Hele Vinteren havde Jens smurt sin Overlæbe med Hønsegødning; nu kom
Skæget, og han fik sig en Kærest, hun var Barnepige hos Konsulens. „Det
er forfærdelig Sjov,“ sagde han — „du skulde ogsaa faa dig en. Naar hun
kysser, stikker hun Tungen frem lige som et lille Barn.“
Men Pelle skulde ingen Kærest have — for det første vilde nok ingen have
ham, brændemærket som han var, og forresten havde han Sorg.
Naar han hævede Hovedet fra Arbejdet og saa tværs over Møddingen og
Grisehuset, havde han det grønne Halvlys inde under Æbletrærne at drømme
hen i. Det var som en fortryllet Verden, med grønne Skygger og stumme
Bevægelser; utallige gule Orme hang og svingede frem og tilbage i hver
sin tynde Traad, Gulspurve og Bogfinker kastede sig ustanselig fra Gren
til Gren og snappede en Orm bort i hvert Kast, men lige mange var der
igen. De rullede sig ned fra Grenene uden Ophør, hang der indbydende
gule og vuggede for Dagens bløde Aande, og ventede paa at blive spist.
Og dybere inde i det grønne Lys — som paa Bunden af et Vand — gik tre
lysklædte Piger og legede. En Gang imellem skottede de to yngste over,
men tog straks Øjnene til sig naar han saa paa dem; Manna gik saa
voksent og behersket som var han slet ikke til.
Manna var jo forlængst konfirmeret, hun gik med halvlang Kjole, og
spaserede adstadigt hen ad Gaden med Veninderne under Armen. Hun legede
heller ikke mere, allerede længe havde hun staaet der med en næsten
voksen Erkendelse af, at dette ved Gud ikke gik an. Paa faa Dage sprang
hun fra Pelles Side ind i de voksnes Lejr; hun henvendte sig ikke mere
til ham paa Værkstedet, og naar han hilste paa Gaden, saa hun den anden
Vej.
Manna kom ikke længer farende som en Vildkat og rev Pelle af Stolen,
naar hun skulde have noget lavet, men gik pænt op til Unge Mesters Plads
med Skoen indpakket i Papir. Men i Smug kendte hun endnu sin
Legekammerat, naar ingen saa det kunde hun knibe ham i Armen rigtig
haardt og bide Tænderne sammen, idet hun gik forbi.
Men Pelle var for tung til at fatte Overgangen og for meget Barn til at
kunne gøre Springet med ind i det lyssky. Han stod ene tilbage og
grundede uforstaaende paa den ny Tingenes Tilstand.
Men nu kendte hun ham ikke i Smug heller — han var slet ikke til for
hende. Og Dolores og Aïna havde slaaet Haanden af ham; naar han saa ud,
vendte de Hovedet den anden Vej og slog med Skulderen: Uf! De skammede
sig over, at de nogensinde havde haft noget med saadan en at gøre. Han
vidste vel hvorfor.
Et eget blødt Behag havde der været ved at blive tumlet med af saa fine
nænsomme Hænder — han havde mange hyggelige Minder derovre fra. Det
havde været rigtig rart at sidde med aaben Mund og blive proppet med
Lækkerier af dem alle tre, saa han var lige ved at kvæles! Han maatte
ikke synke, de vilde se hvor meget der kunde gaa i ham; saa lo de og
dansede om ham, og de buttede Pigehænder tog fra hver sin Side om hans
Hoved for at presse Munden til. — Naa, Pelle var efterhaanden groet en
hel Alen i borgerlig Forstaaelse; han vidste godt, at han var af meget
simplere Stof end de, og at dette maatte faa en Ende — ogsaa uden det
med Raadhuset.
Men ondt gjorde det alligevel, det var som at sidde besvegen hen — og
egenlig burde han ikke tage Føde til sig. For Manna — var hun ikke
Kæresten naar alt kom til alt? han havde blot aldrig tænkt over det! Det
var Kærlighedskval — og saadan saa den altsaa ud! Mon de følte
anderledes, som tog Livet af sig i ulykkelig Kærlighed? Tristheden var
nu ikke saa stor; naar Unge Mester sagde en Vittighed eller bandte paa
sin malebariske Maade, kunde han godt le. Det var værst med Skammen! — —
„Du skulde tage dig en Kærest,“ sagde Jens. „Hun er saa blød som en
Fugleunge, og saa varmer hun gennem Klæder og alting.“
Men Pelle havde andre Ting for — han vilde lære at svømme. Han vilde
kunne alt, hvad Bydrengene kunde, og erobre sin Plads blandt dem
tilbage. Nogen Førerstilling drømte han ikke længer om. Saa holdt han
sig til Flokken, hummede sig lidt naar de skosede altfor stærkt — og kom
igen; tilsidst blev de vant til ham.
Hver Aften satte han i Løb mod Havnen. Syd for det store Bækken, som man
nu var i Gang med at pumpe tomt, var der altid fuldt af Læredrenge i
Skumringen; de sprang nøgne om mellem Stenene, og svømmede i sladrende
Flokke ud mod Vest hvor Himlen endnu glødede af Solnedgangen. Langt ude
var der en Undervandsklippe hvor de lige kunde bunde, der hvilede de
inden de gjorde Turen tilbage; deres mørke Hoveder rugede paa det røde
Vand som sladrende Søfugle.
Pelle gjorde Turen med udad for at vænne sig til Dybet, der endnu
bestandig vilde nappe ham i Benene. Naar Havet blomstrede var det som at
svømme blandt Roser; hele det let slimede Blomsterflor, som Dybets
Vækster havde slynget op paa Overfladen, glødede i Aftenskæret og gled
lindt om hans Skuldre, og langt ude i Vest laa Lykkelandet i en mægtig
Lysport, eller med gyldne Sletter der strakte sig helt ind i
Uendeligheden. Det laa og lyste med en egen Dragen, saa han glemte sine
Ævners Begrænsning, og svømmede længer ud end han havde Kræfter til. Og
naar han vendte om og i for voldsomme Tag skød det blomstrende Lag til
Side, gloede Vandet sort paa ham og Dybets Rædsel slog sammen over ham.
En Aften var de onde ved ham, en af dem paastod han endnu kunde se
Mærker paa Pelles Ryg efter Rottingen. „Pelle har aldrig faaet Rotting!“
raabte Morten opbragt. Pelle selv svarede ikke men fulgte „Eskadren“;
der var noget sammenbidt over hans Væsen.
Der gik lidt Sø som maaske havde slaaet dem ud af Retningen, maaske var
det over daglig Vande — de kunde ikke finde Hvileklippen. En Stund
plaskede de søgende rundt og satte Kræfter til, saa styrede de Kursen
indefter. Pelle saa paa dem med underlige Øjne.
„Læg dig paa Ryggen og hvil!“ raabte de i Forbifarten; saa strøg de
indefter, der var lidt Panik i dem alle. Pelle forsøgte at hvile men
havde ikke Øvelsen, Bølgerne slog over hans Ansigt — saa arbejdede han
sig efter de andre. Inde paa Land var der Staahej, han undredes paa hvad
det galdt; Morten som aldrig tog Del i Badningen var sprunget op paa en
Sten og stod og raabte.
Nogle af de første var i Behold. „Her kan du bunde!“ raabte de og stod
med oprakte Arme i Vand til Munden. Pelle arbejdede ufortrødent, men var
vis paa det var ørkesløst; han gjorde kun smaa Fremskridt og laa dybere
og dybere. Hvert Øjeblik overrumplede en Sø ham og fyldte ham med Vand.
De raskeste var ude igen, de svømmede omkring ham og søgte at hjælpe,
det gjorde blot galt værre. Han saa Morten løbe skrigende ud i Vandet
med Tøjet paa, og det gav ham lidt Kræfter. Men saa lammedes Armene
igen, han laa og rodede paa samme Sted, kun Øjnene var fri af Vandet.
Pelle havde fløjet saa tidt i Søvne, og altid var der noget der holdt om
hans Ben og hæmmede Flugten. Men nu var det Virkelighed, han hang oppe i
den blaa Luft og dalede paa udspilede Vinger. Og dernede fra Mørket
hørte han en Stemme, „Pelle“ kaldte den — „Pellepøjke!“ — „Ja Lassefar!“
svarede han og foldede lettet sine trætte Vinger sammen; han sank i
hvirvlende Fart, det kogte i hans Øren.
Saa følte han pludselig en voldsom Smærte i sine Skinneben, Hænderne
greb i groende Tangplanter. Han stod ret op i et Sæt, og Lys og Luft
væltede ind over ham som fra en ny Tilværelse. Derinde løb Drengene
forfærdet om med ét Ben i Bukserne, og her stod han paa en undersøisk
Klippe, i Vand til Brystet, og gylpede Søvand op i Pottevis. Rundt om
ham laa Svømmere og plaskede og var midt i Dykkeøvelser for at hente ham
op fra Bunden. Det hele var nærmest grinagtigt, og Pelle hævede Armene
højt over Hovedet som en Hilsen til Livet og tog Søen i langt
Hovedspring. Et godt Stykke inde dukkede han op og kom huggende over
Bølgerne som en Tumler, i kaade Spring. Men inde paa Stranden faldt han
i Søvn som Vorherre havde skabt ham — lige med den ene Strømpe over
Stortaaen.
Fra den Dag kendtes Drengene igen ved ham. Han havde ikke just udrettet
nogen Bedrift, men Skæbnen havde et Øjeblik hvilet paa hans Hoved — det
var nok. Pelle selv stak for Fremtiden altid Strygestaalet til sig og
lagde det paa Stranden med Spidsen visende mod Land — han havde dog nok
Lyst til at leve lidt endnu. Ellers lod han sig ikke afskrække men gik
paa.
Naar Stormen stod ind, saa de ikke kunde svømme ud gennem Brændingen,
laa de i Havstokken og lod sig tumle af Bølgerne. Saa kom hele Havet i
fejende Flugt Vester fra for at styrte sig over dem; det jog frem som
Horder af vilde Heste med de graa Maner fygende skraat ud. Stejlende
kommer de, fejer Søen med den hvide Svans, hugger vildt i Luften med
Hovene og gaar under. Andre sprænger frem over dem i sluttet Række, de
ligger fladt ad Vandet og jager frem, Blæsten river dem det hvide Skum
af Mulerne og fører det ind over Stranden hvor det hænger sig i Buskene
og blinker ind til ingenting. I Havstokken sprænges de og synker døde
sammen. Men derude stormer ny Horder frem som skulde Landet løbes ned,
de rejser sig fraadende og hugger efter hinanden, springer fnysende og
skælvende lige i Luften og brister af Panik — aldrig faar det Ende.
Langt ude gaar Solen ned i brandrød Os, en Skystribe ligger derovre og
breder sig langt ind i Uendeligheden. Som en gloende Steppebrand klammer
den Horisonten ind og jager Horderne foran sig i panisk Skræk; og paa
Stranden hujer den nøgne Drengeflok. Frem og tilbage springer de med
udbredte Arme og jager raabende de vilde Heste i Havet igen!