Det kan være hyggeligt nok med disse Vinteraftener, hvor man sidder
hjemme paa Værkstedet og hænger, fordi det er mørkt og koldt ude — og
man ikke har noget Sted at gaa hen. Staa ved Skøjtebanerne og stirre
forkomment paa at de andre svinger sig er Pelle træt af; drive frem og
tilbage i Gaderne — nordud og vende om, sønderud og vende om, frem og
tilbage den samme Længde til Klokken er ti — er der ikke noget ved, naar
man ikke har varmt pænt Tøj og en Tøs om Skaftet. Morten er heller ikke
noget Friluftsmenneske; han fryser og vil ind i Varmen.
Saa lister de sig ind paa Værkstedet saa snart det er Mørkning, Nøglen
tager de ud og hænger paa Sømmet i Gangen for at vildlede Jeppe, de
stjæler sig til at tænde op i Kakkelovnen og sætter Skærme for, saa
Jeppe ikke skal faa Øje paa Skæret naar han gør sin Runde hen til
Værkstedsvinduerne. De kryber sammen paa Forhøjningen henne ved Ovnen
med Armen om hinandens Skulder, og Morten fortæller af de Bøger han har
læst.
„Hvorfor vil du læse i de dumme Bøger?“ siger Pelle naar han har lyttet
en Stund.
„Fordi jeg vil vide noget om Livet og Verden,“ svarer Morten inde i
Mørket.
„Om Verden,“ siger Pelle og blæser haanligt. „Nej jeg vil ud i Verden og
se noget — det der staar i Bøgerne er ikke andet end Løgn. — Men hvad
saa mere da?“
Saa gaar Morten godmodigt videre. Og midt i Fortællingen kommer han i
Tanke om noget og haler et Papir frem fra Brystlommen. „Det er Chokolade
fra Bodil,“ siger han og knækker det midt over.
„Hvor havde hun lagt det?“ spørger Pelle.
„Under Lagnet — jeg mærkede noget haardt under Ryggen da jeg lagde mig.“
De to Drenge ler mens de gnasker Chokoladen. Pludselig siger Pelle:
„Bodil — hun forfører jo Børn hun! Det var hende som lokkede Hans Peter
bort med sig fra Stengaarden — og han var bare femten Aar du!“
Morten svarer ikke. Men om lidt synker hans Hoved ned paa Pelles Skulder
— det rykker i ham.
„Du er jo sytten Aar,“ siger Pelle trøstende. „Men dumt er det ligegodt;
hun kunde godt være Mor til dig — naar det ikke lige var for Alderen.“
Saa ler de begge. —
Endnu hyggeligere kan det være de søgne Aftener. Da brænder Ilden
aabenlyst i Kakkelovnen efter otte ogsaa, Lampen lyser — og Morten er
der jo. Saa kommer de faldende ind fra alle Sider, og den spærrende
Kulde sætter alle store Minder op i dem — det er som selve Verden trak
sig sammen i det lune Værksted. Jeppe maner sine Læreaar i Hovedstaden
frem og beretter om den store Bankerot; helt tilbage til Aarhundredets
Begyndelse fører han dem, til en gammel snurrig Hovedstad, hvor gamle
Folk gik med Paryk, hvor Tampen hang og svingede i Luften altid, og
Læredrengene bjærgede Livet ved at tigge ved Borgernes Døre om Søndagen.
Det var Tider det! Og han kommer hjem og vil nedsætte sig som Mester,
men Lauget vil ikke tillade ham det — han er for ung. Saa farer han til
Søs som Kok, og kommer ned hvor Solen brænder, saa Beget koger i
Naaderne og Dækket skolder ens Fødder. En lystig Bande er de, og Jeppe
saa lille han er staar ikke tilbage. I Malaga stormer de en Beværtning,
hiver alle Spanierne ud af Vinduerne og morer sig med Pigerne — til hele
Byen er over dem og de maa flygte til Baaden. Jeppe kan ikke følge med,
og Baaden lægger fra; han maa springe i Vandet og svømme ud til den.
Knivene falder plaskende i Vandet rundt om ham, og en sætter sig
dirrende i hans Skulderblad. Naar Jeppe naar dertil, begynder han altid
at krænge Tøjet af sig for at vise Arret, Mester Andrés stopper ham.
Pelle og Morten har hørt Historien nogle Gange, men kan høre den saa
tidt det skal være.
Og Bager Jørgen, som har været Baadsmand det meste af sin Tid paa de
store Nord- og Sydhavsfarere, tumler med Haandspag og Isbjørne og sorte
Piger fra Vestindien. Han sætter Spillet i Gang, saa den mægtige
Fuldrigger letter fra Havana Red og det letter i hver en Tilhører:
Aa hiv og aa høj Manne,
Spillet i Gang!
Lad Tøsen kun græde
og giv os en Sang.
Saa vandrer de rundt og rundt tolv Mand, med Brystet klemt mod de svære
Haandspag; Ankeret letter, og Sejlet fyldes — og bag hans Ord skimter
man Trækkene af en Kærest i hver en Havn. Bjerregrav kan kun korse sig —
han som aldrig har udrettet andet end føle for de Fattige; men i Unge
Mesters Øjne rejser det — Jorden rundt, Jorden rundt. Og Træbene-Larsen,
som om Vinteren er den velhavende Rentetærer i blaa Pjækkert og lodden
Hue, men hvert Foraar flyver bort fra sit smukke grundmurede Hus ud i
Verden som fattig Lirekassemand — han beretter om Dyrehavsbakken og den
æventyrlige Holmensgade, og om besynderlige Væsner der lever af
Skarnkasserne i Hovedstadens Baggaarde.
Men i Pelles Krop knager det blot han rører sig, Knoklerne skyder paa og
kræver at strækkes, han har Vokseværk og Uro alle Vegne. Han er den
første Foraaret kommer til, en Dag melder det sig i ham som en Undren
paa hvordan han vel ser ud. Pelle har aldrig før stillet sig det
Spørgsmaal, og den Spejlstump, han har tigget hos Glaseren hvor han
henter Skrabeglas, siger ham ikke noget rigtigt. Han har nærmest selv en
Fornemmelse af at han er umulig.
Han begynder at mærke sig andres Opfattelse af hans Ydre — en og anden
Pige ser jo efter ham, og hans Kinder er ikke længer saa tykke, at der
lader sig sige Brandere om dem. Det blonde Haar er lokket, Koslikket i
Panden røber sig endnu som et lille genstridigt Strøg; Ørerne er
fremdeles forskrækkelig store, og det hjælper ikke, at han krænger Huen
ned over dem for at holde dem ind til Hovedet. Men han er velvoksen og
stor efter sin Alder, Værkstedsluften har ikke faaet Bugt med hans
Friskhed; og der er ikke den Ting han er bange for — især naar han
bliver gal. Han finder paa hundrede Slags Idræt for at stille Legemets
Krav, men det forslaar ikke; blot han bukker sig efter Hammeren, snakker
det med i alle Ledemod.
Men saa en Dag bryder Isen og gaar til Havs, Skibene takler og
provianterer og gaar samme Vej, og Byens Folk vaagner til Forestillinger
om nyt Liv og begynder at tænke paa udsprungne Skove og Sommerstads.
Og en Dag kommer Egerne! De kommer strygende over Havet fra Hellavik og
Nogesund og de andre Steder derovre paa Svenskekysten, kækt skønser de
Vandet med de forunderlige latinske Sejl i skraa Flugt, som sultne
Søfugle der strejfer Havet med den ene Vingespids i deres Spejden efter
Bytte. En Mil til Havs tager Stadens Fiskere imod dem med Bøsseskud, de
faar ikke Lov at lægge ind i Baadehavnen men maa leje sig Plads i den
gamle Skibshavn og brede deres Redskab til Tørre nordude. Haandværkerne
render sammen og drøfter disse fremmede Røvere, der kommer fra et
fattigere Land og tager Brødet ud af Munden paa Stadens egne Børn —
haardføre som de er, med Mod til at tage ud i alskens Vejr og med Heldet
i Følge! Det gør de hvert Foraar — og naar de skal forsyne sig med Sild,
køber de af Svenskerne, der sælger billigere end de hjemlige. „Slider
vore Fiskere maaske Lærfodtøj?“ spørger Jeppe — „de gaar helligt og
søgnt med Træskostøvler gør de. Lad saa Træskomageren handle med dem —
jeg køber hvor det er billigst.“
Det er som selve Foraaret kommer anstigende i disse magre senede
Skikkelser, der gaar syngende gennem Gaden for at udfordre Stadens
smaatskaarne Nid. Hver Baad har Kvinder med til at rense og bøde
Redskaben, og de driver i Flokke op forbi Værkstedet for at opsøge de
gamle Logier ude i Fattigkvarteret ved _Kraftens_. I Pelles Hjærte
kommer og gaar det ved Synet af disse unge Kvinder med smukke Tøfler paa
Fødderne, sorte Tørklæder om de ovale Ansigter og mange smukke Farver i
Dragten. Der vugger saa meget frem i hans Sind, dunkle Minder fra en
Barndom, hvor alt har ligget som udslettet, henaandede Frasagn om noget
han har levet og ikke kan huske — det er som et varmt Aandepust fra en
anden ukendt Tilværelse.
Hænder det saa at en og anden har et spædt Barn paa Armen, faar Byen
travlt. Er det Købmand Lund lige som forleden Aar — han som siden aldrig
hedder andet end Sildegrossereren? Eller er det en 16-aarig Læredreng —
til Skam for Præst og Lærer som lige har sluppet ham?
Saa trækker Jens af Sted med sin Harmonika, Pelle skynder sig at rømme
op, han og Morten piler ud til Galgebakken med hinanden i Haanden — for
Morten har ondt ved at løbe saa rask. Alt hvad Byen har af beskeden
Ungdom er der; men de svenske Piger gaar først. De er som Ild i Dansen,
de kan svinges saa Tøflerne flyver, der staar smaa Kampe om dem. Men om
Lørdagen tager Egerne ikke paa Søen, saa kommer Mændene med gnistrende
Bryn og kræver deres Kvinder; og der staar de store Slag.
Pelle gaar op i det med Hud og Haar — her findes den Bevægelse hans Krop
har savnet saa haardt i Faget. Han har en glubende Trang til Bedriften
og gaar de kæmpende saa nær ind paa Livet, at der falder en Lussing af
til ham ogsaa. Han danser med Morten og faar Mod til at byde en Pige op,
han er genert og gør de kosteligste Bukkespring i Dansen for at komme
over det, midt i Dansen render han sin Vej og lader Pigen staa. „Pokker
til Abekat,“ siger de voksne og ler efter ham. Han har _sin_ Maade at
gaa ind i al denne Sorgløshed, der lader Livet tage sin Ret uden Tanke
for i Morgen og næste Aar. Vil en eller anden mandglad Kvinde fange hans
Ungdom ind, saa slaar han bagop og er væk i nogle kaade Spring. Men han
kan synge saa inderligt med, naar de driver hjemad i Klynger Mænd og
Kvinder tæt sammenslyngede, og han og Morten kommer bagefter med Armen
om hinanden de ogsaa. Saa har Maanen sin Lysvej ud over Søen, og i
Naaleskoven hvor hvid Dis ligger om Toppene, bølger Sangen fra alle
Stier og vugger ud i de vandrende Pars forskellige Gangart; paagaaende
tung i sit Indhold men baaret frem af de letteste Hjærter — ret en Sang
at synge sin Lykke ud i:
Bind op, bind op dit favrgule Haar,
thi du skal nu føde en Søn udi Aar,
— der hjælper hverken Hulken eller Klage!
Om fyrretyve Uger saa kommer jeg igen
og ser hvorledes det da med dig gange.
De fyrretyve Uger svandt roligen hen,
da begyndte den Jomfru at klage sig om — — —
Og videre gaar det ind gennem Byen, Par om Par som Sindet staar til. De
krumme stille Gader genlyder af Døds- og Elskovssange, saa de gamle
Borgerfolk maa lette Hovedet fra Puden, skubbe Nathuen til Side og ryste
betænkeligt ad al denne Letsindighed. Men Ungdommen sanser intet — bare
suser og sværmer videre i sit kogende Blod. Og en Dag faar de gamle Ret;
Blodet er gaaet af Kog, og der staar de og de Kendsgærninger og kræver
Ophav og Underhold. „Hvad sagde ikke vi!“ siger de gamle; men de unge
bøjer Hovedet og ser en lang forkrøblet Tilværelse i Møde, med forhastet
Giftermaal eller stadig Betaling til en fremmed Kvinde, med dette evige
Skær af Forringelse og Komik over sig, med Ægteskab og Omgang under sin
Stand. De snakker ikke om at drage ud i Verden og bryde sig egne Veje
mere; har de sat sig paa Bagbenene mod de gamle og krævet Plads for
deres Ungdom, nu gaar de ydmygt i Spændet igen med sænket Hoved,
skamfuldt missende over deres eneste Bedrift. Og de der ikke kan bære
dette, faar rømme Landet ved Nat eller sværge sig fri.
Unge Mester har det paa sin egen Maade. Han er ikke med i Pigekommersen,
men naar Solen skinner rigtig varmt, sætter han sig uden for
Værkstedsvinduerne og lader den gennembage sin Ryg. „Aa det er dejligt,“
siger han og ryster sig, Pelle maa føle paa hans Skindtrøje hvilken Magt
Solen allerede har. — „Nu er det min Salighed Foraar!“
Inde paa Værkstedet fløjter og synger de til Hammerslagene; der er
Øjeblikke hvor det skumle Rum minder om en Fuglekræmmers Bod. „Nu er det
min Sandten da Foraar,“ siger Mester Andrés Gang paa Gang, „men
Foraarsbebuderen kommer nok ikke i Aar.“
„Maaske er han død,“ siger Lille Nikas.
„Garibaldi død? — han dør sku aldrig. Alle de Aar jeg kan huske, har han
set ud som nu og drukket lige tæt. Som det Menneske har drukket i sin
Tid — ih du Alstyrende! Men Mage til Skomager findes ikke i hele
Verden.“
En Morgen lidt efter Damperens Ankomst dukker en høj skarpskuldret Mand
ind ad Værkstedsdøren. Han er blaagraa paa Hænder og Ansigt af
Morgenkulden, Kinderne hænger lidt poset paa ham, men i Øjet brænder en
udødelig Gnist. „Morn’ Kamater!“ siger han og slaar flot ud med Haanden
„— naa hvordan lever vi? — Mester rask?“ Han danser ind over Gulvet med
Hatten klemt flad under den venstre Arm. Jakke og Bukser slaar Slask om
hans Krop, og fortæller at der intet er under; han har bare Ben i Skoene
og tykt Tørklæde om Halsen. Men Mage til Anstand og Føring har Pelle
aldrig set hos en Haandværker — Garibaldis blotte Stemme er som et
Anslag.
„Naa Søn,“ siger han og slaar Pelle let paa Skulderen — „kan du saa faa
den Pægl hentet? Men i en Ruf, for jeg er morderlig tøstig. Mester har
jo Kredit. Pst, vi tager en halv Pot, saa slipper du for at gaa to
Gange.“
Pelle sprang. Paa en halv Minut er han tilbage, Garibaldi kan sætte
Farten op i én — han har allerede faaet Forklæde for og er i Færd med at
tage et Skøn over Værkstedets Arbejde. Han tager Flasken fra Pelle,
slynger den bag over Skulderen og fanger den med den anden Haand, sætter
Neglen midt paa og drikker til. Saa viser han de andre — lige efter
Neglen, hva’?
„Det er flot drukket!“ siger Lille Nikas.
„Kan udføres i bælg ravende Mørke,“ Garibaldi fejer overlegent ud med
Haanden. — „Og Gamle Jeppe lever? — rask Mand!“
Mester Andrés banker i Væggen. „Han er jo kommet — han er jo derude,“
siger han med opspærrede Øjne. Lidt efter er han i Tøjet og ude paa
Værkstedet, han snakker oprømt op; men Garibaldi bliver i sin Værdighed
— han er morgenrusten endnu.
Der er kommet noget febrilsk over dem alle, en Ængstelse for ikke at faa
alting med. Den daglige Graahed er gledet af Faget, hver spænder sine
Ævner. Garibaldi kommer fra den store Verden med al Vandrelivets
Æventyrlighed hængende i sine tynde Klæder. „Bare han snart vilde
begynde at fortælle,“ hvisker Pelle til Jens og kan ikke sidde rolig. De
hænger spejdende ved hans Læber, tier han saa er det ud fra en højere
Vilje. Selv Mester gaar ham ikke paa Klingen men bøjer sig for hans
Ordknaphed — og Lille Nikas finder sig i at blive behandlet som
Læredreng.
Garibaldi hæver Hovedet. „Naa man er vel ikke kommet for at sidde og
hænge,“ udbryder han muntert. „Godt at bestille Mester?“
„Meget er her ikke, men til dig har vi altid Arbejde,“ svarer Mester
Andrés. „Vi har forresten Bestilling paa et Par Brudesko — hvide
Atlaskes med gul Opstikning; men vi har ikke været glade ved at gaa i
Lag med dem.“ Han skeler til Lille Nikas.
„Ikke gul Opstikning til hvid Atlask Mester — hvid Silke naturligvis, og
hvidt Snit!“
„Er det Brugen i Paris nu?“ spørger Mester Andrés livligt.
Garibaldi trækker paa Skuldrene: „Lad os ikke bryde os om Paris Mester
Andrés, vi har hverken Lær eller Redskab til at lave Parisersko — og
heller ikke Bentøj til at putte i dem.“
„Det var som Pokker — er de saa fikse?“
„Fikse hva’behar! jeg kan holde en velvoksen Pariserindes Fod i min hule
Haand. Og naar de gaar — de rører Gud hjælpe mig ikke ved Stenbroen! En
Parisertøs kan man lave Skotøj til af Flødeskum — og det holder! Men giv
hende et Par almindelige danske Frøkengagakker paa, hun vil springe i
Kanalen lige med det straks!“
„Det var Satans!“ Mester røg til at skære Lær ud. „Det var Helvedes!“
Saa let var endnu aldrig noget Menneske gaaet ind i noget; Garibaldi
trækker en Trebén hen til Disken — og er i fuld Gang. Ingen Roden rundt
efter Værktøj, Haanden gaar lige der hen hvor Tingen ligger, som gik der
usynlige Veje mellem dem. Disse Hænder besørger det hele selv,
stilfærdigt, i bløde Sving, mens Øjnene er alle andre Steder: ude i
Haven, ved Drengenes Arbejde, ved Unge Mester. For Pelle og de andre der
skal se en Ting an fra ti forskellige Sider er dette simpelt hen
vidunderligt. — Og før de faar set sig om, har Garibaldi lavet alting
til og sidder og kigger langt efter Mester, der naadler selv i Dag.
Saa kommer Jeppe kilende, gnaven over at ingen har meldt Garibaldis
Ankomst. „Da’ Mester — da’ Oldermand!“ siger Garibaldi og rejser sig og
bukker.
„Ja,“ siger Jeppe selvbevidst: „hvis der endnu var Oldermand til, saa
blev det vel mig. Men det er skidt med Haandværket i vore Dage; Respekt
er der ingen, og hvor skulde den heller komme fra — naar man ikke
forstaar at respektere sig selv.“
„Den var nok til Unge Mester hvabehar?“ siger Garibaldi og ler. „Men
Tiderne er andre Mester Jeppe, nu skær den ikke med Spanderem og Respekt
længer — det var dengang det. Begynde Klokken syv og Fyraften Klokken
seks — færdig! Saadan staar den i Storbyerne nu.“
„Det er vel dette her Sjosjalisme?“ siger Jeppe haanligt.
„Jeg er ligeglad hvad det er — for Garibaldi begynder og holder op naar
han vil! Og vil han have mere for sit Arbejde — værsgod! Og hvis ikke —
saa farvel Mester! Der er Tøser nok som Drengen sagde da han ingen Mad
fik.“
De andre faar ikke stort bestilt, de har nok med at følge hans
Arbejdsmaade. Han har tømt Flasken og faaet Tungen paa Gled, Unge Mester
forstaar at fritte, og Garibaldi fortæller stort, med talrige Fagter.
Ikke engang Hænderne er støtte ved Arbejdet, alligevel skrider det
hurtigt fremad, skønt som en Aabenbaring — det er som Værket føder sig
selv. Han har sin Opmærksomhed ved deres Arbejde, griber bestandig til i
rette Tid, retter paa deres Haandelag og gør det afgørende Snit der
giver Svange og Hæl Skønhed. Det er som han føler det paa sig, naar de
foretager sig noget galt — hans Aand er alle Vegne. „Se saadan bærer man
sig ad i Paris,“ siger han — „dette her er Nürnberger-Façon.“ Han taler
om Wien og Grækenland saa selvfølgeligt, som laa de henne under Skipper
Ellebyes Trær. I Athen er han oppe og stikker Grækerkongen paa Næven,
for i Udlandet skal Landsmænd altid holde sammen. — „Naa han var
forresten meget flink, men han havde allerede spist Frokost. For øvrigt
skidt Land at vandre i, for der er ingen Skomagere. Nej saa Italien, dér
er der Skomagere men intet Arbejde — saa kan man rolig dangdere den og
slaa sin Fægt fra Sted til Sted. De kommer ikke som disse emsige Tyskere
hvergang man ber om en Geskænk, og siger — Værsgod De kan faa Arbejde.
Og det er varmt nok til at sove paa den bare Jord. Vin flyder der i alle
Rendestene, men for Resten er det noget Sprøjt.“ — Garibaldi letter den
tomme Flaske højt i Vejret og kigger den forundret under Bunden; Unge
Mester blinker til Pelle som suser i Firspring efter en halv Pot.
I Pelles Øren koger det hede Blod. Ud, ud, han maa ud og vandre ligesom
Garibaldi, gemme sig i Vinmarkerne for Gensdarmerne, og stjæle Skinken
fra Skorstenen mens Folkene er paa Marken. Der er kommet Aand i ham og
de andre, Fagets Aand; Værktøj og Lær mødes kælent med Fingrene, naar
man griber det, hver Ting har sin inderlige Lød som fortæller noget. Alt
det støvede og gammelkendte er strøget af Værkstedet, paa Hylderne staar
Tingene og lyser Interesse ud, der er sat tindrende Liv op i den
kedeligste Ting.
Verden stiger frem som en lysgraa Undren, gennemtrukket med endeløse
Landeveje med dybt hvidt Støv, og Garibaldi gennemvandrer dem alle. Han
har solgt sin Vandrebog til en Kammerat for et Stykke Mad og er uden
Papirer, tyske Gensdarmer holder Klapjagt paa ham, Garibaldi kryber paa
Knær og Hænder i Vinmarkerne 14 Dage og faar ikke andet end Druer og en
styrtende Kolerine. Tilsidst er hans Tøj saa levende at han ikke selv
behøver røre sig; han ligger ganske rolig og lader sig transportere af
Sted og kommer til en lille By. „Herberg?“ spørger Garibaldi. Ja der er
Herberg. Saa laver han en Historie om Plyndring, de skikkelige Folk
putter ham i Seng og fyrer i for at tørre hans Tøj. Garibaldi snorker og
skubber Stolen nærmere til Kakkelovnen, snorker og skubber den lidt
endnu, og da Tøjet staar i lys Lue brøler han op, skælder og græder og
er utrøstelig. Saa faar Garibaldi nyt rent Tøj og ny Papirer og er igen
paa Landevejen, Fægt’en begynder forfra, Bjærge dukker frem og glider
bagud, store Byer dukker frem, Byer ved brede Floder. Der er Byer, hvor
den vandrende Svend ikke maa faa Penge men _skal_ arbejde — forbandede
Byer, og tyske Herberger hvor man behandles som Tugthusfanger, affører
sig alt Tøjet i en lang Gang, Skjorten med; den gaas efter af et Par
Mand og det hele tages i Forvaring. 30-40 nøgne Mænd slippes én for én
ind paa den store Sovesal.
Paris — det er som Blærer sprang i ens Øre! Garibaldi har arbejdet der
to Aar, tyve Gange har han været der paa Gennemfart. Paris det er
Alverdens Pragt bunket sammen, og Alverdens fornuftige Indretninger sat
paa Hovedet. Herhjemme vil ingen hæderlig Mester lave „Topgaleasens“
slubrende Fjedersko, hun gaar med nedtraadte Kapper, og naar det er
rigtig sløjt med Søfarten gaar hun med Træsko. Dernede er der
Fruentimmer som kan gaa med Sko til 500 Frank Parret, de fører sig som
Dronninger, tjener en Million om Aaret og er dog ikke andet end Skøger.
En Million! — hvis nogen anden end Garibaldi fortalte det, fik han alle
Læsterne i Hovedet.
Pelle hører ikke hvad Mester siger til ham, Jens faar travlt med Beget —
han har snittet i Overlæret paa sine Forsaalinger. De er utilregnelige,
besatte af dette vidunderlige Væsen, der bliver ved at hælde Brændevin
paa sig og omsætter den forbandede Drik i Alverdens brogede Kreds og et
Arbejde der er som Vidunderet selv.
Rygtet har allerede bredt sig, og de kommer rendende for at se Garibaldi
og kanske tillade sig at stikke ham paa Næven. Klavsen skal laane
Pløkker; og Marker sætter al Skam til Side og møder selv for at laane de
største Mandslæster. Gamle Lappeskomager Drejer staar beskedent henne i
en Krog og siger ja, ja til de andres Tale. Garibaldi har stukket ham
paa Næven, og nu kan han gaa hjem til sin skumle Biks og det snavsede
Fodtøj, og sin Gammelmands Ensomhed. Fagets Genius har rørt ved ham og
kastet Lys over hans fattige Lappearbejde for Resten af hans Dage — han
har vekslet Haandtryk med den Mand, der syede Korkstøvlerne til selve
Tysklands Kejser, da han drog ud og slog Franskmændene. Gale Anker er
ogsaa med men kommer ikke ind — han er sky for fremmede. Han gaar ude i
Gaarden, frem og tilbage foran Værkstedsvinduerne og skeler ind.
Garibaldi sætter Fingeren paa Panden og nikker, Anker sætter ogsaa
Fingeren paa Panden og nikker igen; han skutter sig i indvendig Latter
over en god Spøg, og render sin Vej som et Barn der maa afsted — hen i
en Krog og nyde sin Glæde.
Bager Jørgen staar bøjet med Hænderne paa Laarene og aaben Mund. „Ih nu
har jeg da!“ udbryder han ind imellem — „ih du Fredsens!“ Han ser den
hvide Silke løbe gennem Saalen og lægge sig som sølvglinsende Perler,
Perle ved Perle langs Randen. Garibaldis Arme flyver ud, han rammer
Bageren paa Laaret. „Staar jeg i Vejen?“ spørger Gamle Jørgen. — „Nej
bevares, bliv De kun staaende.“ Saa flyver Armene ud igen, Sylknappen
rammer Bageren med et Smæld. „Jeg staar vist i Vejen,“ siger Jørgen igen
og rokker lidt paa sig. — „Paa ingen Maade,“ svarer Garibaldi og lader
Stinget løbe til. Saa trækker han ud igen, denne Gang vender han
Sylspidsen til. „Nu kan jeg forladiet mærke, jeg staar i Vejen,“ siger
Bageren og gnider sig bagpaa. — „Aldeles ikke,“ svarer Garibaldi
belevent og gør en indbydende Haandbevægelse — „vil Jørgen Kofod ikke
—?“ „Nej tak, nej tak.“ Gamle Jørgen ømmer sig med et tvungent Smil og
humper ned af Forhøjningen.
Ellers lader Garibaldi dem komme og glo og gaa igen som de vil. Hvad
rager det ham, at han er et stort og mærkeligt Væsen; han sætter ugenert
Brændevinsflasken for Munden, og drikker saa længe han har Tørst. Han
sidder og leger tankeløst med Lær og Kniv og Silke, som havde han siddet
her paa Trebenen hele sit Liv og ikke var dumpet ned fra Maanen for faa
Timer siden. Og midt paa Eftermiddagen staar det uforligneligste
Resultat der: et Par dejlige Atlaskes Sko, slanke som Oksetunger,
blændende i deres hvide Glans som var de traadt lige ud af Æventyret og
ventede paa Prinsessens Fod.
„Se paa dem for Satan,“ siger Mester og rækker Arbejdet til Lille Nikas
som lader det gaa videre ned efter. Garibaldi slaar med det tætklippede
graasprængte Hoved:
„I behøver ikke fortælle hvem der har lavet dem — for det kan enhver se.
For nu siger vi, at Skoene her gaar til Jylland og slides op og vandrer
paa Møddingen. En Dag om nogle Aar gaar der en Grødæder og pløjer; der
kommer en Stump Gelæng frem, og en vandrende Gesell som sitter paa
Grøftekanten og gnaver sin Fesperkost, rager det til sig med sin Kæp.
Det Gelæng — si’er han — det har Kraft ede mig sat paa en Sko som
Garibaldi har lavet — si’er han — den Unde kraft stejle mig har det saa!
Saa maa den Gesell være fra Nürnberg a’, eller Hamburg eller Paris —
ligemeget forstaar I. Eller er det Løgn Mester?“
Nej Mester Andrés kan bedyre at det ingen Løgn er, han som fra Barn har
levet med Garibaldi paa Landeveje og i Storbyer, fulgt ham med sit halte
Ben saa hæftigt, at han husker Garibaldis Bedrifter bedre end denne
selv. „Men nu skulde du blive her,“ siger han overtalende. „Saa slaar vi
Forretningen op — vi faar alt det fine Arbejde fra hele Øen!“ Garibaldi
har ikke noget imod det, han er træt af at rakke rundt.
Klavsen vil gærne være med i Kompagniet, der arbejder noget i alles
Øjne, en Drøm om at rejse Faget endnu en Gang og slaa det stort ud,
kanske konkurrere med dem i selve Hovedstaden. „Hvormange Medaljer
ligger der nu efter dig?“ siger Jeppe, der staar og holder et stort
indrammet Diplom i Haanden. Garibaldi trækker paa Skuldrene. „Ved det
ikke Oldermand — man bliver gammel og usikker paa Haanden. Men hvad er
det, har Mester Jeppe faaet Sølvmedalje?“
Jeppe ler: „Ja takket være en Landstryger som hedder Garibaldi. Han var
her for fire Aar siden og skaffede mig Sølvmedalje.“ — Naa — det har
Garibaldi glemt! der ligger Medaljer strøt overalt hvor han har
færdedes. „Ja der sidder de rundt om et Hundrede Mestre og praler hver
af sin Udmærkelse. Første Klasses Værksted, her kan De selv se —
Sølvmedalje. Men den der gjorde Arbejdet han fik sin Dagløn og en
Ekstrapægl, og saa — færdig Garibaldi! Hvad har man for det Mester
Jeppe? der er Trær nok man kan skifte bag — men Skjorten Mester?“ Der
falder et Øjeblik Tristhed over ham. „Lorain i Paris gav mig 200 Frank
for den Guldmedalje jeg skaffede ham; men ellers hed det altid: kig
engang i min Vestelomme! — eller: jeg har et Par gamle Bukser til dig
Garibaldi! Men nu er det Slut med det forstaar I, Garibaldi bærer ikke
længer Vand til Storborgernes Mølle — for nu er han Sjosjalist!“ Han
slog i Disken saa Glasskaarene sprang. „Det sidste var Frantz i Køln —
Herrestøvler med Korkbund. Han var fedtet var han, og saa blev Garibaldi
gnaven. Jeg er bange for dette her ikke bliver til nogen Medalje Mester,
si’er jeg — der er for megen Uro i Luften. Saa bød han op og bød op igen
— det bli’r fan ikke til nogen Medalje si’er jeg bare. Til sidst sender
han Madammen ud med Kaffe og Wienerbrød — hun skulde plastre paa det
forstaar sig; og det var ellers en Dame som kørte med Lakaj paa Bukken.
Men man var nu engang gal i Hovedet! Naa hæderlig Omtale blev det jo —
for Madammens Skyld altsaa.“
„Havde han mange Svende?“ spørger Jeppe.
„Aa en 30-40 Stykker vel!“
„Saa maa der dog have været noget ved ham.“ Jeppe taler irettesættende.
„Noget ved ham — ja han var en Sjuft altsaa. Hvad rager det mig, at han
har mange Svende — jeg skal jo ikke snyde dem paa Arbejdslønnen.“
Nu er Garibaldi gnaven, han krænger Forklædet af sig, sætter Hatten paa
tre Haar og gaar i Byen.
„Nu skal han ud og finde sig en Kærest,“ siger Unge Mester „— han har en
Kærest i hver By!“
Ved Ottetiden kommer han sejlende ind paa Værkstedet. „Hvad, sidder I
dér endnu?“ siger han til Drengene. „Andre Steder i Verden er det
Fyraften for to Timer siden. Hvad er I for Slavekarle, sidde her og
tygge Drøv i fjorten Timer. Lav Strejke for Pokker!“
De ser dumt til hinanden. Strejke — hvad er det?
Saa kommer Unge Mester. „Nu skulde det gøre godt med en lille én paa
Øjet,“ siger Garibaldi.
„Der er redt til dig paa Tilskærekamret,“ svarer Mester. Men Garibaldi
ruller sin Trøje sammen under Hovedet og lægger sig paa Forhøjningen.
„Hvis jeg snorker, saa træk mig bare i Næsen,“ siger han til Pelle og
falder i Søvn.
Næste Dag bunder han to Par Kidskinds med gul Opstikning — det er tre
Dages Arbejde for Lille Nikas. Mester Andrés har alle Planer i Orden,
Garibaldi skal være Parthaver — „vi slaar et Fag Bindingsværk ud og faar
en stor Butiksrude i!“ Garibaldi er med — man trænger til at falde til
Ro engang. „Men vi maa ikke slaa for stort paa,“ siger han — „dette her
er jo ikke Paris.“ Han drikker lidt mere og snakker ikke stort; Øjnene
søger ud mod de drivende Skyr.
Og tredje Dag begynder han at vise sine Færdigheder. Han gør ikke meget
ved Arbejdet men slaar en svær Stok over ved et Svip i Luften, og hopper
gennem en Stok som han holder i begge Hænder. „Man trænger til Motion,“
siger han urolig. Han anbringer en Pløk balancerende paa Hammerbanen og
slaar den i et Hul i Saalen.
Og pludselig smider han Arbejdet. „Laan mig ti Kroner Mester,“ siger
han, „jeg maa ud og købe mig lidt ordenligt Tøj. Nu er man sat Mand og
Parthaver i Geschäften, man kan ikke gaa her og se ud som et Svin.“
„Det er bedst, De gør det færdigt,“ siger Mester stille og lægger
Garibaldis Arbejde hen til Lille Nikas. „Ham ser vi ikke mere!“
Pelle lytter — det sidste er næsten mærkeligst af alt. Det var da
Æventyret: gaa ud i den lille By i den skikkelige Hensigt at købe noget
— og saa gribes og hvirvles ud i Verden paa maa og faa, langt ud. „Nu er
han maaske allerede paa Vej til Tyskland med en Skipper,“ siger Mester.
„Men han har jo ikke sagt Farvel engang!“ — Mester trækker blot paa
Skuldrene.
Det var som et Stjærneskud! Men for Pelle og de andre betød det meget
nyt, de lærte mere paa de tre Dage end i hele Læretiden. Og de kom til
at se lyst paa Faget; det var dog ikke Ravnekrogssysler, med Garibaldi
svang det sig for dem omkring hele den vidunderlige Jord. I Pelle
brændte Blodet af Vandrelyst; han vidste nu hvad han vilde. Blive dygtig
som Garibaldi — Geniet selv — og trampe ind i de store Stæder med Stok
og Ransel som en Fanfare.
I dem alle sad Sporene efter hans flygtige Besøg. De havde sprængt noget
i sig med et Ryk — faaet friere dristigere Haandelag; og de havde set
Faget stort, som en Art kunstnerisk Dyrkelse drage sig forbi. Tonerne af
store Fugles Flugt hang længe over det lille Værksted med dets retskafne
Borgerlighed.
Dette friske Luftsug om Ørerne det var selve Fagets Aand der drog hen
over deres Hoved — baaret af sine to vældige Vinger: Geni og Subjekt.
Men en Ting blev tilbage i Pelle som en meningsløs Brokke — Ordet
Strejke hvad betød det?