_To Mænd._
Andrey gjorde sit Tilbud, og det blev antaget.
Den uhyre og komplicerede Sammensværgelse, hvis udøvende Haand han
skulde være, var allerede i fuld Gang og arbejdede sig langsomt fremad
paa sin mørke, underjordiske Vej.
En Aften, omtrent fjorten Dage efter Andreys Tilbagekomst til St.
Petersborg, sad Advokat Repin i sit Arbejdsværelse og ventede paa sin
Svigersøn. Han havde Dagen før sendt Bud til ham, at han ønskede at tale
med ham, og havde nu givet Ordre til, at ingen andre end Andrey maatte
komme ind.
Den gamle Advokats Ansigt var tankefuldt og alvorligt, som han sad der
foran sit Skrivebord og aandsfraværende gennemsaa nogle Breve. Han havde
i Sinde at gøre Andrey et Forslag, som laa ham meget paa Hjerte, og som
han længtes efter at faa fremført.
Næsten bestandig, naar de sammensvorne har noget særligt alvorligt og
vanskeligt for, vil selv den Del af dem, der ikke er med i
Hemmeligheden, kunne spore, at der er noget i Gære -- det er, som om der
ligger Fare og Ophidselse i Luften omkring dem.
De indviede bliver mere forsigtige over for Politiet og paalægger mere
indtrængende end ellers deres Venner at være paa deres Post over for
mulige Husundersøgelser. Papirer, som ellers ligger aabenlyst fremme,
bliver tilintetgjorte eller anbragte paa sikre Steder. Ja, det kan vel
ogsaa hænde, at en enkelt, noget mere nervøs end de øvrige, viser Tegn
paa sjælelig Uro og Adspredthed. Saaledes hænder det ofte, at alle i
Partiet er forberedte paa, at noget vil ske, om end man ikke kender
selve Hemmeligheden.
Repin havde længe iagttaget disse foruroligende Symptomer og var ikke i
Tvivl om, at der igen var nye, frygtelige Planer i Gære. For et Par Dage
siden havde han truffet Tania i en fælles Vens Hus, hvor han dog ikke
havde haft Anledning til at tale alene med hende; men hendes nedtrykte,
forgræmmede Udseende havde bekræftet hans værste Mistanke. Det maatte
være noget ganske overordentlig farligt, der forestod; thi han havde
aldrig før set sit Barn se saaledes ud.
Det laa uden for hans Magt at kunne faa Tania helt bort fra alt dette,
men han vilde forsøge, om han ikke for en Tid kunde faa baade hende og
Andrey ud af Bevægelsen. Næst efter Tania var hans Svigersøn det
Menneske, han holdt mest af. Vistnok vilde han næppe, hvis han selv
havde haft Valget, have taget en Svigersøn iblandt Oprørerne; men da
Tania alligevel selv var traadt over i Oprørernes Rækker, forværredes
Sagen ikke synderligt ved, at hun giftede sig med en af dem. Hvis Andrey
blot ikke havde tilhørt netop den mest fortvivlede Afdeling af
Nihilisterne, vilde den gamle Advokat have været helt tilfreds.
De to Mænd stod paa en udmærket Fod med hinanden, og Andrey besøgte sin
Svigerfader saa ofte, det blot af Forsigtighedshensyn lod sig gøre, og
talte aabent og frit med ham, for saa vidt som det lod sig forene med
hans Forpligtelser som aktiv Oprører.
Repin kendte hele Dubravnik-Katastrofen i alle dens Enkeltheder og
vidste ogsaa, hvilken Fare Andrey for Tiden svævede i. Nu var netop
Øjeblikket kommet til for en Tid at faa ham fjernet, og det var det, som
han i Aften vilde foreslaa ham.
Han tog hjerteligt imod Andrey, som han ikke havde set, siden han kom
tilbage fra Dubravnik. Paa hans Spørgsmaal om, hvorledes Tania havde
det, svarede Andrey, at hun befandt sig i bedste Velgaaende.
»Jeg tror,« vedblev han med et Smil om Læben, medens hans Øjne dog
stadig havde et alvorligt Udtryk, »at det er lige saa umuligt for en af
vore Folk at blive syg, som det er for en Salamander at faa Snue. Der er
saa forbandet hedt i vor underjordiske Verden, at ingen Bakterier kan
trives der.«
»Ja, du har Ret, der er meget hedt -- især for dig, Andrey!« svarede
Advokaten. »Der fortælles, at Politichefen har sagt, at han vil lade
vende op og ned paa Byen for at faa fat paa dig -- død eller levende.«
»Det er lettere sagt end gjort,« -- svarede Andrey. »Den Slags har de
sagt før ved tidligere Lejligheder.«
»Alligevel -- de har i hvert Fald faaet Nys om, at du er her i Byen --
det ved du maaske ikke? Det er bedre ikke at lege med Ilden! Jeg synes,
at Øjeblikket nu er der til at forsvinde udenlands for en Tid! -- -- Det
er for Resten om den Sag, jeg ønsker at tale med dig.«
Andrey rystede energisk paa Hovedet.
»Vær ikke alt for hastig med dit Afslag!« sagde den gamle. »Lad mig
først faa talt ud! Et Par Maaneders Hvile vil ikke kunne skade dig, og
hvad Tania angaar, vil en saadan Ferie være af uvurderlig Nytte for
hende. Hun vil faa Tid til at læse og studere. Thi du vil vel ikke
nægte, at Kundskaber er nødvendige for en Revolutionist?«
»Nej, det vil jeg ikke!« svarede Andrey.
»Nuvel, -- saa er der da noget godt ved min Plan, som du ser. Hun vil
vinde noget ind for Fremtiden, og du vil blive noget kvit af Fortiden,
og I vil begge vende dygtigere tilbage! -- Jo længer I bliver borte, des
bedre, hvis du vil lytte til mit Raad. Dersom du skulde gøre dig
Skrupler ved at trække af Partiets Fond, saa vil jeg med Glæde forsyne
dig med de nødvendige Midler. -- Naa, hvad siger du saa til mit
Forslag?«
Andrey overvejede -- ikke, om han skulde tage imod Tilbudet, thi for ham
var Sagen klar nok -- men om ikke det vilde være en Udvej for Tania. --
-- Dog nej! Intet vilde faa hende til at forlade ham nu, paa dette
Tidspunkt, selv om det kun var for en kort Tid.
»Tak for din gode Vilje!« sagde han. »Men det er mig aldeles umuligt at
gaa ind paa dit Forslag, og jeg tvivler om, at Tania gør det. Men der er
dog noget, du kan gøre for os! Hvornaar flytter du ud i din
Sommervilla?«
»Om en Maanedstid, antager jeg -- maaske ogsaa lidt før! Men hvorfor
spørger du?«
»Det vilde være godt, om du kunde flytte noget tidligere ud --« sagde
Andrey, »og om Tania saa maatte bo hos dig i nogle Maaneder.«
Da Andrey vidste, hvor højt Tania elskede sin Fader, havde han tænkt
sig, at det vilde være lettere for hende at komme over Adskillelsen,
naar hun var hos ham. Tania var -- for hans Skyld -- gaaet ind paa denne
Plan, omendskønt hun for sit eget Vedkommende ikke troede, at det vilde
hjælpe hende synderligt.
Repin svarede paa Andreys Spørgsmaal, at han selvfølgelig altid vilde
være glad ved at have sin Datter hos sig. Men det var dog ikke det, han
havde tænkt sig; han vilde have dem begge ud af Kampen for en Tid, og
han begyndte paa ny i ivrige Ord at tale for sit Forslag.
»Det nytter ikke mere at tale om den Ting,« afbrød Andrey ham bestemt.
»Det er mig aldeles umuligt for Øjeblikket at forlade Byen.«
Repins Ansigt formørkedes. Det var tydeligt, at der forestod noget
alvorligt, og Andrey var rimeligvis Manden, der ledede det.
»Det er vel atter en eller anden djævelsk Plan, I har for?« sagde han
med dæmpet Stemme.
»Ja -- saadant noget er det,« svarede Andrey kort.
Et Øjeblik tav de begge.
»Jeg finder sandelig ikke, at du behøver at være saa forhippet paa at
knække Halsen --« sagde Repin til sidst. »Du har risikeret den ofte nok
i den sidste Tid og kunde gerne tillade dig lidt Hvile nu«.
»En Soldat kan ikke unddrage sig Tjenesten i Krigstid, blot fordi han
nylig har gennemgaaet store Strabadser,« -- svarede Andrey.
»Nej -- men Soldaten afløses nu og da i sin Tjeneste -- for at blive i
din Lignelse« -- sagde Advokaten.
»Undertiden, ja! Men der er ogsaa Tider, hvor der ingen Hvile undes ham,
og det er netop Tilfældet med mig nu«.
Det var dette uovervindelige Mod og den ubetvingelige Vilje hos
Revolutionisterne, der tiltalte den gamle Advokat, og især beundrede han
begge disse Egenskaber hos Andrey. Han for sit eget Vedkommende var saa
fortvivlet skeptisk, og han havde set saa megen Fejghed og Egoisme rundt
om sig, at han ikke kunde lade være med at beundre disse Menneskers
Trofasthed over for den Sag, de tjente. Selv om han ikke var i Stand til
at dele deres Begejstring for Sagen, saa følte han dog den allerstørste
Sympati for dem som Personer.
Men denne Dag var han pirrelig og fortrædelig -- Skuffelsen over Andreys
Afslag havde været ham for stor, og i bitre, haanlige Ord bebrejdede han
Nihilisterne deres Stædighed og vilde Fanatisme.
Andrey hørte efter med et Smil paa Læben -- og besvarede halvt
alvorligt, halvt spøgende den gamle Mands Udfald.
»Hvis I i Virkeligheden ønsker at gavne eders Land, saa maa I i hvert
Fald sørge for at lægge Baand paa eders lidenskabelige Vrede, saa længe
den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke!« sluttede Repin sin
heftige Tale.
»Er du da vis paa, at den ikke afføder andet end Ødelæggelse og Ulykke?«
spurgte Andrey. »Husk paa, at Moskva tændtes i Brand ved en Tællepraas!
Og det er en flammende Fakkel, som vi har kastet ind i Hjertet paa
Rusland. -- -- -- Ingen kan forudsige Fremtiden, og ingen er ansvarlig
for, hvad den bærer i sit Skød. Vi kan kun gøre vort Bedste for
Øjeblikket, og de Eksempler, vi har aflagt paa, at der staar Mænd bag
Revolutionen, kan aldrig være helt frugtesløse. Med din Tilladelse vover
jeg at sige, at vi har givet Russerne deres Selvrespekt tilbage, og at
det er os, der har frelst den russiske Nations Ære, saa at det at være
Russer nu ikke længer er identisk med at være Slave.«
»Beviser I maaske denne Paastand igennem jeres foragtelige Angreb paa de
enkelte Individer?« spurgte den anden bidende.
»Hvem har Skylden her?« raabte Andrey, irriteret over hans Tone. »Ikke
_vi_ -- i hvert Fald! Nej! det er jeres Skyld! -- hele den store Del af
det frisindede Rusland, som fornemt holder sig tilbage fra Kampen,
medens vi -- eders egne Børn, -- kæmper og omkommer i Tusindvis -- Aar
for Aar -- --«
Andrey tænkte ikke paa at ramme Repin med denne Beskyldning -- Repin var
snarere en Undtagelse fra Regelen; men desuagtet følte den gamle Mand
disse Ord som rettede mod sig. Han tav en Stund, og da han atter talte,
var det i en helt anden Tone og paa en hel anden Maade end før.
»Lad os formode, at det er, som du siger,« begyndte han roligt. »Det er
os, de saakaldte »bedre stillede«, der er Kujoner. Men naar det nu en
Gang er saaledes, og I ikke formaar at ændre det, vilde det da ikke være
bedre, om I regnede med det som et Faktum og ikke til ingen Nytte rendte
Hovederne imod Muren?«
»Aa nej -- saa galt er det ikke! Vi har andre Hjælpekilder end det »gode
Selskab« -- ja, vi har endog det Haab, at dette gode Selskab ved
Tilførsel af nyt Blod maa kunne forbedres,« svarede Andrey halvt
spøgende og afbrød derpaa Samtalen ved at gaa over til andre Emner.
Lidt efter gik Andrey; de to Mænd skiltes lige saa hjerteligt, som de
havde mødtes. Repin gentog, at hans Hus og hans Midler til enhver Tid
stod til hans Raadighed.
Andrey svarede, at han vidste det og var ham oprigtig taknemmelig
derfor.
»Farvel, Grigory Alexandrovitch!« sagde han og trykkede varmt hans
Haand. »Jeg ved ikke, hvornaar jeg igen faar Tid til at besøge dig!«
Der var et besynderligt Udtryk i Andreys Ansigt, som Svigerfaderen først
senere forstod.
Andrey gik ikke lige hjem; han havde først noget at besørge i
Hovedkvarteret. Her fik han Bekræftelse paa sin Svigerfaders Udtalelser:
Politiet var stærkt paa Spor efter ham, man vidste med Bestemthed, at
han opholdt sig i Hovedstaden og havde sin Bolig paa den anden Side af
Nevaen. Det var nødvendigt for ham straks at søge sig et andet Kvarter.
Vennerne raadede ham indstændigt til ikke mere at gaa hjem; men Andrey
frygtede for, at det paa den anden Side kunde vække Mistanke, hvis
Husets Beboere saa Tania flytte alene. Ad uendelige Omveje og med
Iagttagelse af den største Forsigtighed naaede han endelig sit Hjem.
»Hvad var det saa, Fader vilde dig?« spurgte Tania.
Andrey fortalte hende det og ligeledes, at man i Hovedkvarteret havde
bekræftet den gamles Ængstelser, saa at de blev nødte til at flytte
straks. De tog øjeblikkelig fat paa at pakke de faa Ting sammen, som de
vilde have med. -- Det lykkedes dem, tidlig næste Morgen, i al Stilhed
at forsvinde fra Stedet og lige saa ubemærket at holde deres Indtog i en
anden Lejlighed.
Den ny Bolig var saa sikker, som kun de mest yderliggaaende
Forsigtighedsregler, dikterede af lang og prøvet Erfaring, kunde gøre
den. Men desuagtet viste det sig snart, at Stedet her heller ikke var
tilstrækkelig sikkert. Politiet anede intet om det paatænkte Attentat
paa Kejseren; men alligevel blev Jagten efter Andrey mere og mere ivrig.
Hovedkvarteret vilde under disse Omstændigheder ubetinget være den
rigtige Plads for ham -- der vilde han kunne være absolut sikker for
Politiet og holde sig indendørs i Dage, ja Uger, uden at det vakte
nogens Opmærksomhed.
For Tania var Tanken om at skulle skilles fra Andrey før Tiden
forfærdelig -- hver Dag, de havde tilbage sammen, var for hende en Skat,
som, jo længere man nærmede sig Maalet, blev hende mere og mere dyrebar.
Andrey derimod følte en saadan Adskillelse næsten som en Lettelse. Tania
havde siden hin frygtelige Dag, da han fortalte hende sin Hemmelighed,
tappert gennemført med Mod og Selvfornægtelse at bære det uundgaaelige
-- men han saa kun alt for vel, hvad denne tavse Heroisme kostede hende,
og Synet af hendes unge, forpinte Ansigt søndersled hans Sjæl.
Han fulgte derfor Vennernes Opfordring til at flytte til Hovedkvarteret
i de Par Uger, der endnu kunde være tilbage, og Stedet egnede sig godt
til at berolige hans Nerver -- de utallige »Forretninger«, som her optog
alle, og hvoraf ogsaa han fik sin Del, gav ham ikke Tid til at henfalde
i Grublerier over sine egne personlige Følelser.
Hovedkvarteret var Centrum for Partiets hemmelige Korrespondance over
hele Rusland, dertil indløb alle Meddelelser -- fra Fængslerne,
Fæstningerne, Minerne i Sibirien og fra øde, fjerne Isregioner -- enhver
Post bragte Fortællinger om ødelagte Menneskeskæbner, om frygtelige
Familietragedier, om Vanvid, Selvmord og Død under alle Former.
Med alt dette for Øje blev Tanias og hans egen Skæbne ikke noget
enestaaende.
En Gang under hans Ophold her afholdtes der et af de almindelige, større
Møder, hvor ogsaa Tania var til Stede. Andrey var glad ved at se, hvor
fattet hun saa ud -- hun lyttede opmærksomt til Diskussionen og aflagde
roligt sin Beretning, da Turen kom til hende.
Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania
tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det
lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset
ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene
derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
For Tania blev denne Tilstand uudholdelig -- og efter en halv Times
Forløb rejste hun sig for at gaa.
Andrey søgte ikke at holde hende tilbage.
»Bliver det snart?« spurgte hun.
»Ja.«
Han forstod straks, hvad hun mente.
»Hvornaar?« spurgte hun næppe hørligt uden at se paa ham.
»Om en Uge!« svarede Andrey kort.
Hvis der ikke havde været mørkt i Værelset, vilde han have set, at hun
skiftede Farve -- hun havde ikke troet, at det var saa nær; -- men hun
sagde intet, stod kun ganske ubevægelig henne ved Døren. Saa traadte hun
pludselig helt tæt hen til ham, greb hans Haand og sagde med en sagte,
lidenskabelig Stemme, medens hendes Øjne glødede i Mørket:
»Jeg maa se dig forinden -- men ikke her, ikke i Dag -- hjemme hos os
selv! -- Kom, hører du! -- -- Jeg kan ikke skilles saaledes fra dig!«
»Ja, jeg skal komme!« hviskede han tilbage, og uden at sige et Ord mere
var hun forsvunden ud af Stuen.
Andrey var alene -- forvirret og urolig -- denne lidenskabelige,
hviskende Stemme -- disse glødende Øjne havde i et Nu forandret alt i
ham -- de havde vakt hans hede Længsel efter Livet -- Elskov og
Lykke --, som han troede helt at have faaet Bugt med. Ja, han _maatte_
se hende endnu en Gang. Han _kunde_ ikke dø forinden.
Men han ønskede, at dette Besøg var overstaaet, eller rettere, at hans
frygtelige Gerning, der vilde ende hans Liv, skulde finde Sted den næste
Dag og ikke først en Uge senere. Han var ikke født til at være Martyr --
det vidste han kun alt for vel. Men en frygtelig Nødvendighed, over
hvilken han ingen Magt havde, bød ham at kue sine egne Længsler og
frivilligt at give sit Liv hen.
Om Natten havde Andrey en besynderlig Drøm. Han gik paa en uhyre Slette,
over sig havde han en uendelig trøstesløs, gul Himmel. Han vidste, at
han sov, og dog gik han. Omkring ham var der kun graat Sand, hist og her
enkelte Klipper og store Stene, som gjorde Landskabet endnu mere øde og
vildt. Tunge, mørke Skyer jog i rasende Fart hen over Himlen, skønt der
ikke var den mindste Vind. Intet Spor af Liv var at se, og dog var
Landevejen, hvorpaa han gik, nedtraadt af mange Menneske-fødder. Andrey
undrede sig over, at han var ganske alene paa en Vej, der syntes saa
stærkt befærdet. Men pludselig befandt han sig midt i en Skare Mennesker
-- med blege, skyggeagtige Ansigter -- de fleste var ganske fremmede for
ham. Da saa han med ét Boris, Vasily og Botcharov -- den sidstes Ansigt
kunde han dog ikke se, thi han var iført en stor, vid Kappe, hvis Hætte
var trukken ned over Hovedet paa ham, medens begge de lange Ærmer var
bundne bag paa Ryggen. De to andre bar almindelige Dragter og saa paa
ham med et mørkt Udtryk!
»Naa, endelig mødes vi!« sagde Boris med et uhyggeligt ironisk Smil. »Du
havde nok ikke tænkt at skulle træffe mig!«
»Nej, det havde jeg ikke,« svarede Andrey, »for jeg troede, at du var
død!«
»Det er vi ogsaa; men vi kom for at holde dig med Selskab, og Zina
sender dig Brev. Kan du kende Botcharov? Han har taget en Ligdragt paa
-- bare for Kommers! -- Men du kan godt komme til at se ham!«
Med disse Ord løftede han Hætten, og Andrey saa under den sit eget
Ansigt med frygtelig fortrukne Træk. Han følte Blodet stivne i sine
Aarer af Rædsel; men efterhaanden, som han stirrede, blev dette Ansigt
til Botcharovs, der smilede fornøjet til ham og blinkede skælmsk med det
ene Øje.
»Det er bare for Kommers!« sagde han.
Andrey fandt, at det var en daarlig Spøg, men vovede ikke at sige noget;
han følte Angst for dem alle.
»Hvor skal vi egentlig hen?« sagde han til Boris.
»Til Landet med Floder af Mælk og Honning! Det ligger paa den anden Side
af Bjergene der!« svarede Boris og pegede frem. »Hvis du tvivler, saa
kan du lade den gamle Fyr der forklare dig, hvorledes det kan lade sig
gøre i fuld Overensstemmelse med Kejserrigets Love!«
Andrey saa frem foran sig og opdagede nu den gamle Repin, klædt i en
sort Kappe med en stor, bredskygget Filthat -- saadan som Fakkelbærerne
bruger ved Ligbegængelserne -- under Armen holdt han noget, der lignede
en uhyre Protokol. Han gik umiddelbart foran dem uden en eneste Gang at
se sig om -- som en Mand, der skal vise Vej. Men pludselig blev det til
Czar Alexander selv, og i samme Øjeblik huskede Andrey, at det var hans
Pligt at dræbe ham, og at han -- uagtet Tiden endnu ikke var kommen --
burde gøre det straks -- nu, her, hvor en saa uventet gunstig Lejlighed
frembød sig. Men Modet svigtede ham, og hans Haand vilde ikke lystre.
Fortvivlet og rasende forsøgte han Gang paa Gang; men det var ham ikke
muligt at røre sin Haand.
Saa faldt det ham ind, at det hele jo kun var en Drøm, og at det
saaledes intet havde at sige, om han dræbte Czaren nu -- det skulde dog
gøres om igen. Derved blev han atter helt let til Mode, gik hen til
Czaren og hviskede ham ind i Øret: »De er fortabt, hvis De bliver
genkendt her. Hvor i Alverden kan De, som lever, komme paa dette Sted?«
»Og De selv da?« spurgte den anden ligeledes hviskende.
»Det er sandt, hvad har jeg her at gøre?« tænkte Andrey. »Vi maa se at
sagtne vore Skridt, saa at vi faar de andre foran os!«
Men næppe havde han faaet tænkt denne Tanke til Ende, førend hele Skaren
kastede sig over ham med løftede Hænder og skummende af Harme.
»Forræder!« lød det fra alle Sider, og Czaren, som nu var bleven til
Taras Kostrov, greb ham heftigt i Skulderen og rystede ham.
Andrey udstødte et Skrig og vaagnede.
I det svage Morgenlys saa han Georg staa bøjet over sig med et
ængsteligt Udtryk i Ansigtet.
»Hvad er det? Hvad vil du mig?« raabte Andrey endnu halvt under
Indtrykket af sin Drøm.
»Jeg var bange for, at du var syg -- du har uafbrudt stønnet og jamret
dig i Søvne!« svarede Georg. »Jeg syntes, det var bedst at vække dig.«
»Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!« sagde Andrey, som nu var helt
vaagen. »Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder -- og
det frygtelige var, at jeg fortjente det.« »Det var netop det Ord, du
raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!« svarede Georg.
»Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,« svarede Andrey
smilende og fortalte Vennen sin Drøm.