»Ja, det vil man -- det vil man -- det vil man!« hamrede det inde i
hendes Hjerne. »Saa snart han har talt, er alt Haab ude!«
Som en blændende Vision stod pludselig hendes korte Samliv med Andrey
for hende, og hele hendes unge, kraftige Natur oprørtes imod at skulle
bringe et saa grænseløst Offer. Hun maatte faa ham bort fra hans Idé --
hun maatte redde ham for sig selv og for hende. Med en voldsom
Kraftanstrengelse samlede hun sine forvirrede Tanker, førend hun
begyndte at tale.
Hun greb hans Haand og saa ham bønligt ind i Øjnene.
»Andrey, min Ven!« sagde hun. »Overvej endnu en Gang hvad det er, du
vil! Er der da ikke nok af Mord og Blodsudgydelse? Hvad fører det til
andet end til nye Rædsler? Galger og atter Galger! Der bliver til sidst
ingen Ende paa dem! Jeg har tænkt saa meget over Tingene i den senere
Tid, og mit Hjerte har blødt ved at tænke paa, at de ædleste og bedste
iblandt os bliver nedslagtede paa denne Maade! Gives der da ikke andre
Midler? Hvorfor skulde du ikke forsøge derpaa? Hvorfor kan vi ikke
vedblive med vort Arbejde iblandt Folket og overlade Grusomhederne til
de andre? -- Jeg kan ikke rigtig udtrykke mig, som jeg gerne vilde, men
du forstaar mig nok.«
»Ja, jeg forstaar dig!« svarede Andrey. »Og jeg har endogsaa gjort mig
det selv samme Spørgsmaal. Det var, da jeg i Onsdags vendte tilbage fra
Eksekutionen, hvor saa mangen en bitter Tanke havde faaet Bugt med mig!
Men det kan ikke nytte, vi _maa_ føre vor Mission til Ende! Hvad vilde
Landet have vundet, hvis vi, i Stedet for at gengælde Slag med Slag,
havde nøjedes med at rejse omkring og tale og undervise i alle mulige
afsides Kroge? Man vilde ikke have hængt os -- sandt nok! Men hvad var
der naaet derved? Man vilde alligevel have arresteret os og sendt os til
Sibirien, og vi vilde alligevel raadne rundt omkring i Fængslerne. Og
Folket vilde vi ikke have gavnet en Døjt mere! Eller tror du maaske, at
de giver os Frihed som Belønning for god Opførsel? Nej, vi maa kæmpe med
de Vaaben, vi kan faa fat paa. Og hvis det bringer os Lidelser -- saa
meget des bedre! Det vil være et nyt Vaaben i vor Haand. Lad dem blot
hænge os, skyde og myrde os i deres underjordiske Fængsler! Jo
grusommere de behandler os, des større Fremgang faar vor Sag! Jeg vilde
blot ønske, at de vilde slide mit Legeme i mange Stykker eller brænde
mig levende over en langsom Ild midt paa Torvet --« sluttede han med
hviskende, uhyggelig Stemme og saa paa hende med et flammende Blik.
Tania følte med Rædsel, at Grunden var ved at slippe væk under Fødderne
paa hende. I Stedet for at dulme Ilden havde hun kun gydt Olie i den;
hun vidste ikke mere, hvad hun skulde sige.
»Andrey -- hør mig! -- Der er noget mere, jeg vil sige; men nu har jeg
glemt, hvad det var --« stammede hun og lagde sin Haand paa hans Arm.
»Det var noget meget overbevisende -- det ved jeg -- men mit Hoved er
ganske forvirret. Aa Gud -- det er alt sammen saa frygteligt! -- Men
vent blot et Øjeblik -- jeg kommer nok paa, hvad det var, jeg vilde
sige --«
»Jeg skal vente, saa længe du vil, du kære Barn!« sagde Andrey og
kyssede hendes hvide Pande. »Lad os slet ikke tale mere om den Ting i
Dag, hører du!«
Hun rystede energisk paa Hovedet -- hun maatte og skulde sige det, der
laa hende paa Hjertet, netop nu -- i Dag -- lige straks.
»Jo -- ser du« -- begyndte hun -- »Bondebefolkningen, som tror paa
Czaren. -- Aa nej, det er ikke det, jeg mener. -- Men den Del af
Samfundet, som nu er neutral. -- Nej, jeg kan ikke!« brød hun pludselig
af; der gik en heftig Skælven igennem hendes Legeme, og hendes Læber
blev ganske hvide.
»Aa, min Gud, hvad skal der blive af mig, naar de dræber dig?« gispede
hun, lagde Haanden over Øjnene og kastede sig tilbage.
»Min stakkels, kære, lille Tania!« udbrød Andrey og greb hende i sine
Arme. »Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er
saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der
gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke
let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det
er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig -- frivilligt at
skilles fra dig og dø, naar jeg kunde leve saa lykkeligt! -- Jeg vilde
give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget _maa_
slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde
foragte mig selv -- føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit
Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en
saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives
under saadanne Forhold? -- Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor
fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg
bringer over dig! -- Hvad betyder Døden -- hvad vil alle vore Lidelser
sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den
grænseløse Ulykke rundt omkring os?« --
Han talte med dæmpet, næsten hviskende Stemme, udmattet, som han var,
af denne unaturlige Kamp.
Hans Ord var en Bøn om Fred, om Henstand og talte lige til Tanias
Hjerte; der foregik pludselig en fuldstændig Forandring med hende. Hvor
ungdommelig, hvor romantisk og overspændt en Kvindes Kærlighed end er,
saa vil der dog altid paa Bunden af den -- hvis hun da virkelig elsker
rigtigt -- være noget af Moderens beskyttende og medlidende Følelser.
Andrey havde ved sine simple Ord, fremførte med den skælvende, bløde
Stemme, berørt denne Streng i Tanias Hjerte. Hun var ikke overbevist;
men hun bøjede sig. Hvor kunde hun vel nænne at gøre hans Lod endnu
tungere? Hendes Ansigtstræk formildedes, hendes dybe, mørke Øjne lyste
atter i uendelig Ømhed, da hun saa paa ham og lod sin Haand kærtegnende
glide hen over hans Hoved, der laa i hendes Skød, og hun talte milde,
beroligende Ord til ham.
Fremtiden laa som et uhyre Mørke for hende -- hendes Liv endte med
Andreys frygtelige Daad. Men hun saa tydelig den Vej, hun _nu_ burde
gaa. Hun var hans Hustru, hans Ven og hans Kammerat, og det var hendes
Pligt at samle alt sit Mod for at kunne bistaa ham i hans svære Kamp og
tage saa meget som muligt af Byrden over paa sine Skuldre.
Hun var efterhaanden bleven ganske rolig; der var ingen Taarer i hendes
store, sørgmodige Øjne; men indvendig græd hun Taarer af Blod -- ikke
længer over sin egen Skæbne, men over hans, som hun elskede.