„Ja hvad er’et de vil da? — for Frimurere er de jo ikke. Det hedder sig
at de stikker Hovedet frem igen derovre nu.“
„Æh, det er noget der kommer og gaar med Arbejdsløsheden vel,“ sagde
Jeppe. „Noget skal Folk jo tage sig til. Der kom en Søn af Sejlmagerens
hjem i Fjor Vinter — han var det nok i Smug. Men Forældrene har aldrig
villet vedgaa det, og han selv var jo klog nok til at tage Næsen til sig
igen.“
„Var han min Søn, skulde han faaet sig et Maal fuldt Prygl,“ sagde
Jørgen.
„Mon det ikke skulde være saadanne, der bereder sig paa Tusendaarsriget
— dem har vi jo enkelte af her ogsaa?“ sagde Bjerregrav spagfærdigt.
„Mener du de stakkels Skrog der tror paa Urmageren med hans ny Tid? Ja
det kan sku godt være,“ sagde Jeppe haanligt. „Men jeg har hørt at der
skal være saa meget ondt i dem. Snarere er det vel Antikrist, som
Skriften ogsaa forjætter om.“
„Jamen hvad vil de da?“ spurgte Jørgen — „hvad gaar deres Galskab ud
paa?“
„Hvad de vil,“ Træbene-Larsen tog sig sammen. „Jeg har været sammen med
ikke saa faa af de Folk ovre — saa vidt jeg kan forstaa, vil de have
Retten til at lave Penge taget fra Kronen og givet til hvermand. Og det
hele vil de have omstyrtet, det er sikkert nok.“
„Naa,“ sagde Mester Andrés, „det de vil er vist godt nok — men de naar
det bare aldrig. Jeg kender jo ogsaa lidt til dem gennem Garibaldi.“
„Men hvad vil de da, naar de ikke vil omstyrte Verden?“
„Hvad de vil? — ja hvad vil de — at alle skal have lige meget vel?“
Mester Andrés var usikker.
„Saa skulde Skibsdrengen have lige saa meget som Kaptejnen, nej for
Bølen da ogsaa!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.
„Kongen vil de nu ogsaa have væk,“ sagde Træbene-Larsen ivrigt.
„Hvem Satan skal saa regere os — saa kom Tysken nok springende med det
samme! — Det er ligevel det værste — at danske Folk kan ville overgive
deres eget Land til Fi-enden! Jeg undres paa hvorfor man ikke skyder dem
ned uden Lov og Dom! Her paa Bornholm vinder de nu aldrig Indpas.“
„Det er ikke godt at vide!“ Unge Mester lo.
„Nej saa Satan — vi vil staa paa Stranden og fyre paa dem! De skal
aldrig slippe levende i Land!“
„Og saa er det vel fattigt Rak det hele,“ sagde Jeppe. „Jeg gad vidst,
om der findes én ordenlig Borger imellem.“
„Det er vel altid de Fattige der ynkes over Elendigheden,“ sagde
Bjerregrav — „derfor er der heller ingen Ende paa den.“
Bager Jørgen var den eneste der havde noget at bestille — det skulde gaa
haardt til naar Folk lod være med at købe Rugbrød. Han havde snarest
mere end ellers; jo mere Folk knappede af paa Kød og Paalæg — des mere
Brød aad de. Ofte laante han Jeppes Drenge over til at hjælpe til med
Dejgæltningen.
Men i Humør var han ikke. Der stod et bestandigt Styr for aabne Døre med
Søren, som ikke vilde tage ved sin unge ferme Kone. Gamle Jørgen havde
med egne Hænder taget ham og lagt ham ind til hende, men Søren græd sig
fra det hele og rystede som en nyfødt Kalv.
„Kan han være forgjort mon?“ spurgte den gamle Mester Andrés. „Ung og
smuk er hun, der er ikke den Ting at udsætte paa hende — og vi har
fodret ham med Æg hele Vinteren. Der maa hun gaa og hænge med Hovedet og
faar ikke sin Besøgelse. Marie, Søren — raaber jeg for at sætte Liv i
dem — han skal være lige saadan en Dævl som jeg har været, hører I det!
Hun ler og bliver rød, men Søren gemmer sig bare hen. Rigtig Synd er
det, saa nydelig hun er i hver en Henseende — det skulde ikke været i
éns unge Dage du!“
„Farbror Jørgen er jo ung endnu!“ lo Mester Andrés.
„Ja det er snart ikke frit for — saadan som man maa gaa og se stor Uret
blive begaaet for ens Øjne. For ser du Andrés, har jeg end været en Gris
paa adskillige Omraader — en glad Svend har jeg ogsaa været; Folk holdt
altid af at være paa Skib sammen med mig. Og Kræfter har jeg haft baade
til en Svir, en Tøs og en haard Tørn i daarligt Vejr. Det har slet ikke
været ilde det Liv jeg har ført — jeg kunde godt lide at se det levet om
igen. Men Søren hvad er han — en forvildet Dødsskid som ikke kan finde
ind igen. — Hvis du vilde prøve at snakke for ham — du har jo Magt over
ham.“
„Jeg skal gærne forsøge det.“
„Tak — men hør jeg skylder dig vist nogle Penge.“ Jørgen tog ti Kroner
frem og lagde paa Bordet idet han gik.
„Pelle din Halvsatan, kan du springe et Ærende for mig!“ Unge Mester
hinkede ind paa Tilskærekamret med Pelle i Hælene.
Hundrede Gange vel var Mester ude i Gadedøren men fór straks ind igen —
han kunde ikke døje Kulden. I hans Blik drømte andre Lande med mildere
Vejr, han talte meget om sine to Brødre, hvoraf den ene var bortkommet
ovre i Sydamerika — myrdet vel. Men den anden var i Avstralien og
vogtede Faar; han tjente mere paa det end Byfogden havde i Løn — og var
den dygtigste Bokser viden om. Saa snoede Mester de blodløse Hænder om
hinanden og lod dem falde knyttet paa Ryggen af Pelle. „Det er
Boksning,“ sagde han stort — „Bror Martin kan slaa en Mand fordærvet med
ét Slag. Han faar Betaling for’et — føj for Pokker!“ Det gøs i Mester.
Broderen havde flere Gange tilbudt at sende Billet — men det satans Ben.
„Vil du sige mig, hvordan jeg skulde begaa mig derovre — vil du Pelle!“
Pelle maatte daglig hente Bøger fra Lejebiblioteket, og lærte snart
hvilke Forfattere der var de spændende. Han prøvede ogsaa selv at læse
men kunde ikke komme til Ende med det; det var morsommere at staa og
fryse ved Skøjtebanen, og se paa at de andre jog over Isen. Men gennem
Morten opspurgte han spændende Bøger og bragte Mester dem, saaledes „Den
flyvende Hollænder“. — „Det er et Digterværk — ih du Alstyrende!“ sagde
Mester og genfortalte Indholdet for Bjerregrav, der tog det hele for
Virkelighed.
„Du skulde haft Del i den store Verden du Andrés — jeg for min Part er
nok bedst tjent med at blive herhjemme omkring. Men det er dig forment —
dermedsaa!“
„Store Verden —!“ Mester blæste. Siden han ikke kunde faa Del i den, var
den ham ikke stor nok. „Hvis jeg skulde ud, vilde jeg søge Nedgangen til
det indvendige af Jorden — paa Island skal der findes saadanne Nedgange.
Sjov kunde det ogsaa være at komme en Tur til Maanen; men det bliver vel
en evig Løgn.“
Lidt ind i det nye Aar kom Gale Anker og dikterede Mester Frierbrevet
til Kongens ældste Datter. „I Aar maa han vel svare,“ sagde han
grublende. „Tiden gaar, og Lykken svinder uden at mange faar Del i den —
der er stort Behov for den ny Tid.“
„Det er der,“ svarede Mester Andrés. „Men skulde galt være at Kongen
ikke vil, saa er Anker vel Mand for at udrette det alene.“
Sløjt var det, og midt i det aller sløjeste gik Skomager Bohn hen og
etablerede sig med Butik paa Torvet. Han havde været et Aar ovre og lært
moderne Humbug, der stod kun ét Par Støvler i hans Butiksvindu, og det
var hans egne Søndagsstøvler. Hver Mandag blev de pudset op og stillet
derud igen — for dog at syne efter noget. Naar han selv var i Butiken og
talte med Folk, sad hans Kone inde bagved og bankede paa en Støvle, for
at det skulde lyde som han havde Mandskab paa Værkstedet.
Men ved Fastelavn kom der Arbejde til Jeppes. Mester Andrés kom en Dag
helt oprømt hjem fra Ølhansens Kælder, han havde gjort Bekendtskab med
nogle Skuespillere ved et Selskab der lige var ankommet. „Det var Folk
det!“ sagde han og tog sig til Kinderne. „De rejser bestandig fra Sted
til Sted og optræder — de faar set Verden!“ Han kunde ikke sidde rolig.
Næste Formiddag kom de tumlende og fyldte Værkstedet med øredøvende
Mudder. „Saaler og Bagflikker!“ — „Bagsaaler som ikke flækker!“ — „Lidt
Hæleri og to paa Snuden!“ Saadan blev de ved, de trak Fodtøj i lange
Baner frem under Slængkappen eller hentede det op af bundløse Lommer —
og hev det i Bunke paa Forhøjningen hver med sin grinagtige Sætning.
Skotøj kaldte de „Undersaatter“, de krængte og endevendte hvert Ord og
lod det flyve som en Bold fra Mund til Mund, til der ikke var Fornuft
skabt i det.
Drengene glemte alt og gav sig hen i Latteren, Unge Mester spillede af
Vid — han stak ikke op for nogen. Nu saas det, at det ikke var Løgn og
Pral med den Lykke han gjorde hos Damerne. Den unge Skuespillerinde med
Haar som lyseste Hør havde ikke Øjnene fra ham, skønt hun nok førte alle
de andre i Baand; hun gjorde Tegn til de andre, at de skulde se Mesters
store prægtige Overskæg. Mester havde glemt sit daarlige Ben og smidt
Stokken, han laa paa Knæ og tog Maal af hende til langskaftede Støvler
med Lakkraver og Harmonikalæg paa Skafterne. Hun havde Hul paa
Strømpehælen, men det lo hun af; en af Skuespillerne sagde: Spejlæg! og
saa lo de stormende.
Gamle Jeppe kom farende ud, tilkaldt af Lystigheden. Den lyse kaldte ham
Bedstefar og vilde danse med ham, og Jeppe glemte Værdigheden og lo med.
„Ja her søger de til, naar de skal have noget der duer,“ sagde han
stolt. „Jeg har ogsaa staaet min Lære ud i Kongens København og løbet
med Fodtøj til mere end en Komediant. Vi havde hele Teatret at sy for;
Jomfru Pätges som siden kom saa godt efter det, fik sine første Dansesko
hos os.“
„Det var Mennesker det!“ sagde Mester Andrés da de brusede bort „— for
Satan det var da for en Gangs Skyld Mennesker.“ Jeppe kunde ikke
begribe, at de havde fundet herhen, og Mester Andrés oplyste ikke at han
havde været paa Beværtning. „Mon det skulde være Jomfru Pätges som har
vist dem til mig?“ sagde han og stirrede fjærnt ud. „Hun maa saa have
holdt Rede paa mig paa en eller anden Maade.“
Der ruttedes med Fribilletter, Unge Mester var i Teatret hver Aften.
Pelle fik en Galleribillet hvergang han afleverede et Par Fodtøj. Han
skulde ikke sige noget, men Prisen stod tydelig med Kridt under Bunden.
„Fik du Penge?“ spurgte Mester spændt, han stod helt ude paa
Trappestenen og ventede. Nej Pelle skulde hilse og sige, at de selv kom
og afgjorde det. „Naa ja, den Slags de er gode nok,“ sagde Mester.
En Dag midt i det kom Lasse stampende ind paa Værkstedet, rigtig
storbondeagtig med Pelskrave op over Ørerne. Han holdt udenfor med en
Sæk Kartofler; det var en Skænk til Mesters, fordi Pøjke kom saa vel
efter sine Ting. Pelle fik fri og kørte med ud, hvert Øjeblik skottede
han til Faderens Pelskrave. Endelig kunde han ikke dy sig længer men
lettede undersøgende paa den. Han lod den skuffet falde igen.
„Naa ja den — nej den er bare hægtet paa Kørekappen! det tager sig jo
altid ud efter lidt, og den er god om Ørerne. Saa du troede jeg kom
anstigende i rigtig skindforet Pels? Nej det er der ikke Raad til endnu,
men det kommer! Og jeg kan nævne dig mangen Storbonde, som ikke har
andet end dette her!“
Ja ja, lidt skuffet var Pelle nu. Men han maatte vedgaa, at det ikke var
til at se Forskel paa Kappen her og en rigtig Bjørneskindspels. „Gaar
det ellers godt?“ spurgte han.
„Aa ja — nu for Tiden slaar jeg Skærver. Jeg skal slaa tyve Favne for at
kunne svare enhver sit paa Fandens Geburtsdag. Naar vi bare maa beholde
Kræfter og Helsen, Karna og jeg —.“
De kørte hen i Købmandsgaarden og fik Hestene sat ind. Pelle syntes
ikke, Købmandsfolkene sprang saa ivrigt for Lasse som for de rigtige
Bønder; men Lasse selv var nok saa kry. Han stampede lige ind i
Købmandens Kontor lige som de andre, stoppede sin Pibe af Tønden og
skænkede sig en Snaps. Der stod Luft om ham som han gik til og fra
Vognen med opknappet Kappe; han traadte saa fast i Brostenene, som havde
han Hartkorn i Støvlesaalerne han ogsaa.
Saa gik de ud til Dues, Lasse var nysgærrig efter at se hvordan de havde
det. „Det er jo ikke saa let naar den ene Part møder med Tilgift paa
Kærligheden.“
Pelle satte ham ind i hvordan det forholdt sig. „Sig til Kalles at de
tager lille Marie til sig igen. Anna mishandler hende. De er ellers
kommet godt efter det; nu vil de til at købe Heste og Vogn og selv drive
Vognmandskørsel.“
„Det er vel hende det? Ja den kommer sagtens frem der ikke har noget
Hjærte.“ Lasse sukkede.
„Du Far,“ sagde Pelle pludselig, „her er Teater nu — og jeg kender alle
Skuespillerne. Jeg løber med Fodtøj til dem, og de giver mig Billetter
hver Aften. Jeg har set det hele du!“
„Da er det vel Løgn?“ Lasse maatte stanse for at forske Drengens Udtryk.
„Saa du har været paa rigtigt Teater du? Ja fan takke dem der bor i
Staden, om de er klogere end vi Bønder — de faar jo Del i alting!“
„Vil du med i Aften da? jeg kan skaffe Billet.“
Lasse kløede sig. Lyst manglede han ikke — men; dette var jo noget helt
usædvanligt. Det blev ordnet saadan, at han kunde ligge hos Dues om
Natten, og om Aftenen gik de to til Teatret. „Er det her?“ spurgte Lasse
forundret, da de kom til et mægtigt Pakhus hvor der stod mange Folk. Men
indvendig var der fint, de sad helt bag oppe som paa en Bakkekant og saa
ned over det hele. Langt nede foran sad nogle Damer, som var nøgne paa
saa meget Lasse kunde se. „Det er vel de optrædende det?“ spurgte han.
Pelle lo: „Nej det er jo Byens fineste Damer, Doktorfruen og
Borgmesterens, Inspektørens — og dem.“
„Ak og de er saa fine, at de ikke engang har Tøj at tage paa!“ udbrød
Lasse — „det kalder vi nu Fattigdom hos os. Men hvor er saa de som
agerer?“
„De er inde bag Tæppet dér!“
„Har det ikke begyndt endnu da?“
„Nej det kan du vel vide — Tæppet skal da op først!“
Der var et Hul i Tæppet, en Finger kom frem og gav sig til at rode rundt
ind mod Tilskuerne; Lasse lo. „Fan til Komedie!“ sagde han og slog sig
paa Laarene da det gentog sig.
„Det har ikke begyndt endnu,“ sagde Pelle blot.
Naa ja, saa tog Lasse sit Humør til sig.
Men saa gav Lysekronen sig pludselig til at løbe op i det store Hul i
Loftet; deroppe laa nogle Drenge paa Knæ og pustede Lamperne ud. Og
Tæppet gik op for en stor lys Sal; derinde færdedes mange vakre unge
Piger i de forunderligste Dragter — og de talte! Lasse var helt
forbavset over, at han kunde forstaa hvad de sagde, saa sælsomt fremmed
saa det hele ud; det var jo som et Kik ind i Drømmeland. Men helt for
sig selv sad der en og spandt, og hun var den vakreste af dem alle.
„Det er nok en fin Dame det,“ sagde Lasse.
Men Pelle hviskede, at det var en fattig Skovpige, som Slotsherren havde
røvet og vilde tvinge til at være hans Elskede. Naa — alle de andre
gjorde farlig Stads ad hende, redte hendes Guldhaar og laa paa Knæ for
hende; men hun saa bare ulykkelig ud. Og stundom blev det hende for
trist, saa aabnede hun de vakre Læber og lod sit Hjærtesaar bløde ud i
en Sang, der fik Lasse til at hente dybt efter Vejret.
Saa kom en stor Mand med vældig rødt Skæg stampende ind, Lasse syntes
han var klædt som en der kommer lige fra Fastelavnsridt.
„Det er ham som fik de fine Støvler hos os,“ hviskede Pelle —
„Slotsherren som vil forføre hende.“
„Fy fan — han ser fæl ud!“ sagde Lasse og spyttede. „Saa var
Stengaardsbonden da et rent Guds Barn.“ Pelle tyssede.
Slotsherren jog alle de andre Kvinder ud, saa gik han frem og tilbage
med Stormskridt, skulede hen mod Skovpigen og vendte det hvide ud af
Øjnene. „Naa har du bestemt dig?“ brølede han og tog Vejr ind som en gal
Tyr. Og pludselig sprang han løs paa hende for at tage hende med Vold.
Men Skovpigen stod der rank, med en blinkende Dolk i Haanden. „Ha, rør
mig ikke,“ skreg hun — „eller ved den levende Gud jeg støder denne Dolk
i mit Hjærte. Du tror du kan købe min Uskyld fordi jeg er fattig; men
Fattigmands Ære købes ej for Guld.“
„Da var det et sandt Ord,“ sagde Lasse højt.
Men Slotsherren lo træsk og trak i sit røde Skæg — han rullede
frygteligt paa R’erne. „Er mit Tilbud ikke rundhaandet nok? Nuvel bliv
hos mig i Nat, og du skal faa en Gaard med ti Stykker Kvæg, saa du i
Morgen kan gaa for Altret med din Jæger.“
„Hold Kæft din Horebuk!“ raabte Lasse vredt.
De tyssede rundt om, en og anden puffede til ham. „Naa har én nu ikke
Lov til at aabne Munden,“ sagde Lasse krænket til Pelle. „Jeg er ingen
Præst; men naar Pigen ikke vil, skal han lade hende gaa. Og ikke skal
han upaatalt blotte sin Brynde i hundrede Menneskers Nærvær — saadan en
Svinepels!“ Lasse talte højt, og det lod til, at Ordene øvede deres
Virkning paa Slotsherren. Han stod lidt og skulede, saa kaldte han paa
en Mand og bød ham føre Pigen ud i Skoven igen.
Lasse trak Vejret lettet, da Tæppet gik ned og Drengene deroppe i Hullet
igen tændte Kronen med Lamperne og hissede den ned. „Hun klarede sig saa
vidt,“ sagde han til Pelle — „men jeg har nu min Mistro til Slotsherren
— han er ful!“ Han var helt svedt, glad lod han ikke til at være.
Den næste Verden som trylledes frem dernede var en Skov. Dejlig var den
med Pelargonier i Bunden, og en Kilde der sprang af noget Grønt. „Det er
et tildækket Ølanker,“ hviskede Pelle, og nu skelnede Lasse ogsaa Hanen;
men svært saa livagtigt saa det ud. Langt bagude saas Ridderborgen paa
en Klippe, og fremme i Forgrunden laa en Vindfælde; to grønne Jægere sad
overskrævs paa den og lagde onde Raad op. Lasse nikkede — han havde
Erfaring for Verdens Træskhed.
Nu hørte de noget og krøb ned og skjulte sig bag Vindfælden, med Kniv i
Haand. Der var tyst et Øjeblik, saa kom Skovpigen og hendes Jæger i al
Troskyldighed vandrende ad Skovstien med hinanden i Haanden. De tog
Afsked ved Kilden — saa inderlig ømt; og saa kom han ilende, den visse
Død i Møde.
Det var ikke til at holde ud, Lasse rejste sig. „Pas paa!“ raabte han
dæmpet — „pas paa!“ De bagved trak ham i Frakken og skældte ud. „Nej saa
Satan annamme om jeg tier til det heller,“ sagde Lasse og slog til dem.
Saa strakte han sig helt frem: „Tag Vare paa dig du! det gælder Livet!
De ligger bag Vindfælden!“
Jægeren stansede og stirrede ud, de to Snigmordere havde rejst sig og
gloede, fra Kulissen kom mandlige og kvindelige Skuespillere frem, de lo
og stirrede ud mod Tilskuerpladsen. Lasse saa nok at Manden var frelst,
men ellers havde han ondt at gøre, for Opsynet vilde smide ham ud. „Jeg
kan godt gaa selv,“ sagde han — „for i dette Lag er nok ærlig Mand
overflødig.“ Nede paa Gaden snakkede han højt med sig selv, han var helt
i Oprør.
„Det var jo bare Komedie,“ sagde Pelle slukøret, han skammede sig godt
paa Faderens Vegne.
„Det behøver du ikke belære mig om! Jeg ved vel at alt det forlængst er
foregaaet, og at jeg ikke kan hindre det om saa jeg stod paa Hovedet.
Men at de skal genfremkalde saadanne onde Handlinger! Havde de andre
villet som jeg, saa havde vi nok taget Slotsherren og slaaet’en ihjæl,
om end det kom et Hundredaar for sent.“
„Han — det var jo Skuespiller West, som kommer paa Værkstedet hver Dag.“
„Naa Skuespiller West, naa? — saa er du vist Skuespiller Torsk, som
lader dig bilde saadan noget ind. Jeg har nok før truffet Folk, som
havde faaet Gaven til at lade sig falde hen og mane forlængst afdøde
frem i sit Sted — om ikke saa livagtigt som her forstaas! Om du havde
været derinde bagved, saa vilde du have set, at West laa hen som en død,
mens han den anden — Djævlen — huserede. Jeg skulde nu ikke ønske mig
den Gave, for det er farligt Legeværk. Glemmer de andre til Eksempel
_Ordet_ som skal kalde West til Live igen, saa er han færdig, og den
anden bliver ved at husere i hans Sted.“
„Det er bare Overtro! Naar jeg nu ved, at det blot var West som agerede
— jeg kendte ham jo igen du Far!“
„Javist du er jo altid den klogeste — du kunde sikkert gaa op til Disput
med Fanden hvad Dag det skulde være. Saa det skulde blot være
Forestilling? — saadan som han vendte det hvide ud af Øjnene i ædendes
Begær! Du kan være vis paa, at havde hun ikke haft den Kniv, saa havde
han væltet sig over hende og mættet sin Lyst for alles Øjne. For maner
man henfarne Tider frem, saa maa Handlingen have sin Gang igen, hvor
mange der saa ser paa det. Men at de gør saadan noget for Betaling — føj
for den Lede. — Og nu vil jeg hjem.“ Lasse lod sig ikke sige men fik
spændt for.
„Helst maa du lade være at gaa til det dér mer,“ sagde han ved Afskeden.
„Men om det allerede har faaet Magt med dig, saa tag i det mindste
Strygestaalet i Lommen. — Og saa sender vi dit Tøj med Slagter Jensen en
af de første Lørdage.“ — —
Pelle gik paa Teater som før, han havde sin klogere Opfattelse af, at
det hele blot var Komedie. Men noget hemmelighedsfuldt var der ved det,
en overnaturlig Gave maatte de Folk besidde, som kunde skifte Ham saa
totalt fra Aften til Aften og gaa helt ind i det Menneske de agere.
Pelle troede nok han vilde være Skuespiller, naar han engang var naaet
frem til sit.
Røre vakte de; naar de strøjfede om i Gaderne med deres flagrende Klæder
og underlige Hovedtøjer, løb Folk til Vinduerne for at kigge, og de
gamle spyttede efter dem. Byen var ikke sig selv mens de var her, hvert
Sind havde slaaet sig skævt. De unge Piger laa og hvinede i Søvne og
drømte om Bortførelser — de stillede selv Vinduet paa Klem; og hver en
Knægt gik og var rede til at rømme bort med Selskabet. De der ikke var
teatergale, holdt gudelige Møder for at bekæmpe Ondet.
Og en Dag forsvandt Skuespillerne som de var kommet — efterladende en
Masse Gæld. „Satans Rak!“ sagde Mester med sit slukørede Udtryk — „der
pudsede de os sku! Men prægtige Folk var de — paa deres Maade! Og de
havde set Verden!“
Men efter den Historie havde han svært ved at faa Varmen. Han krøb i
Seng og blev liggende det meste af en Maaned.