_Modgang og Højhed._
Fuldbyrdelsen af en Dødsdom foregaar i Rusland sjældent senere end et
Par Dage efter, at Dommen er falden.
Om Lørdagen -- to Dage efter Domfældelsen -- forkyndte Bladene, at
Generalguvernøren havde formildet Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende, saaledes at den ældste fik tolv Aars haardt Tvangsarbejde
og den yngre kun seks Aar almindeligt Straffearbejde i Stedet for de
idømte femten Aar.
Dette var en sjælden liberal Formildelse af en Dødsdom og gav en stor
Del af Publikum Haab for de fire andre. -- Man vilde vist nok ogsaa vise
Naade imod dem! Guvernøren, fortaltes der, var personlig stemt for
Mildhed og ventede kun paa Ordrer fra St. Petersborg.
Men hverken Andrey eller hans medsammensvorne delte disse Forhaabninger;
de havde deres sikre Meddelelser fra selve Fjendens Lejr.
For Boris og Vasily var der absolut intet Haab; men det var muligt, at
Zina eller Botcharov -- maaske endog begge -- kunde faa deres Straf
formildet, Zina, fordi hun var en Kvinde, og Botcharov, fordi han
vitterligt ikke var bleven overbevist om nogen virkelig Brøde. Det
eneste Bevis imod ham var, at han havde skaffet Penge til Revolutionen.
Imidlertid kunde intet endnu siges sikkert, alt afhang af Autoriteterne
i St. Petersborg.
De sammensvornes Arbejde blev under disse Forhold endnu vanskeligere,
idet den mindste Uforsigtighed, som kunde bringe Politiet paa Spor,
utvivlsomt vilde føre til, at alle fire Fanger uden Skaansel mistede
Livet.
Det viste sig at være til uvurderlig Nytte, at Ledelsen af hele Sagen
var lagt i en enkelt Mands Haartd, idet man derved undgik de større
Møder og Forsamlinger. For denne ene Mand var det imidlertid uhyre
vanskeligt at handle energisk og dristigt under de mange trykkende,
uendelig hemmende Forsigtighedshensyn.
Indtil dette Øjeblik var kun syv Mand indviede i Hemmeligheden, skønt
det Antal, der udkrævedes til Planens Udførelse, beløb sig til syv Gange
syv. Hovedstyrken skulde først samles Dagen før Katastrofen.
De syv Mand, der udgjorde Førerne for Komplottet, var alle valgte
iblandt de af Byens Revolutionister, der havde den mest udstrakte
Bekendtskabskreds blandt deres Fæller. Hver især af disse syv skulde
sørge for at have fem indtil ti sikre Mænd i Beredskab, som de i sidste
Øjeblik kunde opfordre til Deltagelse uden at faa et Afslag eller at
risikere Forræderi. Andrey skulde give det endelige Signal, naar hele
Styrken skulde samles.
Lørdag og Søndag bragte intet nyt. Om Mandagen spredte det Rygte sig i
Byen, at en Afdeling almindelige Fanger under Eskorte var i Færd med at
grave paa Pushkarsky-Fælleden. Det var der, at Galgen skulde rejses.
Men for hvor mange var den bestemt? Den var meget for stor til kun at
skulle benyttes til en? -- Var den til to -- tre -- eller til dem alle
fire?
Byen var atter i den største Ophidselse, og de samme Folk, som nogle
Dage før havde hengivet sig til de videst gaaende Forhaabninger, var nu
dem, der ivrigst forfægtede akkurat de modsatte Anskuelser.
Andrey tog lige saa lidt Notits af disse Rygter som af de tidligere; han
vidste, at Guvernøren handlede efter sine Instrukser og ikke talte til
nogen om Tingene; men hvad der ængstede ham, var, at Sagen stadig
forhaledes. Det var før hændet, at politiske Fanger var blevne
henrettede med kun nogle Timers Varsel for derved at undgaa ethvert som
helst Udslag af den offentlige Mening.
Sæt, at det var det, Guvernøren havde i Sinde!
Var det da ikke bedst, at Andrey straks samlede hele Styrken og hellere
løb den Risiko, at en eller anden sladrede, end at komme for sent?
Efter nøje at have overvejet Sagen, besluttede han sig dog til at vente.
-- Igennem den før omtalte Kusine af Manden med Bomberne havde han den
mest udmærkede Forbindelse med Fjendens Hovedkvarter. Og højst to Timer
efter, at Guvernøren havde givet sine Instrukser til Eksekutionen, vilde
Andrey vide Besked derom. Selv i værste Tilfælde vilde han dog kunne
gøre Regning paa at have syv til otte Timer for sig, og om end ikke alle
halvtredsindstyve Mand kunde samles med saa kort Varsel, var det bedre
at have et noget mindre Antal end at risikere, at Politiet fik Nys om
Sagen. Der var i det hele taget ikke stor Sandsynlighed for, at
Guvernøren vilde beordre en hovedkulds Eksekution; det vilde aldeles
ikke være overensstemmende med hans Værdighed over for Publikum.
Andrey forlod ikke et Øjeblik sit Værelse, det Bud, han ventede paa,
kunde komme hvert Øjeblik.
Natten til Tirsdag vækkedes han af sin lette, urolige Søvn ved, at der
bankedes paa hans Vindue. Han var i et Nu paa Benene og fik lukket op.
-- I den dybe Slagskygge af Muren opdagede han en kvindelig Skikkelse,
alt for lille til at være Xenia -- den Pige, han ventede.
»Hvem er det?« spurgte han hviskende.
»Xenia Dmitrievnas Pige! Hun kunde ikke selv komme, men sender dette
Brev!« -- hviskedes der tilbage.
Andrey rakte Haanden ud for at gribe Brevet; men Skikkelsen holdt det
fast og traadte et Par Skridt tilbage.
»Jeg kender Dem ikke!« sagde Stemmen. »Jeg har Ordre til at aflevere
Brevet i Alexander Ilichs egne Hænder!«
Det var Vatajko -- som imidlertid var vaagnet og nu stod bag Andreys
Ryg. Pigen lod til at genkende ham; thi hun rakte straks Brevet op til
ham og løb saa hurtigt sin Vej.
I en Krog af de to Mænds Soveværelse brændte en lille Natlampe -- en
Forsigtighedsregel, Andrey altid iagttog for det Tilfældes Skyld, at
Politiet skulde overrumple ham ved Nattetide. I Skæret af dette
sparsomme Lys læste han nu følgende Ord, nedskrevne med Blyant:
»Dommen er af Guvernøren stadfæstet for alle fire. Eksekutionen
fastsat til Onsdag Morgen Klokken ti, Pushkarsky Fælled.