IV

Byen havde det ved sig, at det var tungt at gaa i Seng og tungt at komme

op. Herinde steg intet Gry gysende over Jorden og vækkede alting op,

Husene spærrede for Morgenens aabne Ansigt. Og den svindende Dag gød

ikke sin Aftenmødighed tungt i Lemmerne og drev dem mod Lejet, Livet her

gik i omvendt Retning, Folk blev livlige mod Natten.

Klokken halv seks dunkede Mester, som laa nedenunder, i Loftet med sin

Stok. Pelle der havde Ansvaret, rejste sig mekanisk over Ende og dunkede

i Sengesiden med den knyttede Haand, saa faldt han tilbage igen

bestandig sovende. Lidt efter gentog det sig. Men saa tabte Mester

Taalmodigheden. „For Satan, vil I slet ikke op i Dag,“ brølede han.

„Skal jeg maaske komme med Kaffe paa Sengen til jer!“ Pelle tumlede

søvndrukken ud paa Gulvet. „Op, op!“ raabte han og ruskede i de andre.

Jens kom let paa Benene, han vaagnede altid med et Udtryk af Rædsel og

dækkede for sit Hoved; men Emil og Peter som var i Løbetiden var ikke

til at ruske Liv i.

Pelle skyndte sig ned og gjorde i Stand, fyldte Blødebaljen og lagde en

Sandbunke paa Forhøjningen til Mester at spytte i. Han undredes ikke paa

de andre længer, han var selv morgensur; de Dage han maatte krybe lige

ind paa Skrikken uden først at løbe Morgenærender, behøvede han Timer

til at tø op.

Han undersøgte, om han den foregaaende Aften havde sat Kridtkryds noget

iøjenfaldende Sted, for saa var der noget der bestemt skulde huskes. Det

kneb med at huske — derfor havde han gjort denne geniale Opfindelse. Saa

galdt det bare om, ikke at glemme hvad Krydsene betød — for saa var man

lige nær.

Naar Værkstedet var i Orden løb han for Madammen efter Kaffebrød til

„dem selv“. Han fik en Krydder til sin Kaffe og drak den ude i Køkkenet,

mens den gamle Kone gik og gnavede. Hun var tør som en Mumie og bevægede

sig stærkt foroverbøjet, naar hun ikke brugte sine Hænder gik hun med

den ene Underarm trykket ind mod Mellemgulvet. Alting var hun utilfreds

med og talte om Graven i det uendelige. „Mine to ældste har jeg over

Havet — i Amerika og Avstralien; dem ser jeg aldrig mere. Og herhjemme

gaar to Mandfolk og stolteserer, bestiller intet og skal vartes op.

Andrés den Stakkel er syg, og Jeppe duer ingenting til mere, han kan

ikke engang holde sig varm i Sengen. Men stille Fordringer kan de, og

mig lader de gaa og træde uden Hjælp og gøre alting selv. Jeg skal

rigtig takke Gud, den Dag jeg ligger i min Grav. — Hvad staar du nu dér

og gaber for — se du kommer af Sted med dig!“ Saa bar Pelle Kaffen med

det brune Sukker ud til Værkstedsvinduet.

Det var smaat med Arbejdslysten om Morgenen, saa længe Mester ikke var

oppe; de var søvnige og saa en lang sur Dag i Møde. Svenden drev ikke

paa, han maatte sørge for at der blev noget til ham selv. Saa sad de og

nussede, slog nu og da nogle Hammerslag paa Skrømt, mens en og anden sov

videre ind over Disken. De fór op naar det pikkede de tre Slag i Væggen

til Pelle.

„Hvad laver I? Jeg synes der er saa dødt derude?“ kunde Mester spørge og

stirre mistroisk paa Pelle. Men Pelle havde mærket sig hvad de hver for

sig burde have i Hænde, og nævnede det. — „Hvad er det i Dag — Torsdag?

Død og salte Salighed, sig til Jens at han øjeblikkelig slipper Mannas

Galosjeringer og tager fat paa Lodsens Støvler — de var lovet til i

Mandags.“ Mester drog trist efter Vejret: „Aa jeg har haft en drøj Nat

Pelle, en rigtig modbydelig Nat med Hede og Sus for Ørerne. Det ny Blod

er saa pokkers uregerligt, det staar og koger i Hovedet paa mig

bestandigt — som Sodavand. Men godt er det jo at jeg faar det, ellers

var jeg min Salighed snart kaput du. — Tror du paa Helvede? Himlen er

noget godt Sludder, hvad skulde vi vel kunne vente af godt andre Steder

naar vi ikke engang kan have det ordenligt her! Men tror du paa Helvede?

Jeg drømte at jeg spyttede den sidste Stump Lunge op og kom i Helvede.

Hvad Satan vil du her Andrés? sagde de til mig, du har jo Hjærtet helt

endnu — de vilde ikke have mig. Men hvad nytter det? Hjærtet kan jeg jo

ikke trække Vejret med, jeg kreperer ligefuldt. Og hvad bliver der saa

af mig, vil du sige mig det? — Der er jo noget der hedder gaa i sin Mor

igen — naar en endda kunde det, og saa komme til Verden som et nyt

Menneske med to gode Ben. Saa skulde du se mig forsvinde over Havet i en

Fart — vupti! jeg gik nok ikke længe her og rodede. — Har du set din

Navle i Dag? Ja du griner dit Skabelse, men det er Alvor! Der gik nok

ikke ret meget forkert for dig, om du altid begyndte Dagen med at se din

Navle.“

Mester var halv alvorlig halv skælmsk. „Naa men kan du hente mig min

Portvin da, den staar i Hylden inde bag Kassen med Lidserne — jeg fryser

saa nedersaksisk.“

Pelle kom igen og meddelte at Flasken var tom. Mester kiggede godlidende

paa den.

„Faa saa fat i en anden da! Men jeg har ingen Penge, du faar sige — ja

find selv paa noget du — du er jo ikke dum.“ Mester saa paa ham med

dette Blik, der tog ham om Hjærtet, saa han stundom var ved at briste i

Graad. Pelles Verden havde været ret lige ud ad Landevejen — han begreb

ikke dette Spil af Vid og Elendighed, Skælmeri og Dødsens Tristhed. Men

han følte noget af den gode Guds Ansigt, og det skjalv inden i ham — han

kunde gaa i Døden for Mester.

Naar det var sludfuldt Vejr, havde Mester svært ved at komme op — Kulden

knugede ham. Naar han saa kom ud paa Værkstedet, nyvasket og med vaadt

Haar, stillede han sig ved den kolde Kakkelovn og stod og hakkede Tænder

— ganske indfalden i Kinderne. „Jeg har saa lidt Blod for Tiden,“ sagde

han saa, „men det ny er i Anmarsj, det synger mig for Ørerne hver Nat.“

Saa hostede han en Tur. „Der har vi min Sjæl igen et Stykke Lunge,“

sagde han og viste en geléagtig Klump til Pelle, der stod ved

Kakkelovnen og børstede Sko. — „Men der vokser nyt ud igen!“

„Nu er Mester jo snart de tredve Aar,“ sagde Svenden. „Saa er den

farlige Tid overstaaet.“

„Ja for Pokker saa længe maa jeg vel kunne hænge sammen — et halvt Aar

kun,“ sagde Mester ivrende og saa paa Pelle, som havde _han_ det i sin

Magt — „seks Maaneder bare! Saa fornyr hele Kadaveret sig — ny Lunger —

alting nyt. Men nyt Ben faar jeg min Salighed aldrig.“

Der kom en egen hemmelig Forstaaelse mellem Pelle og Mester, som ikke

byggedes paa Ord og Udtalelser, men føltes af Blikke og Tonefald og hele

deres Væsen. Det var som selve Mesters Skindtrøje udstraalede varm

Følelse, naar Pelle stod bag hans Ryg. Pelles Øjne søgte Mester naar og

hvor han kunde, og Mester var anderledes mod ham end mod alle andre.

Naar han kom hjem fra Byærender og drejede om Hjørnet, havde han det

glade Syn af Unge Mester der stod i Gadedøren; med det halte Ben i

Hvilestilling og Haanden fast om Stokken stod han og flyttede Blikket i

sin Udlængsel. Det var hans Plads, naar han da ikke sad inde og læste i

de æventyrlige Bøger. Men Pelle ønskede, at han stod der. Og naar han

saa smuttede forbi dukkede han sig undseligt. For det hændte ofte, at

Mester krammede Haanden i hans Skulder saa det sved, ruskede ham frem og

tilbage og sagde inderligt: „Din Halvsatan!“ Det var det eneste Kærtegn

Tilværelsen havde i Behold for ham, og han solede sig i det.

Pelle begreb ikke Mester — ikke det Suk forstod han af ham. Mester kom

aldrig ud, kun en enkelt Gang naar Kræfterne var gode hinkede han hen

til Ølhansens og fik et Parti, ellers var hans Rejse ikke længer end ud

i Gadedøren. Der stod han og kiggede lidt, og kunde saa komme hinkende

ind med dette smittende Humør, der forvandlede det skumle Værksted til

en Lund fuld af Fuglekvidder. Ude havde han aldrig været og følte nok

heller ingen Trang; men alligevel kom og gik den store Verden i hans

Væsen og Tale, saa Pelle kunde blive helt syg af Udvé. Andet end Sundhed

krævede han sig ikke af Fremtiden, og saa var han omflagret af

Æventyrlighed; man fik det Indtryk, at al Lykke maatte dale ned og sætte

sig paa ham. Pelle forgudede ham men begreb ham ikke. Mester der kunde

drive Gæk med sit halte Ben og i næste Nu helt glemme at han havde det,

eller spille skælmsk med sin Armod som var det glade Guldpenge han

kastede med — det var ikke til at forstaa. Og Pelle blev ikke klogere,

fordi han stjal sig til at læse i de Bøger, der tog Vejret fra Mester

Andrés; han kunde nøjes med mindre end Nordpolen og Jordens Indre, blot

han fik Lov at være med selv.

Han fik ikke Lejlighed til at sidde stille og fange Griller, hvert

Øjeblik hed det: Pelle spring! Alting blev købt ind i Klatkøb, skønt det

blev taget paa Kredit. „Saa løber det ikke saa stærkt op,“ sagde Jeppe —

Mester Andrés var for saa vidt ligeglad. — Dér kom Værkførerens Pige

farende, hun maatte bestemt have de Sko til Frøkenen — de var lovet til

i Mandags. Mester havde helt glemt dem. „Vi har dem under Arbejde,“

sagde han frejdigt — „Jens for Satan!“ Og Jens fik travlt med at slaa

Læster i Skoene, mens Mester Andrés fulgte Pigen ud og kiksede med hende

ude i Gangen for at faa hende mildere stemt. „Bare en Øretæve, saa de

kan hænge sammen,“ sagde Mester til Jens. Og saa — „Pelle af Sted med

dem i en lynende Fart! Sig saa at vi henter dem i Morgen tidlig og gør

dem rigtig i Stand. Men løb som om Fanden var i Hælene paa dig.“

Pelle løb, og naar han vel var kommet hjem og havde smøget sig i

Forklædet, maatte han ud af det igen. „Pelle, spring hen og laan lidt

Messingstifter — saa slipper vi for at købe i Dag! Gaa til Klavsen — nej

gaa hellere til Blom; hos Klavsens var du jo i Formiddags.“

„Bloms er gnavne over den Skrueblok,“ sagde Pelle.

„Ja Død og salte Plage — den maa vi se at faa gjort i Stand igen — og

afleveret; husk og tag den med til Smeden! — Hvad i Alverden gør vi

saa?“ Unge Mester stirrede hjælpeløst fra den ene til den anden.

„Skomager Marker,“ foreslog Lille Nikas.

„Marker laaner vi ikke hos,“ Mester rynkede Panden — „han er en Lus!“

Marker havde fedtet sig ind hos en af Værkstedets ældste Kunder. — „Han

ejer jo ikke engang Salt til et Æg.“

„Hvad saa da?“ spurgte Pelle lidt utaalmodigt.

Mester sad lidt. „Saa tag den da!“ udbrød han fortrydeligt og smed en

Krone til Pelle, — „jeg faar jo ikke Ro for dig saalænge jeg har en Øre

— dit Skabelse! Køb en Pakke og lad saa Klavsens og Bloms faa dem vi har

laant.“

„Men saa ser de, at vi har en hel Pakke,“ sagde Pelle der ogsaa kunde

handle med Omtanke. — „Og for Resten skylder de os saa meget andet de

har laant.“

„Sikken en Skurk,“ sagde Mester og satte sig til at læse „— ih du

Alstyrende sikken en Gavtyv!“ Han saa velfornøjet ud.

Og lidt efter lød det saa igen: Pelle spring!

Dagen gik med at løbe Ærender, og Pelle var ikke den der gjorde dem

kortere end de var — han længtes ikke efter den skumle Værkstedskrog med

Trebénen. Der var saa meget der skulde afsøges, han opfattede det

nærmest som sin Pligt at være allevegne hvor han ikke havde noget at

gøre, han strejfede om som en Hundehvalp og havde Næsen i alting. Byen

havde allerede nu ikke mange Hemmeligheder for ham.

Der var i Pelle en ærlig Drift til at underlægge sig det hele. Men

foreløbig havde han kun Nederlag at opvise, han havde ofret og ofret af

sit eget medbragte uden hidtil at faa noget igen. Sin Skyhed og Mistro

havde han krænget af sig herinde, hvor det galdt om at aabne sig til

alle Sider; sine solide Egenskaber var han i Færd med at ofre som

bondske paa Byens Alter. Men han vandt i Uforknythed, jo mindre Dækning

han ejede des mere uforfærdet gik han paa — Byen _skulde_ jo tages. Han

var lokket ud af sin sikre Skal, og vilde være let at fortære.

Byen har slaaet ham ud af hans sikre Leje, forøvrigt er han den samme

prægtige Gut — de fleste vil ikke kunne se anden Forskel end den, at han

er løbet i Vejret. Men Far Lasse vilde sikkert græde Blod, om han fik

Øje paa Pøjke som han nu dukker op i Gaden, fuld af Usikkerhed og

Efterlignelsestrang; med den bedste Trøje til Hverdags — og uordenlig i

Tøjet alligevel.

Han gaar og slænger med et Par Støvler, har Fingrene i Stropperne og

fløjter forsorent. Af og til skærer han Ansigt og gaar forsigtigere —

naar Bukserne rører de ømme Striber nedad Laarene.

Han har haft en hed Dag — blot fordi han i Formiddags passerede en

Smedje og lod sig stanse af den herlige Kraftudfoldelse derinde i

Ildskæret og Halvmørket. Flammerne og Klangen af Metal — hele dette

friske Smæld af virkeligt Arbejde — tog ham, han maatte ind og spørge,

om de ikke havde Brug for en Dreng. Han var ikke saa dum at opgive, hvor

han hørte til; men da han naaede hjem, var Jeppe allerede underrettet og

—! Naa, nu er det glemt — undtagen lige naar Bukserne rører Laarene. Saa

husker han, at her i Verden er der ingen Kniben udenom; har man givet

sig ind i noget, maa man æde sig igennem — ligesom Drengen i Æventyret.

Og den Opdagelse er i og for sig ikke saa overraskende ny for ham.

Han har som altid valgt den længste Omvej, støver ind i Gaarde og

Sidegader hvor der er Tjans for en Oplevelse, og har været et Smut inde

hos Albinus der er Karl hos en Købmand. Albinus var ikke morsom. Han

havde ikke videre at bestille og gik som sædvanlig ude i Pakhuset og

drev, ivrig optaget af at faa en kort Stige til at staa lige op i Luften

mens han gik op ad den. Han var aldrig til at slaa et Ord af, naar han

saadan gik og hersede med et eller andet; saa huggede Pelle en Haandfuld

Rosiner og stak af.

Nede paa Havnen entrer han en svensk Skude, som lige er kommet ind med

Stav. „Har I noget I skal have lavet?“ raaber han og holder en Haand

bagpaa hvor Bukserne har et Hul.

„Klavsens Dreng har lige været her og faaet hvad der var,“ svarer

Skipperen.

„Det var dumt — I skulde ladet os faa det! Har I en Kridtpibe da?“

„Ja kom herhen du!“ Skipperen griber en Tovende, men Pelle redder sig i

Land. „Faar jeg saa snart de Klø?“ raaber han drillende.

„Du skal faa en Kridtpibe, naar du vil springe op efter for 5 Øre

Mellemskraa.“

„Hvad maa den koste?“ spørger Pelle enfoldigt. Skipperen tager efter

Tovenden, men Pelle er allerede væk.

„For 5 Øre Mellemskraa af den lange,“ raaber han endnu før han er kommet

ind ad Døren. „Men af den bedste, for det er til en syg.“ Han hugger

Skillingen i Disken og ser storsnudet ud.

Gamle Skipper Lau rejser sig paa sine to Stokke og rækker ham Skraaen,

hans Kæbe gaar som et Valseværk, alle Lemmerne er krøgede af Gigt. „Det

er kanske til en Barselspatient?“ spørger han lunt.

Pelle brækker Stilken af Kridtpiben for at den ikke skal knække i

Lommen, entrer Bjærgningsdamperen og forsvinder forude. Lidt efter

dukker han frem under Kappen igen med et Par mægtige Søstøvler og et

Stykke „Negerret“. Bag Dampskibsskuret tager han sig en forsvarlig Bid

af den brune Pladetobak og tygger drabelig løs — han strutter af

Mandfolkefølelse. Men henne ved Ovnen hvor Skibsplankerne krøges maa han

vende Maven, alle hans indvendige Dele krænger paa som vil de med Vold

og Magt prøve, hvordan det er at hænge udvendig. Han slæber sig videre,

syg som en Hund og med dunkende Tindinger; men et Steds inde i ham

sidder der en lille Stump Tilfredshed med dette ogsaa, og venter bare

paa at de værste Følger er ovre for at slaa ud i Storbedrift.

Ellers er Havnen her med sine Tømmerstabler og Skibe paa Bedding lige

saa spændende, som dengang han laa og krøb i Hugspaanerne og passede paa

Lasses Sæk. Den sorte Mand med de to halsende Hunde stikker fremdeles op

af Taget paa Havneskuret — det ubegribelige er blot, at man nogensinde

har kunnet blive bange for ham. — Naa men Pelle har travlt.

Han løber nogle Skridt; men henne ved det gamle Slæbested maa han

nødvendigvis stanse, for der staar _Kraften_ og kophugger nogle

Granitblokke — kobberbrun af Sol og Vejr. I hans smukke sorte Haar

hænger der Fliser af Stenen, Skjorte og Lærredsbukser, andet har han

ikke paa, og Skjorten er krænget til Side for det kraftige Bryst; men

paa Ryggen ligger den tæt til og viser Musklernes Spil. Naar han hugger,

siger Luften tju! og det sukker rundt om i Stabler og Bolværk. Folk

kommer pilende, stopper op i en vis Afstand og staar og ser paa ham. Der

staar bestandig en lille Flok og maaber — og løser hinanden af ligesom

ved Løvens Bur. Der kunde ske noget — et af disse pludselige Udbrud, der

ryster det hele og sætter Skrækken op i skikkelige Folk.

Pelle gaar helt hen, _Kraften_ er jo Far til Jens, næstyngste Dreng.

Goddag! siger han frejdigt og gaar lige ind i Kæmpens Skygge. Men

Stenhuggeren fejer ham til Side uden at undersøge hvem han er, og hugger

videre tju, tju!

„Det er snart længe siden han har brugt sig rigtig,“ siger en gammel

Borger. „Mon han skulde være faldet til Ro?“

„Engang maa han vel faa udraset,“ mener den anden. „Byen skulde snart se

at skaffe sig Fred for ham.“ Saa gaar de, og Pelle maa ogsaa videre —

hen et Sted hvor ingen kan se ham.

„Sjuster kom Fuster, kom Vælling i Grød!

Tampen paa Ryggen den smager saa sød.“

Det er tre forbandede Gadedrenge. Pelle er slet ikke i Krigshumør, han

lader som han ikke ser dem. Men de gaar lige bag ham og træder ham i

Hælene: Futti, futti, futti føj! — og inden han ved et Ord af det, er

han i Haarene paa dem. Han opdager det først, da han ligger paa Ryggen i

Rendestenen med dem alle tre oven paa sig. Han er faldet paa langs

mellem Kantstenene og kan ikke røre sig, mat er han ogsaa efter den

forbandede Kraftføde; de to største spiler hans Arme ud over Stenbroen

og maser ned paa dem, den mindste faar Lov at øve sig paa hans Ansigt.

Det er en udsøgt Haan, men alt hvad Pelle kan gøre er at dreje Hovedet

til Side for Slagene — han har alligevel ondt af det for de forsmædelige

tykke Kinder.

Der dukker et blændende Syn frem for ham i hans Nød, henne i Porten

staar en hvid Bagerdreng og morer sig kongeligt. Og det er Nilen, selve

den vidunderlige lille bandsatte Nilen fra hans Skoletid, der gik løs

paa alt som en Rottehund og bestandig klarede sig. Pelle lukker Øjnene

og skammer sig, skønt han vel ved, at det kun er en Slags Aabenbaring.

Men saa sker det vidunderlige, at Aabenbaringen stiger ned til ham i

Rendestenen, kyler Drengene til Side og stabler ham paa Benene. Pelle

kender dette Fingergreb igen der allerede i Skolen virkede som Jærnklør.

Saa sidder de inde bag Ovnen paa Nilens snavsede Seng. „Saa du er blevet

Skomagerlap?“ siger han Gang paa Gang medlidende — selv ser han pokkers

rask ud i sit hvide Tøj med bare Arme overkors paa det bare Bryst. Pelle

befinder sig rigtig vel, han har faaet en Napoleonskage og synes at

Verden bliver stadig mere spændende. Nilen tygger mandigt og spytter

sort ud over Gulvet.

„Skraar du?“ spørger Pelle og skynder sig at forære ham Pladetobaken.

„Ja, det gør vi alle. Det er man nødt til naar man skal arbejde om

Natten.“

Pelle begreb ikke, at noget Menneske kunde holde til at vende op og ned

paa Døgnets Tider.

„Det gør alle Bagerne ovre i København — saa kan Folk faa frisk Brød om

Morgenen. Og nu vil Mester prøve at indføre det her. Men det er nu ikke

noget enhver kan, det kræver en Omkalfatring af hele Kadaveret. Værst er

det ved Midnat — naar alting vender sig. Saa gælder det at passe paa

Klokken, og lige naar hun slaar tolv holder vi Vejret allesammen — saa

kan der ingenting slippe ud eller ind. Mester selv kan nu ikke taale

Nattevaagen, Skraaen bliver sur i Munden paa ham, og han maa lægge den

paa Bordet. Naar han saa vaagner op igen, tror han det er en Rosin og

klasker den i Dejen. — Hvad hedder din Tøs?“

Pelles Tanker strejfer et Øjeblik Skipperens tre Piger, men de skal dog

ikke ofres. Nej han har ingen Tøs!

„Nej hør ved du hvad — det kan du ikke være bekendt. Jo jeg giver den jo

lidt med Mesters Datter for Tiden, og hun er nu meget sød — hun er helt

udviklet du! Men vi maa jo passe paa den Gamle.“

„Vil du saa giftes naar du bliver Svend?“ spørger Pelle optaget.

„Og slæbe om med Kone og Børn? Du er et Fjols Pelle, men det skal du nu

ikke være ked af! — Nej Kvindfolk det er jo bare, naar man keder sig

forstaar du.“ Han rækker sig gabende.

Nilen er blevet en køn Fyr men lidt haard i Udtrykket; han sidder og ser

ned paa Pelle med et ejendommeligt Blink i Øjet. „Skomagerlap!“ siger

han spydigt og stikker Tungen ud i Kinden. Pelle siger ingenting; han

ved han ikke kan prygle Nilen.

Nilen har tændt sin Pibe og ligger paa Ryggen i Sengen — med de beskidte

Sko paa — og prater. „Hvordan er jer Svend? vor er en hoven én. Forleden

Dag maatte jeg smække ham en Lussing, han var vigtig. — Jeg har lært at

slaa københavnske Skaller nu; saa er det nemt at klare sig. Men der skal

en stærk Pande til.“ Han er en pokkers Fyr, Pelle bliver mindre og

mindre.

Men pludselig faar Nilen travlt med at komme op — der lyder en skarp

Stemme ude i Bageriet. „Ud af Vinduet, for Pokker,“ hvæser han — „det er

Svenden.“ Og Pelle maa ud af Vinduet saa lang han er, og faar Støvlerne

hevet bagefter sig. Idet han bener af, hører han den kendte Lyd af en

knaldende Lussing.

* * * * *

Naar Pelle vendte hjem fra sin Strejfen var han træt og træg, det skumle

Værksted lokkede ikke. Slukøret var han ogsaa, for Urmagerens Slagklokke

viste, at han havde været tre Timer borte. Han begreb det ikke.

Unge Mester stod i Gadedøren og kiggede ud, med Skindtrøje og Skødskind

af grønt Biljardklæde; han smaafløjtede og lignede en voksen Fugleunge,

der ikke tør kaste sig ud af Reden. Der kunde ligge en hel

Verdensforundring i hans nysgærrige Blik.

„Har du nu været paa Havnen igen, din Halvsatan?“ spurgte han og huggede

en Klo i Pelle.

„Ja,“ Pelle skammede sig godt.

„Naa hvad saa da — er der noget nyt?“

Saa maatte Pelle fortælle paa Trappen: Om en svensk Trælaster, hvor

Skipperens Kone havde faaet Smaa ude i rum Sø og Kokken havde forløst

hende; en Russer der var løbet ind i Havnen med Mytteri om Bord — og

hvad der nu ellers kunde være. I Dag var der kun Støvlerne. „Det er fra

Bjærgningsdamperen — de skal forsaales.“

„Naa —“ Mester kastede et ligegyldigt Blik paa dem. „Er Skonnert Andreas

færdig til at løbe ud?“

Men det vidste Pelle ikke.

„Hvad er du da for en Torsk — har du ikke Øjne i Hovedet? — — Naa men

kan du hente mig tre Bajere da! Men tag dem under Blusen og lad ikke Far

se dem — dit Skabelse!“ Mester var hurtig god igen.

Saa krøb Pelle i Forklædet og krængte Spanderemmen over Knæet. Hver Mand

passede sit, og Mester Andrés læste; der hørtes ingen anden Lyd end

Arbejdets, og nu og da en lavmælt Tilrettevisning fra Svenden.

Hveranden Eftermiddag ved Femtiden gled Værkstedsdøren lidt op, og en

nøgen melet Arm stak Avisen ind paa Bordet. Det var Bagerens Søren, men

selv lod han sig ikke se; han færdedes helst som en Tyv i Natten. Naar

Mester en og anden Gang kom bag paa ham og fik ham halet ind paa

Værkstedet, var han som en forskræmt Skovdjævel der har forvildet sig ud

af Tykningen; han stod med bøjet Hoved og gemte Øjnene af Vejen, var

ikke til at slaa et Ord af. Og naar han saa sit Snit smuttede han ud.

Avisens Ankomst gav ny Appel i Arbejdet. Naar Mester var i Humør til det

læste han højt — om Kalve med to Hoveder og fire Par Ben, et Græskar paa

50 Pund, Verdens fedeste Mand, Vaadeskud og Slangerne paa Martinique.

Alverdens lysende Vidundere troppede op og fyldte det mørke Værksted —

det politiske Vrøvl sprang han over. Naar han var i sit desperate Humør

læste han rent ad Helvede til: om Atlanterhavet der var brændt, saa Folk

aad sig ihjæl i stegt Torsk; eller Himlen der havde slaaet Revner ude

over Amerika, saa Englene drattede lige ned i Folks Suppetallerken. Ting

man kunde tage og føle paa var Løgn — og gudsforgaaent Tøjeri, der kunde

drage Straffen ned over ham naar som helst. — Skælde ud var ikke Mesters

Sag, han blev syg naar der var Ufred i Luften. Men han havde sin egen

Maade at sætte sig i Respekt paa; midt ud af Læsningen kunde der gro en

Røffel til en eller anden, saa han jog sammen og troede alle hans

Skavanker stod i Avisen.

Henad Fyraften kom der altid en lysere Klang i Arbejdet. Saa lakkede det

med den lange Arbejdsdag, Tankerne strøg Dagens Træthed og Lede af sig

og løb forud — til Havbakkerne eller Lunden, den Vej Glæden lyste. En og

anden Nabo faldt ogsaa ind og forkortede Tiden med sin Snak; der var

sket det og det, og Mester Andrés som var saa klog maatte besegle det.

Lyde som ellers slugtes af Dagen, naaede nu ind og gjorde delagtig i

Byens Liv — det var som Murene faldt.

Ved Syvtiden groede en egen Lyd frem oppe i Gaden og kom nedad i

langstrakt Tempo: en død Humpen og to Smæld, saa igen dette Bums som af

en mægtig Fod indbunden i Klude — og Smældene. Det var gamle Bjerregrav,

der varpede sig ned mod Værkstedet paa sine Krykker, Bjerregrav som

bevægede sig langsommere end andre og kom hurtigere frem. Naar Mester

Andrés var i sit daarlige Lune, hinkede han ind for ikke at være i Stue

med en Vanfør; ellers kunde han godt lide Bjerregrav.

„Hvad er det for sjældne Fugle?“ raabte han, naar Bjerregrav lagde til

ved Trappen og sidelæns stagede sig ind; og den gamle lo — han var

kommet her hver Dag nu i mange Aar. Mester tog heller ingen større

Notits af ham men læste videre, og Bjerregrav gled ind i sin tavse

Grunden; hans blege Hænder gik befølende fra det ene til det andet som

kendte han ikke de mest dagligdags Ting. Han tog saa nyfødt paa alting,

at man maatte smile og lade ham sidde og pusle som det Barn han var. Det

var ikke til at holde en Samtale gaaende med ham, for naar han endelig

kom med en Bemærkning, var det gærne til en Side; Bjerregrav blev oftest

hængende ved de Egenskaber, ingen anden saa eller gad dvæle ved.

Naar han saadan sad og følte grundende paa en ganske almindelig Ting,

sagde Folk: Nu er Spørgelysten oppe i Bjerregrav! Og en Spørger var han,

han gik og gjorde Spørgsmaal til Vejr og Vind og selve den Mad han aad.

De latterligste Ting, som fulgte af sig selv for enhver anden, kunde han

spørge om — hvorfor en Sten var haard, og hvorfor Vand slukkede Ild.

Folk svarede ham da heller ikke men trak overbærende paa Skuldrene. Han

er klog nok for saa vidt — sagde de — hans Hoved fejler ingenting. Men

han har faaet forkert fat!

Unge Mester saa op fra Bogen. „Skal jeg saa arve Bjerregravs Penge?“

spurgte han skælmsk.

„Nej du har aldrig gjort mig andet end godt — jeg vil ikke din Fortræd!“

„Der kunde vist overgaa mig værre Ting end det — mener Bjerregrav ikke?“

„Nej for du har dit jævne Udkomme. Mere har ingen Krav paa, saalænge

alle de mange lider Nød.“

„Visse Folk har dog selv Penge paa Kistebunden,“ sagde Mester Andrés

hentydende.

„Nej det er forbi nu,“ svarede den gamle glad. „Jeg er lige saa rig som

du nu — akkurat.“

„For Satan — har Bjerregrav nu sat det hele over Styr?“ Mester kørte

rundt paa Stolen.

„I med jert over Styr! Altid skal I ogsaa gaa i Rette med mig og føre

Anklage. Jeg er mig ikke noget ondt bevidst, men sandt er det at Nøden

tiltager med hver Vinter. Det er en Byrde at have Penge du Andrés, naar

Menneskene sidder rundt om og sulter; og hjælper du dem, faar du at

vide, at du bare har gjort Fortræd. De siger det ogsaa selv, saa det maa

vel være sandt. Men nu har jeg ladet Velgørenhedsforeningen faa Pengene,

saa kommer de vel paa de rigtige Steder.“

„Fem Tusend Kroner,“ sagde Mester drømmende. „Der bliver Glæde blandt de

Fattige til Vinter.“

„Ja til Mad og Brændsel faar de dem jo ikke lige ud,“ sagde Bjerregrav,

„men det skulde komme dem til gode ad andre Veje. For da jeg havde gjort

Foreningen mit Tilbud, kom Formanden, Skibsreder Monsen du ved, ud til

mig og bad om at laane Pengene paa et Aar. Han maatte gaa Fallit om han

ikke fik dem — og var helt ulykkelig ved Tanken om alle dem der blev

brødløse, naar hans store Bedrift gik i Stykker. Det Ansvar faldt jo saa

paa mig. Men Pengene er sikre nok, og paa den Maade kommer de jo

Fattigdommen til gode to Gange.“

Mester Andrés rystede paa Hovedet: „Bare ikke Bjerregrav har gjort i

Nælderne.“

„Hvad saa da? Hvad kan jeg nu have lavet af forkert?“ spurgte den gamle

forskrækket.

„Han staar pokker ikke for Fallit, — han er en Kæltring,“ mumlede

Mester. „Har Bjerregrav sikret sig Bevis?“

Den gamle nikkede, han var helt stolt over sig selv.

„Og Renter — 5 Procent?“

„Nej ikke Renter. At Penge skal staa og avle Penge, det kan jeg ikke

lide. For et Sted fra skal de jo suge Procenten til sig, og det bliver

vel saa fra de Fattige det ogsaa. Renter er Blodpenge du Andrés — det er

ogsaa et nymodens Paafund. I min Ungdom kendte man ikke til at trække

Renter af Penge.“

„Ja ja! Den der giver til han tigger, skal prygles til han ligger,“

sagde Mester og læste videre.

Bjerregrav sad og sank bort i sit eget. Pludselig saa han op:

„Kan du som er saa belæst ikke sige mig, hvad der holder Maanen oppe?

jeg laa og grundede paa det i Nat jeg ikke kunde sove. Vandrer og

vandrer gør den; og én kan tydelig se, den ikke har andet end Luft under

sig.“

„Det ved ikke Pokker,“ svarede Mester Andrés grundende. „Den har vel sin

egen Kraft at holde sig oppe ved.“

„Det samme har jeg ogsaa tænkt — for Pligten rækker vel ikke til. Vi

andre gaar jo nok og træder og træder der hvor vi er sat, men vi har dog

Jorden at støtte os ved. — Og du studerer fremdeles du! nu har du vel

snart læst alle de Bøger der findes i Verden?“ Bjerregrav tog Mesters

Bog og befølte den grundigt. „Det er en god Bog,“ sagde han, slog Knoen

mod Bindet og holdt Bogen lyttende op til Øret — „der er godt Materiale

i. Er det Løgnehistorie (Skønliteratur) eller Historiebog?“

„Det er en Rejsebog. De ligger oppe ved Nordpolen og er frosset inde —

de ved aldrig, om de kommer levende hjem.“

„Men det er jo forfærdeligt — at Folk ogsaa tør vove sig saadan ud. Jeg

har saa ofte spekuleret paa, hvad der vel kunde være dér ved Verdens

Ende, men rejse derhen for at se efter turde jeg nu ikke. Aldrig hjem

igen!“ Bjerregrav saa forpint fra den ene til den anden.

„Og Koldbrand har de i Fødderne, saa Tæerne maa sættes af — paa nogle af

dem hele Foden.“

„Men saa ti dog stille — de mister jo deres Førlighed, de Stakler; jeg

vil ikke høre mere om’et.“ Den gamle sad og vuggede sig som havde han

ondt. — „Er det for at føre Krig Kongen har sendt dem derop?“ spurgte

han lidt efter nysgærrigt.

„Nej de er der for at finde Paradisets Have. En af de Folk der gransker

Skriften har nok fundet ud, at den skulde ligge deroppe bag Isen,“

forklarede Mester højtideligt.

„Edens Have ogsaa kaldet Paradiset! — men den laa jo dér hvor de to

Floder falder i den tredje, i Morgenlandet! Det staar der godt nok

skrevet. Saa det du dér læser er falske Lærdomme.“

„Den har sku nok ligget ved Nordpolen,“ sagde Mester, som havde en

Tilbøjelighed for Fritænkeri, „gu har den saa! Det andet er bare dum

Overtro.“

Bjerregrav tav forstemt. Han sad og hang og havde Øjnene ude et Steds

hvor ingen anden færdedes. „Ja, ja,“ sagde han sagte, „enhver finder paa

noget nyt for at gøre sig bemærket, men Graven laver ingen om paa.“

Mester Andrés flyttede utaalmodigt paa sig; han kunde skifte Sind som et

Kvindfolk. Bjerregravs Nærværelse plagede ham. „Nu har jeg lært at mane

— vil Bjerregrav prøve?“ sagde han pludselig.

„Nej mænd om jeg vil!“ den gamle smilede usikkert.

Men Mester sigtede paa hans klippende Øjne med to Fingre og stirrede

besættende paa ham. „I Blodets Navn, i Safternes Navn, i alle Væskers

Navn — gode som onde — og Havets med,“ mumlede han og krøb sammen som en

Kat.

„Lad vær siger jeg! lad vær! Jeg vil ikke have det!“ Bjerregrav hang

raadvild og svingede mellem sine Krykker, han skottede til Døren men

kunde ikke rive sig løs af Fortryllelsen. Saa slog han desperat til

Mesters manende Haand og benyttede Stansningen i Trolddommen til at

slippe ud.

Mester sad og blæste paa sin Haand. „Han slog sku fra sig,“ udbrød han

forundret og vendte den røde Haand ud imod dem.

Lille Nikas svarede ikke. Han var ikke overtroisk, men holdt ikke af at

der blev drevet Spot med Tingenes Væsen.

„Hvad skal jeg bestille?“ spurgte Peter.

„Er Styrmand Jessens Støvler færdige?“ Mester saa paa Uret. „Saa kan du

gnave dine Skinneben.“

Det var Fyraften. Mester tog Hat og Stok og hinkede af Sted til

Ølhansens for at faa et Parti Biljard, Svenden klædte sig om og gik, de

ældre Drenge holdt Halsvask i Blødebaljen. Saa skulde de ud og smække

sig!

Pelle saa langt efter dem. Han følte en fortærende Trang til at ryste

den drøje Dag af sig og stryge ud han ogsaa, men Strømperne var Hul paa

Hul, og Busserunnen maatte vaskes for at være tør til næste Morgen. Ja

og Skjorten — det hedede ham om Ørerne — var det kun fjorten Dage eller

paa fjerde Uge? Ak, Tiden havde taget ham ved Næsen! et Par Aftener

havde han bare skudt den ubehagelige Vask fra sig — og saa havde det

summet sig op til fjorten Dage! Det krøb saa fælt paa Kroppen — mon

Straffen allerede var der, fordi han havde vendt det døve Øre til

Samvittigheden, og sat sig ud over Far Lasses Ord om hver dens Skændsel,

der ikke holdt sig ordenlig?

Nej gudskelov! Men Pelle havde faaet sig en ordenlig Forskrækkelse, hans

Ører brændte endnu mens han skrubbede Skjorten og Blusen op nede i

Gaarden. Det var nok bedst at tage det som en velment Advarsel fra oven!

Saa hang Skjorte og Bluse og bredte sig paa Stakittet, som vilde de

favne Himlen af Glæde over deres Renhed. Men Pelle sad mismodig oppe i

Drengekamrets Vindu og rimpede — med det ene Ben udenfor for dog at være

i Luften. Den kunstfærdige Stopning Faderen havde lært ham, kom ikke til

Anvendelse her; man kunde tage det ene Hul og slaa det andet med! Pelle

rimpede — saa Far Lasse vilde være gaaet i Jorden af Skam. Han krøb

efterhaanden helt ud paa Taget; nede i Skipperens Have gik de tre og

drev, de kiggede langt over efter Værkstedet og kedede sig.

Saa fik de Øje paa ham og blev helt andre Mennesker. Manna kom hen, stod

og stødte Maven utaalmodigt mod Stengærdet og bevægede Læberne op imod

ham. Hun slog vredt med Hovedet og stampede i Jorden — der kom blot

ingen Lyd. De andre to krøb runde i indeklemt Latter.

Pelle forstod saa udmærket hvad det stumme Sprog gik ud paa, men holdt

tappert ud en Stund endnu. Saa kunde han ikke mere, han smed det hele og

var nede hos dem.

Alle Pelles Drømme og vage Længsler var ude hvor Mænd færdedes; intet

var ham saa latterligt som Skørterend. Kvinder var nærmest noget

foragteligt noget, Kræfter havde de ikke og megen Forstand heller ikke,

de forstod bare at gøre sig lækre. Men Manna og hendes Søstre var noget

for sig; han var Barn nok endnu til at lege, og de var fortræffelige

Legekammerater.

Manna — Vildkatten — var ikke bange for noget; med sine korte Skørter og

Flætningen og de hoppende Bevægelser mindede hun om en kaad, nysgærrig

Fugl — vips ud af Krattet og ind igen. Hun kunde klatre som en Dreng og

ride Pelle paa sin Ryg Haven rundt; det var nærmest en Misforstaaelse at

hun havde Skørter paa. Tøj holdt ikke til hende, hvert Øjeblik kom hun

styrtende ind paa Værkstedet og havde noget itu paa sine Sko. Saa vendte

hun op og ned paa alting, tog Stokken fra Mester saa han ikke kunde røre

sig, og havde Hænderne i Svendens ny amerikanske Værktøj!

Pelle kastede hun sig over straks den første Dag. „Hvad er det for en ny

én?“ sagde hun og dunkede ham i Ryggen. Og Pelle lo og saa frit paa

hende igen — med denne Selvfølge der er de helt unge Aars Hemmelighed.

Der var ikke Spor af Fremmedfølelse dem imellem, de havde kendt hinanden

altid de, og kunde naar som helst fortsætte Legen hvor de sidst slap. Om

Aftenen stillede Pelle sig op ved Gærdet og saa paa dem, et Øjeblik

efter var han ovre og med i Legen.

Manna var ikke nogen slet og ret Flæbetøs, der brølede sig fra Følgerne

af alting. Havde hun indladt sig paa at slaas, bad hun ikke om Naade,

hvor haardt det saa gik. Men noget holdt Pelle hende jo til gode paa

Skørternes Vegne. Det lod sig nu engang ikke benægte, hun kunde godt

haft lidt flere Kræfter!

Men Mod havde hun, og Pelle langede kammeratlig igen — undtagen paa

Værkstedet hvor de sad over ham trip — trap — træsko! Naar hun dér kom

bag paa ham og listede noget ned paa hans Ryg eller væltede ham af

Trebenen, holdt han sig i Skindet og nøjedes med stille at samle sig op.

Alle hans glade Dage laa derovre i Skipperens Have; og en underlig

Verden var det som nok kunde holde Sindet fangen. Pigerne havde

udenvæltske Navne, som Faderen havde bragt med hjem fra Langfarten:

Aïna, Dolores, Sjermanna! tunge røde Koraller havde de om Halsen og i

Ørerne. Og rundt om i Haven laa der vældige Konkylier, hvoraf man kunde

lytte sig selve Oceanets Kogen til, Skildpaddeskaller saa store som

Lispundsbrød, og hele Koralblokke.

Det var altsammen nyt, men Pelle lod sig ikke derfor gaa paa. Han

indlemmede det hurtigst muligt i sin selvfølgelige Verden og forbeholdt

sig til enhver Tid Ret til at møde noget endnu større og mærkeligere.

Om Aftenen skuffede han dem let og strøg ud i Byen hvor det egenlige Liv

foregik — til Havbakkerne og Havnen. Saa stod de ved Gærdet og hang,

kedede sig og mundhuggedes. Men om Søndagen mødte han trofast saa snart

han var færdig paa Værkstedet, og de bredte Legen vidt ud i Bevidstheden

om at have en lang Dag for sig. Der var Lege i Hundredevis, og Pelle var

Midtpunktet i dem alle; han kunde bruges til alt: Ægteherre og

Menneskeæder og Slave. Han var som en tam Bjørn i deres Hænder; de red

paa ham, trampede paa ham, undertiden kastede de sig over ham alle tre

og „myrdede“ ham. Og han maatte ligge stille og finde sig i, at de

gravede Liget ned og udviskede alle Spor. Troværdigheden krævede, at han

var helt dækket med Jord, kun Ansigtet slap — fordi det nu ikke kunde

være andet — og fik Lov at nøjes med visne Blade. Græd han saa bagefter

for sit pæne Konfirmationstøj, kunde deres Hænder blive saa nænsomme til

at børste ham af; og vilde han slet ikke lade sig trøste, kyssede de ham

alle tre. Mellem dem hed han aldrig andet end Mannas Mand.

— — —

Saadan gik Dagene for ham. Han var mere forsoren end just glad af Sind —

han følte jo selv dunkelt hvorledes det gik baglæns, og havde ingen at

støtte sig til. Men ufortrødent fægtede han videre mod denne By, han

havde den i Hovedet Dag og Nat, han sloges med den i Søvne.

„Kommer der noget paa, saa har du jo Alfred og Albinus, de hjælper dig

nok til Rette,“ havde Farbror Kalle sagt dengang Pelle gjorde

Afskedsvisit; og han var ikke sen til at søge dem op. Men Tvillingerne

var de samme smidige vigende Fyre nu som paa Vogtemarken; de vovede ikke

Pelsen hverken for sig selv eller andre.

Ellers var der Fremfærd nok i dem. De havde søgt herind fra Landet for

at komme frem, og begyndte med at tage Tjenestepladser, til de fik

sparet saa meget sammen, at de kunde komme i Vej med noget anseligere.

Albinus var saa blevet hængende i det, fordi han ikke havde Lyst til

noget Haandværk. Han var en skikkelig Fyr, der gærne lod andre om

alting, blot han fik Lov at dyrke sine Akrobatkunster. Altid gik han og

balancerede med et eller andet og vilde have Ting anbragt paa den

umulige Ende. Han havde ingen Forstaaelse af Naturens Orden, sine Lemmer

gik han og krængede rundt i alle Stillinger; og naar han hev en Ting op

i Luften, forlangte han, at den skulde blive deroppe saa længe mens han

foretog sig noget andet. „Tingene maa jo kunne dresseres lige saa godt

som Kreaturerne,“ sagde han og blev ufortrødent ved. Pelle lo, han kunde

godt lide ham men regnede ham ikke.

Alfred havde taget en hel anden Retning. Han befattede sig ikke med at

slaa Hovedspring mere, men gik anstændigt paa sine Ben, havde bestandig

travlt med at skubbe Flip og Mansjetter til Rette og var i én Angst for

sit Tøj. Han var i Malerlære nu men havde Skilning i Panden som en

Butikssvend og købte Sager hos Materialisten til at smøre i Haaret. Naar

Pelle sluttede sig til ham paa Gaden, sørgede Alfred altid for et

Paaskud til at ryste ham af igen; han omgikkes helst Butiksdrenge og

havde altid travlt med at hilse til højre og venstre — paa Folk der var

højere paa Straa end han selv. Alfred var simpelt hen en Vigtigper som

Pelle nok en Dag gav en Dragt Klø!

Deri lignede Tvillingerne fremdeles hinanden, at der ingen Haandsrækning

var at vente fra den Kant. De udleverede gladelig sig selv til Latteren,

og naar nogen haanede ham lo de med.

Let var det ikke at bjærge sig. Han havde lyst Bonden eftertrykkelig

hjem, men nu var det selve Fattigdommen det var galt med. Han havde

sorgløst tinget sig i Lære for Kosten; lidt Klæder havde han jo paa

Kroppen, og andre Behov vidste han ikke af for den der ikke svirede

eller rendte med Tøser. Men saa kom Byen og krævede, at han skulde takle

sig om. Søndagstøjet var ikke en Smule for godt til Hverdag herinde; han

maatte se at bjærge sig en Gummiflip — der havde den Fordel at man selv

kunde vaske den — og sætte Mansjetter som et fjærnt Maal. Penge skulde

der til, og den vældige Sum af fem Kroner, som han mødte op med da han

kom for at tage det hele med Storm eller i værste Fald købe det, dem

havde Byen listet fra ham før han saa sig for.

Lige til nu havde Far Lasse taget alt Hovedbrud paa sig, og nu stod han

der og maatte selv om det hele. Nu var det ham og Tilværelsen, og Pelle

klarede sig langt som den Knop han var. Men undertiden brød han sammen

paa det. Og det lagde sig hæmmende under alle hans barnlige

Livsytringer.

Paa Værkstedet gjorde han sig nyttig og søgte at staa sig godt med dem

alle. Han vandt lille Nikas ved at tegne hans Kæreste i forstørret

Skikkelse efter Fotografi. Ansigtet vilde ikke rigtig træde frem, det

saa ud som nogen havde traadt i det; men Kjolen og Halsbrosjen var

udmærkede. Billedet hang paa Værkstedet en Uge og gjorde megen Lykke;

Karlsen, der gik Bud for Stenværket, bestilte to store Billeder af sig

og sin Kone til 25 Øre Stykket. „Men du maa sætte lidt Krøller paa

Haaret,“ sagde Karlsen, „for Mor har altid ønsket saa meget at jeg havde

haft krøllet Haar.“

Pelle kunde ikke love Billederne før om et Par Maaneder, det var sent

Arbejde, naar det skulde gøres akkurat.

„Naa ja — før kan jeg føje afse Penge til dem heller. For i denne Maaned

har vi Lotterisedlen, og i næste staar Huslejen for Døren.“ Pelle

forstod det nok han, for Karlsen tjente 8 Kroner om Ugen og havde ni

Børn. Men strække sig videre med Prisen syntes han ikke han kunde.

Pengene flød sandelig ikke herinde. Og fik han saa en Skilling mellem

Hænder, hændte det at den tog rejsaus lige for Næsen af ham, bedst som

han gik og brød sit Hoved med hvordan han nyttigst skulde give den ud —

som dengang han i et Høkervindu opdagede en uimodstaaelig Pibe af Form

som en Skaftestøvle.

Naar de tre Piger kaldte ham over Gærdet, fik hans Barnesind sit; saa

glemte han for en Stund Kampe og Sorger. Han generede sig lidt ved at

lade nogen se at han smuttede derover; Pelle var ikke beæret af den fine

Omgang — og Skørter var det. Han følte sig blot lykkelig herovre hvor de

sælsomste Ting brugtes til at lege med, kinesiske Kopper, Vaaben fra

Sydhavsøerne. Manna havde en Perlekrans af hvide Tænder, spidse og

knudrede mellem hinanden; hun paastod det var Mennesketænder og turde

bære dem paa den bare Hals. Og Haven var fuld af vidunderlige Planter —

Majs, Tobak og meget andet, der andre Steder i Verden skulde gro tæt som

Kornet herhjemme!

De var finere i Huden end andre Mennesker og duftede af Verdens

sælsomste Egne. Og dem legede han med, de saa op til ham i Beundring,

rimpede paa hans Tøj naar der var kommet en Flænge, gjorde ham til

Midtpunktet i al deres Leg — ogsaa naar han ikke var til Stede. Der var

en dulgt Oprejsning i det, skønt han tog det som en Selvfølge, det var

jo noget af alt det Skæbnen og den gode Lykke havde forbeholdt ham, et

lille Forskud paa Livets ubegrænsede Æventyr. Han forlangte at regere

uindskrænket over dem, og naar de var paastaaelige, gjorde han sig gal i

Hovedet saa de faldt til Føje. Han vidste vel, at enhver ordenlig Mand

underlægger sig Kvinden.

Forsommeren sled sig hen med det, den døde Tid rykkede frem. Byboerne

selv havde forsynet sig med Sommerbehovet allerede til Pinse, og ude paa

Landet havde de andet at tænke paa nu end at age til Staden med Arbejde

til Haandværkerne; den tilstundende Høst optog alle Sind. Det mærkedes

overalt, helt ind i Kroge hvor de ikke udrettede noget for Bønderne,

hvor afhængig den lille By var af Landet. Det var som Byen med ét Slag

havde glemt al sin Overlegenhed; Haandværkerne saa ikke længer ned paa

Bondelandet men stod og kiggede langt ud efter Markerne, talte om Vejr

og Høstudsigter og havde glemt alle Byinteresser. Kom der en sjælden

Gang en Bondevogn gennem Gaden, løb man til Vinduet for at kigge. Og da

Høsten stod for Døren var det, som gamle Mindelser fik dem alle til at

rejse Hovedet; enhver der kunde krængede Bylivet af sig og drog tilbage

til Landet paa Høstarbejde. Fra Værkstedet var baade Svenden og de to

ældste Drenge ude, Jens og Pelle kunde magelig overkomme Arbejdet.

Pelle mærkede ikke til nogen Dødhed; han var fuldt optaget paa alle

Kanter med at hytte sit Skind og faa det bedst mulige ud af Tilværelsen.

Der var Tusender af modstridende Indtryk af godt og ondt, der skulde

samles og forliges til et Hele — til denne mærkværdige Ting _Staden_,

som Pelle aldrig vidste om han skulde velsigne eller forbande, fordi den

altid holdt ham svingende.

Og midt under Optagetheden kunde Lasses Skikkelse dukke op og gøre ham

ensom i Hvirvlen. Hvor var Lassefar henne? skulde han aldrig mere høre

fra ham? Hver Dag havde han ventet at se ham stolpre ind ad Døren, i

Tillid til Karnas Ord; og naar det famlede ved Haandtaget, var han vis

paa det var ham. Det blev til en stille Sorg i Drengens Sind, en Tone i

alt hvad han foretog sig.

V

En Lørdag Pelle løb ud ad Østergade, kom et Flyttelæs dinglende ind fra

Landet. Han havde meget travlt, men maatte have det med; Kusken sad nede

foran Læsset, helt fremme mellem Hestene, han var stor og rødmusset og

forsvarlig indbunden trods Varmen. Hov det var jo Svoger Due, Kalles

Svigersøn! og oppe midt i Skramlet sad Anna og Børnene og dinglede.

Halløj! Pelle svang Kasketten, i et Spring havde han Foden paa Hammelen

og sad ved Siden af Due, der lo over hele Ansigtet ved Mødet.

„Ja nu er vi saa blevet trætte af Bondelandet, og skulde prøve om det

vil forme sig bedre herinde,“ sagde Due paa sin stille Maade. „Og her

farter du om saa hjemmevant!“ der var Beundring i Stemmen.

Anna kom krybende frem over Læsset og lo ned til dem.

„Har I nyt fra Lassefar?“ spurgte Pelle hende. Det var hans evige

Spørgsmaal naar han traf Kendinge.

„Ja vi har — han er i Færd med at købe Gaard inde i Lyngen. Kan du være

ordenlig din Dævl!“ Anna tjattede bagud, et Barn gav sig til at græde.

Saa kom hun frem igen. „Og saa skal vi hilse saa meget fra Far og Mor og

dem alle.“

Men Pelle havde ikke Tanke for Farbror Kalles.

„Er det oppe ved Stengaarden?“ spurgte han.

„Nej det er bedre Øster efter, ind imod Troldstuerne,“ sagde Due. „Det

er en stor Lod men ikke meget andet end Sten. Bare han ikke gaar i

Stykker paa det — der skal være gaaet to før ham. Han har jo saa bosat

sig med Karna.“

„Farbror Lasse ved nok hvad han gør,“ sagde Anna. — „Det er vel saa

Karna der har sat Pengene i, hun havde jo noget paa Kistebunden.“

Pelle maatte af — hans Hjærte var blevet saa sprælsk ved denne

Efterretning. Forbi var det med al Uvished og alle forfærdende

Muligheder — han havde faaet sin Far igen! Og Lasse havde faaet sin

Livsdrøm opfyldt og sad nu med Foden under eget Bord! Gaardmand var han

tilmed blevet naar man ikke saa for nøje paa det; og Pelle selv — ja han

var jo Gaardmandssøn.

Ved Nitiden om Aftenen havde han alting til Side og kunde begive sig paa

Vej; hans Blod bankede af Spænding. Var der Heste? — ja naturligvis, men

skulde der Folkehold til? Var Lasse blevet Husbonde, der udbetalte

Lønninger ved Flyttedag og kom kørende til Staden om Lørdagen med

Pelskraven op om Ørerne? Pelle saa dem tydeligt komme op ad Trappen den

ene efter den anden, stryge Træskoene af og banke paa Kontordøren — ja

de skulde nu gærne bede om Forskud paa Lønnen. Og Lasse kløede sig i

Nakken, saa betænkeligt paa dem og sagde: Nej vist ikke, I svirer det jo

bare op! Men han gav dem alligevel, naar det kom til Stykket — én er jo

tossegod! sagde han til Pelle.

For Pelle havde givet Skomageriet en god Dag og gik hjemme som

Gaardmandssøn. Egenlig var det jo ham der styrede — det maatte blot ikke

hedde sig. Og ved Julegilderne svang han de trinde Gaardmandsdøtre. Der

blev Hvisken i Krogene naar Pelle traadte ind; men han gik lige over

Gulvet og bød Præstens Datter op til en Svingom, saa hun tabte Vejret og

mere til og bad ham gifte sig med hende lige med det samme. — —

Han løb og drømte; Længslen drev ham fremad, og før han vidste af det

havde han tilbagelagt de Par Mil Hovedlandevej. Sognevejen han nu slog

ind paa førte ind gennem Lyngbakker og Naaleskov; Husene blev fattigere

herinde, der var langt imellem dem.

Pelle tog efter bedste Skøn en Bivej fat lidt fremme, og løb med

udslagne Sanser. Sommernatten lod ham kun skimte alting halvt, men det

hele var ham saa fortroligt som Stopningerne i Far Lasses Vesteryg,

skønt han aldrig havde været her før. Det fattige Landskab talte til ham

med Moderstemme; saa trygt som her mellem disse lerklinede Hytter, hvor

fattige Rydningsmænd sloges med Klippen om en Haandfuld Muld, var der

ikke noget andet Sted i Verden. Gennem mange Slægtled var alt dette

hans, lige til Kludene i Ruderne og det gamle Skrammel der var slæbt op

paa Straataget for at holde det fast. Her var ikke noget at bryde sit

Hoved med som andre Steder i Verden — man lagde sig trygt ind og

hvilede. Men bygge og bo i alt dette skulde han ikke have noget af. Det

var han vokset fra, som man vokser fra Mors Skørter.

Bivejen blev efterhaanden til et dybt Hjulspor der snoede sig mellem

Klipper og Mose. Pelle vidste han skulde holde Øster efter, men dette

gik snart syd- snart nordpaa. Han blev ked af det, satte omhyggeligt sin

Retning og gav sig markløst ud. Det var drøjt at arbejde sig frem,

Maanelyset narrede Øjet saa han snublede og sank i Huller, Lyng og

Enebær gik ham til Livet og hæmmede hver Bevægelse. Saa blev han stædig

ogsaa og vilde ikke søge tilbage til Hjulsporet, men masede paa saa han

dampede, kravlede op over skraa Klippepander der var slibrige af Duggens

Fald paa Mosset, og lod sig dumpe ud over Kanten paa maa og faa. Lidt

for sent følte han Dybet under sig, det gik som kold Træk gennem Maven

og fik ham til at gribe vildt i Luften efter Støtte. Lassefar! sagde han

klagende, og blev i det samme opfanget af de vældige Brombærranker, og

sank langsomt nedad gennem dette Flætværk hvor Ranke efter Ranke

klaskede tusend Klør i ham og trevent leverede ham videre. Til han

nænsomt blev sat af dybt nede mellem de skarpe Sten paa Bunden af en

Klev, og gysende maatte takke sin gode Skæbne for alle disse Torne, der

barmhjærtigt havde flaaet hans Skind for at han ikke skulde flække

Skallen. Han maatte saa lede sig frem gennem Mørket og det lydende Vand

dernede, til han fandt et Træ og kunde klatre op til Overfladen.

Dermed var Retningen tabt, og da det gik op for ham tabte han Hovedet

ogsaa. Af den sikre Pelle var der intet igen, han løb blindt frem for at

naa op paa den høje Knude. Og da han befriet sprang frem paa Toppen for

at tage Kending af Klipperne, brast Jordsmonnet og lukkede sig over ham

i et rædselsfuldt Uvejr, Luften blev sort og fuld af Larm, han kunde

ikke se en Haand for sig. Det var som en Kæmpesprængning — opstaaet ved

hans glade Stamp i Klippen, Landene blev slynget til Vejrs og opløstes

til Mørke, og Mørket selv skreg af Rædsel og hvirvlede rundt. Hjærtet

sprang med i hans Bryst og røvede hans sidste Vid; han sprang selv i

ubændig Rædsel og brølede besat. Over hans Hoved flakkede de sorte

Masser, saa han maatte dukke sig, lysende Flænger kom og forsvandt; det

susede som Brænding deroppe og skreg bestandig — i et helvedes Virvar af

Lyd. Saa kastede det sig pludselig til Side, drev Nord over, og faldt.

Og Pelle forstod, at han var kommet midt op i Raagernes Nattelejr.

Han fandt sig selv bag en stor Sten. Hvordan han var kommet der vidste

han ikke, men han vidste at han var en stor Torsk. Hvor magelig kunde

han ikke have maset halvhundrede Raager, bare ved at kyle nogle Stene

til Vejrs!

Han fulgte langs Aasen, uhyre modig i sin Beslutning men vag i Knærne.

Langt henne paa en Klippe sad en Ræv og gøede sygt i Maanelyset, og ude

i Nord og Syd saa han Glimt af Havet. Det var heroppe de Underjordiske

holdt til; naar man traadte i Klippen gungrede det hult. Pelle begyndte

at gaa stille.

I det sydlige Udsnit laa Havet i Sølvglans af Maanen, men da han igen

saa derned var det borte; Lavlandet dernede var forsvundet i hvidt. Til

alle Sider gik Landet under, Pelle saa undrende, hvordan Havet langsomt

steg og fyldte alle Lavninger. Det tog Smaabakkerne ogsaa — hver i en

Mundfuld — og tog den lange Aas i Øst, saa kun Grantoppene ragede op.

Fortabt gav han nu ikke, bag alle rædde Tanker laa en utydelig

Forestilling om Ararats Bjærg og holdt ham oppe. Men saa blev det

besynderlig koldt, Bukserne klæbede mod Kroppen. „Det er _Vandene_,“

tænkte han og saa sig angst om: Fjældet var forvandlet til en lille

Holme, der flød med ham i Oceanet.

Pelle var en lille haandfast Realist, der havde været ude for

adskilligt. Men nu havde Rædslen engang gennemsyret hans Blod, og han

tog imod det overnaturlige uden Protest. Jorden var simpelt hen gaaet

under, og han var i Drift — ud i det forfærdelig kolde Verdensrum! Far

Lasse og Værkstedet, Manna og Unge Mesters lysende Øjne — alt var det

forbi med. Han sørgede ikke men følte sig forfærdelig ensom. Hvor førte

det hen — og var det Døden mon? Slog han sig maaske ihjæl før, da han

faldt ned fra Klippen — og var nu paa Rejse bort til de Saliges Land?

Eller var det selve Verdens Undergang, som han havde hørt saa

forfærdelig omtalt saa langt tilbage han kunde huske? Han drev maaske om

paa den sidste Stump, og var den eneste der var i Live? Det skulde ikke

undre Pelle, om han kom ovenud hvor alt andet gik til Grunde; selv i

dette Forsagthedens Øjeblik fandt han det inderst inde ret naturligt.

Han stod aandeløs stille, lyttende ud mod det endeløse; han hørte

Stempelslagene fra sine Pulse, saadan lyttede han. Og saa hørte han

noget mere; langt derude i det syngende Intet som kogte mod hans Øren,

fangede han en Antydning af Lyd, den svirrende Tone fra noget levende.

Saa uendelig fjærn og fin den var, Pelle følte den saa det trillede

igennem ham. Det var en Ko der gnavede med Lænken; han kunde følge

hvorledes den gned Halsen op og ned ad Stolpen.

Han sprang ned over Klipperne, faldt og var paa Benene igen — og videre;

Disen havde slugt ham, uden at han vidste af det. Saa var han nede i

Rydning, saa ude i noget der mærkedes som kendte Striber under Fødderne

— Jord der engang havde været pløjet og var faldet i Lyng igen. Lyden

voksede og blev til alle de hjemligste Natlyde fra en aaben Kostald — og

der dukkede et forfaldent Bondehus frem af Taagen. Det var nu ikke det

Pelle søgte — Far Lasses var en rigtig Gaard med fire Længer! Men han

gik ind alligevel.

Ude paa Landet laaste de ikke ængsteligt for alting saadan som i Staden

— han kunde gaa lige ind. Saa snart han fik Døren op til Stuen, bølgede

Glæden frem i ham. Den hyggeligste Lugt han kendte slog ham i Møde,

selve Grundlaget for al Lugtning — Far Lasses Lugt!

Der var mørkt i Stuen, Nattens Lys kunde ikke trænge ind gennem de lave

Vinduer. Han hørte dyb Aande af sovende, og vidste at de ikke var

vaagnet — Døgnet havde altsaa ikke vendt sig endnu! „Godaften!“ sagde

han.

Saa gav en Haand sig til at famle efter Tændstikker. „Var der nogen?“

spurgte en søvngaaet Kvindestemme.

„Godaften!“ udbrød han igen og traadte frem i Stuen — „det er Pelle!“

Han gav Navnet fra sig som en Opsang.

„Jasaa — er det dig Pøjke?“ Lasses Stemme skjalv, og Hænderne kunde ikke

faa Ret paa Tændstikkerne; men Pelle gik frem efter Lyden og fik fat om

hans Haandled. „Og hvordan har du fundet her helt op i Ødemarken — ved

Nattetider til og med? Ja ja, nu skal jeg saa staa op!“ gentog han og

forsøgte stønnende at rejse sig.

„Nej bliv du dog liggende og lad mig staa op,“ sagde Karna som laa inde

ved Væggen — hun havde forholdt sig tavs, mens Mandfolket førte Ordet. —

„Han har jo det Lændeværk — dermedsaa!“ sagde hun og grenede ud paa

Gulvet.

„Ja jeg har taget lidt for haardt fat herinde. Saadan vil det jo let

gaa, naar én faar sit eget at raade med — det er ikke nemt at holde op

igen. Men det gaar vel over det ogsaa, naar først jeg kommer godt i Gang

— Arbejde er god Smørelse for Lændeværk. — Og hvordan har du det saa?

Jeg var lige ved at tro, at du havde omkommet dig derude.“

Pelle maatte sidde ned paa Sengekanten og fortælle om alting i Staden —

Værkstedet og Mesters halte Ben og det hele. Men sin Modgang sprang han

over; det var ikke noget for Mandfolk at dvæle ved.

„Men saa er du jo kommet godt efter det i det Fremmede!“ sagde Lasse

henrykt. „Og ansét er du vel?“

„Ja—a!“ Pelle trak lidt paa det. Foreløbig var Anseelse ikke det han

havde erhværvet sig mest af — men hvorfor synge om sin Elende: „Ja Unge

Mester kan godt lide mig; han snakker ofte med mig hen over Hovedet paa

selve Svenden.“

„Ja—ha, ser vi det! Jeg har saamænd tidt undredes paa hvordan du var

faren, og om ikke vi snart spurgte stort Nyt fra dig; men der skal jo

Tid til alt forstaas! — Og som du ser, jeg har jo forandret en hel Del

paa mig.“

„Ja du er jo blevet Storbonde du!“ sagde Pelle og lo.

„Fan ja, det maa jeg nok bekende!“ Lasse lo med men gav sig ynkeligt

over Lænden. „Om Dagen naar jeg slider, har jeg det godt nok; men saa

fort jeg kommer hen og ligger er det der. Og noget Djævelstøj er det —

ret som om Hjulene af en svært belastet Vogn gik frem og tilbage over

min Lænd, eller hvad én nu kan finde paa. Naa, naa! morsomt er det nu at

have sit eget! For saa underligt er det kommet over mig, at bart Brød

ved eget Bord smager mig bedre end — ja jeg kunde min Sjæl faa Sind til

at sige Kyllingesteg ved fremmed Bord. Og saa det at kunne staa paa sit

eget og spytte i hvad Retning man vil, uden først at spørge om Forlov.

Og Jorden her er slet ikke ilde, om end det meste aldrig har været under

Menneskehaand; den har ligget og samlet sig Ydeævne fra Tidernes

Skabelse. — Men hvad Købstadboerne, er de store paa’et?“

Aa Pelle havde ikke noget at klage paa. — „Naar er I blevet gift?“

spurgte han pludselig.

„Ja se —“ Lasse begyndte at stolpre i det, han havde ventet sig just det

Spørgsmaal af Pøjken. — „Gift paa det Vis er vi just ikke, for der skal

Penge til, og Bedriften gaar forud for alt. Men det er jo vor Mening

forstaas — saa snart Raad og Lejlighed er der.“ Lasses ærlige Mening var

nu den, at man lige saa godt kunde spare den Udgift; i alt Fald til der

kom Børn og paakrævede at være redelig født. Men han saa paa Pelle, at

det ikke vilde smage ham; Pøjken var den samme pertentlige Fanden som

altid naar det galdt Ærbarheden. „Saa snart vi har Høsten i Hus, byder

vi til stort Gilde,“ sagde han resolut.

Pelle nikkede ivrigt. Nu var han Gaardmandssøn, og det kunde der slaas

et Slag med over for de fattigfine Købstaddrenge. Men saa skulde han

ikke have noget af at faa revet i Næsen, at hans Far levede sammen med

et Kvindfolk.

Karna kom ind med Spisning — hun saa svært saa mildt til Drengen.

„Værsgod og forsmaa ikke vor fattige Mad, Søn,“ sagde hun og rørte

venligt ved hans Arm; og Pelle huggede i sig med god Appetit. Lasse hang

halv ud af Alkoven og frydede sig.

„Din Madlyst har du nu ikke sat over Styr derinde!“ sagde han. „Faar I

noget ordenligt at leve ved? Karna mente, det var men smaat.“

„Det gaar nok an med det,“ svarede Pelle haardnakket. Han fortrød nu, at

han havde plapret fra sig til Karna den Aften — i sit triste Humør.

Madlysten kom op i Lasse, han listede lidt og lidt ud af Alkoven. „Du

sidder saa ensom,“ sagde han og satte sig til Bords i Nathue og

Underbukser; han havde lagt sig en strikket Nathue til, Spidsen faldt

flot ned over det ene Øre. En rigtig gammel Bondemand lignede han — en

med Penge i Sengehalmen. Og Karna, som gik fra og til mens Mandfolkene

aad, havde en trind fedtet Mave og en stor Brødkniv i Haanden. Hun saá

saa tilforladelig ud som nogen Gaardmandskone.

Der blev redt til Pelle i Slagbænken. Han slukkede Spidden før han

klædte sig af, og Undertøjet stak han ind under Hovedgærdet.

Han vaagnede sent, Solen havde allerede forladt den østlige Himmel. Der

var den livsaligste Kaffeduft i Stuen. Pelle satte sig hastigt over Ende

for at komme i Klæderne, inden Karna kom ind og saa hans Forfatning; han

tog under Hovedgærdet — Skjorten var der ikke! Og paa en Stol laa hans

Strømper og var bødede.

Da Karna kom ind, laa han ubevægelig og lukket i Trods; han svarede ikke

paa hendes Morgenhilsen og tog ikke Øjnene fra Vægskabet. Hun skulde

ikke saadan gaa og snuse i hans Sager!

„Jeg har taget din Skjorte og vasket den,“ sagde hun roligt, „men du

skal nok faa den til i Aften. Kanske du vil tage dén paa saalænge.“ Hun

lagde en af Lasses Skjorter paa Dynen til ham.

Pelle laa en Stund som havde han intet hørt, saa rejste han sig tvært og

trak i Skjorten. — „Nej bliv nu liggende mens du drikker Kaffe,“ sagde

Karna da han vilde staa op, og rettede an til ham paa en Stol. Saa fik

Pelle Kaffe paa Sengen, som han havde drømt det vilde ske, naar Far

Lasse igen blev gift; og det onde maatte vige. Men Skammen blev ved at

brænde i ham og gøre ham faamælt.

Om Formiddagen gik Lasse og Pelle ude og besaa Ejendommen.

„Det er vel bedst vi gaar helt rundt først, saa du kan faa Rede paa hvor

Skellet gaar?“ sagde Lasse som vidste, at det var Udstrækningen som

skulde slaa det store Slag. Det var en Tur gennem Lyng og Ranker og

Tjørn, ned i Myr og op om bratte Klippevægge. Det tog flere Timer at

komme rundt.

„Det var da en forskrækkelig stor Grund,“ sagde Pelle bestandig.

Og Lasse svarede stolt: „Ja-ha! her er over halvhundrede Tønder Land;

havde det bare været i Drift!“

Det laa hen som Urjord, tilgroet med Lyng og Enebærkrat der var

gennemslynget af Brombær og Kaprifol. Midt i Klippens lodrette Flader

hang Asken og det vilde Kirsebærtræ, de klamrede sig til den nøgne Væg

med Rodflader der lignede vanskabte Hænder. Skovabild, Slaan og vild

Rose dannede uigennemtrængeligt Krat, der allerede bar Spor af Lasses

Økse. Og midt i Frodigheden skød Grundfjældet sin alvorlige Pande frem,

eller kom Overfladen saa nær at Solen brændte Plantevæksten af.

„Det er et helt lille Paradis,“ sagde Lasse — „man kan føje sætte Foden

noget Sted uden at træde Bær i Stykker. Men ryddes maa det jo, om man

skal kunne stobesere.“

„Mon det ikke er maadelig Jord?“ sagde Pelle.

„Maadelig — naar alt det kan trives og florere?“ Lasse pegede udover,

hvor selvsaaet Æsp og Birk stod og vrikkede fornøjeligt med det blanke

Løv for Luftdraget. „Nej men det vil blive et liderlig surt Slid at faa

det under Dyrkning; jeg fortryder paa, at du ikke er hjemme ved nu.“

Lasse havde flere Gange slaaet paa det samme, men Pelle overhørte det.

Dette her var alligevel ikke hvad han havde tænkt sig; han følte ingen

Trang til at gaa hjemme som Gaardmandssøn paa den Maade.

„Det kan blive drøjt nok at faa Føden her,“ sagde han forunderlig

gammelklogt.

„Aa Føden bliver det vel ikke svært at faa ud af det — selv om det ikke

bliver Gæstebudsmad til Hverdags,“ sagde Lasse krænket. „Og her kan man

da rette Ryggen, uden der straks kommer en Forvalter bjæffende; selv om

jeg skulde slide mig ihjæl her, er jeg dog ude af Slaveriet. Saa faar du

heller ikke glemme den Glæde det er, at se Jorden fra Dag til Dag komme

under Herredømme og yde noget i Stedet for at ligge hen. Det er vel vi

Menneskers fornémste Opgave at gøre os Jorden underdanig og frugtbar —

ikke bedre jeg ved! Men du har vist sat Jorddriften til derinde i Staden

du?“

Pelle svarede ikke. Men hvis det skulde være noget rart og stort at

slide sig ihjæl paa en Lynglod, bare for at der kunde komme til at gro

noget andet engang, saa var han glad ved at han ikke havde Jorddriften.

„Baade min Far, og hans Far igen, og alle saa mange jeg har kendt af vor

Slægt, saa har vi haft det i os med at skulle forbedre Jorden uden at

spørge til vor egen Behagelighed! Men det faldt vist ingen af dem ind,

at vi engang skulde komme til at høre ilde for det — af en af vore egne

til og med.“ Lasse talte med bortvendt Ansigt — ligesom Gud Herren naar

han var fortørnet over sit Folk; og Pelle følte det, som var han en ful

Skifting der slægtede paa det allerværste. Men give Køb vilde han nu

alligevel ikke.

„Jeg duede vist ikke til at gaa her,“ sagde han undskyldende og kiggede

ud i Retning af Havet. „Jeg tror det ikke.“

„Nej du har jo sagt dig løs fra alting du,“ sagde Lasse bittert. „Men

kanske fortryder du det engang — Livet derude i det Fremmede er nok ikke

enbar Herlighed og Glæde heller.“

Pelle svarede ikke; han var i dette Øjeblik for meget Mand til at lade

det ene Ord tage det andet. Han forholdt sig prøvende, og de vadede

tavse videre. — „Ja nogen Proprietærgaard er det naturligvis ikke,“

sagde Lasse pludselig for at tage Brodden af yderligere Kritik. Pelle

tav blot.

Henne omkring Huset var Jorden i Dyrkning, og uden for det dyrkede viste

den kraftige Lyngs Overflade en forsvindende Antydning af Agerrygge og

-furer. „Dette har nok været Kornmark engang,“ sagde Pelle.

„Æh saa du skulde faa Kik paa det ogsaa, du!“ udbrød Lasse halv

vrængende, halv i Beundring. „Da var det Fandens til Øjne ogsaa, jeg

skulde vist ikke selv have opdaget noget særskilt ved den Lyng — om ikke

jeg havde vidst det. Jo det har været i Kultur, men Lyngen har taget det

igen! Det var under min Formand det; han tog sig mere paa end han kunde

overkomme, og saa knækkede han sammen paa’et. — Men her skal du ellers

se, at den kan yde noget!“ Lasse pegede paa et Stykke Rug, som Pelle

maatte sande saa hel godt ud.

Men ned gennem Agrene i hele deres Længde løb høje Kamme af opbrudt

Sten, og varskoede ham om hvilket forfærdeligt Arbejde denne Jord

krævede for at komme i Kultur. Henne bag Rugen laa nybrækket Grund — den

lignede Skrueis, Ploven havde vandret i lutter Brokker. Pelle saa det

hele og blev bedrøvet paa Faderens Vegne.

Lasse selv var uforknyt. „Saaden er det du — vi maa være to til at holde

Ploven. Karna har jo nok saa gode Kræfter, og alligevel er det som

Armene skulde slides fra Kroppen paa en, for hvert Slag Ploven slaar. Og

det meste maa jo brækkes med Hakke og Jærnstang — et lille Nys er ogsaa

nødvendigt iblandt! Jeg bruger Dynamit, om end det er farligere end

Krudt — det slaar bedre i Bund!“ sagde han stolt.

„Hvormeget er her i Kultur nu?“ spurgte Pelle.

„Med Eng og Have næsten ti Tønder; men der skal komme mere inden Aaret

har Slut.“

„Og paa de ti Tønder er to Familier gaaet til,“ sagde Karna som kom ud

for at byde til Middag.

„Ja ja, Gud gøre dem det lidt let — det er paa deres Slid vi nu skal

komme i Vejret. Kommunen skal ikke komme til at overtage igen efter os

to.“ Lasse sagde det med Selvfølelse, saa rank havde Pelle aldrig set

ham.

„Helt glad er jeg nu ikke altid ved’et,“ fór Karna fort — „det er

ligesom det kunde være Kirkegaardsjord én dyrkede. Den første Kommunen

fik herud, hængte sig nok efter hvad der siges.“

„Ja han havde sig en Lynghytte derhenne hvor du endnu ser Hylden — den

er saa faldet sammen siden. Glad er jeg jo, at det ikke var her i Huset

det skete.“ Lasse skuttede sig af Uhygge. „De siger, han gaar igen, naar

der forestaar hans Efterfølgere noget ilde.“

„Huset her er saa bygget siden?“ spurgte Pelle forbavset; han syntes det

var saa faldefærdigt.

„Ja min Forgænger byggede det. Han fik Lodden frit af Sognet paa tyve

Aar, imod at bygge og tage en Td. Land under Ploven om Aaret — saa det

var ikke de værste Vilkaar. Men han tog sig formeget paa paa engang; han

var af det Slags, som river dygtig til Side om Morgenen og løber træt

inden Middag. — Huset byggede han nu godt,“ Lasse stødte til de tynde,

lerklinede Vægge — „og Tømmeret er første Slags. Jeg tænker, jeg skal

faa slaaet en Del Skærver naar nu Vinteren kommer; Stenene skal jo af

Vejen alligevel, og det vilde ikke være ilde at tage nogle Hundrede

Kroner ind. Saa om to-tre Aar indretter vi Lade i det gamle og bygger os

et nyt Stuehus du Karna — kanske med Kælder under det hele og høj Trappe

op ligesom paa Stengaarden. Det skal være af udflækket Granit, Murene

kan jeg selv sætte.“

Karna lyste af Glæde, men Pelle kunde ikke rigtig komme i Sving. Han var

skuffet, Faldet fra hans Fantasier til denne nøgne Virkelighed var for

dybt. Og saa rørte der sig noget i ham, en dump Trods mod dette endeløse

Jordslid, der — saa uerfaren han selv var — sad bundfældet i ham fra

ti-tyve Slægtled. Han havde ikke selv taget de haarde Tørn i Jorden, men

fra han kunde krybe, havde han saa selvfølgeligt forstaaet alt hvad der

angik Jorddyrkning, ethvert Jordredskab faldt af sig selv i hans Haand.

Kun Jordglæden havde han ikke arvet; hans Sind havde faaet ny Retning!

Og det uendelige Slid med Jorden sad bundfældet i ham som et Nag, der

gav ham det Overblik Lasse manglede. Her var han nøgtern, han tabte ikke

Vejret over halvhundrede Td. Land, men spurgte om hvad de indeholdt. Han

var sig ikke noget bevidst, men hele hans Person struttede af Modstand

mod at lægge Kræfter i dette ørkesløse Slid; og hans Udtryk var saa

erfarent som kunde han være Lasses Far.

„Havde du nu ikke gjort bedre i at købe et Hus paa en halv Snes Td.

Land, som var i god Drift?“ sagde han.

Lasse vred utaalmodigt paa sig: „Ja saa kunde én jo gaa og fedte og

krongle hele sin Tid uden at komme videre, skære fra Forstykkerne til at

lappe Bagen med, og helst æde enhver Ting to Gange. Fan, saa kunde jeg

blevet hvor jeg var. Dette her giver jo nok mere Slid og Hovedbrud, men

saa er der en Fremtid i det. Naar jeg først faar det i Drift, bliver det

en Gaard som siger sparto til de fleste andre!“ Lasse saa stort ud over

Ejendommen, for hans Tanke bølgede den af Korn og var fuld af

fortrinligt Kvæg.

„Seks Heste og en Snes Kør kan den med Lethed bære!“ sagde han lydt.

„Det giver til Velstand det! Eller hvad mener du Karna?“

„Jeg mener nu, at Maden bliver kold,“ sagde Karna smilende. Hun var helt

lykkelig.

Ved Bordet foreslog Lasse, at Pelle skulde se at faa sit Tøj sendt hjem

til Vask og Bødning. „Du kan have nok at gøre det foruden,“ sagde han

varsomt. „Slagter Jensen kommer jo ind paa Torvet hver Lørdag; om du fik

ham til at tage det med og lægge det af ved Kirken, saa skulde det være

underligt, om der ikke var en eller anden Lyngbo i Kirke om Søndagen og

kunde tage det med ud til os.“

Men pludselig blev Pelle studsk og kunde ikke svare.

„Jeg tænkte mig bare, at du maaske kunde være træt af selv at vaske og

lappe om dig,“ sagde Lasse sagtmodigt. „Staden giver vel nok andet at

tænke paa, og anstændigt Arbejde for et Mandfolk er det jo ikke.“

„Jeg skal nok selv,“ mumlede Pelle afvisende. Nu _vilde_ han vise dem,

at han kunde holde sig ordenlig. Der var ogsaa Hævn mod ham selv for

hans Sløseri i at sige nej til det Tilbud.

„Ja ja,“ sagde Lasse mildt, „jeg spurgte kun. Jeg haaber ikke du tager

det fortrydeligt op!“ — — —

Saa stærk Karna var og villig til at tage Del i alt, trængte Lasse dog

haardt til en Mandshaand. Arbejde havde hobet sig op som der maatte to

om, og Pelle lagde gærne Kræfterne i. Det meste af Dagen gik med at hæve

store Sten op af deres Leje og faa dem slæbt til Side; Lasse havde

tømret sig en Slæde, og de to Lyngkrikker blev spændt for.

„Ja endnu faar du ikke se for nøje paa dem,“ sagde han og strøg kælende

hen over de to Knokkelværk. „Vent til der er gaaet nogle Maaneder, saa

skal du bare se! — De fattes nu ikke Kurasje heller.“

Der var nok at tage i, og Sveden randt af dem; men Humøret var højt.

Lasse maatte undres over, saa mange Kræfter der var i Pøjke — det var da

endelig Hjælp det. Med to-tre saadanne Fyre vilde han tage sig paa at

endevende hele Ødemarken. Jævnlig maatte han give sig Luft i et Suk

over, at han ikke havde ham hjemme; men paa det Øre var Pelle bestandig

døv. — Før de vidste af det, var Karna der igen og bød til Aftens.

„Jeg tænker vi spænder for og kører Pelle halve Vejen til Staden — som

Vederlag for Arbejdet,“ sagde Lasse flot. „Vi andre to kan ogsaa nok

trænge til en Fornøjelsestur.“ Og Krikkerne kom for Fjællevognen.

Det var morsomt at se Lasse, han var en aarvaagen Kusk, og man skulde

ikke falde paa andet, end at det var et Par Fuldblods han kørte. Naar de

mødte nogen samlede han varsomt Tømmerne, for at være parat hvis Hestene

blev sky — „de kan saa let tage Magten,“ sagde han højtideligt. Og

lykkedes det ham at arbejde dem op til et lille Løb, var han henrykt.

„De er haardholdne!“ sagde han saa, og lod som om der gik mange Kræfter

til. „Satan, jeg tror jeg faar anlægge Stangmile!“ Han maatte have begge

Fødder mod Vogngavlen og „file“ dem en Omgang.

Da den halve Vej var kørt, vilde Lasse et lille Stykke til, og endnu et

lille Løb, og saa — skidt bare hen til den Gaard! Han havde helt glemt,

at der kom en Dag i Morgen med haardt Slid for ham og Heste. Saa endelig

slap Pelle af.

„Skal vi saa ikke ordne det med Tøjet paa den Maade?“ spurgte Lasse

igen.

„Nej!“ Pelle vendte Ansigtet bort — nu kunde de snart holde op med det.

„Ja ja, saa farvel da Pøjke — og tak for Haandsrækningen du! Du ser vel

hjem om saa snart du kan?“

Pelle smilede til dem men sagde intet; han turde ikke aabne Munden af

Frygt for Umandigheden, der sad ham helt oppe i Halsen. Han gav stille

Haanden og satte i Løb mod Staden.