X.«

Et Øjeblik blev han siddende som lamslaaet, han formaaede næppe at samle

sine Tanker.

Var det virkelig muligt? Alle fire skulde dø! -- -- Zina med? Og

Botcharov -- -- -- Botcharov ogsaa!

I alle disse angstfulde Dage havde maaske ingens Skæbne vejet tungere

paa ham end denne unge Mands -- som han under Forhørene havde lært at

kende og sætte Pris paa som et ualmindelig klart og dygtigt Hoved. Han

havde absolut intet gjort og var næppe forberedt paa at møde saa haard

en Skæbne, -- og nu skulde alle disse dygtige, ubrugte Evner ofres for

intet!

»Læs højt!« sagde Vatajko.

Men Andrey kunde ikke faa et Ord over sine Læber og rakte ham stiltiende

Brevet.

»Nuvel,« sagde Andrey efter et Øjebliks Pavse -- »Det vil maaske være

det bedste, der kunde hænde for vor Sag! Ingen af vore Mænd vil nu holde

sig tilbage, men de vil kæmpe som vilde Dyr! Vil du straks i Morgen

tidlig gaa til vor Ven og sige, at Bomberne maa være rede til Klokken

seks Eftermiddag. Til den Tid er du der med Vognen og bringer alt hen

paa det aftalte Sted. Jeg selv maa nu af Sted til Hovedkvarteret!«

Klokken var omtrent fire om Morgenen, da Andrey kom ud paa Gaden.

Vatajko var allerede gaaet forud for at stævne de syv Mænd til straks at

møde. Han havde tredive Timer for sig, mere end tilstrækkeligt til at

faa det ordnet uden Overilelse; men han ønskede at have det første Møde

med sine medsammensvorne, førend Meddelelsen om Tiden for Eksekutionen

var bleven offentlig bekendtgjort. I Løbet af en halv Time var han ved

Hovedkvarterets Gadedør, hvortil han havde sin egen Nøgle. Han kom

ubemærket ind; alt i Huset var stille, og han satte sig straks til ved

Hjælp af et Kort over Byen at betegne den Vej, Processionen maatte tage.

Takket være hans praktiske og vidtstrakte Kendskab til Byen, var det ham

en let Sag uden megen Overvejelse at vælge den bedste Plads for

Katastrofen. Det var en kort Gade imellem to Bøjninger af Vejen, ikke

langt fra Fælleden. Sandsynligvis vilde den lille Gade være tæt pakket

af Mennesker, men denne Ulempe opvejedes fuldstændigt ved de udmærkede

Betingelser den afgav for et Tilbagetog -- først en Række snævre

Stræder, hvor Politiet med største Lethed kunde holdes tilbage ved Hjælp

af Bomberne -- dernæst Byens Park umiddelbart ved Bredden af Floden. Man

kunde lukke de høje Jernporte ind til Parken ved Hjælp af et Par

forsvarlige Hængelaase, og kunde desuden yderligere anbringe nogle af

Bombemandens Torpedoer, en Opfindelse, af hvilken han selv var meget

stolt og ventede sig store Resultater. Alt dette vilde være

tilstrækkeligt til at opholde de forfølgende Tropper længe nok. Inde i

Parken havde man i Læ af Buskene ved den lille Flod en Baad i Beredskab,

som skulde optage de fire Fanger og dem, der var saarede. Resten af dem

skulde se at komme bort igennem den fjernest liggende Del af Parken for

derefter roligt at blande sig imellem Mængden ude paa Fælleden.

I Løbet af en Times Tid var alle de syv Mænd samlede, og der holdtes et

kort Krigsraad.

I faa Ord forklarede Andrey sin Plan, som vedtoges uden Indsigelse.

Derefter opgav man ham Stedet, hvor de tre følgende Møder vilde blive

afholdte; da det var en Aftale, at man i Stedet for at samles til ét

stort Fællesmøde skulde træffes i flere mindre Hold, og Andrey maatte

nødvendigt være til Stede ved dem alle.

I Mellemtiden var Nyheden -- affattet i en saa rolig og fredsommelig

Form som muligt -- igennem Morgenaviserne bleven meddelt Dubravniks

Borgere. Faa var de Læsere, hvis Hjerte ikke krympede sig ved Tanken om,

at fire Mennesker, deriblandt en Kvinde, skulde miste Livet paa denne

uhyggelige Maade. Russerne er ikke vant til at se Dødsstraffen bragt i

Anvendelse -- i mere end et Aarhundrede er den kun bleven anvendt over

for politiske Forbrydere. For alle andre Forbrydelser, hvor afskyelige

de end kan være, anses Tvangsarbejde for tilstrækkelig haard Straf.

Det store Publikum har aldrig rigtig været i Stand til at godkende denne

Forskel; for den simple, sundt tænkende Mand kan en politisk Forbryder

ikke blive værre end en Mordbrænder eller en Landevejsrøver.

Andrey havde overværet alle tre Møder og vendte nu tilbage til

Hovedkvarteret, hvor han til sin store Glæde og Overraskelse fandt David

ventende paa sig. Han havde været paa den anden Side af Grænsen, da et

Brev fra St. Petersborg satte ham i Kundskab om, hvad der foregik i

Dubravnik. Øjeblikkelig satte han atter Kursen mod Rusland, og ved at

rejse Dag og Nat lykkedes det ham at komme akkurat i sidste Øjeblik,

for, som han sagde, at stille sig under Andreys Kommando. »Jeg haaber,

du har noget at give mig at bestille?« sluttede David sin Forklaring.

»Ja, saa meget du vil!«

Andreys Humør var blevet betydelig bedre i Løbet af Dagen, Møderne med

de sammensvorne havde givet ham nyt Mod og Haab; det var alle

tilforladelige, prægtige Folk.

»Vi har al Grund til at haabe paa et godt Udfald af vor Dag i Morgen,«

sagde han til David. »Med de Vaaben, vi har, vil halvtredsindstyve Mand

kunne udrette Vidundere. Det er en Fornøjelse, siger jeg dig, at se vore

Folk, de vil gaa i Ilden til det sidste! Klokken syv skal vi have endnu

et afsluttende Møde her, du vil da faa Lejlighed til at træffe dem!« Ved

den fastsatte Tid begyndte Mændene at komme, en for en. -- David kendte

en Del af dem og blev forestillet de andre som en god Ven.

Mødet forløb under en lysere og mere forhaabningsfuld Stemning end de

foregaaende; hver enkelt følte, at Sagen umuligt kunde have været grebet

bedre an.

Planen var i sin Helhed meget simpel. Andrey skulde den næste Morgen

tidlig Klokken syv være paa Stedet med ti Mand for at sikre sig Plads

forud. De andre fyrretyve skulde opholde sig paa forskellige, bestemte

Steder i Nærheden og først efterhaanden, som der kom Bud efter dem,

træde til. I Tilfælde af, at Menneskemængden skulde være meget tæt,

skulde de stille sig i første Række i to Pelotoner, lige overfor

hinanden. Mængden vilde da, naar Panikken brød løs, løbe bort bag dem,

og saaledes ikke hindre deres Bevægelser.

Men hvis Menneskemængden derimod kun skulde være ringe, skulde de

sammensvorne spredes paa forskellige Steder, idet Andrey med sine ti

Mand dannede en Slags Avantgarde. Det blev da hans Opgave at standse

Processionen paa dens Vej og give de andre Tid til at indfinde sig paa

Kamppladsen.

»Se saa!« sagde Andrey. »Nu er det Tid at gaa hen og hente Vaabnene.

Klokken er halv otte.«

Vatajko skulde paa dette Tidspunkt have bragt Bomberne hen til det

aftalte Sted, hvor de syv Mand atter skulde afhente dem for at opbevare

dem sikkert indtil næste Morgen. -- Man ansaa det for alt for risikabelt

at uddele dem allerede nu, thi et rent tilfældigt Besøg af Politiet

vilde kunne lede til de mest uberegnelige Følger, hvis der noget Sted

blev fundet en Bombe. Revolvere og lignende Vaaben blev derimod straks

uddelte.

Det første Hold af de sammensvorne var ved at gaa, da Daniel henledte

Andreys Opmærksomhed paa et mistænkeligt udseende Individ, der listede

omkring i Nærheden af Huset.

»Jeg har lagt Mærke til ham de sidste ti Minutter; han synes særlig at

have vore Vinduer her i Kikkerten, endskønt han gerne vil lade som

ingenting.«

»Aa nej, han er ikke farlig!« sagde Andrey beroligende. »Det er en Ven!

Han vil rimeligvis tale med Vatajko eller mig! Men gaa lidt bort fra

Vinduerne! -- Manden er meget frygtsom af sig.«

Manden, som Andrey havde genkendt, var en underordnet Skriver oppe fra

Raadhuset, som for et ringe Vederlag bragte ham de Nyheder, det var ham

muligt at opsnappe.

Da Andrey, efter at have talt et Par Minutter med den fremmede, atter

kom ind i Stuen, var hans Ansigt langtfra roligt.

»Politiet har allerede faaet Nys om vort Foretagende!« sagde han

alvorligt. »En eller anden maa have sladret! Fordømt ogsaa!«

»Det er umuligt! Hvad siger du?« lød det fra alle Kanter.

»Der er desværre ingen Tvivl derom! Manden derude fortalte mig, at

Politiinspektøren, umiddelbart før Kontorerne skulde lukkes, kom

styrtende ind og spurgte efter Politichefen. Faa Minutter senere gik de

begge i største Hastværk og i synlig Ophidselse til Guvernøren. Idet de

gik forbi, hørte min Hjemmelsmand af deres hviskende Samtale tydelig

Ordet »Dynamitbomber«. Det kan desværre ikke være et Foster af hans egen

Fantasi; thi han aner ikke, hvad vi har for. Jeg mener altsaa, at dette

taler tydeligt nok!«

Paa Forsamlingen virkede denne Meddelelse fuldstændigt lammende. Nej,

der var ingen Tvivl derom, man stod over for et Faktum -- et frygteligt

-- et uimodsigeligt!

Selv sammensvorne er ikke altid saa tavse, som de burde være, og det laa

inden for menneskelige Muligheders Grænse at antage, at en af de nye

Mænd kunde have sladret af Skole over for en Hustru, en Kæreste eller en

intim Ven.

I alles Øjne læste man den samme Tanke. De syv Formænd havde samlet sig

i en Gruppe og talte hviskende og hurtigt sammen.

Det var umuligt! -- Der _kunde_ intet Forræderi have fundet Sted --

enhver af dem turde svare for sine Mænd. Nærmere laa det at tænke sig,

at Politiet i sin Ophidselse var bleven opskræmt ved en eller anden ren

tom Indbildning. Intet positivt kunde i Virkeligheden være sivet ud.

En voldsom Ringen efterfulgt af en energisk Banken paa Døren afbrød alle

videre Gisninger. Andrey gjorde en betegnende Bevægelse med Hovedet og

spændte sin Revolver. Alle forstod Signalet og stillede sig ligeledes i

Kampstilling, beredte paa at sælge Livet saa dyrt som muligt.

Idet Andrey aabnede Døren, hørte man ikke -- som man havde ventet -- et

Skud, men derimod en heftig Vredesytring.

»Hvad Pokker, er det dig? Hvad skal det betyde? Hvorfor melder du dig

paa en saa forbandet Maade?«

»Jeg skulde skynde mig!« svarede Vatajko aandeløst; thi ham var det, der

nu styrtede ind i Stuen.

»Og Bomberne? Har du bragt dem i Sikkerhed?« spurgte Andrey.

»Nej, nej! Der er sket en frygtelig Ulykke! Vor Ven er saaret, maaske

død. Ved Middagstid har der fundet en Eksplosion Sted i hans Hus. Da vi

kom med Vognen, saa vi alle Vinduer og Døre sprængte.«

»Og Bomberne? Hvor er de henne?« spurgte Andrey. »Gik du ikke ind i

Huset?«

»Nej, det var umuligt! Gaarden var fuld af Folk, som jeg straks antog

for Detektiver, og i samme Øjeblik kom Politiinspektøren og gik ind i

Huset. Det var uden for al Tvivl -- Huset var besat af Politiet!«

»Videre!« sagde Andrey. »Hvad mere?«

»Vi kørte altsaa forbi Huset, og da vi var komne lidt hen i Gaden,

overlod jeg Vognen til min Kammerats Omsorg og gik den anden Vej, neden

om, langs med Floden, hen til Stedet. I Haven ved Siden af fik jeg Øje

paa Gartnerens Datter og gav mig i Snak med hende. Hun fortalte mig, at

der havde fundet en Eksplosion Sted i Nabohuset, og at det nu holdtes

besat af Politiet. Jeg bad hende ikke omtale til nogen, at hun havde set

mig, og skjulte mig derpaa imellem nogle Buske bag Rækværket ind til den

anden Gaard.

»Igennem nogle Sprækker imellem Plankerne kunde jeg tydelig se en Del af

Gaarden. To Fangevogne kom kørende ind, umiddelbart derefter blev vor

ulykkelige Ven paa en Stige baaren ud af Huset og anbragt i den ene. Saa

bar man -- med uhyre Forsigtighed -- en Del store Kasser og Krukker ud

og endelig Bomberne -- en for en --! Politiinspektøren holdt sig i

ærbødig Afstand. Jeg ventede nu ikke længer; men løb for saa hurtig som

muligt at bringe dig Meddelelsen.«

Der var Dødsstilhed i Stuen, da Vatajko endte sin Beretning.

Nej! der var intet mere at vente paa! Intet mere at vente paa! Intet

mere at haabe! Andrey vidste det kun alt for vel. Hvis de dog blot havde

haft Bomberne -- de havde vovet Forsøget alligeve! -- til Trods for, at

Politiet var advaret.

Men nu? Alt var med et Slag ødelagt -- ramlet sammen for dem! -- Om

fjorten Timer vilde Zina, Boris, Botcharov og Vasily -- alle fire --

være hængte! -- --

Ikke en eneste af dem vilde det være muligt at frelse! Og de Stakler,

som havde været saa forhaabningsfulde, saa fast havde troet, at deres

Gang til Skafottet skulde blive den sikre Vej til Frihed!

Han pressede sin knyttede Haand imod Panden. Hvor frygteligt det dog

var! Det havde været langt bedre, om der slet ikke var blevet lagt nogen

Plan til at befri dem, end nu i sidste Øjeblik at skulle berede dem

denne bitre Skuffelse! Da Andrey endelig igen løftede Hovedet, saa han,

at alles Øjne var rettede paa ham.

»Hvad skal der nu gøres?« spurgte David og gav med disse Ord hver enkelt

Tanke Udtryk.

»Hvad der skal gøres?« gentog Andrey. »Der er kun en eneste Ting for os

nu at gøre, det er, saa hurtigt som muligt at lade vore ulykkelige

Venner faa Meddelelse om, at alt Haab er ude, for at de kan faa Tid til

at ruste sig til at møde deres Skæbne!«

Der gik en Mumlen gennem Værelset. Andreys Raad var ham saa uligt og kom

dem alle saa ganske uventet. Man begyndte at gøre Indsigelser, først

ganske svagt, saa mere og mere energisk. Forsøget burde gøres, selv uden

Bomber! -- De var halvtredsindstyve Mand, rede til at kæmpe til sidste

Bloddraabe, og der vilde endnu være Tid til at skaffe lige saa mange

bevæbnede Mænd til, ja maaske endnu flere! Hvorfor opgive det hele?

Men Andrey var ganske paa det rene med, hvad han vilde. Hvad kunde en

Haandfuld Mænd bevæbnet med Revolvere og Dolke udrette mod Soldaternes

kompakte Bajonetrækker? Det vilde blive en stor og absolut frugtesløs

Nedsabling, som ikke vilde indvirke godt paa nogen eller noget.

Vatajko var iblandt dem, der ivrigst stemte for et Forsøg, og bebrejdede

Andrey hans Lunkenhed.

»Min Ven!« sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. »Hvorfor

skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en

Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem,

vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre

deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til

dette Syn?«

Vatajko bøjede tavs sit Hoved, og ingen tog mere til Genmæle. Man

skiltes kort efter i Stilhed og Sorg; hver enkelt gik for at

tilbagekalde sine Ordrer. Det blev Andreys Pligt at gøre Vennerne den

sidste tunge Meddelelse og bede dem om at møde den uundgaaelige Skæbne

med al den Højhed, de besad. Han bragte selv sit Brev til Fangevogteren,

og fik bagefter at vide, at det allerede samme Aften var kommet dem i

Hænde. Zina besvarede det i sine Lidelsesfællers Navn. Hendes Brev var

ikke sørgmodigt; snarere glad og fortrøstningsfuldt. Men desuagtet fik

det Andrey -- denne Mand med Jernnerver -- til at græde som et Barn; thi

han modtog det først to Dage senere, da den Haand, som havde skrevet

det, allerede var kold, og det Hjerte, som havde dikteret disse simple,

rørende Ord, havde ophørt at slaa.

Andrey vaagnede med et Ryk, som om nogen havde givet ham et Puf i Siden.

I samme Øjeblik slog et Kirkeur i Nærheden Fem-Slaget -- han saa paa sit

Ur, der laa paa en Stol ved Sengen, tillige med hans Revolver og Dolk --

Klokken var fem, og han huskede nu, at han Dagen i Forvejen, mens han

endnu var midt i Forberedelserne til Kampen for at befri Vennerne, havde

foresat sig at ville vaagne Klokken fem. Andrey besad den Evne til i

Kraft af sin Vilje at kunne vaagne til et hvilket som helst bestemt

Klokkeslæt. Han havde ikke senere tænkt paa det, men vaagnede nu ganske

mekanisk, endskønt der intet mere var at vaagne for.

Han var kommen sent hjem Aftenen før, træt og medtaget af det

utaknemrrtelige Arbejde, som det var at sørge for at forhindre et eller

andet taabeligt Udbrud fra de alt for varmblodiges Side, et Arbejde, som

han ikke udelukkende kunde lægge paa sine Kammeraters Skuldre. De faa

Timers Søvn, han havde faaet, havde ingen Hvile været; thi selv i Søvnen

forlod Bevidstheden om den sørgelige Virkelighed ham ikke helt.

Vatajko sov i samme Værelse, men med den tyveaariges dybe, lykkelige

Søvn. Andrey nænnede ikke at vække ham, men klædte sig stille paa, tvang

sig til at spise et Stykke Brød og listede saa ud af Værelset og ned paa

Gaden.

Solen var allerede staaet op, men var skjult bag en let Taage. Byen laa

endnu i Nattens Hvile, alle Skodder var lukkede, kun Natmændenes

Køretøjer og enkelte Drosker var at se i Gaderne. Iblandt de faa

Fodgængere, han mødte, var der flere Mænd, om hvem han antog, at de var

Lidelsesfæller. Den langsomme Gang, hvormed de bevægede sig fremad, de

feberagtigt flammende Øjne og det forpinte, sørgmodige Udtryk i deres

Ansigter kunde nok tyde paa, at de var Venner og Bekendte af de

dødsdømte, og at de, ligesom Andrey, forfulgt af deres indre Uro, var

blevet drevne bort fra deres Leje, ud paa Gaden -- hvor de vistnok havde

vandret omkring hele Natten, maaske i det Haab ved legemlig Træthed at

døve deres sjælelige Lidelser. -- -- --

Uden nogen bestemt Tanke eller Følelse, kun med en pinlig, nagende

Smerte i Hjertet, vedblev Andrey at gaa og gaa, indtil han pludselig

befandt sig paa et Sted, som han kun alt for godt kendte. Det var der,

at Anslaget skulde have fundet Sted. Han havde været der den foregaaende

Dag saa fuld af Haab og Tillid, og nu -- kun nogle faa Timer senere, var

det alt som en fjern og utydelig Drøm.

Han drejede hurtigt om, gik ind i en Række smaa, snævre Gader, som

førte til Byen, og foresatte sig at ville gaa uafbrudt, indtil den

frygtelige Time var forbi -- først da vilde han vende tilbage til

Hovedkvarteret. -- --

Men jo længere han kom frem, desto mere blev han hindret i sin Gang af

utallige Menneskeskarer, som gik i modsat Retning, og det varede ikke

længe, førend Gaderne var overfyldte af gaaende, ridende og kørende --

som alle bevægede sig fremad i en og samme Retning.

Mon disse Mennesker tænkte paa, hvad det var, de gik ud for at se? Var

der i det hele taget nogen af dem, der begreb det? Og hos hvem var deres

Sympati? Hos dem, der blev dræbte, eller hos dem, der lod dræbe? -- --

Intet kunde man læse sig til i disse Træansigter, de bevarede deres

Hemmelighed godt, _hvis_ de havde nogen! Mon de vilde bære denne Maske

lige til det sidste? Vilde den ikke pludselig falde og aabenbare

menneskelige Følelser -- Had eller Kærlighed -- bag sig?

Antallet af Træansigterne, af Kjoler, Huer, Frakker og Hatte i alle

Farver og alle Former voksede stadigt og dannede til sidst en kompakt

Masse, som man kun med Magt kunde tvinge sig Vej igennem.

Men hvorfor egentlig? Hvor vilde han hen?

Andrey hørte op med at kæmpe sig frem og lod sig viljeløst, føre med af

Strømmen, ogsaa hans Ansigt blev træagtigt. -- -- --

I Begyndelsen gik det ret hurtigt, men efterhaanden sagtnedes Gangen for

nu og da helt at standse, naar nye Skarer kom væltende frem fra de

tilstødende Gader. Efterhaanden, som Folk trykkedes tættere sammen, blev

Larmen af Stemmerne stærkere. Han hørte dem tale -- med Ord, der var

lige saa forstenede og træagtige som deres Ansigter, og som det senere

vilde have været ham umuligt at huske et eneste af. Saa pressedes

pludselig hele den brede Strøm ind i et snævert Stræde, og da man atter

kunde begynde at aande friere, kom Andrey pludselig til at gyse. Foran

ham laa en stor, aaben Slette, og højt op i Luften, -- imod den lyse

Morgenhimmel, ragede fire Galger -- klodsede, ubevægelige,

rædselsfulde! -- -- --

Uvilkaarlig saa han paa sine Naboer til højre og til venstre; alles Øjne

var rettede mod de fire Mordmaskiner, og Træansigterne havde nu faaet et

Udtryk af Angst og Forfærdelse. Alligevel vedblev man at arbejde sig

videre frem, og Andrey fulgte med.

De fire sorte Galger stod paa en sort Forhøjning omgiven af et sort

Rækværk, og sortmalede Trappetrin førte op til den. Fra det Sted, hvor

han stod, kunde han tydeligt se Tovene, Trisserne og Ringene. I den

lette Morgenbrise svingede Tovene langsomt -- ganske langsomt -- frem og

tilbage, og saa ud, som om de ved deres Tyngde vilde knække

Tværbjælkerne. En lille, firskaaren, gemytlig-udseende Mand med kort,

hørgult Skæg og iført rød Skjorte og en russisk Fløjelstrøje -- med

Hatten lidt paa den ene Side, gik frem og tilbage paa Forhøjningen. Det

var Bødlen. Nedenfor ved Trappen saa man Militær -- i brogede Uniformer

og med alvorlige Ansigter, nogle af dem til Hest. Men alt tilsammen, den

sorte Forhøjning, Rytterne og Soldaterne var paa alle Sider indrammet af

en tæt Mur af Infanteri med funklende Bajonetter. Kun Døden alene kunde

komme inden for disse Mure af Kød og Jern, kolde og haarde som Jernet

selv!

I kort Afstand fra den første levende Mur stod en anden, dannet af

Kavalleri-Eskadroner. Den var ikke langt fjernet fra Mængden, man kunde

tydeligt se hver enkelts Ansigt, og det var vanskeligt at afgøre, hvem

der saa mest ligegyldige ud -- Hestene eller Mændene paa deres Ryg.

Umiddelbart bag denne sidste Mur var en enkelt Række Politibetjente til

Fods, hvis Opgave det var at holde Mængden tilbage.

Nye Skarer vedblev uafbrudt at strømme til og optog hver eneste lille

Plet, som endnu var levnet paa den uhyre Plads. Alle stirrede i

taalmodig Forventning op imod den sorte Forhøjning, hvor om et Øjeblik

Døden -- denne grufulde Magt, som de alle frygtede, men som her i dette

Tilfælde lod dem uskadt -- skulde opføre sin rædselsfulde Dødningedans

-- et Syn, der lokkede dem paa samme Maade, som Slangens Blik fortryller

Aben.

Andrey var ikke kommen for at overvære dette nedværdigende Skuespil.

Hvad han ønskede, var at se sine Venners kære Ansigter for sidste Gang

og muligvis veksle et Blik, et Farvel uden Ord med dem. Men her paa

denne Plads med den dobbelte Række Soldater vilde ethvert Haab derom

være umuligt.

Det lykkedes ham at komme fri for Mængden og slippe ind i den Gade,

gennem hvilken de dødsdømte vilde komme ud paa Pladsen.

To Rækker Politibetjente holdt Midten af Gaden fri, for at Fangevognen

og Eskorten uhindret kunde passere. Bag dem stod Mængden atter tæt

pakket. Andrey gjorde en kort Omvej og kom endelig til den længst borte

liggende Del af Gaden, hvor han fandt en god Plads.

Tilskuerne her hørte udelukkende til de bredere Lag, og det var

interessant at iagttage dem. De havde vistnok allerede staaet opstillede

længe, thi de havde gensidig stiftet Bekendtskab og var synlig kede af

at Vente. I hvilken Anledning de var komne, syntes de helt at have

glemt; kun meget faa talte on noget, der stod i Forbindelse med den

forestaaende Begivenhed.

En gammel Kone skændte paa et ungt Pigebarn ved sin Side, fordi hun

havde glemt at sætte Grøden paa Ilden, førend de gik; nu vilde der ligge

et Hus, naar Mændene kom hjem til Middag! En ung opløben Knøs med

hængende Skuldre og lang Hals i en Sirtses Bluse gnaskede gemytligt

Frøet af en Solsikke i sig og morede sig med at spytte Skallerne saa

langt som muligt ud i den tomme Gade. En ung, robust Kvinde med et spædt

Barn ved Brystet forsøgte energisk at skubbe sig frem foran den af

Politiet dannede Række, men blev vist tilbage af en ung Politimand. Med

en djærv-gemytlig Spøg foreholdt han hende, hvilket Besvær hun vilde

have af atter at maatte skaffe sig et nyt Barn, hvis dette blev trampet

ned af Hestene! -- Den unge Kvinde gav et skarpt Svar tilbage, og Folk

omkring hende lo.

Bag Andreys Ryg udspandt der sig imidlertid en mere højrøstet

Diskussion; han forstod, at man talte om Politik -- rigtignok af en egen

Sort. Han vendte sig om og saa en Bondemand i graa Kappe med et magert,

solbrændt Ansigt og et lille, graasprængt Skæg paa en fremspringende

Hage i Samtale med en anden Bonde.

-- -- »Naa ja!« -- fortalte han, »saa greb de altsaa dem alle fire, --

men den femte, som var deres Fører, fik de ikke fat paa -- han

forvandlede sig til en gul Kat og forsvandt op igennem Skorstenen. Men

han kom bestandig i sin Katteskikkelse tilbage til det gamle Sted, og

endelig lykkedes det dem en Dag at gribe ham, og nu læser hans

Højærværdighed Biskoppen hver Dag Steder i de hellige Bøger over ham for

at forsøge at bryde Fortryllelsen, saa at han atter kan faa sin

menneskelige Skikkelse tilbage!«

»Er det virkelig muligt?« spurgte den anden forbavset.

»Det er sandt nok! Det skal have staaet i alle Aviser, efter hvad Folk

siger!«

Andrey mindedes, at der i enkelte Blade af Smuds-Pressen havde været

gjort en Del Løjer med Zinas gule Kat, som man nogle Dage efter

Arrestationen havde fundet i Boligen halv død af Sult.

I dette Øjeblik løb en utydelig Mumlen igennem Menneskerækken; det lød,

som naar et Vindpust farer igennem Skoven.

»Nu kommer de! Nu kommer de!« lød det dæmpet fra Tusinder af Stemmer.

Øjeblikkelig forstummede al Tale, og i den dødlignende Tavshed hørte man

langt borte Trommernes Hvirvler.

En Ordonnans kom sprængende op ad Gaden, efterfulgt af en Afdeling

Kosakker. Folk saa paa dem, idet de red forbi; men ikke et Øje fulgte

dem, alle saa i samme Retning med samme aandeløse, rædselsslagne Udtryk.

Endelig kom det højtidelige Tog, som de ventede paa; der gik en Gysen

igennem Mængden, som i dette Øjeblik syntes at udgøre et Legeme.

Op imod Himlens lyse Baggrund saa Andrey en bølgende Linie af sorte,

skinnende Hjælme og blinkende Lanser, og imellem dem en sort Masse,

hvoraf han utydeligt udskilte Omridsene af fire menneskelige Skikkelser.

Endnu syntes disse fire Skikkelser og disse skinnende, bølgende Hjælme

og Lanser at være et med Menneskemængden paa Gaden. Langsomt, ganske

langsomt kom de nærmere, og nu saa han Vognen, Hestene, Kusken, Kuskens

Ansigt; men endnu kunde han ikke skelne de fire Skikkelser. Til sidst

forstod han hvorfor.

De sidder baglæns, hver paa en Stol, ragende op over Omgivelserne og

bundet ved Skuldrene med stærke Læderremme til Stolens Ryg. De er alle

iførte den samme hæslige, graa, uformelige Klædning og ser ud, som om de

var indsvøbte i Tæpper. De kommer bestandig nærmere, lige saa uformelige

som før; men nu kan han skelne deres Haarfarve; han kender Vasilys

mørkebrune Lokker, Boris' lyseblonde og Botcharovs Hørtot. Men han kan

ikke rigtig faa den fjerde Skikkelse ved Boris Side til at blive til

Zina. -- Vinden spiller med de korte, lysegule Krøller paa det

ubedækkede Hoved, der ligner en ung Knøs's.

»De har klippet Haaret af hende for nemmere at kunne hænge hende,« gaar

det endelig op for ham.

En Fugl flyver over de dødsdømtes Hoveder; den maa have set disse fire

Ansigter og ogsaa de fire sorte, klodsede Maskiner, der staar og venter

paa dem deroppe paa den sorte Forhøjning, -- -- og som greben af Rædsel

flyver den i svimlende Fart langt, langt bort, saa hurtigt, som dens

stærke Vinger kan bære den! Hvor han misundte denne Fugl! Men selv om

han havde Vinger, vilde han ikke have været i Stand til at røre sig ud

af Stedet. Skælvende som i Feber, med vildt bankende Hjerte og med vidt

opspilede Øjne stod han der, i Angst for at gaa Glip af det ene korte

Minut, hvor de kunde veksle Blik. Og dog frygtede han dette Møde og

vilde være løbet bort, hvis ikke hans Fødder havde været naglede til

Jorden og hans Øjne som magnetisk hæftede paa de fire høje Skikkelser.

Boris drejede sig paa Stolen; med sine, stærke Skuldre tvang han

Læderremmene til at give efter og vendte sig, imod Mængden til venstre.

-- Andrey, som havde hans Ansigt i Profil, forstod af hans Læber, der

bevægede sig, at han sagde noget til Mængden ved hans Fødder. Men

Trommerne overdøvede hans Stemme -- han havde allerede flere Gange

undervejs gjort Forsøg paa at tale -- hver Gang forgæves! Ikke et Ord

kunde høres! Nu opgav han det atter og kastede sig ærgerlig tilbage.

Endnu et Par Omdrejninger af Hjulene, og Andrey saa dem alle ind i

Ansigtet.

De sad tæt sammen med Fødderne hvilende paa samme Bræt. Boris saa vred

og trodsig ud som en tapper Kriger, der, besejret af Overmagten, er

bleven lagt i Lænker. Vasily sagde noget til Botcharov, der var den

sidste i Rækken; det maatte være noget morsomt; thi et svagt Smil gled

over den unge Mands Læber. Vasilys Ansigt havde ikke længer det jævne,

noget sløve Udtryk, det plejede at bære.

Rolig, behersket og ophøjet sad han der og forekom Andrey at være en hel

anden end den Mand, han havde kendt.

Men det er og bliver dog Kvinden, der paa et hvilket som helst Stadium i

Verden bliver den dominerende! Alles Øjne var rettede mod dette ene

Ansigt ved Siden af Boris. Skøn, som kun en Kvinde kan være det, med det

lyse, gule Haar indrammende Hovedet som en Glorie og med en fin,

blufærdig Rødmen under de mange Blikke saa Zina ned paa Mængden foran

hende med et uendelig mildt, medlidende Blik. Hun søgte nogen dernede.

I Afskedsbrevet, som Andrey den Gang endnu ikke havde modtaget, havde

hun skrevet, at de alle vilde være glade, hvis en af Vennerne vilde tage

Plads paa et iøjnefaldende Sted undervejs, saa at de endnu sidste Gang

kunde ses. Hun ventede, at Andrey vilde komme, og opdagede ham

øjeblikkelig.

Der stod han, lige under hendes Fødder, med Hovedet bøjet op imod hende.

Deres Øjne mødtes. -- -- --

Hverken den Gang eller nogen Sinde senere kunde Andrey forklare sig

selv, hvad der i det Øjeblik foregik i ham, men alt blev med et Slag

forandret, det var, som om der havde ligget en Trolddom i dette milde,

medlidende Blik. Angst, Frygt -- ja selv Vrede, Had og Sorg var glemt --

maatte vige for noget, der var endnu stærkere og voldsommere, noget, som

ikke var til at beskrive, og som var mere end Enthusiasme, mere end

Beredvillighed til at lide alt. Det var en fortærende Længsel efter et

Martyrium -- en Følelse, han aldrig før havde forstaaet, men som i dette

Øjeblik brød frem i ham.

At sidde deroppe imellem de fire paa Skændselens sorte Karre, surret

fast til Træbænken lig hin Kvinde, hvis lyse, straalende Pande bøjede

sig ned over Mængden, det var ikke Straf, ikke Rædsel! Nej, det var

hellige Ønskers og skønne Drømmes Virkeliggørelse! Og idet han glemte

Stedet, Mængden, Faren, alt -- og kun gav efter for Øjeblikkets

Indskydelse -- traadte han et Skridt frem og strakte begge Hænder ud

imod hende.

Han raabte ikke Ord højt, som øjeblikkelig vilde have ødelagt ham, men

kun af den Grund, at Stemmen svigtede ham, -- eller overdøvedes maaske

hans Ord af Trommehvirvlerne og Larmen af Mængden, der nu fra begge

Sider trængte sig sammen og som en uhyre Bølge fulgte det bestandig

fremadskridende Tog?

Da han atter kunde skelne noget for Taagen, der et Øjeblik havde dugget

hans Øjne, saa han, at der midt paa Vejen var noget galt paa Færde. Det

var en Mand, der blev ført bort af to Politibetjente. Til sin store

Forbavselse genkendte Andrey i Arrestanten den Bondemand, der for lidt

siden havde givet Historien til Bedste om den gule Kat og Forvandlingen.

Manden havde, idet Toget kom forbi -- paa sin Maade greben af Synet --

knælet ned, bøjet Hovedet og bedt en Bøn for de dømtes Sjæle.

Fangevognen og Mængden, som fulgte den, var draget forbi; Andrey ønskede

ikke længer at følge. Han havde faaet sit Budskab! -- Mere vilde han

ikke. Han saa Toget forsvinde om Hjørnet, og i samme Øjeblik var Gaden

næsten tom; han selv gik stille bort i en anden Retning.

Ad ubrolagte Veje, langs Marker og Haver vedblev han at gaa, fuldstændig

fordybet i sine Tanker, som han nu var i Stand til roligt at forfølge.

Vistnok var disse Tanker stadig yderst sørgmodige, men dog paa en hel

anden Maade end før og af ganske andre Grunde end om Morgenen.

Men pludselig var det, som gik der et Stik igennem hans Hjerte, det

bankede voldsomt, og hans Strube snørede sig krampagtigt sammen. Han

følte det -- ikke som en Formodning, men som en fast, urokkelig

Kendsgerning, at i dette Øjeblik var alt forbi deroppe paa den

frygtelige, sorte Forhøjning! Han sank ned paa en lille Jordhøj og

bedækkede sine Øjne med Hænderne.

Et Øjeblik senere gik han hurtigt, næsten løb tilbage til Byen, han

kunde ikke udholde at være alene.

I Hovedkvarteret havde der efterhaanden samlet sig en Del af Partiets

Folk; mange af dem kom først langt ud paa Aftenen, de fleste af

Kvinderne savnedes. Iblandt de Mænd, der var til Stede, opdagede Andrey

Georg -- den sidste, han havde ventet at træffe her!

Sektionen i St. Petersborg havde faaet Meddelelsen om Eksplosionen og de

deraf følgende Begivenheder endog lidt før end Andrey selv, idet

Opdagelsen af Anslaget øjeblikkelig var bleven telegraferet til

Central-Politikontoret i Hovedstaden og derfra hemmeligt bragt Ligaen.

Samtidig fik man at vide, at Andreys Ophold i Dubravnik ikke længer var

nogen Hemmelighed, og at en Mængde Spioner, som kendte ham af Udseende,

skulde sendes af Sted for at paagribe ham. Alarmeret ved den

overhængende Fare, hvori hendes Andrey svævede, havde Tania faaet Georg

overtalt til øjeblikkelig at rejse til Dubravnik for i hvert Fald at

vinde en Dags Forspring for Forfølgerne.

Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at

trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han

sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der

netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen.

Det var »Onkel«, som talte -- en midaldrende Herre med et glat skægløst

Ansigt. Som Følge af sin Stilling som civil Politiembedsmand havde han

Ret til Adgang til den sorte Forhøjning. Han havde denne Dag gjort Brug

af sit Privilegium, for at de dødsdømte dog skulde se et Venneansigt

iblandt de mange Fjender, og havde saaledes overværet hele den

uhyggelige Handling. Med ensformig, hul Stemme, uden nogen som helst

Afvigelse eller Kommentar -- kun som en simpel Kendsgerning gengav han

hele Scenen. To Mænd stod nær den talende, de øvrige seks, syv sad rundt

omkring i Værelset, alle aandeløst lyttende, fuldstændig ubevægelige,

som stivnede til Automater. Ingen spurgte, ingen gjorde Bemærkninger.

Efterhaanden, som Beretningen nærmede sig sin Slutning, følte Andrey, at

Georg rystede som i Feber; han lagde sin Arm fast paa Vennens og tvang

ham til at være rolig, for at intet Udbrud skulde afbryde »Onkel«. Georg

blev atter Herre over sig selv og hørte den frygtelige Skildring til

Ende; men ved de sidste Ord svigtede hans Nerver ham, og han brød ud i

en krampagtig Graad.

Andrey greb ham i Skulderen og rystede ham heftigt.

»Hold op med den Kvindegraad!« sagde han rasende. »Det er ikke med

Taarer, men med Blod, at den Slags Skændselsgerninger skal besvares!«

En stor og frygtelig Plan formede sig i dette Øjeblik for Andreys indre

Øje, men han sagde intet endnu. Thi denne Tanke maatte tænkes om og om

igen, inden den udtaltes i Ord.

Georg faldt efterhaanden til Ro og blandede sig i Samtalen, der førtes

mellem Kammeraterne, og som udelukkende drejede sig om Hævnplaner.

Generalguvernøren, den kejserlige Anklager og Føreren for Gendarmerne

blev udpegede som de »Kandidater«, der ved første Lejlighed skulde falde

for de sammensvornes Haand.

Kun Andrey sagde intet; alt dette kunde være meget godt; men hvad førte

det egentlig til? Hvad nyttede det at falde over disse Mennesker, som

dog alle mere eller mindre var villieløse Redskaber i en højeres Haand?

Vilde det rokke ved Despotismen? Nej! Hvis Slaget skal virke, saa maa

der sigtes højere -- det maa træffe den Mand, som er Grundpillen --

Hovedet for hele Systemet!

Han hørte ligegyldig Vennernes heftige Ord, som efterhaanden mistede

enhver Interesse for ham. Lidt efter rejste han sig og tog Afsked; han

gik bort sammen med Georg.

De tilbragte hele Dagen ude, og gik ustandseligt. Georg fortalte,

hvorfor han var kommen, og det blev bestemt, at de endnu samme Nat

skulde afrejse til St. Petersborg -- Andrey havde nu intet mere, der

holdt ham tilbage i Dubravnik.

»Lad os blot ikke tabe Modet!« sagde Georg med sin sædvanlige

Haabefuldhed -- han havde nu ganske overvundet sin Svaghed fra før. »Vor

endelige Sejr afhænger udelukkende af, at vi kan bære Nederlag paa

Nederlag med tilstrækkeligt Mod!«

»Det er muligt,« svarede Andrey, »men saa maa vi i hvert Fald sigte

højere med vore Slag, end vi hidtil har gjort, for at selve vore

Nederlag kan gøre Epoke!«

»Hvad mener du med det?« spurgte Georg; hans hurtige Blik havde opfanget

noget ubeskriveligt, noget, han aldrig før havde set i Vennens Ansigt.

»Det skal du faa at vide, naar Tiden kommer!« svarede Andrey undvigende

og afbrød Samtalen.