„Hvorfor? han er da meget skikkelig,“ sagde Pelle stødt.
„Ja men hans Far er saa fæl — alle Folk er bange for ham. Og saa har han
siddet i Hullet.“
„Ja for Slagsmaal — det er vel ikke saa farligt! Det har min Far ogsaa
dengang han var ung. Det gør ikke noget — naar bare det ikke er for
Tyveri!“
Men Manna saa paa ham med et Udtryk som Jeppe selv, naar han dømte nogen
ud fra Borgeraanden. „Men Pelle! skammer du dig ikke? Saadan tænker kun
de aller fattigste som ingen Skam har!“
Pelle blev rød over sin egen simple Tænkemaade. „Morten kan jo ikke gøre
for, at hans Far er saadan,“ indvendte han spagt.
„Nej vi _vil_ ikke have Morten herover — Mor vil heller ikke have det.
Hun siger det kan gaa med dig, men saa heller ikke flere. Vi hører jo
til de fine,“ føjede hun forklarende til.
„Min Far har en stor Gaard — det er vel altid lige saa meget som en
raadden Skude,“ sagde Pelle hovent.
„Fars Skib er slet ikke raaddent,“ svarede Manna krænket. „Det er det
bedste her fra Havnen og det har tre Master.“
„Du er vel ikke andet end en Pjalt Tøs!“ Pelle spyttede ind over Gærdet.
„Ja men du er svensk!“ Manna klippede triumferende med Øjnene, Dolores
og Aïna stod bagved og rakte Tunge.
Pelle havde den største Lyst til at springe over Gærdet og give dem
nogen Tæsk; men saa begyndte Jeppes Kælling at gnældre inde fra
Køkkenet, og han gik til sit Arbejde.
— — —
Nu efter Jul var der slet ingenting, Folk sled paa Overlæret eller gik
med Træsko. Lille Nikas var sjælden paa Værkstedet, han kom til
Maaltiderne og gik igen, var bestandig i sit pæne Tøj. „Han faar Føden
let,“ sagde Jeppe. „Ovre der føder de ikke deres Folk om Vinteren, men
furer dem saa snart der ikke er noget at bestille.“
Flere Gange om Dagen blev Pelle sendt en Omgang paa Havnen for at søge
Skibene af. Mestrene stod dernede med Skødskind for og drøftede Søvæsen,
eller løb til hinandens Døre for en Passiar; de havde af gammel Vane et
Stykke Værktøj i Haanden.
Overalt sugedes der paa Labben, de hellige holdt Møder hver Dag, Folk
havde Tid nok til at komme. Nu fik Byen ret Lejlighed til at vise, hvor
let det hele var funderet; det var ikke som ude paa Landet, hvor man
kunde gaa og gasse sig i Bevidstheden om at Jorden arbejdede for én. Her
gjorde alle sig saa smaa og smaattærende som muligt for at knibe sig
igennem den døde Tid.
Paa Værkstederne sad Drengene og knaldede billigt Fodtøj sammen paa
Lager, hvert Foraar fragtede Skomagerne i Fællesskab en Skude og sendte
Fodtøjet til Island — det gav altid lidt til Føden. „Giv det Øretæver,“
maatte Mester idelig gentage — „vi faar ikke meget for det.“
Med Stilstanden dukkede alvorlige Spørgsmaal frem. Mange Arbejdere var
allerede ude for Elendigheden, og det hed sig, at Fattigvæsnet vilde faa
svært ved at yde Hjælp til alle der henvendte sig. Velgørenheden var i
fuld Virksomhed. „Og saa er det ingenting imod som ovre. Der skal
Arbejdsløsheden tælle Titusender har jeg hørt,“ fortalte Bager Jørgen.
„Hvad mon de saa lever af alle de tusend Stakler, naar Arbejdsløsheden
er saa stor?“ sagde Bjerregrav. „Det kan være galt nok med Nøden her paa
Stedet, hvor dog hver Mester sørger for Føden til sine.“
„Her lider ingen Nød, naar ikke de selv vil,“ sagde Jeppe. „Vi har et
velordnet Fattigvæsen.“
„Du er nok blevet Socialist du Jeppe,“ sagde Bager Jørgen — „du vil have
det hele over paa Fattigvæsnet!“