_Den store Beslutning!_
I Hovedkvarteret modtoges Andrey med Glædesudbrud af Georg og Vatajko,
der i Ængstelse havde afventet hans Tilbagekomst.
St. Petersborger-Toget kørte Klokken halvti, der var ingen Tid at
spilde.
Hurtigt pakkede de deres Ting sammen. Man blev enig om, at Vatajko
skulde køre forud til Banen med Tøjet -- to smaa Kufferter og en Vadsæk
-- tilstrækkeligt til at give dem Udseende af at være almindelig
rejsende -- og tage Billetterne, belægge deres Pladser og derpaa gaa dem
i Møde. Da Andreys Stilling var meget udsat, burde han ikke vise sig paa
Stationen førend i sidste Øjeblik.
Længe før Andrey og Georg havde ventet, kom Vatajko dem i Møde. Han
havde ingen Billetter taget, han erklærede, at det var ganske umuligt
for Andrey at rejse med Toget. Der var ikke Tvivl om, at man var paa
Jagt efter ham. Stationen var fyldt med Politi; ved Indgangen var der
posteret to civilklædte Individer -- rimeligvis Spioner, som kendte ham
-- der stirrede hver enkelt, som kom, hensynsløst ind i Ansigtet. Hvis
han viste sig, vilde han straks blive nappet.
Af den Grund havde Vatajko anbragt Bagagen i Garderoben og kom nu for at
foreslaa en anden Plan. De skulde køre med Vogn til en af de nærmeste
Stationer og rejse derfra -- David kunde imidlertid tage med Toget og
være der for at advare dem, hvis ogsaa der skulde vise sig at være Ugler
i Mosen.
Andrey var adspredt og nedtrykt. Besøget i Fængslet og Zinas Brev havde
bragt yderligere Uro i hans forud saa oprørte Sind, og han var kun lidet
interesseret i, hvad der foregik omkring ham. De fulgtes alle tre ad;
efter adskillig Talen frem og tilbage blev Georg og Vatajko enige om,
at det dog vist var sikrest, at de begav sig til Fods til den nærmeste
Station, som var fem Mile borte; kun maatte de da se at faa fat paa
nogle andre Dragter; thi det vilde se mistænkeligt ud, om »fine Herrer«
rejste til Fods. Vatajko kendte to Snedkere -- Brødrene Shigaev -- som
han var sikker paa vilde hjælpe dem. Han tilbød straks at gaa til dem
for maaske endnu samme Aften at kunne bringe de nye Klæder; i saa Fald
vilde de kunne komme af Sted tidlig næste Morgen.
Henad Midnat vendte Vatajko tilbage til Hovedkvarteret med en stor Bylt,
der indeholdt de fornødne Klæder til Andrey og Georg og to Lærredsposer
med Værktøj, saadant som rejsende Snedkersvende i Almindelighed
medfører. Men det bedste af det hele var dog to Passer, som Snedkerne
havde laant ham paa den Betingelse, at de straks blev sendte tilbage,
naar de rejsende var komne til St. Petersborg.
De gik alle tre til Ro for at faa nogle Timers Hvile, inden de begyndte
paa deres Vandring. Men det var ikke Andrey muligt at sove, de sidste
Dages frygtelige Begivenheder forfulgte ham uafbrudt.
Hvilken Mængde Ofre! Zina -- Boris -- Vasily og Botcharov -- alle døde!
Og Masha, Katia og saa mange, mange andre levende begravede! Ogsaa han
vilde en skøn Dag staa for Tur, han kunde ikke haabe til evige Tider at
undslippe Politiet. Og hvad hjalp saa alle disse Ofre? Havde de i
Virkeligheden forbedret Sagen?
Aa, jo! Alle disse Mennesker var ikke døde for intet! Det var
Tirailleurerne, hvis Opgave det havde været at skræmme det store Uhyre
op af sin Ro, og det blev nu de efterlevendes Sag at fortsætte Arbejdet
-- at bekæmpe og overvinde Uhyret.
Den Idé, som under »Onkels« Fortælling vagt og usikkert havde formet sig
for ham, slog nu som en fuldt moden Plan ned i ham.
Kampen mod Selvherskerdømmets krybende Lejesvende skulde være forbi,
Slaget maatte rettes mod Czaren selv! Og han -- Andrey -- var Manden,
der skulde gøre det!
Halv paaklædt og paa bare Fødder -- for ikke at vække Georg -- gik han
op og ned ad Gulvet.
»Tania!« raabte pludselig en Stemme i ham, og hans Hjerte snøredes
sammen i Fortvivlelse og Angst. Men kun et Øjeblik varede hans Svaghed!
Hvad betød deres egne personlige Lidelser i Forhold til hele det uhyre
Lands ubeskrivelige, uendelige Lidelser? Desuden -- Tania var ikke alene
hans Hustru, men hans Kammerat og medkæmpende! Hun vilde billige hans
Beslutning og have tilstrækkeligt Mod til at bære sin Del af Byrden.
Han standsede brat midt i Værelset -- hans Øjne flammede i vild
Begejstring, der laa en ubøjelig Vilje i hans Ansigt, og han rakte begge
Hænder frem med samme Gestus, som da han saa Zina paa Fangekærren.
Beslutningen var tagen og var uigenkaldelig; nu kunde han tale om den.
Han vækkede Georg og fortalte ham, i hvilket Ærinde han rejste til St.
Petersborg. Georg syntes at blive mere bedrøvet end begejstret ved
Meddelelsen; han tænkte paa Tania. Men han kunde ikke lade være med at
give Andrey Ret i hans Argumenter, og det var alt, hvad Andrey i
Øjeblikket forlangte af ham.
De vækkede Vatajko, som sov i et tilstødende Værelse, og begyndte derpaa
at gøre sig i Stand til Rejsen. Man blev enig om ikke at forlade Byen
før Klokken otte, den Tid, da Bønderne vender tilbage fra deres
Markedsforretninger. I Værktøjssækkene fandt de blandt andet to smaa
Haandøkser, som de stak i Bæltet, de gav dem mere Udseendet af rejsende
Haandværkere og kunde desuden i Nødstilfælde benyttes som Værge. Det
eneste, som ikke passede til Forklædningen, var deres Fodtøj. -- Vatajko
havde et Par langskaftede Jagtstøvler, som Georg kunde passe; men Andrey
var nødt til at gaa i sine egne Fjersko.
Da de nærmede sig Byens Port, saa de til deres Overraskelse to
Politibetjente staa opstillede der. Siden Ophævelsen af
Brændevins-Monopolet havde der aldrig været Vagt ved Byens Porte -- det
maatte altsaa have sin særlige Grund.
En Bondekone, som kom bærende med en tom Kurv, hvori hun havde anbragt
sit Barn, fik Lov til uhindret at passere. Derefter kom to ældre Mænd,
som begge paa det omhyggeligste blev undersøgte, inden de slap igennem.
Ikke saa let slap en yngre Haandværker fra det, med ham opstod der en
formelig Strid. Han syntes at have besvaret Gendarmernes Spørgsmaal
uforskammet; thi pludselig fo'r en af dem løs paa ham med knyttet Næve;
den unge Mand parerede behændigt Slaget og løb under djærve Eder sin Vej
saa hurtigt, han kunde.
Dette saa ikke meget lovende ud for vore to rejsende.
»Vi maa være belavede paa det værste!« sagde Georg.
»Overlad bare alt til mig! Vi skal nok slippe igennem!« svarede Andrey.
De var nu lige ved Porten og følte de to Vogteres Øjne hvile forskende
paa sig -- Andrey især syntes at være Genstand for deres Opmærksomhed.
»Stop!« sagde den ene -- en lille, kortbenet Fyr -- og stillede sig i
Vejen for dem.
»Hvem er De? Og hvor skal De hen?« spurgte han.
»Vi er Snedkere, der er paa Vejen til vor Hjemstavn!« svarede Andrey i
samme Aandedræt.
»Deres Navn, Adresse, Fødested? Hvor længe har De opholdt Dem her i
Byen?« spurgte han.
Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt
studeret sine Passer.
»Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til
Dags!« spurgte han videre.
»Jeg antager, at Vejene er til for enhver!« svarede Andrey kort -- han
mente, det var bedst at lade fornærmet.
»De gjorde bedre i at passe lidt paa Deres Mund!« sagde den anden. »Har
De Pas?«
»Ja, naturligvis har jeg Pas!«
»Vil De lukke Deres Sække op, saa at jeg kan se, hvad der er i dem!«
»Der er i hvert Fald ikke noget, der tilhører Dem,« svarede Andrey mere
og mere gnaven -- »De spilder bare Tiden for os!«
»Gør, som jeg siger, og se, at du kan rappe dig!« brummede Politimanden.
Andrey trak paa Skuldrene og aabnede med en halv fortrædelig, halv
haanlig Mine sin Sæk.
Betjenten undersøgte Indholdet og vendte sig derpaa mod Georg.
»Og hvem er saa De?« spurgte han i en langt roligere Tone.
»Jeg hedder Semen Shigaev og skal ogsaa hjem!«
»Saa er De vel Brødre?«
»Halvbrødre!« svarede Georg; det faldt ham ind, hvor lidt de lignede
hinanden.
Imidlertid var der kommet flere Folk til, der skulde igennem Porten og
altsaa ogsaa maatte undersøges.
»De kan gaa!« sagde Politibetjenten og vinkede affærdigende med Haanden.
Andrey tog atter sin Sæk paa Ryggen og belavede sig paa at fortsætte sin
Vej. Men den anden Betjent, en høj, koparret Fyr, gik hurtigt hen til
sin Kollega og hviskede ham et Par Ord i Øret, hvorpaa denne sprang frem
foran Andrey, spærrede Vejen for ham og raabte:
»Halløj -- Stop igen! De kommer til at følge med paa Stationen!«
»Hvad skal jeg paa Stationen?« spurgte Andrey. »Jeg er hverken gal eller
drukken, og mit Pas er i Orden.«
»Det skal De nok faa at vide! Min Pligt er det kun at standse Dem her!«
Sagen begyndte at antage et uhyggeligt Udseende. Det vilde være let nok
at slaa disse to Karle ned; men hvorledes skulde man undslippe til Fods,
paa aaben Landevej og i fuldt Dagslys?
Medens Andrey hurtigt oversaa Terrainet omkring dem, begyndte han
heftigt og højlydt at protestere mod denne Behandling. Han var kendt for
at være en ærlig Mand og havde de bedste Vidnesbyrd fra sine Mestre.
»Semen!« sagde ban til Georg. »Løb hen og bed Hr. Arkipovs Forvalter om
at komme et Øjeblik herhen! Det er ikke langt herfra,« forklarede han
Betjenten og nævnede en af de nærmest liggende større Gader.
Lovens Haandhæver syntes ikke at ville gøre Indsigelse imod denne Plan,
han havde ingen særlige Instrukser for dette Tilfælde, men Georg rørte
sig ikke af Stedet, han forstod godt, at Andrey blot vilde se at faa ham
bort og i Sikkerhed.
»Jeg har ikke stor Lyst til at gaa!« sagde han betænksomt. »Efim
Gavrilich er en sær Patron -- han bliver bare gnaven, hvis man ulejliger
ham for en saadan Bagatel!«
Andrey forstod, at Georg ikke lod sig sende bort.
»Nuvel, saa lad os straks gaa til Stationen! Vi har daarlig Tid!« sagde
han til Gendarmerne.
Det var ham om at gøre saa hurtigt som muligt at komme væk fra Stedet,
thi der var allerede fuldt af nysgerrige omkring dem.
»De har at vente, til Patrouillen kommer!« sagde deres Cerberus kort.
»Vi kan ikke forlade vor Post for Deres Skyld!«
Andrey og Georg satte sig roligt paa Grøftekanten nogle faa Skridt borte
og tændte deres Piber.
Da Mængden ikke længer hørte nogen Strid, gik snart hver til sit -- selv
Gendarmerne syntes at miste Interessen for deres to Fanger. Men
Patrouillen kunde hvert Øjeblik komme.
»Stik et Guldstykke til den Slyngel!« hviskede Georg ind imellem to
dygtige Drag af sin Pibe.
Andrey nikkede; han havde selv tænkt, at de maatte forsøge Bestikkelse.
I et Øjeblik, da der ikke fandtes Mennesker i Nærheden, vendte han sig
imod Betjenten:
»Hør en Gang, gode Ven! Hvad vil De have for at lade os gaa i Fred?«
spurgte han.
»Hvor meget vil De give?« spurgtes der tilbage.
Andrey rakte et Par Kobbermønter frem -- et alt for stort Tilbud vilde i
dette Tilfælde kunne vække Mistanke.
»Nej, min Ven! det er for lidt! Vi er to Mand til at dele. Giv os en
Rubel!«
»Det er godt nok sagt! Men tror De maaske, at jeg har mange Rubler at
kaste bort. Her er en halv Rubel! Det er meget for meget; men jeg har
ikke Tid til at staa her og prutte med dem.«
De var atter fri Mænd. I den første Landsby, de kom til, lejede de et
lille Enspænder-Køretøj og ankom ved Middagstid til Jernbanestationen.
Her ventede David paa dem med den gode Nyhed, at Vejen var klar, og ikke
længe efter dampede de af Sted til St. Petersborg.
Tania havde imidlertid tilbragt en frygtelig Tid; i de fire Dage havde
hun været fuldstændig uden Underretning fra Andrey, som indtil da
regelmæssigt hver Dag havde sendt hende en Avis fra Dubravnik --
selvfølgelig Byens mest konservative. -- Andrey turde ikke paa anden
Maade staa i Forbindelse med hende; men for Tania var denne lille, dumme
Avis en dyrebar Skat, fordi den bragte Hilsen og Bud om, at hendes
Andrey endnu var uskadt.
Men den skæbnesvangre Eksplosion i Bombemandens Hus, som med et Slag
kuldkastede alle Planer, og de derefter følgende frygtelige Begivenheder
havde til den Grad opfyldt Andreys Sind, at han rent havde glemt at
sende det lille Blad til Tania, desuden troede han, at Georg havde
skrevet.
Imidlertid var Aviserne i Hovedstaden fyldte med de mest alarmerende
Meddelelser, som alle drejede sig om Andrey. Snart hed det sig, at han
var arresteret i sit Hjem -- saa paa Jernbanen og saa i Byen paa aaben
Gade. Rygterne blev vildere og vildere, og den Masse Arrestationer, der
foretoges, viste, hvor ivrigt man var paa Jagt efter ham.
Andrey kunde selvfølgelig ikke være bleven arresteret samtidig paa flere
Steder; men var det tænkeligt, at han kunde være paa fri Fod uden at
sende hende nogen Meddelelse?
Da David kom op til Tania for at fortælle hende, at Andrey om et Øjeblik
vilde følge efter -- han var kun gaaet til Hovedkvarteret for at skifte
Dragt --, vilde hun næppe tro paa Rigtigheden af hans Ord. Men da David
smilende forsikrede hende, at han for et Øjeblik siden havde forladt
hendes Mand i levende Live, og at de havde gjort Rejsen sammen fra
Dubravnik hertil, opklaredes hendes blege, forgræmmede Ansigt af et
lykkeligt Smil.
-- »Det er jo et rent Mirakel, at han er sluppen helskindet ud af det
Helvede!« sagde hun, da David havde endt sin Beretning.
»Ja, de gjorde det hedt nok for ham,« svarede David. »De maa sørge for i
det mindste i det første halve Aar at holde ham borte fra lignende
Affærer, hans Stilling er alt for udsat. Frem for alt maa han ikke
forlade St. Petersborg.«
»Jeg skal gøre mit Bedste!« svarede Tania. »Men jeg frygter desværre,
at her heller ikke er synderlig Sikkerhed for ham.«
»Det er alligevel ubetinget det sikreste Sted,« mente David og tog lidt
efter Afsked. Saa snart han var gaaet, løb Tania hen og stillede sig paa
Vagt bag Vinduesgardinet -- hun kunde herfra overse Gaden i hele dens
Længde. Da hun endelig saa ham komme i Drosken, gav hun intet som helst
Tegn, men blev staaende ubevægelig; kun hendes lykkestraalende Øjne og
smilende Mund sagde ham, at hun havde set ham.
Et Øjeblik senere sluttede Andrey hende i sine Arme og glemte baade
Planer og Forsæt, Czaren, Politiet og Sammensværgelser -- alt forsvandt
i den jublende Følelse af at være elsket og elske igen.
»Du kære!« hviskede hun ved hans Bryst. »Jeg troede aldrig, at jeg
skulde have set dig igen!«
»Det gjorde du Uret i!« sagde han smilende. »Jeg lovede dig jo at komme
fri og frank tilbage!« Han sad i en Lænestol, hun paa hans Skød. »Men
hvor mager og bleg du dog er bleven!« sagde han. »Har du været syg?«
»Nej; men det har været en frygtelig Tid for mig!« svarede hun. »Men nu
er det alt sammen glemt!« tilføjede hun fornøjet og fortalte smilende om
alle sine Ængstelser.
»Tilgiv mig, du søde! Nu ser jeg først, hvor styg jeg har været imod
dig!« sagde han.
»Bryd dig bare ikke om det! Det var dumt af mig straks at tro det
værste. Næste Gang skal jeg være mere fornuftig --«
Men ved den pludselige Tanke om, at hun maaske atter skulde gennemleve
noget lignende, udbrød hun i en ganske forandret Tone, idet hun klyngede
sig til ham: »Nej! nej! Vi vil aldrig mere skilles! Hvorfor skal vi
ogsaa det? Jeg kan paa saa mange Maader være dig behjælpelig. Jeg er jo
dog ingen Kryster -- er jeg vel?«
Og idet hun lagde begge sine Hænder paa hans Skuldre, bøjede hun sig
spøgefuldt tilbage, saa at han kunde se hende lige ind i Ansigtet.
»Nej, det er du ikke,« svarede han og kyssede hende.
»Det er heller ikke Faren, jeg frygter,« vedblev hun. »Eller har jeg
maaske nogen Sinde ænset den, naar du var her hos mig? Nej, det er
Uvisheden, der er saa frygtelig. -- Du aner ikke, hvad jeg har lidt,
mens du var borte. Jeg levede i en eneste Spænding, indtil Posten havde
bragt mig den stakkels »Dubravnik Tidende«, og naar jeg saa endelig
havde faaet den, sagde jeg til mig selv, at du jo godt kunde være bleven
arresteret et Øjeblik efter, at du havde sendt den -- og saa var det
lige galt! -- Og saa de frygtelige Dage, da der slet ingen Avis kom mere
-- Aa Gud, alle de rædselsfulde Muligheder, jeg tænkte mig -- Men det er
stygt af mig at tale om dette! -- Jeg ved godt, at du ikke længe vil
holde dig i Ro; men du maa love mig, at hvad end din næste Opgave bliver
-- selv om den bliver langt værre end den sidste i Dubravnik --, saa vil
du tage mig med dig? Ikke sandt -- du vil give mig Lov til at dele
enhver Fare med dig?«
Hun saa paa ham med et ømt bedende, men dog saa tillidsfuldt Blik, som
om den Mulighed var helt udelukket, at han kunde afslaa hendes Bøn.
Andrey svarede intet, men betragtede i stum Sorg det yndige, uskyldige,
unge Ansigt foran sig. Tania havde ved sit Spørgsmaal selv brudt den
Fortryllelse, som et Øjeblik havde holdt alle Skyer borte. Pludselig
stod atter den sidste Nat i Dubravnik lyslevende for ham -- han mindedes
den store Beslutning, han havde fattet, og vidste atter, at han var en
dødsdømt Mand. Lykke, Venskab og Kærlighed var ikke mere til for ham!
-- Den Opgave, han nu havde foran sig, tillod intet Medarbejderskab og
havde som Udgang kun Døden.
Den eneste Delagtighed, han kunde give hende i den, var nu at fortælle
hende alt; men han tøvede. Han, hvis Nerver var blevne hærdede til Jern
igennem de blodige, bitre Erfaringer, som den underjordiske Kamp
indbragte, han manglede nu Mod til at hæve Dolken imod dette dyrebare
Offers Bryst.
»Andrey, min egen! Hvad er der i Vejen? Hvorfor ser du saa underligt paa
mig?« udbrød hun angst. »Stoler du ikke paa mig? Frygter du for, at jeg
ved min Nærværelse skal svække dit Mod? Tro dog ikke det! Hvis du ikke
var, netop som du er -- saa kunde jeg slet ikke elske dig! Da David
fortalte om alle de Farer, der truede dig i Dubravnik, og den Maade,
hvorpaa du tog dem, skælvede jeg rigtignok; men jeg følte mig tillige
stolt og lykkelig! Det var saa ganske min Andrey -- ham, jeg elskede! --
Vær overbevist om, at jeg aldrig nogen Sinde skal forsøge at afholde dig
fra at gøre det, som du anser for rigtigt og nødvendigt!«
»Jeg ved det, du søde!« sagde han og kyssede hendes Hænder.
»Hvorfor sætter du da et saa alvorligt Ansigt op? Hvorfor lover du mig
ikke rent ud at ville have mig med næste Gang? -- Du holder maaske ikke
saa meget af mig, at du altid vil have mig om dig?« Hun lo nu, og han
trykkede hende heftigt op til sig.
»Naa ja -- hvis du virkelig har en Hemmelighed, som du vil beholde for
dig selv -- saa for mig gerne! Men det siger jeg dig, at næste Gang du
drager af Sted paa en Ekspedition, saa bliver du ikke fri for mig! Og
saa taler vi ikke mere om den Sag! -- Fortæl mig nu alt, hvad du har
oplevet i Dubravnik -- udelad intet! -- Jeg har Mod til at høre alt!«
Andrey var glad ved at faa en Anledning til at forhale sin skæbnesvangre
Meddelelse.
Det var jo ikke nødvendigt straks at komme med den -- han kunde da i
hvert Fald udsætte det til den næste Dag -- unde sig selv en sidste Drik
af Lykkens Bæger.
Han fortalte Begivenhederne der nede fra, men undgik saa meget som
muligt de mest gribende Enkeltheder; selve Eksekutionen berørte han
næsten ikke, idet han sagde, at hun jo allerede havde læst alt det i
Aviserne. Mest opholdt han sig ved sine egne personlige Eventyr, som nu,
da de var endte godt, nærmest var fornøjelige. Tania lyttede tavs til
hans Ord; men hendes Øre lod sig ikke bedrage af hans lette Tone. Da han
var færdig, lænede hun sig op imod ham, saa ham fast ind i Øjnene og
sagde:
»Der er noget, du skjuler for mig, Andrey! Noget meget sørgeligt --
noget, der tynger paa dit Sind! Sig mig, hvad det er! Lad mig faa Lov
til at dele alle dine Sorger! Du vil selv føle dig lettere til Mode,
naar du har faaet talt ud!«
Et Øjeblik sad Andrey tavs og samlede alt sit Mod til det Slag, der nu
skulde komme.
»Du har gættet rigtigt, Tania!« sagde han til sidst. »Jeg har bestemt at
angribe Czaren!«
Hun forstod ham ikke først.
»Har du da ikke altid gjort det?« spurgte hun.
I fire korte, knappe Ord, som ikke levnede Rum for Tvivl eller
Spørgsmaal, oplyste han hende om hendes Fejltagelse.
Denne Gang ramte Slaget. Hun skiftede Farve, og hendes Mund aabnedes
krampagtigt -- uskønt -- som naar et Menneske falder ned fra en
svimlende Højde og brækker Halsen.
»Aa, min Gud!« stammede hun hæst -- hun pressede begge Hænder mod
Hjertet og lod dem saa falde hjælpeløst ned i Skødet.
Hendes taareløse, blanke Øjne vandrede uroligt fra et Sted til et andet
med et underligt tomt, forbavset Udtryk. Hele hendes sammensunkne
Skikkelse og forvildede Blik syntes at sige: »Min Gud, var det det, jeg
ventede paa?«
Andrey rejste sig og greb hendes Haand, hun lod ham viljeløst tage den
uden at se paa ham.
»Tania, min elskede! Hør paa mig!« sagde han og bøjede sig over hende.
»Jeg vilde saa gerne faa dig til at se, at det er det rette -- fortælle
dig, hvorledes og hvornaar jeg kom til den Beslutning --«
Hans Stemme vakte hende, hun drejede sig hurtigt om imod ham, og hendes
Fingre omklamrede krampagtigt hans Haand.
»Ja, ja, tal ud, hører du! Jeg er rolig. -- Lad mig høre dine
Grunde --!« Ordene kom hurtigt og stødvis fra hendes Læber.
Et svagt Haab dæmrede i hende, maaske var det dog endnu ikke helt
afgjort, siden han ønskede at tale med hende derom.
Han begyndte at fortælle, og denne Gang skaanede han hende ikke for de
uhyggelige Enkeltheder baade ved Forhørene og ved den sidste frygtelige
Katastrofe. Han haabede derved at vække den samme Indignation, som han
selv følte, hos hende. Men han sigtede helt forkert -- hun hørte
fuldstændig koldt og udeltagende paa ham. Ting, som for et Øjeblik siden
vilde have faaet hendes Hjerte til at bløde, prellede nu virkningsløst
af som Pile mod et Jernpanser. Hun lyttede i Tavshed; men det haarde,
udeltagende Udtryk i hendes Ansigt syntes at sige: »Alt dette er jo nu
en Gang sket og kan ikke afhjælpes -- hvad har det med din Beslutning at
gøre?«
I dette Øjeblik gaves der for hende kun én Kamp, kampen for at beskytte
ham, som var hende kærere end hendes eget Liv. Men ogsaa Andrey havde
sin Opgave liggende klar for sig, Kampen nemlig for at blive sig selv og
sin Overbevisning tro. --
»Og det slog mig,« fortsatte han sin Tale, »at alle disse Rædsler kun
var et svagt Sindbillede paa, hvad der daglig og overalt bliver forbrudt
imod Tusinder, og at disse Lidelser aldrig nogen Sinde vil blive mindre
eller holde op, hvis ikke vi bringer Ulykke, Skam og Trængsler over den
Magt, der afstedkommer dem --«
Han vedblev at tale længe paa denne Maade med varme, overbevisende Ord;
men det lykkedes ham kun at vække hendes Modstandskraft.
»Hvorfor i Alverden skal du netop være denne ene Mand, der er dømt til
at gøre det?«
»Og hvorfor skulde jeg ikke være denne ene Mand, Tania? Det er mig, der
kom til den Beslutning, det maa være mig, der udfører den. Men skulde
der i Morgen komme en anden Mand og sige, at han har fattet samme Plan
som jeg, saa vil jeg med Glæde lade ham have Forrangen. Jeg føler ingen
særlig Ærgerrighed efter at dø Heltedøden, jeg kan lige saa godt som
alle de andre dø i Mørke og Ubemærkethed. Men et Tilbud som mit gøres
ikke hver Dag, og man betror heller ikke hvem som helst en saadan
Opgave. -- Jeg haaber og tror, at man vil have Tillid til mig!«