Huset Pelles boede i — _Palæet_ kaldte Gadens Beboere det — var en
gammel forfalden tre Etages Bygning med Mansardrejsning. Midt paa
Fasaden løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem de to
øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer fornemt ind. Husets Navn
var ikke helt grebet ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i
Bagbygningen kunde huske, at det i hendes Barndom havde været en
Generals Landsted og ligget helt alene. Dengang gik Stranden op hvor nu
Istedgade løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen.
Indeklemt mellem Bagbygningerne stod der endnu to ældgamle kræftsyge
Æbletrær fra den Tid.
Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv Mil længer tilbage,
Vesterbros glade Sommerstrøg lagde sig i Tidens Løb Sidegader til,
trange Fattigmandsgader som skød op om de spredte Landsteder og lukkede
for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger fordrev Herskaberne og skabte
det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede
Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde.
_Palæet_ var det sidste Minde om en svunden Tid. Endnu saas Resterne af
den fordums Finhed i Lofternes tilrøgede Stuklævninger og de
dybe Vinduer; men de store Stuer var slaaet i Stykker til
Smaamandslejligheder paa ét og to Værelser, og Halvdelen af den brede
Opgang ved Brædder skilt fra til Brændselsrum.
Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en Dør og et Par Trin ned
til et stort Rum, der fyldte hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde
ligne Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede Loft
ragede helt op under Sadeltaget — det havde været dekoreret engang. Nu
var de fleste Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme
bagefter.
Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet baade til Bryggeri og
Lager, men endnu var der et Præg over det af fordums Herlighed.
Ejendommens Børn syntes i al Fald her var storartet, de pillede de
sidste Panelrester ned til Pindebrænde, og kunde sidde Timer igennem og
kukke til hinanden paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor der
engang havde staaet Byster af berømte Mænd.
Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok sig ind og tog Salen
i Besiddelse for nogle Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det
bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen bankede de paa Døren til
Ellens Stue og bad ved Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen
var hun bange for dem og spærrede Døren med sit Klædeskab, men Tanken om
Pelle i Fængslet gjorde hende blød og hjælpsom. Det var stakkels
forkomne Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet hjemme fra. De
kunde ikke Sprog og vidste ingenting om Verden, men ligesom Trækfuglene
syntes de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt de af sig
selv herhen til _Palæet_ for Hvile.
Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der gik gennem to Stokværk
kunde være indrettet om til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af
det hele — en gammel Bonde ude fra Glostrup — var saa gærrig, at han
ikke nænnede at give Penge ud, selv om Fordelene var aldrig saa
indlysende. Og Ellen havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin
store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og Kulstøv.
Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted naar det gælder
Fattigmand, havde skyllet hende og Børnene herned, da det gik i Stykker
for dem ude paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig faaet
sin Naadlestue godt i Gang og holdt to Elever til Hjælp, da en langvarig
Strejke kom og ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa godt
hun kunde, men en Dag kom de jo og bar hendes Stumper ned i Rendestenen
— det var den gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange før. Der
stod saa hun og Børnene og holdt Vagt ved Stumperne, lige til det blev
mørkt; øsende Regnvejr var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk
stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og hastede videre; en og
anden kastede det Raad til dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen.
Men det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte de Smaa ned
til Rullekonen i Kælderen og stod selv og holdt Vagt over Stumperne — i
dette dumpe Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen aldrig
helt faar Bugt med hos den Fattige.
Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, skete der virkelig ogsaa
noget. Omme fra Nørrebrogade kom to Bisser strygende i vild Fart med en
firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk benytter, naar de
— helst om Natten — flytter fra det ene Sted til det andet. Den ene
havde ved Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og — naar Farten var
rigtig oppe — smed sig paa Maven over Køretøjet og bræmsede med
Kapskoene mod Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den tomme
Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og trallede, med Benene dinglende ud
over Siden; hun var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende
Blomster paa Hovedet — en rigtig „Herrevinker“. Det gik med vældigt
Halløj fra den ene Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen.
„Dér er da en Flyttevogn!“ sagde Lasse Fredrik, og i det samme snurrede
Køretøjet lige op foran dem og gik i Rendestenen.
„Hva’ er det med dig Thorvald?“ sagde den ene af Bisserne og gloede
Ellen lige ind i Ansigtet. „Har du stødt dit Øje hva’?“
Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. „Aa skrup af, dit Kvaj!“ sagde
hun og puffede ham til Side — „du kan vel nok se, at de er smidt ud! —
Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?“ spurgte hun og bøjede sig
deltagende over Ellen.
„Nej for Værten har smidt os ud!“ sagde Lasse Fredrik.
„Sikken en Skvatfigur — og nu har I ikke noget Sted at være i Nat hva’?
— Aa Kresjan, ta’ og læs det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i
Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!“
„Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa Rod!“ svarede Kresjan. De
to Fyre var i overdaadigt Humør.
„Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!“ sagde Fruentimmeret, da Sagerne var
læsset — „saa skal jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i
Morgen er Vorherre nok selv hjemme!“
„Det er en Stejer!“ hviskede Lasse Fredrik Gang paa Gang og trak Ellen i
Kjolen. Men hun var lige glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet.
Hun satte ikke Næsen saa højt længer.
Det var selve _Dronning Therese_ de havde mødt, og dermed var paa en
Maade deres Lykke gjort. Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og
skaffede hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke saa stort
ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads saa nær de kunde; men det
gav dog Føden.
* * * * *
Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at gaa og tage i alt det
Snavs; han vilde nok være den der sørgede for Føden. Ellen havde desuden
taget _sin_ Tørn, hun var kommet til at se træt ud og trængte til at
have det lidt godt. Det var lige som hun faldt af paa den, nu da han
stod der og igen kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun ikke
høre tale om. „Det er aldrig værd at slaa det snavsede Vand ud, før man
har det rene!“ sagde hun.
Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en flunkende ny
Fagforeningsbog, og gik fra Værksted til Værksted. Det var ikke gode
Tider for Faget, mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget over
i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, Lygtetændere og
lignende; Maskinerne havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var
Eftervirkninger fra den store Lockout — den havde slaaet de smaa
Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede med en Mand eller to,
og givet Storindustrien Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte det,
havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, Resten var
trængt ud og sad omkring i afsides Kældere og reparerede gammelt.
Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa i Arbejde igen paa de
gamle Vilkaar. Og nu gik han her og bød sig til, var villig til at give
sig i Lære igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, og var til
Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne havde ikke engang Brug
for ham — de huskede ham for godt endnu. „De har været for længe borte
fra Faget,“ sagde en og anden af dem tvetydigt.
Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. Men han følte bittert,
hvorledes selve Fortiden rejste sig mod ham. Der havde han kæmpet og
ofret alt for at forbedre Kaarene i Faget — og Maskinerne var
Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans Fæller.
Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i den gode Foraarstid, en
Mængde andre Fag havde haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen
førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der syntes fordømte til at
slide Brostenene i haabløs Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud
af Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. „Der maa være noget i Vejen
med dem,“ tænkte han, mens han stod og lyttede til bestandig den samme
Historie om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og saa’ det
hele dampe bort. Det maatte være deres egen Skyld, naar der ikke kom et
nyt Tog og koblede dem til — kanske var de dovne eller fordrukne. Men
efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa i Række og byde deres
Kræfter ud Morgen efter Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at
Tiderne var ved at forandre sig.
Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot der havde været noget at
faa fat i. — Priskuranten var ordenlig nok! den havde blot den
skæbnesvangre Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, som
der var sket en Forskydning til det værre for Haandværkeren — og for at
gøre det endnu uhyggeligere havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej
at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var ikke engang den Smule
Bagdør aaben længer! Pelle kunde lige saa godt først som sidst slaa det
ud af Tankerne; for at blive Mester nu krævedes der Kapital og Kredit.
Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, var en endeløs og udsigtsløs
Vandring _til_ Fabrikken og fra Fabrikken igen.
Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle Spørgsmaal igen; hele
Tilstanden rullede sig ganske af sig selv ud for ham, det nyttede ikke
at lukke Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget og opsøgte
ikke noget; men det ene bar det andet med sig, og enten han vilde det
eller ej, samlede det sig til et Overblik over Tilstanden.
Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne var godt
organiserede og havde haandhævet deres Forhandlingsret, man kom ikke
uden om deres Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del hævede, og
Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne selv, mange af dem var
rykket fra Hulerne over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde
faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen var steget, men
alting var ogsaa blevet dyrere, og Livet var stadig det samme fra
Haanden i Munden. Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde
holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede sig stille men
ubønhørligt ind mellem Arbejderne og Arbejdet og satte flere og flere
Mand paa Gaden. Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet
syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. Men det tog sig
mere af Arbejdets Invalider nu end før, der var kommet god Gang i
Fattigforsørgelsen. Han kunde ikke opdage _nogen_ Lov, der greb
regulerende ind; men en hel Række af Love der plastrede paa Tilstandene.
Der blev uddelt en Mængde forskellige Understøttelser — altid lige paa
Sultegrænsen; flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede dem ikke
deres borgerlige Rettigheder, men gjorde dem til et Slags politisk
_holdt_ Proletariat.
Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde været med til at erobre,
nu da han vendte tilbage og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke
blevet nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, syntes Bevægelsen
ikke at have afsat. Det saa ud, som Arbejderne stille lod sig sætte ud
af Spillet, bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed
henne? de havde nok lagt sig den borgerlige Moral til, siden de
godvilligt gik paa Aftægt. Magt manglede de ikke, hele Verden kunde de
faa til at visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe — blot ved
deres Sammenhold. Det var Ansvar de manglede; Bevægelsens bærende Ide
var nok løbet af dem!
Pelle tumlede frem og tilbage med det, men han sled Brostenene i
forgæves Søgen. Overblikket paatrængte sig ham af sig selv, og der var
Kræfter baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at skubbe ham over
i Bevægelsen og frem i Føringen. Men han slog det fra sig — nu vilde han
arbejde for sit Hjem.
Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og Genboer og hjalp ellers
Ellen med at hænge Tøj op og trække Rullen —, man fik sætte Æren til
Side og være glad til, at _hun_ havde noget. Hun var glad for
Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen skulde se ham give sig af
med Kvindearbejde.
„Det er ikke noget for en Mand,“ sagde hun og saa paa ham med Øjne, som
sagde hvor lykkelig hun var for hans Selskab.
De holdt af at være sammen, nød det paa en egen stille Maade, uden mange
Ord. Der var hændt meget, men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid.
Ingen af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig frem til
Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede hinanden nærmere under Tavsheden.
Enhver vidste hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede siges;
Tiden havde arbejdet med dem begge.
Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, Dagene gled stille forbi,
gjort tunge af de forløbne Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller
Bebrejdelser. Hun var varsom over for ham — næsten sky, som første Gang
de mødtes; bag al hendes Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig
Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod hans Kærtegn, selv gav
hun nærmest ved at være noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille
huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af hende lige som et
moderligt Kærtegn og lukkede ham ind i hendes Hjærte. Han var
taknemmelig for det, men det var ikke det han trængte mest til.
Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene gik paa Gulvet og tullede,
tav hun helst og iagttog ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte
det dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter hans skjulte Væsen
ligesom i deres første Tid? Det var som om hun kaldte paa noget i ham —
men ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en Mor ogsaa sidde
og stirre forskende efter sit Barns Fremtid. Elskede hun ham da ikke?
Hun havde givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast og ventet
paa ham da hele den øvrige Verden slog Haanden af ham — og alligevel var
han ikke sikker paa, at hun nogensinde havde elsket ham.
Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget ubændigt — Bevægelsen havde
taget Overskuddet af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny sammen
med Foraaret, og følte det pludselig som Vælde i sig. Nu skulde han og
Ellen begynde — for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og det
var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt han havde taget Ellen
ind til sig, og gjort hende til Moder uden først at gøre hende til Brud.
Kvindehjærtet maatte være bundløst, siden hun ikke var gaaet i Stykker
paa det, men stadig stod og ventede lige uberørt paa, at han skulde
vinde hende. Hun havde hjulpet sig over det ved at være Moder!
Og vandt han hende saa nogensinde? — ventede hun virkelig endnu — eller
var hun faldet til Ro?
Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende gik forklaret igen,
lykkelig ved at vide, at hun var hans Skæbne. Et Baand blot, eller et
tærnet tyndslidt Bomuldsforklæde — hver lille Ting, der hørte med til
hende — fik en forunderlig varm Lød og fyldte Sindet med Sødme. Et Blik
eller en lille Berøring gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind
imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede stille og trykkede
venligt hans Haand — det tændte ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham
ingenting, men han følte det alligevel som hun forholdt ham sit inderste
Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede hun sig med Venlighed.