Helt glad og tryg som hjemme paa Landet kunde man ikke være herinde, bag
ved laa bestandig noget og gnavede — og hindrede i at give sig helt hen.
De fleste her var kommet vandrende til for at finde Lykken, det var
Fattigdom som havde mistet Ævnen til at give sig hen i sin Skæbne, Folk
der var blevet ked af at vente og havde taget Sagen i deres egen Haand.
Og her stod de saa og var kørt fast i Elendighed. Ud af Stedet kom de
ikke, men arbejdede sig blot dybere ned. Men de blev ved at mase paa,
til det lukkede sig over dem, de havde nu engang faaet Opbruddet i sig.
Pelle havde tidt nok undredes paa, saa mange Fattige her var — hvorfor
tog de ikke og blev velhavende? Alle havde de ogsaa et eller andet for i
den Retning, det blev bare ikke til noget. Hvorfor? De begreb det ikke
selv men bøjede stille Hovedet som under en Forbandelse. Og naar de
rejste det igen, var det for at søge de Fattiges Trøst Brændevinen,
eller slutte sig til de hellige.
Pelle begreb det heller ikke. Han var dunkelt med i det glade Vanvid,
der rejser sig af Nøden selv som en taaget men mægtig Drøm om at naa
Lyset; heller ikke han begreb hvorfor det glippede, men maatte bestandig
følge Opdriften i sig og kravle løs igen. Men ellers vidste han en hel
Del; en tilstoppet Rude, et skorpet Barnehoved var Nedgangen til
Underverdener, hvor han var født vejkendt og kunde færdes med Bind for
Øjnene. Han satte ikke videre Pris paa det, men den Vej blev hans Viden
ved at udvide sig; han var Dus med Fattigmand ved første Øjesyn og
kendte hver Hyttes triste Historie. Og alt hvad han saa og hørte blev
til et langt Kvæde om den samme evige Higen og de samme Nederlag. Han
grundede ikke over det, men det gik ham nedslaaende i Blodet, tog
Overmodet af hans Sind og den friske Spænding. Naar han lagde Hovedet
til Puden og sov ind, blev Blodets Banken i hans Øre til et endeløst
Traadd af trætte Skarer, der gik rundt og rundt i deres blinde Famlen
efter en Vej ud til Lyset og Lykken. Hans Bevidsthed fik ikke fat i det;
men det lagde sig afkræftende over hans Dag ogsaa.
Borgernes Lag vedblev at være en fremmed Verden for ham. De fleste var
forarmede som Kirkerotter men dækkede behændigt over det og lod ikke til
at have anden Higen end den at bevare Skinnet. „Penge!“ sagde Mester
Andrés — „her er kun én Tikrone blandt Byens Mestre, og den flytter sig
fra Haand til Haand. Naar den opholder sig for længe hos én, gaar alle
vi andre i Staa.“ Manglen paa Driftsmidler hang forkomment over dem, men
saa pralede de af Reder Monsens Penge — her var dog Rigmænd i Staden!
Ellers holdtes de oppe af hver sit, en havde sendt Skotøj saa langt bort
som til Vestindien, en anden lavet Brudesengen til selve Borgmesterens
Datter; de hævdede sig som Klasse ved at se med Foragt ned paa Almuen.
Pelle havde ærlig og redelig sat sig for at gøre Vejen med, smile opad
og vende den haarde Dom nedad, smyge sig frem som Alfred. Men Kræfter
arbejdede den anden Vej i Dybet af ham og stødte ham bestandig tilbage
hvor han hørte hjemme. Hans Kamp med Gadedrengene hørte op af sig selv,
den var saa meningsløs, han gik ud og ind i Hjemmene, og Drengene blev
hans Kammerater efterhaanden som de naaede Konfirmationen.
Gadedrengene laa i uforsonlig Krig med dem der gik i Betalingsskole,
_Grisene_ kaldtes de efter Truget de bar paa Ryggen. Pelle havde været
mellem dobbelt Ild, men taget Haanen og Skoserne oppe fra med Lasses
Sind, som noget der nu engang hørte til. „Somme er født til at byde,
andre til at lyde,“ som Lasse sagde.
Men en Dag langede han ud efter en af dem. Og da han først havde syltet
Postmesterens Søn saa der ikke var ren Plet paa ham, opdagede han at han
havde noget udestaaende med alle Finmandssønnerne — ogsaa uden at de
behøvede at haane ham. Der udløstes noget i Hænderne ved at plante dem i
Ansigtet paa saadan en Fyr, der var et eget Velvære forbundet med at
træde de pæne Klæder i Skidtet. Naar han havde tampet en af „Grisene“
var han altid i godt Humør, og lo ved Tanken om, hvor Far Lasse vilde
korse sig.
En Dag mødte han tre Latinskoledrenge, de kastede sig straks over ham og
tampede løs med deres Skolesager; der var Tak for sidst i hvert Slag.
Pelle havde faaet Ryggen mod Muren, han værgede sig med sin Bukserem men
kunde ikke klare sig; saa satte han et kraftigt Spark i Underlivet paa
den største af Drengene og stak af. Drengen kastede sig om paa Jorden og
laa og skreg, oppe fra Enden af Gaden saa Pelle de to andre tumle med
ham for at faa ham paa Benene. Selv havde han et blodunderløbent Øje.
„Har du nu slaas igen din Halvsatan?“ spurgte Unge Mester.
Nej! Pelle var bare kommet til at falde og slaa sig.
— — —
Om Aftenen drev han ned paa Havnen for at se Damperen gaa og tage Afsked
med Peter. Han var i daarligt Humør, Forudfølelsen af et eller andet
ondt laa tyngende over ham.
Henne ved Damperen var der fuldt af Mennesker, over Rælingen hang en Del
nybagte Svende fra denne Omgang — alle de modigste; Resten var allerede
søgt over i andre Erhværv, var blevet Landpostbude eller Gaardskarle.
„Der er jo ikke Brug for os i Faget,“ sagde de mismodigt idet de sank.
Det var Svendestykket fra Haanden og saa rejsaus! ny Læredrenge over
hele Linjen. Men disse her vilde over til Hovedstaden og arbejde videre
ved Faget. Byens Hundreder af Læredrenge var der og raabte Hurra hvert
Øjeblik, det var jo Heltene der drog ud og erobrede Lykkeland for dem
alle. „Vi kommer bagefter!“ raabte de. „Skaf Plads for mig du!“ — „Skaf
Plads for mig!“
Emil stod henne ved Skuret blandt nogle andre Havnesjovere og saa paa
dem — hans Tur var længst forbi. Forbundteren havde ikke haft Mod til at
flyve ud, han gik nu Landpost paa Sydlandet og lappede Skotøj om Natten
for at leve. Nu stod Peter deroppe, Jens og Pelle stod nedenfor og saa
beundrende op til ham. „Farvel du Pelle,“ raabte han. — „Hils Jeppe at
han kan kysse mig paa Mandag!“
En og anden Mester spankede om dernede for at passe, at ingen af Byens
Læredrenge stak af.
Jens imødesaa vel den Tid da han selv stod paa bar Bakke. „Send nu din
Adresse,“ sagde han. „Og saa skaffer du mig noget derovre.“
„Og mig ogsaa!“ sagde Pelle.
Peter spyttede: „Ptøj, det var lidt sur Søbe — det kan I tage med hjem
til Jeppe og sige Tak for Mad! Men hils Mester Andrés ordenligt! Og saa
kommer I naar jeg skriver — der er ikke noget at gaa og glo efter i
dette Hul.“
„Lad nu ikke Sjosjalisterne æde jer!“ raabtes der op til de
bortdragende. Ordet Socialist var paa alles Læber i denne Tid, men ingen
vidste hvad det betød — det brugtes som Skældsord.
„Kommer de til mig med deres Koglerier, saa faar de paa Snuden!“ sagde
Peter rask. — Saa gik Damperen — de fik det sidste Hurra fra den yderste
Mole. Pelle kunde gærne have kastet sig i Søen, saadan higede det i ham
efter at slippe bort fra det hele.
Saa fulgte han med Strømmen hen over Havnepladsen til Cirkusteltet. Paa
Vejen fangede han noget af et Ordskifte, der fik det til at hede ham om
Ørerne. Det var to Borgere der gik og talte.
„Han skal nok være blevet sparket, saa han brækker Blod,“ sagde den ene.
„Ja det er forskrækkeligt med dette Pak! Forhaabenlig bliver der taget
haardt paa Lømlen.“
Pelle dukkede sig og gled bag om Teltet hen til Aabningen, der stod han
hver Aften og tog det hele ind gennem Lugten. Raad til at gaa ind havde
han ikke, men der lod sig opfange en Del af Herligheden, idet Forhænget
løftedes til Side for Efternølere. Albinus kom og gik efter
Forgodtbefindende — som altid naar der var Gøglere i Staden; han var
kendt med dem næsten før han saa dem. Naar han havde set et rigtigt
Kraftstykke, kom han krybende ud under Lærredet for at vise
Kammeraterne, at han ogsaa kunde. Han var rigtig i sit Es, gik paa
Hænderne ad den smalle Bolværksløber og lod Kroppen hænge ud over
Vandet.
Pelle havde mest Lyst til at gaa hjem og sove sig fra alting; men saa
kom der et lykkeligt Par imod ham, en Kvinde der traadte Dansetrin og
holdt en ung genert Arbejder fast under Armen. „Du Hans,“ sagde hun —
„det er ham Pelle, som er Skyld i, at vi to hører sammen.“ Saa lo hun
højt i sin Glæde, og Hans rakte smilende Pelle Haanden. „Tak for det,“
sagde han.
„Ja det var det Ladegilde,“ sagde hun. „Havde jeg ikke haft Danseskoene
i Orden, saa var Hans fløjet væk med en anden, du!“ hun tog Pelle i
Armen. Saa gik de, inderlig lykkelige ved hinanden, og Pelle fik lidt
Kaadhed op i sig igen. Han kunde dog en og anden Kraftkunst han ogsaa.
Næste Dag var Pelle laant over til Bager Jørgen for at ælte Dejg,
Bageren havde paa kort Varsel faaet en stor Bestilling Skonrokker til
„Tre Søstre“.
„Lad se I rubber jer!“ raabte han hvert Øjeblik til de to Drenge, der
havde faaet Strømperne af og stod og traadte oppe det store Æltetrug,
med Hænderne om Listen der var slaaet under Bjælkerne. Bjælkeloftet var
sort af Trøske; Em og Støv og snavset Dejg flød ned ad Væggene som en
slimet Masse. Naar de hang sig for meget i Listen, raabte Bageren op til
dem: „Læg kun hele Vægten i! til Bunds i Dejgen med jer — saa faar I
Fødder som Skønjomfruer! Der bliver ikke mange Ligtorne siddende naar vi
er færdige.“
Søren gik for sig selv med sænket Hoved som altid, nu og da sukkede han.
Saa puffede Gamle Jørgen til Marie, og de lo begge. De stod tæt ind paa
hinanden, naar de rullede Dejgen ud mødtes Hænderne, de lo og gantedes i
et væk. Men den unge saa dem slet ikke.
„Ser du da ikke?“ hviskede Moderen til ham og stødte ham haardt i Siden;
hun havde bestandig sine arrige Øjne henne ved de to.
„Aa lad mig være,“ sagde Sønnen blot og flyttede sig lidt fra hende. Men
hun fulgte ham:
„Gaa dog ned og tag paa hende, som hun kræver det! Hvorfor tror du vel,
hun sætter Brystet saa stærkt frem? Tag paa hende du! lad hendes Hofter
føle dine Hænder, og verp den gamle til Side!“
„Aa lad mig være!“ sagde Søren og flyttede sig træt.
„Forladiet, du lokker Far til Synd — du ved hvordan han er! Og hun
styrer sig ikke ret meget længer, nu hun har Krav paa at faa sin Del i
Tingen. Vil du have alt det siddende paa dig? Gaa dog ned og tag om
hende! Slaa hende hvis du ikke kan lide hende — men lad hende føle du er
et Mandfolk!“
„Naa bestiller I noget?“ raabte Gamle Jørgen op til dem og vendte sit
smilende Ansigt bort fra Marie. „Træd kun til, Dejgen skal nok trække
Usundheden af Kroppen! Og du Søren — lad se du rubber dig!“
„Ja lad se du rubber dig — staa ikke der som et Drog!“ vedblev Moderen.
„Aa lad mig være! Jeg har ikke gjort nogen noget, saa lad mig være.“
Ptøj — den gamle spyttede efter ham. „Er du et Mandfolk — lader andre
overgramse din Kone? Hun maa tage til Takke med en gammel gigtsvag
Stakkel — ptøj! Men kanske du er et Kvindfolk du ogsaa? Jeg fødte engang
en Tøs, jeg vidste ikke rettere end at hun døde — men kanske det er dig?
— Ja læg kun Ørerne ad Nakken!“ raabte hun til de to Drenge — „det der
gaar for sig her, har I aldrig før oplevet. Det er en Søn det, som lader
sin gamle Far ene om alt Arbejdet.“
„Naa, kan I faa Fortgang paa det!“ raabte Gamle Jørgen muntert. „Mor
staar vel ikke og fordrejer Hovedet paa Ungersvendene?“ Marie slog en
klangfuld Latter op dernede.
Jeppe kom og hentede Pelle. „Nu skal du paa Raadhuset og have Rotting,“
sagde han da de kom ind paa Værkstedet. Pelle blev askegraa.
„Hvad har du nu lavet igen!“ sagde Mester Andrés og saa trist paa ham.
„Ja og vor Kunde tilmed,“ sagde Jeppe. „Det er vel fortjent!“
„Kan Far ikke gøre noget for at afbøde det?“ spurgte Unge Mester.
„Jeg har tilbudt, at Pelle skulde faa en ordenlig Dragt Prygl her paa
Værkstedet i Adjunktens og Sønnens Overværelse. Men Adjunkten sagde nej.
Han vilde gaa Rettens Vej.“
Pelle sank helt sammen. Han vidste hvad det betød, naar en fattig Dreng
kom paa Raadhuset og blev brændemærket for Livstid. Hans Hjærne søgte
fortvivlet efter Udveje. Der var kun en — Døden. Han kunde liste
Spanderemmen op under Blusen og gaa ud paa det lille Hus og hænge sig.
Han hørte en enstonig Lyd, det var Jeppe der holdt Formaningstale, men
Ordene hørte han ikke; hans Sjæl havde allerede begivet sig ud i Døden.
Da Lyden holdt inde, rejste han sig stille.
„Hvad? hvor skal du hen?“ fór Jeppe op.
„Ud i Gaarden“ — han talte som en Søvngænger.
„Skal du have Spanderemmen med derud mossen?“ Jeppe og Unge Mester
vekslede talende Blikke. Saa kom Mester Andrés hen. „Du er da ikke dum?“
sagde han og saa Pelle dybt ind i Øjnene. Saa gjorde han sig i Stand og
gik i Byen.
„Pelle din Halvsatan,“ sagde han da han kom hjem — „nu har jeg løbet fra
Herodes til Pilatus og faaet det ordnet saaledes, at du slipper med at
bede om Forladelse. Kl. ét maa du gaa op paa Latinskolen. Men overlæg
hvad du vil sige i Forvejen, for hele Klassen skal overvære det.“
„Jeg skal ikke bede om Forladelse!“ Det brød ud af ham som et Skrig.
Mester saa dvælende paa ham: „Det er der jo ingen Skam i — naar man har
handlet galt.“
„Jeg har ikke handlet galt. De begyndte først, og de har længe smædet
mig.“
„Men du slog, Pelle, og det maa man ikke paa de fine; de har en
Lægeattest som kan gøre det helt af med dig. Omgaas din Far Byfogden du?
De kan gøre dig æreløs for Resten af dit Liv — jeg tror du skulde vælge
den mindre Ting.“
Nej Pelle kunde ikke. „Saa maa de hellere piske mig,“ sagde han
sammenbidt.
„Naa ja, saa er det Kl. 3 paa Raadhuset,“ sagde Mester kort og blev rød
om Øjnene.
Pludselig følte Pelle, hvor ondt hans Stædighed maatte gøre Unge Mester,
der halt og syg som han var havde rent Byen rundt for hans Skyld. „Jo
jeg skal nok —“ sagde han — „jeg skal jo nok!“
„Ja ja,“ svarede Mester Andrés stille — „for din egen Skyld altsaa. Og
saa tror jeg du skulde lave dig til nu.“
Pelle drev af Sted; det var ikke hans Agt at bede om Forladelse, saa han
havde god Tid. Han befandt sig i en Døs, inden i ham laa alting dødt.
Tankerne fangede interesseret alle Ligegyldigheder ind, og blev ved at
dvæle ved dem som galdt det at holde noget hen med Snak. — Den gale
Urmager gik ned ad Gaden med sin Sandsæk paa Nakken, de tynde Ben
vaklede under ham. „Jeg skulde hjælpe ham at bære,“ tænkte Pelle ydmygt
mens han gik videre — „jeg skulde hjælpe ham at bære.“
Alfred kom spaserende oppe i Gaden, han havde Lapsestok og Handsker
skønt det var midt i Arbejdstiden. „Naar han nu ser mig, drejer han ned
i Smøgen ved Kulhandlerens,“ tænkte Pelle bittert. „Skulde jeg ikke bede
ham om at gaa med og tale min Sag? — han er saa anselig! Og han skylder
mig Penge for et Par Forsaalinger.“
Men Alfred styrede lige løs paa ham. „Har du ikke set Albinus — han er
forsvundet?“ spurgte han; det saa ud som rørte der sig noget i hans
slikkede Ansigt. Han stod og sugede paa Overskæget, lige som de fine,
naar de grundede over noget.
„Jeg skal hen paa Raadhuset,“ svarede Pelle.
„Ja det ved jeg nok — du skal piskes. Men ved du ikke noget om Albinus?“
Alfred havde trukket ham med ind i Kulhandlerens Port for ikke at blive
set i hans Selskab.
„Jo Albinus, Albinus“ — der dæmrede noget i Pelle. Saadan hed jo — —
„Vent lidt han — han er vist rømt bort med Cirkus. Det tror jeg nok!“
Saa gjorde Alfred omkring og løb — løb i sit pæne Tøj!
Vist var Albinus rømt, Pelle forstod saa udmærket det hele. Han havde i
Aftes listet sig om Bord i Ole Hansens Jagt, som i Nattens Løb skulde
føre Gøglerne over til Sverig — og skulde nu til at leve et herligt Liv
i det han havde Lyst til. Rømme det var den eneste klare Udvej til
Livet; før Pelle vidste af det stod han nede paa Havnen og stirrede paa
et ophugget Skib. Han gav sig Tilskyndelsen i Vold og gik rundt og
forhørte om Skibslejlighed, men der var ingen.
Han sad nede paa Beddingen og legede med en Spaan i Vandet. Den var
fuldrigget Skib, og Pelle gav den Ladning ind; men hvergang den skulde
lægge ud kæntrede den, og han maatte laste den paany. Rundt om arbejdede
Tømrere og Stenhuggere paa Forberedelser til den ny Havn; og derhenne
lidt for sig selv stod _Kraften_ og arbejdede, som sædvanlig med nogle
Mennesker hængende over sig; de stod og gloede i uhyggelig Forventning
om at der skulde ske noget. Pelle fornam det selv som noget
skæbnesvangert, mens han sad og skvulpede i Vandet for at drive sit Skib
udad; han vilde have taget det som en Aabenbaring af Livets helligste
Princip, om Jørgensen havde givet sig til at rase vildt for hans Øjne.
Men Stenhuggeren lagde blot Hammeren for at trække Brændevinsflasken
frem under Stenen og tage sig en Slurk; ellers stod han spændt over
Graniten saa støt, som var der ikke andre Magter i Verden end den og
han. Han saa ikke de Folk der stod i maabende Venten, med Skoene fulde
af Lettelse, parat til at fordufte ved det mindste Ryk fra hans Side.
Han hug saa Luften sukkede, og naar han rettede sig gik hans Blik ud
forbi dem. Efterhaanden havde Pelle samlet alle Forventninger paa denne
ene, der bar Byens Had uden at blinke og gik pønsende ind i alle dens
Gøremaal. Han blev en ladt Mine for Drengens Fantasi; her stod man og
vidste ikke om den var stukket an, i et Nu kunde det hele ryge i Luften.
Han var en Vulkan, i Kraft af hans Naade bestod Staden fra Dag til Dag.
Og stundom lod Pelle ham ryste sig lidt — just saa meget at det hele
ravede.
Men nu var der tilmed en Hemmelighed mellem dem — Kraften var ogsaa
blevet straffet for at have forgrebet sig paa de fine! Pelle var ikke
sen til at uddrage Konsekvensen — stod der ikke allerede en Borgermand
opstillet og betragtede hans Leg? Han var noget af en Samfundsskræk han
ogsaa. Kanske sluttede han sig sammen med _Kraften_, og saa skulde der
ikke blive meget til Rest af Staden. Om Dagen vilde de holde sig skjult
oppe i Klipperne, men om Natten kom de ned og plyndrede Byen. Kun alle
dem der havde blodsuget sig deres til, slog de ned over; Folk gemte sig
i Kældre og paa Lofter, naar de hørte at Pelle og _Kraften_ var i
Opmarsj; den rige Reder Monsen hang og dinglede i Kirkespiret til Skræk
og Advarsel for alle. Men de Fattige kom tillidsfulde som Lam og aad af
deres Haand. De fik alt hvad de ønskede sig, og saa var Fattigdommen ude
af Verden, og Pelle kunde uden nogen Følelse af Svig vende sig mod sin
lyse Vej opad.
Hans Blik faldt paa Havnevagtens Ur, Klokken var snart tre. Han sprang
op og saa sig raadvild om — ud over Søen og ned i Havnens dybe Vand
stirrede han for Hjælp. Manna og hendes Søster, de vilde foragteligt
vende den æreskændede Pelle Ryggen og aldrig se til ham mere. Og Folk
vilde pege — eller blot se og tænke: Se der gaar han som blev pisket paa
Raadhuset! Hvor han kom hen i Verden, vilde dette følge ham som en
Skygge, at han som Barn var blevet pisket — saadan noget hang usynligt
over sit Menneske! Han kendte Piger og Karle og gamle faamælte Mænd, som
kom til Stengaarden fra Egne, hvor ingen anden havde været. Helt ukendte
kunde de komme, men var der noget med deres Fortid, saa rejste det sig
alligevel bag dem og gik hviskende fra Mund til Mund.
Han flakkede fortvivlet rundt i sin Hjælpeløshed og kom i sin Flakken
hen til Stenhugger Jørgensen. „Naa,“ sagde _Kraften_ og lagde Hammeren —
„du har nok lagt dig ud med Storborgerne. Tror du nu ogsaa du kan holde
Ørerne stive?“ Saa greb han Hammeren igen. Men Pelle fandt sin Retning
og løb tungt pustende mod Raadhuset.