Pelle stirrede: „Hvad saa da — er I flyttet?“

„Ja vi er flyttet!“ Lasse lo hult. „Flyttet — ja ja vi er — og gaaet

hver sin Vej tilmed. Karna hun er nu dér hvor der ingen Sorger er — — og

her er Lasse og alt hans!“ Han stødte til Sækken med Foden, og blev ved

at staa med Siden til dem og Blikket i Jorden.

Alt Liv var veget fra Pelles Ansigt, han stirrede forfærdet paa Faderen

og bevægede Læberne, men kunde ikke faa et Ord frem.

„Her skal jeg løbe tilfældigt over min egen Søn, midt paa den vilde

Mark! Og saadan som jeg har ledt og spurgt mig frem — ingen vidste om

dig at sige. Dit eget Kød og Blod har vendt sig fra dig, tænkte jeg —

men til Karna maatte jeg sige, at du var syg. Hun ventede saa bestemt at

se dig, inden hun drog hen. Nu faar du saa hilse ham — sagde hun — Gud

give det maa gaa ham godt! Hun tænkte mere paa dig end mangen Moder

vilde — ilde har du lønnet det. Det er Aar og Dag siden du satte Foden

hos os.“

Pelle talte stadig ikke, han stod og svajede, hvert Ord ramte ham som et

Kølleslag.

„Du maa ikke være for haard ved ham,“ sagde Sort. „Han er uden Skyld —

syg som han har været.“

„Ja saa, du har haft haardt at slaas med du ogsaa? saa skulde jeg som

din Far vel være den sidste til at falde over dig.“ Lasse strøg ned over

hans Ærme, og Pelle fik Luft ved dette Kærtegn. „Græd du kun frit ud min

Søn, det letter Sindet! I mig er Taaren tørket ind for længe siden, saa

jeg faar se at indrette mig med Kviden. — Det har været en stræng Tid

for mig kan du tro; mangen Nat har jeg siddet over Karna og vidste ikke

mine levende Raad — jeg kunde jo ikke forlade hende og gøre Udvej, og

alting faldt sammen om Ørerne paa os. Saa var det jo ikke langt fra, at

jeg ønskede ondt over dig; du var dog den, som skulde haft en venlig

Tanke for os. Og et Bud kunde du vel altid faaet sendt. — Men nu er det

hele Slut.“

„Vil du da forlade Lynggaarden Far?“ spurgte Pelle stille.

„De har jo taget den fra mig,“ svarede Lasse klynkende. „Jeg kunde ikke

skaffe Terminspengene under alt dette, og nu var det ude med deres

Taalmodighed. Jeg fik lige Lov at blive af pur Naade saalænge, til Karna

havde udstridt og var kommet vel i Jorden — enhver kunde jo se, at det

ikke drejede sig om mange Dage.“

„Hvis det kun er Renterne —“ sagde Sort — „jeg har nogle Hundrede

Kroner, som jeg har sparet sammen til mine gamle Dage.“

„Nu er det for sent, Ejendommen er allerede ved at blive overført paa

anden Mand. Og selv om det ikke var — hvad skulde jeg nu uden Karna? Jeg

duer til ingenting mere.“

„Vi vil drage ud sammen du Far,“ sagde Pelle og løftede Hovedet.

„Nej jeg skal nok ikke drage noget andet Sted hen end til Kirkegaarden.

Jeg er til ingenting mere! Min Gaard har de taget, og Karna sled sig

ihjæl paa den, og selv lagde jeg mine sidste Kræfter der. — Saa tog de

den bare!“

„Jeg skal nok arbejde for os begge. Du skal faa det godt, og gaa og nyde

dine gamle Dage.“ Pelle saa lyst udover.

Lasse virrede med Hovedet. „Jeg kan ikke krænge noget af mig mere — og

lade det ligge og gaa videre!“

„Jeg foreslaar at vi drager mod Staden,“ sagde Sort. „Oppe ved Kirken

maa vi nok kunne finde en Mand der vil køre os.“ De samlede deres Sager

sammen og gav sig paa Vandring; Lasse holdt sig bag de andre og gik og

smaasnakkede, af og til brød han ud i Klage. Saa gik Pelle tavs hen og

tog ham ved Haanden.

„Ingen er der, som tager sig af os og giver os gode Raad! tværtom — de

ser os gærne sætte Liv og Lykke til, bare de kan tjene et Par Skilling

paa det. Selv Øvrigheden tager sig ikke af Fattigmand; han er kun til,

for at alle kan hakke i ham og flyve bort med hver sit! Hvad bryder de

sig om, at de sætter én ud for Kval og Ulykke og Undergang — bare de kan

faa deres Skatter og Renter. Jeg skulde med koldt Blod støde Kniven i

Struben paa hver og en af dem!“ Saadan blev han ved en Stund, stigende —

og faldt saa sammen som et lille Barn.

Pelle Erobreren 2: Læreaar · 第 31 / 34 题