Lille Nikas havde gnedet Sværten af Ansigtet og var i sit pæne Løbetøj;
han skulde hen paa Torvet med en Byldt Vasketøj som Slagteren fra Aaker
skulde tage med hjem til hans Moder, og Pelle gik bag ham og bar
Byldten. Lille Nikas hilste paa mange milde Tjenestepiger oppe omkring i
Husene, og Pelle fandt, at det var morsommere at gaa ved Siden af ham
end bag — man var vel to for at følges ad. Men hvergang han traadte frem
ved Siden af Svenden, skubbede denne ham i Rendestenen. Til sidst faldt
Pelle over et Rendestensbrædt, og saa opgav han det.
Oppe i Gaden stod den gale Urmager paa Kanten af sin høje Trappe og
svingede med et Lod; det hang i en lang Snor, og med Fingeren fulgte han
Pendulsvingningerne som om han talte Tiden. Det var meget spændende, men
der var Fare for at Svenden ikke skulde faa Øje paa det.
„Urmageren eksperimenterer nok bare han,“ sagde han livligt.
„Hold Kæft!“ udbrød Lille Nikas kort. Saa huskede Pelle at han ikke
maatte snakke, og klemte Munden fast i.
Han gik og trykkede paa Byldten for at danne sig et Skøn over dens
Indhold. Øjnene havde han inden for alle Vinduer og ned ad Sidegaderne;
hvert Øjeblik førte han den hule Haand til Munden som om han gabede — og
slugte en Luns Rugbrød han havde hugget i Køkkenet. Selerne var itu, og
han maatte hele Tiden stemme Maven ud; der var hundrede Ting at tage
Vare — og Kulhandlerens Hund, som maatte have et Spark bagi, mens den i
god Tro stod og snusede til en Hjørnesten.
Der kom et Ligtog imod dem, Svenden passerede det med blottet Hovede, og
Pelle gjorde som han. Sidst i Toget kom Skrædder Bjerregrav paa sine
Krykker; han fulgte til alle Begravelser og var altid bagest, fordi hans
Gangart krævede saa stort Spillerum. Han stod stille og saa ned i
Jorden, mens det øvrige Følge fjærnede sig nogle Skridt, satte saa
Krykkerne frem, flyttede sig et Spand — og stod igen stille. Saadan kom
han fremad paa sine daarlige Ben bare ved at staa og se paa de andre og
tage et Skridt i Ny og Næ; han lignede en langsomt vandrende Passer, der
maalte de andres Bane.
Men det morsomste var, at han havde glemt at knappe Smækken paa sine
sorte Begravelsesbukser; den hang ham ned over Knærne som et Skødskind.
Det var ikke helt sikkert, at Svenden havde opdaget det.
„Bjerregrav har glemt —“
„Hold Kæft!“ Lille Nikas gjorde et Ryk bagud, og Pelle dukkede Hovedet
og pressede Haanden fast mod Munden.
Men oppe i Staalegade var der stort Halløj, et vældig fedt Fruentimmer
stod og skændtes med to Sømænd. Hun var i Natkappe og Skørt, og Pelle
kendte hende han.
„Det er Soen,“ sagde han oprømt — „hun er en ordenlig Dundre! Paa
Stengaarden —“
Svup var Lille Nikas over ham med en Lussing, saa han satte sig ned paa
Billedskærerens Trappe. „En, to, tre, fire — kom saa!“ han talte ti
Skridt frem og satte sig i Bevægelse. „Men Gud hjælpe dig om du ikke
holder Afstanden!“
Pelle holdt redeligt Afstanden; men gal i Hovedet var han og opdagede
hurtigt, at Lille Nikas ligesom Gamle Jeppe havde altfor stor en Bagdel.
Det kom nok af at sidde saa meget — man blev krum i Rørene! Han satte
Bagen godt ud og slog et Læg paa Trøjen over Lænden, lettede sig koket
paa Fodbalgen og stoltserede af Sted med den ene Haand paa Brystet. Naar
Svenden kløede sig, gjorde Pelle det ogsaa — og slog de samme flotte
Sving med Kroppen; hans Kind brændte, men han var inderlig tilfreds med
sig selv.
Saa snart han var sin egen Herre, søgte han rundt til Landslagterne for
at opspørge Nyt om Lasse, men ingen vidste noget. Han gik fra Vogn til
Vogn og spurgte. „Lasse Karlsson?“ sagde en — „naa det var jo ham
Røgteren fra Stengaarden!“ Saa raabte han til en anden og spurgte om
Lasse — ham den gamle Stengaardsrøgter! og _han_ raabte igen til en
tredje; de kom alle hen til Vognen for at drøfte Spørgsmaalet. Det var
Folk som bestandig rakkede Øen rundt for at købe Kreaturer op; de kendte
Gud og Hvermand men kunde ingen Oplysninger give om Lasse. „Saa er han
heller ikke mer paa Landet,“ sagde den første helt afgjort. „Du faar
lægge dig en anden Far til min Dreng.“
Men Pelle var ikke oplagt til Spøg og luskede bort fra Vognen. Forresten
maatte han hjem til Arbejdet; Smaamestrene, der vimsede ivrigt fra Vogn
til Vogn og følte paa Kødet, skelede allerede til ham. De hang sammen
som Ærtehalm, naar det galdt om at holde Læredrengene i Ørerne — ellers
var de nidske nok paa hinanden. — —
Bjerregravs Krykker stod bag Døren, selv sad han henne ved Forhøjningen
i stiveste Begravelsespuds; han havde et hvidt sammenlagt Tørklæde
mellem de foldede Hænder og tørrede jævnlig Øjnene.
„Var det en Paarørende af Bjerregrav kanske?“ spurgte Unge Mester lunt.
„Nej men det er saa trist for dem der bliver tilbage — Kone og Børn.
Nogen er der jo altid som sørger og savner. Mennesker fører en underlig
Tilværelse du Andrés!“
„Ja og Kartoflerne er daarlige i Aar Bjerregrav.“
Nabo Jørgen fyldte hele Døraabningen. „Ih men der har vi jo salig
Bjerregrav!“ udbrød han — „og i stiveste Stads. Hvad staar der paa med
dig i Dag — gaar du paa Kvindeveje?“
„Jeg har _fulgt_,“ svarede Bjerregrav stille.
Den store Bager gjorde en uvillig Bevægelse, han holdt ikke af
uforvarende at blive mindet om Døden: „Du skulde være Ligvognskusk du
Bjerregrav — saa arbejdede du da ikke omsonst!“
„Omsonst er det vel ikke, fordi om de er døde,“ stammede Bjerregrav.
„Jeg Stakkel duer heller ikke til saa meget, og ingen har jeg der staar
mig nær. Der gaar ikke noget fra nogen levende, fordi jeg følger dem der
dør. — Og saa kender jeg jo dem alle og har fulgt dem i Tankerne fra de
blev født,“ føjede han undskyldende til.
„Naar du saa endda blev bedt til Gildet og fik noget med af den gode
Mad. Saa kunde jeg bedre forstaa det,“ blev Bageren ved.
„Æde Maden fra en stakkels Enke, som sidder med fire smaa Børn og ikke
ved hvor hun skal faa Føden fra til dem — nej det gjorde jeg alligevel
ikke! Hun har maattet sætte sig i 300 Kroners Gæld for at holde
anstændigt Ofrøl over Manden.“
„Det skulde ved Lov forbydes,“ sagde Mester Andrés. „Saadan én med
Smaabørn har ikke Lov at smide Penge væk paa de døde.“
„Hun viser sin Husbond den sidste Ære,“ sagde Jeppe tilrettevisende.
„Det er enhver god Hustrus Pligt.“
„Vist saa,“ svarede Mester Andrés — „noget maa der sku gøres! Som nu
omme paa den anden Side Jorden; der kaster Konen sig ogsaa paa Baalet,
naar Manden er død og skal brændes.“
Bager Jørgen rev sig paa Laarene og grinede: „Der sagde du en god Løgn,
du Andrés — det fik de aldrig noget Kvindfolk til, kender jeg
Fruentimmerne ret.“
Men Bjerregrav vidste, at Unge Mester ikke løj, og tog ud i Luften med
sine tynde Hænder som vilde han holde sig noget usynligt fra Livet. „Gud
ske Lov én har set Lyset her paa Øen,“ sagde han sagte. „Her sker der
dog kun kendte Ting — hvor forkerte de end kan være.“
„Kan undres paa hvor hun har faaet Pengene fra?“ sagde Bageren.
„Laant dem vel,“ sagde Bjerregrav i en Tone, som vilde han have
Spørgsmaalet slaaet hen.
Jeppe blæste haanligt: „Hvem skulde vel laane en fattig Styrmandsenke
300 Kroner, det var da lige saa godt som at smide sine Penge i Havet.“
Men Bager Jørgen traadte helt ind paa Livet af Bjerregrav. „Du har givet
hende dem har du — ingen anden kunde være saa asensdum!“ sagde han
truende.
„Lad mig være,“ stammede Bjerregrav, „jeg har ikke gjort jer noget. Og
hun har en glad Dag midt i Sorgen.“ Hans Hænder rystede.
„Du er en Torsk,“ sagde Jeppe kort.
„Hvad tænker nu Bjerregrav, naar Bjerregrav staar saadan og ser ned i
Graven?“ spurgte Unge Mester for at aflede.
„Jeg tænker: Nu drager du hen hvor du faar det bedre end her!“ sagde den
gamle Skrædder troskyldigt.
„Ja for Bjerregrav _følger_ jo kun Staklerne han,“ sagde Jeppe lidt
haanligt.
„Jeg kan nu ikke lade være at tænke — hvis han nu bliver narret,“
vedblev Mester Andrés. „Hvis han nu kommer og har glædet sig til en hel
Del — og saa der ingenting er! Derfor holder jeg ikke af at se Lig.“
„Ja se det er jo Sagen — hvis der nu ingenting er?“ Bager Jørgen vred
sin tykke Krop. „For her gaar vi og bilder os en hel Del ind; men hvis
det nu var Løgn det hele?“
„Det er jo Vantroens Aand,“ sagde Jeppe og stampede haardt i Gulvet.
„Vorherre bevare min Mund for Vantro,“ svarede Bror Jørgen og strøg sig
højtideligt over Ansigtet — „men tænke kan én vel ikke godt blive fri
for. Og hvad ser én om sig? Sygdom og Død og Halleluja. Vi lever og vi
lever, skal jeg sige dig Bror Jeppe — og vi lever for at leve! Men jeg
siger Herre Jøs for de Stakler som ikke er fødte endnu!“ Saa faldt han i
Tanker — som sædvanlig over Lille Jørgen der ikke vilde komme til Verden
og tage hans Navn og hans Persons Lignelse og føre det videre for ham.
Der laa nu hans Tro paa Tingen — der var ikke noget at stille op. Og de
andre gav sig til at tale sagte for ikke at forstyrre ham i hans Andagt.
* * * * *
Pelle tumlede med alt mellem Himmel og Jord, og havde sine strittende
Øren ude efter hvert Ord der faldt, men naar Talen var om Døden gabede
han. Han havde aldrig selv været alvorlig syg; og siden Mor Bengta slap,
havde Døden ikke gjort noget Greb ind i hans Verden — lykkeligvis, for
dér var det alt eller intet, Pelle havde kun Far Lasse. For Pelle var
den haardhændede Død slet ikke til, han begreb ikke, at Folk kunde lægge
sig hen med Næsen i Vejret, saa meget her var at tage Vare — Byen gav
nok at bestille endda.
Allerede den første Aften jog han ud og opsøgte de andre Drenge — lige
ind hvor Sværmen var tykkest. Der var ikke noget at vente efter, Pelle
var vant til at tage Tyren ved Hornene — og han længtes efter at gøre
sig gældende.
„Hvad er det for en Sut?“ sagde de og stimlede sammen om ham.
„Jeg er Pelle,“ sagde han og stod støt midt i Flokken og saa paa dem
alle. „Jeg har været paa Stengaarden fra jeg var otte Aar, og det er den
største Gaard paa Nordlandet.“ Han havde Hænderne i Lommen og spyttede
ligegyldigt, for dette her var jo ingenting imod hvad han endnu sad inde
med.
„Saa er du en Bonde da?“ sagde en, og de andre lo. Rud var imellem dem.
„Ja,“ sagde Pelle, „og jeg har prøvet at pløje — og slaa Blandsæd til
Kalvene.“