Selve Straffen havde ingenting at sige, det var nærmest latterligt med
de Par Slag af den gamle Arrestforvarers Stok uden paa Tøjet; Pelle
havde været ude for værre Prygl før. Men han var brændemærket uden for
de Fattigstes Kreds; han mærkede det paa Folks Medlidenhed naar han kom
med Fodtøj. Herregud, den sølle Knægt, er det nu kommet saa vidt med
ham! sagde deres Øjne. Alle skulde se netop paa ham, og naar han gik ned
ad Gaden, kom deres Ansigter frem i Gadespejlet: Der gaar han
Skomagerdrengen —! Unge Mester var den eneste der behandlede ham som
forhen; og Pelle lønnede ham med en grænseløs Hengivenhed. Han bjærgede
paa Kredit, og tog Stødet af hvor han kunde. Naar der var noget Unge
Mester i sit Letsind havde lovet færdigt, sad han og sled med det efter
Fyraften. „Hvad kommer det os ved,“ sagde Jens; men Pelle kunde ikke
være Skyld i, at Kunderne kom og rev Hovedet af Mester Andrés, eller at
han sad og savnede noget af det der holdt ham oppe.
Han sluttede sig endnu stærkere til Jens og Morten — de havde jo fælles
Skade; og fulgte ofte med dem hjem, skønt der ingen Glæde var at hente i
den fattige Hytte. De hørte til de allerfattigste, skønt hele Husstanden
arbejdede, det forslog ikke.
„Det nytter jo ingenting,“ sagde _Kraften_ selv, naar han var i
Talehjørnet — „Fattigdommen er som et Sold, alting gaar lige igen.
Stopper vi ét Hul saa gaar der ti andre imens. De siger jeg er et Svin,
og hvorfor skulde jeg ikke være det? Jeg kan gøre tre Mands Arbejde ja —
men faar jeg Løn for tre? Jeg faar Daglønnen, Resten gaar i dens Lomme,
som anvender mig. Selv om jeg holdt mig ordenlig, hvad naaede vi saa —
faar en Familie ordenlig Bolig, ordenlig Mad og ordenlige Klæder for ni
Kroner om Ugen? Har en Arbejder Raad til at bo andet Sted end ved
Lossepladsen, hvor ellers kun Svinene færdes? Hvorfor skulde jeg bo og
leve som et Svin og ikke være et Svin — gav det nogen Mening? — Kan jeg
fri Kone og Børn fra at arbejde med, naar jeg vil have det lidt
ordenligt? og kan jeg have det ordenligt, naar Kone og Børn skal gaa ude
og passe fremmedes Sager? — Nej ser I, en Pægl Brændevin den ordner det
hele, og forslaar den ikke saa en halv Pot.“ Saadan sad han og ævlede
op, naar han havde lidt i Hovedet; ellers var han mest tavs.
Pelle kendte nu _Kraftens_ Historie fra al den daglige Snak blandt
Borgerne, og hans Bane forekom ham tristere end alle de andres; det var
som selve Lykkesagnet, der var blevet slaaet til Jorden.
Af den sure Snak, der bestandig hakkede i Stenhugger Jørgensen og aldrig
vilde blive færdig, fremgik det, at han i sin Ungdom var kommet
vandrende ned fra Klipperne i lappede Lærredsbukser og sprukne Træsko,
men med Panden i Sky som om det hele allerede var hans. Brændevin rørte
han ikke, han havde bedre Anvendelse for sine Kræfter sagde han. Fuld af
store Tanker om sig selv var han, og vilde ikke slaa sig til Taals med
det almindelige. Og gode Ævner havde han — rent meningsløse Ævner for en
Fattigmand.
Han vilde straks i Gang med at vende op og ned paa alle Begreber. Blot
fordi han var avlet inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhugger,
teede han sig straks som Stenens Herre, satte gammel velfunderet
Erfaring til Side og halede ny Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved.
Stenen var som forgjort under hans Hænder, blot man lagde en Tegning
foran ham, huggede han baade Djævlehoveder, Underjordiske og den store
Søslange — alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne ovre. Gamle
veltjente Stenhuggere saa sig pludselig sat til Side og kunde lige saa
godt give sig til at slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen
over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa det ældste af alle
Midler til at lære Ungdommen Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort,
Peter Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti. Det var ikke til
at hamle op med en, som havde ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i
Forbund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede sig ved at kalde ham
_Kraften_ — og satte deres Lid til Ulykken.
At følge hans Bane var at vove sig ud i det halsbrækkende, saa tidt de
skikkelige Borgere end gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed
tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede, saa ingen begreb hvor
han fik Søvn fra; og om Søndagen naar ordenlige Folk gik i Kirke, kunde
han staa og hugge de løjerligste Ting ud i Sten uden at faa en Øre for
det. Det var ved de Tider, den verdensberømte Billedhugger kom fra selve
Tysklands Hovedstad for at hugge en stor Løve ud i Granit — til Ære for
Friheden saagu! Men han kunde ingenting udrette med sit
Smørstikke-Redskab, Stenen var for haard for en der var vant til at staa
og pille i Marmor. Og fik han endelig en Bid af den, var det paa urette
Sted.
Saa meldte _Kraften_ sig, og tog sig paa at hugge Løven efter noget Ler
den anden klaskede sammen! Enhver var vis paa han vilde knække sammen
paa det Stykke Arbejde; men saa fræk var han i sin Begavelse, at han
udførte det til fuldeste Tilfredshed. Han fik en god Sum Penge for det,
men det var ham ikke nok — han vilde have den halve Ære ogsaa og omtales
i Bladene lige som selve Kunstneren. Og da der ingenting blev af det,
smed han Værktøjet og vilde ikke arbejde for andre mer. „Hvorfor skal
jeg gøre Arbejdet, og de andre tage Anseelsen?“ sagde han og mødte op
ved Licitationer over Stenarbejder. I sit ustyrlige Hovmod vilde han
skubbe dem til Side, der var født til at staa i Spidsen for Tingene. Men
Hovmod staar for Fald, Straffen laa allerede og lurede paa ham.
Han havde givet laveste Bud paa den søndre Bro, og de kunde ikke komme
uden om ham. Saa prøvede de at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for
ham, lokkede Arbejderne fra ham og hindrede ham i at faa Materiale.
Byfogden som var med i det, krævede Kontrakten overholdt; og _Kraften_
maatte arbejde Nat og Dag med sine resterende Par Mand for at blive
færdig til Tiden. Naa smukkere Bro havde ingen set, men han maatte sælge
Skjorten af Kroppen for at dække sine Forpligtelser.
Han boede dengang i et pænt lille Hus som var hans eget. Det laa ude ved
Østre Landevej og havde Spir paa Kvisten — Jens og Morten havde levet
deres første Barndom der. Der var en lille Have foran med pæne Gange, og
en Grotte der lignede et helt Klippeparti. Jørgensen havde anlagt det
hele selv. Det blev taget fra ham, og de maatte flytte hen i Fattigmands
Bydel hvor de hørte hjemme, og leje sig ind. Men det knækkede ham ikke,
glad var han ligefuldt og endnu større af Væsen end før. Han var ikke
nem at faa Ram paa!
Men saa gjorde han Bud paa den ny Ophalebedding. Man kunde have nægtet
ham Gyldighed, da han ikke raadede over Kapital, men nu skulde han
rammes! Han fik Sparekassekredit til at komme godt i Gang for, og
Materialer og Arbejdere meldte sig til hans Raadighed. Saa midt i
begyndte det samme igen, og denne Gang _skulde_ han knække Halsen — rig
og fattig, hele Byen stod sammen om den Ting. Nu forlangte man sin
Tryghed tilbage, den af Gud selv indstiftede Orden med høj og lav, ussel
og fornem skulde overholdes. _Kraften_ var af ringeste Herkomst, han fik
roligt gaa ind i det han var født til!
I Stykker gik han, den retmæssige Bygherre overtog et godt Stykke
Arbejde for ingenting, og Stenhugger Jørgensen stod med et Par flækkede
Træsko og en Gæld han aldrig vilde kunne indfri. Det glædede enhver at
se ham gaa ind i Daglønnerens Tilværelse igen, men han gjorde det ikke
roligt; han slog sig paa Drik, og af og til fór han op og rasede som en
Djævel. Kvit blev de ham ikke, han lagde sig over alle Sind som en ond
Knurren, selv naar han gik skikkelig i sin Dont, maatte de beskæftige
sig med ham. I denne Tilstand ødede han de sidste Stumper, og de
flyttede ud i Hytten ved Lossepladsen, hvor ingen anden vilde bo.
* * * * *
Han var blevet en anden siden Bevillingen til det store Havneprojekt var
gaaet igennem. Han rørte ikke Spiritus; naar Pelle kom derud, sad han
gærne henne under Vinduet og tumlede med Tegninger og Tal. Konen gik og
smaagræd, og den gamle skældte ud; men Jørgensen vendte sin brede Ryg
mod dem og passede i Tavshed sit. Han var igen ikke til at rive ud af
sin Selvsikkerhed.
Moderen tog imod dem ude i Køkkenet, naar hun hørte dem komme støjende.
„I faar gaa lidt varligt — Far regner og regner, den Stakkel. Aldrig
faar han da Hvile i sit Hoved, siden det er blevet til Alvor med den
Havn; bestandig arbejder Tankerne i ham. Saadan skal dét være! siger han
— og saadan dét! Bare han dog vilde falde til Ro blandt sine Lige og
lade de store passe deres.“
Han sad henne ved Vinduet midt i Søndagssolen og lagde nogle indviklede
Tal sammen; han hviskede halvhøjt og lod den sprukne Pegefinger, hvis
yderste Led var sprængt væk, løbe ned langs Tallene. Saa stødte han til
Bordet. „Aa — at man ingenting har lært!“ stønnede han. Solen legede i
hans mørke Skæg, Sliddet havde ikke formaaet at stivne ham i Leddene og
rakke ham af, Drikkeriet havde ikke gjort ham noget — han sad og lignede
Styrken selv. Den store Pande og Halsen var helt solbagte.
„Se her du Morten,“ udbrød han og rettede sig imod dem — „kig engang paa
de Tal.“