Hun saa alvorligt paa ham: „Saa er du nok rigtig glad!“

Pelle maatte fortælle, hvad han havde oplevet siden sidst. Han sad og

saa sig taknemmeligt om i den fattige rene Stue, hvor Sengen stod saa

kysk ved Væggen, dækket med et snehvidt Tæppe. Denne Duft af Lud og

Renhed og hendes friske jævne Sind glemte han nok aldrig! Her havde hun

lukket ham ind midt i al hans Elendighed, og ikke holdt sin hvide Seng

for god til ham mens hun skrubbede Snavset af ham. Naar han kom til

Hovedstaden, vilde han lade sig fotografere og sende hende sit Billede.

„Og hvordan lever du saa?“ spurgte han blødt.

„Ligesom sidst du saa mig — bare noget mere ensomt,“ svarede hun

alvorligt.

Saa maatte han gaa. „Farvel og hav det nu rigtig godt du,“ sagde han og

rystede hendes Haand — „og hav Tak for alt.“

Hun stod blot og saa stumt paa ham, med et vagt Smil. — „Oh nej, men jeg

er jo ikke mere end et Menneske!“ brast det pludselig ud af hende; og

hun slog hæftigt Armene om ham.

* * * * *

Saa var selve den store Dag der! Pelle vaagnede med Solen, og havde den

grønne Kiste pakket før de andre kom op, siden gik han og vidste ikke,

hvad han skulde gøre med sig selv for Uro og Spænding. Han svarede hen i

Taagen, Øjnene var ude i lyse Drømme. Om Formiddagen bar han og Lasse

Kisten til Dampskibet for at have frie Hænder om Aftenen; derfra gik de

op i Kirken for at overvære Alfreds Bryllup. Pelle var helst fri — han

havde nok i sit eget og følte ingen Deltagelse for Alfreds Gøremaal; men

Lasse trængte paa.

Solen stod og stegte i de skæve Gader, saa Bindingsværket svedte Tjæren

af sig igen og Rendestenene stank; nede efter Havnen hørte de

Trommeslageren raabe om Sild og en Auktion. Folk pilede af Sted til

Kirken, i stakaandet Samtale om dette Lykkebarn Alfred, der var kommet

saa godt efter det.

Kirken var fuld af Mennesker. Den var festligt pyntet, og oppe om Orglet

stod otte hvide Piger, der skulde synge: Det er saa yndigt at følges ad.

Lasse havde aldrig overværet Mage til Bryllupshandling. „Jeg føler mig

helt stolt du,“ sagde han.

„Han er en Vindhas,“ svarede Pelle — „han tager hende bare for Ærens

Skyld.“

Saa gik Brudeparret op for Altret. „Det er dog fælt, saa Alfred har

smurt sit Hoved ind,“ hviskede Lasse — „han ligner jo et slikket

Kalvehoved! Men hun er vakker! Jeg undres blot paa, at de ikke har givet

hende Myrtekransen paa — der er da vel ikke noget paa Vej for dem?“

„Hun har jo det Barn,“ svarede Pelle hviskende — „ellers havde han jo

aldrig faaet hende.“

„Ak saa! — Ja ja det er nu godt gjort af ham alligevel at nappe sig en

Finmandsdatter.“

Nu sang Pigerne — det lød ret som det kunde været Engle, der beseglede

Pagten fra selve Himlen.

„Vi maa stille os saaledes, at vi kan ønske til Lykke,“ sagde Lasse og

vilde trænge sig ud til Gangen, men Pelle holdt ham tilbage.

„Jeg er bange, han ikke kender os i Dag — Men hvad? dér er jo Farbror

Kalle.“

Kalle stod indeklemt i den bageste Stol, han maatte holde sig dér, til

alle var kommet ud. „Ja jeg skulde jo ogsaa have Del i denne store Dag,“

sagde han. „Jeg vilde haft Mor med ogsaa, men hun syntes ikke hun havde

nogen anstændig Kjole at tage paa.“ Kalle var i nyt graat Hvergarn, han

var blevet endnu mere liden og kroglemmet med Aarene.

„Hvorfor har du holdt dig hernede i Krogen, hvor du ingenting kunde se?

Du skulde jo været paa første Bænk som Brudgommens Fader,“ sagde Lasse.

„Det var jeg ogsaa — saa du da ikke jeg sad ved Siden af Købmand Lau? Vi

saa jo i Salmebog sammen. Her blev jeg bare skubbet ind af Trængslen. Nu

skulde jeg jo saa hen og spise med, jeg er højtidelig indbudt til

Gæstebudet — men jeg ved ikke!“ Han saa ned ad sig. Pludselig gjorde han

et Kast og lo paa sin egen desperate Maade: „Fan skulde staa her og

fortælle for dem, som ikke vil tro Løgn! — nej det er nok ikke for Svin

at komme i Kancelliet. Jeg kunde sætte ilde Lugt ser I — Folk som os har

jo ikke lært at svede Parfume.“

„Ja saa! han er for fin til at kendes ved sin egen Far — ptøj da! Gaa du

saa med os hjem og faa noget i Livet.“

„Nej jeg er saa fyldt med Steg og Vin og Kager, at jeg ikke orker mere

for denne Gang, nu maa jeg hjem og fortælle Mor om al Herligheden. — Jeg

har ogsaa tre Mil at gaa!“

„Du er til Fods herinde tilmed. Seks Mil det er lidt for meget for dine

Aar det!“

„Jeg havde jo regnet med at komme til at blive her i Nat. Jeg tænkte jo

ikke — — naa skidt! Kan ens Børn vel naa højere end dertil at de ikke

kender én længer? Anna hun er ogsaa godt paa Vej til at blive fin. Jeg

undres paa, om jeg kendes ved mig selv ret meget længer! Fy fan Kalle

Karlsson jeg er af fin Familie du! — Naa Farvel med jer.“

Han satte sig træt i Gang for Hjemturen, helt ynkelig saa han ud i sin

Skuffelse. „Saa elendig har jeg aldrig set’en,“ sagde Lasse og stod og

stirrede efter ham. „Der skal dog noget til, før Bror Kalle overgiver

sig.“

Ved Aftenstid gik de ned gennem Byen til Dampskibet. Pelle tog lange

drøje Skridt, en egen højtidelig Stemning gjorde ham tavs. Lasse

trippede foroverbøjet ved hans Side; der var kommet noget klynkende op i

ham igen. „Nu glemmer du vel ikke din gamle Far, du ogsaa?“ sagde han

gentagende.

„Det har vist ingen Nød,“ svarede Sort. Pelle hørte ingenting, hans

Sanser var paa Vandring.

Arnerøgen sank blaa ned i den snævre Gade. De gamle sad ude ved

Trapperne og drøftede Dagens nyt, Aftensolen faldt i de runde Briller,

saa de rynkede Ansigter stirrede frem med store Ildøjne. Der var dyb

Aftenfred over Gaden. Men inde i de mørke Gyder puslede det, med denne

evige dumpe Uro som fra et stort Dyr, der vender og vender sig og ikke

kan falde hen. Nu og da blussede det op i et Skrig eller Barnegraad og

tog saa fat igen — som et tungt arbejdende Aandedræt. Pelle kendte vel

denne spøgelseagtige Puslen, der altid udgik fra Fattigmands mødige

Leje. Det var Armodens Bekymringer, der sankede de onde Drømme ind for

Natten. Men han lod denne Fattigverden, der blødte sit Liv saa uænset

bort i Stilheden, dø bort i sine Tanker som en trist Sang — og stirrede

ned mod Søen, der laa rødmende for Enden af Gaden. Nu drog han ud i

Verden!

Gale Anker stod oppe paa sin høje Trappe. „Lev vel!“ raabte Pelle. Men

Anker sansede ingenting, han vendte Ansigtet lige mod Himlen og sendte

sit syge Raab ud.

Pelle sendte et sidste Blik til Værkstedet. „Derinde har jeg tilbragt

mange gode Timer,“ tænkte han og mindedes Unge Mester. Gamle Jørgen stod

uden for sit Vindu og legede med Lille Jørgen som sad indenfor i Karmen.

„Tit tit, du lille,“ raabte han med sin høje Fistel og gemte sig og kom

frem. Den unge Kone holdt Barnet, hun var rød af Moderglæde.

„Du lader vel høre fra dig?“ sagde Lasse endnu engang, da Pelle hang

over Rælingen. „Glem nu ikke din gamle Far du!“ Han var helt hjælpeløs i

sin Bekymring.

„Jeg skal nok skrive efter dig, saa snart jeg kommer i Vej,“ svarede

Pelle vel for tyvende Gang. „Du skal ikke ængste dig bare.“ Han smilede

sejrssikker ned til den gamle. Ellers stod de tavse og saa paa hinanden.

Endelig gik Dampskibet. „Lev nu vel!“ raabte han for sidste Gang, da de

svingede ud om Havnehovedet, og blev ved at svinge Kasketten saa længe

han kunde se dem. Saa gik han forud og satte sig paa en Rulle Tovværk.

Bag sig havde han glemt alt og stirrede blot vedholdende frem — som

kunde den store Verden naar som helst dukke op foran Stævnen. Han gjorde

sig ingen Tanker om, hvad der vilde komme og hvordan han vilde gribe det

an — men længtes blot!

Pelle Erobreren 2: Læreaar · 第 33 / 34 题