Der stod aabent gennem Forstuen ud til Gyden hvor Folk kom og gik —
Madam Rasmussen som altid havde travlt, Gamle Skipper Elleby,
Kontrollørens Pige i hvid Kappe, gamle Aftægtsbønder som tog deres
Livrente bort fra Gaarden og aad den op herinde, gigtsvage Skippere som
havde sagt Søen Farvel. Spurvene holdt et syndigt Spektakel derude paa
den toppede Stenbro, de laa med udposede Fjer og gassede sig i
Hestepærerne, sloges saa det røg om dem og skreg overstadigt.
Der stod ogsaa aabent ud til Gaarden. Alle fire Vinduer var slaaet op,
og det grønne Lys sivede ind og lagde sig over Ansigterne. Men lige
meget hjalp det; der rørte sig ikke en Vind — og desuden, Pelles Hede
kom indefra. Det var af Angst han svedte.
Forresten trak han godt i Beget — undtagen lige naar noget udefra tog
hans pinte Sind og førte det ud i Solskinnet.
Alting derude formelig plaskede i Solskin; herinde fra det skumle
Værksted tog det sig ud som en gylden Flod der strømmede forbi mellem
Husrækkerne, stadig i samme Retning, ned mod Søen. Der kom et hvidt Dun
sejlende paa Lyset, og hvidgraa Tidselfnug, hele Myggesværme og en stor
Humlebi, bred og vuggende. Det hvirvlede lysende forbi Døraabningen og
blev ved, som var der noget det hele løb efter — et Ulykkestilfælde
eller kanske Fest.
„Sover du Klør?“ sagde Svenden skarpt. Pelle jog sammen og sled videre i
Beget, holdt det i det hede Vand og æltede løs.
Inde hos Bageren — Gamle Mesters Broder — var de i Færd med at hejse
Melsække op. Trissen peb ynkeligt, og ind imellem hørte man Mester
Jørgen Kofod regere med Sønnen i høj Fistel. „Du er et Fæ Søren, et
forpinenes Drog — hvad skal det dog blive til med dig? Har vi ikke andet
at tage Vare du tror, end at løbe til Bønnemøder midt om Hverdagen?
giver det til Føden kanske? Nu bliver du her — eller Gud forlade mig jeg
slaar dig til Krøbling.“ Saa knebrede Konen ind med, og der blev
pludselig stille. Og lidt efter kom Søren strygende som en Skygge under
Genbomuren derovre, med Sangbogen i Haanden. Han lignede Tudeper, krøb
langs med Murene, og klippede sammen i Haserne naar nogen saa hvast paa
ham. Han var 25 Aar og tog Prygl af sin Far uden at kny. Men naar det
galdt de gudelige Forsamlinger, trodsede han Folkesnak og Prygl og
Fadervrede.
„Sover du Klør? Jeg skal vel komme og sætte Liv i dig?“
Ellers talte ingen paa Værkstedet — Svenden tav jo, og saa havde de
andre at holde Mund. Hver hang over sit Arbejde, og Pelle trak Beget saa
langt han kunde, æltede Fedt i og trak videre. Ude i Solskinnet daskede
en og anden Gadedreng forbi. Idet de fik Øje paa Pelle, satte de en
knyttet Haand under Næsen, nikkede forjættende ind og sang:
„Skomageren med sin begede Tud,
jo mere han tørrer, des værre ser den ud!“
Pelle lod som han ikke saa dem, men mærkede sig i Smug hver enkelt. Det
var hans oprigtige Hensigt at udrydde dem alle af Jordens Overflade.
Pludselig satte de i Løb op ad Gaden, hvor en mægtig enstonig Stemme
løftede sig og strømmede udover. Det var den gale Urmager, der stod paa
sin høje Trappe og raabte Fordømmelsens Dom ud over Verden paa maa og
faa.
Pelle vidste godt, at Manden var gal; de Ord han drev saa vægtigt ud
over Staden, var der slet ingen Mening i. Men underlige lød de ikke des
mindre, og _Begprøven_ hang over ham som noget af en Dommedagsstemning.
Han kom uvilkaarligt til at fryse ved denne advarende Røst, der vejede
Ord ud saa tunge at de slet ingen Mening rummede — lige som de stærke
Ord i Biblen. Dette her var simpelthen _Røsten_, forfærdelig som den
kunde lyde ud af Skyen, saa det kvak i baade Moses og Paulus,
skæbnesvanger som Pelle selv havde lyttet sig den ud af Stengaardens
Mørke, naar Straffedommen stod paa.
Kun Tanken om Lille Nikas’ Spanderem afholdt ham fra at springe ret i
Vejret og lade sig falde lige som Paulus. Den var et Stykke uafrystelig
Virkelighed midt i alle Fantasier; paa to Maaneder havde den lært ham,
aldrig helt at glemme hvor og hvem han var. Han tog sig ogsaa nu i
Nakken og nøjedes med at lægge al sin Tristhed ind i Bearbejdelsen af
dette Beg, som det ellers kunde været saa fristende at ligne ved
Helvedes Begpøl hvori han skulde martres. Men saa hørte han Unge Mesters
lyse Stemme ude i Gaarden, og det hele veg. Helt farlig kunde Prøven vel
heller ikke være, siden de andre her havde bestaaet den — han havde da
set drabeligere Karle i sin Tid!
Jens sad og dukkede Hovedet, som om han ventede en oven i det — det var
Hjemmets Forbandelse der hang over ham bestandig. Han var saa langsom i
det, Pelle kunde allerede arbejde ham agterud; et eller andet sad
hæmmende i ham som en Forgørelse. Men Peter og Emil var raske Gutter —
de vilde bare gærne slaa.
Inde under Æbletrærne legede den tidlige Sommer, og lige op ad
Værkstedsvinduerne stod Grisen og smaskede i sit Trug. Denne Lyd var som
et varmt Strøg om Hjærtet; fra den Dag Klavs Herman rystede den hvinende
Pattegris ud af Sækken, begyndte Pelle at slaa Rod; saa forladt den
ogsaa skreg den første Tid, noget af hans Forladthedsfølelse bares bort
med dens Hvin. Nu skreg den blot fordi den blev slet fodret, og Pelle
saa sig godt gal paa det Roderi — en Gris skulde spise op, det var den
halve Trivsel. Man kunde ikke saadan rende og slaa oven i og oven i
hvert femte Minut — naar Varmen rigtig meldte sig, vilde den faa sur
Vom. Men der var ikke Menneskeforstand i de Byboer.
„Bestiller du noget Klør? jeg synes du snorker.“
Unge Mester kom hinkende ind, tog sig en Slurk og begravede sig i Bogen.
Mens han læste smaafløjtede han til de andres Hammerslag. Lille Nikas
gav sig til at fløjte med, og de to ældste Drenge der bankede Lær
hamrede sig ind i Takten; de slog Mellemslag saa det gik som Kæp i et
Hjul. Svendens Triller blev voldsommere og voldsommere for at følge med
— det ene tog det andet; og Mester Andrés havde rejst Hovedet lyttende
fra Bogen. Han sad og stirrede langt ud, i hans Blik hang slørede Syner
efter Læsningen. Og saa i et Ryk var han nærværende og midt op i det
hele, Øjnene spillede skalkagtigt hen over dem alle — han _stod_ op,
Stokken sad støttende under den daarlige Hofte. Mesters Hænder dansede
slapt i Luften, Hovedet og hele Skikkelsen vred sig fjollet under
Rytmens Tvang.
Svup slog de dansende Hænderne ned over Tilskærekniven, og Mester svøbte
Tonerne ud over den skarpe Æg med Hovedet paa Siden og lukkede Øjne —
det hele Udtryk borte i indadvendt Lytten. Men saa pludselig straalede
Ansigtet op i Lyksalighed, hele Skikkelsen krøb rund i fjoget Nyden, den
ene Fod greb desperat i Luften som slog han Harpen med Tæerne — Mester
Andrés var baade Musikidioten og den musikalske Klown. Og smæk laa saa
Kniven paa Gulvet, og han havde det store Bliklaag i Haanden —
tjim-da-da-da; tjim da-da-da! Fløjten var i et Trylleslag forvandlet til
Tromme og Bækken.
Pelle lo saa han brast sammen, saa forskrækket til Spanderemmen og brød
ud igen; men ingen ænsede ham. Mesters Fingre og Haandled dansede
Djævledans paa Bliklaaget, og pludselig fór Albuen til og huggede sig i
det, saa Laaget sprang — _maatte_ springe — lynsnart ned mod Mesters
Knæ, om mod hans Klampehæl som stak bagud, i Hovedet paa Pelle, rundt
paa de umuligste Steder dum, dum i vild Besættelse over Svendens
Fløjtetoner. Det var ikke til at begaa sig; Forbundteren gav sig frækt
til at fløjte med, først varsomt og da intet fløj i Hovedet paa ham, for
fuld Kraft. Og næstyngste Dreng Jens — Musikdjævlen som Mester kaldte
ham fordi alting blev til Toner mellem Fingrene paa ham — han greb saa
kejtet i Rispen han stod og strøg, at den gav sig til at løbe nynnende
hen under alting, stigende og faldende paa to-tre Noder, som en
velbehagelig Brummen der bar det hele. Derude paa Æblegrenene kom
Fuglene hoppende; de lagde Hovedet nysgærrigt paa Siden, skurede Fjerene
forrykt ud fra Kroppen og kastede sig op i dette Orgie af Jubel, der var
foraarsaget af en Stump knaldende blaa Himmel. Men saa fik Unge Mester
sit Hosteanfald, og det hele gik i Staa af sig selv.
Pelle sled i Beget, æltede og kom Fedt i. Naar den sorte Masse var ved
at stivne, jog han begge Hænder i det hede Vand saa det sprængte i
Fingerspidserne. Gamle Jeppe kom trippende ind fra Gaden, i en Fart fik
Mester Andrés Tilskærebrædtet lagt over Bogen og strøg flittigt sin
Kniv.
„Det var ret,“ sagde Jeppe — „i Varmen med Beget, des bedre binder det.“
Han havde trillet Beget i Kugler og smidt dem i Blødebaljen, nu stod han
tavs; han havde ikke Mod til selv at melde klar. De andre havde pustet
Begprøven op til det uformelige, der groede alle Rædsler ud af dette
gaadefulde der nu ventede ham; og var det ikke fordi han vidste med sig
selv at han var en rask Gut — ja saa var han rent fra det hele. Men nu
_vilde_ han tage sin Tørn, hvor galt det saa blev — han maatte blot have
Tid til at svælge først. Saa fik han vel Bonden brændt eftertrykkeligt
af sig, og Haandværket laa aabent med dets Sang og Vandreliv og fikse
Svendeklæder. Værkstedet her var nok nærmest et beklumret Hul, hvor man
sad og sled i sure Transtøvler; men han forstod, at man maatte igennem
det for at naa ud til den store Verden, hvor Svendene gik med Laksko til
Hverdag og syede Skotøj til selve Kongen. Den lille By havde foreløbig
givet Pelle en Anelse om, at Verden var næsten uoverkommelig stor; og
denne Anelse fyldte ham med Utaalmodighed. Det var hans Agt at overkomme
det hele!
„Nu er jeg færdig,“ sagde han resolut; nu skulde der en Afgørelse paa,
om han og Haandværket stod til hinanden.
„Saa kan du slaa en Risp op — men lang som et ondt Aar!“ sagde Svenden.
Gamle Mester var Fyr og Flamme. Han gik og passede paa Pelle med Tungen
ud af Munden, traadte helt ungt i det og udbredte sig om sin egen
Læretid for 60 Aar siden i Kongens København. Det var Tider det! Da laa
Drengene ikke og snuede til Kl. 6 Morgen, eller hev Arbejdet fra sig saa
snart den var otte — bare for at komme ud og bisse. Nej op Kl. 4, og saa
blive ved saa længe der var noget. Dengang kunde Folk arbejde — og da
lærte man noget; hver Ting blev sagt én Gang og saa — Spanderemmen. Saa
var Haandværket ogsaa i Anseelse, selv Kongerne skulde lære en
Haandtering dengang. Det var ikke som nu Fusk og Godtkøbskram og Skulken
sig fra det hele!
Drengene blinkede til hinanden, Mester Andrés og Svenden tav; man kunde
lige saa godt give sig til at kævles med Naadlemaskinen fordi den
snurrede. Jeppe fik Lov at løbe i Bund af sig selv.
„Du beger vel godt?“ sagde Lille Nikas — „det er til Svinelær.“
De andre lo, men Pelle strøg Rispen med en Fornemmelse, som tømrede han
sit eget Skafot.
„Nu er jeg færdig,“ sagde han med lav Stemme.
Det største Par Mandslæster kom ned fra Hylden, de blev bundet i Rispens
ene Ende og anbragt helt ude paa Fortovet. Derude stoppede Folk op og
blev staaende for at glo. Pelle maatte helt op paa Forhøjningen og bøje
sig godt forover, Emil som ældste Dreng lagde ham Rispen over Nakken. De
var alle paa Benene undtagen Unge Mester; han tog ikke Del i Morskaben.
„Træk saa!“ befalede Svenden som ledede den højtidelige Handling.
„Saadan — lige ned efter Fødderne!“
Pelle trak, og de tunge Læster skumplede frem over Stenpikningen; men
han gik i Staa med et Gisp — Rispen havde løbet sig varm over hans
Nakke. Han stod og traadte som et Dyr, der bliver sparket og ikke
begriber Meningen med det, løftede varsomt paa Fødderne og saa forpint
paa dem.
„Træk, træk!“ befalede Jeppe. „Du maa holde Bevægelsen oppe, ellers
klæber det i!“ Men det var for sent, Beget var stivnet i de fine
Nakkehaar — dem Far Lasse havde kaldt Svinelykke og spaaet ham saa stor
en Fremtid af — og der stod han og kunde ikke rokke Rispen af Stedet,
alt det han sled. Han skar fjollede Grimasser af Pine, det flove Vand
løb ham ud af Munden.
„Hæ, han kan jo ikke engang tumle et Par Læster,“ sagde Jeppe spotsk.
„Det er bedst han kommer ud paa Landet og tørrer Bagen paa Kørne igen.“
Saa rykkede Pelle til i Vrede, han maatte lukke Øjnene og vride sig,
idet det gav los. Noget klistret passerede hans Fingre sammen med
Rispen, det var nok blodigt Haar; og over Nakken brændte Rispen sig sin
Vej frem i en Skure af Blodvand og smæltet Beg. Men Pelle mærkede ingen
Smærte længer, det kogte blot beskt oppe i hans Hoved, han følte en
underlig uklar Drift til at tage en Hammer og hugge dem alle ned, løbe
ned ad Gaden og hugge alt det i Skallen han traf paa. Men saa tog
Svenden Læsterne af ham, Smærten var der igen og hele hans Usselhed. Han
hørte Jeppes skrattende Stemme, og saa Unge Mester der sad og dukkede
sig uden at turde hævde sin Mening — han fik med et saa ondt af sig
selv.
„Det var Ret,“ brummede Jeppe, „en Skomager maa ikke være bange for at
bege Skindet lidt. Hvad? jeg tror det har trukket dig Vandet ud af
Øjnene! Nej dengang jeg var Dreng, da var der Begprøve — vi maatte slaa
to Gange Tøm om Halsen, før vi fik Lov at trække til. Hovedet hang og
dinglede i en tynd Traad naar vi var færdige. Det var Tider det!“
Pelle stod og trippede for at bekæmpe Graaden; men fnise maatte han af
ren Skadefryd — ved Tanken om Jeppes dinglende Hoved.
„Saa skulde vi vel prøve, om han kan staa for én paa Kassen,“ sagde
Svenden og satte sig i Slagstilling.
„Nej lad det kun vente, til han har fortjent det,“ faldt Mester Andrés
hastig ind. „Der melder sig jo nok en Anledning.“
„Beget klarede han jo,“ sagde Jeppe — „men hvordan er det, kan han
sidde? Ja for der er dem der aldrig lærer den Kunst.“
„Det maa jo prøves, før han tages for god,“ svarede Lille Nikas
gravalvorligt.
„Er I snart færdige med jerre Tossestreger?“ spurgte Unge Mester vredt
og gik sin Vej.
Men Jeppe var langt inde i sit; han havde Hovedet fuldt af
Ungdomserindringer — en hel Kæde af smaa djævelske Paafund til at gøre
Indvielsen højtidelig med. Dengang da brændte man Faget uudsletteligt
ind i dem, de løb aldrig fra det, men holdt det højt i Ære saa længe de
trak Pusten. Men nu var Tiden blødagtig og fuld af Skaberi, den ene
kunde ikke taale dét, den anden dét; der var Læderkolik og Siddesyge og
Gud ved hvad. Hver anden Dag havde man dem rendende med Attest for
Siddebylder, og saa kunde man begynde forfra. „Nej i min Tid da fór vi
frem paa en anden Maade — Knægten nøgen over en Trebén og to Mand i Gang
med Spanderemmene! Det var Lær imod Lær, og de lærte sku at taale
Stolesædet!“
Svenden gjorde et Tegn.
„Naa er der nu læst over Stolesædet — ja saa kan du gaa hen og sætte
dig.“
Pelle gik sløvt op og satte sig — han var ligeglad nu. Men han fór op
med et Angstskrig og saa sig hadefuldt om, han havde faaet en Hammer i
Haanden. Den faldt fra ham igen, og nu græd han af alle Sluser.
„Hvad Satan gør I da ogsaa ved ham?“ Unge Mester kom ansættende inde fra
Tilskærekamret. „Hvad har I nu fundet paa for Nederdrægtigheder?“ Han
lod Haanden løbe hen over Stolesædet, det var besat med knækkede
Sylspidser. „I er nogle helvedes Barbarer; man skulde tro, man var
mellem de Vilde.“
„Æh Øllebrødspjat,“ snærrede Jeppe. „Nu har man nok ikke engang Lov at
tage en Dreng ordenlig i Lære og pode ham lidt mod Bylderne. De skal vel
salves med Honning baade for og bag lige som Israels Konger? Men du er
jo Fritænker kantro!“
„Far skal gaa,“ skreg Mester Andrés ude af sig selv, „Far skal gaa!“ Han
rystede og var ganske graa i Ansigtet. Saa sjokkede Gamle Mester af uden
at have givet Pelle Skulderslaget og lyst ham ordenlig ind i
Haandværket.
Pelle sad og summede sig — han var nærmest flov. Af alle de forblommede
Hentydninger var der groet noget frygteligt — men ogsaa imponerende —
frem. Han havde fantaseret Prøven op til noget af dette der sætter de
store Skel i Livet, saa man kommer ud paa den anden Side som en helt
anden; noget i Retning af Biblens gaadefulde Omskæring — en Indvielse
til det ny. Og saa var det hele blot en ondskabsfuldt udtænkt Tortur!
Unge Mester smed et Par Barneforsaalinger hen til ham; optaget i Faget
var han altsaa og skulde ikke længer nøjes med at lave Risp til de
andre. Kendsgærningen vilde blot ikke slaa ud i Glæde. Han sad og
kæmpede med noget meningsløst noget, som blev ved at vælde op fra Bunden
af ham; naar ingen saa det vædede han Fingrene i Spyt og strøg hen over
Nakken. Han følte sig som en halvdruknet Kat, der har krænget sig ud af
Strikken og nu sidder og slikker sine Tjavser tørre.
Ude under Æbletrærne svømmede Sollyset gyldent og grønt, og langt inde i
det — ovre i Skipperens Have — gik tre lysklædte Piger og legede; de
lignede Væsner af en anden Verden: Lykkebørn paa sollyse Strande — som
der stod i Visen. Nu og da kom en Rotte frem bag Svineboen og vadede
raslende om i den store Bunke Glasskaar. Og Grisen stod og gnaskede
fordærvede Kartofler i sig, med denne desperate Lyd der fik Pelle til at
afhænde alle stolte Fremtidsdrømme og længes — aa saa urimeligt.
Saa skulde ogsaa alt muligt vælte sig ind paa ham i dette Øjeblik, hvor
han egenlig burde føle sig som Sejrherre: alle Prøvetidens Trængsler her
paa Værkstedet, Gadedrengene, Læredrengene der ikke vilde godkende ham,
alle hans egne Kanter som idelig tog imod her i det fremmede. Saa selve
dette skumle Værksted hvor der aldrig kom en Solstraale — og Respekten!
Respekten som han bestandig kom til kort paa.
Naar Mestrene ikke var til Stede nedlod Lille Nikas sig undertiden i
Passiar med de ældste Drenge. Saa kunde der falde Ytringer som aabnede
ny Vidder for Pelle — og han maatte spørge; eller de talte om Landet
derude som Pelle kendte bedre end dem alle tilsammen — og han plumpede
ud med en Berigtigelse. Klask var Lussingen der, saa han trillede i
Krogen; han havde at holde sin Mund til man henvendte sig til ham. Men
Pelle, som brugte Øjne og Øren og havde gaaet og pludret for Lassefar om
alt mellem Himmel og Jord, han _kunde_ ikke lære at holde Mund.
De inddrev med haard Haand hver sit Kvantum Respekt, fra Drengene til
Gamle Mester der var revnefærdig af Fagstorhed; kun Pelle havde ikke
Krav paa noget, han maatte skatte til dem alle. Unge Mester var den
eneste, der ikke lagde sig som et Aag over Drengens Barnesind. Lys som
han var, kunde han sætte ligeglad hen over Svend og det hele og træffe
til at dumpe ned, hvor Pelle sad og følte sig lille.
Derude brød Solen paa en egen Maade i Trærne, der kom en ejendommelig
Tone i Fuglenes Kvidder — det var ved den Tid Kreaturerne rejste sig
efter Eftermiddagens Drøv. Og der kom en Dreng ud af de smaa Graner, han
skraalede en Vise af fuld Hals og slog de lystigste Knald med Klaffen —
Generalen for det hele, Pellepøjken som ikke havde en Kæft over sig. Og
den Skikkelse der kom stolprende ned over Agrene for at flytte — det var
jo Lasse.
Far Lasse ja!
Han kunde ikke gøre for det, men der brast et Hulk ud af ham — det kom
saa meningsløst bag paa. „Hold Kæft!“ udbrød Svenden truende. Saa var
han helt leveret, han gjorde ikke engang Forsøg paa at holde igen.
Unge Mester kom hen og tog noget fra Hylden over hans Hoved, han lænede
sig fortroligt paa Pelles Skulder, det svage Ben hang frit og dinglede.
Han stod lidt og stirrede ud i Luften — dvælende; og denne varme Haand
paa Drengens Skulder talte ham til Ro.
Men glad kunde der ikke være Tale om at blive, nu han tydelig vidste at
det hele var Lassefar — saa forfærdelig en Længsel. Han havde ikke set
Faderen siden hin lyse Morgen, han selv drog ud og lod den gamle synke
tilbage i Ensomheden; hørt fra ham havde han heller ikke — knap nok haft
en Tanke ude efter ham. Der var selve det at bjærge sig helskindet
gennem Dagen og læmpe sig til; en hel ny Verden var der at afsøge og
finde sig til Rette i. Pelle havde ganske simpelt ikke haft Tid; Byen
havde slugt ham.
Men i dette Øjeblik steg det frem for ham som den største Troløshed
Verden endnu havde kendt. Og i hans Nakke blev det ved at smærte — han
maatte af Vejen hvor ingen saa ham. Han gjorde sig et Ærende ud i
Gaarden, helt ned bag Vaskehuset, og krøb sammen i Brændehullet ved
Brønden.
Der laa han og krøb rund i sort Fortvivlelse over, at han havde svigtet
Lassefar saa skændigt for alt dette ny og fremmede. Ja og dengang de gik
sammen, var han jo heller ikke hverken saa god eller omhyggelig som han
skulde være. Det var nok snarest Lasse der — saa gammel han var — ofrede
sig for Pelle, lettede hans Arbejde og tog Byrderne paa sig, skønt Pelle
havde de unge Skuldre. Lidt for haard havde han ogsaa været, dengang det
med Madam Olsen brød sammen over Faderen; og hans hyggelige
Gammelmandssnak, som Pelle nu vilde givet Liv og Velfærd for at gaa og
lytte til, bar han dengang saa lidt over med. Han huskede altfor tydelig
baade det og det Tilfælde hvor han havde bidt efter Lasse — faaet ham
til at køre fast i et Suk. For Lasse bed jo ikke igen — tav bare saa
trist.
Nej hvor var det forfærdeligt! Pelle kastede al Drabelighed over Bord og
gav sig Fortvivlelsen i Vold. Hvad skulde han her, naar gamle Lasse gik
ensom blandt fremmede og ikke kunde hytte sig? Der var ingen Trøsten
sig, intet udenom, Pelle erkendte brølende at dette var Svig. Og som han
laa og rev fortvivlet i Tingene og brølede sig læns, groede en helt
mandig Beslutning frem i ham: han maatte opgive alt sit eget — Fremtiden
og den store Verden og alting — og vi sit Liv til at gøre Tilværelsen
hyggelig for den gamle. Han maatte hjem igen til Stengaarden! Han glemte
at han kun var et Barn og lige kunde tjene Maden til sig selv. Dække
gamle affældige Lassefar paa alle Punkter og gøre ham Livet let — det
var lige det han vilde. Og Pelle var ikke den, der tvivlede om at han
orkede det. Midt i sit Sammenbrud tog han alle en stærk Mands Pligter
paa sig.
Som han laa dér og legede forgræmmet med noget Pindebrænde, skiltes
Hylden bag Brønden og et Par store Øjne stirrede forundret paa ham. Det
var bare Manna!
„Har de slaaet dig — eller hvorfor græder du?“ spurgte hun alvorligt.
Pelle vendte Ansigtet bort.
Manna rystede Lokkerne til Side og saa fast paa ham:
„Har de hvad? hvad du? — For saa gaar jeg derover og skælder dem ud.“
„Hvad kommer det dig ved?“
„Saadan svarer man ikke — saa er man ikke dannet.“
„Aa hold Mund!“
Saa fik han Fred; ovre i Havens Baggrund klatrede Manna og de to mindre
Søstre i Espaliéet, der hang de og stirrede uforstaaende over efter ham.
Men hvad kom det ham ved — han skulde ikke have noget af at beklages af
Skørter og have dem til Fortalere. Det var nogle næsvise Tøser, selv om
deres Far sejlede paa de store Have og tjente mange Penge; havde han
haft dem her, skulde de faaet nogle Tæsk! Nu maatte han nøjes med at
række Tunge.
Han hørte deres forfærdede Udbrud — men hvad saa? Han skulde ikke over
og lege med dem mere i Haven med de store Konkylier og Koralblokkene!
Han skulde ud paa Landet og forsørge sin gamle Fader! Bagefter naar det
var overstaaet vilde han selv ud at sejle efter de Ting — hele
Skibsladninger!
Henne fra Værkstedsvinduet blev der kaldt; — „hvor i Alverden er Bæstet
blevet af?“ hørte han dem sige. Det gav et Sæt i ham — han havde helt
glemt, at han var i Skomagerlære. Men nu kom han paa Benene og ind i en
Fart.
— —
Pelle blev hurtig færdig med Oprømningen efter Fyraften. De andre var
fløjet ud paa Kommers, han stod ene oppe paa Loftkammeret og samlede
sine Ejendele i Sækken. Der var en hel Samling Herligheder: Dampskibe af
Blik, Jærnbanetog og Heste som var hule inden i — alt hvad han havde
været i Stand til at erhværve sig af Byens uimodstaaelige Vidundere for
fem blanke Kroner. Det kom inden i Linnedet for ikke at tage Skade,
Sækken smed han gennem Gavlvinduet ned i det smalle Gænge. Saa galdt det
om selv at slippe ned gennem Køkkenet uden at Jeppes Kælling anede
Uraad; hun havde Øjne som en Heks, og Pelle syntes, enhver maatte kunne
se paa ham hvad han havde for.
Men det gik. Han slentrede saa behersket det var ham muligt op til
nærmeste Gadehjørne, for at enhver skulde tænke det var Vask han gik
med. Saa satte han i fuldt Løb — der var Hjemdrift i ham. Et Par
Gadedrenge hujede op og smed Sten efter ham, men Pelle var ligeglad blot
han slap væk. Han var sløv over for alt andet; Anger og Længsel havde
gaaet haardt hen over hans Sind.
Det var over Midnat, da han aandeløs og med hakkende Milt stod ude
mellem Stengaardens Udhuse — han lænede sig til den forfaldne Smedje og
lukkede Øjnene for bedre at falde til Ro. Saa snart han havde faaet sin
Pust igen, gik han bag ind i Kostalden og op mod Røgterkamret. Gulvet
paa Fodergangen føltes saa kendt under Fødderne, og dér kom han forbi
den store Tyr i Mørket. Den tog Luft ind fra hans Legeme og pustede
langt ud — mon den kendte ham endnu? Men Lugten i Røgterkamret var ham
fremmed. „Far Lasse forsømmer sig vist,“ tænkte han og trak Dynen fra
den Sovendes Hoved. En fremmed Røst begyndte at give ondt af sig.
„Saa er det ikke Lasse da?“ sagde Pelle; Knærne rystede under ham.
„Lasse —?“ udbrød den ny Røgter og satte sig over Ende — „sagde du
Lasse? Er det dét Guds Barn, du er ude for at afhente din Djævel? De har
allerede været her efter ham fra Helvede, lyslevende blev han ført did —
han var for god for denne Verden ser du. Gubben Satan var her selv og
tog Fruentimmermaalet af ham; saa dér faar du søge ham op. Det er ligeud
til du møder Fandens Oldemor, siden spørger du dig bare frem til det
Lodne.“
Pelle stod lidt i den nedre Gaard og overvejede. Ja saa, Far Lasse var
rømt! — Og skulde giftes, eller var det kanske allerede — Og med Karna
kunde han forstaa! Han stod ret op og ned og faldt hen i Hygge; den
store Gaard laa nedsænket i Maanelys — i bredt Blund; og rundt om spandt
Erindringerne kælent i Søvne — med denne hyggelige Snurren fra hans
Barndom, naar Killingerne sov paa hans Hovedgærde og han lagde Kinden
ind til det bløde dirrende Legeme.
Pelles Sanser havde dybe Rødder. En Gang oppe hos Farbror Kalles havde
han lagt sig i den store Tvillingvugge og ladet de andre Børn vugge sig
— han var vel ni Aar dengang. Da de havde vugget ham lidt, magttog
Situationen ham; han saa et røget Bjælkeloft der ikke var Kalles,
slingre højt oppe over sit Hoved, og havde Fornemmelsen af at en
indbundet ældre Kvinde sad som en Skygge bag Hovedgærdet og traadte
Vuggen. Vuggen humpede i stærke Stød, og hvergang Foden smuttede af
Gængen, slog den mod Gulvet med en Lyd af sprukken Træsko. Pelle sprang
op — „den humper jo,“ sagde han forvirret. — „Saa? da har du vist
drømt.“ Kalle kiggede leende under Gængerne. — „Humper,“ sagde Lasse —
„det skulde ellers være noget for dig det! Dengang du var liden, kunde
du ikke sove naar Vuggen ikke humpede — vi maatte gøre Gængerne helt
firkantede. Den var næsten ikke til at træde, Bengta traadte mangen fin
Træsko itu for at være dig og dit Paafund til Maade.“ — —
Gaarden her var ogsaa som en stor Vugge, der gik og gik i det glippende
Maanelys, og da Pelle først havde givet sig op i den, var der ingen Ende
paa alt det der steg frem af Barndomsaarene. Hele Tilværelsen maatte
frem og vakle over hans Hoved som dengang, og Jorden maatte aabne sig
til Afgrunde overalt, hvor der blot var en mørk Plet. Og Graaden silede
ud — skæbnesvanger — og overgød det hele, saa Kongstrup luskede bort som
en vaad Hund, og de andre slog sig onde og krængte. — Og Lasse — — ja
hvor var Lassefar?
Pelle stod med et Sæt i Bryggerset og bankede paa Døren til Pigernes
Kammers.
„Er det dig Anders?“ hviskedes der inde fra, saa gik Døren op, et Par
Arme greb varmt om ham og trak ham ind. Pelle stødte fra sig, hans
Hænder sank i en nøgen Barm — det var nok Lyse Marie det!
„Er Karna her endnu?“ spurgte han. „Kan jeg faa Karna i Tale?“
De var glade for at se ham igen, Lyse Marie tog ham helt varmt om
Kinderne — det var alt det hun ikke kyssede ham ogsaa. Karna kunde ikke
komme sig af sin Overraskelse, saadan en Byføring han havde. „Og nu er
du saa Skomager paa Stadens største Værksted — — jo vi har spurgt det,
Slagter Jensen har faaet det at vide inde paa Torvet. Og stor er du
blevet — og byfin! du bær’ dig godt du!“ Karna trak i Klæderne.
„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle blot; det tyknede i hans Hals,
naar han nævnte Faderen.
„Ja ja, giv nu Stunder saa skal jeg følge dig paa Vej. — Saa galant du
dog er blevet i Klæderne, jeg kunde vist ikke have kendt dig igen. Hvad
mener du Marie?“
„Han er en sød Unge — det har han altid været,“ sagde Marie og stødte
efter ham med den ene svaje Fod — hun var i Seng igen.
„Det er det samme Tøj jeg har haft hele Tiden,“ sagde Pelle.
„Ja, ja, men saa bærer du det anderledes — derinde fører de sig jo som
Grever alle. Skal vi saa gaa?“
Pelle sagde venligt Farvel til Lyse Marie, han huskede at han havde
hende meget at takke for. Hun saa egent paa ham og vilde trække hans
Haand med ned under Dynen.
„Hvad saa Far da?“ sagde han utaalmodigt, saa snart de var udenfor.
Ja Lasse var jo saa rømt! Han kunde ikke holde det ud, da Pelle var
borte; Arbejdet var ogsaa for svært for én. Hvor han opholdt sig i
Øjeblikket, vidste Karna ikke saa lige — „han ligger og farter rundt for
at se paa Landejendom,“ sagde hun stort. „Kanske har du hans Besøg
derinde i Staden en Dag.“
„Hvordan staar Sagerne ellers her?“ spurgte Pelle.
„Jo Erikmand har faaet Talens Brug igen og begynder ligesom at blive
lidt Menneske — han kan da kræve sig. — Og Kongstrup og Fruen de svirer
omkap de.“
„Svirer de sammen du? ligesom Træskomanden og hans Kælling?“
„Ja — og det saa de stundom ligger og svømmer i Stuerne deroppe og ikke
kan se hinanden for Spiritustaage. Her gaar alting skidt nu, kan du vel
forstaa — herreløs er vaareløs siger et gammelt Ord. Men hvad skal én
sige til’et — andet har de jo ikke at mødes i! For det bedste kan jo
ikke finde Sted mellem dem mere. — Men jeg er ligeglad, for saa snart
Lasse har fundet noget, rømmer jeg.“
Pelle forstod nok det han — han havde ikke noget imod det.
Karna saa undrende op og ned ad ham mens de vankede: „I faar vel en
farlig fin Levemaade derinde?“
„Ja pivsur Søbe og harsk Flæsk — vi levede meget bedre her.“
Hun værgede for sig — det lød altfor taabeligt: „Men hvad saa alt det de
har i Butikerne af Madvarer og Bagning og søde Ting — hvor gaar det saa
hen da?“
„Det ved jeg ikke,“ svarede Pelle mut — han havde selv grundet over det
Spørgsmaal. „Jeg faar det jeg kan æde; men Vask og Klæder skal jeg selv
holde mig med.“
Karna havde svært ved at komme sig af sin Forskrækkelse — hun havde nok
set paa det som var Pelle taget levende op i Himlen. „Men hvad saa da —
det kan jo blive drøjt nok for dig det,“ sagde hun bekymret. — „Ja ja,
saa snart vi faar Foden under eget Bord, skal vi nok hjælpe til, det
lidet vi kan.“
Oppe ved Hovedvejen skiltes de, og Pelle gik træt og nedslaaet i Gang
med Tilbagetoget. Det var næsten Dag da han kom tilbage, han slap ind og
i Seng uden at nogen opdagede Flugtforsøget.