Det var Fyraften da Pelle kom hjem, men han havde ikke Lyst til at løbe
til Stranden og bade. Billedet af den druknede Pige blev ved at forfølge
ham, og for første Gang mødte Døden ham med sit uhyggelige Hvorfor? Han
fandt ikke noget Svar, og efterhaanden glemte han det for andre Ting.
Men Uhyggen selv blev ved at dvæle i ham og gjorde ham ræd uden nogen
Aarsag, saa han maatte aabne sig anende mod selve Tusmørket. De
hemmelige Kræfter, der slaar ud fra Himmel og Jord idet Lys og Mørke
mødes, greb efter ham ogsaa med deres gaadefulde Uro, rastløst søgte han
fra et til andet, som maatte han være allevegne for at kunne møde dette
ufattelige, der stod truende bag alt. For første Gang følte han
Ubønhørligheden uden Iklædning af dette eller hint han selv havde
forbrudt, aldrig før havde selve Livet lagt sig over ham med sin tunge
Vægt.
Pelle syntes der var noget der kaldte, men kunde ikke klargøre sig hvor.
Han krøb fra Vinduet ud paa Taget og op paa Husryggen — kanske var det
Verden. Byens hundrede Tegltage laa og sugede Purpur af Aftenhimlen, der
steg blaa Røg op, og Stemmer løftede sig af det hede Mørke under Husene.
Han hørte ogsaa Gale Ankers Raab, som et sygt Dyrs Klagen var dette
evindelige Varsel om noget meningsløst! Havet derude og de tunge
Fyrreskove i Nord og Syd — han havde kendt det hele længe.
Saa sang det i hans Øre — og ude i det Fjærne; og bag ham stod nogen og
stødte hed Aande frem om hans Nakke. Han vendte sig langsomt, mørkræd
var han ikke mere, og han vidste paa Forhaand der intet var. I hans
dagklare Sind var Tusmørket sluppet ind med sin gaadefulde Puslen af
Væsner, der ikke lod sig fastslaa med nogen Sans.
Han gik nede i Gaarden og drev, der var dyb Ro allevegne. Katten Peers
sad paa Regnvandstønden og mjavede sygt efter en Spurv paa Tørresnoren,
Unge Mester hostede inde i sin Stue, han var allerede i Seng. Pelle hang
over Brøndkarmen og kiggede tomt ind over Haverne; han var hed og ør,
men der steg Kulde op fra Brønden og lagde sig lindrende om hans Hoved.
Flagermusene gled som Aander gennem Luften, kom hans Ansigt saa nær at
han mærkede Luftdraget, og vendte saa med et lille Smæld. Han havde den
inderligste Trang til at græde.
Oppe mellem de høje Solbærbuske var der noget der rørte sig, og Frøken
Sjermannas Hoved kom til Syne. Hun gik forsigtigt og kiggede, da hun fik
Øje paa Pelle kom hun hurtigt hen.
„God Aften,“ hviskede hun.
„God Aften!“ svarede han lydt — henrykt over at faa et Menneske tilbage.
„Hys! Du maa ikke raabe saadan op!“ sagde hun bydende.
„Hvorfor dog?“ Pelle hviskede ogsaa nu, han var blevet forskrækket.
„Fordi du ikke maa — Klods! Kom skal jeg hviske dig noget — nej nærmere
endnu!“
Pelle stak sit Ansigt ind i Hylden. Pludselig havde han begge hendes
Hænder om Hovedet, hun kyssede ham voldsomt og stødte ham tilbage. Han
ledte fortumlet efter Fodfæste, men hun stod og lo, hendes Ansigt
glødede i Mørket. „Du hørte det jo ikke,“ sagde hun hviskende, „kom skal
jeg sige dig det!“
Denne Gang lo han over hele Ansigtet og rakte sig ivrigt ind i Hylden.
Men i samme Nu havde han hendes knyttede Haand i Ansigtet, hun lo
foragteligt.
Han blev staaende i Stillingen, lammet; Munden holdt han fremstrakt som
ventede han bestandig paa sit Kys. „Hvorfor slaar du mig?“ spurgte han
og stirrede brustent paa hende.
„Fordi jeg ikke kan udstaa dig! Du er en rigtig ækel en — saa simpel.“
„Jeg har jo aldrig gjort dig noget du.“
„Saa? Men det er rigtig godt til dig — du kunde ladet være at kysse
mig!“
Pelle stod og stammede hjælpeløst, hele hans Erfaringsverden ramlede
sammen under ham. „Det — det var nok ikke mig,“ fik han endelig sagt;
han saa uhyre dum ud.
Manna efterabede hans Udtryk: „Bøh—møh! Pas paa du ikke fryser fast til
Jorden du, og bliver til en Lygtepæl. Her ved Gærdet er der ikke noget
for din Forstand at lyse efter.“
I et Sæt var Pelle over Gærdet, Manna tog ham hastigt ved Haanden og
trak ham ind mellem Buskene. „Aïna og Dolores kommer lige straks — saa
vil vi lege,“ forklarede hun.
„Jeg troede ikke, de maatte være ude om Aftenen,“ sagde Pelle og lod sig
viljeløst føre.
Hun svarede ikke men saa sig om efter noget at traktere ham med lige som
i gamle Dage. I sin Nød rispede hun en Haandfuld Ribsblade af og
proppede i Munden paa ham. „Der tag det og hold Mund!“ Hun var helt den
gamle Manna, og Pelle lo.
De var kommet hen i Lysthuset, Manna badede hans hovne Kind med vaad
Muld mens de ventede.
„Gjorde det meget ondt?“ spurgte hun deltagende og lagde Armen over hans
Skulder.
„Det gør slet ikke noget — pyt, en Lussing,“ svarede han mandigt.
„Det er ikke det jeg tænker paa. Det du ved nok — gjorde det meget
ondt?“
Pelle saa tungt paa hende, hun saa nyfigen ud. „Var det her?“ sagde hun
og lod Haanden glide ned ad hans Ryg.
Han rejste sig stille for at gaa, men hun tog ham om Haandleddet: „Om
Forladelse,“ hviskede hun.
„Kommer de ikke snart?“ spurgte Pelle haardt; han tænkte paa at gøre sig
vred lige som i gamle Dage.
„Nej de kommer slet ikke — jeg narrede dig. Jeg vilde tale med dig!“
Manna snappede efter Vejret.
„Jeg troede ikke, du vilde have noget med mig at gøre mere.“
„Det vil jeg jo heller ikke. Jeg vilde jo blot —“ hun kunde ikke finde
det og traadte vredt i Jorden. Saa sagde hun langsomt og vægtigt, med et
Barns hele Alvor: „Ved du hvad jeg tror? — jeg tror jeg elsker dig du.“
„Saa kan vi jo gifte os, naar vi bliver gamle nok,“ udbrød Pelle glad.
Hun saa et Øjeblik paa ham, maalende. „Raadhuset, Ris!“ tænkte Pelle;
han var klar over at nu slog han. Men saa lo hun ud.
„Aa hvor du er et kosteligt Fæ,“ sagde hun og lod som i Tanker den vaade
Muld rinde ned paa hans Ryg.
Pelle pønsede et kort Øjeblik paa Gengæld, stak saa i Kaadhed Haanden
ned paa hendes Barm. Den faldt blødt hen, i myg forundret Følen; en ny
Erkendelse vældede op i ham og fik ham til at gribe stærkt om hende.
Hun saa forfærdet paa ham og vilde blidt fjærne hans Haand, men det var
for sent. Drengen havde gjort det store Spring over til hende.
Da Pelle sneg sig hjem, var han overvældet men ikke glad. Hans Hjærte
hamrede vildt, og i Hjærnen var der Kaos. Rent instinktmæssigt gik han
meget stille. Længe laa han og kastede sig uden at kunne falde i Søvn;
hans Sind havde opladt sig for det gaadefulde, og nu opdagede han det
levende Blod inden i sig. Det sang sin Sang i hans Øre, sugede ind og ud
til Hjærte og Kinder, smaasnakkede rundt om i utallige Pulse, saa hans
Legeme vibrerede. Stærkt og hemmelighedsfuldt færdedes det overalt i ham
og fyldte ham med varm dyb Undren — aldrig før havde han vidst alt
dette.
I den kommende Tid var Blodet hans hemmelige Medvider i alt; han følte
det som et Kærtegn, naar det fyldte ud i Lemmerne og gav rund spændt
Følelse ved Hals og Haandled. Han havde sin Hemmelighed nu og forraadte
ikke med en Mine, at han nogensinde havde kendt Sjermanna. Hans lyse
Dage havde med et Slag forvandlet sig til lyse Nætter. Han var Barn nok
endnu til at længes efter den gamle Tid med dens aabne Daglege, men
noget fik ham til at lytte fremefter og bøje Sjælen søgende mod det
hemmelighedsfulde. Natten havde gjort ham delagtig i sine Mysterier.
Manna talte han ikke oftere med. I Haven kom hun aldrig, og mødte han
hende, drejede hun om ad en anden Gade. Over hendes Ansigt laa bestandig
en rød Flamme som var den brændt ind. Snart efter kom hun ned paa en
Gaard paa Østlandet, hvor hun havde en Onkel boende.
Men Pelle sansede intet og var ikke ked af noget. Han gik i en Døs,
alting stod uklart, sløret for ham; han var helt fortumlet af alt det
der foregik inden i ham. Derinde hamrede og arbejdede det paa alle
Kanter; Forestillinger som var for spinkle blev brudt ned, og stærkere
sat op der kunde bære Manden. Lemmer hærdedes, Muskler blev staalede,
han fik en Almenfølelse af Brede over Ryggen og dump Styrke. Stundom
vaktes han af Døsen til et Øjebliks Forbavselse — naar han følte sig
Mand paa et eller andet Omraade. Saaledes en Dag han hørte sin egen
Stemme. Den havde faaet en dyb Klang, der lød helt fremmed i hans Øre og
fik ham til at lytte, som om det var en anden der talte.