XXVI

De boede hos Sort, som ejede sit eget lille Hus oppe i Byvangen; den

lille Vandreskomager vidste ikke alt det gode han vilde gøre dem. Lasse

gik mest og sjokkede saa formaalsløst rundt, han havde ingen Ro paa sig

og ikke Samling paa noget; af og til maatte han bryde ud i Klage. Han

var blevet helt affældig, og kunde ikke føre Skeen til Munden uden at

spilde. Naar de vilde have ham til noget for at adsprede ham, var han

stædig.

„Nu maa vi se at faa dine Sager hentet,“ sagde de andre Gang paa Gang.

„Der er ingen Mening i at forære Sognet dit Bohave.“

Men Lasse vilde ikke. „Har de plyndret mig for alt det andet, saa lad

dem have det med,“ sagde han. „Jeg skal heller ikke dér ind mere — og

blive ynket af alle og enhver.“

„Men du stiller dig selv paa bar Bakke,“ sagde Sort.

„Saadan har de jo ogsaa villet det — lad dem saa faa deres Vilje. De maa

vel skulle staa til Regnskab for det engang.“

Pelle fik saa fat i et Køretøj og kørte selv ind efter Sagerne; der var

et helt Læs. Mor Bengtas grønne Kiste fandt han oppe paa Loftet, dér

stod den fuld af Garnnøgler. Det var saa underligt at se den igen — han

havde ikke skænket sin Moder en Tanke i mange Aar. „Den vil jeg have til

Rejsekiste,“ tænkte han og tog den med.

Lasse stod udenfor, da han kom kørende. „Se her hvad jeg kommer med til

dig, du Far!“ raabte han og slog et lystigt Knald med Pisken, men Lasse

gik ind uden et Ord. Da de havde læsset af og skulde se efter ham, var

han krøbet i Seng, han laa med Ansigtet til Væggen og vilde ikke snakke.

Pelle fortalte nyt derinde fra for at faa lidt Liv i ham: „Nu har Sognet

overdraget Lynggaarden til Bakkebonden for 5000 Kroner, og der siges han

har gjort en god Handel — den skal være dobbelt saa meget værd. Han vil

selv bo der og lade sin Søn faa Bakkegaarden.“

Lasse drejede Hovedet halv om. „Ja nu er der Grøde, nu høstes der

Tusender — og saa skal _Bonden_ til!“ sagde han forbitret. „Men det er

ogsaa godt gødet Jord: Karna forløftede sig og døde fra mig, saa godt vi

var sammenkørte, hendes tusend Kroner gik med — og jeg er nu et stakkels

Vrag! Alt det blev lagt i den øde Klippe, saa den blev god og gavmild

Jord. Og saa flytter Bonden ind, nu kan han lide at bo der — vi stakkels

Lus har bare beredt Vejen for ham. Er vi kanske til for andet end det

samme? Tosser de, som vil gøre Ophævelser over sligt! — — Men som jeg

var kommet til at holde af den Plet!“ Lasse brast pludselig i Graad.

„Nu skal du være fornuftig og se at blive glad igen,“ sagde Sort. „De

onde Tider for Fattigmand er snart forbi, der vil komme en Tid, hvor

ingen skal slide sig op for andre, men enhver høste det han selv har

saaet! Hvad Skade har du saa lidt? Saa er du jo paa den rigtige Side og

har tusendvis af Kroner at trække paa. Det var dog værre, om det blev

dig der stod og skyldte, saa!“

„Jeg oplever vist ikke den Tid,“ sagde Lasse og rejste sig paa Albuen.

„Maaske du og jeg ikke, for de der er paa Vandring maa jo dø i Ørkenen.

Men lige fuldt er vi Guds udvalgte Folk, vi Fattige! Og Pelle dér han

faar det lovede Land at se!“

„Nu skulde du komme med ind du Far, og se hvordan vi har indrettet det

til dig,“ sagde Pelle.

Lasse rejste sig træt og fulgte med. De havde møbleret en af Sorts tomme

Stuer med Bohavet, der saa helt hyggeligt ud. „Her var det Meningen du

skulde bo, til Pelle kommer godt i Vej derovre,“ sagde Sort. „Nej der er

ingen Tak — jeg er glad ved at faa Selskab kan du vel begribe.“

„Vorherre vil gengælde dig det,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Andre

end ham har vi Stakler jo ikke at give Anvisning paa.“

— — —

Pelle havde ingen Ro paa sig, han kunde ikke styre sit Sind længer for

Udlængsel. „Hvis du vilde give mig til Billetten, fordi jeg har hjulpet

dig,“ sagde han til Sort — „saa rejser jeg endnu i Aften.“

Sort gav ham 30 Kroner.

„Det er Halvdelen af hvad vi har taget ind — saa mange tilkommer jeg

ikke,“ sagde Pelle. „Du er dog Mesteren — og har holdt os med Værktøj og

alting.“

„Jeg skal ikke leve af andres Arbejde, men af mit eget,“ svarede Sort og

skød Pengene hen til ham. — „Vil du saa rejse som du gaar og staar?“

„Nu har jeg jo Penge i Massevis,“ sagde Pelle glad. „Saa mange Penge har

jeg aldrig ejet paa én Gang! Der kan faas mangt et Stykke Tøj for de

Penge.“

„Men dem maa du slet ikke røre! Du kan bruge 5 Kroner til Rejsen og

saadant, Resten maa du have at møde Fremtiden med!“

„I København — der tjener jeg vist Penge nok!“

„Han har altid været en ligeglad Fanden i Pengesager,“ sagde Lasse

bekymret. „Han havde fem Kroner, dengang han drog her til Staden for at

gaa i Lære — og dem kunde han daarlig gøre Rede for, hvad de blev givet

ud til.“

Sort lo.

„Saa rejser jeg som jeg gaar og staar da,“ udbrød Pelle resolut.

Men det var ogsaa galt. De var ikke til at gøre tilpas de to — de var

som to bekymrede Høns.

Linned var der nu gode Raad for, da Lasse først kom i Tanke om sine

Gemmer, Karna havde sørget godt for ham. „Men det vil nok stumpe paa din

lange Krop! Det er ikke som da du drog bort fra Stengaarden — da maatte

vi lægge Læg paa mine Skjorter til dig.“

Skotøjet var det ogsaa galt med; det gik ikke for en Skomagersvend at

stille med saadanne Ben, naar han søgte Arbejde. Sort og Pelle maatte

til at sy et Par pæne Støvler. „Vi maa tage os Tid,“ sagde Sort — „husk

paa de skal staa for Hovedstadens Dom.“ Pelle var utaalmodig og vilde

gærne slaa til Arbejdet.

Saa var der kun et nyt Sæt Tøj. „Det tager du færdigt paa Kredit,“ sagde

Sort — „Lasse og jeg maa vel nok være gode som Kavtionister for et Sæt

Tøj.“ — — —

Aftenen før han skulde rejse, gik han og Lasse ud for at hilse paa Dues,

de valgte den Tid for at være sikker paa at træffe Due selv, Anna brød

ingen af dem sig stort om. Da de kom ned mod Huset, saa de en gammel

fintklædt Herre gaa ind ad Gadedøren.

„Det er Konsulen,“ sagde Pelle — „han som har hjulpet dem i Vej! Saa er

Due ude paa Langkørsel, og vi er vist ikke velkomne.“

„Skulde det være saadan fat,“ udbrød Lasse og stoppede brat op. „Saa

ynker jeg Due, naar han faar set Sammenhængen. Han vil vist finde, at

han har købt sin Selvstændighed for dyrt saa! Ak ja, Prisen er haard for

dem som vil frem! — Maatte det nu gaa dig godt derovre Pøjke.“

De var kommet ned ved Kirken. Der holdt en Vogn udenfor med grønne

Planter, to Mænd gik og bar dem ind i Vaaningshuset. „Hvad skal her gaa

for sig af højtideligt?“ spurgte Pelle.

„Her skal være fint Bryllup i Morgen,“ svarede en af Mændene — „Købmand

Laus Datter skal giftes med denne her Vigtigsnud — Karlsen er det nok

han hedder. En fattig Fyr er han jo som en af os andre, men tror du han

ser til saadanne som os? Naar Skidt kommer til Ære, ved det ikke hvordan

det vil være! Nu er han jo gaaet ind i Forretningen ogsaa.“

„Det Bryllup vil jeg dog overvære,“ sagde Lasse ivrigt, mens de drev

videre. „Det er dog morsomt at se, at nogen af ens Slægt kan naa frem.“

Pelle tog det som lidt af en Bebrejdelse men svarede ikke.

„Skal vi gaa lidt ned og se paa den ny Havn?“ spurgte han.

„Nej nu gaar Solen ned, og nu vil jeg hjem og i Seng. Jeg er gammel du!

Men gaa du, jeg skal nok finde hjem.“

Pelle drev nedad, men drejede saa af og gik Nord efter — han vilde ud og

sige Farvel til Marie Nielsen. Han skyldte hende et venligt Ord for al

hendes Godhed, og hun maatte ogsaa gærne se ham lidt ordenlig i Tøjet

for en Gangs Skyld. Hun var lige kommet fra Arbejde og var i Færd med at

lave sin Aftensmad til.

„Nej da! kommer du her!“ udbrød hun glad. „Og saa fin du er blevet — du

ligner jo en Prins.“ Pelle maatte blive og spise med.

„Jeg kom ellers bare for at sige dig Tak for din Venlighed — og Farvel!

jeg rejser til København i Morgen.“

Pelle Erobreren 2: Læreaar · 第 32 / 34 题