»Der er han endelig!« udbrød Vatajko.
Ogsaa Andrey gik hen til Vinduet og saa den Mand, de ventede paa, komme
kørende hurtigt ned ad Gaden i en aaben Vogn. Det var en midaldrende
Mand med et uhyre langt, graat Skæg og en Skikkelse som en Herkules.
Et Øjeblik efter traadte den ventede ind ad Døren, idet han forsigtigt
bøjede Hovedet for ikke at støde sig mod Karmen. Vatajko havde allerede
lukket Vinduerne, rullet ned og tændt Lys.
»Naa, hvad nyt?« spurgte Andrey.
»Lad mig først faa Frakken af!« sagde han. »Kun paa Forhaand saa meget:
der er intet særlig nyt!«
Ved nærmere Eftersyn viste denne Mand sig aldeles ikke at være nogen
Herkules, han var høj og mager og holdt sig lidt kroget -- det mest
iøjnefaldende ved ham var et Par tindrende, urolige, graa Øjne i det
lange, smalle Ansigt.
»Traf De saa Deres Kusine?« spurgte Andrey.
»Ja vel!« og den høje Mand satte sig ned og begyndte at fortælle.
Forhørene over de fængslede for den militære Domstol var begyndt den
Dag. Der var intet særligt forefaldet i det første Møde, men man kunde
dog med lidt Behændighed allerede saa nogenlunde deraf drage sine
Slutninger for de kommende. De fleste af Rettens Medlemmer var stævnede
til at møde.
Omendskønt ingen militær Domstol -- hvad enten den er almindelig eller
ekstraordinær -- frembyder særlig Garanti for retfærdig Behandling af
politiske Forbrydere, saa var dette dog et daarligt Tegn. Det viste, at
Regeringen havde en eller anden uhyggelig Plan for og ønskede at have
sine sikre Mænd om sig. Den kejserlige Anklagers Tale ved Aabningsmødet
var af største Vigtighed. Med Hensyn til de tre Hovedfanger var der kun
ét at vente, men ikke saa med de andre, som stadig ikke var overbeviste
om nogen anden Brøde end den at have kendt de sammensvorne. Det varslede
imidlertid meget ilde, at den offentlige Anklager beskyldte dem alle
seks for at have udgjort et hemmeligt Selskab, hvis Formaal det var at
»omstyrte Tronen« og saa fremdeles.
Hvis denne Udlægning af Fangernes gensidige Bekendtskab blev taget for
gode Varer af Rettens øvrige Medlemmer, saa betød det Døden for dem
alle; thi Døden er den almindelige Straf for »Oprør mod Tronen«.
»Men hvilket Bevis har de Slyngler for en Sammensværgelse?« udbrød
Vatajko.
»Der maa være nogen, der har sladret; desuden har Portneren i det Hus,
hvor Søstrene Dudorov boede, genkendt Annie Vulitch efter et Fotografi
og erklæret, at den Dame ofte kom til Frøkenerne Dudorov.«
»Og hvorledes saa de anklagede ud?« spurgte Andrey efter en Pavse.
»Min Hjemelsmand fortalte, at de var saa optagne af at tale med hinanden
efter alle disse Maaneders Adskillelse, at de næppe tog Notits af
Retten; kun ved en eneste Lejlighed gjorde de en energisk Indsigelse.«
Og han fortalte, at Anklageren -- med Juryens Billigelse -- ikke havde
undset sig for at overøse Fangerne, især de tre Kvinder, med de mest
uhøviske Beskyldninger.
»Den Slyngel!« raabte Vatajko ophidset. »Havde jeg ham her under min
Haand! Selv Slagteren, der fører Kvæget til Slagtehuset, kaster dog ikke
Sten paa det!«
»Du venter vel ikke, at Czarens svorne Blodhunde skulde have en Slagters
Menneskelighed!« sagde Andrey bittert.
»Ja, men det er umuligt, de kan ikke dømme dem alle seks til Døden; de
tre har jo vitterligt intet gjort!« mente Vatajko ivrigt.
»De er endnu meget naiv, min unge Mand,« sagde den fremmede med skarpt
ironisk Tonefald og lod et Øjeblik sine rastløse, funklende Øjne hvile
paa Vatajko. Hans Hustru -- som heller intet havde gjort -- var bleven
slæbt væk fra ham og holdt indespærret i Fængselet i flere Aar, indtil
hun til sidst var bleven sindssyg og i et Anfald af Raseri havde skaaret
Halsen over paa sig selv med et Glasskaar.
»Med Hensyn til Dommen, saa er jeg vis paa, at den vil lyde paa Døden
for dem alle« -- sagde Andrey. »Det vil give Dommeren en saa smuk
Lejlighed til at lægge sin naadefulde Humanitetsfølelse for Dagen, og
han vil rimeligvis formilde Straffen for de to Søstre Dudorovs
Vedkommende til Tvangsarbejde -- og vistnok for Botcharovs med. Det vil
som sagt tage sig godt ud over for den offentlige Mening -- den Slags
Komedier arrangerer de altid indbyrdes. Jeg tror bestemt ikke, at
Dødsdommen bliver stadfæstet for mere end de tre af dem -- for Boris og
Vasily uden Tvivl ogsaa -- for Zina -- eller Botcharov -- --« tilføjede
han med usikker Stemme. -- -- »Men hvorfor spekulere videre paa det? Lad
os hellere høre, hvorledes Arbejdet skrider frem, min gode Ven?« vedblev
han efter en Pavse, henvendt til den fremmede.
»Alt er rede!« svarede denne. »Jeg har Bomber til halvtredsindstyve Mand
og to Dusin i Reserve. Jeg mangler kun Fængrørene; men det er gjort med
et Par Timers Varsel.«
Forhørene over de seks Fanger varede i fem Dage. Hvis det var gaaet
efter den militære Lovbogs almindelig foreskrevne Regler -- som sikkert
ingen skal beskylde for Langsomhed --, vilde det have varet mindst tre
Gange fem Dage. Men det gjaldt for Autoriteterne om hurtigst muligt at
faa afsluttet denne Tragedie, der opførtes midt iblandt Byens Borgere og
bragte hele Befolkningen i den største Ophidselse.
Det store Publikum blev udelukket fra Retssalen -- Adgangsbilletter
udstedtes kun med yderste Forsigtighed til Embedsmænd med deres Hustruer
og til enkelte Borgere, om hvis Loyalitet man ikke kunde være i Tvivl.
For at hindre en mulig Tilkendegivelse af Sympati fra Publikum udenfor
blev alle de nærmest liggende Gader besatte med en stærk Politistyrke,
som havde Ordre til at forhindre Sammenløb af flere Mennesker.
Til Trods for denne Forsigtighedsregel var der dog altid en Mængde
nysgerrige og deltagende rundt om paa Raadhuspladsen, og saa snart en
Herre eller en Dame kom ud der inde fra, var han eller hun straks
omringet af en halv Snes Mennesker, der ivrigt spurgte, hvorledes
Tingene gik derinde.
Man vidste, at Dommen vilde falde om Torsdagen, og Ophidselsen ude i
Byen var saa stor, især blandt en bestemt Del af Publikum, at
Autoriteterne havde anset det for nødvendigt at tage Forholdsregler mod
et muligt Oprør. Raadhuspladsen var fyldt med Soldater og Politi; en
Bataillon Infanteri og to Eskadroner Kosakker blev holdt rede til at
rykke ud i Ministerialbygningerne i Nærheden.
Alligevel voksede Antallet af dem, der fyldte Pladsen foran Raadhuset,
uafbrudt, og henad Aften, da Fabrikkerne lukkedes, kom Skarer af
Arbejdere til. Politiet formaaede uden Vaaben intet over for denne
Mængde, og man ønskede saa længe som muligt at undgaa at bruge Magt.
Inde i Retssalen selv havde Publikum i Løbet af de fem Dage fuldstændig
skiftet Karakter. Ved Hjælp af Bestikkelse hist og her og ved at true og
tvinge over for deres finere Slægtninge og Bekendte var det efterhaanden
lykkedes en hel Del af dem, man netop ønskede at holde udenfor, at tage
Plads herinde. Og baade Dommere og Fanger var forbavsede ved at se,
hvorledes deres Publikum, som fra først af havde været saa yderst
respektabelt, havde faaet et stærkt blandet Præg. Midt imellem civile
Embedsmænd, dekorerede Generaler og Officerer, om hvis Loyalitet ingen
kunde nære Tvivl, opdagede man Individer -- Mænd og Kvinder, om hvis
Loyalitet man i hvert Fald maatte formode, at den var paa den forkerte
Side.
I den anden Stolerække paa Gulvet tronede Præsidentens Frue i raslende
Silkekjole og med skinnende Juveler; ved denne gode Dames Side saa man
en ung Pige, hvis alvorlige, kloge Ansigt straks tydede paa Nihilisten,
omendskønt hun ikke havde kortklippet Haar og bar en ret elegant blaa
Silkekjole -- laant i Anledningen. I de bageste Rækker saas
umiskendelige Nihilister, Studenter og korthaarede Pigebørn i tarvelige
Dragter.
Klokken elleve om Aftenen trak Juryen sig tilbage for at enes om sin
Kendelse. Først Klokken halv to om Morgenen viste den sig atter. Kun
meget faa iblandt Publikum havde i Mellemtiden forladt Salen; man
vidste, at Dommen hvert Øjeblik kunde blive forkyndt, og man ventede med
Taalmodighed. Langsomt sneglede Tiden sig fremad. Heden og Luften i
Salen var kvælende, thi alle Vinduer var omhyggelig lukkede for at
forhindre Forbindelse mellem Publikum udenfor og dem herinde. I den
svagt dæmrende Morgens matte, graa Lys saa Salen mærkværdig uhyggelig
ud; de seks Lys, der i høje Sølvstager brændte paa Bordet foran
Dommerens Sæde, gav det hele Udseende af en Ligbegængelse, og iblandt
den tæt pakkede Menneskemængde herskede en næsten dødlignende Tavshed;
kun henne fra Fangernes Aflukke lød der uafbrudt dæmpet Mumlen. De
vidste, at de, saa snart Dommen var falden, atter blev adskilte og saa
først mødtes paa den sidste Vandring til Retterstedet.
Publikum kunde ikke se dem, de sad ned, og omkring dem stod tolv
Gendarmer med dragne Sværd; men at dømme efter den livlige Samtale, de
førte, kunde de ikke være særlig nedbøjede.
Mængden udenfor paa Raadhuspladsen, som den søvnige, udasede
Politistyrke efterhaanden havde opgivet at faa Bugt med og derfor havde
overladt til sig selv, forholdt sig hverken saa rolig eller taalmodig;
den hoverede over at have fordrevet Politiet og tilhørte desuden de
uroligste Lag af Befolkningen -- Nihilisterne -- eller for at tale mere
eksakt, det frisindede og fremskredne Element var det overvejende.
Efterhaanden, som de andre, slet og ret nysgerrige, blev trætte af at
vente og forsvandt, sluttede de første sig mere og mere sammen og
dannede til sidst en kompakt Masse. Mange af dem var gode Bekendte og
talte ugenert sammen uden at lægge Baand paa deres Følelser; men af
denne Samtale fremgik det ogsaa, at ingen af dem hørte til de aktive
Oprørere.
I et af Vinduerne i Retssalen blev i dette Øjeblik et hvidt
Lommetørklæde synligt.
»Juryen!« raabte en Stemme blandt Mængden, og øjeblikkelig blev der
Dødsstilhed. Man pressede sig sammen under Vinduerne med opad bøjede
Hoveder.
Inde i Salen forkyndte nu Retsbetjentens Stemme, at den sidste Del af
den oprørende Farce var ved at tage sin Begyndelse. Juryen vendte
tilbage for at oplæse sin Kendelse.
Som én Mand rejste alle sig op i Salen og stod i aandeløs Forventning.
Der var en Stilhed, saa man syntes, man maatte kunne høre hvert enkelt
Hjertes Slag -- de, der bankede i Dødsangst for dem, de stod nær, og de,
der blot bankede i den voldsomme Spænding, som det usædvanlige
dramatiske Optrin medførte.
En efter en traadte Juryens Medlemmer op paa Forhøjningen bag det lange,
grønne Bord med de seks Liglys. Deres Udseende var ikke just saaledes,
som man tænkte sig Retfærdighedens og Lovens Repræsentanter. I deres
trætte, urolige Miner laa snarere Bevidstheden om en nylig begaaet
Skændselsdaad end den ophøjede Ro, som Følelsen af at have gjort sin
Pligt -- hvor pinefuld den end er -- uvilkaarlig forlener det
menneskelige Ansigt med. De seks Fanger, som ogsaa havde rejst sig nu og
stod Ansigt til Ansigt med deres Dommere, synlige for Publikum, var
absolut de roligste og værdigste af de to Partier. Men endnu saa ingen
paa Fangerne, alles Øjne var rettede paa Juryens Formand, som med det
hvide Ark Papir i Haanden skulde til at oplæse de skæbnesvangre Ord.
Med usædvanlig høj Stemme læste han Indledningen, som syntes at vare en
Evighed.
Endelig kom han til selve Dommen, og allerede ved de første Ord gik der
som et elektrisk Stød igennem Tilhørerne. Det var Boris' Navn, der var
nævnet og blev efterfulgt af en lang Mumlen, som ingen forstod. Det var
Opremsningen af alle hans Synder -- saa fulgte en kort Pavse, og saa kom
Dommen -- -- Døden!
Omendskønt ingen havde ventet andet, faldt dette Ord dog som et
Hammerslag paa de spændte Nerver. Derpaa fulgte Vasilys Navn -- atter en
Mumlen; men kortere -- saa et nyt Hammerslag: -- Døden! -- -- --
Den tredje i Rækken er Zina, hende, hvis Skæbne er bleven mest
diskuteret, og om hvem man har været mest i Usikkerhed Tavsheden i Salen
bliver om muligt endnu mere aandeløs. »Er det Liv eller Død« »Liv eller
Død?« spørger hvert Hjerte sig selv medens den uhyggelige Mumlen bliver
ved i det uendelige Skyld hobes paa Skyld; den truende Hammer løftes --
højere og højere -- en kort Pavse, og atter falder den med en skurrende
Lyd -- Det er Døden! --
-- Et Suk som en mangestemmet Stønnen gaar igennem Salen. Alles Øjne,
selv de strengest dømmendes -- rettes i Sympati og Rædsel paa denne unge
Kvinde, som staar der saa rolig og værdig foran sine Medfanger.
De fleste havde troet, at hun som Kvinde var bleven benaadet; denne
Dødsdom virkede som et brutalt, uventet Slag; men dog gaar der som et
Befrielsens Suk gennem Mængden, den værste Spænding er overstaaet! De
tre Fanger, som endnu er tilbage, er saa lidt kompromitterede, eller
rettere slet ikke, at det kun for dem kan dreje sig om en lettere
Straffedom. Den Mumlen, som efterfulgte Botcharovs Navn, bestyrker denne
Formodning -- det er rent ubetydelige Forseelser, der opramses --
Publikum hører næppe efter mere. -- Da studser man pludselig ved at
bemærke en let Skælven i Dommerens Stemme -- en kort Pavse, og --
Dødsdommen er forkyndt!
Alle farer sammen; et Forbandelsens Udbrud undslipper alles Læber, man
ser paa hinanden som for at forvisse sig om, at man har hørt rigtigt.
»Ærbødigst Tak, højstærede Dommere!« lyder saa skarpt og bidende den
dømtes Stemme, og man er ikke længer i Tvivl. Han er virkelig dømt til
Døden! Men hvorfor? Hvad har han gjort? Publikums Indignation holdes
imidlertid i Tømme ved den fornyede Spænding og Interesse, hvormed man
nu atter lytter til Dommerens Ord.
Botcharov er ikke bleven kaldt til Rette for sin usømmelige Afbrydelse;
man foretrækker at lade, som om man intet har hørt, glad over, at det
ikke var noget værre, og skynder sig videre med Oplæsningen.
Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne
Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om
rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er
paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette
uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning -- snart gyser
man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. -- Den
uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt -- endelig løftes den igen
og falder -- det blev Døden! -- -- --
Som med ét Slag brød nu den længe tilbageholdte Spænding iblandt
Publikum løs. Raab, Stønnen og Eder, hysteriske Kvinders Skrig og vilde
Forbandelser fylder Luften! -- Folk springer op paa Stolene og gebærder
sig, som om de pludselig var blevne gale. Aldrig havde man inden for
disse Mure set en lignende Scene.
Den gode Dame i anden Række -- Præsidentens Frue -- besvimede, og
Officeren, der kommanderede Fangeeskorten, og som personlig kendte
hende, ilede til med en Karaffel Vand; men den unge Pige i den blaa
Silkekjole træder barsk i Vejen for ham og stiller sig beskyttende hen
foran Damen, idet hun raaber: »Rør hende ikke!« og saa bydende er hendes
Stemme og saa vildt flammende hendes mørke Øjne, at han uvilkaarligt
trækker sig tilbage, medens hun roligt tager et Glas Vand fra
Dommerbordet og vender sig til den besvimede for at yde hende Hjælp. Hun
kender ikke denne Dame, aner ikke, hvem hun er; men hun føler sig
overbevist om, at det maa være en Ven, og af den Grund vil hun befri
hende for den forhadte Berørelse af en af Politiets Mænd. Det faldt
hende ikke ind, at det maaske kun var den fine Dames overspændte Nerver,
der bukkede under for dette Øjebliks stærke Spænding.
Oppe paa Juryens Forhøjning var Forvirringen ikke ringere end nede i
Salen.
Bleg af Harme og Skam søgte Formanden at overdøve Larmen og skaffe Ro
til Veje; men hans Forsøg mislykkedes absolut. Alligevel beordrede han
ikke Salen rømmet, han ønskede, at Publikum skulde blive og høre
Slutningen af Dommen. Det hvide Ark skælvede i hans Haand, og han læste
videre. Den sidste af de seks Fanger, den yngste Søster Dudorov, blev i
Betragtning af hendes Ungdom dømt -- ikke til Døden, som den kejserlige
Anklager havde forlangt, men til femten Aars Straffearbejde. De havde
forbeholdt sig denne ene stakkels Naadesbevisning, dels for at
tilfredsstille deres egen Samvittighed og dels for at vise Publikum
deres gode Vilje. Men Publikum hørte ikke et Ord mere af, hvad der blev
læst. Ophidselsen var alt for stor, og en ung Mand -- den samme, der før
havde givet Signalet med Lommetørklædet -- stødte et Vindu op, lænede
sig ud og raabte med høj Røst til de nedenunder forsamlede Skarer:
»Døden! Alle er dømt til Døden!«
Han erklærede bagefter, at han var overbevist om at have hørt Formanden
oplæse Dødsdommen ogsaa for den yngste af Søstrene Dudorov.
Et ildevarslende, gennemtrængende Skrig fra Mængden udenfor var Svaret
paa denne Meddelelse og forhøjede Forvirringen i Salen. De loyale
Elementer iblandt dem derinde troede, at Folket i næste Nu vilde storme
Raadhuset og kaste sig over dem -- og i et Anfald af Panik gav de sig nu
til at skrige og raabe med.
En Politiofficer, der holdt Vagt uden for Døren til Salen, kom ilsomt
ind og konfererede med Dommerne, hvorpaa han lige saa hurtigt igen løb
bort ad en Bagdør. Præsidenten havde givet Ordre til, at Tropperne
skulde tilkaldes og Pladsen udenfor ryddes for enhver Pris.
En for en listede imidlertid Juryen sig væk og barrikaderede sig i de
indre Værelser, medens Politiet begyndte at rydde Salen.
Et blodigt Sammenstød syntes uundgaaeligt -- men udeblev desuagtet.
Revolutionens organiserede og ledende Parti havde al Grund til at undgaa
et saadant Sammenstød i dette Øjeblik, idet det kun yderligere vilde
besværliggøre -- ja umuliggøre deres forestaaende Forsøg paa at befri de
dødsdømte, og da den stærkere aandelige Magt altid har Overtaget over
den mindre udviklede, lykkedes det de enkelte, som stod under mere eller
mindre direkte Indflydelse af Andreys medsammensvorne, at holde
Urostifterne tilbage. Da Militæret viste sig for Enden af Gaden,
spredtes Mængden uden videre Tumult med en Del Larm og nogle Stenkast.
Hele den heftige Bvægelse indskrænkede sig saaledes til at blive en rent
forbigaaende -- et uvilkaarligt Udslag af Øjeblikkets stærke Impuls.