Der dukkede to Mænd ud af Skoven og krydsede Landevejen. Den ene var
lille og pukkelrygget, han havde en Skomagerdisk spændt fast paa Ryggen;
dens Kant hvilede paa Puklen, og der var stukket en lille Pude imellem
for at den ikke skulde gnave. Den anden var ung og stærkbygget, noget
mager men sund og frisk i Farven. Han havde et stort Knippe Læster paa
Ryggen, de holdtes i Ligevægt af en Kasse foran, der efter Lyden kunde
indeholde Værktøj. Han kastede sin Byrde af sig paa Grøftekanten og
spændte saa Disken af den pukkelryggede. De smed sig i Græsset og laa og
stirrede op i den blaa Himmel. Det var en dejlig Morgen, Fuglene havde
travlt, og inde i den duggede Kløver gik Kvæget og slæbte lange Striber
efter sig.
„Og alligevel er du altid glad?“ sagde Pelle. Sort havde lige fortalt
ham sin triste Barndomshistorie.
„Ja ser du, ofte ærgrer det mig jo ogsaa, at jeg tager alting saa let —
men naar jeg nu ikke ved den Ting, jeg kunde være bedrøvet over! Gaar
jeg Tingene efter, saa træffer jeg altid noget der gør mig endnu gladere
— som nu dit Selskab for Eksempel. Du er ung, og Sundheden lyser ud af
dig, Pigerne bliver saa milde hvor vi kommer hen. Det er som jeg selv
var Aarsag i deres Glæde.“
„Hvorfra har du faaet al din Viden om Tingene?“ spurgte Pelle.
„Synes du jeg ved saa meget?“ Sort lo glad. „Jeg kommer jo omkring og
ser mange Slags Hjem, hvor Mand og Kone forliges — og hvor de lever som
Hund og Kat; Folk af enhver Slags kommer jeg i Berøring med. Meget faar
jeg ogsaa at vide, fordi jeg ikke er skabt som andre Mennesker — mer end
én Pige har betroet mig sin Elendighed du! — Og saa tænker jeg over alle
Ting, om Vinteren naar jeg sidder ene — Biblen er ogsaa god at hente
Viden af. Der lærer man at gaa bag om Tingene; og ved du først, at alt
har en Bagside, saa lærer du at bruge din Forstand. Du kan gaa bag om
hvilken Ting du vil, saa fører de allesammen ét Sted hen — til Gud; fra
ham er jo ogsaa det hele udgaaet. Det er Sammenhængen ser du; og naar
man først har den, er man altid lykkelig. Morsomt vilde det være at
følge Tingene fremefter ogsaa — hvor de deler sig; og vise at de
alligevel til Slut løber sammen i Gud igen. Men det ævner jeg ikke.“
„Vi skulde vel se at komme videre,“ Pelle gabede og begyndte at røre paa
sig.
„Hvorfor? Vi har det jo godt her — og naar nok det vi skal! Skulde der
ligge et Par Støvler som Sort og Pelle ikke naaede at faa forsaalet
inden de døde, saa udretter en anden det nok.“
Pelle smed sig om paa Ryggen igen og trak Huen over Øjnene — for hans
Skyld havde det ingen Hast. Nu havde han vandret med Sort snart en
Maaned, og været næsten lige saa meget paa Landevejene som paa
Arbejdsstolen — Sort havde ingen Ro paa sig, naar han havde været et Par
Dage et Sted maatte han videre! Han holdt af Skovbryn og Grøftekanter,
og kunde tilbringe halve Dage der. Og Pelle manglede ikke
Tilknytningspunkter til denne Friluftsdasen, han havde hele sin Barndom
at øse af. Han kunde ligge i Timevis og tygge paa et Græsstraa —
langmodig som en Rekonvalescent — mens Sol og Luft gjorde sit Arbejde i
ham.
„Hvorfor præker du aldrig for mig?“ sagde han pludselig og kiggede
drilagtigt frem under Huen.
„Og hvorfor skulde jeg præke — fordi jeg er hellig? Men du er det jo
ogsaa; enhver der er glad og tilfreds er hellig.“
„Jeg er langtfra ikke tilfreds,“ svarede Pelle og rullede sig paa Ryggen
med alle fire i Luften. „Men du — jeg begriber ikke, at du ikke laver
dig en Menighed! Du har jo Ordet i din Magt.“
„Ja hvis jeg var skabt som du — saa skulde jeg nok. Men nu er jeg
pukkelrygget.“
„Hvad saa? Du bryder dig jo alligevel ikke om Kvindfolkene.“
„Nej, men uden dem kan der ikke udrettes noget. Det er dem, der drager
Mændene og Børnene efter sig ser du! Og underligt er det at det just
skal være dem — for Kvindfolkene bryder sig jo ikke om Gud! De har ingen
Ævne til at gaa bag om Tingene, men vælger bare efter det ydre. Alting
skal de hænge uden paa sig som Stads — Mændene med. Ja og Vorherre helst
ogsaa — de kan bruge det hele.“
Pelle laa en Stund og gik sine spredte Erfaringer efter. „Marie Nielsen
var nu ikke saadan,“ sagde han tankefuld. „Hun gav gærne Særken af
Kroppen og forlangte ingenting for sin egen Mund. Jeg har handlet
troløst mod hende! jeg bød hende ikke engang Farvel, før jeg drog ud.“
„Saa maa du søge hende op og erkende din Fejl, naar vi kommer til
Staden. — I var altsaa ikke Kærester?“
„Hun saa paa mig som om jeg var et Barn, har jeg jo sagt dig.“
Sort laa lidt. „Dersom du vilde være med, saa skulde vi lave en Menighed
du! jeg kan se paa deres Øjne, at du har Magten over dem hvis du vilde —
som nu Pilegaardsdatteren! Vi skulde faa Tusender med os.“
Pelle svarede ikke, hans Tanker vandrede spørgende tilbage til
Pilegaarden, hvor Sort og han sidst havde arbejdet; han var igen i det
klamme Værelse med den altfor store Seng, hvori det blege Pigeansigt
næsten blev borte. Hun laa og holdt om sin store Flætning med en
gennemsigtig Haand — og saa paa ham; og bag ham trak de Døren læmpeligt
til. — „Det var et besynderligt Paahit,“ sagde han og trak Vejret dybt —
„én som hun aldrig har set for sine Øjne. Jeg kunde gærne græde naar jeg
tænker paa det.“
„Forældrene havde fortalt at vi var der, og spurgt, om hun ikke vilde
jeg skulde tale et Guds Ord med hende — de er jo hellige. Men hun vilde
hellere se dig. Faderen var vred og vilde ikke tillade det. Hun har
aldrig haft unge Mænd i Tankerne før — sagde han — hun skal kunne staa
helt ren for Guds og Lammets Trone. Men jeg sagde: Er du nu vis paa
Vorherre bryder sig om det, du kalder for Renhed Ole Jensen? Lad du dem
kun mødes, naar hun kan have en Glæde af det! — Saa lukkede vi Døren for
jer og — hvordan var det saa?“ Sort vendte sig imod ham.
„Du ved det jo,“ svarede Pelle tvært — „at hun bare laa og saa paa mig,
som om hun tænkte: Ser han saadan ud og har været saa langt nede? Jeg
kunde se paa hendes Øjne, at I havde talt om mig og hun vidste om alt
mit Svineri.“
Sort nikkede.
„Saa strakte hun Haanden ud imod mig. Hvor hun ligner en Guds Engel
allerede — tænkte jeg — men Synd er det nu alligevel for én der er saa
ung! Og saa gik jeg hen og tog hende i Haanden.“
„Og hvad saa da?“ Sort skubbede sig nærmere, hans Øjne hang ventende ved
Pelles Læber.
„Saa rakte hun Munden lidt frem. Og i det samme glemte jeg hvilket Svin
jeg har været — jeg kyssede hende du!“
„Sagde hun da ingenting til dig — ikke et Ord?“
„Hun bare saa paa mig med disse ubegribelige Øjne. Saa vidste jeg ikke,
hvad jeg skulde gøre mere — og saá at komme ud.“
„Var du ikke bange for, hun skulde føre Døden over paa dig?“
„Nej hvorfor det? det tænkte jeg ikke paa. Noget saadant kunde hun ikke
pønse paa — saa barnlig hun var.“
En Stund laa de begge uden at sige noget. „Der er noget i dig som tager
Magten over dem,“ sagde Sort saa. „Hvis du vilde være med — — _Ordet_
skulde jeg nok tage paa mig.“
Pelle strakte sig dovent — han følte ingen Trang til at stifte
Religioner. „Nej nu vil jeg ud,“ sagde han. „Der skal være Steder i
Verden, hvor de har begyndt at slagte løs paa de store — dér vil jeg
hen.“
„Der opnaas ikke noget godt ved det ondes Hjælp — bliv du hellere her!
Her ved du hvad du har — og hvis vi gik sammen.“
„Nej her er ingenting at opnaa for en der er fattig; skal jeg blive ved
at gaa her, ender jeg i Skidtet igen. Jeg vil have min Andel du, selv om
jeg skal slaa en Blodsuger ihjæl for at faa den — det kan vel ikke være
saa stor Synd heller. — Men skal vi nu ikke se at komme videre? I en hel
Maaned har vi nu travet rundt til Sydlandets Gaarde, og bestandig har du
lovet, at vi skulde komme ind efter til _Lyngen_. Jeg har ikke hørt til
Far Lasse og Karna i flere Maaneder; da det begyndte at gaa mig skidt,
var det som jeg glemte dem helt.“
Sort rejste sig hastigt: „Det er godt du har Tanke for andet ogsaa end
at slaa Blodsugere ihjæl — hvor langt er der til Lynggaarden?“
„En Mils Vej godt og vel.“
„Vi gaar derind med det samme. Jeg har alligevel ingen Lyst til at
begynde paa noget i Dag!“
De fik Sagerne paa Nakken og travede af Sted under fornøjet Passiar.
Sort udmalede sig Ankomsten. „Nu gaar jeg først ind og spørger, om de
har gammelt Fodtøj eller Seletøj de vil have lappet; og saa kommer du
frem midt i det.“
Pelle lo. „Skal jeg ikke bære Disken for dig? Den kan godt bindes paa
det andet.“
„Du sveder vel ikke paa mine Vegne?“ svarede Sort leende. „For saa
skulde du prøve at smide Bukserne.“
De var trætte af at tale og travede videre i Tavshed. Pelle gik sorgløst
fremad og tog den friske Dag ind. Han følte Overmaalet af Kræfter som et
Behag i sig; ellers tænkte han ikke paa noget, men glædede sig rent
ubevidst til Besøget i Hjemmet. Hvert Øjeblik maatte han sagtne sine
Skridt, for at Sort ikke skulde sakke agterud.
„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte han pludselig. Det var saa pirrende, at
Sort altid skulde gaa der og tænke, saa snart han tav; man kunde aldrig
paa Forhaand vide, i hvilket Hjørne han dukkede op igen.
„Akkurat saadan spørger Børnene,“ svarede Sort leende. „De vil se hvad
der er indeni!“
„Saa sig mig det da, — du kan vel sige det!“
„Jeg tænkte paa Livet du. Her gaar du ved min Side stærk og sejrssikker
som den unge David, og for en Maaned siden var du et Udskud.“
„Ja det er forresten ogsaa underligt,“ sagde Pelle og blev tankefuld.
„Men hvordan kom du ned i alt det? Du kunde jo nok have bjærget dig, om
du havde villet.“
„Det ved jeg ikke du. Det var ligesom jeg vil sige nogen slaar dig i
Hovedet — og du saa gaar og ikke ved hvad du foretager dig. Det er
heller ikke saa farligt, naar man først er der. Man slider, og drikker
sig fuld — og slaar saa hinanden i Hovedet med Flaskerne.“
„Du siger det saa glad — du gaar ikke bag om Tingene, det er Sagen! Jeg
har set saa mangen gaa til Bunds; det er bare et lille Skridt til Side
for Fattigmand, saa er han gaaet i Hundene — og tror selv han er en
Pokkers Karl. Godt var det alligevel, du kom ud af det! — At ikke Naget
forbitrede jer Tilværelsen heller!“
„Kom Naget, saa var der jo Brændevinen,“ sagde Pelle erfarent. „Den skal
nok drive alt andet ud.“
„Saa er det jo paa en Maade godt med den ogsaa — den hjælper dem over
Ventetiden.“
„Tror du virkelig, der kommer et Tusendaarsrige? — med Godtid for alle,
fattige og usle?“
Sort nikkede. „Gud har lovet det — hans Ord faar vi vel tro. Der skal
være noget saadant under Forberedelse ovre; men jeg ved ikke, om det er
det rette.“
De travede rask fremad. Vejen var stenet og ujævn, inde til Siderne
begyndte Klippen med sin stride Vækst at stikke frem af Agrene, foran
dem hævede _Lyngens_ blaanende Klippelandskab sig. „Saa snart vi nu har
været hjemme, rejser jeg. Jeg maa over Havet og se hvad de har for,“
sagde Pelle.
„Jeg har ingen Ret til at holde igen paa dig,“ svarede Sort lavmælt —
„men Vandringen vil blive ensom for mig. Jeg vil altid være til Mode,
som om det var min Søn der havde forladt mig. Men du faar vist andet at
tage vare end at mindes en stakkels Pukkelryg! Dig staar jo Verden
aaben, og naar du først sidder godt paa dit eget, husker du nok ikke den
lille Sort.“
„Jeg skal nok huske dig,“ svarede Pelle. „Og saa snart jeg er kommet
godt efter det, kommer jeg hjem og ser til dig — ikke før. Far vil jo
nok sætte sig imod at jeg rejser, han vil gærne jeg skal overtage
Lynggaarden efter ham — men saa staar du paa mit Parti. Jeg har ingen
Lyst til at være Bonde.“
„Det skal jeg nok.“
„Se nu her du, bare Sten paa Sten med Lyng og stridt Krat iblandt!
Saadan var Lynggaarden for kun fire Aar siden — og nu er det en hel god
Gaard. Det har de to udrettet — uden fremmed Hjælp!“
„Der er godt Tømmer i jer!“ sagde Sort. „Men hvad er det for en gammel
Stakkel deroppe paa Aasen? Han har en stor Sæk paa Nakken, og gaar som
han skulde falde for hvert Skridt.“
„Han — det er jo Far Lasse det! — Halløj!“ Pelle svang Huen.
Lasse kom stavrende ned imod dem, han lod Sækken falde og gav dem
Haanden uden at se paa dem.
„Kommer du her?“ udbrød Pelle glad. „Og vi skulde netop ind og se til
jer.“
„Nu kan du spare dig! Du har været øm over dine Fjed, spar dem nu helt!“
sagde Lasse tonløst.