FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
KØBENHAVN
I
En saadan Tilfældighed som det, at gamle Klavs Herman netop skumplede af
Sted til Staden i sin Møgvogn for at hente Gødning, den højluftede
Majdag Pelle kastede sig ud af Reden, blev bestemmende for Drengens
Livsstilling. Mere kunde der ikke afsés til det Spørgsmaal: Hvad skal
Pelle være?
Han selv havde slet ikke stillet sig det — han drog blot frem i Dagen
med Sindet aabent mod den lyse Verden. Det han skulde være, naar han
naaede derud, det var noget saa ubegribeligt, at det simpelt hen var
Tosseværk at gætte. Derfor gik han bare fremad.
Nu var han naaet til det yderste af Højdedraget. Han laa i Grøften og
pustede ud efter den lange Vandring, træt og sulten men i fortræffeligt
Humør. Dernede for hans Fødder, kun en halv Mil borte, laa Staden og
lyste festligt, fra de hundrede Arnesteder snoede Middagsrøgen sig op i
den blaa Luft, de røde Tage lo skælmsk op i Dagens fornøjede Ansigt.
Pelle gik straks i Gang med at tælle Husene, han havde kun anslaaet dem
til en Million for ikke at overdrive, og var allerede naaet til over
hundrede.
Midt i Tællingen sprang han fra — hvad mon de fik til Middag dernede? De
levede nok godt de! Mon det var fint at blive ved til man var helt mæt,
eller lagde man Skeen paa Halvvejen — ligesom Proprietærens naar de var
til Gilde? For en der var sulten altid var det et meget alvorligt
Spørgsmaal.
Der var stærk Færdsel paa Landevejen, de drog forbi kørende og gaaende,
Folk med Kisten bag i Vognen, og andre der bar deres Grejer i en Sæk paa
Nakken lige som han selv. Pelle kendte nogle af dem og nikkede
velvilligt; om dem alle vidste han Besked. Det var Folk som skulde ind
til Staden — hans Stad. Nogle skulde videre fort over Havet — til
Amerika eller over og tjene Kongen; man kunde se det paa Udhalingen og
de stivnede Ansigter. Andre skulde bare ind og slaa Lønnen ihjæl og
holde Skiftedag — de kom trallende i hele Klynger, med frie Hænder og
løssluppent Humør. Men de egenlige det var dem der havde Kisten med sig
paa en Trillebør eller kom bærende med den én i hver Hank. De var røde i
Kinderne og febrilske i deres Bevægelser; det var Folk der havde sagt
sig løs fra Landet og den tilvante Levemaade, og valgt Staden lige som
han selv.
Der kom en Husmand trillende med en lille grøn Kiste, bred i Bunden var
den og med nydelige hjemmemalede Blomster. Ved Siden af ham gik
Datteren; hun var hed i Kinderne og havde Øjnene ude i det ubekendte.
Faderen talte, men hun saa ikke ud til at høre det. „Ja nu tager du saa
Ansvaret for dig selv, husk paa det og kast dig ikke bort. Staden er god
nok for den, der vil frem og kan staa paa egen Fordel; men den tager det
ikke saa nøje med om noget trædes ned. — Tro heller ingen for godt du —
derinde er de forfarne i Forførelseskunsten. — Men mild og venlig maa du
være!“ — Hun svarede ikke; hun var nok mere optaget af, at hun ikke kom
til at gaa udad paa de ny Sko.
Der gik en Strøm udad ogsaa; hele Formiddagen havde han mødt Svenskere,
der var kommet med Damperen om Morgenen og søgte ud paa Landet efter
Tjeneste. Der var gamle udslidte Folk og Smaapoge, Piger saa vakre som
Lyse Marie, og unge Arbejdere der havde Alverdens Slagkraft liggende i
Lænd og Muskler. Det var Livet der strømmede til andet Steds fra for at
udfylde Pladsen efter de bortdragende Skarer — men det angik ikke Pelle.
Allerede for syv Aar siden oplevede han alt det, der nu fyldte deres
Ansigter med Uro; den Ronde de nu begyndte paa, havde han bag sig. Der
var intet at se sig tilbage efter.
Men dér kom Kaasegaardens gamle Forkarl vandrende, helt amerika-udstyret
med Vadsæk og Silketørklæde og den aabne Frakkes Inderlomme struttende
af Papirer. Saa havde han endelig bestemt sig, og rejste efter Kæresten
som i tre Aar havde været derhenne.
„Holla!“ raabte Pelle. „Skal det nu være?“
Karlen kom hen og satte Vadsækken paa Grøftekanten.
„Ja nu skulde det jo være,“ sagde han, „Lavra vil ikke vente paa mig
længer. Saa faar jo de gamle se at klare sig Søn foruden; nu har jeg
gjort Sagerne for dem i tre Aar. Bare de nu kan hjælpe sig selv.“
„Det kan de nok,“ sagde Pelle erfarent „— og ellers faar de leje Hjælp.
Der er ingen Fremtid for unge Folk paa det Hus.“ Han havde hørt de ældre
sige det og slog overlegent i Græsset med sin Kæp.
„Nej og Lavra vil heller ikke være Husmandskone. — — Naa, farvel med
dig!“ Han rakte Pelle Haanden og forsøgte et Smil, men Trækkene gik
deres egen Vej, og det blev kun til noget forpint. Han stod lidt og saa
ned paa sine Støvler, Tommelen gik famlende hen over Ansigtet som vilde
han stryge det pinagtige til Side; saa tog han Vadsækken og gik. Det var
nok ikke stort bevendt med ham.
„Jeg kan godt overtage Billeten og Kæresten for dig!“ raabte Pelle
overgivent og strakte sig voksent; han var i knusende stort Humør.
Den Vej Pelles eget Blod viste, vandrede Alverden i Dag — hver en Karl
med lidt Skub i, hver Tøs der saa godt ud. Vejen var ikke ledig for
Færdsel et Øjeblik, det var som et stort Opbrud — bort fra de Steder,
hvor enhver vidste han var dømt til at dø nøjagtig paa den Plet han
fødtes, og ud i den spændende Uvished. De smaa Teglstenshuse, der laa
spredt ud over Byvangen, eller stod opmarsjeret i to enkle Rækker hvor
Landevejene løb ind i Byen — det var Bondelandets smaa Hytter der havde
sagt sig løs fra alt derude og klædt sig i Købstaddragt og vandret
nedover. Og nede ved Stranden stod Husene maset sammen i Klynge omkring
Kirken; de var ikke til at hitte Rede i, saadan pakkede de paa. Det var
saa Skarerne, som var paa Vandring udad drevet af deres Udlængsel — og
saa havde Havet stoppet dem.
Pelle selv var ikke til Sinds at lade sig stoppe af noget. Kanske fandt
han ikke Behag i Byen men gav sig til Søs. Saa en Dag traf han en Kyst
der behagede ham, steg i Land og slog sig paa Guldgraveriet. Derude gik
Pigerne jo nøgne og skjulte deres Skam med blaa Tatoveringer; men Pelle
han havde Kæresten siddende hjemme og vente trofast. Hun var vakrere
endnu end Bodil og Lyse Marie tilsammen, og altid var der Rend i hendes
Fodspor; men hun sad trofast hen og sang Kærlighedsklagen:
„En Elsker jeg havde som ogsaa forsvandt;
han sejled over Bølgen den grumme.
Tre Aar er det siden jeg talte med ham,
og intet Brev mon jeg bekomme!“
Og bedst som hun sang, kom Brevet ind ad Døren. Men hvert Brev Lasse
modtog, faldt der en Tikrone ud af; og en Dag saa var Billeterne der til
dem begge to. Saa duede Viserne ikke længer, for i dem omkom de altid
paa Overfarten, og den stakkels Yngling stod paa Stranden Resten af sine
Dage og spejdede i Vanvids Mørke efter hver bovnende Sejler. Men Lasse
og hun kom rigtigt frem — efter mange Besværligheder forstaas — og Pelle
stod paa Stranden og tog imod dem. Han havde bare uglet sig ud som en
Vild, og lod som han vilde æde dem før han gav sig til Kende.
Hovsa! Pelle stod paa sine Ben. Oppe fra Vejen lød en Skramlen, som om
mindst tusende Leer var raget i Klammeri, og en Fjællevogn vaklede
langsomt ned mod ham, trukket af to Lyngkrikker saa usle som han endnu
aldrig havde set dem. Paa Sædefjælen sad en gammel Bondemand og dinglede
lige saa faldefærdigt som alt det øvrige. Om det var selve Vognen eller
de to knokkelfyldte Skind foran, der gjorde saa vældig Staahej ud af
Skridtgangen, vidste Pelle ikke saa lige. Men da Køretøjet langt om
længe naaede ned til ham og den gamle Bonde holdt an, kunde han ikke
modstaa Indbydelsen til at sidde op. Hans Skulder værkede endnu af
Sækken.
„Du skal til Staden mossen?“ sagde Gamle Klavs og pirkede til hans
Ejendele.
Til Staden ja! Det var et Greb lige ind i Pelles overfyldte Hjærte, og
før han saa sig for havde han udleveret sig og hele sin stolte Fremtid
til den gamle Bonde.
„Naa ja — ja vist saa ja — — naturligvis det ja!“ faldt Klavs nikkende
ind, alt som Pelle skred frem. — „Ja det forstaar sig! Mindre kan skam
ikke gøre det! — Og hvad har du saa tænkt at ende som — Amtmand eller
Konge?“ han saa drævende op. — — „Ja til Staden ja, den Vej stryger de
jo, alle de som mener sig kaldede til noget. Saa snart en Hvalp faar
lidt Kræfter i Lemmerne eller en Skilling i Lommen, til Staden maa han
og lægge det dér. Og hvad kommer der saa fra Staden? Møg og ikke andet!
Andet har jeg da aldrig kunnet opdrive derinde, og nu er jeg fem og
tres. Men hvad nytter det vel at snakke? ikke mere end at sætte Bagen
til og blæse imod Vejret. Det kommer over dem lige som Kneb over
Spædekalve, og hu hej af Sted maa de — ind og besørge noget stort. Saa
kan Klavs Herman køre det ud igen efter dem! Plads har de ikke, nogen
Slægt at ty ind til heller ikke; men stort er det altid, det der venter
dem. For derinde staar jo Sengene opredte paa Gaden, og Rendestenene
flyder over med Mad og Penge. — Eller hvad har _du_ tænkt dig? lad os
engang høre.“
Pelle blev ildrød. Han var endnu ikke naaet frem til Begyndelsen, og man
greb ham allerede i at være en Torsk.
„Naa ja ja,“ sagde Klavs godmodigt — „du er jo ikke større Nar end alle
de andre. Men vil du lyde mit Raad, saa ting dig i Lære hos Skomager
Jeppe Kofod; jeg skal netop ind til ham efter Gødning, og jeg ved han
søger en Dreng. Saa behøver du ikke flyde om i det uvisse, og du bliver
kørt lige til Dørs — som andre Herskabsfolk.“
Det gav et Sæt i Pelle — var der noget han aldrig kunde tænke sig at
blive saa var det Skomager. Selv ude paa Landet hvor de saa op til
Haandværkerne, hed det altid naar en Dreng vantrivedes: Skidt der kan
altid blive en Skomager eller Skrædder af ham! Men Pelle var ingen
Krøbling, der maatte søge Stillesidden for at klare sig — han havde
Kræfterne og den gode Vækst. Hvad han skulde blive — ja det laa i
Lykkens gode Hænder; men saa meget havde han paa Fornemmelsen, at det
skulde være noget raskt noget med meget Slag i. Og han havde i al Fald
udmærket Rede paa, hvad han ikke vilde være.
Men da de trillede gennem Staden, og Pelle — imødekommende mod den store
Verden — tog Huen af for enhver uden at nogen hilste igen, faldt hans
Mod og en Følelse af egen Ubetydelighed listede ind paa ham. Det usle
Køretøj, som Købstadfolkene leende pegede Fingre ad, bidrog vel ogsaa
sit dertil.
„Det var ogsaa noget Pak at tage Huen af for,“ snærrede Klavs. „Se
engang hvor oppustede de ter sig, og saa har de dog stjaalet alt hvad de
har fra os andre. Eller hvordan — kan du se om de har faaet Foraarssæden
i Jorden endnu?“ Han stirrede haanligt ud over Gaden.
Nej paa Stenbroen voksede ingenting, og alle disse Smaahuse der laa og
trykkede hinanden ud og ind tog efterhaanden Vejret fra Pelle. Her var
jo Mennesker i tusendvis om det forslog, og al blind Tillid maatte vige
for det simple Spørgsmaal, hvor de fik Føden fra. Dermed var han igen
hjemme i sin kendte fattige Verden, hvor ingen Rus forslog blot til
Anskaffelsen af et Par Sokker. Han blev med ét saa inderlig myg og
erkendte, at det kunde holde haardt nok for ham at faa Føden her mellem
disse Sten, hvor man ikke paa naturlig Vis avlede den frem af Jorden men
fik den — ja hvordan?
Gaderne var fulde af Tjenestefolk. Pigerne stod i Klynger med hinanden
om Livet og stirrede med tændte Øjne paa de udstillede Bomuldsstoffer;
de vuggede sagte frem og tilbage som om de drømte. En rødskoldet
Tjenestedreng paa Pelles Alder gik midt ad Gaden og aad af et stort
Hvedebrød som han holdt i begge Hænder; han havde skorpede Øren, og
Hænderne var tykke af Kulde. Bønderkarle kom halende med et rødt Knytte
i Haanden og Overfrakken daskende paa Læggene. De stansede brat paa et
Gadehjørne, saa sig vagtsomt om og pilede saa ned ad en Sidegade.
Uden for Butikerne gik de Handlende frem og tilbage i bart Hoved; naar
nogen stansede ved deres Vindu, bød de ham indenfor i de høfligste
Vendinger — og blinkede i Smug til hinanden over Gaden.
„I Dag har de Handlende nok ordenlig faaet Varerne frem,“ mente Pelle.
Klavs nikkede. „Ja ja gon, i Dag har de faaet alt det frem, der ikke
ellers kan afsættes — for i Dag er Tosserne kommet til Markeds. Det
dernede det er Værtshusholderne,“ han pegede ned i Sidegaderne. „De ser
saa længselsfuldt herop ad, men deres Tur kommer ogsaa nok. Vent til i
Aften, og gaa saa omkring og spørg de forskellige, hvor meget de har
igen af sidste Aars Løn. Jo Staden er en herlig Plet — fi for den Lede!“
Klavs spyttede væmmet.
Pelle havde sat hele sit blinde Mod over Styr. Han saa jo ikke én der
foretog sig noget af det, hvorved han selv kunde tjene Føden. Og hvor
meget Mod han end havde paa at høre med til denne ny Verden, vove sig op
i noget, hvor han maaske uden at vide af det var med til at trække
Klæderne af sine gamle Fæller, det kunde han ikke. Ribbet for al sin
Dygtighed og med en ynkelig Følelse af, at selv hans eneste Rigdom
Hænderne var værdiløs herinde, lod han sig viljeløst skumple med ud til
Mester Jeppe Kofods Værksted.