„Hvad det er — vor Fortjeneste for sidste Uge! Du kan nok se Tallene er
store!“
„Nej hvad er det?“ Morten tog med sin tynde Haand i Faderens Skæg.
_Kraften_ blev mild i Øjnene ved dette Kærtegn. „Det er et
Ændringsforslag! — de vil beholde Indløbet paa det gamle Sted, og det er
galt; Havnen kan jo ikke søges i Paalands Vejr. Indløbet skal herud og
Ydermolen bøje saadan,“ han viste paa sine Tegninger. „Enhver Fisker og
Sømand vil give mig Ret — men de høje Herrer Ingeniører er jo saa
kloge.“
„Vil du give Tilbud da — igen?“ Morten saa forfærdet paa ham.
Faderen nikkede.
„Men de tager dig jo ikke for god — du ved det jo! De ler bare ad dig.“
„Denne Gang bliver det nok mig der ler,“ svarede Jørgensen, lidt
formørket ved Minderne om al den Haan der var overgaaet ham.
„Vist ler de ad ham,“ sagde den gamle henne fra Kakkelovnskrogen og
rettede sit Rovfuglehoved imod dem — „men saa har han dog noget at lege
med. Peter skal lege Storkarl.“
Sønnen svarede hende ikke.
„Du skal jo være dygtig til Tegning Pelle,“ sagde han rolig, „kan du
ikke faa lidt Ret paa dette her? Det dér er Bølgebryderen, naar vi
tænker os Vandet borte, og dette her Bassinet — skaaret igennem forstaar
du nok! Men jeg kan ikke faa det til at se naturligt ud — Maalene er
rigtige nok! Her over Vandlinjen skal der være store Kopsten, og neden
for staar Brudfladen.“
Pelle gav sig i Lag med det men var for omhyggelig.
„Ikke saa nøjagtigt,“ sagde Jørgensen — „slaa kun lidt stort paa!“
„Ja slaa bare stort paa,“ gentog den gamle.
Saadan sad han bestandig naar de kom. Gennem Konen fik de at vide, at
han alligevel ikke indgav noget Tilbud, men vilde gaa til den der
overtog Arbejdet med sine Planer og tilbyde ham Makkerskab. Hun havde
helt mistet Troen paa hans Planer nu og var altid urolig. „Han er saa
underlig, bestandig optaget af dette ene,“ sagde hun frysende. „Drikker
gør han aldrig — eller raser mod Alverden, saadan som tidligere.“
„Men det er jo bare godt,“ sagde Morten beroligende.
„Ja du snakker godt — hvad forstaar du vel? Naar han gaar i sit daglige,
ved én da hvad der er; men saadan som nu — jeg er saa angst for
Tilbageslaget, naar han faar hentet sit Nederlag. Tro kun ikke han har
forandret sig — det blunder bare i ham. Mod Karen er han den samme som
altid, han taaler ikke at se hendes Vanførhed — den minder ham om for
meget, der ikke er som det skulde være. Hun maa ikke gaa paa Arbejde,
siger han, men hvor skal vi undvære den Hjælp — leve skal vi jo dog! Jeg
tør knap lade hende komme ham for Øje. Det er jo sig selv han vredes
paa, men Barnet lider under det; han er den eneste hun bryder sig om.“
Karen var ikke vokset i de forløbne Par Aar men var blevet endnu mere
vanfør, Stemmen var helt tør og skarp, som havde den passeret frosne
Ødemarker inden den naaede frem. Hun holdt af at sidde og se paa Pelle
og høre ham tale; naar hun formodede at han kom om Aftenen, skyndte hun
sig hjem fra sin Plads. Men hun blandede sig aldrig i Samtalen eller tog
Del i noget, ingen kunde vide hvad der foregik i hende. Moderen kunde
pludselig jage sammen og briste i Graad, naar hun kom til at se hen paa
hende.
„Hun skulde jo snart være fri for den Plads,“ sagde Moderen ofte. „Men
Doktoren bliver ved at faa smaa, og saa ber de saa mindeligt, om hun maa
blive bare et halvt Aar til. De gør meget af hende, for hun er saa
paalidelig mod Børnene.“
„Ja var det Pelle saa tabte han dem nok.“ Karen lo knækkende. Andet
sagde hun ikke, hun bad aldrig om at blive fri, beklagede sig heller
ikke. Hendes Tavshed virkede som en stum Anklage, og tog al Hyggen naar
hun var til Stede.
Men en Aften kom hun hjem og smed nogle Smaapenge paa Bordet. „Nu er jeg
fri for at komme til Doktorens mere,“ sagde hun.
„Hvad saa da? har du gjort noget galt?“ spurgte Moderen forfærdet.
„Doktoren gav mig en paa Øret, fordi jeg ikke bar Anna over Rendestenen
— hun er saa tung.“
„Du blev vel ikke jaget bort, fordi han havde slaaet dig? Du maa have
svaret igen — dit Sind er saa haardt!“
„Nej men saa kom jeg til at vælte Barnevognen med lille Erik, saa han
faldt ud. Hans Hoved er som et mostet Æble.“ Hun fortrak ikke en Mine.
Moderen brast i Graad: „Men hvor kunde du dog bære dig saadan ad? Barn
dog.“ Karen stod og saa udfordrende ud — pludselig greb Moderen fat i
hende:
„Du gjorde det da ikke med Vilje? gjorde du Karen?“ Karen vendte sig fra
hende med et Ryk og gik op paa Loftet uden Godnat. Moderen vilde løbe
efter hende.
„Lad hende gaa,“ sagde den gamle fjærnt — „hende faar du ingen Ret paa.
Hun er undfanget i Haardhed!“