_Afsked og Slutning._
De sammensvornes Arbejde nærmede sig sin Fuldendelse, og den
skæbnesvangre Dag stod for Døren.
Dagen efter, at Tania havde været til Stede ved Mødet i Hovedkvarteret,
hændte det, at Andrey ved at rense og pudse sin Revolver -- den, han
skulde bruge til Attentatet -- kom til at knække en Fjeder. Der vilde
ikke blive Tid til at faa den repareret; thi der paafulgte nu flere
Helligdage. En Ven tilbød ham sin og anbefalede den som en i alle Maader
paalidelig og sikker Revolver. Andrey stolede paa hans Ord uden at gøre
sig den Ulejlighed at prøve Vaabnet ude paa aaben Mark eller i et
Skydelokale.
Han vilde ikke have været saa ligegyldig, hvis dette Uheld var hændet
paa et tidligere Tidspunkt; men efterhaanden som den afgørende Dag
nærmede sig, var alle hans sjælelige Evner koncentrerede om selve det
afgørende Øjeblik.
Rædslen for Døden er saa dybt rodfæstet i ethvert Menneske, at vist kun
meget faa kan overvinde den helt endog i Øjeblikke af den højeste
sjælelige Spænding. Men absolut ingen kan Dag for Dag, Uge for Uge leve
under et saa stærkt aandeligt Tryk uden til Tider at slappes.
Andrey skyede med jernhaard Energi alt, som kunde indvirke svækkende paa
hans Nerver og Vilje. Han følte godt, at et Møde med Tania vilde koste
ham en frygtelig Kamp, og han vilde helst have undgaaet det; men han
kunde ikke bringe det over sit Hjerte at skuffe hende saa frygteligt.
Bevæbnet med al den Kulde og Haardhed, han raadede over, begav han sig
en Formiddag af Sted til deres fælles Bolig.
Tania sprang op og løb ham i Møde, da hun saa ham komme, men fo'r
pludselig forskrækket tilbage ved at se hans forstenede, iskolde Udtryk.
Dog allerede i næste Nu laa hun om hans Hals. Hvad kom hans Kulde hende
ved? Med sine Kærtegn og ved sin Ømhed skulde hun nok faa forjaget
Skyerne paa hans Pande.
»Hvorfor er du ikke kommen før« spurgte hun mildt bebrejdende. »Jeg har
ventet saadan paa dig.«
Andrey nænnede ikke at sige hende, hvor haardt han havde kæmpet med sig
selv for at ruste sig til denne Gang.
»Du har vel haft saa meget at gøre?« spurgte hun.
Han nikkede tavst, og saa stod det pludselig klart for hende, at Sagen
nærmede sig sin Afslutning, og at dette var deres sidste Møde. Hun
bøjede Hovedet og tav stille; men Andrey begyndte nu i en rolig
forretningsmæssig Tone at fortælle alle Enkeltheder ved Attentatet, som
om det var det mest naturlige og behagelige Samtale-Emne for dem begge.
Han forklarede, hvorledes de ved Hjælp af en Mængde fiffige Kneb vilde
forsøge, at komme inden for den Kæde af Spioner, som omgav Czaren paa
hans daglige Morgentur.
Tania hørte ikke efter hans Ord -- hun saa i Forbavselse paa ham --
hvorfor fortalte han hende alt dette? Han selv syntes at være træt af
det hele; han talte med en monoton, klangløs Stemme, og hans Ansigt
havde det samme forstenede Udtryk, som da han kom.
Det var jo ikke mer hendes Andrey! Det var en fremmed Mand! Ikke et ømt
Ord, ikke et Blik havde han tilovers for hende ved denne sidste
Sammenkomst!
»Aa Gud, de har jo helt forvandlet ham! -- det er ikke min Andrey!«
skreg det inden i hende. Til sidst kunde hun ikke længer udholde at høre
paa denne lidenskabsløse, kolde Stemme.
»Ti stille!« raabte hun. »Hvad kommer Czaren og alle jeres Lumskerier
mig ved?«
»Tania dog!« udbrød han i maalløs Forbavselse.
Hun slog fortvivlet Hænderne sammen over Hovedet. Hvor kunde hun dog
være saa grusom at tale saaledes til ham i et Øjeblik som dette?
»Tilgiv mig!« sagde hun, greb hans Haand og kastede sig heftigt ned over
den. »Jeg véd ikke selv, hvad jeg siger!«
Hun blev liggende en Stund i denne Stilling med Hovedet hvilende paa
Armen af den Stol, paa hvilken han sad -- hendes Haar faldt i Uorden ned
over hende og skjulte Ansigtet -- hun aandede tungt og hastigt.
Andrey troede, hun græd, og Synet af denne kære, brudte Skikkelse
søndersled hans Hjerte. Men hvad Trøst kunde han give hende? Hvad kunde
han sige, som ikke lød tomt og intetsigende i dette Øjeblik? Tavst
kærtegnede han hendes Haar og søgte at stryge det til Side. Da løftede
hun sit Hoved, og han saa, at hendes Øjne var taareløse og skinnede som
i Feber. Med et haardt Blik saa hun paa ham og vendte sig saa bort, idet
hun fortvivlet vred sine Hænder.
Hun vidste, at han var lige ved at gaa, og at hun -- selv om hun døde
her paa Stedet foran hans Fod eller forsøgte at knuse sit Hoved mod
Muren der -- ikke vilde kunne holde ham tilbage. En Sten vilde have mere
Medfølelse end han nu! Han vilde kun føle Foragt for hendes Svaghed --
-- -- Hvorfor -- hvorfor var han dog kommen -- --?
Andrey rejste sig meget rigtigt for at gaa.
»Farvel, min elskede!« sagde han stille og rakte Hænderne ud imod hende.
Hun fo'r sammen, som om det var noget ganske uventet, der hændte.
»Nej -- nej, endnu ikke!« raabte hun angst -- »aa, gaa endnu ikke!«
tilføjede hun bønligt.
Han trak hende ind til sig og tog hende i sine Arme.
»Jeg maa gaa! -- Jeg tør ikke blive længer!« sagde han. »Farvel, Tania,
min egen, min elskede!«
Hun saa ind i hans Øjne, og nu -- endelig genkendte hun sin Andrey! --
og nu vilde han forlade hende!
Smerten overvældede hende. Det var alt for grusomt -- -- Det kunde ikke
være sandt! Han maatte ikke gaa for at lade sig dræbe! -- Hun kunde ikke
leve uden ham! Han var hendes -- og det var ikke hendes Skyld, at han
var bleven alt for hende -- --!
»Andrey!« raabte hun ude af sig selv -- »du er min! -- Jeg slipper dig
ikke -- du maa ikke gaa fra mig! -- Hører du, Andrey -- du maa ikke!«
Men i næste Øjeblik løsnedes hendes Fingre under deres krampagtige Greb
-- hun bøjede Hovedet og lod sig falde ned i en Stol. -- Bleg,
tilintetgjort og med lukkede Øjne vinkede hun til ham, at han skulde
gaa.
Der _var_ noget større -- noget, for hvilket de begge havde lovet at
ofre alt: Liv, Lykke og Elskov.
Men det var tungere for ham at gaa nu, da han saa hendes stille,
selvfornægtende Sorg, og han gik hen til hende, kastede sig paa Knæ for
hende og bedækkede hendes Ansigt, hendes Hænder, hendes Øjne med hede,
brændende Kys.
»Gaa!« hviskede hun. »Jeg holder det ikke ud længer! Skynd dig -- gaa!
Jeg er roligere nu!«
Han rev sig løs med Magt og stormede ned ad Trappen, som om alle
Helvedes Furier var efter ham. Der laa en Taage for hans Øjne, hans
Hoved svimlede, og Gaden gyngede op og ned, som om han var beruset.
Tania havde ikke hørt ham gaa; men hun hørte Gadedøren smække i. Som
brændt af et glødende Jern sprang hun i Vejret ved denne Lyd og løb hen
til Vinduet for endnu at faa et sidste Glimt af ham at se. Men han var
allerede borte -- borte for bestandig! Endnu levede han -- for hende var
han allerede tabt! -- Nu kæmpede hun ikke længer imod sin Sorg.
Fuldstændig knækket, med Haanden for Øjnene lod hun sig falde ned paa
Sofaen og brast ud i brændende, smertende Taarer. -- Hun syntes, hun
maatte kunne græde sig ihjel -- hendes Hænder, Kinder og Sofaen, hun laa
i, var vædet af hendes Taarer; det var, som om der ikke var Ende paa
dem, og alt imedens skælvede hendes Legeme som i Krampe, og det sled og
skar i hendes Bryst. -- Hendes Kærlighed, hendes Liv, hendes Lykke --
alt var med et Slag tilintetgjort! Den store Sag -- det dyrebare
Fædreland eksisterede ikke for hende i dette Øjeblik -- alt forsvandt
for hendes egen grænseløse Fortvivlelse -- som var uden Ende, uden
Lindring og først vilde holde op, naar hendes eget Hjerte ophørte at
slaa. -- --
Men lad os drage et Slør for hendes Sorg. Den vil mildnes lidt efter
lidt -- hverken i Dag eller i Morgen, -- men i Tidens Løb, og den vil
lade hende tilbage som en helt anden Kvinde. Hvis hendes Skæbne havde
mødt hende nogle Aar senere, vilde den ikke have knækket hende saa
fuldstændig som nu. Men det blev hendes Lod at skulle begynde med det
tungeste straks.
Den store og frygtelige Dag var kommen.
Fra det første Morgengry laa Andrey kun i en Døs, hvoraf han hvert
Øjeblik fo'r op for at se paa sit Ur.
Længe før Tiden klædte han sig paa. Han var i en ganske egen
Sindstilstand denne Morgen, lige langt fra haabløs Resignation og fra
begejstret Eksaltation. Der var en lidenskabsløs, absolut indre Ro over
ham som over en Mand, der har opgjort sit Regnskab med Livet, som intet
har at vente, intet at frygte og intet mere at give bort. Vistnok havde
han endnu den ene Gerning -- hans Livs største -- for sig; men der var
allerede arbejdet saa meget paa den, at det forekom ham, at det, der var
tilbage, næsten allerede var udført.
Uagtet han endnu levede, var i fuld Besiddelse af sin aandelige og
fysiske Kraft, havde han en besynderlig, næsten haandgribelig Følelse af
at være en død Mand. Det var med en fremmeds rolige, lidt medlidende
Overlegenhed, at han tænkte paa alle dem, der stod ham nær, og paa alt
omkring sig.
Hele hans Liv laa i dets mindste Enkeltheder saa mærkværdig klart for
ham. Han tænkte paa Tania, paa Vennerne, paa Partiet og paa Fædrelandet
-- paa en fuldstændig lidenskabsløs Maade, som om det alt var noget, der
laa ham saa uhyre fjernt.
Da Vatajko noget senere kom ind, traf han Andrey fuldt paaklædt og rede.
Den unge Mand saa paafaldende alvorlig og bedrøvet ud; men Andrey lagde
næppe Mærke til ham; for ham var han kun en Skygge.
»Der er en af dine Vagtposter her udenfor, som gerne vilde hilse paa
dig, hvis du ikke har noget imod det,« sagde Vatajko stille.
For Andrey var det fuldstændig ligegyldigt, om han hilste paa nogen
eller ej; men som god Kammerat svarede han dog venligt, at det
selvfølgelig vilde glæde ham, og spurgte om Mandens Navn.
»Det er Sazepin,« svarede den anden. »Husker du ikke, at du traf ham ved
Grænsen forrige Aar, da du vendte tilbage, og han rejste bort?«
Aa jo, Andrey huskede godt dette Møde i det lille tyske Gæstgiversted og
den livlige Debat, de førte; men hvor uendelig fjernt var det ham
ikke nu!
Sazepin kom ind, i Begyndelsen noget trykket af de egne Forhold,
hvorunder de atter mødtes; men han genvandt snart sin sædvanlige, lidt
støjende, ungdommelige Maade at være paa.
I Andreys Væsen og Tale laa der intet, der opfordrede til Højtidelighed;
han var, som han altid plejede at være -- maaske kun lidt
aandsfraværende.
De talte om deres Møde ved Grænsen -- om Annie Vulitch, David og
Ostrogorsky.
Sazepin var for tre Maaneder siden vendt tilbage til Rusland over
Sydgrænsen og havde i Odessa truffet Klein og Levshin. Andrey spurgte
til dem alle, endskønt han næppe selv forstod hvorfor. -- Hvad vedrørte
alt dette ham nu?
Ikke én Gang, ikke med et eneste Ord berørte de den forestaaende
Handling. Ved Tebordet -- Andrey tvang sig til at nyde noget -- fortalte
Sazepin en fornøjelig Historie om, hvorledes han en Gang af en af deres
egne Forposten var bleven tagen for en Politispion.
Pludselig afbrød Andrey ham midt i en Sætning ved at sige: »Nu er det
Tid!« Alle rejste sig øjeblikkelig i dybeste Alvor.
Afskeden var kort og uden mange Ord -- de to unge Mænd omfavnede og
kyssede Andrey paa russisk Vis og gik derpaa bort ad en Bagtrappe, ad
hvilken de uset kunde slippe ud paa Gaden. Andrey skulde -- som den, der
sidst viste sig paa Scenen -- først gaa tyve Minutter senere.
Præcis paa det aftalte Klokkeslæt forlod Andrey Huset. Udenfor var det
en herlig Foraarsmorgen med klart Solskin og stille mild Luft. -- Czaren
vilde sikkert ikke undlade i Dag at foretage sin sædvanlige Spadseretur.
Vejen til Slotspladsen, hvor Attentatet skulde finde Sted, var meget
lang og skulde tilbagelægges til Fods, da en Vogn vilde vække mere
Opmærksomhed end en enlig Fodgænger. Andrey gik med sædvanlig jævn Gang,
han havde beregnet Tiden saaledes, at han vilde kunne være paa Stedet i
det afgørende Øjeblik. -- Han gik roligt fremad -- Gade efter Gade, uden
at se eller ænse, hvad der foregik omkring ham. Men ved Hjørnet af
Taurida Parken hændte der ham noget, der med ét Slag bragte ham ud af
hans Ro.
Et ungt Par kom gaaende ham i Møde; det var tydeligt, at det var to
elskende; de havde hinanden under Armen, og den unge Mand talte; det
maatte være noget meget ømt; thi den unge Pige blussede, og begges
Ansigter straalede i inderlig Lykke.
Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige -- hun lignede saa
paafaldende hans egen Tania, kun var hun lidt højere, og hendes
Underansigt var bredere; men hendes Hudfarve, den Maade, hun bar sit
Hoved paa, og de lange, mørke Øjenvipper var aldeles Tanias. Ja selv den
Kjole, hun var iført, mindede om Tania.
Han vilde have givet meget for at se Blikket i hendes Øjne, han var vis
paa, at de ogsaa maatte være som Tanias; men den unge Pige var saa
optaget af at se paa sin Ledsager, at han hele Tiden kun havde hende i
Profil. Parret gik videre, drejede om et Hjørne og forsvandt.
Hos Andrey havde dette Møde vakt Følelser og Minder, som ban troede for
stedse var stedte til Hvile i hans Bryst. Tanias Billede stod ikke
længer for ham som en fjern Skygge, men som en varm, ung og levende
Kvinde -- fuld af Ømhed, Skønhed og hjerteskærende Sorg.
-- -- Hvorledes mon det stakkels Barn havde det? Og hvorledes vilde det
gaa hende i Nat, naar hun vidste, at den store Daad var overstaaet, og
at han sad i Fængselscellen? Hvorledes vilde hun bære dette
Slag? -- -- --
Den ene Tanke mere sørgmodig end den anden jog igennem hans Hjerne.
Hvorfor havde de ogsaa truffet hinanden? Hvis han ikke var kommen, vilde
hun rimeligvis have giftet sig med Georg, og de vilde have levet
lykkeligt sammen i mange Aar! --
-- -- Medens hun nu maatte betale nogle faa Maaneders Lykke med en saa
uhyre Pris. -- -- --
Billeder fra deres korte Samliv stod ét for ét klart for ham -- lokkende
og smertende. Han saa dette kære Ansigt smile i Lykke og overstrømmende
Ømhed -- -- og han saa det atter -- som ved det sidste Møde --
fortrukket af Sorg og Smerte.
Andrey gik mekanisk videre den rigtige Vej; men hans Tanker var ikke
mere ved hans Gerning, og han havde uvilkaarlig sagtnet sine Skridt.
Pludselig, da han kom ud for Panteleimon Kirken, mindedes han, hvorfor
han gik her, han saa paa sit Ur og blev bleg af Skræk; han vilde
rimeligvis ikke kunne naa at være paa Stedet i rette Tid.
Elskov, Sorg, Minder og Længsel var med ét Slag som bortvejret, og uden
at bryde sig om den Opmærksomhed, han rimeligvis vakte, gav han sig til
at gaa saa hurtigt, som det var muligt, uden ligefrem at løbe.
Idet han drejede ind i en lille Sidegade nær ved Slottet, hvor Vatajko
skulde vente paa ham, saa han den unge Mand komme imod sig -- hans
Ansigt var paafaldende blegt og forstyrret. Der var ingen Tvivl om det
-- han kom for sent -- -- --!
»Nej!« svarede Vatajko paa hans ængstelige Spørgsmaal. »Du kommer
tidsnok; men jeg var angst for, at du ikke vilde komme. Heldigvis har
Czaren i Dag gjort en længere Tur end ellers!«
Andrey sukkede lettet.
»Der er vel intet særligt hændet dig undervejs?« spurgte Vatajko.
»Nej, ikke det ringeste,« svarede Andrey. »Jeg venter her paa denne
Bænk, gaa saa du og sæt vore Folk i Bevægelse!«
Da Andrey var bleven alene, løftede han sin Haand op imod Luften for at
se, om den var ganske rolig.
Nej! Fingrene rystede ubetydeligt! -- -- Han ventede nogle Minutter, saa
løftede han den igen -- denne Gang var den ganske rolig.
Et Øjeblik efter saa han Sazepins høje Skikkelse vise sig for Enden af
Gaden. Det var Signalet; han rejste sig og gik ham i Møde.
Sazepins Ansigt var højtideligt -- næsten sørgmodigt; idet Andrey
nærmede sig, saa han med et betegnende, ærbødigt Blik paa ham og gjorde
en Bevægelse med Hovedet, som nærmest lignede et Buk.
»Tal!« sagde Andrey.
»Czaren kommer den sædvanlige Vej,« hviskede han.
Andrey fortsatte sin Vej og vinkede med Haanden, som om han vilde betyde
den anden at forsvinde. Nu var Turen til ham alene.
Omtrent i fem Hundrede Alens Afstand fra Slotspladsen befandt Andrey sig
pludselig midt inde i den Skare af Spioner og Skildvagter, som gaaende
eller posterede har at vogte over Czarens Vej med Ordre til at holde
enhver fremmed borte, Mand eller Kvinde, og om fornødent at foretage
Arrestation.
En ældre, graahaaret, distingveret udseende Herre -- som Andrey aldrig i
sit Liv vilde have taget for en Spion -- traadte hen til ham og sagde i
en høflig, men bydende Tone:
»Vær saa god, min Herre, at gaa en anden Vej!«
»Af hvilken Grund?« spurgte Andrey forbavset, idet han samtidig vedblev
at gaa fremad.
Den anden fulgte tæt efter ham.
»Det er strengt forbudt enhver at gaa denne Vej. Vær saa venlig at vende
om, eller De vil faa Ubehageligheder!« sagde han bestemt.
Andrey trak paa Skuldrene.
»Jeg begriber ikke, hvorfor Folk ikke maa gaa paa Gaden,« sagde han,
idet han stadig gik videre.
Herren vinkede med Haanden, og i samme Nu kom to lange, civilklædte
Fyre, som havde staaet i nogen Afstand, hen imod Andrey i den synlige
Hensigt at føre ham bort med Magt. Hans Stilling var uhyre kritisk, og
han standsede for om muligt at vinde nogle Minutters Tid ved at skændes
med sine to Angribere. Men de sammensvorne havde beregnet Tiden godt;
thi i samme Øjeblik viste Czarens Hund sig for Enden af Gaden, og i
næste Nu vilde Czaren selv komme, og Spionerne var nødte til at have
Vejen fri.
Andrey gik roligt videre og naaede uhindret Gadehjørnet.
I dette Øjeblik var Czaren nogle Skridt foran Alexander den Førstes
Monument, med Ansigtet imod Slottet.
I et Vindue i et af Husene lige overfor iagttog to unge Mænd i spændt
Opmærksomhed og med bankende Hjerter denne Scene.
Den ene af dem var Georg. Han havde set Andreys Konflikt med Spionerne
og havde allerede opgivet ham som fortabt. Men i samme Øjeblik saa han
Czaren, Selvherskeren over alle Russere, dreje omkring Hjørnet og
Andrey, rolig og alvorlig som Skæbnen selv, skride hen imod ham.
Det gav et uvilkaarligt Ryk i Czaren, da han saa en fremmed paa sin Vej;
men han vedblev desuagtet at gaa videre.
I aandeløs Spænding saa Georg Afstanden mellem de to Mænd blive mindre
og mindre, indtil den havde indskrænket sig til en tyve Alen. Efter
Reglementet skulde Andrey nu standse, tage Hatten af og staa barhovedet,
indtil hans Kejser og Herre var passeret.
Men i Stedet for at opfylde sin Underdanighedspligt fo'r Andrey med
Haanden i Lommen, trak sin Revolver frem, sigtede og fyrede.
Kuglen traf i Muren bag Czarens Ryg, omtrent i tresindstyve Alens
Frastand.
Revolveren stødte stærkt -- der maatte tages Sigte langt nede, for at
Kuglen kunde ramme det skæbnesvangre Sted.
Andrey opdagede dette for sent og stod et Sekund som lammet med begge
Hænder hængende ned. I næste Nu løb han fremad med rynket Pande og
ligbleg, affyrende Skud efter Skud.
Czaren -- ligeledes bleg -- løb, alt hvad han kunde, idet han med begge
Hænder samlede de lange Skøder af sin Overfrakke sammen. Men han mistede
ikke Aandsnærværelsen, han løb uafbrudt i Zigzag og gjorde det derved
vanskeligt for sin Forfølger at sigte. Dette frelste ham; kun ét af
Skuddene trængte igennem Slaget paa hans Frakke -- alle de andre fo'r
forbi.
I mindre end et Minut havde Andrey affyret de seks Skud, som Revolveren
indeholdt.
Spionerne, som først havde gjort sig usynlige, kom nu ilende til fra
alle Sider. Georg saa, hvorledes Andrey pludselig var omringet af hele
Skarer af dem. Et Øjeblik holdt de sig ængsteligt tilbage; men da de saa
ham vaabenløs og uden Tegn til at ville gøre Modstand, kastede de sig
som vilde Dyr over ham.
Georg hørte deres Raab og Skrig; men han saa intet, thi han havde skjult
Ansigtet i sine Hænder.
Halvt sønderrevet blev Andrey kastet i Fængsel. Saa snart han blot
nogenlunde var kommen sig, blev han forhørt, dømt og hængt.
* * * * *
* * * *