af
Istandsættelsen, imod at hun lejede for et Aar og betalte forud. „Vi kan
faa min Bror Frederik til at gøre det lidt i Stand paa Søndag
Formiddag,“ sagde hun til Pelle — „saa slipper vi selv maaske gratis.“
Hun var vældigt om sig i det hele taget!
Men det kunde ogsaa nok behøves, Lejen slugte de hundrede Kroner, og saa
var der alle Anskaffelserne. Hun købte billig Sirts i Masser af Alen og
hængte op, saa der blev en Række smaa Aflukker langs Salens ene Side, i
hvert Aflukke kom en brugt Seng med Hømadras, og et Servantestativ.
„Artister tager det ikke saa nøje,“ sagde hun. „Og jeg tror nok de
bliver glade for Salen til at øve sig i!“ Endelig var der de to smaa
Anretterværelser, som skulde udstyres lidt pænt til særlig
fordringsfulde Artister. Pengene slog ikke saa nær til, man maatte tage
en Del paa Kredit.
Saa var ogsaa det hele færdigt til at tage imod de frie Fugle; og helt
fikst var det i Forhold til Midlerne; Pelle maatte beundre hendes Snille
til at faa meget ud af lidt. Nu galdt det blot om at fange Fuglene ind.
Men her stoppede Ellens praktiske Sans op, hun kunde ikke gætte sig til
Trækket. „Vi maa avertere,“ sagde hun og talte sine Skillinger.
Pelle lo ad hende. Avertere efter Folk, der befandt sig Pokker i Vold
paa Jærnbaner og Dampskibe — det skulde godt hjælpe! „Hvad gør vi saa?“
sagde hun og saa angst paa ham for Hjælp. Nu var han alligevel Manden
for det hele.
Ja først og fremmest maatte der et tysk Skilt ned ved Gadedøren, og saa
maatte Logiet gøres kendt. Pelle havde læst baade Tysk og Engelsk i
Fængslet og satte selv Skiltet sammen. Han fik Kort trykt og lagde ind
paa Artistknejpen oppe paa Hjørnet af Vesterbrogade, gik ogsaa selv
derhen et Par Gange efter Midnat naar Artisterne samledes efter endt
Arbejde, og mødte op ved Varietéernes Bagside. Det blev snart en Opgave,
som alt hvad han beskæftigede sig med — og nu _skulde_ det tampes
igennem.
Ellen saa forundret og hjælpeløs til. Hun var blevet helt forskrækket
med ét, og fulgte med spændt Opmærksomhed hver af hans Bevægelser.
Men snart begyndte der at komme Gang i det. Pigerne, Ellen havde vasket
for, interesserede sig for Foretagendet og viste Logerende hen til
hende; og Lasse Fredrik, som havde sin Gang i Cirkusstaldene, kom
jævnlig trækkende med en eller anden russisk Staldkarl, der optraadte
som Bondedanser eller Kosakrytter. Det hændte, at der boede Folk hos
hende helt omme fra den anden Side Jorden, hvor de gaar med Hovedet
nedad: Fakirer og Tryllekunstnere fra Indien og Japan, Slangetæmmere fra
Tetuan — Folk med blankragede Hoveder eller en lang sort Pisk, med skæve
sørgmodige Øjne, løse Hofter og Hud, der lignede det grønlige Lær Pelle
brugte til Damestøvler. Søster var bange for dem, men for Lasse Fredrik
var det et Herreleben. Der kom ogsaa tykke Tyrolerpiger — tre og tre —
som jodlede paa Varietéerne og gik og saa skrækkelige ud hele Dagen; de
var Ellens Fortvivlelse. Og nu og da kom der hele Trupper. Saa knirkede
Trapez og Ringe i den store Sal, spanske Dansere trænede, og Jongløren
øvede sig i nye Triks.
Det var altsammen Folk, som helst ikke skulde ses uden for Scenen. Ellen
kom ofte i Cirkus og paa Varieté nu, men begreb aldrig rigtig, at de
Optrædende var de samme, som gik og rodede derhjemme og saa ud værre end
en Ulykke. De fleste stillede ingen Fordringer men skulde bare have det
billigt, de kostede sig selv og levede undertiden af Gud ved hvad. Nogle
tændte slet og ret Baal paa en Jærnplade paa Gulvet og rodede sig noget
sammen — Ris og saadan noget. De kunde ikke taale dansk Mad, sagde
Pelle. Undertiden stak de af uden at betale, det hændte ogsaa at de tog
noget med sig; og slemme til at ødelægge var de. Silke at spinde ved det
var der ikke, men Ellen var foreløbig tilfreds, blot det gik rundt; saa
hun havde Lejen og Afdragene og lidt for sin Ulejlighed. Det var hendes
stolte Plan at udrangere de daarlige Elementer og lægge det hele lidt
fornemmere an, naar det var kommet godt i Gang.
„Nu kunde du godt sige nej til det daarligste Arbejde og skaane dig
lidt,“ sagde hun til Pelle, naar han sad og masede med noget udslidt
Fabriksfodtøj, der hverken var Saal eller Overlær paa. Det meste Fodtøj
havde gjort Tjeneste andet Steds, før det havnede her i Kvarteret, og
naar Pelle fik det under Behandling, var der ikke store Sager igen af
det. „Sig nej til det,“ sagde Ellen — „det er altfor sur Fortjeneste for
dig! Og nu klarer vi os jo, uden at vi behøver tage alting med.“ I sin
Hjærtens Godhed syntes hun, han skulde have Lov til at dyrke Bøgerne,
siden det nu engang var hans svage Side.
Hun mente ham det godt nok, men Pelle skulde ikke have noget af at være
en æstetisk Driver, en Jordemormand, der lod Konen forsørge sig og gik
og agerede boglærd. Der var nok af dem i Kvarteret, og Beboerne saa op
til dem, men de var ikke morsomme. Det var nærmest en anden Form for
Drukkenbolte.
For ham var Bøgerne en ny Styrke, groet tungt frem af Opholdet i
Fængslet. Han havde siddet ensom derinde med sit Arbejde, henvist til at
sysle med sig selv, og gaaet sin Person efter i Sømmene. Det var jo
ligesom at faa Selskab, naar han gravede det ny og fremmede i sig frem
for Dagen; og en Dag stødte han paa sit eget Væsens Taage og opdagede,
at den bestod af Erfaringer andre havde gjort før ham. Biblen, som altid
laa paa Fangens Bord for Selskab, hjalp ham; dens Tale lød som en dybt
bekendt Stemme, der i meget mindede om Far Lasses Røst i hans Barndom.
Fra Biblen gik han videre og opdagede, at de alvorlige Bøger var
Mennesker, der sad i Ensomheden lige som han selv — og talte udad.
Var Ensomheden da saa forfærdelig, naar man havde saadant Selskab? Pelle
begreb ikke sin egen Angst for den mere. I sin Barndom havde han været
Skabning i bredeste Forstand og haft Selskab af alt — han kunde
underholde sig med Trær, Dyr og Stene. De Traade visnede bort engang og
tilførte ikke Næring mere; men saa blev han ét med Masserne og tænkte og
følte nøjagtig som de. Nu var ogsaa det ved at smuldre; han isoleredes
tydeligt Led for Led, og det morede ham at opdage en Plan i det. Han
havde gjort sig Naturen underdanig allerede som Barn, han! — og siden
erobret Masserne! Nu var det Ensomheden, der skulde tages — og midt i
den færdedes han selv, stor og forunderlig! Den var allerede i Færd med
at sætte uudslettelige Spor i hans Sind skønt han ingenting havde set af
den endnu. Han følte sig vidunderlig spændt til Mode — omtrent som da
han i sin Barndom ankom til Bornholm sammen med Faderen og ingenting
kunde se men hørte et Mylder af Liv røre sig derinde bag Taagen. En ny
ukendt Verden fuld af Vidundere bankede ham anende i Møde derinde fra.
Pelle handlede ikke ud fra nogen Viljesakt; han kunde lige saa godt have
prøvet at løfte sig selv i Haaret, som beslutte at nu vilde han være et
Menneske for sig selv. Det var en Opvaagnen af ny Ævner! Han lod ikke
længer Sol og Regn gaa hen over Hovedet paa sig, der hændte det
vidunderlige med ham, at han saa undrende paa alt, hvad der før var
gledet ham forbi som hverdagsagtigt, og saa alt i nyt straalende Lys.
Han maatte gaa det hele efter forfra, se hver Enkelthed an — nej var det
ikke vidunderligt som det forbandt sig altsammen, Sorg og Glæde og
tilsyneladende Smaating, til det blev ham Pelle som havde hersket over
hundred Tusend og dog maatte i Fængsel for at føle sig rig. Der var
tændt noget i ham, som aldrig kunde slukkes, en hellig Ild som alting
maatte bære Ved til, enten det vilde eller ej. Nu kunde han ikke
besejres, han sugede Kræfter af selve Uendeligheden.
Den nøgne Celle — tre Skridt paa den ene Side og seks paa den anden —
med sin Glug, sin sødlige Klosetstank, og det mystiske Kighul i Døren
der var som et vaagent Øje over én bestandig — — ja hvor havde den ikke
rummet meget! Det havde jo alle Dage været Fattigmands Lod at skabe sig
Verdener af Tomheden, dejlige Fatamorganaer, der brast pludselig og
kastede ham endnu mere arm og øde tilbage. Men dette holdt; i Cellens
nøgne Kammer syntes alle Livets Ledninger at forenes — den var som det
mørke underjordiske Rum i vældige Bygninger, hvor Mekanismen gemmes, der
aabner og lukker for Lys og Varme til hele Komplekset. Derinde opdagede
han, hvor rigt og mangfoldigt Livet er.
Pelle gik om i en egen løftet Stemning. Han følte det saadan, at noget
der var større og skønnere end han selv, havde taget Stade i ham og
skulde vokse sig ud til sin Fuldendelse derinde. Inden i ham groede det,
et nyt Væsen der dog var ham selv, hvilede dér og sugede Næring af alt,
hvad han foretog sig. Han færdedes varsomt og stille, med et indadvendt
Udtryk som vejede han alting; der var saa meget man ikke maatte, fordi
det kunde skade _det_! De var altid to nu — Pelle og dette forunderlige
usete Jeg, der hvilede trygt og tungt i ham som et Foster, med sin Rod i
det dunkle. — — —
Pelles Forhold til Bøgerne var dybt begrundet — han maatte have Rede paa
Verden nu. Digterværkerne var han lidt mistroisk overfor, man kom for
let til deres Indhold, det kunde ikke være rigtig fat. De var jo
forresten ogsaa lavede! Han trængte til virkeligt Stof, Fakta; der var
vældige Rum i hans Hjærne, som hungrede efter at blive fyldt med
haandgribelig Viden om Tingene. Han holdt mest af historiske Værker,
navnlig social-historiske, og læste indtil videre alt, hvad der faldt
ham i Hænderne, raat og usødet. Saa fik det selv se at skille sig ud.
Det var en Hunger, der aldrig var blevet tilfredsstillet og nu syntes
umættelig.
Men Arbejdet passede han pedantisk, han havde gjort sig til Princip,
aldrig at røre en Bog saalænge der laa et Arbejde paa Gulvet og ventede.
Han havde i Fængslet drømt om en rimelig Arbejdsdag paa f. Eks. otte
Timer, saa der var Tid og Kræfter til at beskæftige sig med det
aandelige; nu tog han af Nattesøvnen i Stedet. Her var i al Fald et
Omraade, hvor man skulde blive fri for at holde ham ude, han vilde have
sin Del i Tidens Viden. Han følte, at der var Vaaben i det, længe nok
havde Fattigmand godvillig stillet sig i Krogen af Mangel paa Oplysning;
hvergang han stak Hovedet frem, løj man ham tilbage igen. Hvorfor
erobrede Fattigper ikke ganske simpelt den Forrettighed fra Overklassen?
det kostede jo kun Slid, og med den Mønt var han vant til at betale!
Ævner manglede han næppe; saa vidt Pelle foreløbig kunde se, kom næsten
alle Banebryderne for det ny nede fra.
Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv ikke førte ham bort
fra Verden — dér langt inde dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i
Lyset! Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste Væsen — og
stod igen midt i Spørgsmaalet om de manges Velfærd. Hans praktiske Sans
trængte til denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater i det
ogsaa udad; allerede nu kunde Historien ikke bruges længer til at lyse
ham og hans Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn voksede fra
Dag til Dag og spændte over en stadig større Horisont. En Dag tog han
simpelthen Trylleordet fra Troldene og vakte Kæmpen med det!
Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. Naar de sidste
Artister kom hjem fra Artistkafeen, havde han gærne Skomagerlampen tændt
og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne Kældervindu og slog
en Sludder af med ham paa deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i
Hjemmet, Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen slugte fremdeles
alt, hvad de kunde skrabe sammen, og Pelle havde ikke Udsigt til noget
bedre Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han stolede blindt
paa at der nok skulde aabne sig en Vej ud, blot han ufortrødent kilede
paa med sit.
Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar han med Ro. Han følte
sig større end hende i dette, hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit
Hoved!