IX

I sin Ensomhed havde Pelle ofte søgt ud til det lille Hus ved

Kirkegaarden, hvor Dues holdt til i to smaa Stuer. Der var altid en

Slags Trøst i at se kendte Ansigter, nogen Nytte af dem havde han ellers

ikke; Due var flink nok, men Anna tænkte kun paa sig selv og hvordan de

bedst kunde komme frem. Due havde Plads som Kusk hos en Vognmand, og de

lod til at have det nødvendige.

„Vi har ikke i Sinde at slaa os til Taals med at køre andres Heste,“

sagde Anna, „men én maa jo krybe, før én kan gaa.“ Landet længtes hun

ikke efter.

„Derude er der ikke noget at vente for Smaakaarsfolk, som vil lidt mere

end Grøden i Maven og et Par Laser paa Kroppen. Regnet er man ikke for

det Skidt de træder paa, og Fremtid er der ingen. Jeg skal aldrig

fortryde at jeg forlod Landet.“

Due derimod længtes. Han var vant til at have en Fjerdingvej til

nærmeste Nabo, og her kunde han høre gennem den tynde Væg, naar Naboens

kyssedes og sloges og talte deres Skillinger. „Her er saa trangt ogsaa,

og saa savner jeg Mulden; Brostenene er saa haarde.“

„Han savner noget Møg at træde ind i Stuen,“ sagde Anna fermt „— for det

var da det eneste, der var nok af ude paa Landet. — Herinde kan Børnene

saa ogsaa komme bedre efter det; paa Landet kan Fattigfolks Børn ikke

lære noget og komme frem, for de skal hjælpe til med Føden. Det er skidt

at være fattig paa Landet.“

„Det er vist værre herinde,“ sagde Pelle bittert, — „for her gælder kun

de der er fine i Tøjet!“

„Men her er saa mange Slags Levebrød; er der ikke noget ved ét, søger

man over i noget andet. Mangen en har vandret til Staden med Bagen ud af

Bukserne og er nu en anset Mand! Bare én har Viljen og Agten saa! — Jeg

har nu tænkt, at de to Drenge skal gaa i Betalingsskole naar de bliver

ældre; Kundskab er aldrig at foragte.“

„Hvorfor ikke Marie?“ spurgte Pelle.

„Den! Pyh! — hun egner sig vist ikke for at lære noget. Og saa er hun jo

et Kvindfolk!“

Anna havde sat sig op efter det store lige som Broderen Alfred! Hun

havde blanke Øjne naar hun talte om det, og var vist ikke til Sinds at

gaa af Vejen for noget. Det var hende der raadede og førte det store

Ord, hun snakkede op og var ferm; Due sad blot og smilede og saa

skikkelig ud. Men det sagdes, at han inderst inde vidste hvad han vilde.

Han svirede aldrig men kom lige hjem fra Arbejdet; om Aftenen havde han

gærne alle tre Børn kravlende paa sig, uden at gøre Forskel paa sine

egne to Smaadrenge og den seksaarige Marie, som var Annas Medgift.

Pelle kunde ogsaa godt lide den lille Marie, der trivedes saa godt da de

barneglade Bedsteforældre havde hende, men nu var mager og forsat i

Væksten og havde altfor erfarne Øjne. Hun kunde se paa én som en fattig

Moder der altid maa gaa og græmme sig, og han havde ondt af hende. Naar

Moderen var haard mod hende, maatte han altid mindes den Aften i Julen,

de første Gang var i Besøg hos Kalles og Anna kom listende hjem myg og

forgrædt og var i Tilstand. Liden Anna med det barneglade Sind som alle

maatte holde af. Hvor var dét nu blevet af?

En Aften Morten ikke var fri, løb han derud. Lige idet han vilde banke

paa hørte han Anna regere inde i Stuen; pludselig fløj Døren op, og den

lille Marie blev hevet ud i Gangen. Barnet græd ynkeligt.

„Hvad er der nu i Vejen?“ spurgte Pelle paa sin raske Maade.

„Hvad der er — — det at Ungen er næsvis og ikke vil spise, bare fordi

hun ikke faar akkurat det samme som de andre. Her skal man gaa og maale

og veje — for saadan en Tøs; ellers lunskes hun og vil ikke tage Føde

til sig. Vedkommer det hende hvad de andre faar? skal hun sammenligne

sig? Hun er og bliver dog aldrig andet end uægte, hvor meget én saa

pynter paa det.“

„Det kan hun vel ikke gøre for,“ sagde Pelle vredt.

„Gøre for — kan jeg kanske gøre for’et? Er det min Skyld, at hun ikke

blev Gaardmandsdatter men maa nøjes med at være uægte? Jo du kan tro,

jeg faar hende revet i Næsen af Nabokonerne — hun dér har jo ikke sin

Fars Øjne! siger de og ser saa kattevenlige ud. Saa skal jeg vel

straffes hele min Tid, fordi jeg vilde lidt bedre efter det og lod mig

lokke ind paa en Vej, der ikke førte igennem. Aa det lille Utyske!“ hun

knyttede Hænderne mod Gangen, hvor Barnets Graad stadig hørtes. „Her

gaar man og strider for at holde Hjemmet pænt og være som ordenlige

Folk, og saa er der ingen der regner én rigtig — blot fordi man engang

var saa godtroende!“ Hun var helt ude af sig selv.

„Hvis du ikke er god ved lille Marie, saa siger jeg det til Farbror

Kalle,“ sagde Pelle truende.

Hun blæste haanligt: „Siger — — ja Gud give du vilde! Saa kom han kanske

og tog hende, og glad skulde jeg være.“

Nu stampede Due ude paa Dørstenen, de hørte ham tale trøstende Ord til

Barnet. Han kom ind med den lille ved Haanden, sendte sin Kone et

advarende Blik men sagde intet. „Saa saa, nu er det jo glemt,“ gentog

han for at stanse Barnets Snøften, og tørrede den snavsede Graad af

hendes Kinder med sin store Haandbalg.

Anna satte uvenligt Mad frem for ham, hun snakkede halvhøjt ude i

Køkkenet. Mens han spiste sin Aftensmad, koldt Flæsk og Rugbrød, holdt

Barnet sig mellem hans Knæ og stirrede paa ham med store Øjne. „Rytter,“

sagde hun og smilede overtalende — „Rytter!“ Due lagde en Tærning Flæsk

paa et Stykke Brød.

„Der kommer en Rytter ridende

alt paa sin hvide Mær Mær Mær!“

nynnede han og lod Maden ride lige ned til Munden paa hende. „Og hvad

saa?“

„Saa — habs — red han ind ad Porten!“ sagde den lille og slugte baade

Hest og Rytter. Mens hun tyggede, holdt hun Øjnene ufravendt rettede paa

ham med dette pinlige Alvor, som var saa trist at se paa. Men sommetider

skete det, at Rytteren red lige ned til hendes Mund, kastede sig omkring

med et Ryk og i strakt Galop forsvandt mellem Dues hvide Tænder. Saa lo

hun et Øjeblik.

„Det er ingen Nytte til at brokke i hende,“ sagde Anna som kom ind med

Kaffe i Anledning af Besøget. „Hun faar saamænd det hun kan æde — hun

svelter ikke.“

„Sulten er hun nu ligegodt,“ brummede Due.

„Ja for hun er pénsk — den er ikke god nok til hende vor fattige Mad.

Hun slægter stort, skal jeg sige os! — Og hvad det ikke er galt skal det

nok blive, naar hun mærker hun faar Medhold!“

Due svarede hende ikke. „Nu er du vel helt rask igen?“ vendte han sig

til Pelle.

„Hvad har du taget dig for i Dag?“ spurgte Anna og stoppede den lange

Pibe til sin Mand.

„Jeg har været rundt i Lyngen med en Plantør ovre fra — jeg fik

halvanden Krone i Drikkepenge.“

„Lad mig faa dem med det samme!“

Due rakte hende Pengene, og hun kom dem i en gammel Kaffedaase. „Du maa

slaa ud hos Inspektørens i Aften,“ sagde hun.

Due flyttede sig træt: „Jeg har været paa Færde siden halv fire i

Morges,“ sagde han.

„Men jeg lovede det bestemt, saa det kan ikke blive anderledes! Og saa

mente jeg nok, du vilde besørge Efteraarsgravningen for dem; nu Maanen

er fremme kan du nok se — og ellers om Søndagen. Tager vi det ikke, faar

en anden det — og de er jo gode Betalere.“

Due svarede ikke.

„Om et Aar eller to tænker jeg, du har Heste selv og ikke behøver at

slide Føden sammen til fremmede,“ sagde hun og lagde Haanden paa hans

Skulder. — „Mon du ikke skulde gaa og besørge Udslagningen nu med det

samme? saa er det til Side. Jeg skulde ogsaa have et Par Pinde hugget

inden du lægger dig.“

Due sad og klippede anstrængt med Øjnene, nu han havde spist faldt

Trætheden over ham. Han kunde knap se, saa søvnig var han. Marie rakte

ham hans Hue, saa endelig kom han paa Benene; han og Pelle fulgtes ad.

Huset Dues boede i laa øverst i den lange Gyde, der faldt temmelig brat

ned mod Søen. Det var et gammelt Vandleje, endnu løb Vandet under stærke

Regnskyl som en strid Bæk mellem Rønnerne.

Nede ved Strandstien mødte de et Hold Mænd der drog udad med Lygter i

Hænderne, de var bevæbnet med tykke Stokke, én havde Morgenstjærne og en

gammel Læderhat paa Hovedet — det var Natvægteren. Han gik forrest, men

bagved det hele gik den ny Dagbetjent Pihl i sin skinnende Uniform; han

holdt sig bag de andre for at skaane Uniformen og passe paa, at ingen af

Vagtmandskabet kneb agterud. Halvfulde var de og gav sig svært god Tid;

hvergang de mødte nogen stansede de og fortalte vidtløftigt, i hvad

Anledning de rykkede i Marken.

Det var _Kraften_, der igen havde sin Tur. Hele Dagen havde han sviret,

og Byfogden gav Ordre til at have et Øje med ham. Jo ganske rigtig, i

sin Fuldskab mødte han Reder Monsen paa Kirkebakken og gav sig til at

overfuse ham med Skælsord og Slag: „Er det dig der tager en Enke Brødet

af Munden, hva? Du fortæller hende, at „Tre Søstre“ har lidt Havari og

overtager saa hendes Aktier for næsten ingenting? — af pure Medlidenhed

gør du det — hvad din Kæltring? Og Skibet var der det i Vejen med, at

det havde sejlet for godt og vilde give stort Udbytte. Saa gjorde du den

fattige Kone den Tjeneste hvad?“ Kæltring kaldte han ham, og for hvert

Spørgsmaal slog han til Rederen saa han trillede. „Vi er allesammen

Vidner paa det, og nu skal han i Hullet. En pjaltet Stenhugger skal ikke

gaa her og agere Retfærdighed i Landet! — Gaa med og hjælp os at tage

ham Due — du er jo stærk!“

„Jeg har ikke noget udestaaende med ham,“ sagde Due.

„Du gør nok ogsaa klogest i at holde dig af Vejen,“ sagde en af Mændene

spydigt, „du kunde let faa hans Labber at føle ellers.“ Saa travede de

videre med en haanlig Latter.

„De er ikke glade ved den Bestilling de har faaet,“ sagde Due leende,

„derfor har de taget sig en høj Snaps til at sætte Modet op. _Kraften_

er et Svin, men jeg vilde nødig være den han langer til.“

„Bare de ikke fik fat i ham,“ sagde Pelle ivrigt.

Due lo: „De skal nok passe at holde sig dér hvor han ikke er. — Men han

kunde passe sit Arbejde og lade være med at skabe sig ilde! Lad ham

drikke sig en Rus og sove den ud hjemme — en fattig Djævel er han dog og

skulde lade de store om at skabe sig tossede!“

Pelle saa nu anderledes paa den Ting. Fattigmand ja han gik stille ned

ad Gaden og tog Huen af for Alverden, Smaamestre og det hele; hilste

nogen igen, saa var han helt stolt og fortalte det som en Begivenhed til

sin Kone naar de kom i Seng: Skriveren tog saamænd Hatten af for mig i

Dag — ja han gjorde! Men Stenhugger Jørgensen saa ikke til nogen Side

naar han var ædru — og i sin Fuldskab trampede han paa store Fødder hen

over det hele.

Pelle brød sig ikke om Byens nussede Dom. Ude hvor han kom fra var

Kræfterne alt, og her var én der kunde tage Stærke Erik og putte ham i

Lommen. Han gik i Smug og maalte sine Haandled og løftede paa altfor

tunge Ting, han havde ikke noget imod at blive som _Kraften_, der ene

Mand holdt Byen i Aande baade naar han rasede og naar han laa død. Han

kunde svimle ved Tanken om, at han var Kammerat med Jens og Morten, og

begreb ikke at de bøjede sig saa tungt under Bydommen, naar det ikke var

Fattigvæsnet man kunde rive dem i Næsen, men blot det at Faderen var en

Kraftkarl. Jens krøb sammen ved bestandig at høre Faderens Navn paa

alles Læber og undgik at se Folk i Øjnene, i Mortens aabne Blik satte

det sig som navnløs Smærte.

— — —

En Aften midt i det allerværste tog de ham med hjem. De boede Østerude

ved den store Lergrav hvor Byens Affald blev kørt ud. Konen gik og

varmede Aftensmad i Kakkelovnen, i Ovnkrogen sad en rynket Gammelmor og

strikkede. Der var meget fattigt.

„Jeg troede saamænd det var Far,“ sagde Konen frysende. „Har nogen af

jer hørt noget til ham?“

Drengene fortalte, hvad de saadan havde hørt; én havde set ham dér, en

anden her. „Folk er jo saa villige til at holde os underrettet,“ sagde

Jens bittert.

„Nu er det fjerde Aften jeg varmer Mad til ham forgæves,“ vedblev

Moderen. „Han plejer dog ellers at se hjem en og anden Gang, selv naar

det er værst efter ham — men han kan jo komme endnu.“ Hun forsøgte at

smile opmuntrende men slog pludselig Forklædet for Øjnene og brast i

Graad. Jens gik omkring med tungt Hoved og vidste ikke hvor han skulde

gøre af sig selv, Morten tog Moderen om den trætte Ryg og talte stille:

„Saa saa, det er jo ikke værre end det saa ofte har været,“ han strøg

hende over de fremstaaende Skulderblade.

„Nej men jeg havde jo glædet mig saadan til, at det var overstaaet. Et

helt Aar snart har han ikke rørt paa sig, men ædt sin Mad i Tavshed naar

han kom hjem fra Arbejdet, og saa krøbet i Seng. Ingenting har han

slaaet i Stykker al den Tid men sovet og sovet bestandig; jeg troede til

sidst han var blevet Idiot og var glad for hans Skyld — saa havde han da

Fred for de forfærdelige Tanker. Jeg troede jo, han var faldet til Ro

efter alle sine Nederlag og vilde tage Livet som det falder — lige som

de andre hans Lige. Og nu rejser han sig igen i al sin Trods, og det

hele begynder forfra!“ Hun græd ulykkeligt.

Den gamle sad og flyttede sit knappe Blik fra den ene til den anden; hun

lignede en klog Rovfugl der er sat i Bur. Saa begyndte hendes Stemme at

skride, lidenskabsløst og uden Tonefald:

„Du er en god Tokke, her gaar du og har Æggekage paa fjerde Aften til en

Sviregast; bestandig saa er du tilreds med Kys og Klap. Ikke var det mig

som forsødede min Mand Søvnen, om han omgikkes saa skammeligt med Hus og

Hjem; sulten og tørmundet skulde han faa Lov til at lægge sig og staa op

— saa kanske lærte han Orden. Men der er intet Bid i dig — det er Sagen;

du tager al hans Storsind for gode Varer.“

„Skulde jeg ogsaa lægge Stene paa hans Vej da — hvem skal saa være god

ved ham, naar hans stakkels Hoved trænger til at ligge blødt? Farmor

skulde vide, hvor han trænger til et Menneske der tror paa ham. Og anden

Gave har jeg ikke at give ham.“

„Ja ja, gaa du kun paa Arbejd og slid dig op, saa der kan være noget til

Storkarl at lægge øde, naar Aanden kommer over ’en! — Men nu skal du gaa

og lægge dig, saa skal jeg nok tage mod Peter og give ham Mad, hvis han

kommer; du maa jo være udgaaet af Træthed dit Skind.“

„Der siges for et gammelt Ord, at Mands Mor er ikke Sønnekone god — men

det passer ikke paa Jer, Farmor,“ sagde Drengenes Moder mildt. „Altid

saa tager I mit Parti, skønt det slet ikke behøves. Men nu skulde I gaa

i Seng! det er langt over Jer Sengetid, og Peter skal jeg nok tage mig

af. Han er saa nem, bare han ved det er én som mener ham det godt.“

Den gamle lod som hun ikke hørte det og strikkede videre. Drengene kom i

Tanke om, at de havde lidt i Lommen, der var et Kræmmerhus Bønner, lidt

Kandis og nogle Boller.

„I gaar altid og klatter jere dyrebare Skillinger hen paa mig,“ sagde

Moderen bebrejdende og satte Vand over til Kaffe, men hendes Ansigt

lyste af Tak.

„De har vel endnu ingen Kærest at øde dem paa,“ sagde den gamle tørt.

„Farmor er saa gnaven i Aften,“ sagde Morten; han havde taget Brillerne

af den gamle Kone og kiggede hende smilende ind i de graa Øjne.

„Gnaven — ja vist du! Men Tiden hun gaar skal jeg sige dig; og her

sidder et Menneske paa Gravens Rand og venter paa, at hendes eget Afkom

skal komme frem og øve noget Storværk, men der sker bare ingenting!

Kræfterne ødes og gaar som Bækkevand i Havet, og Aarene spildes hen —

eller er det Løgn hvad jeg siger? — Alle ville Herrer være, ingen vil

paa Sækken bære; saa krænger de og rider paa hverandre for at komme det

Gran højere til Vejrs. Og flot skal det være herinde, men Fattigdom og

Svineri er der i hver en Vraa. Jeg tænker Vorherre snart har faaet nok

af alt dette han! Ikke en Time gaar hen, uden jeg forbander den Dag jeg

lod mig lokke bort fra Bondelandet; der groede dog Føden paa Marken for

Fattigmand ogsaa, blot han vilde tage det som det faldt. Men her maa han

møde med Skillingen i Niven bare han skal bruge lidt Grønt til en Suppe.

Har du Penge kan du faa; har du ingen kan du gaa! — ja saadan er’et. Men

herind maatte én jo — for at være med i Peters Lykke! stort tegnede det,

og jeg Tokke har altid haft Mod paa at se mit eget Blod føre an. Og nu

sidder jeg her som en anden Tiggeprinsesse; stort er det blevet, for jeg

er Mor til Byens største Sviregast.“

„Saadan skulde Farmor ikke tale,“ sagde Drengenes Mor.

„Ja ja, men træt af alting er jeg og tør ikke tænke paa at dø alligevel!

Jeg tør jo føje gaa hen og lægge mig, for hvem skal saa holde Styr paa

Peter — _Kraften_!“ Hun sagde det haansk.

„Farmor kan rolig gaa hen og lægge sig; jeg kommer bedst til Rette med

Peter, naar jeg er ene med ham,“ sagde Konen. Men den gamle rørte sig

ikke.

„Faa du hende til at gaa Morten,“ hviskede Moderen, „du er den eneste

hun tager efter.“ Morten snakkede for den gamle saa længe, til han fik

hende lokket af Sted; han maatte love at gaa med og stoppe om hendes

Fødder.

„Saa fik vi hende da til Side,“ sagde Moderen lettet. „Jeg er saa bange,

Far engang skal glemme at hun er hans Mor. Han sanser jo ikke naar det

er saadan fat, og hun tænker ikke paa at vige — det er haardt imod

haardt. Men nu synes jeg, I skulde gaa ud hvor Ungdommen færdes og ikke

sidde her og hænge!“

„Vi bliver og ser om Far kommer,“ erklærede Morten.

„Men hvad gaar der dog ad jer — ham kan I altid faa hilst paa. Gaa nu

hører I — Far vil helst træffe mig ene, naar han saadan kommer og er

glad. Saa tager han mig maaske i sine Arme og svinger mig, stærk som han

er, saa jeg svimler som en ung Pige. Hu hej Tøs, her er _Kraften!_ siger

han — og ler stærkt som i sin susende Ungdom. Ja det hænder ofte naar

han har faaet tilpas i Hovedet, at han bliver saa stærk og munter igen

som dengang han var i sin Magt og Vælde. Jeg er glad for’et, saa stakket

det falder; men det er ikke noget for jer at overvære — I maatte hellere

gaa.“ Hun saa bønligt paa dem, og jog sammen ved at det tog i Døren. Ude

var det stygt Vejr.

Det var blot den yngste som kom hjem fra sin Plads. Hun kunde vel være

10-11 Aar og var lille af Vækst, alligevel saa hun ældre ud; hendes

Stemme var haard og knækkende, det lille Legeme allerede groft og

skæmmet af Slid. Ikke en Plet paa hende gav Lyset igen, hun lignede et

eller andet jordslaaet Væsen der har forvildet sig op paa Overfladen.

Hun gik dødt gennem Stuen og lod sig falde ned i Farmors Stol, der sad

hun og hang til den ene Side og fortrak nu og da Ansigtet.

„Hun har jo den Skade i Ryggen,“ sagde Moderen og strøg hende over det

tynde skæmmede Haar — „hun har faaet det af at slæbe paa Doktorens lille

Dreng — han er saa stor og tyk. Men saa længe Doktoren ikke selv siger

noget, kan der vel ingen Fare være. — Ja du er saamænd kommet tidlig ud

mit Barn, men saa har du da din gode Føde og lærer at bruge dig. — Og

dygtig er hun, hun passer ganske ene Doktorens tre Børn! Den ældste, der

er paa Alder med hende selv, maa hun baade klæde af og paa. Saadanne

fine lærer jo ikke at hjælpe sig selv.“

Pelle stirrede nysgærrigt paa hende. Han havde selv været med til en

Del; men slæbe sig til Krøbling paa Børn, der maaske var kraftigere end

én selv — det skulde der ingen komme og byde ham. „Hvorfor slæber hun

paa de forædte Unger?“ sagde han.

„Passes skal de jo,“ svarede Konen — „og Moderen som var nærmest til det

har vel ingen Lyst! — De betaler jo for det.“

„Var det mig, saa lod jeg de Unger falde — jeg tabte dem nok,“ sagde

Pelle raskt.

Pigen flyttede sit sløve Blik hen paa ham, der lyste en lille Interesse

ud af det nu. Men Ansigtet beholdt sin fastslaaede Ligegyldighed, det

var umuligt at sige hvad hun tænkte, saa haardt og erfarent hendes

Udtryk var.

„Du skulde ikke lære hende noget ondt,“ sagde Moderen — „hun kan have

nok at strides med endda, hun har et haardt Sind. — Og nu skulde du gaa

i Seng Karen“ — hun kærtegnede hende atter — „Far taaler jo ikke godt at

se dig, hvis han kommer og har noget i Hovedet. — Han holder saa meget

af dig,“ føjede hun hjælpeløst til.

Karen drog sig bort fra Kærtegnene uden at forandre en Mine; stum gik

hun op paa Loftet hvor hun havde sit Natteleje, Pelle havde ikke hørt en

Lyd af hende.

„Saadan er hun,“ sagde Moderen frysende — „ikke et Ord til Godnat

engang. Ingenting bider paa hende mere hverken godt eller ondt — hun er

blevet for tidlig klog paa Verden. Og jeg maa passe saadan paa, at hun

ikke kommer Far for Øje naar dét er oppe i ham. Han kan blive som et

vildt Dyr baade mod sig selv og andre, naar han faar Øje paa hvor

skæmmet hun er blevet.“ Hun saa nervøst til Klokken. „Men gaa nu hører

I! I vilde gøre mig en stor Glæde ved at gaa.“ Hun var lige ved at

græde.

Morten rejste sig nølende, de andre fulgte hans Eksempel. „Slaa nu

Kraven op om Ørerne og løb,“ sagde Moderen og knappede til om dem.

Oktoberstormen gik i Stød mod Huset og piskede haard Regn mod Ruderne.

Idet de sagde Farvel lød der ny Larm udenfor, Yderdøren slog op mod

Muren, de hørte Uvejret staa ind og fylde Forstuen. „Aa nu er det for

sent,“ jamrede Moderen bebrejdende — „hvorfor gik I da ikke før?“ En

uformelig Puslen naaede ind til dem, som af et vældigt Dyr der snuste op

og ned ad Dørsprækkerne og søgte efter Dørgrebet med sin vaade Lab. Jens

vilde springe til og aabne Døren. „Nej! du maa ikke!“ raabte Moderen

fortvivlet og skød Slaaen for — hun stod ret op og ned og rystede over

hele Legemet. Pelle kom ogsaa til at fryse; han havde Fornemmelsen af,

at Uvejret lagde sig i Leje derude i Gangen som et stort uformeligt

Væsen, der pustende af tungt Velvære laa og slikkede sig tør mens det

ventede paa dem.

Konen stod foroverbøjet og lyttede i vanvittig Anspændelse. „Hvad vil

han nu finde paa?“ mumlede hun fjærnt — „han er saa skælmsk!“ Hun græd

det ud. Drengene havde hun vist glemt i Øjeblikket.

Saa blev Yderdøren hugget i, Uhyret stablede sig med vaade Klask op paa

alle fire og gav sig til at kalde, med en fortrolig Brummen. Konen vred

sig vaandefuldt, hun flyttede Hænderne raadløst foran sig, saa slog hun

dem for Ansigtet. Men nu blev Kæmpedyret utaalmodigt, det slog kort i

Døren og knurrede advarende. Konen jog sammen som vilde hun smide sig

ned paa alle fire og svare igen; „aa nej, nej!“ klagede hun saa og tog

sig i det. Saa sprængtes Døren for et tungt Slag, og Bamsen væltede sig

ind over Tærsklen og søgte mod hende i kluntede Sæt, Hovedet holdt han

lidt tilbage i Forbavselse over, at den lille Kammerat ikke sprang ham

iltert bjæffende i Møde. „Peter, Peter — Drengene!“ hviskede hun og

bøjede sig ned mod ham, men han daskede hende omkuld og lagde knurrende

en tung Lab paa hende. Hun rev sig fra ham og kom op paa en Stol.

„Hvem er jeg?“ spurgte han med tyk Trolderøst og stillede sig over for

hende.

„Den store Kraft!“ Hun maatte smile alligevel, saa tyk og bøs gjorde han

sig.

„Og du da?“

„Den gladeste paa Jorden.“ Men da løb Stemmen ud i Graad igen.

„Og hvor skal _Kraften_ hvile i Nat?“ han tog efter hendes Bryst.

Hun sprang op med brændende Øjne. „Dit Dyr, aa dit Dyr!“ raabte hun og

slog ham i Ansigtet, rød af Skam.

_Kraften_ tørrede sig forundret over Ansigtet for hvert Slag. „Vi leger

jo blot,“ sagde han. Saa gav det et Ryk i ham, han fik Øje paa Drengene

der stod trykket op i en Krog. „Naa staar I dér,“ sagde han og lo

fjollet — „ja Mor og jeg vi leger lidt! Ikke sandt du Mor?“

Men Konen var løbet ud, hun stod ude under Skraataget og hulkede.

Jørgensen gik uroligt frem og tilbage. „Hun græder hun!“ mumlede han.

„Der er ikke noget Sving i hende — hun skulde haft en Bondekarl. Hvad

Satan — naar det nu skal ud! Det sidder heroppe og trykker, lige som én

klemte Dupskoen ned i Hjærnen paa mig. Giv los _Kraft!_ giv bare los,

saa faar du Fred for’et! siger jeg hver Dag. Nej lad vær! siger jeg saa

— du maa dy dig, ellers gaar hun bare og græder! Og hun har aldrig gjort

dig andet end godt! — Men for Satan naar det nu skal ud! Dér gaar man i

Seng og siger: Gudskelov nu gik den Dag — og den Dag og den! De staar og

glor — og venter; men lad dem vente, der sker ikke noget — for nu har

_Kraften_ Taget i sig selv! — Og saa med ét er det der bag paa én: Slaa!

midt i Flokken! lys dem ad Helvede til det Rak! Saa er én vel nødt til

at drikke — for at holde Styr paa Kræfterne! — — Naa og dér sidder I!

kan ingen af jer laane mig en Krone?“

„Jeg kan ikke,“ svarede Jens.

„Nej du! — det maatte være en god Dumrian som ventede sig noget af dig.

Har jeg ikke altid sagt: Han slægter til den skidt Side, han ligner sin

Mor? Hjærtelaget har I, men I fattes Ævnerne. Hvad kan du vel Jens? faar

du pæne Klæder af din Mester og bliver behandlet som en Søn — og kanske

ender med at overtage Forretningen som hans Svigersøn. Og hvorfor ikke

om jeg tør spørge? din Far er vel lige saa anset som Mortens?“

„Morten bliver vel heller ikke Svigersøn — naar hans Mester ingen Datter

har,“ mumlede Jens.

„Naa ikke? — men han kunde have haft en Datter, hva’? Men der har vi

det, netop i det Svar — du mangler Omløb. Morten har det heroppe han!“

Han famlede sig over Panden.

„Saa kunde du ladet være med at slaa mig i Hovedet,“ svarede Jens mut.

„I Hovedet — ja vist! Men Forstanden har vel sit Sæde i Hovedet; det er

vel nok dér man skal have det ind. For hvad nytter det vil jeg sige, at

du gør en Dumhed med Hovedet og jeg saa giver mig til at slaa dig

bagpaa? Dér har du vel ingen Forstand nødig? Men det har ogsaa hjulpet —

du er blevet meget klogere. Det var for Eksempel slet ikke dumt sagt:

Saa kunde du jo lade være at slaa mig i Hovedet.“ Han nikkede

anerkendende. „Nej men her er Hoved som kan gøre Knuder — der er

Forstandsknaster i det Træ hvad?“ Drengene maatte føle ham oven i

Hovedet.

Han stod som et svajende Træ og lyttede med skiftende Udtryk til Konens

hendøende Snøften; hun sad paa Komfuret lige uden for Døren nu. „Hun

græder bare hun,“ sagde han medlidende — „det er nu Kvindfolks Maade at

more sig paa. Livet har været haardt imod os, og hun er jo ikke

Modgangen voksen den Stakkel. For nu siger jeg, at jeg faar Lyst til at

slaa Kakkelovnen i Stykker,“ — han tog en tung Stol og stod og svingede

med den i Luften — „straks giver hun sig til at flæbe. Til alting flæber

hun. Men naar nu jeg kommer til Vejrs, saa tager jeg mig en Kone til —

en som kan repræsentere! for dette her er skidt. Kan hun tage imod fine

Fremmede maaske — og tale fint? pyh! Hvad Fanden nytter det saa, at jeg

hæver os op af Skidtet? Men nu gaar jeg igen — for her er ikke morsomt.“

Konen kom hastigt ind: „Aa gaa ikke Peter! bliv her du!“ tryglede hun.

„Skal jeg maaske gaa her og høre paa din Flæben hva’?“ svarede han mut

og slog med Skulderen. Han lignede en stor godmodig Dreng der gør sig

udtilbens.

„Jeg flæber jo ikke, jeg er saa glad — bare du vil blive!“ Hun klyngede

sig til ham og smilede taareblændet. „Se paa mig — er jeg ikke glad for

dig? Bliv hos mig du _Kraft_ —“ hun aandede ham hedt ind i Øret.

Kummeren havde hun strøget af sig og ranket sig, hun var helt smuk i sin

Blussen.

_Kraften_ saa forelsket paa hende, lo fjantet som om han blev kildet, og

lod sig trække frem og tilbage; han gjorde hendes Hvisken efter i den

tomme Luft og spruttede af Humør. Saa nærmede han listigt Munden til

hendes Øre, og da hun lyttede, truttede han hende ind i Hovedet saa hun

jog sammen med et lille Skrig. „Bliv saa, du store Dreng!“ sagde hun og

lo — „du faar slet ikke Lov at gaa, for jeg kan holde paa dig endnu.“

Men han krængede sig leende fra hende og løb sin Vej i bart Hoved.

Et Øjeblik saa det ud som hun vilde løbe efter ham, men saa faldt Hænder

og alting paa hende. „Lad ham løbe,“ sagde hun træt, „saa faar det gaa

som det kan. Der er alligevel ikke noget at stille op, saa døddrukken

har jeg aldrig set ham før. Ja I ser paa mig, men husk paa han bærer en

Rus anderledes end alle andre — han har alt sit for sig selv!“ Det

sidste sagde hun med en vis Stolthed. — „Og Rederen lagde han straffende

Haand paa — ham som ikke engang Byfogden tør røre ved. Vorherre selv

kunde ikke være mere retsindig end han er.“

X

De mørke Aftener var der med det lange Arbejde ved Lys. Svenden gik

allerede i Mørkningen, der var ikke stort til ham at bestille. Til

November blev Forbundteren udlært. Han blev anbragt for sig selv inde

paa Mesters Kammer, der sad han en hel Uge og arbejdede paa sit

Svendestykke; et Par Søstøvler. Der maatte ingen komme ind til ham, og

det hele var meget spændende. Da Støvlerne var færdige og synet af et

Par Mestre, blev de hældt fulde af Vand og hængt op paa Loftet; der hang

de et Par Døgn, for at vise om de var vandtætte. Saa blev Emil

højtideligt Svend og maatte give sin Omgang paa Værkstedet. Han drak Dus

med Lille Nikas, og om Aftenen var han ude og lavede Sold for Byens

andre Svende — og kom døddrukken hjem. Alting gik som det skulde.

Næste Dag kom Jeppe ud paa Værkstedet: „Naa Emil nu er du saa Svend,

hvad har du nu tænkt dig? Du skal vel ud at rejse vel? En nybagt Svend

har godt af at komme ud og se sig om og lære noget.“

Emil svarede ikke men begyndte at samle sine Ting sammen. „Ja ja, det er

jo ikke Livet om at gøre, vi smider dig jo ikke ud. Du kan komme og faa

Lys og Varme her paa Værkstedet til du finder dig noget andet — det er

gode Vilkaar ved jeg. Nej dengang jeg fik udlært da var det noget andet

— det var Foden i Enden og ud af Døren værsgod! Og Ungdommen har godt af

det — den har godt af det.“

Han kunde sidde paa Værkstedet og gaa alle de Mestre efter Øen over, der

holdt Svend. Men det var nærmest en Spøg — det hændte aldrig at der blev

nogen ny Svend antaget. Derimod vidste han og de andre paa en Prik, hvor

mange nybagte Svende der dette Efteraar var sat paa aaben Gade.

Emil var ikke forknyt. To Aftener efter fulgte de ham til Dampskibet for

København — „der er Arbejde nok dér!“ sagde han glædestraalende. „Du maa

love at skrive efter mig om et Aar,“ sagde Peter, der var udlært til den

Tid. Ja Emil skulde nok det.

Men inden Maaneden var gaaet, var Emil hjemme igen hørte de. Han selv

skammede sig vel for at vise sig. Saa en Morgen kom han luskende ind paa

Værkstedet, skamfuld. Jo han havde faaet Arbejde — flere Steder, men var

straks blevet fyret igen — „jeg har jo ingenting lært,“ sagde han

mismodig. Han gik og flød en Tid, kom og fik Lys og Varme paa

Værkstedet, og fik Lov at sidde der med en og anden Reparation han havde

kapret sig. Han holdt sig flydende til hen imod Jul, men saa opgav han

alt og gjorde Faget den Skam at tage almindelig Sjoverarbejde paa

Havnen.

„Jeg har ødelagt fem Aar af mit Liv,“ sagde han gærne, naar de traf ham.

„Bryd ud mens det endnu er Tid. Ellers gaar det jer som mig.“ Paa

Værkstedet kom han ikke nu af Frygt for Jeppe, der var vred paa ham

fordi han havde vanæret Faget.

Paa Værkstedet var der hyggeligt, naar Ilden spruttede i Kakkelovnen og

Mørket stod og rev ondt i de nøgne sorte Vinduer. Disken var flyttet ind

fra Vinduet, saa de alle fire kunde faa Plads om den, Mester med sin Bog

og de tre Drenge med hver sin Reparation. Lampen hang og osede midt over

Disken, den kunde lige rode lidt op i Mørket. Den Smule Lys den gav

indsugedes af de store Glaskugler, som samlede det og kastede det ned

paa Arbejdet. Lampen gyngede svagt, og Lyspletten flød som en Gople,

frem og tilbage, saa Arbejdet hvert Øjeblik laa i Mørke. Saa bandte

Mester og stirrede lidende ind i Lyset.

De andre fik blot ondt i Øjnene, men Mester var syg af Mørket. Hvert

Øjeblik rettede han sig med en Gysen. „Fy for den Lede hvor her er

mørkt, det er jo som om man laa i sin Grav — kan den da slet ikke lyse i

Aften?“ Saa rodede Pelle med den, det blev ikke bedre.

Naar Gamle Jeppe kom trippende ind, saa Mester Andrés op uden at skjule

Bogen; saa var han i Stridshumør. „Hvem er det?“ spurgte han og stirrede

anstrængt ind i Mørket — „naa det er Far.“

„Er det skidt med Øjnene?“ spurgte den gamle spydigt. „Vil du have noget

Øjenvand?“

„Fars Øjenvand — nej ellers Tak. Men den Satans Belysning ogsaa, én kan

jo ikke se en Haand for sig.“

„Gab, saa lyser Tænderne,“ snærrede Jeppe arrigt. Det var deres evige

Strid denne Belysning.

„Der er min Salighed ikke andre end os paa hele Øen der syr ved den

elendige Belysning, at Far ved det.“

„Jeg har aldrig hørt Klager paa Lampen i min Tid,“ svarede Jeppe. „Og

der er lavet bedre Arbejde ved Glaskuglen, end de nu præsterer med deres

kunstige Paafund. Men ødes skal der jo — Ungdommen i vore Dage ved ikke

af nogen større Fornøjelse end at kaste Penge hen til moderne Skidt.“

„Ja i Fars Tid — da var alting jo saa dejligt,“ sagde Mester Andrés.

„Det var jo dengang Englene gik med hvide Pinde i Munden.“ — —

I Aftenens Løb kom den ene og den anden drattende for at spørge nyt og

fortælle. Og naar unge Mester var i sit gode Humør blev de hængende. Han

var jo Ilden og Sjælen som gamle Bjerregrav sagde — han kunde give

Forklaring paa saa mange Gaader fra sin Læsning.

Naar Pelle løftede Øjnene fra Arbejdet var han blindet. Dernede paa

Værkstedsgulvet hvor Bager Jørgen og de andre sad og talte, saa han kun

dansende Lyspletter med sit Arbejde svævende midt i, og af sine

Kammerater saa han kun Skødet. Men inde i Glaskuglen løb Lyset som

legende Ild, derinde var der en hel Verden i evig Strømmen.

„Naa i Aften lyser hun jo udmærket,“ sagde Jeppe, naar en af dem kiggede

til Lampen.

„Naa ikke det?“ svarede Mester Andrés krængt.

Men en Dag bragte Isenkræmmerens Karl noget i en stor Kurv — en

Hængelampe med Rundbrænder; og i Mørkningen kom Isenkræmmeren selv for

at forestaa den første Tænding, og sætte Pelle ind i hvordan Vidunderet

skulde behandles. Han gik meget forsigtigt og omstændeligt til Værks.

„Den _kan_ jo eksplodere forstaas,“ sagde han, „men saa skal man ogsaa

fare haardt frem mod Mekaniken. Bare den tages med Fornuft og Varsomhed

er der ingen Fare.“

Pelle stod hos og holdt Glasset, men de andre trak Hovedet bort fra

Disken, og Unge Mester stod helt nede paa Gulvet og trippede. „Jeg vil

min Salighed ikke fare levende til Himmels,“ sagde han med sit morsomme

Udtryk „— hvor Satan tør du Pelle? du er en fræk Fyr!“ Og han saa paa

ham med sit store forundrede Blik der rummede den dobbelte Bund af Spøg

og Alvor.

Endelig straalede Lampen sit Lys ud, der var ikke den fjærneste Hylde

under Loftet hvor man ikke kunde tælle alle Læsterne. „Det er jo en hel

Sol,“ sagde Unge Mester og tog sig til Kinderne „— jeg tror min Sjæl den

heder Luften.“ Han var ganske rød, hans Øjne tindrede.

Gamle Mester holdt sig paa Afstand til Isenkræmmeren var gaaet, saa kom

han farende. „Naa I er ikke røget i Luften endnu?“ spurgte han i stor

Forbavselse. „Det er et ækelt Lys den giver — et rigtig hæsligt Lys, fy

da! Lyser ordenlig ud gør det ikke, men bider sig fast i Øjnene. Ja ja,

ødelæg I kun jeres Syn!“

Men for de andre var Lampen en Tilgang af Liv; Mester Andrés gassede sig

i dens Straaler. Han var som en soldrukken Fugl, bedst som han sad slog

han ud i Jubel. Og til Naboerne, der kom for at se Lampen og drøfte dens

Egenskaber, udbredte han sig i store Talemaader, saa Lyset flerdobledes

for dem. De kom flittigt og blev lettere hængende. Mester lyste og

Lampen lyste; som Insekter droges de mod Lyset — det dejlige Lys!

Tyve Gange om Dagen var Unge Mester ude i Gadedøren, men kom straks ind

igen og satte sig til at læse paa Forhøjningen, med Klampestøvlen

stikkende bagud. Han spyttede meget, Pelle maatte skifte Sand under ham

hver Dag.

„Det er vel et eller andet Slags Dyr, som sidder og gnaver i Brystet paa

dig?“ sagde Farbror Jørgen, naar Hosten var slem ved Andrés. „Nu ser du

ellers saa rask ud. Du kommer dig vel, inden vi ser os om.“

„Ja min Salighed!“ Mester lo glad mellem to Anfald.

„Bare giv den Grovfilen du, saa kreperer den sku nok. Det er nu, du er

ved de tredve, den skal kunne ødelægges. End om du gav den Konjak!“

Jørgen Kofod kom gærne trampende i store Træsko, og Jeppe gav ondt af

sig. „En skulde ikke tro, du havde en Skomager til Bror,“ sagde han

bidsk — „vi faar dog alt vort Rugbrød hos jer.“

„Men naar jeg nu ikke kan holde Fødderne varme i det forbandede

Lærfodtøj! Og fuld af Gigt er jeg — det er rent elendigt.“ Den store

Bager vred sig ynkeligt.

„Det maa være fælt med den Gigt,“ sagde Bjerregrav — „Selv har jeg

aldrig haft den.“

„Skræddere faar vel ikke Gigt,“ svarede Bager Jørgen haanligt — „en

Skrædderkrop blev vist noget trang at husere i. Der gaar jo tolv

Skræddere paa et Pund, ikke bedre jeg ved.“

Bjerregrav svarede ikke.

„Skrædderne har deres egen omvendte Verden,“ blev Bageren ved — „dem tør

jeg ikke sammenligne mig med. En vanskabt Skrædder, det er jo en der har

sin fulde Førlighed.“

„Aa Skrædderne er vel altid lige saa højt paa Straa som

Rugbrødsbagerne,“ stammede Bjerregrav febrilsk. „Bage Rugbrød kan dog

enhver Bondekone.“

„Ja højt paa Straa — det tror nok Pokker. Naar Skrædderen syr en Hue,

faar han Tøj til overs til et Par Bukser til sig selv; derfor er

Skrædderne altid saa galante i Tøjet.“ Bageren talte ud i Luften.

„Det er ellers Møllere og Bagere der har Ord for at snyde.“ Gamle

Bjerregrav henvendte sig til Mester Andrés og rystede af Hidsighed. Men

Unge Mester stod og saa muntert fra den ene til den anden, hans halte

Ben gyngede frit.

„Til Skrædderne forslaar der ingenting — jeg rummer for meget! sagde

Skrædderen han kvaltes i en Ært. Som Ordet ogsaa gaar — det forslaar

ikke mere end en Skrædder i Helvede. Det er Karle det! Vi kender jo alle

Tilfældet med Konen der fødte en fuldvoksen Skrædder til Verden, uden at

vide af hun var i Barnsnød.“

Jeppe lo: „Nu kunde I godt holde op; den ene har saamænd ikke noget at

lade den anden høre.“

„Nej, og jeg har ikke i Sinde at træde nogen Skrædder ihjæl, for saa

vidt det kan undgaas — de er jo ikke nemme at faa Øje paa.“ Bager Jørgen

løftede varligt paa sine store Træsko. „Men de er ikke Mennesker — eller

er der nogen Skrædder i Byen der har været over Havet? Der var heller

ikke Mandfolk nærværende, da Skrædderne blev skabt — et Kvindfolk stod i

Træk i en Gadedør, og saa blev hun med en Skrædder.“ Bageren kunde ikke

holde op igen, naar han først havde begyndt at aale nogen; nu Søren var

blevet gift havde han faaet hele sit Humør igen.

Bjerregrav kunde ikke klare sig. „Sig om Skrædderne hvad du vil,“ fik

han endelig indført, „men Rugbrødsbagerne regnes ikke til Fagfolk — ikke

mere end Vaskekoner gør! Skræddere og Skomagere det er dog ordenlige Lav

— med Fagprøver og alting.“

„Ja se Skomager det er nu igen noget andet,“ mente Jeppe.

„Der gaar dog lige saa mange Mundheld om jer som om os,“ Bjerregrav

klippede fortvivlet med Øjnene.

„Saa? Det er vist ikke længer siden end i Fjor, at Mester Klavsen blev

gift med en Snedkerdatter! Men hvem maa en Skrædder tage til Kone? sin

egen Tjenestepige.“

„At Far gider,“ sukkede Mester Andrés. „Det ene Menneske er lige saa

godt som det andet.“

„Ja du vender jo op og ned paa alting! men mit Fag vil jeg have

respekteret. Nu er det forløbne Agenter og Uldkræmmere og andre Rakkere,

der slaar sig ned i Staden og fører det store Ord, men i gamle Dage var

Haandværkerne Landets Marv. Selv Kongerne maatte lære et Haandværk

dengang. Jeg stod min Lære ud i selve Hovedstaden, og paa det Værksted

havde der en Prins lært Faget. Men jeg har pinedød aldrig hørt om nogen

Konge, der lagde sig efter Skrædderiet.“

Saadan kunde de blive ved. Og bedst som de sad og kævledes gik Døren op,

og Træbene-Larsen stampede ind og fyldte Værkstedet med frisk Luft. Han

var i Stormhue og blaa Pjækkert. „God Aften Børn!“ sagde han muntert og

hev en Bunke Lærhylstre og umage Støvler paa Forhøjningen.

Der kom Liv i dem alle: „Der har vi jo Spillemanden! Velkommen hjem! Har

Sommeren givet godt?“

Jeppe undersøgte de fem Højrestøvler en for en, krængte Overlæret fra

Randen og holdt Hæl og Saal i Flugt for Øjet. „Der har en Fusker haft

fat i dem,“ brummede han og gik saa i Gang med Hylstrene til Træbenet.

„Naa virker saa Filtlaget?“ Larsen havde det med at fryse om den

amputerede Fod.

„Ja jeg har ingen Fodkulde mærket siden.“

„Fodkulde!“ Bageren slog sig paa Laarene og lo.

„Ja du kan sige hvad du vil; men hvergang jeg blev vaad om Træbenet fik

jeg Snue.“

„Det var Bølens,“ udbrød Jørgen og rullede med sin store Overkrop som en

Flodhest „— det var underligt.“

„Der er meget underligt til paa denne Jord,“ stammede Bjerregrav.

„Dengang min Broder døde gik mit Ur i Staa i samme Øjeblik — jeg havde

faaet det af ham.“

Træbene-Larsen havde været over hele Kongeriget med sin Lirekasse og

maatte fortælle: Om Jærnbanetogene der kørte saa Landskabet løb rundt om

sig selv, om Hovedstadens de store Butiker, og Forlystelsesstederne.

„Det er lige meget, til Sommer vil jeg nu en Tur til København og

arbejde!“ sagde Mester Andrés.

„Jylland — der har de jo saa mange Vrag!“ sagde Bageren. „Det skal jo

være Sand det hele! Jeg har hørt sige, at Landet vandrer Øster efter —

under Fødderne paa dem. Er det sandt, at de har en Stolpe, som man skal

klø sig paa før man faar Lov at sætte sig?“

„Min Søster har en Søn som er gift og bosat hos Jyderne,“ sagde

Bjerregrav. „Ham saa du vel ikke noget til?“

Bageren lo: „Skrædderne de er store — de gaar med hele Verden i

Vestelommen! — Hvad saa Fyns Land — der var du vel ogsaa? Det er dér

Kvindfolkene er saa milde til Sinds! Jeg laa uden for Svendborg engang

og tog Vand ind, men der var ingen Tid til at gaa i Land.“ Det lød som

et Suk.

„Kan du nok holde ud at vandre saa meget?“ spurgte Bjerregrav bekymret.

Træbene-Larsen saa foragteligt til Bjerregravs medfødte Klumpfod — han

havde selv faaet sit ved Helgoland, for en ærlig Kugle. „Naar man har

sin Førlighed,“ sagde han og spyttede ud over Forhøjningen.

Saa maatte de andre fortælle om hvad der var hændt Byen i Sommerens Løb,

om den finske Bark der var strandet nordude, og _Kraften_ der havde

slaaet sig løs. „Men nu sidder han og kukkelurer bag Bolt og Slaa.“

Bjerregrav blev hængende ved Navnet og kaldte det Gudsbespottelse:

„Kraften er kun én — som skrevet staar, og stakkels vi, om han slog sig

løs over vore Hoveder.“

Træbene-Larsen mente nu, at Kraften ikke havde noget med Gud at skaffe

men var af jordisk Stof; ovre brugtes den til at trække Maskiner — i

Stedet for Heste.

„Jeg skulde holde for, at Kraften er Fruentimmerne,“ sagde Bager Jørgen

„— for de regerer sku Verden. Og Vorherre bevare én naar de slaar sig

løs! Men hvad mener du Andrés som er saa boglærd?“

„Kraften det er Solen,“ sagde Mester Andrés, „— den raader for alt Liv,

og Videnskaben har fundet ud, at al Kraft udgaar fra den. Hvis den faldt

i Havet og afsvaledes, saa blev hele Jorden til en Isklump.“

„Ja for det er Havet som er Kraften,“ udbrød Jeppe hoverende. „Eller

kender I noget der kan bryde ned som det og rive alting til sig. Og fra

Havet faar vi det hele igen. Dengang jeg fór paa Malaga —“

„Ja det er saagu sandt ogsaa,“ sagde Bjerregrav, „for de fleste finder

Føden paa Havet, og mange Døden ogsaa. Og de Rigmænd vi har — fra Havet

har de faaet deres Penge.“

Jeppe rettede sig og fik Glans i Brillerne; „Havet kan bære oppe hvad

det vil, Sten og Jærn om endskønt det selv er blødt! de tungeste Byrder

kan vandre paa dets Ryg. Og saa med et suger det alting til sig. Jeg har

set Skibe sejle sig med Stævnen ret ned i Bølgerne og forsvinde, naar

Kravet var der.“

„Jeg gad vidst, om Landene flyder eller de staar paa Havbunden. Ved du

ikke det Andrés?“ spurgte Bjerregrav.

Mester Andrés mente de stod paa Havbunden, men Farbror Jørgen mente nej.

„Saa stort som Havet er,“ sagde han.

„Ja stort er det, for nu har jeg været hele Øen over,“ sagde Bjerregrav

selvfølende — „men aldrig truffet noget Sted hvorfra jeg ikke kunde se

Havet. Alle Bornholms Sogne de grænser jo til Havet ogsaa! Men Bønderne

har det vel ingen Magt over, for de hører jo Mulden til?“

„Havet har Magt over os alle,“ sagde Larsen. „Nogle viser det fra sig,

der har faret paa det i mange Aar; saa faar de pludselig Søsygen paa

deres gamle Dage, og nu er de varet ad. Det var derfor Skipper Andersen

gik i Land. Og andre drager det til helt oppe fra Bondelandet! Jeg har

faret til Søs sammen med saadanne, der hele deres Liv havde gaaet

deroppe og set paa Havet men aldrig været nede ved det. Og saa en Dag

tog Fanden ved dem, de slap Ploven og løb ned til Havet og tog Hyre. Det

var ikke de daarligste Søfolk.“

„Ja,“ sagde Bager Jørgen — „og faret til Søs har vi alle her paa Landet,

der farer Bornholmere paa alle Have saa langt Fartøj kan gaa. Jeg har

ogsaa truffet den Slags, der aldrig havde været ved Havet før, og

alligevel var de som hjemmevant paa det. Mens jeg førte Briggen Klara

for Skipper Andersen, havde jeg saadan en som Jungmand. Han havde aldrig

badet før; men en Dag vi laa for Anker og de andre var ude at svømme,

kastede han sig Gud hjælpe mig ogsaa ud som om det kunde være i Moders

Favn — han mente det fulgte af sig selv med Svømningen. Han gik jo lige

til Bunds, og var halvdød inden vi fik ham op.“

„Satan forstaa sig paa Havet,“ udbrød Mester Andrés kortaandet. „Rundt

buer det sig bestandig, og det kan rejse sig lodret paa Bagbenene og

staa som en Mur, skønt det er flydende! Og saa har jeg tilmed læst i en

Bog, at der findes saa meget Sølv i Havet, saa hvert Menneske paa Jorden

kunde blive velstaaende.“

„Ih du forbarmende,“ udbrød Bjerregrav „— ih men nu har jeg da! Mon det

skulde stamme fra alle dem som har forlist? — Ja Havet er pine mig

Kraften!“

„Klokken er ti!“ sagde Jeppe. „Og Lampen tærer — det Fandenskab!“ Saa

brød de hastig op, og Pelle slukkede.

Men længe efter at han havde lagt Hovedet til Puden, kørte det rundt

derinde. Han havde slugt det hele, og Forestillingerne myldrede i hans

Hjærne som Unger i en overfyldt Rede, skubbedes og trængtes for at finde

en Plet at falde til Ro paa. Havet var stærkt, nu ved Vintertid havde

han dets Kogen mod Klipperne i Øret bestandig. Men Pelle var ikke vis

paa han gik af Vejen for det! Han nærede en ubevidst Uvilje mod at sætte

sig selv Grænser, og Kraften de trættedes om sad til syvende og sidst

inderst inde i ham selv, som en lys Følelse af at være uovervindelig

trods alle Nederlag.

Undertiden maatte denne Følelse synligt frem og bære ham over Dagen. En

Middag sad de og arbejdede, efter — som sædvanlig — at have slugt Maden

paa fem Minutter; Svenden var den eneste der undte sig lidt Middagshvil,

han sad og læste Avisen. Pludselig hævede han Hovedet og saa forundret

paa Pelle: „Hvad i Alverden er det? Lasse Karlsson — det er jo din Far?“

„Ja,“ svarede Pelle tykmælet, og Blodet jog ham til Kinderne. Stod

Lassefar nu ogsaa omtalt i Aviserne? — da vel ikke for nogen Ulykke? Han

maatte have gjort sig bemærket paa en eller anden Maade ved sit

Jordbrug. Pelle var ved at kvæles af Spænding men turde ikke spørge — og

Lille Nikas sad blot og saa lukket ud. Han havde taget Unge Mesters Mine

paa.

Men saa læste han højt: _Bortkommen!_ En Lus med tre Haler er løbet bort

og kan tilbageleveres mod en god Dusør til Gaardejer Lasse Karlsson,

Lynggaarden. Sammesteds købes brugt Rugbrød!

De andre slog en skraldende Latter op, men Pelle blev askegraa. I et

Spring var han over Disken og havde faaet Lille Nikas under sig ned paa

Gulvet; der laa han og masede med Fingrene om hans Hals for at kværke

ham — til han blev overmandet. Emil og Peter maatte holde ham, mens

Spanderemmen gjorde sit Arbejde.

Alligevel var han stolt, hvad betød nogle Prygl mod den Kendsgærning, at

han havde slaaet Svenden i Gulvet og faaet Ram paa den kuende Respekt.

De kunde lige prøve at komme med deres forløjede Hentydninger til

dengang — eller drive Spot med Far Lasse! Pelle havde ikke i Sinde at

lirke sig frem.

Og Forholdene gav ham Ret. Der blev taget mere Hensyn til ham for

Fremtiden — ingen holdt af at faa ham og hans Værktøj i Hovedet, selv om

de kunde prygle ham bagefter.