Det gik ikke godt ude i Drengenes Hjem. Jørgensen havde ikke faaet noget
ud af sine Planer, alle andre end netop han selv vidste at det vilde gaa
saadan. Folk vidste ogsaa Besked om, at Ingeniøren havde budt ham et
Hundrede Kroner for dem, og da han ikke vilde tage imod det men
forlangte Del i Ledelsen og Æren, blev han vist Døren.
Saa roligt havde han aldrig før taget noget, han fór ikke op med store
Ord og Spektakel, men tog fat i almindeligt Dagleje paa Havnen som
enhver anden Arbejder. Sit Nederlag nævnede han ikke og tillod ingen at
røre ved det, over for Konen lod han som ingenting. Men hun maatte igen
se ham lukke sig inde i sin Stumhed, uden at vide hvad der foregik i
ham; hun anede det forfærdelige og klagede sin Nød for Drengene. Scener
lavede han aldrig, skønt han nu og da var beruset; han aad i Tavshed og
gik i Seng, den Tid han ikke var paa Arbejde sov han hen.
Men da Planerne rullede sig saa vidt ud, at de blev bekendt for enhver,
var det forbi med hans Arbejden. Ingeniøren havde taget af Jørgensens
Planer hvad han havde Brug for, enhver kunde se det, og der stod nu
_Kraften_ med tør Mund, bare fordi han læssede mere paa Skeen end han
kunde gabe over. De fleste undte ham det godt og gav sig god Tid til at
drøfte det; Byen var vant til at forsømme sit eget for at kaste hele sin
Vægt paa denne trodsige Nakke. Men nu var han da bøjet i Støvet, alle
havde været paa Havnen for at se _Kraften_ gaa og trille Jord som en
almindelig Sjover i sit eget store Projekt. De undredes blot paa saa
stille han tog det; det var lidt af en Skuffelse, at han ikke vred sig
under Dødvægten og gav sig til at rase i sin Afmagt.
Han nøjedes med at drikke, men det gjorde han ogsaa til Gavns; bestandig
gik han i en Taage af Spiritus, og arbejdede kun lige det nødvendige til
at holde Rusen vedlige for.
„Saadan har han aldrig været før,“ sagde Konen grædende. „Han tager ikke
paa Vej og raser, men er saa jævnt ond at det ikke er til at være i
Huset. Alting tilsætter han med sin Ondskab og jager med den stakkels
Karen, saa det er Synd. Ingen har han Respekt for undtagen sin gamle
Mor, og Gud ved hvorlænge det varer. Han arbejder ikke men drikker blot;
mine surt fortjente Skillinger stjæler han af Kjolelommen og køber
Spiritus for; der er ikke Skam i ham længer — saa ærekær han før har
været. Og sin Rus kan han ikke bære længer som forhen, men gaar og
falder; forleden kom han hjem helt blodig og havde slaaet Hul i Hovedet.
Hvad har vi da ogsaa gjort Vorherre, at han skal hjemsøge os saadan?“
Den gamle sagde ingenting men flyttede sit knappe Blik fra den ene til
den anden og tænkte sit.
Saadan var det fra Uge til Uge. Drengene blev træt af at høre paa
Moderens Klynken og holdt sig borte fra Hjemmet.
En Dag Karen skulde gaa et Ærende for sin Moder, blev hun borte. Hun kom
heller ikke næste Dag, Pelle fik det at vide nede ved Baadehavnen, hvor
hun sidst var set. De laa og søgte efter hende med Dræg, men ingen turde
fortælle Jørgensen det. Hen paa Eftermiddagen kom de med hende, op forbi
Værkstedet; Pelle vidste hvad det var, da han hørte de mange tunge
Fødder ude paa Gaden. Hun laa paa en Bærebør, og to Mand bar hende;
foran hende trillede Høstvinden de første fejende Blade, og hendes tynde
Arme hang ned til Stenbroen som vilde de gribe dem. Det skæmmede Haar
hang ogsaa, Vandet drev af hende. Bagefter Baaren gik _Kraften_ og var
døddrukken. Han holdt Haanden for Øjnene og mumlede som i Andagt, hvert
Øjeblik løftede han Pegefingeren. „Hun har faaet Fred,“ sagde han tykt
og søgte at se aandfuld ud — „den Fred som overgaar — —“ han kunde ikke
komme efter Ordet.
Jens og Pelle løste Mændene af ved Baaren og bar hende hjem, de var
angst for det der forestod.
Men Moderen stod i Døren og tog stille imod dem, som havde hun ventet
dem — hun var bare hvid i Ansigtet. „Hun har jo ikke kunnet holde det
ud,“ hviskede hun blot til dem og knælede ved Barnet.
Hun laa med Hovedet ned over det lille forkomne Legeme og hviskede
utydeligt, nu og da stoppede hun Barnets Fingre ind i Munden for at
kvæle sin Hulken. „Og du skulde gaa Ærende for Mor,“ sagde hun og
rystede smilende paa Hovedet — „du er en net Pige, kan ikke engang købe
to Dukker Traad. Og Pengene du fik med da — dem har du vel saa kastet
væk?“ Hendes Tale kom mellem Smil og Graad og lød som en Nynnen. „Har du
kastet dem væk? — det gør ikke noget — du kunde jo ikke gøre for det.
Lille Pige, lille Pige.“ Saa brast det for hende, hendes sammenpressede
Mund brød adskilt og lukkede sig igen, og saadan blev hun ved og lullede
med Hovedet, mens hendes Haand gravede ivrigt i Barnets Lomme. „Gik du
da ikke Ærende for Mor,“ klynkede hun, hun trængte til at faa noget
bekræftet midt i alt dette — en eller anden Ligegyldighed blot — og
gravede i Pungen. Der var nogle Øre og en lille Strimmel Papir.
Da rejste hun sig pludselig, forfærdelig haard i Ansigtet, og vendte sig
mod Manden der stod og sejlede op ad Væggen. „Peter!“ skreg hun i Angst
— „Peter! Ved du da ikke hvad du har øvet? — Om Forladelse Mor — staar
her, og fire Øre af de 13 har hun brugt til at købe sig Brystsukker for!
Se her du, hendes Haand er ganske klistret endnu!“ Hun aabnede den
knyttede Haand, der var lukket om noget klæbrigt Papir. „Aa det stakkels
forfulgte Barn, hun har trængt til at forsøde sig Tilværelsen! for fire
Øre Brystsukker — og saa i Stranden! Saa megen Glæde er der lævnet til
et Barn her i Huset. — Om Forladelse Mor, siger hun endda som havde hun
forbrudt sig — alt hvad hun gjorde var jo ogsaa galt! Og saa maatte hun
gaa sin Vej! — Karen, Karen, jeg er jo ikke vred paa dig — du maatte jo
gærne — hvad gør det vel med de Par Skilling. Jeg mente det jo slet
ikke, naar jeg bebrejdede dig at du gik hjemme. Men jeg vidste ingen
Udvej for Føden, han drak jo det lidet op — han dér!“ Hun vendte Ligets
Ansigt mod Faderen og pegede.
Det var første Gang _Kraftens_ Kone vendte sig anklagende mod ham, men
han opfattede det ikke. „Hun har faaet Fred,“ mumlede han og prøvede at
rette lidt paa sig — „den Fred som.“ Men saa rejste den gamle i Krogen
sig — hun havde ikke rørt paa sig før. „Ti stille du!“ sagde hun haardt
og satte sin Stok for Brystet af ham — „eller din gamle Mor skal
forbande den Dag hun satte dig til Verden.“
Han stirrede dæmrende paa hende, det var som Taagen lettede fra hans
Blik. En Stund stod han og kunde ikke faa Øjnene fra Liget, det saa ud
som vilde han kaste sig ned ved Siden af sin Kone, der igen laa bøjet og
hviskede. Saa gik han ludende ovenpaa og lagde sig.