„Ja vel er jeg det,“ svarede Pelle forvirret — de betonede Ordet paa en
egen Maade opdagede han nu.
Saa brast de alle i Latter. „Han tilstaar det selv. — Og han er fra den
største Gaard — — han er Landets største Bonde.“
„Nej Bonden han hed jo Kongstrup,“ sagde Pelle beskedent — „jeg var bare
Vogterdreng!“
De brølede op af Latter. „Han forstaar det ikke engang — han er sku den
største Bondetamp!“
Pelle tabte nu ikke Hovedet, han havde vægtigere Skyts, og nu skulde han
slaa et Slag. — „Og dér paa Gaarden var der en Karl som hed Erik. Han
var saa stærk, at han kunde prygle tre Mand; men Forvalteren var
stærkere endnu, for han slog Erik til Idiot!“
„Saa, hvordan bar han sig ad med det? — Kan man ogsaa slaa en Bonde til
Idiot? — Hvem har saa slaaet dig til Idiot da?“ Spørgsmaalene regnede
ned over ham.
Pelle gik tæt ind paa Livet af den, der stillede det sidste Spørgsmaal —
med Øjnene i hans. Men Fyren veg. „Pas paa dit pæne Tøj,“ sagde han
leende — „og krøl ikke Mansjetterne.“
Pelle havde en renvasket blaa Busserunne under Trøjen, Hals- og
Haandlinninger gjorde det af for Kravetøj; han vidste netop med sig
selv, at han var ren og pæn. Og nu bed de sig fast dér!
„Og sikken et Par Plader han har paa, Herre Jøsses ogsaa, de dækker jo
halve Havnepladsen!“ Det var Kongstrups Sko, Pelle havde endda kviet sig
ved at tage dem paa en søgn Aften.
„Hvornaar har du holdt Flyttegilde?“ spurgte en tredje — det var én til
Pelles tykke røde Kinder.
Nu var han ved at gaa ud af sit gode Skind; han jog Øjnene søgende rundt
efter noget at slaa fra sig med; for dette endte nok med Kamp mod hele
Flokken. Naa, Pelle havde før haft alle imod sig.
Men saa traadte en lang tynd Fyr frem. „Har du nogen køn Søster?“
spurgte han.
„Jeg har ingen Søskende,“ svarede Pelle kort for Hovedet.
„Det var sku kedeligt. Forstaar du at lege Skjul da?“
Ja det forstod Pelle nok!
„Naa, kan du saa staa!“ Den lange gav ham Huen for Øjnene og drejede ham
med Ansigtet mod Plankeværket. „Du tæller til hundrede — og ikke noget
Snyderi, det vil jeg sige dig.“
Nej Pelle skulde ikke snyde — hverken kigge eller springe over — saa
meget afhang jo af denne Begyndelse. Men han lovede sig dyrt og helligt
at bruge sine Ben, de skulde blive taget hver eneste én. Han var færdig
med at tælle og tog Huen fra Øjnene — ikke en Lyd. „Kuk engang!“ raabte
han, men ingen svarede. Saa ledte Pelle en halv Time mellem Tømmer og
Vareskur, derpaa luskede han hjem og i Seng. Men om Natten drømte han at
han fangede dem alle, og de kaarede ham til Anfører for al Fremtid. —
Byen var ikke den aabne Favn, han lige kunde kaste sig ind i med sin
barnlige Tillid for straks at blive baaret frem. Her tav man nok med
alle de Bedrifter, der andre Steder gav et Menneske Rygstød — de vakte
bare haanlig Latter. Han forsøgte sig igen og igen, altid med noget nyt!
men Svaret var bestandig — _Bonde!_ Hele hans lille Person struttede af
god Vilje — og han blev vist ynkeligt hjem.
Pelle saa snart hele sit opsparede Fond smuldre bort mellem Hænderne paa
sig; alt hvad han havde tilkæmpet sig af Respekt derhjemme paa Gaarden
og i Lejet, ved sin Dristighed og gode Vilje — det blev til ingenting
her. Her galdt andre Bedrifter, en ny Jargon; Klæderne var andre, man
satte Fødderne paa en anden Maade. Alt hvad han havde sat højt, blev
gjort latterligt — lige til den smukke Kasket med Negene og
Høstredskaberne paa. Han kom saa trygt hvilende i sig selv — og gjorde
den smærtelige Opdagelse, at han var en latterlig Foreteelse. Hvergang
han vilde være med, blev han skubbet til Side; han havde ingen Ret til
at tale med — bagest i Rækken værsgod!
Der var ikke andet for end at slaa _Tilbage_ over hele Linjen, til man
befandt sig paa Bunden af det hele. Og saa haardt det holdt for en rask
Dreng, der brændte af Lyst til at sætte _sit_ Præg paa alting — Pelle
gjorde det og beredte sig trøstig paa at kravle opad igen. Hvor meget
han saa plukkedes for, bestandig blev der tilbage en haardnakket Følelse
af eget Værd; den kunde ingen tage fra ham.
Han var overbevist om, at det ikke var ham selv men kun alle mulige Ting
ved ham det var galt med, og gik rastløs i Gang med at udfinde de ny
Værdier og føre Udryddelseskrigen mod sig selv. For hvert Nederlag gik
han sig ufortrødent efter, og næste Aften fór han ud igen — beriget med
_saa_ mange Erfaringer — og tog sit Nederlag paa et nyt Punkt. Han
_vilde_ sejre — hvad der saa skulde ofres! Han vidste ikke noget
prægtigere end at marsjere drønende gennem Gaden, med Bukserne stoppet
ned i Skafterne paa Lasses gamle Støvler — det var Indbegrebet af
Mandighed. Men han var Mand for at lade det være ogsaa — siden man her
ansaa det for bondsk. Haardere holdt det at bide sin Fortid i sig; den
var saa uadskillelig fra Lassefar, at han fik Følelsen af Forræderi! Men
der var intet Udkomme; vilde han begaa sig, maatte han krænge sig ind i
det alt baade Meninger og Fordomme. Til Gengæld lovede han sig selv, at
brænde dem det hele i Synet saa snart han kom ovenpaa.
Det der trykkede ham mest var Faget — der var saa lidt Anseelse ved det!
Hvor meget han saa satte sig for at udrette, var og blev Skomageren dog
en Stakkel med beget Tryne og for stor Bagdel. Her forslog den
personlige Ydelse ikke, man maatte se at bjærge sig over i noget andet
snarest muligt!
Men i Staden var han, og som en af dens Indbyggere — det kunde der ikke
rokkes ved. Og Staden virkede baade stort og festligt paa ham, selv om
den ikke holdt til de æventyrlige Forestillinger, han havde fra dengang
han og Faderen steg i Land her. De fleste gik i deres Søndagsklær, og
mange sad og tjente sig store Penge, uden at man begreb paa hvad. Her
mundede ogsaa alle Veje ud, og Staden sugede alt til sig: Svin og Korn
og Mennesker — her havnede det hele før eller senere! Soen boede her med
Rud, som var i Malerlære, Tvillingerne var her! Og en Dag saa Pelle en
stor Dreng staa og brøle op ad en Port med Armene for Ansigtet, mens
nogle Smaadrenge pryglede løs paa ham; det var Tudeper, han sejlede som
Kokkedreng paa en Galease. Hid stævnede det hele!
Men Far Lasse var her ikke!