I Skipperens Have var der øde, Trær og Buske var afbladede; man kunde
fra Værkstedet se tværs gennem det hele, hen over andre Haver, helt over
til Bagsiden af Husene i Østergade. Der var ingen Leg dér mere, Gangene
laa hen i Frost og Søle, Koralblokkene og de store Konkylier, der med
deres Rosenmund og Fisketænder sang saa mangfoldigt om de store Have,
var taget ind for Frosten.
Manna saa han tidt nok. Hun kom farende ind paa Værkstedet med
Skoletaske eller Skøjter; der var sprunget en Knap eller Skøjterne havde
vrikket en Hæl løs. Der var frisk Blæst i hendes Haar og Kinder, Kulden
fik hende til at blusse. „Der er Blod dér!“ sagde Unge Mester og saa sig
helt glad paa hende; han lo og gjorde Løjer naar hun kom. Men Manna
holdt sig paa Pelles Skulder og kastede Foden op i hans Skød for at han
kunde knappe. Sommetider kneb hun ham i Smug og saa gal ud — hun var
sjalu paa Morten. Men Pelle forstod ingenting, Mortens kloge milde Sind
havde helt bøjet ham ind under sig og taget Styret. Pelle var et
ulykkeligt Menneske, naar han havde en Time til sin Raadighed og Morten
ikke var der. Saa sprang han med Tungen ud af Halsen for at lede ham op;
alt andet fik være.
En Søndag Formiddag han gik og fejede Sne i Gaarden var de derovre; de
gik og byggede Snemand.
„Aa Pelle!“ raabte de og klappede i Vanterne — „kom herover hvad! Saa
kan du hjælpe os at bygge en Snehytte. Vi murer til for Døren og tænder
Julelys — vi har Stumperne. Aa kom hvad!“
„Saa skal Morten være med — han kommer om lidt!“